Skjul alle
|517
Den syvende konge af den oldenborgske stamme
Nu træder jeg til den i historien mest bekendte
konge, Christianum 4., 1588hvis regimente er navnkundigt
såvel formedelst dets langvarighed, nemlig af 60 år, som i henseende til de mange
mærkværdige ting som imidlertid er forefaldet. Men det er at beklage at just hvor den
mærkværdigste historie Forberedelse til Christiani 4.
historiebegynder, der savnes historieskriverne, og hvor det prægtigste og
anseligste monument skal oprettes, der fattes materialer; thi hidindtil har man
nogenledes haft vejvisere såvel af trykte som af skrevne historier, men her forsvinder
såvel det ene som det andet, så at det synes at just fordi denne konge fortjener
mest at omtales, just derfor er han blevet forglemt, og at
bedrifternes storhed samt regimentets langvarighed har hindret skribenter at lægge
hånd på et værk som de har despereret om at kunne fuldføre.
Dette håber jeg at læseren vil have for øjnene, så at, om historien ikke
bliver så fuldkommen som den burde være, at det ikke bliver tilregnet så meget skribentens
forsømmelse som mangel på nødvendige og bekvemme materialer; thi det går mig her
som den der er faldet i vandet, at han griber for at redde sig til hvad ham kommer for
hånden. Jeg kan derfor ikke love at give her nogen fuldkommen historie, men alene at
|518jeg skal gøre den så fuldkommen og
autentisk som mig i denne situation er muligt.
Vel er sandt at jeg, endogså med liden umage, havde kunnet gjort
denne historie dobbelt, ja todobbelt så stor dersom jeg havde villet indføre alle de
ting som findes i trykte annalibus om adskillige grænsetvistigheder med Sverige, om
Christiani 4. langvarige underhandling mellem kejseren og de svenske, om de mange års
sollicitationer for prins Frederik
til ærkebiskopdømmet Bremen og andre sager som er
ikke mindre kedsommelige, formedelst de selvsamme tings idelige repetition, end unyttige
efterdi de ingen virkning havde eller suite i historien. Men såsom jeg intet har villet
anføre uden hvad som kan interessere læseren, så har jeg efter den regel som iagttages af gode
historieskrivere, kun kortelig meldt om deslige mouvements, men derimod
med omstændighed talt om vigtige ting, som er kernen af historien, óg har jeg dertil
betjent mig af adskillige rare skrevne mémoires samt
autentiske breve, især af dem som denne store konge selv har skrevet.
Dette har jeg holdt fornødent at erindre læseren om førend jeg gik videre frem.
Denne navnkundige konge er født på Frederiksborg
den 12. april sub vespere 1577.
Christiani 4. fødselFå fødsler har været mere glædelige
for rigerne; thi såsom kong Frederik havde biet så længe førend han indlod sig i
ægteskab, og dronningen de tvende gange hun var blevet frugtsommelig, havde bragt
prinsesser til verden, så havde man efter et regimente af 18 år liden forhåbning at se
højstbemeldte konges posteritet at beklæde den nordiske trone, hvilket dog var alle
undersåtternes enstemmige ønske i henseende til den kærlighed de bar til kong
Frederik, hvorudover den tidende om dronningens forløsning med en ung prins var alle lige
så behagelig som den var uformodet. Herudover var det den højsalige konge ikke
vanskeligt at designere den til successor som alle så længe havde ønsket efter; thi da
han kort derefter, nemlig 1580, anholdt for stænderne, som var forsamlet i Odense, at
den unge prins måtte i hans levende live antages til deres tilkommende konge, samtykkede
straks alle kongens begæring |519og udvalgte den unge herre i
hans tredje år, hvorefter hyldningen skete her i riget 1584,
(a) nemlig i Viborg den 12. juni, i Odense den 27.
ditto, i Ringsted den 10. juli og i Lund den 20. ditto, men i Norge ikke førend efter
kong Frederiks død, nemlig 1591.
Om hans fødsel fortæller Resenius en underlig
historie, nemlig at den var forudEn underlig historie før hans
fødselsagt en bonde på Samsø af en havfrue. Man skulle vel tænke at denne
historie var digtet længe derefter, såsom intet er mere almindeligt end at fingere
deslige ting for at gøre store regenters fødsler mirakuløse. Men som historien af
alle var bekendt på samme tider, kan man ikke nægte at bonden jo løb til hove for at
tilkendegive sådan åbenbaring, og at det samme jo gav anledning til vidtløftig tale
over det hele rige, skønt man ikke kan sige om han gjorde det af interesse for at
rekommandere sig, eller det var virkning af en forvirret hjerne. Historien fortælles
således:(b)
På samme tid som dronningen var frugtsommelig, kom en bonde fra Samsø
til herredagen, som holdtes til Kalundborg, og der foregav at ved stranden hvor han
boede, nogle gange var kommet til ham en havfrue, hvilken oventil var skabt som en
dejlig jomfru, men nedentil som en fisk, og at den samme strengelig havde befalet ham
at lade kongen vide at dronningen, som nu var frugtsommelig, skulle bringe til verden en
søn der skulle blive en af de anseligste konger i verden, og såsom han, nemlig bonden,
havde undskyldt sig for at forrette sådant ærinde, havde havfruen opmuntret ham til
frimodighed efterdi det var Guds ærinde. Videre sagde han at havfruen havde klaget
over den synd og ondskab som gik i svang i riget, og havde formanet til pønitense.
Denne ambassade gav de fleste nærværende herrer materie til latter, såsom
de kunne ikke begribe hvorledes sådan gudsfrygt og spådomsånd kunne overkomme fiskene
ved Samsø, ej heller hvorfor denne havfrue i sådant anseligt ærinde betjente sig af
så slet ambassadør. Kongen alene blev derover |520tavs og
lod indkalde bonden for sig, og da det samme igen for ham blev repeteret, sagde han at
han ønskede at den spådom om en prins’ fødsel måtte være sand, og hvad pønitensen
angik, da skulle han gøre hvad en kristelig potentat egnede og tilkom, hvorpå han gav
bonden en foræring, befalede ham at rejse hjem for at tage vare på sit hus. Efter
kronprinsens fødsel kom bonden atter til hove igen og repeterede det gamle eventyr med
end flere omstændigheder, nemlig at havfruens navn var Isbrand, at hendes bolig var
uden for landet i dybet, hvor hun, hendes moder og mormoder længe havde været, i lige måde
at hun havde berettet at det var hendes mormoder som havde forkyndt kong Valdemar den
3. at den datter som dronning Helvig gik frugtsommelig med, skulle
overgå sin fader i magt og anseelse. Hans Majestæt blev omsider ked af hans idelige
overløben og befol ham under straf ikke at lade sig oftere indfinde.
Over denne hændelse
gjordes adskillige betænkninger. Somme holdt det for et digt eller bondens
Adskillige betænkninger over denne historiefantasi, andre
igen forkastede den ikke aldeles, óg synes vor historicus(a) at have været af mening med de sidste efterdi
han derom taler således:
At sådanne og mange andre tusinde Guds creaturer sig lader
finde, giver den daglige erfarenhed og mange historier til kende, såsom óg for nogle år
siden i Frisland er fanget sådan en kvinde, som på sit hele legeme var begroet med
tykke hår, hvilken tjente og arbejdede i huset som en anden kvinde. Det er óg alle
bevidst at Peder Skrams fiskere fangede en havfrue ved munden af Laholm Å, hvilken, da
hun blev slået løs igen, sang under vandet: Te Deum laudamus.
Så vidt vor historieskriver.
Hvad den frisiske historie angår, da har erfarenhed lært os at man uden
Autoris mening deromnøje eksamen ikke bør fæste tro til
alt hvad som fortælles fra udenlandske steder; óg den sidste historie
rø|521ber
sig selv, uden man vil vedstå at fiskerne alle var
latinister og derforuden begavet med en unaturlig hørelse, så at de destincte kunne høre
de ord, som blev sunget på havets bund. Dog hvorom alting er, så kan man sige om
denne samsøske bonde at enten han spåede af fantasi eller interesse, så spåede han
dog rigtigt efterdi udgangen viste at denne unge prins blev en af de største og
navnkundigste konger som nogen tid havde siddet på den danske trone.
Hans hr. fader lod straks se stor omsorg for den unge herres optugtelse og
til den ende betroede ham i tvende herremænds hænder, som var
Henrik Ramel og magister Johan
Michaelius, af hvilke den ene var hans hovmester og den anden Den
unge herres optugtelsehans informator, óg er det den samme Johan Michaelius
hvis navn findes på foromtalte bog, som er på det kongelige bibliotek, og hvorpå kong
Frederik med egen hånd har skrevet disse ord: “Anno 1584 gav jeg denne bog mester Hans,
min søn Christians tugtemester, her på Skanderborg”,(a) og som det var kongens egen samling af Salomons
ordsprog og Jesu Sirach, ser man deraf at han først og fremmest har villet at den unge
herre skulle oplæres i gudsfrygt.
Anno 1588 skiltes kong Frederik fra verden da den unge prins var kun i
Succederer sin fader i sit 11. årsin alders 11. år; óg
blev der straks efter hans død rådslået om hvorledes med regeringen i denne
mindreårighed skulle forholdes, helst såsom ingen skreven kongelov var på de tider om regeringen hvorledes den skulle forvaltes i kongens
umyndighed, så at man havde intet at rette sig efter uden praxin, hvorved prinser af
blodet og enkedronninger plejede at føre regimentet. Nu havde den
Tvistighed om rigets formynderskabsalige konge efterladt sig en broder, nemlig
Johannem, som havde den alder at han kunne forestå riget, og derforuden en dronning
der besad alle de kvaliteter som dertil udfordredes; thi hun havde stor forstand, et
heroisk hjerte og var ingen hader af arbejde, så at man kan sige at ingen dronning,
når man und|522tager den store dronning Margrete,
mere var dannet til at regere. Men just disse store kvaliteter forårsagede at man tog
i betænkning at betro hende regimentet; thi såsom den salige konge i henseende til hans
forstand, duelighed og sejrrige våben havde sat det kongelige hus’ myndighed på den
fod igen som den var før Friderici 1. tid, så søgte adelen og rigets råd under denne
umyndige søn at vinde tilbage igen hvad de under faderen havde tabt, og såsom i
sådant deres forsæt intet kunne være dem mere hinderligt end en så duelig og hurtig
dronning, så kunne man let forudse at der ville rejse sig tvistigheder om
regeringens administration.
Således var tilstanden da den navnkundige herredag straks
efter kong Frederiks død blev holdt. Vel plejede man gemenlig når der handledes om
regeringen i almindelighed, at holde generalforsamlinger som bestod af alle rigets
stænder; men man fandt denne gang for godt at rigets råd alene
Rigets råd samles til Antvorskovskulle komme sammen, hvilket også skete til
Antvorskov og Slagelse, hvor bemeldte rigets råd trådte i konference sammen om
regeringens indrettelse, óg forefaldt da adskillige tvistigheder at hæve; thi
enkedronningen Sophia,(a) som man havde
ventet, påstod at hun som en kronet dronning efter sædvane og rigets jus publicum burde
forestå regeringen i kongens umyndige år, og dersom administrationen hende ikke
måtte betros, at hende da måtte adjungeres nogle af rigets råder som dertil kunne findes
bekvemmest. Der blev også spurgt om den Disputter mellem det kongelige
hus og rådet om administrationensalige konges broder, hertug Johannes, med god
føje kunne fra formynderskabet udelukkes. Over disse tvistigheder blev disputeret nogle
uger og nogle dage. Omsider lod dog hertug Hans sig overtale til at stå fra sin
påstand. Men med enkedronningen gaves en større knude at løse; thi såsom hun havde et
højt hjerte og derforuden var af den kapacitet som få danske dronninger har været af,
ville hun ikke stå fra sin ret, men adspurgte rigets råd om hun i hendes højsalige
herres tid ikke havde vist sin kærlighed |523mod
Danmark, og om de med føje kunne forekaste hende noget som kunne skille hende fra den
ret som andre enkedronninger havde nydt. Hun påstod ikke at føre
regeringen alene, men at nogle Enkedronningens påstandvisse
udkårne regeringsråder måtte hende associeres.(a)
Dette og andet mere som Hendes Majestæt anførte til hendes rets
bestyrkelse, gav rigets råd nok at tænke på. De fleste ville efter sædvane betjene sig
af denne mindreårighed for at bestyrke deres myndighed igen, som i den salige konges
tid havde begyndt at aftage. Andre derimod lod se stor sagtmodighed. Iblandt dem var
kansleren Niels Kaas og Christoffer Valkendorf mest tempererede og søgte at moderere
de andres hidsighed, så at det var ikke langtfra at enkedronningen jo havde nået sit
mål. Men disse mænd tillige med nogle andre få kunne dog ikke trække de øvrige i
deres mening, hvorudover der blev gjort et conclusum at enkedronningen skulle ombedes
at stå fra sin påstand.
Da dette var sket, blev kansleren affærdiget til Hendes
Majestæt for at Conclusum hvorved enkedronningen udelukkes
fra formynderskabetannoncere
hende rådets slutning og at bede hende om at hun
ville stå fra hendes prætentioner, med forsikring at hvad den unge konges person og
hans optugtelse angik, da skulle der aldrig viges fra hendes råd og vilje. Men hvad
rigets sager anbelangede, bad han Hendes Majestæt i nåde ville betragte disse rigers
tilstand, og hvor hårdt fædrenelandet var straffet ved sådan stor konges forlis og
ved det han så hastigt var bortrykket førend hans efterladte søn var kommet til den
alder at han selv kunne forestå regeringen. Han forestillede hende videre at såsom
hun stedse fra den første time hun havde sat sin fod på Danmarks
Kansler Kaas overtaler dronningen at forlade sin påstandgrund, havde ladet
se så stor nåde og kærlighed for disse riger, hun da nu i lige måde, da nøden hårdt
trængte, i nåde ville anse hvad der kunne tjene til at stifte fred og enighed i
riget. Endelig lovede han for sin person at så længe som han levede, skulle han med
et vågent øje se til at det |524kongelige hus intet skår
skulle lide i dets højhed.
Af denne tale, siger historien,(a) lod dronningen sig bevæge til at
samtykke rådets begæring, óg kontribuerede ikke lidet til den føjelighed de gode tanker
hun havde om kansler Kaas som en oprigtig og ærlig herre, hvorvel
det er troligere at en sådan fornuftig dronning som dronning Sophia så at det ville blive hende hårdt at
trænge igennem med hendes prætentioner og derfor resolverede at bide i det sure æble
og at opofre sin ret for rigets fred; thi i de persvasioner som kansleren brugte, var
ellers kun liden solidité, såsom man aldeles ikke kunne anse det for en ulykke at en
så fornuftig og duelig dronning havde hånd med i regeringen. Hvorom alting er, så
stod hun fra sin ret, hvorpå kansleren med ærbødig taksigelse tog sin afsked for at
erkyndige rådet om hendes føjelighed. Dronningens fraståelse forårsagede en ubeskrivelig fornøjelse hos rigets råd, som holdt det for et stort
værk at have udelukket både en enkedronning og en kongelig prins fra regeringen.
Da dette så lykkeligt var forrettet, trådte rigets råd den 27. april
i konference sammen på Antvorskov, og da forordnede de og befuldmægtigede fire
Fire regeringsråder beskikkesaf deres middel til at være
regeringsråder for kongen og rigerne og tilligemed besluttede at kongens
mindreårighed skulle vare indtil han opnåede sit 20. år, hvilket viser at sådant
ikke tilforn har været regleret. Disse nærværende regeringsråder var: Niels Kaas, kansler,
Peder Munk, rigets admiral, Jørgen Rosenkrantz,
statholder over Jylland, og Christoffer Valkendorf, rentemester.
Dem gav de andre rigets råder
skriftlig instruks at de skulle stedse være til stede hvor Deres instruktionkongen var,
eller hvor regeringen kunne udfordre deres nærværelse, og at de på Hans Majestæts vegne
skulle forordne, tilsige og befale, gøre og lade som de kunne vide og tænke gavnligst
at være, item at de skulle skaffe og forhjælpe alle dem som deres allernådigste unge
udvalgte konge eller dem på Hans Majestæts vegne i deres
anlig-|525gende kunne ansøge,
tilbørlig besked, at rigets indbyggere, den
fattige såvel som den rige, måtte vederfares hvad lov og ret medførte. Dog hvad
herredstings- og landstingssager belangede, skulle dermed ikke være ment; men de sager
skulle høres og dermed hjemme dømmes, som sædvane var.(a) De befol óg
alle og enhver at rette sig efter hvad disse regeringsråder tilsagde og forordnede
efter den ed som de havde gjort og svoret den udvalgte konge. Dette er et kort begreb af
dette fuldmagtsbrev som af rigets råd da blev opsat,(b) hvoraf ses at det var sat på
skruer og forfattet med stor agtsomhed, så at de deri intet har villet melde om de
højheder og regaler
som dem på den unge konges vegne tilkom, på det at kongen, når
han kom til sine myndige år, ikke skulle tilegne sig mere myndighed end de havde givet
dem selv eftersom de da var i kongens sted.
Hvad ellers de fire regeringsråder angår, da måtte alle tilstå at de
samme Deres kvalitetervar de værdigste mænd på hvis
skuldre denne byrde kunne lægges, óg kan til bevis hertil tjene dette at Peder
Gyldenstierne, som da var rigets marsk, holdt sig selv ikke stærk nok til at antage en af
disse poster, men frivilligt afstod sine prætentioner til en af de andre, hvorvel han var
en mand af store kvaliteter, og der foruden ham i rigets råd på de tider var anselige
mænd som under den salige konge havde længe haft rigets vigtigste sager i hænder; og
såsom rigets råd har aldrig været i mere anseelse end i Christiani 4.
minorennitet da det regerede med en uomskrænket myndighed, vil jeg
her opregne dem efter den orden som de på samme tid sad i. De var 19 i tallet,
nemlig: (1) Niels En liste på de daværende rådsherrerKaas
til Tårupgård, kansler, (2) Peder Gyldenstierne til
Tim, rigets marsk, (3) Peder Munk
til Estvadgård, rigets admiral, (4) Jørgen Rosenkrantz til Rosenholm, statholder i Jylland,
(5) Christoffer Valkendorf til Glorup, rentemester, (6) Steen Brahe til Knudstrup, (7)
Jørgen Skram, (8) Manderup
|526Parsberg, (9) Erik Hardenberg,
(10) Anders Bing, (11) Henrik Below, (12) Axel Gyldenstierne, (13) Corfitz Viffert, (14)
Absalon Gøye, (15) Jacob Seefeld, (16) Breide Rantzau,
(17) Christian Skeel, (18) Albert Friis og (19) Arild Huitfeldt, rigets kansler.(a) Af denne optegnelse ses at
tallet ikke stedse har været regleret til 23 eller 24 personer,
som gemenlig foregives, efterdi det da bestod kun af 19 lemmer.
Da nu alting med regeringens indrettelse var
bragt til en ønskelig ende, blev anstalt gjort til den salige konges ligfærd fra
Antvorskov til Roskilde, hvorudover de fire regeringsråder forskrev den hele rigets
adel at møde på Antvorskov Den salige konges ligbegængelseden
24. maj for at bivåne ligbegængelsen, som skulle holdes i Roskilde den 8. juni.
Den hele ceremoni findes omstændigt anført i Resenii historie og især hos den
berømmelige holstenske statholder Henrik Rantzau,(b) hvorfor jeg den her ikke vil beskrive. Jeg vil
alene melde om en særdeles hændelse som ved samme ligbegængelse tildrog sig. Da
alting i kirken var forrettet, og det kongelige lig var nedsat, fordristede en
adelsmand ved navn Jacob Ulfeldt sig at trine frem midt på kirkegulvet og beklage sig med
høj røst over sin tynde lykke, at han i mange år havde tjent kong Frederik, men var
kun slet derfor blevet belønnet. Over denne usædvanlige dristighed blev de nærværende,
såvel fyrstelige personer som Jacob Ulfeldts dristige
gerningfremmede gesandter og den hele adel meget fortørnede, helst såsom den
salige konge havde ført sådant priseligt regimente at ingen havde årsag at tale ilde
derom, og såsom denne adfærd var des mere lastelig efterdi den skete på sådan tid og
sted, holdt de fleste for,
at gerningen burde exemplariter straffes. Men hertug Ulrik
af Mecklenburg, enkedronningens fader, rådede de andre til at traktere dette med foragt,
hvilket óg skete. Dog ville den unge konge såvel som enkedronningen i lang tid ikke
tilstede at Jacob Ulfeldt måtte komme for deres øjne.(c)
Det er ellers den samme Jacob
Ulfeldt |527som er omtalt i Friderici 2. historie, og som
var hoved for det moskovitiske gesandtskab, som han selv på latin har
Samme Ulfeldts fatabeskrevet. Han overtrådte i samme legation den
instruks som han havde fået af kongen, hvorudover han ved sin
tilbagekomst blev udelukket(a) af rigets råd. Men hans søn, som også hed Jacob,
blev siden af Christian 4. gjort til rigets råd og siden til rigets kansler, óg var
han fader til den navnkundige Corfitz Ulfeldt, hvorom ofte i efterfølgende historie skal
tales. Det er ellers den sidste Jacob Ulfeldt som har skrevet den korte danske krønike på
latin, som jeg nogle gange har citeret.
Nogle dage efter at ligbegængelsen var holdt, lod rigets råd
sammenkalde adelen i Roskilde Domkirke og der foreholdt dem rigets tilstand,
begærende i lige måde at de ville lade dem findes villige til fædrenelandets tjeneste og
forsvar om noget påkom. Adelen havde da forfattet nogle skriftlige
Adelen indgiver adskillige besværinger
til rådetbegæringer, som de
overleverede, óg bestod samme begæringer af efterfølgende artikler:(b)
(1)
At religionen således som den nu var her
i riget etableret, måtte uden forandring håndhæves, og at kirkeordinansen måtte i alle
sine punkter efterleves. (2) At adelen måtte holdes ved alle deres privilegier og friheder
efter håndfæstningerne, loven og recessen. (3) At kongen måtte forsynes med en indfødt
dansk mand til hofmester (thi hans forrige hofmester var en tysk herremand ved navn
Henrik Ramel). (4) At rigernes len som er besat
med udlændiske, måtte forsørges
med indfødte danske. (5) Såsom mange len var lagt under ét len hvormed flere
tilforn var forlenede, at sådant måtte afskaffes. (6) En del af adelen beklagede sig
at de havde tjent riget med stor besværlighed, men deres tjeneste var ikke blevet
belønnet. (7) Beklagede de sig at de nogen tid havde været tvungne med jagt, fiskeri,
olding, skovhuggen og andet, så at de ikke nød de friheder som deres forfædre havde
haft. (8) Begærede de at eftersom de hidindtil havde været besværede med adskillige
bestrikninger, rigets forfølgninger
|528og hægtelse,
at deslige ting herefter måtte ophøre. (9) Påstod de at deres tjenere efter denne dag
ikke måtte gribes og fængsles, som hidindtil var gjort imod recessen. Hvis sådant måtte
efterkommes, ville de lade sig finde villige til al den tjeneste og lydighed som tro
undersåtter og ærlige adelsmænd er deres fædrene rige pligtige.
Disse klagemål og begæringer, som på menige adels vegne var
underskrevet af 6 adelsmænd for den jyske adel, af fire for den sjællandske, falsterske,
lollandske, af fire for den fynske og lige så mange for den skånske adel, blev såvel
af de fire regeringsråder som af de fleste og fornuftigste i rigets råd med
Bliver af rådet ilde optagetfortrydelse optaget; óg fandt man
for godt at meddele dem sådant svar, nemlig at man havde årsag at forundre sig over
deres ubesindighed og havde ikke kunnet vente slige begæringer, som
sigtede mere til deres egen nytte end landets almindelige bedste, allermindst på sådan
ubelejlig tid og i rigets så vanskelige tilstand; forestillede dem også at de
nærværende fyrstelige personer og fremmede gesandter, som sådant kunne komme for øren,
ville derudover fatte slette tanker om rigets adel. I det øvrige måtte de vide at det
aldrig var kommet dem i sinde Rådets svarat gøre mindste
skår i deres privilegier, og hvad religionens samt ordinansens håndhævelse angik, da
havde de allerede førend de af adelen derom var blevet anmodet, besluttet at drage
omsorg derfor. Anlangende den udvalgte konges hofmester, da havde den højsalige konge selv
beskikket ham dertil, hvorfor de ingen forandring deri kunne gøre, ellers skulle de nok
have omhyggelighed for den unge konges optugtelse til landets gavn og bedste. De kunne ikke
tilbagekalde den højsalige konges breve som var givet til fremmede som havde rigets
len; thi ved slige bestallingers kassation lod man se utaknemmelighed imod en konge
der sådant ikke havde forskyldt. At mange len var lagt under ét len, hvorved
rostjenesten var blevet ringere, ville de se til hvorledes sådant med tiden kunne blive
rettet tillige med det andet som de besværede sig over; formodede derfor at adelen
derimod på deres side lod se des |529større iver og
nidkærhed for kongens og landets tjeneste. Men adelen blev lige så misfornøjet med dette
svar som rådet med deres forslag; dog lovede de alle hjælp til rigets forsvar og derpå
skiltes ad så at enhver begav sig til sit hjem.(a)
Medens dette forhandledes, ankom adskillige gesandter fra Frankrig,
England, Skotland, Sverige og Tyskland for at aflægge såvel deres kondolence over den
salige konges død som deres lykønskning til den unge konge. De fleste af dem rejste efter
aflagte komplimenter straks tilbage, men nogle af dem blev en tid lang ved hoffet for at
forny de gamle forbund med riget. Hertugerne af Mecklenburg, hertug Ulrik, dronningens
fader, og hertug Carl, såvel som óg hertug Hans af Slesvig-Holsten og andre som havde
beæret den kongelige ligfærd med deres nærværelse, tog også deres afsked og blev
ledsaget af den unge konge samt de fire regeringsråder til det store Bælt.
Enkedronningen, såsom hun mærkede at der for hende intet mere var at
Enkedronningen retirerer sig til hendes livgedingbestille
nu hun var udelukket fra regeringen, retirerede sig noget derefter til hendes
livgeding, som dette år blev givet til hendes hofstats underholdning og befattede
Lolland og Falster med alle sine indkomster, item en del af Øresunds told; óg befattede
hun sig ikke mere med rigernes sager, men levede i enlighed på hendes livgeding i 43
år, endskønt oftbemeldte regeringsråder spurgte hende tit til råds i vigtige sager
og betjente sig af hendes underhandling når nogen tvistighed
kom dem imellem.
Hun anvendte sin enkestands tid mest på at laborere
Samme dronnings portræt i kemien,(b) men det med sådan fornuft og agtsomhed
at hun ikke efter andres eksempler satte sine midler til derpå; thi hun var en god
husholderske og derfor i stand til at række sin søn ofte hånden, hvortil tjener til
bevis det overmåde prægtige skib, kaldet Sophia, som hun lod bygge på sin egen
bekostning. Hun underholdt stedse 300 til 400 manufakturister og efterlod sig over 2
millioner i rede penge. |530Om hendes økonomi og levemåde
taler den engelske ridder James Howell således:
Hun levede 44 år efter hendes herres død
og blev sådan stor husholderske idet at hun satte 300 til 400 folk til arbejde, så at
hun efterlod sig hartad 2 millioner, hvorudover hun blev holdt for den rigeste dronning
i Europa.(a)
Hun øvede derforuden en stærk disciplin, óg siges der at
hun undertiden ikke sparede svøben for at holde sine domestikker i ave, så det derfor var
at beklage at en så duelig dronning ikke havde hånd med i regeringen i hendes søns
mindreårighed eftersom det er ingen tvivl på at hun ved sin forstand og myndighed jo
havde kunnet afvende adskilligt; thi historien viser at hun ofte, når nøden var, måtte
arbejde på at stifte enighed imellem de fire regeringsråder, óg vidner alene de
forfølgelser som da skete med den store astronomo Tycho Brahe, at det undertiden
har gået buntet til i kongens mindreårighed. I det øvrige ser man at enkedronningen
stedse levede i sin retræte på Nykøbing Slot.
