Tilbake til søkeresultater
previous icon next icon
Vis      Tekstkilder    Veiledning
Klikk på sidetall for å se faksimiler    
   
Disse ovenmeldte vanskeligheder findes hos denne min historie, hvilken i det øvrige kommer frem i en simpel klædning uden udvortes ornamenter så at formen kan ikke bøde på det som fattes i materien. Derforuden indeholder den også adskillige ting der skurrer i deres øren som ikke er vant uden at læse de historier der har anseelse af udpyntede panegyriske orationer og stedsevarende prægtige lovsange. Dog håber jeg at skønsomme folk vil anse alting med rette øjne, ja at de samme vil finde smag i stilens simplicitet just fordi den bør være simpel, og at de ved historiens nøje læsning vil se at de ting og de gerninger som jeg tager mig frihed til at laste, afmales ikke af begærlighed til at laste, men til at skrive sanden.
Når jeg skriver mod adel og ridderskab, sker det ikke fordi jeg selv er borger, men fordi billighed byder mig at tage parti med almue, og når jeg igen rangerer mig under adelens standart, er det ikke af fortrydelse over det som jeg tilforn har skrevet, men efterdi sandhed befaler mig at tale i en anden tone. Således ser man mig plædere for almue i Christian 2. og Friderici 1. og igen for adel i Christiani 3. historier. At min stil er mere curialsk i kongernes historie af den oldenborgske stamme, sker ikke efterdi historien nærmer sig mere til vore tider, men efterdi kongerne af samme hus har fast alle udkopieret stamfaderen Christiani 1. dyder. Dog forsømmer jeg ikke med dyder også at anføre fejl, skønt med anstændighed. I stridigheder mellem riget og dets naboer tager jeg en og anden gang de sidstes parti såsom jeg holder for at en kan |b4vvære patriot uden at emancipere sig til at forsvare alle sine landsmænds fejl, og når en historieskriver følger sådanne regler, bør ingen se surt derved om han undertiden skriver noget som kan være ubehageligt.
Jeg mærker også at mange har iagttaget sådan billighed i mine skrifters udtolkning. Det samme har også ligesom autoriseret mig til at fremture i min sædvanlige skrivemåde, hvilken hidindtil vel har været fri og upartisk, men derhos dog ikke dristig, så at jeg har efterlevet en historieskrivers uden at overtræde en borgers pligt. Et er at laste og at censurere, et andet er at censurere af affekter. Det første bekender jeg mig ikke at være fri for, men ved mig ikke skyldig i det sidste. De fleste konfunderer dog sandheds bekendelse med médisance og almindelig ros med en patriotisk affektion, skønt det er lige så stor dyd at laste med årsag som det er en udyd at rose uden årsag. En god censor laster ikke ting fordi han er vred, og en hykler roser ikke alting fordi han er øm og diskret; men den første laster tit fordi han elsker sandhed mere end sig selv, og den sidste roser gemenlig efterdi han elsker ingen uden sig selv og intet har uden egennytte for øjnene. I den henseende ser man få at skrive historier for at instruere andre, men mange for at insinuere sig selv, så at de fleste historier har intet andet øjemærke end brudevers, hvilke skrives ikke så meget for at rose brud og brudgom som for at erhverve sig indførsel i bryllupsretterne eller at nyde nogen anden belønning pro labore.
 Hvad ellers denne sidste tome angår, da indeholder den ikke alene den vigtigste , men endog den vanskeligste del af den hele danske historie; thi deri ser man forunderlige hændelser, det hele rige bragt under fødder, en særdeles og hartad unaturlig skræk at være den hele nation overkommet, men samme rædsel igen at forvandles til en ugemen tapperhed, det kongelige hus tillige med kernen af det hele rige indesluttet og belejret i hovedstaden, den kongelige myndighed reduceret hartad til intet, dens sol af tykke skyer at fordunkles, men straks igen at fremskinne klarere end nogen tid tilforn, item særdeles delikate konjunkturer, som udfordrer en ugemen varsomhed når historien med soliditet skal udføres. Alle disse forunderlige ting befattes under 3 år, hvorudover samme 3 års historie kan ikke andet end opvække hver læsers attention og sætte ham i fuld bevægelse.
