Tilbake til søkeresultater
Tekststatus:
Kommentering pågår

1 forekomst av Hvad ellers denne sidste Tome angaaer, da indeholder den ikke alleene den vigtigste
[Fjern søkemarkeringer]

previous icon next icon
Vis      Tekstkilder    Veiledning
Klikk på sidetall for å se faksimiler    
   
Disse ovenmældte Vanskeligheder findes hos denne min Historie, hvilken i det øvrige kommer frem udi en simpel Klædning uden udvortes Ornamenter, saa at Formen kand ikke bøde paa det som fattes i Materien. Derforuden indeholder den ogsaa adskillige Ting, der skurre i deres Øren, som ikke ere vante uden at læse de Historier, der have Anseelse af udpyntede Panegyriske Orationer, og stedsvarende prægtige Lovsange, dog haaber jeg at skiønsomme Folk vill ansee alting med rette Øjen, ja at de samme vill finde Smag udi Stilens Simplicitet just fordi den bør være simpel, og at de ved Historiens nøje Læsning vill see at de Ting, og de Gierninger, som jeg tager mig Frihed til at laste, afmales ikke af Begierlighed til at laste, men til at skrive Sanden. Naar jeg skriver mod Adel og Ridderskab skeer det ikke, fordi jeg selv er Borger, men fordi Billighed byder mig at tage Parti med Almue, og, naar jeg igien rangerer mig under Adelens Standard, er det ikke af Fortrydelse over det som jeg tilforn har skrevet, men efterdi Sandhed befaler mig at tale i en anden Tone. Saaledes seer man mig plaidere for Almue udi Christian 2. og Friderici 1, og igien for Adel udi Christ. 3. Historier. At min Stiil er meer curialsk udi Kongernes Historie af den Oldenborgske Stamme, skeer ikke efterdi Historien nærmer sig meere til vore Tider, men efterdi Kongerne af samme Huus have fast alle udcopieret Stamfaderens Christiani 1. Dyder, dog forsømmer jeg ikke med Dyder ogsaa at anføre Feil, skiønt med Anstændighed. Udi Stridigheder mellem Riget og dets Naboer tager jeg een og anden gang de sidstes Parti, saasom jeg holder for, at en kand |b4vvære Patriot uden at emancipere sig til at forsvare alle sine Landsmænds Feil, og, naar en Historieskriver følger saadanne Regler, bør ingen see suurt derved, om han undertiden skriver noget som kand være ubehageligt. Jeg merker ogsaa at mange have i agttaget saadan Billighed i mine Skrifters Udtolkning, det samme har ogsaa ligesom autoriseret mig til at fremture i min sædvanlige Skrivemaade, hvilken hidindtil vel har været fri og upartisk, men derhos dog ikke dristig; saa at jeg har efterlevet en Historieskrivers uden at overtræde en Borgers Pligt. Et er at laste og at censurere, et andet er at censurere af Affecter. Det første bekiender jeg mig ikke at være fri for, men veed mig ikke skyldig udi det sidste. De fleste confundere dog Sandheds Bekiendelse med Medisance, og almindelig Roes med en patriotisk Affection, skiønt det er ligesaa stor Dyd at laste med Aarsag, som det er en Udyd at roese uden Aarsag. En god Censor laster ikke Ting fordi han er vred, og en Hykler roeser ikke alting fordi han er øm og discret, men den første laster tit fordi han elsker Sandhed meer end sig selv, og den sidste roeser gemeenligen efterdi han elsker ingen uden sig selv, og intet har uden egen Nytte for Øjene. I den Henseende seer man faa at skrive Historier for at instruere andre; men mange for at insinuere sig selv, saa at de fleste Historier have intet andet Øjemerke end Brude-Vers, hvilke skrives ikke saa meget for at roese Brud og Brudgom, som for at erhverve sig Indførsel udi Bryllops-Retterne, eller at nyde nogen anden Belønning pro labore.
 Hvad ellers denne sidste Tome angaaer, da indeholder den ikke alleene den vigtigste , men end og den vanskeligste Deel af den heele Danske Historie, thi derudi seer man forunderlige Hændelser, det heele Rige bragt under Fødder, en særdeeles og hart ad unaturlig Skræk at være den heele Nation overkommen, men samme Redsel igien at forvandles til en ugemeen Tapperhed, det Kongelige Huus, tillige med Kiernen af det heele Rige indslutted og beleired i Hovedstaden, den Kongelige Myndighed reducered hart ad til intet, dens Soel af tykke Skyer at fordunkles, men strax igien at fremskinne klarere end nogen Tiid tilforn, item særdeles delicate Conjuncturer, som udfodre en ugemeen Varsomhed, naar Historien med Soliditet skall udføres. Alle disse forunderlige Ting befattes under 3 Aar, hvorudover samme 3 Aars Historie kand ikke andet end opvække hver Læsers Attention, og sætte ham i fuld Bevægelse. Den øvrige Deel af denne Konges Historie derimod, giver ikke saadan Materie, som |c1raf enhver med Begiærlighed læses, thi en stor Deel deraf indeholder intet uden de Ting, som roelige og fredelige Tider føre med sig, nemlig, Love, Forordninger og merkelige Stiftelser, saavel udi Stats- som Krigs-Sager; disse Ting ere ikke de behageligste at læse, hvorudover man og seer, at de fleeste Skribentere, som