Så snart den unge herre begyndte at vokse til, blev han øvet i adskillige
eksercitser, både boglige og militære, hvori han havde sådan fremgang at alle
Den unge konges fremgang i videnskabermåtte forundre sig
derover, og såsom han fornam at disse ham af Gud anfortroede riger således var
beskafne formedelst deres situation, at de uden god kundskab på skibsfarten ikke vel
kunne regeres, fik han lyst at lære sømandskabet af fundamentet, hvorfor, da han var på
Skanderborg Slot, som ligger ved en stor og vidtløftig sø, lod de forordnede
regeringsråder bygge et skib på samme sted og dertil beskikkede forfarne skibsfolk som
skulle sejle med ham og undervise ham i det som hører til skibsfarten, så at Hans
Kongelige Højhed vidste at regere et skib i storm og uvejr og alt redskab derpå fra
øverst til nederst nævne. I skibsarkitekturen fik han sådanne fundamenter at han til
|531de allerstørste og skønneste skibe, af hvilke han
måske flere end nogen potentat i Europa har ladet bygge, modeller med sin egen hånd
har forfærdiget. Han blev også synderlig øvet i det latinske sprog, hvilket han stedse
siden ekskolerede og deri nåede sådan fuldkommenhed at man hørte
ham hele timer tale latin med fremmede gesandter.(a)
Men for at anføre hvad som videre af mærkværdighed tildrog sig i dette
første Man arbejder på at erhverve prins Ulrik et kanonikat i
Strassburgår, da blev der gjort et forslag om at promovere hertug Ulrik til
det strassburgske kannikedømme. Dermed var gjort en begyndelse i Friderici 2. tid, men
efterdi domherrerne imellem dem selv var gerådet i stor tvistighed, var sådant blevet
opsat til belejligere tid. Men da stridighederne igen blev bilagt, tog de fire
regeringsråder sig dette år for igen at forny den forrige ansøgning. Til den ende
affærdigede de gesandter til kurfyrsterne af Sachsen og Brandenburg, som havde været de
fornemmeste underhandlere i de tvistigheder imellem ovenmeldte domherrer, for at tilbede
sig deres bistand i hertugens ansøgning. Gesandterne som didhen blev skikket, var
Henrik Below og Nicolaus Theophilus, professor juris på universitetet i København,
hvilke bragte det svar med sig tilbage at begge kurfyrsterne holdt det urådeligt enten
at tale eller at handle noget derom, såsom der var ingen anseelse til at der så snart
kunne stiftes ret enighed imellem de strassburgske kapitelsherrer, efterdi biskoppen af
Strassburg, som havde taget Men uden frugtsin bopæl uden for
staden på stiftets gods, søgte idelig at fomentere denne misforstand, og det efter
Frankrigs, Østrigs, Bayerns og andre katolske fyrsters tilskyndelse, ikke at tale om
at Frankrig havde store prætentioner på stiftet, og at samme rige lurede kun på
lejlighed til eksekution deraf. Herudover stod regeringsråderne fra deres forsæt for
ikke at indvikle riget i urolighed og derimod begyndte at tænke på andre midler til
hertug Ulriks forfremmelse, hvilket også lykkedes.
|532Blandt andre gesandter som var hidskikket til den kongelige
ligbegængelse, var også tvende fra hertug Philip af Holsten, nemlig Claus og Johan von
der Wisch, som var befalet på deres herres vegne at annamme lenet af Slesvig og
Femern efter det odenseiske fordrag anno 1580 og, såfremt det straks ikke kunne
Den slesvigske hyldnings forhaling og opsættelseske, da at
begære anstand på et år, hvilket dem af regeringsråderne blev bevilget. Men efter at
de var bortrejst, kom der et brev fra statholderen, hr. Henrik Rantzau, og de
fornemmeste af ridderskabet i begge
hertugdømmerne,
hvori de begærede at det måtte
bero med lenets annammelse indtil Hans Kongelige Majestæt sine myndige år havde nået.
Derpå blev svaret af regeringsråderne at man dem sådan begæring ikke kunne bevilge.
Man mærkede straks hvortil ridderskabet sigtede med denne begæring; thi såsom hertug
Hans den Ældre kort før den salige konge var død, og begge regeringsherrerne i
fyrstendømmerne fast i ét år var affaldne, arbejdede ridderskabet på at betjene sig
af denne lejlighed til at forøge deres privilegier.
Til den ende havde de berammet en landdag til Kiel i september og til samme landdag inviteret
enkehertuginden med hendes tre sønner. Fra Danmark blev også did henskikket tvende
fuldmægtige, nemlig Et farligt anslag ved samme opsættelseBreide
Rantzau, rigets råd, og Henrik Ramel, den unge konges hofmester, af hvis opførsel
man mærkede at den danske adel trak på linje med det slesvig-holstenske ridderskab, og at
det mellem dem var overlagt at håndhæve ridderskabets valg i fyrstendømmerne;
thi gesandterne i den tale som de holdt på landdagen, brugte blandt andet disse ord: “På
det at en regerende herre over fyrstendømmerne kan antages ved et ordentligt valg.”(a) De gav det holstenske ridderskab i lige måde den
forsikring at deres privilegier og valgrettighed skulle blive dem konfirmeret af den
unge konge når han kom til sine myndige år, og sagde med stor dristighed at hvis
kongen sådant ikke ville holde dem, måtte de have frihed at opsige ham deres troskab
og udvælge sig |533en anden herre, et klart bevis på det
var ikke for det kongelige hus’ højhed at de med sådan iver havde påstået
dronningens eksklusion fra regeringen; thi hvis hun havde haft hånd deri, havde
deslige ting ikke været tenteret, thi jeg har tilforn anmærket at endskønt
Christianus 1. havde akkorderet de slesvig-holstenske stænder valgrettighed, så havde
dog sådan valgrettighed aldrig været ført i praxin, men at begge hertugdømmer stedse
siden den tid ikke alene arveligt har været faldet fra fader til søn, men endogså
som patrimonia været delt imellem de kongelige og fyrstelige børn, så derfor denne
påstand var en innovation som ridderskabet, betjenende sig af kongens minorennitet,
foretog, og hvori Danmarks råd spillede under dække med dem.
Efterdi nu dette var et oplagt råd imellem det slesvig-holstenske ridderskab og Danmarks råd, så blev ingen
disputter gjort på den unge konges vegne. Men den ældste af hertug Adolfs
Hertug Philippus sætter sig imod de slesvig-holstenske stænders
foretagendesønner, nemlig Philippus, som var kommet til den alder at han kunne
skønne på hvad man da smedede såvel til det kongelige som til det fyrstelige hus’
præjudice, ville ingenlunde hverken indstille sig eller sin broder til noget kår eller
valg, men ved sin kansler uden noget omsvøb forlangte en arvehyldning. Men ridderskabet
fremturede i sit forsæt og lod hertug Philipp rent ud sige at såfremt han ikke ville
samtykke denne slutning med de danske gesandter og underkaste sig et frit valg efter hans
farfars fader Christiani 1. eksempel,
ville de udvælge den unge konge til deres ene
regerende hertug, óg menes der at de virkelig havde skridet til eksekution hvis
hertugen videre havde fremturet i sin bestandighed. Men han lod sig omsider skrække af
disse trusler og måtte bide i dette sure æble, hvorpå han tillige med kongen blev
udvalgt til regerende fyrster af Slesvig-Holsten.
Men derved lod
stænderne sig endda ikke nøje, thi såsom de så at konjunkturerne
Må tillige med kongen bekvemme sig til at lade sig vælgevar dem favorable,
tænkte de at køre medens de havde svøben, óg vægrede de sig ved at aflægge ed førend
visse ting var dem akkorderede, og som bestod deri: (1) At rostjenesten måtte sættes
på en vissere og mere |534tålelig fod. (2) At begge
hertugdømmerne ikke skulle blive adskilt, som de hidindtil havde været, men være
under fællig regering. At ridderskabet måtte have deres fri jagt på stifternes, domherrernes
og købstædernes gods. (3) At ridderskabet måtte tage deres Stændernes
videre påstandlen på den gamle måde, nemlig ved at gribe i
hertugernes hat, og når de det forlangte, skulle dem skriftlige lensbreve derpå
gives. (4) At kirke- og landordinansen måtte gennemses og forbedres etc.
Hvis de
danske fuldmægtige havde haft ordre til at indgå disse punkter, havde ridderskabet også
uden tvivl trængt igennem med disse nye begæringer, og hertug Philipp havde blevet
tvunget til at underskrive det ene med det andet, men til hans lykke havde de ikke sådan
fuldmagt, hvorudover han vægrede sig at svare dertil førend han havde overlagt sagen med
de danske regeringsråder, hvorfor der også ingen hyldning skete dette år. Heraf ses
at det gik meget buntet til i denne konges Bliver ikke
hørtmindreårighed. Men den uorden som da rejste sig, hævede kongen tilstrækkeligt
da han selv antog regeringen og satte de slesvig-holstenske hertuger i den stand som de
nu er i, og vindicerede deres højhed og myndighed med sådan iver at stænderne siden
den tid har aldrig ytret sig med deslige prætentioner.(a)
Da denne landdag var til ende, rejste de danske gesandter til Itzehoe for
at handle med hamborgerne, som didhen var stævnet til den unge konges hyldning, men
såsom kongen endda ikke var hyldet til hertug i Holsten, og deraf
Hamborg søger også at forhale hyldningendependerede den hamborgske
hyldning, blev sådant opsat til videre, óg mærkede man at hamborgerne heri søgte at
vinde tid efterdi de på samme tid anholdt ved den kejserlige kammerret til Speyer om en
decision imellem deres stad og de holstenske hertuger og håbede dér at erhverve en dom
hvorved staden skulle erklæres en umiddelbar kejserlig fristad. Men da kongen havde nået
sine myndige år, måtte Hamborg bekvemme sig til den hyldning som siden omstændigt skal
beskrives.
|535Året efter kong Frederiks død, nemlig 1589, blev det ægteskab som længe
Handel om ægteskab mellem en dansk prinsesse og kongen af
Skotlandhavde været i gære imellem kong Jacob af Skotland og den danske
prinsesse Anna, Christiani 4. søster, bragt til ønskelig ende. Dette ægteskab var med stor
flid handlet om i Friderici 2. tid, men ikke med den fremgang som man ønskede,
formedelst adskillige intriger som blev sat i værk for at gøre dette til intet. Historien
deraf er denne: Kong Jacob af Skotland havde for nogle år siden kastet øje på den ældste danske prinsesse, hvorom, da kong Frederik blev informeret,
skikkede han et gesandtskab til Skotland under prætekst at foreslå en alliance imellem
rigerne, men for på samme tid at handle om ægteskab imellem kongen og hans ældste datter.
Den skotske minister Melville
,(a) som har efterladt os herlige
mémoires over de tiders statssager, hvori han selv frem for andre
Dronning Elisabeth af England søger at hindre sådantblev brugt, siger at da
dronning Elisabeth af England fik kundskab om dette forslag, arbejdede hun med al magt
på at gøre det til intet, en del fordi hun ville ikke at kong Jacob skulle have anden
brud end af hendes hånd, en del også efterdi hun havde sigte på Catharina, kongens
søster af Navarra, såsom hun holdt for at samme konge var den ivrigste forfægter af den
reformerede religion, og derfor at sådant parti var(b) mest bekvemt til at bestyrke i samme tro
den unge konge af Skotland, hvilken hun anså som sin tilkommende arving til den
engelske krone. Til den ende skikkede hun ham en ambassadør ved navn Edward
Samme dronning machinerer derimodWotton med hemmelig instruks at
hindre det foreslåede parti med den danske prinsesse. Denne Wotton, såsom han var en
habil hofmand, insinuerede sig straks således hos kong Jacob at de danske
ambassadører blev trakteret med koldsindighed, så at de af misfornøjelse var færdige
til at forlade det skotske hof. Men Melville underrettede dem om tilstanden og formanede
dem til at have tålmodighed indtil man kunne få lejlighed til at desabusere kongen,
hvilket også skete; thi kong Jacob begyndte kort derefter at gøre dem
|536bedre miner og skikkede dem med god forhåbning til Danmark
igen. Noget efter deres bortrejse forsendte han Patrice Young til det danske hof for at
takke kong Frederik for hans ambassade, men hans hemmelige instruks var at erkyndige sig
om de tvende danske Kong Jacob gør ansøgning om den ældste
prinsesseprinsessers kvaliteter, og efter at han havde fået underretning derom,
affærdigede han gesandter til København for at handle videre om ægteskab med den ældste
prinsesse.
Imidlertid kontinuerede dronning Elisabeth med alle sine kunster for at
gøre partiet til intet, óg vidner Melville(a) at den store skotske
kansler Maitland såvel som de fleste af det skotske råd nødte pensioner af hende for
at vende kong Jacob fra de tanker. De samme udsatte en fransk poet ved navn du Bard at
Står derfra igen formedelst de engelske intrigerhan
ligesom af sig selv skulle foreslå prinsessen af Navarra, óg udvirkede samme du Bard sin
kommission så vel ved at berømme samme prinsesse Catharina at kong Jacob begyndte igen
at vakle og skikkede mylord Tungland til Frankrig for at erkyndige sig om prinsesse
Catharina. Dette forårsagede at da kong Frederik fik kundskab
derom, blev han så fortrydelig over det skotske hofs opførsel at han forlovede sin
ældste datter Elisabeth med hertug Henrik Julio af Braunschweig, óg mener oftbemeldte Melville
at dronning Elisabeth af England befordrede denne kongens hastige resolution idet hun
hemmeligt underrettede det danske hof om mylord Tunglands rejse til Frankrig.
Herved
syntes al forhåbning om alliance mellem Danmark og Skotland at være uddød. Men just
det samme kontribuerede mest til dens befordring; thi undersåtterne i Skotland, da de
mærkede disse engelske intriger, begyndte de åbenbart
at råbe mod dronning Elisabeth
(b) som den der ved list søgte at
hindre deres konge at bestyrke sit hus ved ægteskab, på det at kong Jacobs descendenter
ikke skulle komme på tronen i England og derved lejlighed gives at hævne dronning
Mariæ død. Dette forårsagede at kong Jacob |537blev ved sit
forsæt at alliere sig med det kongelige danske hus og at begære kongens anden datter,
Annam, til ægte, hvilket kong Frederik Kong Jacob holder an om den
anden prinsesse også akkorderede, men med de konditioner at han solenniter ved
et gesandtskab skulle begære hende. Men førend dette kom så vidt, døde den højpriselige
konge og efterlod sin søn i mindreårighed. Dette hindrede dog ikke at kong Jacob
blev ved sit forsæt. Men da man proponerede for det skotske råd at affærdige et
gesandtskab til Danmark, lod nogle af rådet ham forstå at han ville bryde overtværs
med dronningen af England hvis han mod hendes vilje trådte i ægteskab. Højstbemeldte
dronning blev idelig ved at rekommandere prinsessen af Navarra, óg forårsagede hendes
skrivelse som hun i favør
af samme prinsesse affærdigede til Skotland, at det hele
skotske råd erklærede sig imod det danske parti. Men dette gik kong Jacob så meget til
hjerte at han ved en af sine tro Ny hinder igentjenere
ophidsede indbyggerne i Edinburgh at gøre oprør og at true såvel den store kansler
som det hele råd på livet hvis partiet med den danske prinsesse ikke gik for sig.
Disse trusler indjog sådan skræk i det skotske råd at de straks udnævnte
gesandter som skulle på kongens vegne anholde om den danske prinsesse.
Disse gesandter ankom efterfølgende år 1589 til København og straks
begyndte at handle om dette giftermål, som længe havde været i gære. De begærede til
udstyr med prinsessen 250.000 rigsdaler og derforuden toldfrihed for skotske undersåtter
i Danmark, item til foræring tre velberustede orlogsskibe og fuldkommen afståelse
på Orkneyøerne.(a) Men denne excessive påstand
fandt intet bifald hos regeringsråderne, hvorudover den også blev afslået. Man tilbød
dem alene en medgift af 100.000 rhinske gylden, hvilken sum den
salige konge havde anordnet til prinsessens medgift. Videre blev samme gesandter
insinueret hvad man derimod forlangte for prinsessen, nemlig et livgeding af 150.000
rigsdaler, hendes religions fri øvelse og andet. Med sådan besked rejste gesandterne
|538bort. Men de kom tilbage igen fire uger derefter med et
egenhændigt brev fra kong Jacob til enkedronningen, hvori han ganske
Ægteskabet bliver endeligt sluttetunderkastede sig hendes vilje og
begærede at giftermålet måtte fuldbyrdiges. Derpå blev bilageret celebreret med stor
pomp på Kronborg Slot, hvor prinsessen blev viet til en af de skotske gesandter i
kong Jacobs sted, og de blev efter sædvane sat på en brudeseng.
Nogle dage derefter tog bruden afsked med hendes broder, den unge konge,
samt enkedronningen og lavede sig på rejsen til Skotland. Til hendes transport lå
færdige ved Kronborg en flåde af 14 krigsskibe, hvilken gik til ankers den 1.
september, óg havde bruden til gelejde med sig rigets admiral Peder Munk,
Prinsessen går til sejlsSteen Brahe, som var beskikket til
hendes hofmester, hr. Breide Rantzau og doktor Nicolaus Knip. Men flåden blev af storm
drevet til de norske kyster, hvor den unge dronning med sit hele følge måtte stige i
land og der opholde sig nogen tid formedelst modvind.
Da kong Jacob dette spurgte, da, af
utålmodighed og længsel efter at se sin så højtforlangte brud, begav han sig med 6
skibe fra Skotland og arriverede lykkeligt den 19. november til Oslo, hvor han nogle
Bilageret holdes til Oslo i Norgedage derefter, nemlig
mod slutningen af samme måned,(a) lod sig selv vie til hende, óg forblev de begge
i Oslo indtil næstfølgende år. Dette har jeg holdt nødigt omstændigt at udføre,
en del efterdi alles øjne var henvendt til dette giftermåls udfald, en del også
efterdi denne prinsesse under det navn af dronning Anna er så meget bekendt i
historien, og hun var moder til den ulyksalige konge, Carl, som offentligt blev halshugget
i England.
Medens dette forhandledes, blev de slesvig-holstenske sager igen
foretaget. I begyndelsen af året blev af de fire regeringsråder forskrevet en herredag
til København, óg lod regeringsråderne tilkendegive hertug Philipp samt
Det slesvigske len konfereres hertugernekongens farbroder, hertug
Hans af Sønderborg, at lenssagerne på den samme herredag skulle foretages, og at det
derfor var fornø-|539dent at de til bestævnte tid
skikkede deres fuldmægtige til København for at handle derom, hvilket også skete. På
hertug Philipps og hans broders vegne mødte Ditlev Rantzau og Caspar Højer.
På den sønderborgske hertug Hans’ vegne amtmanden på Sønderborg og Peiter Grundelfinger, hvilke
antog hertugdømmet Slesvig og Femern til et len, og Henrik Rantzau, statholderen i
Holsten, tog lenet på kongens vegne; thi kongen, som før er anmærket, agerede her tvende
personer, nemlig konge i Danmark og hertug i Slesvig, så at han
som hertug tog lenet af sig selv som konge.
Hvad videre mærkværdigt tildrog sig dette år, var at enkedronningen
begyndte at bygge Nykøbing Slot i Falster, hvor hun siden til sin dødsdag holdt sit
hof, óg gik arbejdet for sig med sådan hurtighed at hun beboede det året derefter.
(a) Hendes efterkommere de andre enkedronninger har også
på samme Nykøbing Slot byggesangeneme sted resideret i
deres enkestand. Mod enden af året rejste sig en stor ildebrand i Bergen, hvoraf den
bedste del af staden blev lagt i aske.
Imidlertid havde man fået kundskab ved det danske hof om kong Jacobs
ankomst i Norge, og at højstbemeldte konge med sin gemal agtede at forblive vinteren
over i samme rige, hvorudover enkedronningen og regeringsråderne ved skrivelse
inviterede ham til Danmark, hvortil også kong Jacob lod sig overtale og kom den 21.
januar til Helsingør, og efter at han med sin 1590dronning
havde opholdt sig en tid lang på Kronborg Slot, kom den 21. februar til København,
hvor intet blev forsømt som kunne tjene ham til tidsfordriv og
Kong Jacobs ankomst til Københavnfornøjelse. Men som denne konge var en
særdeles lærd herre, fandt han stort behag i lærde folks omgængelse, hvilket gik så
vidt at han endogså lod sig indfinde på de akademiske lektioner og hørte blandt andre
doktor Hans Slangerup og doktor Anders Christensen læse, den ene i teologien og den anden
i medicinen. Han forærede også til akademiet et forgyldt bæger
|540og nogle rare bøger. I Roskilde fandt han fornøjelse i at tale med den
navnkundige og da bedagede mand Hemmingio, hvilken han havde middag og aften ved sit
taffel, og forærede ham til afsked et forgyldt bæger.(a)
Men den i hvis omgængelse han fandt allerstørst fornøjelse, var den
store astronomus Tycho Brahe, hvilken han besøgte på Hven og forblev over 8 dage hos ham
for at bese hans rare instrumenter og at høre ham tale om astronomi og kemi.
Gassendus(b) fortæller at kongen blandt de
store mænds skilderier Hans omgængelse med Tycho Brahesom
han fandt hos Tychonem, kendte straks Buchananum, som havde været hans informator, og, som
højstbemeldte konge var en god latinsk poet,(c) gjorde han vor
astronomo til ære et vers som begynder således:(d)
Ætereis bis quinque globis, queis machina mundi |
vertitur, ut celso est crustatus fornice Olympus |
ignibus et pictis fulgentibus undique lychnis. |
Da han endelig tog afsked med ham, tilbød han ham
den frihed at begære af ham hvad han ønskede. Tycho Brahe vægrede sig en tid lang
derfor, men omsider intet andet forlangte end at kongen ville forære ham et par engelske
store hunde eller dogger, hvilke også siden blev ham skikket. Men disse samme hunde
formerede siden den misforstand som var imellem Tychonem og rentemester Valkendorf,
hvorom videre skal tales siden.
Medens kong Jacob opholdt sig med sin dronning i
Danmark, blev i København celebreret bilager imellem Christiani 4. ældste søster,
Elisabeth, og hertug Henrik Julium af Braunschweig. Vielsen Bilager
imellem hertug Julium og prinsesse Elisabethskete påskedag på Kronborg
Slot i tvende kongers og adskillige fyrsters nærværelse. Og da denne højtidelighed i
nogle dage havde været, tog kong Jacob afsked og begav sig med sin unge dronning til
Skotland. På rejsen fulgte ham de samme danske gesandter som
gelejde-|541de
dronning Anna til Norge, undtagen at doktor Niels Krag, som kong
Jacob havde fattet stor nåde for, kom i doktor Knips sted. Noget derefter begav også
hertug Henrik Julius sig med sin unge brud på hjemrejsen tillige med begge hertugerne af
Mecklenburg. Men førend Begge brudgommene rejser borthertug
Ulrik bortrejste, udvirkede hans datter, enkedronningen, hos ham dette at han lovede at
have omsorg for hendes anden søn, prins Ulrik, og ved domkapitlet at mage det således,
at samme prins kunne blive udvalgt til biskop over Schwerin efter hans død, hvilket
hertugen også i september ved sin tilbagekomst udvirkede, men prinsen antog det dog
ikke førend efterfølgende år.
Efter hertug Henrik Julii bilager var holdt, og kong Jacob med sin
dronning var rejst fra Danmark, blev her af riget udskikket kansler Niels Kaas,
Manderup Parsberg og Henrik Ramel til den landdag som af de slesvig-holstenske stænder
i maj skulle holdes til Flensborg angående hyldningen, hvilken på det sidste efter
lang ordveksling blev bevilget at skulle ske, hvorimod de danske måtte give dem
forsikring at kongen når han kom til sine myndige år, skulle stadfæste alle deres
privilegier på samme måde som hans hr. fader. Hertug Kongen
hyldes i fyrstendømmernePhilipp stadfæstede dem straks deres friheder, skønt
kun i almindelige terminis, hvorpå stænderne den 20. maj aflagde såvel til de
kongelige gesandter som til hertugen deres troskabsed. Den sønderborgske hertug Hans
forlangte også det samme, men det blev ham af stænderne afslået såsom stænderne
holdt for, at de sådant ikke var pligtige uden til de regerende herrer af de tvende
hovedlinjer, med hvilket svar hertugen måtte lade sig nøje. Så snart dette var til ende,
fremkom stænderne med deres besværinger, hvorom tilforn er talt, hvorfor jeg det her
igen ikke vil gentage. Men som disse besværinger var så vidtløftige at de ikke kunne
afgøres på en landdag, blev de opsat til næstkommende Martini.
Blandt andre ting som gav anledning til tvistighed, var det bispedømme
Tvistighed om det bispedømme SlesvigSlesvig, hvorom var tvende slags
stridigheder, en imellem kapitlet og herrerne og en anden mellem herrerne
|542indbyrdes. Og som lidt eller intet derom tilforn er talt, vil jeg
vise hvad samme bispedømme var, og stridighederne fra roden optage. Bispedømmet ud af
Slesvig var tilforn, såvel som alle andre bispedømmer, af stor vigtighed. Det samme
dependerede alene af riget og ikke af hertugerne, óg har jeg tilforn anført hvorledes
den sidste katolske bisp Godske von Ahlefeldt forfægtede deri rigets ret imod den
kejserlige kammeradvokat. Samme Godske von Ahlefeldt var den eneste bisp af de danske
bisper som i Christiani 3. tid ikke blev Samme bispedømmes
historieafsat, thi han forblev ved det slesvigske bispedømme så længe som han
levede. Men efter hans død, som skete 1541, blev en luthersk biskop ordineret, nemlig
Tileman, hvilken dog ikke beholdt bispestolen uden kort tid; thi da delingen skete
mellem højstbemeldte konge og hans broder hertug Hans og hertug Adolf, og enhver af
disse brødre tog deres lod og del i hertugdømmet, lod den yngste broder, hertug
Frederik, som allerede var biskop i Hildesheim, sig nøje med bispedømmet af Slesvig.
Doktor Tileman blev derimod gjort til superintendent over
Forandring ved reformationenkirkerne og gejstlige,
både i hertugdømmet og stiftet Slesvig, og med indkomster forsynet af det kongelige skatkammer. Således
udspirede af det gamle bispedømme Slesvig tvende andre, nemlig et verdsligt og et
gejstligt. Det første befattede det svabstedske hus, som var det gamle bispesæde, så óg
stiftets gamle indkomster og blev et sekulariseret stift ligesom adskillige andre i
Tyskland der gives gemenlig til fyrstelige personer. Det andet derimod befattede intet
uden den pure titel, hvorudover også de gejstlige bisper eller superintendenter måtte
salareres af kongen.
Medens bemeldte hertug Frederik var sekulariseret biskop af Slesvig,
Trætte imellem kong Frederik 2. og hertug
Adolf om det
slesvigske bispedømmehandlede hans broder hertug Adolf hemmeligt med domherrerne
i Slesvig, at de udvalgte ham til hans broders coadjutor eller medhjælp, og blev derpå
upåtalt så længe Christianus 3. levede. Men kong Frederik den Anden begyndte at besvære
sig over dette valg som hertug Adolf havde tilpraktiseret sig, og påstod dets
kassation. Hertug Adolf stræbte at forsvare valgets gyldighed og domherrernes ret til
at vælge |543efter andre tyske domherrers måde. Men kongen
viste at hertugdømmet Slesvig bestod ud af to len, nemlig det gejstlige og det
verdslige, som han var herre over, óg kunne ingen kalde nogen bisp til stiftet uden han
som var konge, og hvis forfædre samme stift havde funderet. Efter sådan på begge sider
gjorte påstand blev stiftet tilkendt kongen og riget af de i disse tvistigheder
udvalgte dommere og opmænd. Dog alligevel gav kong Frederik af føjelighed hertug Adolf
brev på det hus Svabsted og dets tilhørende gods, men alene på
hans livstid, hvorfor også højstbemeldte konge da hertug Det
bispelige hus Svabsted forvandles til et verdsligt amtAdolf 1586 ved døden
afgik, tilegnede sig stiftet med dets gods og derover satte en amtmand, item en husfoged
over Svabsted, som tilforn havde været bispernes sæde. Således ser man at det gamle
biskopdømme blev forvandlet til et amt, hvorved det er forblevet til denne dag.
