|b4r
Disse ovenmeldte vanskeligheder findes hos denne min historie, hvilken i
det øvrige kommer frem i en simpel klædning uden udvortes ornamenter så at formen kan
ikke bøde på det som fattes i materien. Derforuden indeholder den også adskillige ting
der skurrer i deres øren som ikke er vant uden at læse de historier der har anseelse
af udpyntede panegyriske orationer og stedsevarende prægtige lovsange. Dog håber jeg at
skønsomme folk vil anse alting med rette øjne, ja at de samme vil finde smag i
stilens simplicitet just fordi den bør være simpel, og at de ved historiens nøje læsning
vil se at de ting og de gerninger som jeg tager mig frihed til at laste, afmales ikke
af begærlighed til at laste, men til at skrive sanden.
Når jeg skriver mod adel og
ridderskab, sker det ikke fordi jeg selv er borger, men fordi billighed byder mig at tage
parti med almue, og når jeg igen rangerer mig under adelens standart, er det ikke af
fortrydelse over det som jeg tilforn har skrevet, men efterdi sandhed befaler mig at tale
i en anden tone. Således ser man mig plædere for almue i Christian
2. og Friderici 1. og igen for adel i Christiani 3. historier. At min stil er mere curialsk i kongernes
historie af den oldenborgske stamme, sker ikke efterdi historien nærmer sig mere til
vore tider, men efterdi kongerne af samme hus har fast alle udkopieret stamfaderen
Christiani 1. dyder. Dog forsømmer jeg ikke med dyder også at anføre fejl, skønt med
anstændighed. I stridigheder mellem riget og dets naboer tager jeg en og anden gang de
sidstes parti såsom jeg holder for at en kan |b4vvære
patriot uden at emancipere sig til at forsvare alle sine landsmænds fejl, og når en
historieskriver følger sådanne regler, bør ingen se surt derved om han undertiden
skriver noget som kan være ubehageligt.
Jeg mærker også at mange har iagttaget sådan
billighed i mine skrifters udtolkning. Det samme har også ligesom autoriseret mig til at
fremture i min sædvanlige skrivemåde, hvilken hidindtil vel har været fri og upartisk,
men derhos dog ikke dristig, så at jeg har efterlevet en historieskrivers uden at
overtræde en borgers pligt. Et er at laste og at censurere, et andet er at censurere af
affekter. Det første bekender jeg mig ikke at være fri for, men ved mig ikke skyldig i
det sidste. De fleste konfunderer dog sandheds bekendelse med médisance og almindelig
ros med en patriotisk affektion, skønt det er lige så stor
dyd at laste med årsag som det er en udyd at rose uden årsag. En god censor laster
ikke ting fordi han er vred, og en hykler roser ikke alting fordi han er øm og diskret;
men den første laster tit fordi han elsker sandhed mere end sig selv, og den sidste roser
gemenlig efterdi han elsker ingen uden sig selv og intet har uden egennytte for
øjnene. I den henseende ser man få at skrive historier for at instruere andre, men mange
for at insinuere sig selv, så at de fleste historier har intet andet øjemærke end
brudevers, hvilke skrives ikke så meget for at rose brud og brudgom som for at
erhverve sig indførsel i bryllupsretterne eller at nyde nogen anden belønning pro
labore.
Hvad ellers denne sidste tome angår, da indeholder den ikke alene den
vigtigste , men endog den vanskeligste del af den hele danske historie; thi deri ser
man forunderlige hændelser, det hele rige bragt under fødder, en særdeles og hartad
unaturlig skræk at være den hele nation overkommet, men samme rædsel igen at forvandles
til en ugemen tapperhed, det kongelige hus tillige med kernen af det hele rige
indesluttet og belejret i hovedstaden, den kongelige myndighed reduceret hartad til intet,
dens sol af tykke skyer at fordunkles, men straks igen at fremskinne klarere end nogen
tid tilforn, item særdeles delikate konjunkturer, som udfordrer en ugemen varsomhed når
historien med soliditet skal udføres. Alle disse forunderlige ting befattes under 3 år,
hvorudover samme 3 års historie kan ikke andet end opvække hver læsers attention og
sætte ham i fuld bevægelse.
Den øvrige del af denne konges historie derimod giver ikke
sådan materie som |c1raf enhver med begærlighed læses; thi
en stor del deraf indeholder intet uden de ting som rolige og fredelige tider fører med
sig, nemlig love, forordninger og mærkelige stiftelser såvel i stats- som
krigssager. Disse ting er ikke de behageligste at læse, hvorudover man óg ser at de
fleste skribenter som alene skriver historier for tidsfordriv, lader dem rent ude.