alleene skriver Historier for Tidsfordriv, lade dem reent ude. Men man kand sige derimod, at det er den nyttigste og vigtigste Deel, saa at den ikke kand udelades uden at lemlæste og defigurere Historien, ja betage den sin største Herlighed. Thi Historie er en gandske anden Ting end Folk gemeenligen indbilde sig, nemlig noget som skrives for Tidsfordriv, i hvilken Henseende man seer de fleeste at alternere med Kortspill og Historiers Læsning for at faae Ende paa Dagen, som man siger, og at have noget at amusere sig med de lange Vinter-Aftener. Men det er aldeeles ikke i den Henseende at gode Historier fornemmeligen skrives, men for at underviise og at være et Speil, hvorudi man af forbigangne Ting kand see og dømme om tilkommende, lære at kiende sig selv tillige med andre, og erhverve sig den solideste Kundskab udi Morale, *Jure publico og Stats-Sager, udi hvilken Henseende Historiers Læsning fornemmeligen recommenderes Regentere og høje Stands Personer, som det allervigtigste af verdslige Studiis.
Saasom jeg da udi dette mit Verk har søgt meere efter at underviise end at behage, saa haver jeg været meest omstændig udi de Sager, som give Kundskab om Landets indvortes Tilstand, haver dog derved ikke glemt at egayere Materien, for at opvække Læserens Attention, end og udi de Ting, som ellers pleje at dysse udi Søvn, thi det er paa saadant en Historieskriver maa meest skierpe sin Pen, og exercere sine Kræfter, om han ellers vil reuissere udi de saa kaldte tørre og mindre behagelige, skiønt meest vigtige Materier, og bestaaer Konsten fornemmelig derudi, at han med en munter Stiil forklarer de serieuse Ting, som han anfører, og ikke anfører uden det som meriterer at forklares, det er, ikke taler uden om de Forordninger, som handle enten om Stat, Religion, Handel, Tidernes Levemaade, og andet deslige. Og haver jeg med desstørre Flid udført dislige Ting, efterdi jeg har mærket, at det som jeg tilforn har anført udi den Materie, sær i Christiani 4 Historie, er bleven læset med Behag endogsaa af dem, som ellers ikke finde Smag uden i det som sætter Sindet i Bevægelse, og kand give Materie til Tragœdier eller Heroiske Poemata.
Saasom jeg derforuden mærker at Læseren har fundet en særdeles Behag derudi, at jeg haver deelt Historien i Periodos og ved hver nye Periodi Tiltræ|c1vdelse givet Afrisning paa den forrige, saavel udi Krigs, Stats, som Kirke-Sager, saa har jeg continueret dermed indtil Enden. Det er mig ikke vitterligt at nogen anden Historieskriver har betient sig af den Methode, skiønt een og anden kand ved visse Leilighed have givet Anledning dertil. Det samme kand ellers give Leilighed til andre meere skiønsommeskiønsomme]skiønsomme] skiøusomme A skiønsomme] skiøusomme A og erfarne Historieskrivere at rafinere paa Inventionen, og at føre saadant bedre ud. Udi mine Historiske Skrifter kand dette og andet tiene til Beviis paa, at om jeg ikke har kunnet tilveiebringe en god Historie, saa har jeg dog arbeidet derpaa, og skal intet være mig kiærere end at see andre meere habile Penne at øve sig udi deslige vanskelige Afrisninger, hvilke føre ikke mindre Zirath end Nytte med sig.
Jeg haver ikke villet extendere denne min Historie videre end til det Aar 1670, saasom jeg ikke har agtet at skrive Gazeter, men en nogenledes tilforladelig Historie; thi hvo der vill skrive sine egne Tiders Historie, hvorudi tales om Personer, som i Skribentens Tid leve, maa lave sig paa Had og Uvenskab, om han vill blive ved at skrive Sanden; thi, hvis det er en rar Dyd, at skrive en upartisk Historie om forbigangne Ting, saa kand man sige, at det er en Heroismus at skrive saaledes om nærværende Tider. Jeg for min Part har kun maadelige Tanker om egne Tiders Historier, thi de samme blive enten mavre, eller fulde af Urigtighed, det er, faaer Anseelse enten af tørre Dagregistere eller prægtige Ligprædikener, hvorudi intet kand være got uden Stiilen alleene, eller Aarstallene. I den Henseende seer man sielden gode Skribentere at føre deres Historier længere ud. Jeg overlader derfore den øvrige Deel af den Danske Historie til Efterkommerne, og det saavel i den Henseende, som efterdi jeg formedelst mine ringe Kræfter ikke kand love noget stort Arbeide meer. Alt, hvad jeg endnu stræber at bringe til veje, er en allmindelig Kirke-Historie fra Christendommens Begyndelse til Lutheri Reformation *in Qvarto, hvoraf allerede til den største Deel er giort Samling. Og haaber jeg i saa Maade nogenledes at have vindiceret mig fra Ørkesløsheds Eftertale, hvilket er alt hvad jeg til Belønning nogen Tiid har forlanget, thi det som jeg ved mine Skrifters Debit enten har erhvervet, eller ydermeere kand erhverve, agter jeg ved en nyttig Stiftelse til det Danske Sprogs videre Forfremmelse, at give Publico tilbage igien.
 
 
 
xxx
xxx