Denne forandring søgte man nu i Christiani 4. minorennitet at kuldkaste.
Ridderskabet påstod at domherrerne burde have deres frie valg, og hertugerne at stiftet
burde være tilfælles for alle regerende herrer. Men tingen blev som den var, i
Christiani 4. tid. Hvorledes ellers rigets udvortes tilstand var i denne
mindreårighed, item harmonien imellem de fire regeringsråder, derom findes intet
antegnet, end ikke i den ofte citerede sirlige minorennitetshistorie, hvoraf jeg tvende
eksemplarer har haft i hænde; thi efter den almindelige tradition så har konjunkturerne
undertiden været slibrige, så at enkedronningens underhandling en og anden gang har
været nødig. Hendes fader hertug Ulrik har også undertiden haft nok at bestille med at
stifte forening mellem dem, óg var ingen bekvemmere dertil end denne herre, der ved sin
fornuft og visdom havde gjort sig anselig blandt alle tyske fyrster og var kredsoberst
i Nedersachsen. Man ser alene af bemeldte skrevne historie at der har været
misforstand mellem Peder Munk og Christoffer Valkendorf, hvorpå dette år anføres et
eksempel.
Den 4. august blev holdt en herredag til Kolding, hvorpå den unge konge
selv præsiderede. Blandt andre sager som |544da forekom,
var en mellem disse tvende herrer; thi admiralen tiltalte rentemesteren fordi de orlogsskibe
Proces imellem admiral Munk og rentemester
Valkendorfhvormed han året tilforn havde bragt dronning Anna til Skotland, var
blevet så læk da de kom i søen, at de med største livsfare måtte søge havn i
Norge, hvilket han tilskrev Valkendorfs forsømmelse eftersom samme herre af den salige
konge var sat til at have opsyn med alle ting på flåden og skibsholmen, så at derfor
han, nemlig Peder Munk, endskønt han var admiral, ikke kunne være ansvarlig derfor. Men
rentemesteren beviste ved viceadmiralen Erik Mogensen at skippere og tømmermænd havde
fået alt hvad som udkrævedes til at holde flåden i stand med. Sagen blev derfor brudt
overtværs, óg søgte man at bringe disse tvende herrer til forlig.(a)
Men foruden denne beskyldning imod rentemesteren blev på samme tid gjort
en anden af større vigtighed; thi han blev anklaget for at have ladet dømme fra livet og
halshugge i København en søkaptajn ved navn Mogens Heinson, en færøsk mand af
geburt, som en sørøver, hvilket han dog ikke var, thi han befandtes
En ny sag imod rentemesterenat have kommis
af hertugen af Parma, som da var guvernør i De Spanske Nederlande, at tage på engelske skibe, og
det engelske skib som han beskyldtes for at have erobret ved sørøveri, var dømt til
pris i Ostende. Denne mand havde Christoffer Valkendorf ladet henrette uden kansler
Kaas’ og Jørgen Rosenkrantz’ samtykke, hvorudover der blev fundet for godt at den
henrettedes legeme skulle igen optages af jorden og hæderligt begraves, og
rentemesteren måtte forsone hans arvinger med en sum penge.(b)
Riget var ellers i henseende til dets naboer i en ønskelig rolighed i
denne Riget fri for udvortes fjender mindreårighed, thi de
fleste tvistigheder som Danmark havde haft med sine naboer, var hævet i den salige
konges tid, og de stridigheder som rejste sig med Sverige, var ikke af nogen stor
betydelse. Tilmed havde Sverige på nogen tid været i sådan forvirret stand at
Danmark hav-|545de ingen årsag at frygte sig for samme
rige på de tider. Det var da også ikke liden fornøjelse for det kongelige hus at høre
den bekendte lothringske hertuginde Christinæ død, som skete i dette år; thi samme
hertuginde, såsom hun var Christiani 2. datter, havde såvel som hendes søster prætention
på de tre nordiske riger, og såvel hendes herre, hertugen af Lothringen, som hendes
søsters mand, kurfyrsten af Pfalz, havde ofte bragt dette rige i urolighed. Ja, hertug
Franciscus af Lothringen, da han mærkede sig intet med magt at kunne udrette, havde søgt
underhånden at vinde nogle af den danske adel; óg var dette årsag til den bekendte Peder
Oxes fald, som blev gjort fredløs efterdi man mærkede at han korresponderede med samme
hertug.(a)
I dette år den 28. oktober døde også
hertug Slesvigsk-holstenske sagerPhilipp af Slesvig-Holsten i
sin alders 21. år, hvorudover regeringen faldt til hans ældste broder, hertug Johan Adolf,
biskop til Bremen og Lübeck. Samme Johan Adolf skikkede straks efter sin broders død en
gesandt til Danmark, nemlig Johan von der Wisch, for at tage Slesvig og Femern til len
af kongen, hvilket også skete. Og da dette var forrettet, fandt man for godt at lade
kongen gøre en rejse til Norge for at lade sig hylde i samme rige. I hans fraværelse
blev trende rigets råder, nemlig Jørgen Rosenkrantz, Steen Brahe og Manderup Parsberg,
beskikket at forblive i København ved regeringen. Kongen arriverede til Oslo den 25.
maj 1591, óg blev han offentligt på en dertil oprettet skueplads 1591hyldet
af alle Norges stænder den 8. juni. Andendagen efter hyldningen
blev Den unge konge hyldes i Norgeholdt en herredag, som
på de tider i Norge kaldtes ‘rigens ret’.
På denne herredag indgav den norske adel nogle
poster som de allerunderdanigst begærede at måtte iagttages og, hvor det fornødent
gjordes, at forbedres og forandres. Deres memorial blev antaget af kongen selv, hvilken
leverede den til kansler Kaas og lovede at svare derpå. Men der
blev forhalet med svaret indtil kongen kom til Danmark igen, såsom de poster den
norske adel havde indgivet, var af den vigtighed at der
udfor-|546dredes at de blev eksamineret på en herredag, hvilken også ved Hans
Majestæts tilbagekomst blev holdt i København den 20. i Herredag i Københavnsamme måned.
På denne herredag blev først foretaget en
sag angående 3 unge herrer som havde overfaldet og lemlæstet en ved navn Peder Skram. Da
dommen skulle afsiges, mærkede den unge konge at nogle af rådet gerne ønskede at denne
gerning ikke på dette skarpeste måtte anses i henseende til personernes kvalitet,
hvorudover han spurgte rigets råd om loven intet udtrykkeligt melder om hvad der skulle
følge på sådan misgerning. Og da kansleren
dertil svarede at den Skånske Lov alene taler noget derom, nemlig at derfor skal bødes ære og 3 mark, men at sådant ikke
kunne appliceres til de andre provinser såsom En heroisk gerning
af den unge kongeenhver havde sin lov, da stod kongen op og med alles
forundring sagde at en misgerning burde straffes hvor den end er sket, og fældede
dommen således: De skulle straffes på deres ære og bøde deres 3 mark.(a) Denne dom, som den unge konge
afsagde med sådan gravitet, jog sådan skræk i det hele råd at ingen turde oplukke sin
mund for at indvende noget derimod, óg så man af denne aktion tydeligt hvad denne unge
konge førte i sit skjold, og at han ville blive en stor regent.
Derpå blev de poster som stænderne i Norge ved hyldningen overgav,
foretaget. Jeg vil forbigå at melde om hvad som var blevet insinueret af gejstligheden,
borgere og bønder, men alene anføre adelens forestillinger, hvilke er
Den norske adels klagemål eksamineret og besvaretmest vigtige
og bestod af efterfølgende punkter: Det første var om den augsburgske bekendelses
håndhævelse, hvortil blev svaret at samme ubrødeligt skulle holdes i hævd. (2) Begærede
de at de måtte holdes ved deres gamle privilegier og friheder, hvilke de beklagede sig
at være dem betaget af de norske rigskanslere, som lang tid havde været fremmede,
hvorfor de indstændigt bad at indfødte norske herremænd måtte herefter gives dem til
rigskanslere, som de kunne have tillid til, og at rigets segl ham i forvaring måtte
gives. Derpå blev svaret |547at når kongen antog
regeringen selv, skulle sådant blive remederet, óg skulle man imidlertid nøje efterforske
hos de danske adelsarvinger hvis forældre havde været kanslere, om de breve som Norges
privilegier og herligheder grunder sig på, og at tilholde dem at restituere Norges rige de
samme. I lige måde blev det dem tilladt selv nogle at foreslå til rigskansler, hvoraf
kongen én skulle udnævne. Der blev dem også lovet at den norske adel herefter skulle
holdes i større agt end tilforn og forsynes med kronens og rigets len. I lige måde
bevilgede kongen efter deres begæring at adelige jomfruer i arv kun skulle tage halv lod imod
deres brødre, item at om en norsk adelsmand tager en
ufri kvinde, hun da ikke skulle nyde noget af hans arvegods, og at de børn som avles af
sådanne ægteskaber, ikke skulle holdes for adelsmænd. Videre blev adelen bevilget at ingen
af dem må fængsles for nogen sag førend dom over ham af vedbørlige dommere er faldet. Og
såsom de havde begæret at fæstningerne i Norge måtte holdes i god stand, så blev
sådant dem lovet, især at Bohus med det første skulle befæstes og forbedres. Nok blev
dem efter begæring akkorderet at ingen adelsmand eller bonde skulle stævnes uden for
hans hovedgård, at præsterne skulle efter Christiani 3. ordinans kaldes af de bedste
sognemænd, og adskillige andre ting, så at de blev føjet fast i alle deres
begæringer, óg er disse svar blevet skriftligt forfattet og udgivet på Kronborg den
31. juli.(a)
Af disse punkter og de derpå givne svar ses Norges tilstand på de
tider, nemlig at samme rige havde lidet *bådet
af den danske adels guvernement, Norges tilstand på de
tiderog at rigskanslerne havde skilt
Norge ved dets frihedsbreve som de havde i forvaring, og det efter al formodning imod
kongens vilje og videnskab, såsom det var det kongelige hus’ interesse at traktere
begge rigerne på én fod, hvilket óg siden er blevet praktiseret da den kongelige
myndighed ved suveræniteten blev restitueret. Men den danske adel tog prætekst af den
opstand som |548skete under Christiano 3. i Norge, at
skille Norge ved sit råd og at gøre samme rige til en provins af Danmark, óg har de
fra den tid efterhånden søgt at bemægtige dem alle rigets len og maget det så, at
ingen uden af deres middel er blevet statholdere og kanslere, i hvilket foretagende
forrige konger ikke har været i stand at hindre dem, óg er det forunderligt at de norske
stænder ikke tilforn har besværet sig derover, medmindre man vil sige at Huitfeldt, en
bestandig forfægter af den danske adel, har ikke fundet for godt at anføre deres gravamina
i sin historie.
Den norske adel var da ej heller i stand til at tale på sin ret såsom
familierne var få, og de fleste allierede sig efterhånden med borgerlige familier. Ja,
den hele rigets adel er med tiden så forsvundet at alting indtil deres navne, skjolde
og våben er bortdøde ligesom riget aldrig havde haft nogen adel, da dog historien
vidner at det samme deraf i gamle dage har vrimlet, og at den norske adel i dyd og
tapperhed ingen adel i Europa har eftergivet. Man ser også heraf at den forskel
imellem fri og ufri da efter de danskes eksempel har været indført i Norge, og adskilligt
andet som ikke findes i de gamle norske love. Den ofte citerede Christiani 4.
minorennitetshistorie(a) vidner ellers at på den
tid disse besværinger blev gjort, næppe tre norske herremænd havde noget len i Norge. Denne deres tilstand
søgte man da at bedre, men der blev dog intet af vigtighed bragt til eksekution førend kongen selv trådte til
Norges tilstand forbedres under Christian 4.regeringen, óg ser man da at han har
ladet se stor nåde imod samme tro og brave nation, og hans højlovlige efterkommere har
deri fulgt hans fodspor. Hvad som dem da straks blev akkorderet, var at en indfødt
norsk adelsmand blev kansler. Den samme kaldtes Hans Pedersøn og var af de norske Bassers
stamme som førte tvende røde vædderhorn i et sølvskjold, da de danske Basser derimod
førte et sort vildsvinehoved i et sølvskjold. Der blev óg straks forordnet i hvad
tilfælde han skulle bruge rigets segl, som statholderen tillige med ham havde nødig til
forret-|549ninger og breve som skulle udstedes.(a) Ellers forefaldt dette år
adskillige stridigheder imellem danske og svenske undersåtter, óg blev der for at hæve de
samme holdt et møde
til Falkebjerg.
Men om disse såvel som om andre påfølgende
stridigheder skal tales på et andet sted når jeg kommer til den krig som blev ført
imellem Christian 4. og Carl 9.
Førend jeg dette års historie forlader, vil jeg melde noget om det
mærkelige Hansestæderne agter at besvære sig over deres privilegiers
forlismøde som af hansestæderne blev holdt til Lübeck, og
som varede i tre måneder fra maj måneds udgang til september måneds begyndelse, for at overveje
hvorledes de kunne håndhæve deres privilegier på deres kontorer i adskillige riger,
i hvilke privilegier dem her og der gjordes adskillige skår; thi dronningen af England
lod opbringe deres skibe som gik med korn til Portugal, hollænderne og zeelænderne
pålagde deres varer som de did førte, store told og byrder frem for tilforn. I Bergen i
Norge blev dem også betaget en og anden frihed som de hemmeligt tid efter anden havde
listet sig til uden derpå at have nogen bevilling, men tilholdt sig dem under den
titel af hævd og brug, óg var Christoffer Valkendorf, som havde været lensmand over
Bergenhus len år 1556 og siden stedse indtil han blev rigets råd, den første som
vidste at holde dem tommelfingeren på øjet; thi før hans tid var de mere herrer over
Bergen by end øvrigheden som af kongen var sat til at regere. Valkendorfs eksempel
blev efterfulgt af de andre lensmænd som kom efter ham, så at de kontorske
efterhånden blev mere og mere indknebne og måtte bekvemme sig til en slags lydighed, da de
dog tilforn agtede hverken lensmænd, bisper, standens magistrat eller kongens hånd i
nogen måde. Da hansestædernes fuldmægtige nu således, som sagt er, var forsamlet til
Lübeck for at overlægge hvorledes de kunne retablere Men står
viseligt fra deres påstand igenderes faldne sager igen, har de omsider
efter tre måneders forløb meget betænkeligt sig besindet og fundet for godt at skikke
sig efter tiderne og befale deres fuldmægtige på kontorerne at de herefter skulle holde
sig inden deres |550grænser og ikke
fremfare med sådan ubesindighed som deres formænd havde gjort og derved givet anledning
til deres privilegiers krænkelse.
I dette år døde en navnkundig mand i Norge, nemlig den gamle bisp i
Oslo, magister Frands Berg. Den samme var en adelsmand,
hvilket var rart på de Magister Frands Berg dør i sit 121. årtider; men det som var
end mere rart, var at han døde i sin alders 121. år.(a) Han
var en rørig mand indtil hans dødsdag, men da han blev 105 år gammel, begyndte hans
hukommelse at slå ham fejl. Han havde i sin ungdom været munk i Sankt Knuds kloster i
Odense. Men da han spurgte at doktor Morten Luther satte sig op mod pavens myndighed, sneg
han sig ud af klosteret og rejste til Wittenberg for at høre hvori Lutheri lærdom
egentlig bestod, thi han havde haft en synderlig afsky for de afladsbreve som den
pavelige legat Arcemboldus udgav i Danmark, så at hvor de samme breve blev opslået
om dagen, der rev han dem ned igen om natten. I Wittenberg forblev han nogen tid hos
Lutherum og blev hans discipel. Efter hans tilbagekomst forklarede han den Hellige Skrift
i Odense indtil han blev bisp i Oslo. Hans successor var magister Jens Nielsen, for
hvilken han havde resigneret stiftet 1580.
Begyndelsen af efterfølgende år var sørgelig formedelst kongens svaghed;
thi 1592 Hans Majestæt tillige med hans broder blev så
heftigt angrebet af småkopper Kongens svaghedat man ikke
troede ham til livet, hvorfor bededage blev holdt i januar, og såsom
højstbemeldte unge konge havde allerede ladet se sådanne prøver på sin forstand og
dyder, så var der en almindelig bedrøvelse over det hele land. Men han overvandt
lykkeligt denne hårde sygdom og påfølgende år rejste til Hven for at besøge Tycho
Brahe og bese hans kunstige instrumenter og observatorii indretning. Han opholdt sig der
nogle dage og talte med den store astronomo om adskillige videnskaber, især om
|551fortifikationskunsten, hvori han allerede havde lagt en
grundvold. I lige måde talte han med ham om måden på Hans
omgængelse med Tycho Braheat udmåle og tvinge vandet, så óg hvorledes store
byrder med liden møje kunne hæves, men allermest om skibsbygninger, som var denne konges
hovedstudium. Ved hans ankomst rekommanderede han ham til information nogle unge personer
som han ville betjene sig af når han selv kom til regeringen, og særdeles bruge dem til
sin flåde for at sætte den i god stand. Han skikkede derpå straks til Hven nogle hurtige
unge personer, som han tillagde årlig underholdning af 120 rigsdaler,
og Tycho Brahe selv
for sådan information blev tillagt 400 rigsdaler årligt, som af Københavns Slots
indkomster(a) ham skulle betales.
Derforuden kastede han om hans hals en kunstig guldkæde med
sit portræt i, hvilken Hans beviste nåde mod samme lærde
herreer den kæde som findes på alle Tychonis skilderier og hænger inden for
den kæde som elefantordenen er i, hvormed han blev benådet af kong Frederik den
Anden. Og som Tycho Brahe mærkede at kongen havde et særdeles behag i en
messingforgyldt globo, som han selv havde forarbejdet, hvori var et hjulværk hvilket
således drev sol og måne, som derpå var sat,(b) at de begge ligesom af sig selv gik rundt
omkring, og enhver viste sit løb igennem himmelens tegn året igennem, og solen
viste sin op- og nedgang med dagens timer og minutter, uden at hindre månen at den jo
også på sine bestemte tider viste sin gang og forandringer med til- og aftagelse samt
formørkelser, så bød han kongen at Hans Majestæt ville tage den med sig og unde den
plads blandt andre rare sager i hans kunstkammer, hvilket kongen med nåde antog og
forlystede sig ofte siden med at se derpå.
Det er troligt at denne store affektion
som Hvilket ikke lidet kontribuerede til påfulgte
forfølgelsekongen lod se mod Tycho Brahe, kontribuerede ikke lidet til de
forfølgelser som siden blev opvakt mod ham af de store som tvang ham mod kongens
vilje at forlade landet, hvilket viser at disse gode herrer øvede en slags myndighed
endogså nogen tid |552efter at kongen selv havde antaget
regeringen, hvoraf man kan slutte hvor stor myndighed der
må have været i mindreårigheden selv. I historien tales vel intet derom, men en og anden ting er dog
forefaldet som kan tjene til bevis dertil. Således ser man at Christoffer
Valkendorf lod én med kort proces henrette som dog siden befandtes at være uskyldig.
De lod straks efter kong Frederiks død suspendere Jonam Jacobi Venusinum, professor og pastor
til Hellig Gejsts Kirke, efterdi han havde gjort sig mistænkt for at inklinere til den
calvinske lærdom, óg måtte Georgius Dibvadius, en anselig theologus som formedelst nogle
disputatser blev afsat, henbringe sin øvrige tid i armod. Præteksten til
Adskillige lærde mænds tynde skæbne på de tiderdenne mands
fald var alene at han i sine skrifter havde rost nogle engelske skribenter og
Calvinum, hvorvel man kunne ikke beskylde ham for at have approberet Calvini lærdom. Men
den rette årsag til hans forfølgelse var at han havde talt hårdt imod adelen. Han
levede siden resten af sin tid i et lidet hus i Klædeboderne. Den store theologus, doktor
Niels Hemming måtte også passere sin øvrige tid in obscuro i Roskilde. Så at man ser
at denne minorennitet var ikke meget favorabel for illustre og lærde folk; thi hvad man
end kan sige om andre, så kan den forfølgelse imod Tycho Brahe aldrig undskyldes. Dog
kan man ikke sige at sådant rejste sig af had og foragt til studeringer, thi det var
at gøre disse gode herrer uret, besynderlig Christoffer Valkendorf, hvilken med stor
bekostning stiftede det såkaldte Valkendorfs Kollegium for 16
studenter,(a) som endnu florerer. Hvoraf
man kan slutte at sådant er sket af andre årsager.
Men for at komme til historien
igen, da rejste Hans Majestæt fra Hven til Skåne, hvor han sig mestendels dette år
opholdt formedelst en stor pest som Pest i Københavngrasserede
i København og Sjælland, óg havde enkedronningen allerede retireret sig
til sit nys anlag-|553te slot Nykøbing i Falster. Dog
døde i denne pest ingen synderlige standspersoner; der nævnes alene Christoffer
Rosengaard især, såsom
i ham også uddøde stammen så at det skjold og våben blev nedlagt.
Denne unge konge voksede imidlertid til og tillige med årene mærkeligt
1593forfremmedes i videnskaber så at alle fattede de
tanker at de i ham ville bekomme en af de største konger som havde regeret i
Danmark. Og såsom han da allerede var indtrådt i sit 17. år, lod kejser Rudolfus
2. for at vise den estime han bar for ham, forlene ham ikke alene med fyrstendømmerne
Holsten, Stormarn og Ditmarsken og gav ham brev på Oldenborg og Delmenhorst, men
Kongen bekommer veniam ætatis til fyrstendømmernes regeringtillod
ham også veniam ætatis eller frihed førend han havde nået den rette alder, at
træde til fyrstendømmernes regering; thi der siges at højstbemeldte kejser ved den
lejlighed havde ladet falde de ord at den unge konge var begavet med sådan forstand og
dyd at ingen kunne forrette sit høje embede bedre.
Så snart kongen antog regeringen i
fyrstendømmerne, beskikkede han sin hofmester Henrik Ramel at være sin tyske kansler og
gehejmeråd tillige, óg gav han ved denne promotion ligesom til kende for rigets råd at
han selv ville regere, óg lakkede det snart nu mod tiden på hvilken han skulle
i lige måde antage regeringen over rigerne, og de fire regeringsråder skulle gøre
regnskab for deres administration. Men en del af dem døde i deres regimente, og
allerførst formanden, nemlig den store kansler Niels Kaas, hvilken skiltes fra verden
efterfølgende år den 29. juni i 1594hans alders 60. år
efter at han havde været kansler i 22 år.(a)
Han kan regnes for en af de anseligste mænd på
de tider, såvel i henseende til hans embede som hans store kvaliteter. Han kom først i
tjeneste hos den salige konge som kancellisekretær 1560. I det år 1569 fulgte han
med den Kansler Kaas’ dødberømmelige gamle kansler Johan
Friis og andre rigets råder til det grænsemøde ved Ulfsbeck
med de svenske. Han var også året derefter |554som sekretær ved det stettinske fordrag.
Og da de svenske siden stillede sig noget vanskelige an ved Hans
historie og karaktersamme fordrags fuldbyrdelse, blev han år 1571 tillige med
andre skikket til Knærød(a) for at
afgøre disse vanskeligheder. Og som han i alle disse forretninger havde ladet se
kapacitet og troskab, blev han i det år 1573 på herredagen i Randers beskikket til
kansler i den forrige kansler Johan Friis’ sted. I det år 1575 var han på det
møde som gjorde ende på de tvistigheder mellem kongerne af Danmark og Sverige om
grænserne,(b) og år 1579 var han med i Odense da man afgjorde den tvistighed
med de fyrstelige gesandter angående lenets annammelse, og straks derpå til Flensborg,
hvor der handledes om de hamborgske sager, og da Hamborg måtte med 100.000 rigsdaler afsone
den formastelse den havde brugt imod danske skibe. Derforuden bivånede han eller
rettere var formand i alle de andre vigtige negotiationer som skete i den salige
konges tid. Og efter samme konges død blev han en af de fire regeringsråder som skulle
administrere rigerne i Christiani 4. mindreårighed, óg lod han i denne post se
sådan kapacitet at han blev anset som sjælen i det hele råd. Han var en lærd herre og
tilligemed en elsker og forfremmer af lærde folk, óg havde derfor måske Tycho Brahe ikke
haft sådan hård skæbne i sit fædreneland hvis denne store kansler havde levet
længere.
Da han fornam sit timeglas at være udrundet, formåede han kongen til at besøge
sig, og da underviste han ham om rigets tilstand og gav til kende med hvilke
potentater han skulle mest holde venskab. Allersidst talte han til kongen disse ord:
|555Jeg erindrer mig det løfte jeg gjorde Eders Kongelige
Majestæts hr. fader på hans yderste at Hans sidste tale til
kongenjeg med al flid og troskab skulle arbejde på at den kongelige krone
skulle komme på Eders Majestæts hoved, men nu hindrer min tilstundende død at jeg
sådant løfte ikke kan efterkomme. Derfor vil jeg nu da gøre hvad jeg formår. Jeg
leverer her i Eders Kongelige Majestæts egne hænder nøglen til den hvælving hvorunder den
kongelige krone med spiret, sværdet og æblet siden hans død har ligget forvaret, og som
Gud nu vil kalde mig fra denne verden, så vil jeg den til ingen anden levere end til
Eders Kongelige Majestæt. Tag derfor rigets klenodier af Gud selv og, når tiden
kommer, bær eders krone med pris og ære, reger spiret med visdom og nåde, før
sværdet med retfærdighed, og hold æblet fast med råd og forsigtighed etc.
Derpå tog kongen straks afsked med ham efter at han med allerstørste nåde
havde takket ham for hans tro tjeneste.(a) Han døde uden livsarvinger efterdi han aldrig
havde villet begive sig i ægtestand. I samme år døde også rigets marsk,
Hans Holgersen
Ulfstand til Hikkebjerg, der havde tjent i den ditmarske krig og var året tilforn, nemlig
1593, blevet rigets marsk.(b)
Efter denne store mands død affærdigede de trende overblevne
regeringsråder skrivelser til rigets råd, som her og der var adspredt i riget, og
inviterede Rådslagen om en ny kanslers beskikkelsedem til
at møde i København den 13. juli for at overlægge hvorledes nu med regeringen skulle
forholdes, og om nogen i den afdødes sted igen skulle udvælges indtil kongen nåede de
år at han selv kunne træde til regeringen. Da de kom sammen, blev meget bragt på
banen |556på kongens side, nemlig at han var kommet
allerede til de år og havde givet så mange prøver på sin forstand at det gjordes
ikke nødigt at denne mindreårighed skulle vare længere. Kejseren havde også allerede
erklæret ham myndig i fyrstendømmerne, og derfor, når han var agtet bekvem til at føre
regeringen selv i et land, så kunne han ikke anses som umyndig mere i et andet. Han
havde allerede nået sine 18 år, som var den tid inden hvilken de danske love har
indskrænket ungdommens umyndighed blandt landets undersåtter, og i andre riger havde
kongerne stort forspring frem for undersåtterne i deslige tilfælde. Således var i
Spanien og Frankrig en konge ikke længere umyndig end til hans 14. år, ligesom i
England og i kur- og fyrstendømmerne i Tyskland en prins blev holdt myndig i sit 18.
år (dette synes at vise at der tilforn i dette rige ingen vis tid har været
determineret for en konge når han skulle agtes myndig, og at derfor det conclusum som
rigets råd gjorde 1588, nemlig at Christiani 4. mindreårighed skulle vare indtil han
blev 20 år gammel, var arbitrært og grundede sig alene på deres vilje og velbehag
eller rettere på at forlænge deres regimente).
Videre sagde de som talte i favør af
kongen, at man ikke længe kunne undvære en kansler der kunne tale og handle med fremmede
gesandter, og en kansler kunne af ingen beskikkes uden af kongen, óg ser man heraf denne
høje bestillings natur og egenskab, nemlig at den var den eneste som i kongens
mindreårighed ikke kunne bortgives; thi Hak Ulfstand blev året tilforn gjort til rigets
marsk og Steen Brahe til Danmarks statholder uden at nogen skrupel blev gjort som her
ved kanslerens embede, for hvis skyld man holdt det nødigt i tide at erklære kongen
myndig. Derimod blev af andre adskillige ting forestillet, hvilket forårsagede
at tingen blev som den var, og det blev besluttet at den anordning som var gjort 1588,
nemlig at mindreårigheden skulle vare indtil kongen nåede sine 20
år, skulle stå ved Bliver opsat indtil kongens myndighedmagt.