Men man kan sige derimod at det er den nyttigste og vigtigste del, så at den ikke kan
udelades uden at lemlæste og defigurere historien, ja betage den sin største herlighed.
Thi historie er en ganske anden ting end folk gemenlig indbilder sig, nemlig noget som
skrives for tidsfordriv, i hvilken henseende man ser de fleste at alternere med
kortspil og historiers læsning for at få ende på dagen, som man siger, og at have
noget at amusere sig med de lange vinteraftener. Men det er aldeles ikke i den henseende
at gode historier fornemmelig skrives, men for at undervise og at være et spejl
hvori man af forbigangne ting kan se og dømme om tilkommende, lære at kende sig selv
tillige med andre og erhverve sig den solideste kundskab i moral,
*jure publico og
statssager, i hvilken henseende historiers læsning fornemmelig
rekommanderes regenter og høje standspersoner som det allervigtigste af verdslige
studiis.
Såsom jeg da i dette mit værk har søgt mere efter at undervise end at
behage, så har jeg været mest omstændig i de sager som giver kundskab om landets
indvortes tilstand, har dog derved ikke glemt at egayere materien for at opvække
læserens attention, endog i de ting som ellers plejer at dysse i søvn; thi det er på
sådant en historieskriver må mest skærpe sin pen og eksercere sine kræfter, om han
ellers vil reuissere i de såkaldte tørre og mindre behagelige, skønt mest vigtige
materier, óg består kunsten fornemmelig deri at han med en munter stil forklarer de
seriøse ting som han anfører, og ikke anfører uden det som meriterer at forklares, det
er: ikke taler uden om de forordninger som handler
enten
om stat, religion, handel, tidernes levemåde og andet deslige,
óg har jeg med des større flid udført deslige ting
efterdi jeg har mærket at det som jeg tilforn har anført i den materie, især i
Christiani 4. historie, er blevet læst med behag endogså af dem som ellers ikke finder
smag uden i det som sætter sindet i bevægelse og kan give materie til tragedier eller
heroiske poemata.
Såsom jeg derforuden mærker at læseren har fundet et særdeles behag
deri at jeg har delt historien i periodos og ved hver ny
periodi tiltræ|c1vdelse givet
afridsning på den forrige, såvel i krigs-, stats- som kirkesager, så har jeg kontinueret
dermed indtil enden. Det er mig ikke vitterligt at nogen anden historieskriver har
betjent sig af den metode, skønt en og anden kan ved
vis
lejlighed have givet anledning dertil. Det samme kan ellers give
lejlighed til andre mere skønsomme og erfarne historieskrivere at raffinere på
inventionen og at føre sådant bedre ud. I mine historiske skrifter kan dette og andet
tjene til bevis på at om jeg ikke har kunnet tilvejebringe en god historie, så har jeg
dog arbejdet derpå, óg skal intet være mig kærere end at se andre mere habile penne at
øve sig i deslige vanskelige afridsninger, hvilke fører ikke mindre sirat end nytte med
sig.
Jeg har ikke villet ekstendere denne min historie videre end til det år
1670 såsom jeg ikke har agtet at skrive gazetter, men en nogenledes tilforladelig
historie; thi hvo der vil skrive sine egne tiders historie, hvori tales om personer
som i skribentens tid lever, må lave sig på had og uvenskab om han vil blive ved at
skrive sanden; thi hvis det er en rar dyd at skrive en upartisk historie om forbigangne
ting, så kan man sige at det er en heroismus at skrive således om nærværende tider.
Jeg for min part har kun mådelige tanker om egne tiders historier; thi de samme bliver
enten magre eller fulde af urigtighed, det er: får anseelse enten af tørre dagregistre
eller prægtige ligprædikener, hvori intet kan være godt uden stilen alene eller
årstallene. I den henseende ser man sjældent gode skribenter
at føre deres historier længere ud.
Jeg overlader derfor den øvrige del af den danske
historie til efterkommerne, og det såvel i den henseende som efterdi jeg formedelst mine
ringe kræfter ikke kan love noget stort arbejde mere. Alt hvad jeg endnu stræber at
bringe til veje, er en almindelig kirkehistorie fra kristendommens begyndelse til
Lutheri reformation *in quarto,
hvoraf allerede til den største del er gjort samling, óg
håber jeg i så måde nogenledes at have vindiceret mig fra ørkesløsheds eftertale,
hvilket er alt hvad jeg til belønning nogen tid har forlangt; thi det som jeg ved mine
skrifters debit enten har erhvervet eller ydermere kan erhverve, agter jeg ved en
nyttig stiftelse til det danske sprogs videre forfremmelse at give publico tilbage
igen.