Den øvrige del af denne konges historie derimod giver ikke sådan materie som |c1raf enhver med begærlighed læses; thi en stor del deraf indeholder intet uden de ting som rolige og fredelige tider fører med sig, nemlig love, forordninger og mærkelige stiftelser såvel i stats- som krigssager. Disse ting er ikke de behageligste at læse, hvorudover man óg ser at de fleste skribenter som alene skriver historier for tidsfordriv, lader dem rent ude. Men man kan sige derimod at det er den nyttigste og vigtigste del, så at den ikke kan udelades uden at lemlæste og defigurere historien, ja betage den sin største herlighed. Thi historie er en ganske anden ting end folk gemenlig indbilder sig, nemlig noget som skrives for tidsfordriv, i hvilken henseende man ser de fleste at alternere med kortspil og historiers læsning for at få ende på dagen, som man siger, og at have noget at amusere sig med de lange vinteraftener. Men det er aldeles ikke i den henseende at gode historier fornemmelig skrives, men for at undervise og at være et spejl hvori man af forbigangne ting kan se og dømme om tilkommende, lære at kende sig selv tillige med andre og erhverve sig den solideste kundskab i moral, *jure publico og statssager, i hvilken henseende historiers læsning fornemmelig rekommanderes regenter og høje standspersoner som det allervigtigste af verdslige studiis.
Såsom jeg da i dette mit værk har søgt mere efter at undervise end at behage, så har jeg været mest omstændig i de sager som giver kundskab om landets indvortes tilstand, har dog derved ikke glemt at egayere materien for at opvække læserens attention, endog i de ting som ellers plejer at dysse i søvn; thi det er på sådant en historieskriver må mest skærpe sin pen og eksercere sine kræfter, om han ellers vil reuissere i de såkaldte tørre og mindre behagelige, skønt mest vigtige materier, óg består kunsten fornemmelig deri at han med en munter stil forklarer de seriøse ting som han anfører, og ikke anfører uden det som meriterer at forklares, det er: ikke taler uden om de forordninger som handler enten om stat, religion, handel, tidernes levemåde og andet deslige, óg har jeg med des større flid udført deslige ting efterdi jeg har mærket at det som jeg tilforn har anført i den materie, især i Christiani 4. historie, er blevet læst med behag endogså af dem som ellers ikke finder smag uden i det som sætter sindet i bevægelse og kan give materie til tragedier eller heroiske poemata.
Såsom jeg derforuden mærker at læseren har fundet et særdeles behag deri at jeg har delt historien i periodos og ved hver ny periodi tiltræ|c1vdelse givet afridsning på den forrige, såvel i krigs-, stats- som kirkesager, så har jeg kontinueret dermed indtil enden. Det er mig ikke vitterligt at nogen anden historieskriver har betjent sig af den metode, skønt en og anden kan ved vis lejlighed have givet anledning dertil. Det samme kan ellers give lejlighed til andre mere skønsomme og erfarne historieskrivere at raffinere på inventionen og at føre sådant bedre ud. I mine historiske skrifter kan dette og andet tjene til bevis på at om jeg ikke har kunnet tilvejebringe en god historie, så har jeg dog arbejdet derpå, óg skal intet være mig kærere end at se andre mere habile penne at øve sig i deslige vanskelige afridsninger, hvilke fører ikke mindre sirat end nytte med sig.
Jeg har ikke villet ekstendere denne min historie videre end til det år 1670 såsom jeg ikke har agtet at skrive gazetter, men en nogenledes tilforladelig historie; thi hvo der vil skrive sine egne tiders historie, hvori tales om personer som i skribentens tid lever, må lave sig på had og uvenskab om han vil blive ved at skrive sanden; thi hvis det er en rar dyd at skrive en upartisk historie om forbigangne ting, så kan man sige at det er en heroismus at skrive således om nærværende tider. Jeg for min part har kun mådelige tanker om egne tiders historier; thi de samme bliver enten magre eller fulde af urigtighed, det er: får anseelse enten af tørre dagregistre eller prægtige ligprædikener, hvori intet kan være godt uden stilen alene eller årstallene. I den henseende ser man sjældent gode skribenter at føre deres historier længere ud.
Jeg overlader derfor den øvrige del af den danske historie til efterkommerne, og det såvel i den henseende som efterdi jeg formedelst mine ringe kræfter ikke kan love noget stort arbejde mere. Alt hvad jeg endnu stræber at bringe til veje, er en almindelig kirkehistorie fra kristendommens begyndelse til Lutheri reformation *in quarto, hvoraf allerede til den største del er gjort samling, óg håber jeg i så måde nogenledes at have vindiceret mig fra ørkesløsheds eftertale, hvilket er alt hvad jeg til belønning nogen tid har forlangt; thi det som jeg ved mine skrifters debit enten har erhvervet eller ydermere kan erhverve, agter jeg ved en nyttig stiftelse til det danske sprogs videre forfremmelse at give publico tilbage igen.
 
 
 
xxx
xxx