Derfor blev der også ingen denne gang i den afdøde kanslers |557sted
igen beskikket, men regeringen blev betroet til de trende
efterlevende regeringsråder alene.(a)
Ellers blev på dette års herredage en navnkundig
aventurier ved navn
Jacob Rostrups aventuresJacob Rostrup dømt fra livet. Den
samme havde forrige år hvervet henved 80 soldater i Pommern og Mecklenburg, foregivende
at når de kom til København, skulle de få at vide hvad der skulle bestilles. Da
han havde hvervet så mange som han forlangte, begav han sig med dem på en stor
krejert
under kongens flag i søen for Wismar og begyndte at plyndre de søfarende på kongens
strømme. Først tog han et rigt og velladet emderskib og kastede skipperen med folk
over bord under Norge. Derpå sejlede han til Kolding og derfra til Århus, hvor hans
folk gjorde et stort mytteri, og nogle af dem derfor blev grebet, og andre rømte til
Kolding, hvor de forstak sig her og der i Koldinghus len, men dog blev opsøgt. Han
selv blev også så stærkt eftersat at han omsider blev grebet i nogle buske uden for
Assens i Fyn, óg fandtes da hos ham Han bliver grebethertugen
af Parma, som var statholder i Nederlandene, hans pas og bestalling på at være
admiral, så at man deraf mærkede at hans forsæt var at ville forurolige England og De
Forenede Nederlande, som da var Spaniens fjender, i deres sejlads og handel på kongens
strømme og i Østersøen.
Dette såvel som alle hans andre onde aventures blev da
åbenbaret; thi år 1588 havde han indgivet for dronning Elisabeth af England ligesom
han af kongen og regeringsråderne havde noget at foredrage. Og som hans foregivende
angik mest søsager, blev han af højstbemeldte dronning henvist til den engelske admiral
Franciscus Drake, hvilken han indbildte at regeringen i Danmark var til sinds at
udruste nogle skibe i favør af England imod Spanien, hvorudover såvel dronningen som
admiral Drake affærdigede skrivelse til det danske hof, enten for at takke regeringen for
dens gode forsæt eller for at få nærmere oplysning derom. Men hans
Hans intriger åbenbaresunderfundighed og falske foredragende blev ved
rege-|558ringsrådernes svar åbenbaret, hvilket da
Rostrup mærkede, flygtede han fra England til Nederlandene og i
Brüssel udgav sig for
en dansk gesandt, i hvilken kvalitet han blev antaget af hertugen af Parma. Der foregav
han tværtimod at Danmark var til sinds at udruste en flåde imod England og Skotland.
Men som hertugen ikke ville fæste tro til sådant uden han hos gesandten så kongens
fuldmagt og kreditiv, viste han ham hen til den spanske admiral, hvilken uden tvivl
mærkede at sagen ikke hang ret sammen, og Rostrup ingen kongelig fuldmægtig var. Men
som han mærkede at han var en hurtig og habil sømand, agtede han
at betjene sig af ham og til den ende forskaffede ham pas og fuldmagt af hertugen at
tage på Spaniens fjenders koffardiskibe, erhvervede ham også titel af admiral. Derfra
begav Rostrup sig til Antwerpen, hvor han under det navn af kongelig dansk gesandt optog
800 dukater hos en købmand, som troede ham på hans falske ord og veksler at pengene
skulle ham betales igen i Sundet. Han rejste således videre til Amsterdam, hvor han
også lod sig traktere af borgmestre og råd som en kongelig gesandt og vidste således
at snakke for dem at de betroede ham en temmelig sum penge, for hvis betaling de siden
meget, skønt forgæves, foruroligede kongen og regeringen.
Såsom nu Rostrup ved disse
og andre gerninger var bekendt i alle søstæder, så at han intetsteds mere turde
lade sig se under et fremmed navn, begav han sig til Livland og der omsider sværmede så
længe indtil han mente at både han og hans forrige bedrifter var glemt, og der intet
videre efter ham blev spurgt. Endelig, da han mente alting at være sikkert, slog han
sig til dette sidste håndværk at forurolige søen under
hertugen af Parmas forrige pas
indtil han blev grebet, som sagt er. Han blev da efter foregående dom bragt på
Han bliver rettetslotspladsen og der halshugget. Af hans
gerninger kan ses at han må have været en af de største aventuriers på de tider, óg
er der ingen tvivl på at om denne mand havde villet anvende sine naturlige kvaliteter
til andre gode og lovlige forretninger, han jo havde kunnet gøre sit
|559fædreneland stor tjeneste; thi han var dristig, hurtig og fuld af
inventioner og en stor sømand.(a)
I samme år blev nogle danske gesandter affærdiget til rigsdagen i
Regensburg. Disse gesandter var Bendix Ahlefeldt, amtmand til Steinhorst, og
doktor Vitus Weinsheimius. Da de didhen kom, fandt de en stridighed for sig
Enkedronningen solliciterede hos kejseren at erhverve hendes yngste sønner sæde på
rigsdagen som hertuger af Holstensom de ikke havde ventet, nemlig at
enkedronningen, Sophia, havde begæret for sine tvende yngste prinser, Ulrik og Hans, som
hertuger af Holsten at have sæde på den fyrstelige bænk tillige med kongen. Af dette
foretagende ses at højstbemeldte dronning ikke drev tiden ørkesløst bort på hendes
livgeding, og at endskønt hun var udelukket fra regeringen, så inkurrerede
hun dog i adskillige ting, endogså de som man mindst ventede. Da de kongelige såvel som
fyrstelige fuldmægtige som var til stede på rigsdagen, mærkede hvad som var i gære,
protesterede de højligt derimod, hvorudover også enkedronningens begæring af kejseren,
kur- og fyrsterne
denne gang blev plat afslået, dog med det forbehold at dersom
Bliver afslåetdisse hendes yngste børn dertil kunne have
nogen ret, skulle deres tiltale for nogle commissarier som kejseren ville udnævne,
bevises.
Hvorledes enkedronningen ellers er faldet på disse tanker, er uvitterligt
såsom denne sag straks ved mellemhandling mellem kongen og hende
blev dæmpet så at den ikke mere blev omtalt. Det er troligt at hun alene af
kærlighed til sine børn har villet erhverve dem den ære. Men kongen, hvorvel han undte
sine brødre alt godt, så ville han Og af hvad årsagdog
ikke tilstede dem at gøre sådant æresskridt som i fremtiden kunne give anledning til
fyrstendømmernes videre deling; thi der var allerede alt for mange sket, landet til
yderste svækkelse, så at han mærkede at det havde været en statsfejl af hans forfædre,
hvilken man hellere måtte arbejde på at ophæve end at forny, óg ser man at han på
ingenting har drevet med større iver så at han ikke har holdt op førend han fik
førstefødselsret i fyrstendømmerne indført, som siden skal vises. Og såsom denne
sag såle-|560des blev dæmpet imellem kongen og
enkedronningen, så blev der ej heller af kejseren udnævnt commissarier til at kende
deri. Man havde ellers mistænkt for denne handel nogle holstenske herremænd hvilke
fandt deres regning i at have mange herrer for derved des bedre at kunne fiske i rørt
vand.
Efter at gesandterne var kommet tilbage fra Regensburg, gjorde kongen en
rejse Landdag i fyrstendømmernetil Holsten for at holde
en landdag, tagende med sig ikke alene hans råd, men endogså adskillige andre af
adelen for at bivåne samme landdag med des større anseelse efterdi den var den første
han holdt som regerende herre i fyrstendømmerne. På samme landdag forefaldt et og
andet hvorved den unge konge lod se hvad man af ham i fremtiden kunne vente sig. Især
forekom at tale om den påstand enkedronningen havde gjort på rigsdagen til Regensburg
for kongens brødre, at de lige så vel som kongen og hertugen af Gottorp skulle kaldes til
rigsforsamlinger og som hertuger af Holsten have sæde med dem på den fyrstelige bænk,
hvori ridderskabet formente at de også burde have noget at sige. Kongen ville ikke
indlade sig i vidtløftig tale derom, men spurgte dem alene om Den
unge konge lader se sin myndighedsådant kom dem som undersåtter ved, og
hvad de havde at bestille med at decidere i en tvistighed imellem kongen og hans brødre,
enten de sidste havde ret til at sidde på rigsforsamlinger eller ej. Ikke des mindre
fremturede de dog i deres forsæt, óg siges der at de siden har anholdt hos kejseren
at når commissarier skulle antages til at kende i den sag, at nogle af deres middel
da dertil måtte udnævnes, på det dem intet i deres privilegier og friheder måtte ske
til kort. Men jeg har tilforn meldt at denne sag blev venligt forligt imellem kongen og
enkedronningen, hvorudover også ridderskabets ansøgning hos kejseren havde ingen videre
fremgang. Dog kunne kongen ikke så let glemme denne deres dristighed, helst som sådant
vederfor ham den første gang han som regerende herre præsiderede på landdagen.
I dette år døde den anselige viborgske bisp magister Peder Thøgersen,
hvilken havde sådan reputation både i levned |561og lærdom at
da der blev gjort et Bisp Thøgersens død
og karakterskandskrift over alle bisperne i Danmark, blev han med bisp
Poul Madsen ene undtaget såsom man intet havde at sige imod hans person; thi alt hvad
i samme skrift fandtes om ham, var disse ord: “Petrus laudatur in
aula”, det er: Peder roses til hove. Han var af en adelig stamme, nemlig af de
Balkers
på fædrene og af de Juulers på mødrene side.
I begyndelsen af efterfølgende år kom fra Sverige en gesandt, nemlig
Jørgen 1595Claussen, til Visby for at invitere kongen til
fadder for hertug Carls nyfødte søn. Kongen lod hertugen derfor betakke og affærdigede
Christian Friis til Borreby, som siden blev kansler, for at beklæde hans sted ved
dåben. Den nyfødte svenske prins blev kaldt Gustavus Adolphus, óg er det den samme
som formedelst sine sejrvindinger erhvervede den svenske nation så stort navn. Dette
Magister Jonas Kolding
aktioneres for et skriftvar vel den
svenske gesandts hovedærinde; men han havde derforuden ordre at besvære sig over magister
Jonas Kolding efterdi han året tilforn ved trykken havde publiceret en bog kaldet
Danmarks beskrivelse, hvori gesandten foregav adskilligt at være indført som
graverede Sverige. Herudover blev de københavnske professores beordret at kalde magister
Jonam Coldingensem for sig og at kende derpå. Men autor forsvarede sig så vel at
efter at han havde vist i hans bog intet at have været indført angående den svenske
nation uden hvad som var uddraget af svenske trykte bøger, blev han frikendt.(a)
Bliver frikendt
Endelig stundede tiden til at Hans Majestæt selv skulle antage
regeringen efterdi han havde nået sine 20 år, óg blev derfor i begyndelsen af det år
1596 gjort anstalt til hans kroning. Medens disse anstalter gjordes, døde den anden af de
fire regeringsråder, nemlig Jørgen Rosenkrantz, på sin gård Rosenholm i
Jørgen Rosenkrantz’ dødsin alders 73. år. Han blev af den
salige konge antaget til rigets råd 1563 og havde siden den tid været brugt i alle
vigtige forretninger, og 1576 blev han statholder i Jylland. Han var en lærd herre, som
gemenlig alle af den |562rosenkrantzske familie, óg var hans
søn den navnkundige Holger Rosenkrantz, der passerede for den grundlærdeste mand
i Christiani 4. tid.(a)
Eftersom nu i de otte år siden kong
Frederik secundi
død mange af rigets
1596råd var hendøde, nemlig kansler Niels Kaas, Peder
Gyldenstierne, rigets marsk, Hak Ulfstand, Jørgen Rosenkrantz, Jørgen Skram, Corfitz
Viffert, Anders Bing og Christen Skeel, så at det sædvanlige tal var meget blevet
formindsket, og der var ikke flere efterlevende end efterfølgende, nemlig Peder Munk,
Christoffer Valkendorf, Steen Brahe, Manderup Parsberg, Erik Hardenberg, Henrik Below,
Axel Gyldenstierne, Absalon Gøye, Jacob Seefeld, Breide Rantzau,
Albert Friis og Arild Adskillige store promotionerHuitfeldt,
så var fornødent, såvel for at besætte de høje bestillinger igen som at supplere den
mangel i rigets råd, at gøre adskillige promotioner, især for at gøre den
tilstundende kroning des anseligere. Herudover beskikkede kongen den 7. juni
Christoffer Valkendorf til rigshofmester og i hans sted satte over finanserne Sigvard
Beck, hvilken tillige med en kollega forestod rentekammeret i 26 år.(b) Den 9. ejusdem gjorde han Christian Friis til
Borreby til kansler og Peder Munk til rigets marsk, hvilke alle tre derpå måtte
aflægge deres ed. Den 10. juni gjorde Hans Majestæt til rigets råd efterskrevne otte
herremænd: Henrik Ramel, Jørgen Friis, Preben Gyldenstierne, Axel Brahe, Henrik Lykke,
(c) Oluf Rosensparre, Eske Brock og Christen Holck, hvilke
alle i kongens gemak aflagde den sædvanlige ed som rigsråd førend de satte
herredagene. Få dage derefter ankom nogle gesandter fra hertug
Johan Adolf af Slesvig-Holsten til
Prinsesse Augusta akkorderes til hertug Johan
AdolfFrederiksborg, hvor hoffet da var, og anholdt på deres herres vegne om
Hans Kongelige Majestæts søster frøken Augusta. Denne begæring blev bevilget, og
giftermålet sluttet efter at |563man havde gjort aftale om
den medgift hun skulle have, óg beskikkede kongen at deres bilager skulle holdes på
samme tid hvortil kroningen var berammet.
Efter at rigsdagen var sat og alle indstævnede sager var bragt til ende,
trådte kongen og samtlige rigets råder sammen for at aftale og slutte hvad som i den
håndfæstning de på rigets vegne af kongen begærede, skulle indføres, hvilken
håndfæstning efter nogle dages rådslagen omsider blev fuldfærdiget og af Hans Majestæt
underskrevet den 7. august.(a) Og såsom samme håndfæstning er rar og
tilforn ikke har været publiceret, vil jeg den her indføre. Den lyder således:
Artikel 1. Først ville og skulle vi over alle Ting elske og dyrke den allsommægtige
Gud, og Christiani 4. håndfæstninghans hellige Ord styrke,
haandhæve, beskytte og beskiærme, og hvad som agtes Behov til Troens Forøgelse og
Religionens Forbedrelse ville vi af all vor Magt og Formue forfremme. Vi ville det ogsaa
bestille, at alle Sogne-Kirker og Skoler over begge Riger blive besørgede, og forseede med
Christelige og fromme lærde Mænd, og dem med nødtørftig Ophold underholde, hvis det ikke
tilforn skeed er udi vor kiære Herr Faders Tid.
2. Sammeledes skulle vi holde meenige Rigets Raad,
Adel, Kiøbstedmænd, Bønder, og meenige Rigets Indbyggere og hver særdeles ved Lov, Skiæl,
og Friheder og Privilegier, og ingen af dem herimod forurette i nogen Maade, og skulle vi
alle og enhver besynderlig for Overvold og Urett beskytte og haandhæve.
3. Dernæst skulle
og ville vi være forpligtede Dannemarks Rige at forfremme, formeere, forbedre, og forhøje
af vor yderste Magt og Formue. Og, om Gud Allermægtigste det saa haver forseet, at vi
herefter kand ved Dannemarks Indbyggeres Hielp og Trøst vinde med Rettergang, bekræftige
med Sværd, eller anderledes noget bekomme, da skulle det høre Dannemarks Rige til, og
væ|564re og blive under Dannemarks Krone. Men dersom
det skeede, (det Gud forbyde) at nogen Feide eller Indfald skeede paa Riget, og nogen Deel
af Riget kom under en fremmed Potentat, og siden blev igien til Dannemarks Rige
bekræftiget, maa og skal hver Dannemarks Indbygger qvit og fri nyde og bekomme, hvis Gods
og Ejendom, han tilforn udi samme Lande haft haver.
4. Sammeledes ville og skulle vi elske
og fremdrage Dannemarks Riges Raad og Adel, og med dennem styre og regiere Danmarks Rige
og besørge dem med Kronens Lehn, saa at de ikke skulle have Behov at besøge Herredagene,
eller underkastes anden Besværing paa deres egen Kost og Tæring.
5. Desligest ville vi og
ingen udlændisk Mand tage udi Dannemarks Riges Raad, eller forlehne med Dannemarks Krones
Lehn uden det skeer med Dannemarks Raads Villie, Fuldbyrd og Samtykke.
6. Saaledes skulle
Dannemarks Riges Adel nyde, bruge og beholde deres Jorde-Gods og Tienere fri til ævig Tid
med Hals og Haand, alle Kongelige Sager og all anden Hærlighed og Rettighed, som vi og
vore Forfædre Konger i Dannemark over vore og Kronens Tienere og Gods, have og frit haft
have, saa at vi eller vore Fogeder og Embedsmænd skulle aldeeles intet bevare os med deres
Tienere, Gods og Eenemærke, Skov, Fiskevand eller nogen anden Hærlighed, enten med
Sagefald, Giæsterie, Ægt, Arbeide eller anden Besværing uden hvis vi kunde have med
Adelens, som Godset og Tienerne tilhøre, gode Villie og Samtykke, allene at de age vort og
vor Førstindes Fadebord, hvor vi personligen drage igennem Landet, som sædvanligt været
haver af gammel Tid, uden saa skeer, at nogen aabenbar Feide kommer paa Landet eller
Riget, da vilde vi dog ingen Besværing lægge paa Adelens Tienere, med mindre det skeer med
meenige Dannemarks Riges Raads Samtykke.
7. Hvor nogensteds saa findes, at Kronen haver
med Adelen fællig enten udi Skov, Mark eller Fiskevand, da skulle vi eller vore Fogder
ikke ydermeere bruge derudi, enten med Fiskerie, Olden, Svin, Skovhugg, Jagt eller anden
Brug, end som Kronens |565Lodd og Deel kand taale. I den
fællig Skov udi Falster og Lolland liggende, som Kronen har Lodd og
Deel udi, skal ingen slaae stort Vildt, undtagen vi selv eller andre paa vore Vegne, og
uden det skeer med vor Tilladelse.
8. Ikke skulle vi heller med vort Brev byde eller
forbyde nogen Mands Arve-Tiener, eller dem, som de udi Pant og Værge have, at svare som sin
Hosbond. Haver nogen Tiltale imod nogen enten om Gods eller Tienere, da skal han det
forfølge med Rett og efter Lov og Recessens Lydelse.
9. Ikke heller ville vi paalægge
nogen Land-Skatt paa Adelens Tienere, uden det skeer med meenige Dannemarks Riges Raad,
efter som gammel Sædvane været haver.
10. Sammeledes skulle Dannemarks Riges Raad og Adel
nyde deres fri Fiskerie paa deres egne Grunde, som de hertil
af Alders Tid haft have, og
besynderligen udi Kong Hanses Tid, og skal hver Mand nyde Aalegaarde for deres egen Grund
undtagen udi Fiorden, som Kronen og den meenige Mand have Skade af: Dog skal de
Fiskegaarde blive ved Magt, som have været af Alders Tid.
11. Ville og nogen af Adelen
besøge Silde-fiskende, og derved bruge sin Næring, da skal det være Adelen uforholdt,
efterdi det tillades Fremmede og Udenlandske at bruge deres Fordeel dem at salte. Det skal
og være Adelen uforbødet at kiøbe og sælge Øxen, at stolde paa sit eget Foer, som hver
kand stolde, eller kand lade foere hos sine egne Tienere, som ere pligtige at fodre Nød,
dog hermed Kronens Told uforkrænket.
12. Skal det og være Dannemarks Riges Raad og Adel
frit fore at kiøbe og sælge med udenlandske Kiøbmænd, som hertil har været.
13. Ikke
skulle vi ved vore Fogder eller Embedsmænd lade gribe, baste, binde, eller udi Fængsel
sætte nogen Riddermands Mand, uden han tilforn er forvunden efter Loven, undtagen paa de
ferske Gierninger, som de maa gribes og sættes for efter Loven, og skal hver Mand være
pligtig at stande til Rette for os
og Dannemarks Riges Raad, for hvis nogen haver ham at
tiltale med Rette.
|56614. Item skulle vi ej heller tilstæde
vore Fogder eller Embedsmænd at feide nogen Riddermands Mand eller deres Tienere; Have
vore Fogder eller Lehnsmænd Tiltale til nogen, da skulle de tiltale dem med Rettergang.
15. Item skulle vi ingen Krig begynde eller paaslaae, uden det skeer med meenige
Dannemarks Raads Villie, Fuldbyrd og Samtykke.
16. Item ingen Riddermand skal forbryde sit
Jorde-Gods uden han fører Avind-Skiold imod Kongen og Riget, som Loven udviiser.
17. Item
skulle vi altid dømme uden all Vild og ej tage Gunst eller Gave for nogen Rett eller
Rettergang udi nogen Maade; men være lige velvillig til at hielpe og skikke dennem deres
Rett, være sig enten indlændisk Folk, Fattige eller Rige, Venner eller Uvenner, Edel eller Uedel, inden Raad eller uden, som hænder for os at komme, som
en Christen Konge bør at giøre.
18. Item skulle vi ingen udlændisk Privilegier, som gielde
paa Riget, stadfæste eller paa nye give, eller nogen Monopolier bevilge uden meenige
Dannemarks Riges Raad.
19. Skulle vi ikke give nogen ufri Mand den Frihed og Frelse, som
Riddere og Svenne have, uden all Dannemarks Riges Raads Samtykke, undtagen nogen
forhverver det saa ærligen paa Marken, at han er det værd.
20. Item skulle ikke vi, vor
Førstinde eller vort Afkom, eller nogen anden paa vore Vegne, kiøbe eller pante os eller
Kronen til noget Frit- og Frelse-Gods her udi Riget i nogen Maade, som fra gammel Tid været
haver.
21. Ikke heller skulle Dannemarks Riges Raad og Adel kiøbe eller pante noget frit
Bønder-Gods efter denne Dag uden det skeer med Kongens Tilladelse.
22. Item hvo, som
kommer til os paa Tro og Love, paa vor Skrivelse og Brev, da skal den fri, sikkert og
ubehindret komme Hiem til sit eget igien, dog at han skal være pligtig for os og
Dannemarks Riges Raad at stande til Rette.
|56723. Item hvem,
som vil feide nogen Riddermand, da skal han giøre ham ærlig Forvaring med hans aaben Brev
&c. (Det øvrige i min kopi er ganske uforståeligt, men kan suppleres af Friderici 2. håndfæstning).
24. Skulle vi og være pligtige med Undersaaternes Hielp at indløse Ørknøer
og Hetland til Kronen igien.
25. Item ville eller skulle vi ikke drage nogen fra sit
Herreds-Ting eller Lands-Ting med vore aabne Breve, ikke heller fra Rigets Canceler efter
Loven. Ej heller skal nogen skyde sig fra sit Herreds Ting, førend Dom er gangen.
26. Men
dersom Sandemænd eller Nævninger sværge nogen Mand til Skade med Urett, saa vit som Jydske
Lov rekker, da skal Lands-Dommeren have Magt, om det af ham begiæres, at opstævne beste
Bøigdemænd og dennem maa fælde, om de have giort Urett. Udi lige Maade skal holdes i
Siælland, og andre Lande, saa vit Siællansk, og Skaansk Lov rekker om Olding og Nævning.
27. Sammeledes skal og holdes om Lov og Laughævd, men paa de Lov og Laughævder, som nogen
af Adelen har givet og giort, skal ikke dømmes uden for Kongen og meenige Dannemarks Riges
Raad.
28. Sandemænd, Ransnævninger og andre Nævninger skulle herefter ikke sværge mod
Lavhævder, eller imod nogen Lov, som given er, men de stande ved Magt, og være uryggelige.
29. Item ingen Forbud skulle vi heller giøre paa Øxen, Korn, Smør, eller noget andet at
udføre her af Riget, uden med Dannemarks Riges Raads Villie og Samtykke, som gammel Sædvane været haver. Om nogen Feide saa hastig paakom i Riget, at vi
ikke saa iligen kunde forskrive Dannemarks Riges Raad, da skulle vi dog forskrive dennem,
som ved Haanden næst ere.
30. Item efterdi Dannemarks Riges Raad Adel og Indbyggere skulle
være pligtige at stande hver Mand til rette for os og Dannemarks Riges Raad, da ville vi
og iligemaade være pligtige at stande hver Mand til rette for Dannemarks Riges Raad.
|56831. Item skal ingen efter denne Dag bøde for Voldførsel
efter Markeskiel, men skal et Vold for hver, som Voldføres, regnes, og ikke meere lige som
det haver været af gammel Tid.
32. Item skulle vore Lehnsmænd skikke Dannemænd til
Herredsfogder, som skikker hver Mand Lov og Ret uden Vild, giør Herredsfogden nogen Urett,
da skal han afsættes, og selv svare til sine Gierninger.
33. Item skal ingen forbydes
Skov, Mark eller Ejendom at kalde til rebs, enddog at Kronen eller Kirken haver der Lod og
Deel udi.
34. Item skal og Adelen have deres egen Hovedgaard qvit og fri for Tiende, som
de selv boe udi, eller holder deres Fogder paa, som bruge deres Avl, paa det de skulde
holde deres Tienere til retfærdigen at tiende.
35. Item skulle og Adelen og Ridderskabet
nyde og beholde *Jus Patronatus til de Kirker og geistlige Lehne, som de kunde beviise med
Brev og Seil at de have Rett til. Dog saa at de Personer, som dermed forlehnede ere, maae
dennem nyde deres Livs-Tid, og, naar de Personer ere døde og afgangne, som nogen Vicarie i
Forlehning haver, da maa hver Riddermands Mand og Adel her udi Riget komme til sit Gods
igien, som de med nøjagtig Brev og Seil beviise kunde, at de ere rette Arvinger til.
36.
Og skal alle Klostere, Prælaturer, Digniteter, Kanikedomme og andre geistlige Lehn, som nu
ikke nævnede ere, ved deres Magt blive til saa længe, at Kongen og Dannemarks Riges Raad
derom med flere viise og lærde Mænd, som de til dennem tage, en anden Skikkelse giver, dog
hver Mands Rett og rette Tiltale dermed Uskadt, og uforkrænket udi alle Maade efter vor
kiære Herr Farfaders Kong Christian den 3dies Recesses Lydelse.
37. Item skulle vi ikke
formindske de Lehn, som gode Mænd have udi Pant, førend deres Breve blive lovligen
indløsede og fuldgiorde, og skulle de heller ikke kunne forbryde slige deres Lehn, som de
udi Pant have, med nogen deres Gierninger uden ved de Gierninger, som de forbryde deres
Arv og Ejendom med. End, |569dersom de forsee sig imod os og
andre Rigets Indbyggere, da skulle de stande til Rette efter Loven.
38. Item skulle vi
ikke give Breve mod Breve.
39. Item skulle vi holde vore Breve med
fuld Magt. Desligeste og holde vore Forfædres fremfarne Kongers udi Dannemark Breve ved
Magt.
40. Item døer nogen ufri Mand, som ufri var fød, og haver dog fanget Frihed, og
haver Frelse-Arvinger, da skal det Gods ikke falde til Kronen, eller udi nogen Ufrihed,
men skal dog komme til hans rette Arvinger igien, enddog de ere ufrie, og det skulle de
dog ikke beholde, men sælge det til Adelen igien inden *Aar og Dag for fuld Værd; Dog om
det er ufrit Gods, det han havde førend han blev fri, det falder igien til rette
Arvinger.
41. Item at Rigets Canzeler ej skal bruge Indseil udi sin egen Sag, men vi
skulle skikke der en anden god Mand til, som sidder udi hans Sted, udi hans Sag under
Rigets og sit Indseil og Navn.
42. Item at Sandemænd ikke skulle sværge om Ejendom efter
denne Dag; Men hvo der vil deele om Ejendom, bør at deeles til Herreds-Ting, Lands-Ting og
for Rigets Canceler, undtagen Herredsskiæll og Markeskiæll.
43. Item bliver nogen god Mand
forført eller beløjed for os, da skal vi det ingen Troe og Love give, med mindre den, som
os sligt sagt haver, vil det tilstaae udi vor og Dannemarks Riges Raads Nærværelse, og udi
den andens Paahørelse, og findes han da at føre Løgn, da straffes han for Løgn, som
vedbør.
44. Item bliver nogen Riddermands Mand Fredløs for ærlige Gierninger, da skal han
bøde 20 lødige Mark for sin Fred.
45. Og efterdi det højeste Regimente udi Riget hænger
meest paa Kongens Person, hvilket Regimente Kongen ikke alleene kand føre, derfor skal
Kongen altiid have en Rigs-Hoffmester, en Canceler, og en Rigs-Marsk, som ere fødde Danske
Mænd af Adel, hvilke Kongen og andre Rigets Raad udi Rigets Ærende og Sager til hans
Kongelige Regimentes Opholdelse skulle være behielpelige. Om Kongen vilde besværge nogen,
være sig enten Adel eller |570Uadel, da skal det være ham frit
og aabet for at give det Rigets Hoffmester, Kongens Canceler, og Rigets Marsk tilkiende,
og lade formane Kongen, at han forlader saadant hans Foretagende. Og dersom Kongen da
ikke vil lade sig underviise (hvilket vi dog for os giøre ville) da skal Kongen strax
udlægge og opnævne den, som klager en benævnt Rettes Dag, og da pleje Anklageren Rett for
Rigets Raad, og nogle af Adelen, som Kongen og dertil skal lade kalde og forskrive, og for
dennem stande hver Mand til Rette, og hænde og give hvad Lands Lov udviser og giver.
46.
Item skulle vi annamme alle Slots Love udi Dannemark og Norge af vore elskelige Dannemarks
Riges Raad Edelinge og indfødde gode Mænd, og ingen anden at holde til vor Haand og
Dannemarks Riges Raad, dem igien at antvorde fra os paa vor Kongelige Eed, naar os
forelagt vorder, og, om nogen Slotts Lov vorder anderledes
forvandlet, da skal det ingen Magt have, uden med meenige Dannemarks Riges Raads Samtykke.
47. Og skal Dannemark være og forblive et frit Kaar-Rige som det fra Arilds Tid været
haver.
48. Alle disse fornævnte Artikler, og hver særdeles bepligte vi os Christian den
4de med Guds Naade udvalde Konge til Dannemark ved vor Kongelige Eed og Christelige Troe
og Love ubrødelig og fast at holde ved alle Puncter, Ord og Artikler, som de udviise og
indeholde uden all Argelist udi nogen Maade. Og have vi til dets ydermeere Vidnesbyrd og
bedre Forvaring, at sligt udi alle Maader holdes skal, som skrevet staaer, hængt vort
Indseil neden for fornævnte vor Haandfæstning, som er vort aabne Brev, med fornævnte vore
Elskelige Dannemarks Riges Raads Indseile. Givet paa vort Slott Kiøbenhavn den 7. Augusti
Aar efter Guds Byrd 1596.
Under vort Zignet
Christian.
|571Christoffer Walkendorff. | Albert Friis. |
Christian Friis. | Arild Hvitfeld. |
Peder Munk. | Henrik Rammel. |
Steen Brahe. | Jørgen Friis. |
Erik Hardenberg. | Predbiørn Gyldenstiern. |
Manderup Pasberg. | Axel Brahe. |
Henrik Belov. | Henrik Lykke. |
Axel Gyldenstiern. | Oluf Rosenspar. |
Absalon Giøe. | Eske Brok. |
Jacob Seefeld. | Christian Holk. |
Breide Rantzow. |
Efter at håndfæstningen var forfattet og underskrevet, skred man til kroningen,
Den kongelige kroning den 29. augusthvilken gik for sig på sådan
måde: Da Hans Majestæt red til kirken, blev hans kongelige krone båret for i vejen af
rigets hofmester, sceptret af rigets kansler,(a) det
forgyldte sværd af rigets marsk, og det gyldne æble af Steen Brahe. Den kongelige krone
blev ham påsat af 3 bisper, og siden blev sceptret, sværdet og kronen ham overleveret.
Derpå fulgte salvingen. Da nu alt dette var forrettet, gav Hans Majestæt sig af kirken
til den kongelige sal. Da så man adskillige lystige spectakler. På Amagertorv var et
vinspring, en hel stegt okse, fyldt med adskillige slags fugle,
hvorom den gemene mand sloges. På Østergade stod et triumfhus, hvorigennem da Hans
Majestæt skulle gå, stod 3 kæmper meget kunsteligt forarbejdet, hvilke bukkede sig
for ham. I det samme kom også en engel ned, hvilken satte en gylden krone på Hans
Majestæts hoved etc. Dagen derefter blev den holstenske hertug Johan Adolfs bryllup
celebreret med Hans Kongelige Majestæts søster Augusta, hvilket gav årsag til mere lyst så
at de efterfølgende dage blev anvendt på adskillige ridderspil.
Endskønt Hans Majestæt nu selv havde antaget sig regeringen og var
blevet en kronet konge, så er det dog troligt at |572han
endda nogen tid har formedelst sin ungdom været i en slags dependence af sine gamle
formyndere, hvorpå haves et stort bevis i Tycho Brahe, hvis forfølgelser, som udbrød
dette år, han ikke Tycho Brahes forfølgelsekunne hindre.
Førend jeg skrider til bemeldte forfølgelse, vil jeg kortelig melde noget om denne store
mands forrige levned efterdi man deraf til dels ser årsagen til det had hos de store
som dette år for alvor ytrede sig.
Tycho var født i Skåne 1546 af adelige forældre,
nemlig af Otto Brahe, herre til Knudstrup, og Berte Samme mands
historieBille. Af dette ægteskab avledes 10 børn, blandt hvilke var fem sønner,
hvoraf Tycho var den ældste, hvilket han selv tilkendegiver ved et vers som han gjorde
ved sin bortrejse fra Danmark:
Ast ego Braheus de quinis fratribus unus |
et genitus primo vix reputatus
eram.(a)
|
Hans farbroder Jørgen Brahe tog ham forældrene uvidende bort i hans barndom
og satte ham til studeringer. Anno 1559 blev han skikket til København, hvor han først
begyndte at få smag på det astronomiske studio. Anno 1562 rejste han udenlands og
opholdt sig i Wittenberg, Leipzig og Rostock, men besynderlig i Leipzig, hvor han
gjorde kundskab med en ung mathematico, Bartholomæo Sculteto, og der, skønt imod sin
hovmesters vilje, lagde sig efter astronomien. På hjemrejsen havde han den ulykke i
Rostock at en dansk herremand ved Hans
aventures i ungdommennavn Manderup
Parsberg afhuggede det største stykke af hans næse, hvorudover han lod
gøre sig en næse af sammensmeltet guld og sølv som han lod hæfte til stumpen. Derefter
gjorde han en vidtløftigere rejse igennem Tyskland og Italien og på adskillige steder
i samme lande således ekskolerede astronomien at han kom til sit fædreneland igen som
en stor og navnkundig astronomus, og da beordrede Friderici 2.
gavmildhed imod hamkong Frederik 2. ham offentligt at læse på universitetet i
København 1574(b) og siden indrømmede ham
den ø Hven, ladende der med stor bekostning oprette |573for
ham det bekendte hus Uraniborg, gav ham derforuden et len i
Norge med andet gods.
Da giftede Tycho Brahe sig med en bondepige ved navn Christine, som
var fra samme sted i Skåne hvor han selv var født, hvilket giftermål opvakte ham had
og foragt hos den hele adel, især hos hans pårørende. Jeg bekender sandelig at dette
parti var ganske uanstændigt. Men man kan sige til Tychonis Gifter
sig med en bondepigeforsvar: (1) at det var vanskeligt for en philosopho med en
metalnæse at få en ung adelig jomfru, (2) at såsom hans meste tanker var henvendt
til himmelens løb så at han intet agtede sublunaria eller de ting som skete på
jorden, så kunne man nogenledes have årsag at pardonnere ham om han heri ikke iagttog moden og
bienséance, helst såsom en så abstrakt philosophus finder mindre
inkommoditet i sådant ringe parti end ved at tage en jomfru af familie der ville
slå rynker på næsen når han satte pengene til på bøger og instrumenter. Hvorom
alting er, så bevæbnede dette mange fornemme folk imod ham og lagde grundvold til den
forfølgelse som udbrød i dette år 1596.
Gassendus regner blandt Tychonis største fjender kansleren. Men hans
største Bliver forfulgt i Christiani 4. minorennitetfjende
var Christoffer Valkendorf, hvilken foruden den tilfælles animositet med adskillige
andre, som rejste sig en del af Tychonis giftermål, en del af den store ære og højtid
kongen lod se imod ham, havde fattet en særdeles bitterhed imod ham formedelst en trætte
som rejste sig af en tro hund, Tychoni tilhørende. Jeg har tilforn fortalt at kong
Jacob forærede ham to engelske dogger. Disse lå idelig for hans dør og lod ingen
indkomme uden ham selv. Da kongen 1592 besøgte Brahe på Hven, og Valkendorf, som fulgte
ham, ville en morgen tidlig gå ind i Tychonis kammer for at se sig om, blev han
overfaldet af samme dogger(a) så at derover blev alarm og nogle hårde ord vekslet imellem
hofmesteren og Brahe, óg formerede den hændelse den uvilje han havde fattet imod ham,
skønt han ikke søgte åbenbart at hævne sig |574førend efter
kansler Kaas’ og Jørgen Rosenkrantz’ død og han selv blev rigshofmester.
Christoffer
Hofmester Valkendorf hans største fjende Valkendorf var
ellers en herre af store meritter. I begyndelsen af Christiani 4. minorennitet var han
rentemester eller rettere rigets skatmester efterdi han i sin tid forvaltede rigets
skatkammer alene uden kolleger, da der dog ellers siden stedse var to rentemestre
fra 1599 indtil det nye skatkammer-collegii
stiftelse 1660.(a)
Medens han administrerede finanserne, skete
anno 1592 et
meget godt etablissement ved det såkaldte
klædekammers indrettelse således at de kongelige
Samme Valkendorfs historie og
karakterhofbetjente og adskillige andre bestillingsmænd nød årligt klæder af
rentekammeret, hvorfor de måtte kvitte en del af deres gage. Jeg ser óg af Ernst
Møllers, kongens skrædders, regning af dato den 31. oktober, som
kongen med egen hånd har underskrevet, at de kongelige børn også fik klæder af samme
klædekammer, thi i regningen findes:
Nok haffuer Ernst Møller annammet af Kongl.
Majsts. Klæde-Kammer til welbyrdige Christian Ulrik Gyldenløvs Kleinning, som efterfølger:
14 Alen graae Kiersie; 4 smaa Bokeskinde &c.
I lige måde af en anden regning, som fru Kirsten Munk med egen hånd har underskrevet,
at hoffruentimmeret blev også forsynet med
klæder af samme klædekammer; thi opskriften på regningen er denne:
Anno 1627 den 21.
Decembr. haffuer Knud Christensen Renteskriver udi Kongelig Majests. Klædekammer
underdanigst leffueret til Fru Chirstens Schredder til Frøknerne til Klæder &c.
En nyttig
anstalt i et land hvor der findes manufakturer som ved sådant middel aldrig kan
fattes debit.
Bemeldte klædekammer var på slotspladsen lige ved
Hans rentekammeranordningerHøjbro, hvor adskilligt slags klæde,
fløjl, stoffer lå forvaret, og hvoraf betjentene bekom årligt en vis kvantitet i
steden for deres løn. Derover var rigets hofmester inspektor eller maître de la
garderobe, óg var der en betjent under ham kaldet klædekammerskriver. Dette
klædekammer |575varede fra 1592 til 1677; thi for så lang
tid findes klædekammerregnskaber aflagt.(a) Det er troligt at Christoffer
Valkendorf som skatmester og siden rigshofmester har haft selv inspektion derover;
thi jeg har forhen vist at han i dette år 1596 blev rigshofmester.
Foruden dette
etablissement gjorde han et andet hvorved han har erhvervet sig hos posteriteten et stort
navn; thi han stiftede år 1595 et kollegium for seksten studenter, som endnu florerer og
var længe kaldet Stifter Valkendorfs kollegiumHofmesters Boder,
siden Valkendorfs Kollegium. I gamle dage var det et karmeliterkollegium, og
siden, da munkene antog den evangeliske tro, faldt det i private folks hænder indtil
Christoffer Valkendorf gav det til sådant brug.
Dette har jeg fundet fornødent at
anføre for at vise det onde med det gode og at tilkendegive såvel hans dyder som
hans lyder; thi ingen kan nægte at denne gode herre var jo en nyttig mand for riget,
skønt hans opførsel imod den store astronomum er en plet som ikke let kan aftos. Vel
er det sandt at man i begyndelsen holdt gode miner med denne astronomo; thi jeg finder at
de fire regeringsråder straks efter kong Frederiks død ikke alene tillagde ham nyt
gods, men endogså på en gang forærede ham 6000 rigsdaler til at stoppe en del af de
bekostninger med som han havde anvendt på sine instrumenter,
(b) ja oprettede for ham et
astronomisk tårn i København, som han selv vidner.(c) Men det varede ikke længe førend det had som man
havde fattet imod ham, ytrede sig.
Forfølgelsen, som sagt er, begyndte 1596 og fortælles
af Gassendo med disse Forfølgelsen imod Tycho Brahe begynderomstændigheder:
En del af adelen bar fortrydelse over at denne mand nød så store
beneficier, i lige måde at han var kommet i så stor estime hos fremmede; thi de så
daglig en mængde af anselige fremmede komme til Danmark alene for at tale med ham.
Dertil må man lægge den tredje årsag, nemlig det foromtalte giftermål, hvilket
|576på de tider kunne ikke andet end ophidse alle fornemme
familier til hævn. Herudover begyndte nogle af rigets råder straks efter kongens hyldning at
besvære sig over den slette tilstand skatkammeret var i, og foregav at det var
fornødent at tilbagekalde adskillige donationer, besynderlig Tychonis, som de holdt for
blev unyttigt employeret. Videre sagde de at det len som Prætekst
til samme forfølgelsehan havde i Norge, blev ham alt for længe kontinueret, og
at det var fornødent at en anden som kunne bevise fædrenelandet mere tjeneste, blev
forlenet dermed. Endelig lagde de dette dertil at han slet håndhævede det roskildske
kapel, hvoraf han nød St. Laurentii præbenda, så at alting derpå forfaldt.
Herudover
blev han tid efter anden skilt ved alle disse beneficier, en del imod kongens vidende,
en del også med hans vidende såsom deslige ting blev ham på en odiøs måde
forestillet, så at han intet beholdt tilbage uden Hven, hvilket ses af hans eget
klagemål således:
Foruden at det forlehnte Gods blev mig frataget strax efter Kroningen,
saa mistede jeg og alt andet, foruden den lille Insel Hueen, som ikke skylder over 200
Rdlr. aarligen.(a)
Óg hjalp kansleren, som burde håndhæve
sådant, ikke lidet dertil. Han skrev også Tychoni til at regeringen kunne ikke længere
kontinuere ham disse beneficier.
Men ingen var hårdere imod ham end rigets hofmester Christoffer
Valkendorf. Den samme skikkede efterfølgende år 1597 tvende mænd til Hven for at
1597informere sig om Tychonis studiis.(b) Disse enten af ondskab eller uvidenhed,
efterdi de ikke kendte de matematiske instrumenter, berettede ved deres tilbagekomst at
Tychonis studia var ikke alene unyttige, men endogså skadelige. Herudover, da Tycho
forlod Hven og satte sig ned i København og der fortsatte sine observationer, lod
hofmesteren ham ved byfogeden vide at han skulle holde op dermed,
Hofmesteren forbyder ham at observeresom han selv vidner med disse ord:
Det blev mig |577ikke tilstedt i min egen Gaard i Kiøbenhavn at
observere, ej heller paa det Astronomiske Taarn, som af de 4 Regierings-Raad var oprettet
i Kiøbenhavn.(a)
Det var ikke nok at man forbød denne kostbare
mand at fortsætte sine studia, man søgte også at overfalde ham og handle ilde med hans
folk, og da han stævnede sagen ind for tinget, blev byfogeden
forbudt at dømme deri. Tychonis broder Steen Brahe, som var en af de ældste i rådet,
søgte vel så vidt som muligt at hindre denne forfølgelse, men kunne intet formå imod
den mægtige Valkendorf.
Af dette mærkede Tycho Brahe at det var ikke tjenligt for ham at
blive længere i sit fædreneland. Han søgte derfor at føre alle sine mobilier fra Hven,
(b) ladende alene nogle Tycho forlader
landetinstrumenter tilbage som han frygtede ved flytningen at ville beskadiges.
Derpå fragtede han et skib og embarkerede sig med sin hele familie og boskab.
Således måtte den store mand vige for sine fjenders misundelse og søge fremmede lande,
hvor han overalt blev med stor ære modtaget. Om hans videre skæbne og død skal tales
på et andet sted.
Omendskønt disse forfølgelser skete i kongens navn, så var det dog
imod hans vidende, hvilket ses en del af Tychonis egen bekendelse, hvori han vidner om
kongens uskyldighed med disse ord:
Tu quoque magnanimi Friderici heroica proles |
inscius, hac culpa, Rex generose, vacas. |
Så at det er en opdigtet fabel som fortælles, at han havde spået kongen
et ulyksaligt regimente og derfor var kommet i unåde. Vel er sandt at han bemængede sig
ved at stille nativiteter, og at han virkelig stillede Christiani 4. nativitet kort
efter hans fødsel, som han selv tilkendegiver med disse ord:
Hæc cum ita sint, non abs re
futurum esse judicavi, si tibi,
inclyte |578Christiane,
genethliacam Coeli faciem constituerem.(a)
Men den indeholder intet af sådant som foregaves.
Hans Kongens bilager med Anna Catharinafjender tog deres tempo i
at da Hans Majestæt var i Tyskland for at anholde om den brandenburgske prinsesse
Anna Cathrine, med hvilken han holdt bilager den 27. november i samme år, óg blev hun
med stor pragt kronet året derefter, nemlig 1598 den 12. juli.(b) Højstbemeldte dronning var en datter af
1598Joachim Frederik,
markgreve af Brandenburg og administrator til Magdeburg, som
siden blev kurfyrste efter Johannis Georgii død; óg var hun i sit 22. år da hun holdt
bilager med kong Christian.(c)
Såsom nu kongen havde nået sit 21. år, hørte alt formynderskab og
Kongen antager selv regeringendependence rent op, óg
regerede Hans Majestæt siden stedse med sådan visdom at han ved sit regimente kom i
anseelse blandt alle konger og fyrster. Men førend jeg går videre fort, vil jeg efter
gode skribenters måde forestille i hvad tilstand Danmark var
på de tider da denne højpriselige konge succederede sin hr. fader i regeringen,
hvilken afridsning hjælper ikke lidet til historiens rette forståelse.
Den højsalige konge Frederik 2. havde ved sin berømmelige regering sat
Danmark i sådan herlig tilstand at dette rige fast ingen tid har mere floreret
og været på bedre fod end efter hans død. På den ene side havde han formeret
Rigets tilstand ved hans ankomst til regimentetog bestyrket
riget ved Ditmarskens undertvingelse, hvilket landskab stedse havde været Danmark en torn
i øjnene, item med Øsel og Sonneborg, hvorpå de svenske siden måtte afstå deres
prætentioner ved den sjørødske fred, hvorom videre siden, og efter hertug Adolf af
Holstens død forenede han med kronen igen den halve del af hans lande og det
biskopdømme Slesvig samt erholdt af kejser Maximiliano 1570 det privilegium for
Hol-|579sten at ingen appellationer i sager af
mindre end 500 rhinske gyldens importance måtte komme for den kejserlige hofret
Rigets indvortes styrkeeller rigets kammerret. På Oldenborg
og Delmenhorst erholdt han af kejseren i samme år ekspektance, på hvilken ekspektance kong
Christian den Femte grundede siden sin ret og forenede samme grevskaber med kronen da den
sidste greve Antonius Guntherus døde uden livsarvinger 1667.
På den anden side ved den lykkelige syvårskrig og den fordelagtige
stettinske fred havde han erhvervet nationen stor reputation og sat Sverige i den stand
at det turde ikke lettelig bevæge sig imod dette rige. Til søs var også nationen i
stor anseelse, thi han havde renset Østersøen fra sørøvere og tvunget de danzigere at
betale 100.000 rigsdaler til straf fordi de bjergede nogle af dem i deres havn. Ved den
herlige fæstning Kronborgs fundation havde han tilegnet Danmark herredømme over
Østersøen, hvorfor denne fæstning var ligesom en nøgle. Den ø Bornholm, som var pantsat
de lübeckere, løste han tilbage 1576.(a)
Med fremmede potentater stod riget i fortroligt venskab; thi som denne
højpriselige konge var en af de fredsommeligste herrer i hans tid, så kunne det ikke
mangle han jo måtte have de fleste potentater til sine venner, og på det den del han
havde i Kurland, skulle ikke give anledning til at indvikle landet i krig, solgte han
det for 30.000 rigsdaler til kong Stephanus Bathori.
Med de protesterende fyrster i Tyskland
stod riget da i god fortrolighed, Dets tilstand i henseende til
fremmede potentaterthi kong Frederik var anset som en støtte for den
protestantiske religion, besynderlig efterdi den vaklede så meget i Sverige under
kong Johannis regering. Især var riget affektioneret det kursachiske, brandenburgske
og mecklenburgske hus, med hvilket sidste han var allieret formedelst sin dronning, som var
Sophia, hertug Ulriks datter af Mecklenburg. I Frankrig havde han
forbundet sig Henrik, kon-|580gen af Navarra, som var hoved
for de huguenotter sammesteds, og skikkede ham secours.
De tvistigheder som han havde med
Moskovien angående sin broder Magnus,
med England angående den engelske handel som blev forflyttet fra Narva til Arkhangelsk,
hvorved Danmark led skade på den øresundske told, og Skotland angående Orkneyøerne,
kunne ikke bryde det venskab han havde med samme riger, tværtimod de søgte at alliere sig
med Danmark, særdeles Skotland, der holdt an om den danske prinsesse Anna for sin unge
konge Jacob, hvilket ægteskab gik for sig i Christiani 4. tid, så at denne lyksalige
konge efterlod riget i en meget florerende tilstand, hvori det kontinuerede længe
under hans søn, der i kongelige kvaliteter og forstandigt regimente fast overgik alle
europæiske potentater i hans tid, hvorvel lykken i hans høje alder vendte ham ryggen,
hvorom skal tales videre.
Det første Hans Majestæt ved sin regerings tiltrædelse fik at bestille, var med
England. Jeg har tilforn fortalt om de tvistigheder der var imellem
Tvistighed imellem Danmark og EnglandDanmark og England
angående sejladsen nordenpå til Arkhangelsk, og at de engelske ved at drive den russiske
handel på den side havde gjort Danmark stort afbræk i den øresundske told. Foruden
denne tvistighed var der også en anden angående de engelske fiskere ved de norske og
islandske kyster, hvilken tvistighed formerede sig efterfølgende år 1599 da de danske
overfaldt nogle engelske skibe fra Hull 1599 som fiskede ved
Norge,(a) hvilke de erobrede og gjorde til
pris. Dette opvakte dronning Elisabeth af England til vrede, óg lod hun ved Stephanum
Leisierum og Thomasium Ferrarium protestere imod sådant foretagende ved det danske hof og
begære de borttagne skibes relaksation. De danske svarede derpå at de engelske med ingen
ret kunne tilegne sig fiskeriet ved Island og Norge, som var Hans Majestæts lande, og at
man nylig tilforn havde advaret de engelske at hvis de ikke holdt sig derfra, måtte
de vente sig sådan eksekution.
Vel var sandt |581at adskillige
gamle norske konger havde tilladt de engelske sådan frihed, og at disse privilegier var
dem fornyet af nogle af de danske konger, óg findes der indført i en kommercetraktat
som kong Hans sluttede med England, den artikel at de engelske hvert syvende år skulle
begære frihed til sådant fiskeri. Men just den artikel gav til kende at de ingen ret
havde akkvireret dertil, og at det stod i de danske kongers magt at kontinuere dem efter 7
års forløb sådan frihed eller ej. Og omendskønt de engelske i rigernes urolige
tider havde uden modsigelse øvet denne handel en lang tid, så fulgte deraf ikke at
kongerne havde renonceret på deres ret at forbyde sådant. Hvad
det andet engelske hovedargument angik, at havet er frit for alle, da var det i denne
casu svagere efterdi alle jurister deri er enige at enhver potentat kan tilegne
sig proprietet af den del af havet som er nær ved kysterne af de lande som han er herre
over, óg har ingen nation mere påstået sådan ret end den engelske. Ja, deres
jurister, især Seldenus, har skrevet hele bøger derom.
Men såsom ved disputter ingen
ende kunne gøres på denne tvistighed, forlangte dronning Elisabeth efterfølgende år
1600 at der måtte 1600kompromitteres på visse herrer som
kurfyrsten af Brandenburg, hertug Henrik Julius af Braunschweig og hertugen af Mecklenburg,
som skulle kende i sagen. Men kong Christian vægrede sig derfor, holdende for at det
var unødvendigt at sætte i kompromis en sag af den klarhed. Man blev derfor endda ved
at disputere derom, og begge potentater søgte at bevise deres ret, dronningen ved
Leisierium og Ferrarium og kongen ved den lærde Nicolaum Kragium,(a) som var ved det engelske hof.
Endelig forenede man sig således
at der af begge riger skulle skikkes commissarier til Emden for at afgøre tvistigheden
i mindelighed, óg Kongres til Emdenaffærdigede dronningen
didhen Richard Bancroft, biskoppen af London, Christof Perkins og J. Swale. Men da de
enten for-|582medelst kontrær vind eller formedelst
andre ubekendte årsager ikke lod sig indfinde til bestævnte tid, og de danske
commissarier havde forgæves biet efter dem, rejste de sidste bort, óg siger Camdenus
at mangel på proviant og levnedsmidler drev dem dels til at haste med bortrejsen
efterdi kongerne af Danmark på de tider gav med deres gesandter en vis kvantitet
proviant og ikke penge som andre potentater,(a) hvilket er en
kuriøs En kuriøs
anmærkning ved de danske gesandteranmærkning, óg skulle man næppe kunne tro
sådant hvis det ikke var bekræftet af sådan troværdig skribent som levede på samme
tider; thi sådan skik kunne holdes for at føre stor ulejlighed med sig, og at
negotiationer kunne derudover gøres til intet, ja at man kunne forcere gesandter ligesom
belejrede byer at give sig formedelst mangel på proviant. Men det er troligt at hvis
sådant har været i brug, at det er sket i den henseende at de skulle drives des snarere
til at bringe negotiationerne til ende, uden at tale om at der kunne denne gang have
været en hemmelig årsag til sådant; thi man ser såvel af foregående som
efterfølgende at kong Christian ingen synderlig lyst havde at handle om de sager, og at
derfor sådant kunne have været gjort af politik for at bryde overtværs med disse
forhandlinger.
Hvad indenlandske sager angår, da lod kong Christian dette år bygge et
Consistorii fundatsnyt og skønt hus
for collegio consistoriali i København og straks derhos den professorresidens som
han lagde til universitetet tillige med den skønne have som er indrettet for medicinæ
studiosis. Året derefter, nemlig 1601, var Hans 1601Majestæt
selv tillige med prins Ulrik overværende da Nicolaus Kragius blev kreeret til rector
universitatis, óg lod han da ved fornævnte Kragium det nybyggede hus indvie og gav det
kunstige astronomiske værk, hvis lige er rart at finde i Europa, tillige med det
kongelige bibliotek til universitetet.
På samme tid den 22. maj(b)
Tycho Brahes døddøde i Roskilde den navnkundige theologus
Niels Hemming i sit 89. år efter at han nogle år havde været blind. Men i dette år
døde end en anselige-|583re mand, nemlig den store
danske astronomus Tycho Brahe, hvis skæbne efter hans bortrejse fra Danmark var denne:
Efter at han havde opholdt sig en tid lang i Rostock, gjorde han en visit til den
fortræffelige Henrik Rantzau, hvilken tog imod ham med usigelig glæde på sit slot
Wandsbek.(a) Der gjorde han
et klagemål over sit fædreneland på vers som begynder således:
Dania, quid merui, quo te mea patria læsi |
usque adeo, ut rebus sis minus æqua meis? |
I det år 1599 kom han til Prag, hvor kejser Rudolphus 2. tog imod ham
som en mand der var skikket ham af Himmelen; thi han gav ham straks en årlig pension af
3000 dukater (guldgylden), item et skønt hus i Prag og et adeligt gods. Han blev så i
stor agt hos højstbemeldte kejser indtil 1601 da han døde på sådan måde den 13. februar:
I samme år blev han inviteret til gæst af en herremand ved navn Rosenberg.
Der holdt han over bordet alt for længe sit vand såsom han ikke ville gå ud førend man rejste sig
fra taffel, men blev derover så svag at han ikke kunne kaste sit vand mere, faldt også
i en feber, hvoraf Hans berømmelsehan døde nogle dage
derefter.(b)
Det er ufornødent at tale videre
om denne store mand såsom hans historie af alle er bekendt. Han var en stor
astronomus, medicus og chemicus,
var også helt kyndig i det latinske sprog og skrev
gerne latinske vers. Hans nye systema i astronomien, hvorved han går en middelvej
imellem de gamle og Copernicum, er af alle bekendt. Ved de store decouverter han havde
gjort i kemien, kurerede han adskillige folk for intet, og det med største velvillighed,
thi han var ikke en mindre god end en habil og lærd mand, så at det er at beklage at
han havde så tynd lykke i sit fædreneland.
Det er ellers mærkeligt at hans forfølger
Christoffer Valkendorf døde i samme år den 2. februar.(c)
|584Hans karakter er tilforn givet, hvorfor jeg derom
her intet mere vil tale. Jeg vil kun alene sige dette at han havde tjent under 3 konger.
I Christiani 3. tid var han hofjunker, og under Friderico 2. blev han først lensmand på
Gotland og siden i Bergen, hvor han forrettede sit embede med myndighed og var den
første som indskrænkede de kontorske så at de siden den tid ikke har spillet mestre
i Bergen som tilforn. Siden blev han rentemester og i Christiani 4. minorennitet en af de
4 regeringsråder, og endelig, da kongen selv antog regeringen, blev han gjort til
rigshofmester. I samme år skete forandring med et andet højt embede idet at
statholderen i Norge Axel Gyldenstierne tog sin afsked, og rigets råd Jørgen Friis blev
statholder i hans sted.
Efter at det møde som var berammet til Emden, således var løbet
frugtesløst af, kontinuerede ikke alene disse tvistigheder om fiskeriet ved de norske og
islandske Tvistigheder med England kontinuererkyster, men de
andre gamle blev også oprippet, nemlig om farten nordenpå til Arkhangelsk og om tolden
i Øresund, over hvis forhøjelse dronning Elisabeth straks efter kong Frederiks død havde
besværet sig; thi det er troligt at den højsalige konge har forhøjet tolden i Øresund
for de engelske, at den skade nogenledes kunne rembourseres som riget led ved farten på
Arkhangelsk eftersom den engelske handel på Rusland blev tilforn drevet igennem Sundet.
Disse mange tvistigheder kunne omsider give anledning til en åbenbar krig imellem
rigerne, hvorudover begge potentater tog sig for at forsøge på ny om trætten kunne
afgøres i mindelighed, og til den ende berammede et andet møde til Bremen.
Didhen Møde til Bremenblev af dronning Elisabeth affærdiget nye
commissarier, óg deputerede kong Christian fra Danmark Manderup Parsberg, Arild Huitfeldt,
rigets kansler, og Jonas Charisius. Disse mødte tillige med de engelske commissarier til
Bremen i det 1602år 1602.
De engelske commissarier begyndte da straks at fremføre deres gravamina
angående den hinder som blev gjort dem i deres russiske sejlads over Nordsøen, item i
deres fiskerier, og |585endelig at tolden i Øresund blev dem
forhøjet. De begærede at det forbund som var gjort mellem kong Johannem og kong
Henrik den Syvende, måtte efterses og akkommoderes efter disse tider, at tolden måtte
nedsættes igen, at deres skibe måtte ikke opholdes længe i Sundet, og at ingen sager
som kunne tjene til krig, måtte føres til Spanien.(a)
Dette alt sammen reducerede de til
visse kvæstioner, såsom om det er en konge tilladt at forøge tolden efter sit eget behag
mod gamle forbund; om det som en gang er akkorderet og siden i lang tid tilladt, kan med
rette ophæves; om den told som alene skal Hvad som der blev
forhandletbetales for passagen igennem Sundet, kan sættes på varerne, som
aldrig er sådan byrde underkastet uden hvor de udskibes og
sælges; om ikke havet er frit for alle, og om man derfor kan nægte de engelske at sejle
på Arkhangelsk eller at fiske i Nordsøen. Disse spørgsmål blev vidtløftigt ventileret.
Omsider proponerede de danske commissarier, eftersom den nye handel på Arkhangelsk havde
gjort Danmark stort afbræk i dets indkomster, at de engelske købmænd for at indemnisere
riget nogenledes måtte årligt aflægge 200 rosenobler så længe som dronningen levede,
og at det på begge sider borttagne gods igen måtte restitueres. Endelig forlangte
de at de engelske fribyttere måtte under hård straf tilholdes ikke oftere at
forurolige disse rigers købmandsskibe. Hvad de sager eller varer angik som førtes til
Spanien, sagdes de at være så
ringe og af så liden vigtighed at samme rige kunne meget
vel undvære dem.
Efter at man i tvende måneder havde tvistet derom, gav de danske
commissarier omsider til kende at de af deres høje principal ingen fuldmagt havde til at
reformere de gamle forbund, ej heller til at slå af og formindske tolden eller at
tilstede fiskeriet ved de islandske og norske kyster uden videre ordre eller på visse
konditioner. De lod også derforuden tilkendegive at kongen ej heller kunne tilstede de
engelske at fiske ved Færøerne, hvorimod da de engelske deputerede protesterede, blev der
|586omsider sådan aftale gjort at de på begge sider
skulle referere deres høje principaler hvad som forhandlet var. Óg lovede da de danske
at de skulle tale med kongen til det bedste om tolden, og at i konfiskationssager intet
skulle gøres til pris uden de varer som blev fordulgt. Dermed lod de
Disse tvistigheder ophører ved dronning Elisabeths dødengelske
commissarier sig nøje, óg skiltes de da venligt fra hinanden, opsættende tvistighedernes
afgørelse til belejligere tid. Og såsom dronning Elisabeth kort derefter døde, og
Christiani 4. svoger, kong Jacob, kom på tronen, stiftedes der et fortroligt venskab
mellem rigerne, som varede indtil Caroli Stuarts ynkelige død, så at jeg intet mere
finder at være talt om deslige tvistigheder i Christiani 4. tid, men ser alene at
kong Carl 1. i det år 1626 intercederede for de engelske som fiskede under Vardøhus og
Lapmarken.(a)
På
samme tid blev sluttet ægteskab mellem kongens broder Johannem og den moskovitiske
prinsesse Alexia, Boris Godunovs datter. Brylluppet var berammet at skulle stå på nytårsdag 1603.
Men han døde året tilforn ved Martini tider.(b) I samme år døde også tvende
anselige mænd, nemlig Hans Pedersen Basse, Norges kansler, og den berømmelige Nicolaus Kragius, som
nylig før hans død var aflagt med titel af kongens råd.
Disse tvistigheder okkuperede kongen i begyndelsen af hans regering,
ligesom de holstenske affærer havde i hans mindreårighed givet nok
at bestille; men de samme blev nu lykkeligt bragt til ende, og den unge hertug Johan
Adolf blev året derefter, nemlig 1603, forlenet med det slesvigske. Der stod alene
tilbage 1603tvistighed med Hamborg om den sædvanlige hyldning,
hvilken staden vel ikke turde vægre sig for, en del fordi det var en vedtaget skyldighed,
en del også efterdi den kort før Friderici 2. død havde forbundet sig at kontinuere med
sådan pligts Hamborg anmodes om hyldningaflæggelse, hvorvel
det er troligt at de under hånden søgte at dispenseres derfra, og at det var efter
stadens egen tilskyndelse at kejser Rudolphus 2. under straf af rigets akt forbød den
|587at bevise sådan hyldning. Men uanset dette forbud
tog Hans Majestæt sig for i det år 1603 efter sine højlovlige formænds eksempel at
anholde om sådan pligt. Og såsom den hamborgske hyldning har adskillige gange givet
anledning til tvistighed, og denne konge er den sidste som er blevet hyldet i Hamborg,
holder jeg fornødent at røre lidet om denne anselige stads historie og at vise hvorpå
de danske kongers ret er grundet.
Det er bekendt at Hamborg tillige med Holsten og en stor del af
Tyskland blev erobret af den sejrrige danske konge Valdemaro 2. Samme konge overgav
Oprindelse til de kongelige prætentioner denne stad til grev
Albrecht af Orlamünde, dog med de vilkår at han årligt deraf skulle give til riget 50
lødige mark og følge kongen i krigsfærd hvor han ham tilsagde.(a) Denne greve af Orlamünde,
som Den hamborgske krønike
vidner, skal have solgt Hamborg for 1500 mark guld til indvånerne da han så sig ingen
undsætning mod de holstenske herrer af kongen, som efter sit langvarige fængsel og det
ulykkelige slag ved Bornhøved ikke var i stand at redde staden.
På dette købebrev
grunder Hamborg sin formente frihed og vil passere for en umiddelbar rigsstad. Men
det kan bevises at grev Adolf af Holsten siden har hersket over Hamborg(b) såvel som det øvrige af Stormarn, hvori samme stad ligger, såsom han
forhvervede den hos kejser Frederik 2. adskillige privilegier, gav den toldfrihed over
hele Holsten og tilstedte hamborgerne at holde årligt tvende markeder. Dernæst findes
under stadens segl et fordrag gjort 1292(c) mellem de holstenske herrer og staden, ved hvis kraft de
holstenske herrer skal nyde halvdelen af stadens indkomster, óg vidner historien at grev
Adolf og grev Gert år 1309 har pantsat til Henrik Costin, borger i Lübeck, halvdelen
af den hamborgske told, som dem tilhørte.
Anno 1363 har hertug Albert af Mecklenburg som
en forordnet dommer af |588kejser Carl 4. til Lübeck forhørt de
holstenske herrers tiltale på Hamborg og tildømt samme herrer et fuldt herskab med
hyldning og ret over Hamborg. Dette nægter vel hamborgerne ikke, de
foregiver alene at højbemeldte hertug af Mecklenburg var en partisk dommer, skønt de
selv havde indskudt sig for kejseren, og Hans Kejserlige Majestæt havde benævnt samme
dommere. Vel er sandt at denne dom blev siden svækket formedelst et forlig af 1364
mellem greven og den stad Hamborg, men samme forlig selv udviser grevens herredømme over
staden; thi deri stadfæster han dem alle deres privilegier og friheder og forbeholder
sig og sine arvinger al den ret som hans forfædre har haft inden og uden staden, lover
at forsvare borgerne når behov gøres. De derimod lover ham som deres herre tro og
lydighed. Højstbemeldte kejser Carl lod ydermere år 1368 affærdige et åbent brev til
hamborgerne og deri byder dem at være de holstenske grever deres rette herrer hørige og
lydige og truer staden at hvis den ikke bekvemmer sig dertil, vil Hans Majestæt
forhjælpe greverne til deres ret.
Heraf ses hvor stærk de holstenske herrers ret er
til Hamborg, og at de kejserlige befalinger som siden er udgivet, staden til fordel,
ikke kan svække herrernes ret eller ophæve Hamborgs medietet såsom det ikke står
i en kejsers magt at skille nogen rigsfyrste eller greve ved sin herlighed. Hamborgs
frihed og independence grunder sig derfor alene på ovenmeldte grev Albert af
Orlamündes købebrev, hvilket i sig selv er kraftesløst formedelst tvende årsager:
1. Efterdi det stod ikke i samme greves magt at sælge den stad som han havde fået af kong
Valdemar, med vilkår at give årlig pension deraf og være forpligtet til kongens tjeneste
når behov gjordes, og derfor sådant købebrev kan passere for et chartek efterdi det
ikke har overherrens konfirmation.
2. Efterdi Hamborg siden er tildømt at være de
holstenske grever lydig og selv siden har erkendt dem for deres rette herrer. Det gør
ej heller til sagen at de holstenske grever ikke har ladet sig hylde i Hamborg; thi
alle konger af Danmark som hertuger af Holsten har erholdt sådan hyldning.
|589Dette er Staden erindres om sin
hyldningspligtoprindelsen til de danske kongers overherskab over Hamborg, og for
hvis årsag kongerne af det oldenborgske hus ved deres regerings tiltrædelse lod sig
hylde i samme stad: I det år 1603 anholdt Hans Kongelige Majestæt og hertug Johan
Adolf som regerende herrer i Holsten skriftligt hos den stad Hamborg at den efter
sin pligt og ældgamle sædvane skulle underdanigst hylde dem såsom den havde gjort deres
forfædre tilforn. Derpå har rådet tillige med borgerskabet, hvoraf 60 dertil var
forordnet, med foregående bøn af prædikestolen til Gud at den forestående hyldning
måtte ske Gud til ære, Hans Kongelige Majestæt og Fyrstelige Nåde
og staden til nytte, skriftligt svaret og allerunderdanigst begæret at der måtte først sendes til dem nogle
mænd med instruktion og fuldmagt at handle om nogle vigtige punkter. Derpå blev
skikket på Kongelige Majestæts vegne statholderen Gert Rantzau og
Bendix von Ahlefeldt, amtmand til Steinburg
med en jurist. På fyrstens vegne hr. Diderik
Blom og Clemens Gadendorf, fyrstelige holstenske råder, og Nicolaus Junge, U.J.D., med hvilke
der blev holdt venlig deliberation over alle nødvendige punkter og kapitulationer
angående stadens privilegier og frihed og endelig af begge dele enstemmeligt besluttet
at hyldningens Stadens resolutionannammelse skulle ske efter
gammel sædvane ligesom i Hans Kongelige Majestæts og Fyrstelige Nådes forfædres tider, og
Simonis Judæ dag den 28. oktober blev bestemt til det kongelige og fyrstelige indtog.
Da nu den bestemte dag til hyldningen var nært for hånden, og der var
forefaldet nogle vigtige sager som staden ønskede måtte først afhandles, skikkede staden
2 licentiater, en rådsherre og en secretarium til kongen at handle derom, hvilken tog
meget nådigt imod dem og forsikrede staden om alt godt.
På bestemte dag kom begge herrer samt andet herskab med stor pomp ind
Kongens og hertugens indtog i Hamborgi staden og blev
modtaget med salveskyden og stykkernes løsning, og den efterfølgende dag blev de
herligt beskænket både af rådet og borgerskabet.
|590Det fremmede herskab
som indfandt sig tillige med kongen og fyrsten og
deres gemaler, var kongens fru søster Hedevig, kurfyrstinden af Sachsen, den moskovitiske
gesandt Offinassi Juanovitz, hertug Johan Frederik, ærkebisp til Bremen, hertug Henrik
Julius til Braunschweigs gemal, hertug Ernst, regerende hertug til Zell, med sine brødre
Augustus, Magnus, Frederik, Jørgen og Hans, hertug Adolf, Frederik og Johan Albrecht til
Mecklenburg, hertug Ulrik til Slesvig-Holsten, hertug Alexander af Sønderborg, grev Enno
til Ostfriesland med sin gemal, grev Antonius Gynther af Oldenborg og grev Gynther af
Svartzborg.
Søndagen, som var den 30. oktober, red Hans Kongelige Majestæt med hertug Johan
Adolf og andre herrer, omringet af adskillige drabanter, alle klædt i rødt fløjl,
til Skt. Peders Kirke, hvor magister Johan Schelhammer gjorde en herlig lykønskningsprædiken.
(a)
Efter prædikenen var holdt, red Hans Kongelige Majestæt og fyrsten i samme
Hyldningens procesproces til rådhuset, der at modtage
hyldningen, og begav sig på den store sal, hvor det hele råd samt dets syndicus,
sekretærer og de udkårne af borgerskabet var forsamlet.
Hans Kongelige Majestæt og Hans Fyrstelige Nåde stillede dem på den øverste
del af salen hvor de 4 borgmestre plejede at sidde. På herskabets højre side stillede
sig det kongelige og fyrstelige råd. Det kongelige som
Gert Rantzau, statholderen, Hans Rantzau,
amtmand til Rendsborg, Bendix Ahlefeldt, amtmand til Steinborg, Claus
Ahlefeldt, amtmand til Kadings, Henrik Rantzau til Potlos, Balthasar Ahlefeldt, amtmand til
Flensborg.
Hertug Johan Adolfs råd: Dieterik Blom, amtmand til Tønder, Georg Sehested,
amtmand til Steinhorst, Frederik Ahlefeldt, amtmand til Apenrade, Dieterik von Buchwald
til Gottorp og Thomas Blome til Trittow.
|591På den venstre side stod borgmestrene og syndici samt det hele råd og de udkårne af borgerskabet.
Den kongelige kansler gjorde en liden indgang af efterfølgende indhold, at
Den kongelige kanslers propositionrådet og borgerskabet
måtte erindre sig til hvad ende og i hvad mening Hans Kongelige Majestæt og Fyrstelige
Nåde var kommet til Hamborg, nemlig nådigst og nådig at modtage den gamle sædvanlige
hyldning, derpå forventede de rådets og borgerskabets underdanigste resolution, hvorpå
borgmesteren Joachim Bechendorff gav på gammelt nedersachsisk sådant svar:
Dorchluchtigster, Grosmächtigster Herr König, Durchluchtiger Stadens erklæringHochgeborner Först tho Holsten, gnedigst und
gnedige Herren! Nach dem Ju Königl. Mayestät und Förstl. Gnade tho Holsten dorch den Willen Godes des Almägtigen in disse gude Stad gekommen sind, so
erschienen wy
Börgermeister und Rath, samt dem uthschote der gemeinen Börgerschafft, und bekennen, uns,
tho wesende Gledematen des Förstenthum Holsten und Stormarn, und willen uns by Ju Königl.
Mayst. und Förstl. Gnaden als Försten tho Holsten und Stormarn holden in allen gebörlichen
Sachen, wo fromen Lüden by öhren natürlichen gebohrnen Lands-Försten und Herren tho dohnde
geböhrt, und unser Forfahren alletydt geholden hebben. By also dat wy by unsern
Privilegien, Gerechtigkeiten und olden gebörlichen Gewahnheiden bliwen und gelaten werden.
Wo nun Ju Königl. Mayst. und Förstl. Gnaden uns gnädigst und gnädig willen annehmen, und
unsere Privilegien, Gerechtigkeiten, und olde redlichen Gewahnheiden confirmiren, holden
und handhaven uns ock gehlich andere Ju Königl. Mayst. und Förstl. Gnaden Undersaten tho
recht vorbidden und vordedigen.
|592På dansk lyder det således:
Eftersom Eders Kongelige Majestæt og Fyrstelige
Nåde er kommet i denne gode stad, så fremstiller vi borgmester og råd samt Forklaret på danskborgerskab os og bekender os at være lemmer
af de fyrstendømmer Holsten og Stormarn og vil holde os til Eders Kongelige Majestæt og
Fyrstelige Nåde som fyrster af Holsten og Stormarn i alle tilbørlige sager som fromme
folk bør at gøre til deres naturlige fyrster og herrer, og som vore forfædre altid har
gjort, dersom Eders Kongelige Majestæt og Fyrstelige Nåde os nådigst og nådig vil antage,
konfirmere vore gamle privilegier og beskytte og forsvare os som
andre Eders Kongelige Majestæts og Fyrstelige Nådes undersåtter.
Derpå har Hans Kongelige Majestæt for sig og fyrsten af Holsten svaret
således:
Vi Christian den 4., konge til Danmark og Norge etc., og hertug Johan
Kongens svarAdolf, hertug i Holsten og Stormarn, antager eder,
borgmester og råd samt gemene såsom lemmer af de fyrstendømmer Holsten og Stormarn,
vil óg nådigst og nådig beskytte og håndhæve eder ved eders gamle skikke og privilegier
og gamle sædvaner, konfirmere og stadfæste eder de samme, såsom Vi også hermed i
originali nådigst og nådig vil overlevere eder de samme og beskytte og beskærme så
længe Vi og vore arvinger bliver ved Vore gamle fyrstelige arvelige regalier, ret,
højheder og herligheder, hvilke Vi hermed vil have Os forbeholdne.
Efter at denne tale var holdt, bekræftede borgmestre og råd med
borgerskabet sådan hyldnings forpligtelse med deres hænder og bekom ny konfirmation
på deres privilegier in originali.
Hans Majestæt havde ladet slå adskillige penge af guld og sølv, hvilke han
efter hyldningen lod kaste blandt folket. På samme |593penge
stod en elefant, på hvis ryg var et tårn fuldt af folk.(a)
Det høje herskab forblev i Hamborg til den 9. november, og da blev på
samme måde som indtoget skete, taget afsked. Således beviste da den stad Hamborg sin
tilbørlige underdanighed til sin arveherre. Og såsom dette er den sidste hyldning, så
har jeg holdt fornødent at føre den omstændigt ud for at lægge de kongelige prætentioner
des mere for dagen.
Hvad rigets naboer, især Sverige, angår, da havde der i mere end 30 år
været fred imellem rigerne, óg syntes al materie til tvistighed at have været ophævet ved
den stettinske fred. Men i begyndelsen af denne konges regering rejste sig adskillige
tvistigheder imellem danske, norske og svenske undersåtter så at man i dette år
1603 måtte af begge rigerne udnævne commissarier til et møde imellem Halland, Skåne,
Blekinge og Sverige. Derom findes adskillige skrevne acta, hvis indhold jeg ikke vil
anføre eftersom det ikke kan interessere læseren meget. De fornemste dokumenter som
tjener til disse tvistigheders oplysning, er: (1) Christiani 4. skrivelse til Lauge Urne,
Eske Bilde og Jacob Bek, dateret København den 20. juli 1603; (2) commissariernes skrivelse
til statholderen om Grænsetvistigheder imellem Danmark og
Sverigeinstruks, dateret Helsingborg den 29. ditto i samme år; (3) kongens brev
til commissarierne af dato Ermelund den 2. august; (4) kong Carls skrivelse til sine commissarier,
dat. Kalmar den 16. august; (5) statholderen af Kalmars
brev til Jonas Christensen, ridefoged i Blekinge, med ridefogedens svar; (6) de svenske
commissariers skrivelse til de danske fuldmægtige, dateret Rysby den 14. august, med svar på
samme brev, dateret Christianopel den 17. august; og endelig commissariernes domme.(b) Men som der blev
fældet separate domme, en af de danske og en anden af de svenske commissarier, blev
tingen såvel i den post som i andre den samme som den var.
Om de andre
tvistigheder skal tales videre når jeg kommer til den svenske krig.
|594Hvad ellers mærkværdigt er som tildrog sig dette år, er at dronning Anna
Catharina blev forløst med en ung prins kaldet Christian, som siden blev destineret til
successor i regeringen og derfor i kongens levende live førte titel af Christian 5.
Højstbemeldte dronning havde nogle år Prins Christian fødestilforn,
nemlig 1599, bragt en anden prins til verden kaldet Frederik, men som døde kort
derefter.
De få år denne konge havde regeret, gav til kende at han ville blive
en 1604stor regent. Man havde allerede mærket hos ham en
stor tapperhed, en begærlighed til at vide alting og et stort geni til at fatte alting,
kærlighed til boglige kunsters forfremmelse og en stor nidkærhed for religionen, i
hvilken henseende han efterfølgende år lod udgå en forordning at ingen som havde
gået i jesuitternes Kongens store kvaliteter fremskinnerskoler,
måtte til noget gejstligt embede befordres. Man havde også mærket en stor
vigilance og lyst til arbejde og til at rejse allevegne om i rigerne for at bivåne
herredagene og håndhæve retten, óg var han i den henseende dette samme år i Bergen i
Norge, ja fast hvert år og undertiden to gange om året kom i samme rige så at han
hartad har gjort 50 norske rejser foruden den store rejse han gjorde forbi Norge til
Moskovien 1599 for at lære at kende alle Norges havne, hvilket er forunderligt og uden
eksempel.
På herredagen som blev holdt i Bergen dette år, blev adskillige vigtige
ting foretaget. Hans Majestæt havde i det år 1602, da han var i Norge, mærket at retten
sammesteds ikke blev vel administreret, hvorudover han på en gang afsatte alle
lagmændene så at der blev kun to tilbage. Han befol derpå Norges kansler Hans
Pedersen Basse tillige med en Herredag i Bergennorsk
herremand Anders Green at efterse og forbedre den gamle Norske Lov,(a) óg i dette år beordrede han
lensmændene og lagmændene at gå den samme igennem at de kunne være færdige med
revisionen til herredagen som var berammet til Bergen, hvilket óg skete. Efter at den
forbedrede lov var eksamineret, bragte han den med sig til København, hvor den blev trykt
samme år med den titel: Den Norske Lov kor-|595rigeret
og forbedret. Årsagerne til denne forbedring gives til kende i
fortalen, nemlig at loven, som for nogle 100 år siden var skrevet, var for de nuværende
indbyggere blevet uforståelig, og at oversættelserne var Den
Norske Lov forandret og forbedretstridige og urigtige så at enhver dommer
kunne dømme ligesom han ville, item at eftersom visse ting var blevet unyttige, især den
bog kaldet Kristendomsbalken, hvilken taler om de tiders religion, og hvorledes
kongerne i Norge skulle kåres, hvorudover også samme bog blev rent udeladt.(a)
Hans Majestæt ville også Norges nye
kirkeordinanshave forfattet en ny kirkeordinans i Norge og til den ende
havde ladet forskrive til Bergen alle Norges biskopper, nemlig magister Anders Bentsen,
biskop til Oslo, magister Isak Grønbæk, biskop i Trondhjem, magister Anders Foss, biskop i Bergen, og magister
Jørgen Eriksen, biskop i Stavanger, befalende dem at forfatte en kirkelov og deri
følge den danske kirkeordinans. Samme kirkeordinans blev forfærdiget 1607 og i
kongens nærværelse offentligt oplæst i Stavanger Kirke.
Videre blev på samme herredag
eksamineret de klagemål som indløb imod Peder Grubbe, lensmanden i Bergen, hvilken blev
afsat og dømt i kongens unåde. Endelig blev i Hans Pedersen Basses sted beskikket
en ny Norges kansler, nemlig Anders Green, som også var af norsk adel, så at man ser
at Hans Majestæt favoriserede de norske i deres forhen gjorte begæring om at nyde indfødte
nordmænd til kanslere.
Men intet lå denne konge mere på hjertet end handelens forfremmelse,
Kongens anslag angående de danske handelsstæders opkomsti
hvilken henseende han sin hele regeringstid søgte at hæmme hansestædernes
kommerce, hvorved de nordiske riger hidindtil havde været udsugede. I det år 1602 lod
han dem straks forbyde handelen på Island og overdrog den til København, Malmø og andre
stæder. Dog kom det islandske kompagni ikke i stand i København førend 1620, som skal
vises på et andet sted.(b) I dette år, såsom Hans Majestæt
mærkede hvor stor skade det var for de danske købstæder at hansestæderne handlede
umiddelbart med rigets adel og proprietærer |596og gik
købstæderne forbi, hvorudover han lod beramme et købstadsmøde til Horsens,
hvor købstædernes fuldmægtige i Jylland skulle møde, og affærdigede på sine vegne didhen sin
råd Jonas Carisius for at overlægge med dem hvad som kunne foretages til deres nytte og
opkomst. Over dette alarmeredes straks adelen i Jylland, Bliver
forhindret af adelenja rigets råd begav sig til kongen i Haderslev for at
fornemme hvad dette møde skulle betyde, og hvi sådant skete uden deres minde. Kongen bar
ikke liden fortrydelse over denne deres ankomst, såsom de dertil ikke var forskrevet,
hvorudover han tog med koldsindighed imod dem. Ikke des mindre lod han dem dog ved
bemeldte Carisium underrette om sit forehavende, nemlig at dette møde skulle holdes for at
overlægge med købstæderne hvorledes deres handel kunne bringes
i bedre stand, og at hansestæderne ikke skulle være mestre af det hele riges kommerce.
Men rådet og adelen, som ikke fandt deres regning ved nogen sådan forandring og
derforuden havde denne samling suspekt, fremturede med deres remonstrancer så længe
indtil Hans Majestæt måtte lade sit ypperlige forsæt fare denne gang.
Dog aflod han i sin
hele regeringstid ikke, så ofte lejlighed gaves, at indskrænke hansestædernes handel.
Således da han 3 år derefter var i Bergen og fornam at de kontorske havde været så
dristige at plante stykker langs ved Bryggen, lod han ikke alene stykkerne borttage, men
lod de kontorske også aktionere efterdi de havde tilkøbt sig adskillige haver og
ejendomme i Bergen uden forlov og frihed. Således blev vingerne mere og mere klippet
på dem, og endelig blev Kongen søger at indskrænke hansestædernes
handel på disse rigerdem 1614 al handel forbudt som hørte staden til. Denne
kongens opførsel opvakte sådan bitterhed hos de lybske at de ikke alene gav hårde
klagemål ind for kejseren over kongen, men endogså forhånede og forfulgte de danske
allevegne udenlands og lod udsprede at kongen ville tvinge dem til at losse deres varer
i Sundet af deres egne skibe i de danske skibe som skulle bringe ladningen hen til de
steder hvor de agtede sig, hvilket dog aldrig havde været kongens tanke. Denne snak
alarmerede dog De Forenede Provinser og bevægede dem til at
|597slutte et forbund med Lübeck 1613, i hvilket forbund de overtalte siden
adskillige andre potentater at indtræde.
Dog lod Hans Majestæt sig af alt dette ikke skrække.
Så meget lå handelen ham på hjerte, for hvis skyld han gjorde større entrepriser end
nogen konge i Europa på de tider. Og som han havde hørt at de norske
Han søger at oplede det gamle Grønland igeni gamle dage havde
haft kolonier på Grønland, og samme forladte kolonier var siden forgæves længe
eftersøgt, satte han sig for at gøre et forsøg på at opfinde samme forladte steder
igen. Men førend jeg taler om disse store grønlandske tog, holder jeg fornødent at røre
noget om den gamle grønlandske historie for deraf at vise hvad som bevægede Hans
Majestæt dertil, og hvad ret de danske konger har til possessionen af de grønlandske
kyster.
Historien siger at en norsk herremand, Torvald, da han havde bedrevet et
mord Den gamle grønlandske historiei Norge, flygtede med
sin søn Erik Rødhoved til Island, hvor Torvald døde. Sønnen Erik Torvaldsen, da han havde
opholdt sig en lang tid i Island, begik han óg et nyt mord. Han søgte derfor at redde
sig med flugten, men vidste ikke hvorhen. Endelig besluttede han at søge et land som en
ved navn Gundbjørn havde beskrevet ham at ligge nordvest for Island. Denne rejse gik
også for sig 982, og Erik Rødhoved kom først til en ø liggende ved et sund, som han
kaldte De norskes første koloni under Erik RødhovedEriks
Sund, hvor han forblev vinteren over. Mod foråret begav han sig til det faste land, og
som samme land så grønt og behageligt ud, lod han det kalde Grønland, hvilket navn den
hele store kyst har beholdt til denne dag, og havnen hvor han
landede, blev kaldt Eriksfjorden.
Efter at han havde opholdt sig der nogle år, nu på øen, nu på det faste
land, satte han sig for at rejse til Island igen for at overtale islænderne, som han
havde forsonet sig med, at følge ham til Grønland, hvilket også skete; thi islænderne,
opmuntrede af den beskrivelse som Erik gjorde dem over landet hvor der var skøn
græsgang, mængde af vildt og fiskerige fjorde, begav sig didhen i hobetal.
|598Nogle år derefter gjorde Leif Eriksen en rejse til Norge, hvor han
afmalede det nyopfundne land for Oluf Tryggesøn, som da regerede i Norge. Kongen, som
nylig havde antaget den kristelige tro, overtalte Leif at forlade hedenskabet så at
han lod sig døbe og forblev ved kongens hof vinteren over. Mod foråret Kong Oluf Tryggesøn
lader besætte Grønland med flere folkskikkede
kongen ham til Grønland igen og gav ham med en præst som skulle undervise
hans fader Erik samt det andet folk på landet i den kristelige religion. Erik
Rødhoved fortørnedes i begyndelsen over sin søn efterdi han bragte fremmede folk på
landet og derved banede vej for andre at bemægtige sig Grønland. Men sønnen talte så
længe for ham at han ikke alene blev stillet tilfreds igen, men endogså lod sig døbe
med det hele folk. Dette er begyndelsen til den grønlandske handel. Den danske krønike
som er på rim, siger at dette tog skete anno 770; men Snorre Sturlesens krønike
henfører det længere ud til de tider da Oluf Tryggesøn regerede i Norge.(a)
Indbyggerne, som daglig formerede sig i Grønland, trængte sig tid efter
anden videre ind i landet, hvor de fandt blandt bjergene frugtbare og grønne
Landet deles i Øster og Vester Bygdenge, og delte landet
i Øst- og Vestgrønland, byggede også en liden stad i Østgrønland, som de kaldte
Garde, hvorpå de norske alle år drev handel. Derefter blev en anden stad anlagt kaldet
Albe, item et kloster ved strandbredden, Skt. Thomas til ære. Den stad Garde blev bispernes
sæde, og Skt. Nicolai Kirke blev en katedralkirke i Grønland. Den islandske skribent
Jonas Arngrim har givet os en liste på alle grønlandske bisper, og Huitfeldt vidner i
sin danske krønike at en grønlandsk bisp var til stede anno 1385 i et gejstligt mode
som blev holdt til Nyborg i Fyn. Disse bisper lå under Trondhjems bispestol
ligesom landet i verdslige sager dependerede af de norske konger og regeredes efter de
islandske love under de statholdere som kongen af Norge didhen skikkede.
Den norske krønike siger at Grønland rebellerede imod de norske konger
1256, men at kong Magnus i Norge ved den danske |599kong
Eriks hjælp bragte grønlænderne til lydighed igen så at der
blev fred sluttet 1261(a), óg nævner Arngrim Grønland
bliver en provins af NorgeJonas 3 af de fornemmeste grønlændere som
undertegnede samme fred, ved hvis kraft Grønland forbandt sig på ny at aflægge årlig skat til
de norske konger, til hvis taffel samme skat lå.
Dette er hvad man i kort begreb kan sige om det
gamle Grønland, hvis historie endes anno 1348, eller som andre skriver 1350, i hvilket år den sorte pest
ødelagde den største part af det nordiske folk, blandt andet de fornemmeste Man holder for at den sorte død ødelagde de grønlandske
indbyggeresømænd, item danske og norske købmænd, hvoraf de grønlandske
kompagnier bestod, så at den grønlandske handel fra den tid begyndte at forfalde og
endelig ganske at undergå. Vel finder man at ærkebisp Eskild i Trondhjem år 1406
stillede sig an som han ville bringe det grønlandske væsen på den gamle fod, og skikkede
en ved navn Andreas fra Norge for at succedere den sidste grønlandske bisp af Garde, som
før er omtalt. Men man har ingen tidender haft siden, hverken om samme Andreas, ej heller
om de gamle grønlandske indbyggere, så der menes at de få som er overblevne af den
sorte pest, er bortdøde eftersom de ingen tilførsel mere har fået fra Norge.
Efter at Norge var blevet forenet med Danmark, og kongerne fik så meget
Erik af Pommern forsømmer den grønlandske handelandet at
tage vare på, blev den grønlandske handel rent forglemt; thi Erik af Pommern, som
succederede dronning Margrete, såsom han var fremmed og regerede over 3 mægtige riger,
fik han ikke tid til at informere sig om der var sådant land til som man kaldte
Grønland.
Christoffer af Bayern, som fulgte kong Erik i regeringen, tænkte lige så
I lige måde Christoffer af Bayern og efterfølgende kongerlidet
på denne handel så der i hans tid ikke blev talt om Grønland.
Kong Christian den Første førte store og vigtige krige, rejste til Rom, søgte
at forene Ditmarsken med kronen, hvorpå han erholdt kejserlig bevilling, satte sig i
possession af Slesvig og Holsten og var sin meste tid plaget med rebellioner i
|600Sverige så at han ikke fik stunder at tænke på den
grønlandske handel. Det selvsamme kan siges om hans successor, kong Hans. I Christiani
2. tid tog Erik Valkendorf, ærkebispen af Trondhjem, sig for at oplede Grønland igen.
Han læste til den ende alle de bøger som var skrevet derom, og eksaminerede købmænd og
skibsfolk i Norge som havde kundskab derom, lod også gøre et søkort over den vej
man skulle tage didhen. Men bemeldte Erik Valkendorf kom i unåde og måtte forlade
riget og begive sig til Rom, hvor han døde. Med ham faldt også de kompagnier som han havde
ladet oprette for den grønlandske handel.
Kong Christian den Tredje tog sig for at oplede Grønland, men forgæves;
thi de som blev didhen skikket, kunne ikke hitte det gamle land
igen. Samme konge Christianus 3. søger at oplede Grønland igen,
men forgæveslod ophæve det forbud som var gjort af de forrige konger, at
ingen uden tilladelse måtte sejle på Grønland, og tillod enhver uden forespørgsel samme
sejlads for at opmuntre undersåtterne at oplede landet igen; men Norge var da i
sådan slet tilstand at det havde ikke kræfter til at udruste skibe til sådant tog.
Kong Frederik 2. tog sig også dette værk for og skikkede en ved navn
Magnus Item Frederik 2.Henningsen at oplede det forlorne land.
Samme Henningsen havde en særdeles hændelse. Efter at han havde udstået adskillige
besværligheder, kom han så nær at han kunne se landet, men just på samme tid studsede
skibet midt i søen med alle skibsfolkenes største forskrækkelse; thi de havde god vind,
var midt i havet og havde dyb grund, der var ej heller nogen is dem i vejen. Såsom
man ikke kunne komme videre fort, vendte Henningsen tilbage til Danmark igen, hvor han
fortalte kongen denne underlige hændelse, holdende for at der måtte være en magnet i
bunden af havet som holdt skibet tilbage. Jeg lader denne gisning ved sit værd og går
videre fort.
Men som Christiani 4. hovedlyst var at gøre decouverter til handelens
Christian 4. sender 4 gange skibe til Grønlandforfremmelse, så
har ingen konge derpå mindre sparet umage og bekostning. Højstbemeldte konge tog sig
|601på samme tid dette værk med alvor an og til den ende
lod forskrive en forfaren sømand fra England som havde navn for at kende det
grønlandske hav. Så snart samme sømand var ankommet, lod han udruste
Første rejse under Godske Lindenau3 skibe, hvilke under anførsel af Godske
Lindenau sejlede fra Danmark anno 1605. Den engelske sømand, som førte et af disse
skibe, da han havde nået den poli højde som han søgte, skilte han sig fra de andre
skibe og tog den kås som islænderne fordum havde taget, nemlig sydvest. Den danske
admiral derimod sejlede imod nordvest og kom alene til de grønlandske kyster. Snart var
hans skib ikke blevet set af de vilde på landet førend de kom ombord, hvor admiralen
tog imod dem med glæde og gav dem vin at drikke, men de fandt ingen smag deri og drak
hellere tran, som man siden skænkede i for dem. De foragtede guld- og sølvmønt, som man
viste dem, og var mere begærlige efter jern- og stålarbejde, item spejle og andet
småt dukketøj, hvilket de tilbyttede sig for ræve, bjørne og kobbeskind, som de havde
bragt med dem. Godske Lindenau opholdt sig på samme sted i 3 dage uden at sætte fod
på landet såsom han ikke troede de vilde. Den fjerde dag lettede han anker og sejlede bort
med to af indbyggerne, hvilke derudover blev så rasende at man måtte binde dem. De
andre, som stod ved strandbredden og anså denne handel, blev derover så opirrede at
de skreg og hylede og bombarderede de danske med pile og sten. Dette er alt hvad jeg
finder forrettet på dette tog af Godske Lindenau, hvilken kom alene til Danmark igen.
De andre tvende skibe kom ind i en bugt som befandtes at være
Strat Davis, hvor man så
adskillige gode havne og grønne enge. Indbyggerne der kom
også straks ombord og handlede med dem, ligesom de foromtalte med Godske Lindenau. Men
disse sidste stillede sig mere vilde og mistrolige an. Her blev nogle bevæbnede danske
sat på land, hvilke der fandt adskillige smukke egne, i lige måde sølverts; thi det
siges at man af sten som vejede 100 unser, bragte 26 unser sølv til veje siden i
København. Man gav danske navne til de sø|602havne som der
fandtes, og gjorde et kort over kysterne. Førend man gik ombord igen, bemægtigede man
sig fire vilde, af hvilke man måtte omkomme den ene efterdi han stillede sig så
fortvivlende og rasende an og derved indjog sådan skræk i de 3 øvrige at de
godvilligt fulgte de danske til skibene. Indbyggerne, for at hævne deres landsmands død,
stillede sig i slagtordning ved havnen og lod som de ville afskære de danske passen
til skibene; men da man gav en salve af kanoner og musketter på dem, tog de flugten
så at de danske uden hinder indskibede sig, satte sejl og kom lykkeligt til
København igen, hvor de præsenterede Hans Majestæt de 3 vilde, som ingen overensstemmelse
havde med de forrige, hverken i tale, dragt eller sæder.
Dette første grønlandske tog opmuntrede kong Christian at forsøge et nyt
og Den anden grønlandske rejseat affærdige samme
Godske Lindenau med 5 skibe. Han sejlede fra Sundet den 8. maj 16061606 og bragte med sig de
3 grønlændere som var taget ved Strat Davis, for at bruge dem til tolke. Godske Lindenau
tog da den vej som den engelske kaptajn havde udvalgt, nemlig sydvest fra Island igennem
Capo Farvel mod Strat Davis. Et af disse skibe blev skilt fra de andre formedelst en
tåge; men de fire kom lykkeligt til landet den 3. august. Men de vilde, af mistanke til
dem, havde ingen lyst at indlade sig i handel som tilforn, hvorudover de danske sejlede
højere og forhåbede der at blive bedre modtaget; men indbyggerne var der lige så
mistænkelige som på det første sted og stillede sig til modstand ifald de danske
ville forsøge landgang. Endelig da man havde kastet anker ved det tredje sted, bad en af
Lindenaus tjenere, en forvoven karl, om frihed at stige alene på land
for at komme i handel med de vilde. Han håbede enten at tæmme dem ved adskilligt småt
dukketøj eller at undløbe dem hvis de skulle forsøge noget fjendtligt imod ham; men han
var næppe kommet på land førend han blev grebet, ihjelslået og skåret i stykker af
de vilde, som dertil brugte knive, gjort af horn eller tænder som tages af den fisk
kaldet enhjørning og slibes ved |603stene. Lindenau mærkede
da at der var intet for ham at bestille, begav sig derfor på vejen til Danmark
igen.
I samme år som dette andet grønlandske tog skete, nemlig 1606, gjorde
Kongens første engelske rejseHans Majestæt sin første
rejse til England for at besøge sin svoger kong Jacob. På denne
rejse fulgte ham af rigets råd Christian Friis, kansleren, Peder Munk, rigets marsk,
Steen Brahe, Rantzau, statholder i Holsten, og Eske Brok.(a) Fremdeles fulgte ham også på
denne rejse den navnkundige doktor Hans Resen og magister Jon Jacobsen Venusinus, historicus regius.
Der fortælles underlige historier om samme Venusino, blandt andre at han i sin ungdom
havde forhvervet sig en ring hvori var en spiritus familiaris, ved hvis hjælp han kom
til stor lærdom og videnskab og blev professor i København. Med denne ring siges det han
aldrig kunne skille sig; thi endskønt han kastede den i ilden, i rendesten, ja i
havet selv, så kom den dog på fingeren igen. I denne overtro blev almuen ikke lidet
bestyrket da Venusinus blev fundet død i en brønd til Sorø, hvor han var oeconomus. Han
er ellers ikke den eneste som formedelst sin lærdom har haft den lykke at blive
troldmand.
Den 13. juli kom Hans Majestæt med sine skibe til England, hvor kong Jacob gik
ham straks i møde og opholdt sig på det kongelige skib 2 timer.(b) Efter at Hans Majestæt havde været
nogen tid i England,(c) begav han sig den 11. august
derfra igen og arriverede til Kronborg den 24. ditto.
Jeg finder ellers at Viborg dette
år i grund blev afbrændt, item at en uhørlig gerning blev bedrevet af en præst der på
gaden ved Oluf Brockenhuus’ gård med en kniv ihjelstak en herremand ved navn Otto Skram.
Óg gav dette mord des større opsigt efterdi |604samme Otto
Skram var en herre af store meritter, der havde gennemrejst hele Europa og en del af
Afrika. Ulykken skete i Viborg da han gik hjem fra et bryllup.(a)
Efter at kongen var kommet tilbage fra England, tog han sig for at gøre
det 1607tredje forsøg på Grønland og til den ende udskikkede
2 store skibe under anførsel Tredje grønlandske tog af
kaptajn Karsten Richardsen; men samme Richardsen kunne ikke komme til land formedelst
is der lå ligesom høje bjerge og strakte sig langt ud i havet; thi der er visse år
i Grønland som isen aldrig tør i,
hvorudover han med uforrettet sag måtte vende
tilbage. Disse kostbare og vanskelige tog viser hvilken stor curiositet, nidkærhed og
bestandighed der var hos denne herre.
Hvad de vilde grønlændere er angående som blev bragt til Danmark, da
havde Hans Majestæt omsorg for at de blev vel forsørget, og gav dem frihed at gå hvor dem lystede.
Man gav dem at spise mælk, smør og ost, item
råt kød og fisk; thi de kunne ikke vænnes til brød og kogt kød, ej heller til vin eller
øl, men i det sted drak hvalfisketran. De vendte sig idelig imod Norden og sukkede
efter deres fædreneland. De som kunne bemægtige sig deres små både, begav
Vilde grønlændere i København og deres fatasig på søen, i
tanke at komme til Grønland igen. Men da de var kommet 10 eller 12 mil fra Sundet,
blev de af storm drevet tilbage på de skånske kyster og derfra bragt til København
igen, hvor de blev nøjere vagtet. Men som deres tanker altid var henvendt til
fædrenelandet, vovede tvende af de samme sig på søen igen, hver i sin båd som de havde
fået fat på. Man satte efter dem og fik den ene tilbage, men den anden fik man aldrig
nogen tidende om. 2 af dem døde siden af sorg, men de øvrige 2 levede i nogle år og
syntes at være ved godt mod. Men den forhåbning man havde at lære dem den kristelige
tro, var forgæves. Man kunne ikke mærke at de havde nogen idé om Gud. Man blev alene
var at de løftede øjne imod himmelen som for at tilbede solen når den steg op af
østen.
Den ene af dem døde endelig til Kolding på sådan måde: Såsom på de tider
sammesteds var perlefangst, og |605grønlænderen gav
til kende at han var vant til at fange perler i sit fædreneland, førte høvedsmanden
i Kolding ham med sig didhen og betjente sig af ham til perlefangsten, hvori han
var meget lykkelig. Men såsom gerrighed drev samme høvedsmand til at holde ham til dette
arbejde både vinter og sommer, blev han omsider syg og døde. Denne død gik hans kammerat,
som nu alene var tilbage, således til hjerte at ingen kunne trøste ham mere. Han
bemægtigede sig derfor i fortvivlelse en af de små både og begav sig ud på søen.
Men han blev grebet og bragt til København igen, hvor han straks døde af sorg.
Disse
trende tog viser såvel kongens store iver til handelens forfremmelse som en ugemen
fermeté i at fortsætte og bringe til ende hvad han en gang havde påtaget sig, og af ingen
modgang, trusler eller ulykker at lade sig afskrække, hvorpå i efterfølgende historie
skal vises mærkelige eksempler, såvel i freds- som i krigstider. I efterfølgende
år lod han se en stor prøve derpå i Holsten ved at tentere et stort foretagende og
uanset dets vanskelighed og stændernes protestation at sætte det i værk, sig og
efterkommerne såvel af det kongelige som fyrstelige hus til største nytte.
1608De slesvig-holstenske stænder stod endnu stift på
deres valgrettighed, endskønt de intet andet havde at grunde den på end Christiani 1.
privilegier. Forklaring over det slesvig-holstenske ridderskabs formente
valgrettighedMen jeg har tilforn vist at samme konge intet risikerede ved at give
sådanne privilegier efterdi de aldrig kunne bringes til eksekution; thi hvad Holsten angik, da
havde samme land altid været et arvegrevskab således at ikke alene søn har arvet
faderen, men at det ligesom et patrimonium har været delt
imellem de grevelige børn. Og når det således var beskaffent, kunne spørges hvorledes
Christianus 1. kunne give stænderne en valgrettighed sine efterkommere til præjudice,
helst på den tid at han havde 2 brødre der ved fødslen havde erhvervet jus quæsitum
dertil, foruden den skovenburgske greve, som både var proximus agnatus til den afdøde
holstenske greve og derforuden viste et arvefordrag mellem de holstenske og
skovenburgske herrer at det ene hus |606skulle succedere
det andet, så at derfor Christiani 1. adkomst til Holsten grundede sig ikke på
stændernes valgrettighed, som de aldrig havde haft, men på den skauenborgske greves
cession eller afståelse for en sum penge og andet vederlag, óg kunne kong Christian ikke
betjene sig af anden ret til at ekskludere sine tvende brødre end den som flød af samme
afståelse. Og endskønt de holstenske stænder havde ved Christiani 1. privilegier
erhvervet sådan ret, viser dog efterfølgende tid at den aldrig har været ført i
praxin, men at landet har været underkastet successionsret, ja delinger,
Dens rette grund visesligesom det har
været før Christiani 1. tid.
Heraf ser man at denne prætenderede valgrettighed var ilde grundet i henseende til
Holsten, men langt værre i henseende til Slesvig, som var en del af riget, og hvorover
ridderskabet i Holsten havde lige så liden disposition som kalmukker eller tatere. Ikke
des mindre lod de sig ikke alene mærke med sådan valgrettighed i denne konges
minorennitet, men endogså da kongen i det år 1603 forlenede hertug Johan Adolf med
Slesvig, protesterede solenniter derimod. Men kong Christian havde alt for stor fermeté
for at lade sig afskrække ved sådant; thi han gjorde ikke alene en kontraprotestation
derimod, men erhvervede også i dette år 1608 af kejseren en bevilling at førstefødselsret skulle
indføres i Holsten, og at fyrstendømmet ingen deling Kongen indfører førstefødselsret i Holstenoftere skulle være
undergivet. Og omendskønt stænderne en og anden gang fremkom med deres gamle
protestationer, maintenerede dog Hans Majestæt dette sit værk med sådan myndighed så at
stedse fra den tid indtil nu om stunder en bestandig successions- og førstefødselsret har
været iagttaget såvel i den fyrstelige som kongelige linje. Men derom skal tales mere
omstændigt på et andet sted. Hans Majestæt forlangte af rigets råd dette år at hans
unge søn prins Christian, som da var 5 år gammel, måtte erklæres hans successor, hvortil de
lod sig ikke finde uvillige, forlangende alene en forsikring at sådant intet skår
skulle gøre i adelens privilegier, især i deres valgrettighed, hvilket da dem var
lovet, blev alle stænder straks forskrevet til at møde, óg blev da den
un-|607ge prins samtykket til konge efter Christiani 4. død. Men hyldningen
skete ikke førend år 1610.
Dette er alt hvad jeg har kunnet bringe til veje om Christiani 4. bedrifter
fra hans regerings begyndelse indtil den første svenske krig. Om der ellers er passeret
andre indenlandske sager af mærkværdighed, skal jeg ej kunne sige efterdi intet derom findes optegnet. Jeg ser alene af det ofte citerede biskop
Hegelunds skrevne calendario at der er sket usædvanlige eksekutioner over nogle danske
herremænd. Thi i det år 1603 den 28. juni blev fru Birgitte Rosenkrantz dømt Adskillige eksekutionerfra livet og halshugget. År 1609 blev
Albert Skeel henrettet, og kort derefter Christoffer Rosenkrantz bragt fangen til
Skanderborg og året derefter, nemlig 1610 den 25. marts, halshugget på slotspladsen i
København. Hvad de førstes brøde har været, er mig uvitterligt.(a) Men Christoffer Rosenkrantz’ er mærkelig og
anføres med disse omstændigheder:
Samme mand påstod at have en fordring af 5000 rigsdaler hos Christen Juuls
efterladte enkefrue og efter erholdt dom ville gøre indførsel i hendes gård i
Jylland. Fruen besværede sig højligt derover og vidnede helligt at denne gæld var
ikke rigtig, hvorvel hun kunne ikke nægte at jo de hænder som fandtes i gældsbrevene,
lignede både hendes og hendes salig mands. Såsom det nu var hende
Christoffer Rosenkrantz’ procesom hendes velfærd at gøre, søgte hun sin
tilflugt hos kongen og med knæfald og grædende tårer bad at Hans Majestæt ville hjælpe
hende til rette. Kongen vægrede sig i begyndelsen derfor såsom debitorernes egne
hænder lå derfor, lod sig dog af hendes idelige suk og gråd, som gav uskyldighed
til kende, bevæge til at eksaminere sagen nøjere. Han lod straks bemeldte Rosenkrantz til
sig kalde og bød ham at føre obligationerne med sig. Efter at han længe havde eksamineret
manden, men ingen oplysning kunnet få, blev han var på papiret papirmesterens navn og
mærke, og såsom papirmøllen for nogle få år siden var anrettet på Frederiksborg, og
obligationernes data var ældre end
|608papiret, tog Hans
Majestæt dette ad notam, dimitterede Rosenkrantz og lovede inden kort tid at stille ham
gældsbrevene ubeskadigede tilbage. Imidlertid bliver papirmesteren eksamineret om han
havde fabrikeret noget papir førend den frederiksborgske mølle blev anrettet, hvilket
han nægtede, tilstod dog at det var hans arbejde, endskønt han ikke kunne begribe
hvorledes skriften kunne være ældre end papiret. Dette syntes at gøre sagen ganske
klar. Dog ville Hans Majestæt gå lempeligt til værks, lod på ny kalde Rosenkrantz til
sig og formane ham til at lade sin fordring falde;
men han, i steden for at give gode ord,
stillede sig trodsig an og lod siden falde hårde ord imod kongen. Herudover blev han
grebet og ført fangen til Hans eksekutionSkanderborg Slot,
og alle hans effekter blev forseglet. Da fandtes óg adskillige andre falske breve. Sagen
blev opsat til den københavnske herredag som blev holdt år 1610. Da blev han af
retten dømt fra ære og liv og kort derefter på Københavns slotsplads halshugget. Hans
tjener, som blev overbevist at have skrevet de falske breve, blev hængt i Jylland.
Hvad videre i dette intervallo tildrog sig, var at den gamle
rigsadmiral Peder Munk i det år 1609 tog sin afsked og levede på sit gods indtil det
år 1623 da han døde i sin alders 89. år. Han var for nogle år siden gjort til
Anselige mænds dødrigets marsk, Mogens Ulfeldt
blev igen rigets admiral, hvilket høje embede havde været ledigt fra den tid Peder Munk forlod det.
På samme tid aftakkede også den berømmelige Arild Huitfeldt efter at han havde været
rigskansler i 24 år, og døde kort derefter i samme år.
Danmark havde nu fast i 40 år levet i en ønskelig fred; thi kong
Frederik 2. havde ved det stettinske fordrag erhvervet rigerne både ære og sikkerhed,
Forberedelse til den kalmarske krigs historie, som begyndte 1610og
Christianus 4., hvorvel han af naturen var begavet med alle de kvaliteter som
kontribuerer til at danne en stor helt, så syntes han dog heller at have udvalgt Augusti
end Cæsaris historie til sit levneds rettesnor; thi den store omsorg han havde for
handelens og boglige kunsters forfremmelse, og de bekostninger han gjorde på
|609at sire sine riger og fyrstendømmer med skønne stæder og herlige
bygninger, viser tilstrækkeligt at hans hovedlyst var at berige og habilitere sine
undersåtter og heller at forhverve sig navn af en vís lovgiver end af en stor
feltherre. Dog gik denne fredsommelighed ikke så vidt hos ham som hos hans svoger kong
Jacob af England, hvis store begærlighed til fred, som ellers er det største sirat i
en konges levned, var blevet til en lyde; thi kong Christian, så tit landets ære og
sikkerhed og religionens håndhævelse bød ham at trække sit sværd, vægrede han sig ikke
derfor.
Hans Majestæt har derfor ført 3 store krige med foranderlig
Kong Christian førte 3 krigelykke. Den første med kong Carl og Gustav Adolf
af Sverige, hvori han havde sådan fremgang at Stockholm selv frygtede sig for
belejring efter at de vigtigste grænsestæder var erobret. Den anden med kejseren,
i hvilken han efter det ulykkelige slag ved Königslutter blev forladt af dem for hvis
skyld han i den urolighed blev indviklet, og derfor ved den lübeckske fred måtte
forbinde sig til neutralitet i den tyske krig. Den tredje og sidste med dronning
Christina af Sverige, hvilken krig ikke endtes uden med rigets store forlis. Disse 3
krige vil jeg her efter orden kortelig beskrive og derimellem efter årstal tale om
andre indenlandske sager.
Hvad sig anbelanger den første krig med Sverige, da har
Oprindelse til den første krigden sådan oprindelse: De idelige
uroligheder hvori de nordiske riger længe havde svævet, syntes at være hævet ved den
bekendte stettinske fred 1570. Danmark, som i den 7-årskrig havde overhånd og
havde fået en fred efter ønske, lod sig dermed nøje og stræbte at høste frugten deraf.
Sverige var længe efter samme fred ikke i stand at yppe noget imod Danmark, men havde
nok i sine egne sager formedelst stridighederne om successionen og andre sælsomme
hændelser i kong Johannis tid der bragte riget i samme urolighed som det havde været i
under hans broder, så at man kan sige at Sverige ikke
meget havde profiteret af dette kongeskifte, og såsom historien af de ting som er
sket i Sverige fra det stettinske fordrag indtil denne tid, er mærkelig, og man deraf
ser hvor |610lidet samme rige var i stand at tentere noget
imod Danmark, hvorvel der fattedes ikke materie til tvistighed, holder jeg fornødent at
røre noget derom førend jeg træder til denne krig som udbrød imellem Christianum 4. og
Carolum 9.
Efter at fred mellem rigerne var sluttet til Stettin 1570, mærkede man i
Hvad mærkværdigt i Sverige var passeret fra den stettinske fred
indtil den kalmarske krigs begyndelseSverige at den nye konge Johannes gik
frugtsommelig med en religionsforandring, hvilken straks ytrede sig, hvorvel i
begyndelsen med en slags agtsomhed at sådant ingen anledning skulle give til oprør; thi
samme konge, endskønt han var opdraget i den evangeliske lærdom, så dog havde han læst
mange roman-katolske bøger, havde også fået en ivrig katolsk dronning, der idelig
lå ham i ørene om religionens forandring og tillige med andre af hendes anhang
stillede ham for øjnene de tvistigheder som havde rejst sig blandt de
reformerede
theologos og de mange sekter som var opkommet ved anledning af reformationen.
Hvorudover
kongen tid efter anden begyndte at vakle og endelig, såsom han ikke kunne få i
hovedet at der jo adskillige vildfarelser også måtte have indsneget sig i den
romerske Kong Johan søger at forandre religionenreligion, tog
sig for at gå en middelvej og mente at stifte en religion på den måde som den var
i den første kristne kirke. En begyndelse dertil blev gjort således: Såsom
ærkebispen af Uppsala Laurentius Neritius havde forfattet en kirkeordinans, forlangte
kongen at gennemse den samme førend den ved trykken blev publiceret. Han tog sig da
for at udslette adskillige ting deraf og at indflikke andre ting i steden derfor, hvilke
fornemmelig bestod i efterfølgende poster: at man ved dåben skulle bruge besværgelsen
eller exorcismum, lys, hvide klæder og korsets tegn; at man ved alterets sakramente skulle
bruge opløftelsen eller elevationem hostiæ efter den romerske måde; at man skulle have
mere end et alter i sognekirkerne; at man skulle bruge hemmeligt skriftemål, og
endelig at man skulle række et lys til dem som lå på deres yderste. I det øvrige var
intet som jo kom overens med den evangeliske lærdom således som den var stiftet i
hans faders, Gustav den Førstes, tid.
|611Denne nye kirkeordinans blev i begyndelsen samtykket af alle bisper; men
den En ny kirkeordinans foretageskongelige hofprædikant
Johan Herbst begyndte siden at anfægte den så at derudover rejste sig stor uenighed.
Kongen ville ikke stå fra sit forsæt, men søgte af al magt at drive på det som han
havde begyndt, hvorvel med sædvanlig agtsomhed, og tog sig for besynderlig at følge
Georgii Cassandri fodspor, som i sine skrifter havde søgt at sammenstøbe religioner.
Dertil betjente han sig af sin secretaire Petro Fectenio; men som
han fornam at samme mand var sådant værk ikke voksen nok, lod han hemmeligt indføre
nogle jesuitter, lod også kalde til Sverige den bekendte norske student Lars Nielsen, som
længe havde studeret under jesuitterne i Leuven, og gjorde ham til professor i det kloster
på Munkholmen, hvorudover han gemenlig blev kaldt
Klosterlasse.Klosterlasse
Efter at sådan grundvold var lagt, lod han i det år 1575 forsamle
bisperne og gejstligheden til Stockholm, hvor han forestillede dem den tvistighed som var
imellem de evangeliske lærere, og tilligemed gav sin mening til kende om at indrette en
religion i Sverige efter den model som den var i den første kristne kirke, og at man derfor
behøvede at tilbagekalde adskillige ting igen som man ved reformationen havde afskaffet.
Man måtte således gøre begyndelse med at indrette messen, hvilket den da nærværende
gejstlighed med forundring bevilgede således at messen skulle forfattes i en
andægtigere form, og at den gamle måde i sangen skulle igen antages. I denne
villighed fandt kongen sådant behag at han tilstedte gejstligheden at udvælge såvel en
ærkebisp til Uppsala som en bisp af Linköping og Västerås,
hvis bispestole nylig var blevet ledige, dog holdt han inde med deres konfirmation indtil de havde underskrevet
nogle artikler som sigtede til kongens forsæt i religionens reformation.
Derpå blev
befaling udgivet at gennemse den trykte kirkeordinans og at flikke således på den
samme at den kunne Den nye liturgis forfattelseblive
overensstemmig med de ældgamle kristelige liturgier, hvortil bisperne, især de nys
udvalgte, lod sig finde redebonne. Herudover blev under Petri Fectenii direktion en ny
|612kirkeordinans forfattet, som var sammenflikket af den
romerske og evangeliske religion, et sælsomt foretagende af en konge, allerhelst på den
tid at han havde moskovitter på halsen, og han derforuden måtte idelig have øje på
sin detroniserede broder, hvilken ikke fattedes på venner såvel inden som uden riget. Ja,
man må des mere forundre sig derover efterdi hans berømmelige fader nylig med så
stor møje havde stiftet reformationen, og den augsburgske bekendelse var overalt antaget
i riget. Men det er herved at mærke at hos alle Gustavi descendenter, undtagen hos
Gustavum Adolphum, fandtes irregularitet og sælsomme griller så at man kan sige om
stamfaderen at han enten burde ikke at have været født eller ikke at have været
død.
Imidlertid oprettede ovenmeldte Klosterlasse en teologisk skole på
Gråmunkeholmen og der forklarede kong Johannis nye systema. De nys udvalgte bisper blev
ordineret med romerske ceremonier, og ordinansen blev af de fleste gejstlige
underskrevet, som man gav sådan titel: Liturgia Svecanæ Ecclesiæ Catholicæ et
Orthodoxæ conformis, óg blev den forfattet på tvende sprog, nemlig på latin og svensk,
og publiceret i de tvende nys udvalgte bispers navne. Derpå begyndte man i det år 1576 over hele Sverige at synge messen i den gamle romerske
tone, men ikke uden med besværlighed for præsterne efterdi få af dem forstod at holde
melodien. Efter at liturgien således var trykt og publiceret, lod kongen anholde hos sin
broder hertug Carl at han også skulle lade den indføre i de lande som han var
forlenet med. Men samme hertug lod ham svare at Hertug Carl vil
ikke samtykke i religionens forandringdet anstod hverken kongen eller ham at
forandre den religion som deres fader med så stor møje havde stiftet. Og derved
formeredes ikke lidet den misforstand som var imellem brødrene. Men kongen mente at
hvis han kunne få paven til at understøtte dette hans forsæt, ville han let få hele
Sverige til at antage hans lærdom. Han affærdigede derfor Pontum de la Gardie og Petrum
Fectenium til pave Gregorium 13. for at anholde om liturgiens konfirmation, men
for-|613gæves, hvorudover kong Johannes fik i sinde at
konformere sig efter den græske kirke, hvoraf ses med hvilken hidsighed han drev på
dette værk, og hvorvidt sygdommen deri havde taget overhånd.
Medens dette skete, befol han ministerium i Stockholm at give dets
betænkende over liturgien. Men samme ministerium lod ved rectorem
i den Ej heller gejstligheden i Stockholmstockholmske skole, magister Abraham,
tilkendegive at denne nye lærdom banede vej til pavedømmets indførsel i Sverige
igen. Dette svar ophidsede kongen således at han lod dem alle arrestere som oprørske og
ubestandige folk der gik fra hvad de en gang selv havde underskrevet. De fangne gejstlige
skød sig derpå ind til et almindeligt gejstligt møde i Sverige, lovende at rette sig
efter hvad der blev sluttet, hvorudover også kongen lod forskrive gejstligheden til
Stockholm. Til bestemte tid lod sig indfinde de gejstlige over det hele rige, undtagen af
hertug Carls lande, óg blev da en konference holdt på slottet, i hvilken magister Abraham
forfægtede den evangeliske tro og havde Klosterlasse til modstander. En del da, som
tilforn havde været liturgien imod, begyndte at lade se føjelighed mod kongen, men andre,
især magister Abraham, præsterne i Stockholm og professorerne i Uppsala, blev bestandig
ved den augsburgske bekendelse, hvorudover kongen lod dem afsætte og
Hård eksekutionfængsle, óg blev magister Abraham som den halsstarrigste, andre til
skræk, relegeret til Åland. Derpå befol kongen professorerne i Uppsala at give deres
betænkning over den i Stockholm holdte konference. Men de samme forkastede med
frimodighed den hele liturgi, lod den også skikke til de evangeliske universiteter i
Tyskland for at høre deres mening derover, hvilke alle rådede fra at antage den såsom
den åbnede vejen til pavedømmet.
Sverige var da i en helt forvirret tilstand, óg var
det ikke liden lykke for samme rige at kong Frederik den Anden fast havde besluttet at
regere sin øvrige tid i fred og derfor hellere med gode at afgøre de tvistigheder
som rejste sig mellem rigerne, end ved sværdet. I disse konjunkturer fattede kong Johannes en resolution
som lidet kom over|614ens med den hellighed og religionsiver som ham var påkommet, nemlig
at bringe sin fangne broder kong Erik af dage eftersom han frygtede at man i denne
forvirrede tilstand skulle søge at sætte ham på tronen igen. Til den ende skikkede han
sin Kong Johan lader sin fangne broder omkommesekretær til
Örby med forgift som var tillavet af hans chirurgo. Denne forgift blev kong Erik givet
i en ærtesuppe, hvoraf han straks døde.
Midlertid var Pontus de la Gardie kommet tilbage alene fra Rom, thi hans
kollega Petrus Fectenius druknede på vejen. Han gav ved sin hjemkomst til kende at
Antonius Possevinus, en jesuit, som gesandt fra pave Gregorio 13. straks skulle komme til
Sverige, hvilket også skete. Dog for ikke at oprøre almuen gav man for at han var
skikket af kejseren. Samme jesuit rådede kongen i pavens navn at gå lige til værket
og erklære sig rent for den romerske religion, hvilket også kongen bifaldt. Til den ende
lod han anrette en ny prædikestol i domkirken i Uppsala, hvor Klosterlasse i kongens
og rådets nærværelse holdt en vidtløftig tale om helgenernes tilbedelse, óg mente kongen
at denne tale var så kraftig at den havde omvendt alle, hvorfor han befol
professorerne at give skriftligt deres betænkning derover. Men de samme gav deres
mening til kende på en måde som kongen så lidet behagede at han lod dem arrestere.
Derpå tog han rent Kong Johan tager rent masken afmasken
af, tog sig for at stifte et nyt akademi til Stockholm og beskikkede en ved navn
Malvezzi at være hans resident ved det pavelige hof. Dette og andet forårsagede at
øjnene blev åbnet på mange som tilforn havde været slået med blindhed, og at
ærkebispen, som tilforn i alting havde føjet kongen, forkastede den nye liturgi.
Kongen derfor, såsom han mærkede at han fordærvede sine sager ved at følge Antonii
Possevini råd, søgte han at foretage sin forrige plan igen og ved omsvøb at komme til
målet. Men han havde allerede blottet sig så meget at ingen tvivlede mere om hans
forsæt. Hertug Carl lod da forsamle en del gejstlige i Nyköping, hvor han med
dem edeligt forbandt sig ikke at antage liturgien, |615ej
heller i mindste punkt at vige fra den augsburgske bekendelse. Dette foretagende
gjorde sådan opsigt at man frygtede for indbyrdes krig i landet, hvorudover dronningen
såvel som hertugens gemal måtte lægge sig imellem brødrene for at bringe dem til
forlig.
Midlertid blev krigen fortsat med moskovitterne, og tvistighed rejste sig med
Danmark efterdi farten blev de danske købmænd forbudt på Narva, hvorudover kong
Johannes 1580 forskrev en rigsdag til Vadstena for at overlægge med rigets råd i
sådanne konjunkturer fornødne ting. Rådet tog sig da den frihed at erindre kongen om den
urolighed som den nye liturgi havde forårsaget, bad ham at stå fra sit forsæt og
lade kronprinsen Sigismundum opdrage i den evangeliske lærdom.
Dette udvirkede vel så meget at kongen skrev Klosterlasse til at han i Stockholm
skulle gå lidt varligere frem i religionssager. Men han fulgte derfor ikke des mindre
sine inklinationer, ja det gik endelig så vidt at han hemmeligt antog den romerske
religion og kommunicerede af Antonii Possevini Kongen antager
hemmeligt den romerske religionhånd, óg pålagde samme Possevinus ham en
pønitense at han på alle onsdage skulle faste efterdi han på samme dag havde
omkommet sin broder kong Erik, hvilket han også stedse iagttog, óg kunne man sandelig
ikke få sådan uhørlig synds afsoning for bedre køb. For disse og andre høfligheder
var kongen Possevino især bevågen, hvorudover, da han besværede sig over bispen af
Linköping at han for nogen tid siden på prædikestolen havde skældt paven for en
antikrist, lod kongen samme bisp sætte fra sit embede.
Efter så vel forrettet sag rejste Possevinus tilbage igen, óg bad kongen
ham da til afsked at han ville tilvejebringe hos paven at gejstligheden i Sverige
måtte tillades ægteskab, og almuen kalken i nadveren i det ringeste på en tid lang,
i lige måde at de dokumenter og breve som Johannes Magnus havde udført af Sverige til
Rom, måtte tilbagegives. Men denne gode jesuit gjorde kongen kun liden tjeneste, thi
han underhandlede siden en fred mellem Polen og Moskovien, hvoraf Sverige blev udsluttet
så at samme rige derover fik russerne al|616ene på
halsen. Dette forårsagede at kong Johannes 1582 forskrev en rigsdag til Stockholm for at
overlægge med stænderne om krigens fortsættelse med russerne, óg erholdt han på samme
rigsdag at hans søn blev erklæret hans successor, item at den nye liturgi blev
konfirmeret, så man deraf ser at de fleste i Sverige, såvel gejstlige som
verdslige, var færdige til at opofre religionen for at føje kongen. Den eneste som gjorde
hinder deri, var hertug Carl med sit anhang; thi han ikke alene afværgede liturgiens
indførsel i sine lande, men rejste óg selv til Tyskland for at slutte en alliance
mellem kongen af Danmark, kongen af Navarra, dronningen af England og de evangeliske
fyrster i Tyskland til den protestantiske religions forsvar.
Kort derefter døde Catharina Jagellonica, dronningen af Sverige, óg håbede
Den katolske dronning dørman at hendes død ville give
nogen forandring såsom hun ved at rekommandere kongen den romerske tros forfremmelse
havde ikke lidet foranlediget disse uroligheder i Sverige. Hun rekommanderede på sit
yderste hendes børn og bad at de stedse måtte oplæres i den romerske religion, hvilket
kongen også holdt og derved skilte sin søn Sigismundum ved den svenske krone. Det
siges at hun på sit yderste havde stor skræk for skærsild, og at hun spurgte den daværende
jesuit Stanislaum Versevicium om det var vist hvad man troede om skærsild, og
om hun ikke kunne blive forskånet derfor, hvorpå denne gode pater af medlidenhed til
dronningen svarede at hun ikke skulle bekymre sig derover, thi det
var kun et En artig jesuiterhistoriedigt, hvilket prinsesse
Anna, som stod jesuitten uafvidende bag dronningens seng, hørte så at denne herlige
historie må have været udspredt af hende. Det gik også ligesom man tænkte, thi ved
denne dronnings død standsede den romerske religions videre fremgang i Sverige, hvortil
også den nye dronning Gunild Bielke ikke lidet kontribuerede, så man deraf ser at et
fruentimmer kan vende op og Forandring ved hendes dødned
på et helt land. Thi dronning Catharina var hjulet som drev kongen og undersåtterne,
såvel gejstlige som verdslige, at være villige til at |617tro,
ja sådan føjelighed gik så vidt at ærkebispen af Uppsala engang offentligt sagde
på prædikestolen at ingen kunne blive salig uden ved den gamle katolske tro; og da
andre gejstlige siden bebrejdede ham sådant, svarede han: “Man må jo gøre hvad kongen
befaler.”
Da man nu mærkede i Sverige at kongen lod falde noget af sin forrige
hidsighed, søgte rigets råd at bringe ham ganske fra hans forsæt, i lige måde at
overtale kronprinsen Sigismundum at forlade den romerske religion og at antage den
augsburgske bekendelse, sigende ham rent ud at hvis han i tide ikke bekvemmede sig
dertil, ville han stå fare for at miste sin arveret til kronen. Men han svarede
dertil at han formedelst den jordiske krone ikke ville tabe den himmelske, óg kunne man
intet andet svar få af ham, endskønt han dog ofte for et syns skyld bivånede den
evangeliske gudstjeneste med sin fader. Men kongen begyndte efterhånden at tage andre
mesures, thi han skilte sig ikke alene ved jesuitterne igen, men skaffede også
Klosterlasse ud af landet og forbød katolske forsamlinger
Klosterlasse med de andre jesuitter forlader landeti Stockholm, skønt det
er uvist om han brugte sådan opførsel af fortrydelse over sit forrige forhold eller af
frygt for sin broder Carl og at stille dem tilfreds som havde erklæret sig fjender af
liturgien. Det er vist at den nye pave Sixtus 5. var ham ikke nær så bevågen som hans
formand Gregorius 13., hvorudover han også havde besluttet at forene sig hellere med den
græske end den romerske kirke.
Imidlertid havde der været tvistighed mellem Danmark og Sverige såvel om
de 3 kroner som andre ting. Men man ser af den tilstand Sverige da var i, at det
tjente samme rige ikke at bryde løs med sådan konge som kong Frederik den Anden, der
havde sat sine riger i lige så stor velstand og fred som kong Johannes havde sat
Sverige i forvirrelse, hvorudover der også intet åbenbart fjendskab rejste sig mellem
rigerne så længe som tilstanden var således.
Imidlertid døde kong Stephanus Bathori af Polen, hvis enkedronning Anna,
som var den svenske kronprins Si|618gismundi moster,
søgte at spille den polske krone i sin søstersøns hænder og til sådant forehavende at iværksætte
betjente sig af den polske rigskanslers hjælp, lod også betimeligt kong Johanni
sådant tilkendegive. Kongen derfor lod straks affærdige tvende
gesandter, nemlig Erik Sparre og Erik Brahe, til Polen med befaling at rekommandere
Sigismundum til den polske krone, hvori de også lykkedes, så at da det kom til
votering, faldt de fleste stemmer på samme Sigismundum, óg skete dette valg
med Prins Sigismundus bliver konge i Polende konditioner at der
skulle være et stedsevarende forbund mellem Sverige og Polen imod begge rigers naboer, item
at Sigismundus efter sin faders død skulle træde til den svenske krone og forplante den
på sine efterkommere, at han skulle holde en flåde på Sveriges bekostning, Polen til
tjeneste, og andre vilkår som alle var fordelagtige for det polske rige. Over denne
forbindelse gjorde de angrænsende Hvorover Danmark
alarmereslande store øjne, óg kunne Danmark især ikke andet end alarmeres
over at se det rige forenet med Sverige som det tilforn betjente sig af for at gøre
diversion i de svenske krige. Men mange fornuftige folk så forud at sådan forening
ville ikke meget betyde, óg bedrog de samme sig ikke i deres tanker, som udgangen har
vist.
Efter at prins Sigismundus således var blevet udvalgt til konge i Polen,
og alting var afgjort, hvorledes i fremtiden skulle forholdes med regimentet i begge
riger, begav han sig 1587 med en flåde af 24 skibe til Danzig, og da han kom på polsk
grund, blev ham straks forelagt en artikel at underskrive angående Estlands og en del af
Livlands cession til Polen, hvilken han også underskrev imod sin faders vilje så at
derved blev den første grundvold lagt til påfølgende stridigheder imellem rigerne. Efter
at disse vigtige ting var forrettet, begyndte kong Johannes at foretage liturgisagerne
igen, som en tid lang havde lagt i dvale, og det med sådan iver at han ved offentlige
plakater lod erklære gejstligheden i hertug Carls lande for kættere og oprørske, lod
også brænde alle de bøger som magister Abraham havde skrevet imod liturgien. Men denne iver
|619havde ingen langvarig bestandighed, thi dronning
Catharina, som havde været tønder til denne ild, var død. Og som kong Johannes selv kort
derefter skiltes fra verden, blev denne navnkundige liturgi begravet med ham så at
derom ikke mere blev talt. Det Kong Johannes dør og tillige med ham
den nye liturgisiges at da man spurgte ham på hans yderste hvad hans videre
tanke var derom, han da svarede at eftersom han mærkede at de fleste forargede sig
derover, ville han ikke mere have at bestille med sådanne genstridige og hårde
halse.
Efter kong Johannis død faldt den svenske krone udisputerligt til hans søn
Sigismundum. Den samme blev ham ej heller gjort stridig, hvorvel konjunkturerne i
Sverige var da således at der truedes med en mærkelig forandring. Kong Johannes havde
med sin liturgi gjort sig forhadt overalt, óg kunne man under hans søn, som var opdraget
i den romerske religion, ikke vente at det skulle gå bedre til i religionssager.
Estland og en del af Livland, som havde kostet Sverige så meget
blod, havde den unge konge forskrevet sig at cedere til Polen. Han havde også derforuden
for at komme på den polske trone underskrevet adskillige andre ufordelagtige artikler
for Sverige. Hertug Carl derimod, kong Johannis broder, var forlenet med anselige
provinser og var i stor kredit hos de svenske, hvilke anså ham som den der alene
havde hindret religionens undergang i Sverige. Og såsom han havde været så formidabel
for kong Johanni selv, kunne hans unge søn, der havde antaget en i Sverige forhadt
religion og derforuden var i et andet rige, ikke have årsag andet end at anse ham med
skele øjne. I begyndelsen holdtes vel gode miner. Hertugen aflagde til den unge konge
straks sin gratulation til den svenske krone, lovede også at holde ham som den rette
arving riget til hånde, endskønt med sådanne vilkår som gjorde ham mere til en
titulær end en virkelig konge i Sverige.
Hertugen søgte straks at tilintetgøre alt hvad kong Johannes i
religionssager havde foretaget, og til den ende lod beramme et concilium
til Uppsala
hvori liturgien fik den sidste |620olie, óg blev da på
samme tid dens største fjende, magister Abraham, beskikket til ærkebisp i Uppsala. Imidlertid
lavede kong Sigismundus sig til at rejse til Sverige for der at antage kronen og lovede,
førend han tog afsked fra Polen, at holde de svenske ved alle deres privilegier, skønt
han derhos erklærede sig ikke at ville binde sig til det som mod hans vilje og videnskab
var sluttet til Uppsala, hvilken erklæring ikke kunne behage stænderne i Sverige såsom
de deraf kunne gætte hvad man i religionssager havde sig at forvente.
Således Sigismundus kommer til Sverigevar
tilstanden da kong Sigismundus
kom til Stockholm, hvor han vel med glæde af almuen blev modtaget, skønt det stod dem
ikke an at han bragte den pavelige gesandt Franciscum Malaspinum med sig. Den mistanke man
derudover fattede, formeredes derved at han straks påstod at i enhver stad skulle
stiftes en roman-katolsk kirke, og at han ville krones af den pavelige
nuncio. Herudover
kom den hele gejstlighed i gevær så at man gik løs på kongen og hans onde rådgivere
på alle prædikestole. Derforuden gennemheglede de lutherske i skrifter de
roman-katolske, hvorvel de sidste blev dem deri intet skyldige, ja det kom omsider til
håndgevær imellem polakkerne som kongen havde bragt med sig, og de svenske, og endskønt
stænderne derudover besværede sig for kongen, gaves der intet uden koldsindige svar.
Imidlertid anstillede hertug Carl sig ganske neutral og lurede på
hvorledes udfaldet ville blive, hvilket ikke kunne være uden slet for kongen efterdi han
ingenlunde kunne bevæges til at føje de svenske i deres begæringer. Efter adskillige
Krones til konge i Sverigedisputter og tvistigheder blev
han omsider dog kronet til konge og derpå 1594 forlod Sverige, overleverende Stockholm i
Erik Brahes hænder, som var hengiven til den romerske lærdom. Efter
hans bortrejse begyndte hertug Carl at spille mester og tilkendegav tilstrækkeligt at
det var ikke alene Sveriges religion og frihed som lå ham på hjertet, men endogså
hans egen højhed, og at han ingen afsky havde for den svenske krone, hvilket kongen også
mærkede, ja den jalousi som var opvakt imellem dem, |621tog
omsider sådan overhånd at begge partier bevæbnede sig imod hinanden, og der
forefaldt en og anden aktion imellem Opstand i Sverigedem.
Endelig kom Sigismundus med en krigshær af polakker til Sverige for at
understøtte sit parti, og på det at Danmark midlertid ikke skulle bevæge sig og
hindre ham i Sveriges reduktion, bevilgede han at den tvistighed om de 3 kroner måtte
opsættes så længe som han levede.
Sverige blev da delt i 2 partier, nogle holdt med
kongen, andre med hertugen, óg havde den sidste den største del af gejstligheden på sin
side, hvis hidsighed gik så vidt at man så en krigshær af bønder kommanderet af tvende
uppsalske professorer. Der fandtes også de der vendte kåben efter vejret og nu tog
kongens, nu igen hertugens parti. Således så man magister Scepperum, en sognepræst i
Uppsala én dag på prædikestolen at gennemhegle kongen og en anden hertugen, ligesom han
mærkede at konjunkturerne forandrede sig.
Endelig kom det 1598 den 25. september Slag ved
Stångebrotil et feltslag ved Stångebro, hvori
hertugen erholdt en fuldkommen sejr, hvorpå kongen måtte give godt køb og bekvemme
sig til at underskrive alt hvad hertugen forlangte. Et fordrag blev derfor gjort til
Linköping og en sammenkomst holdt mellem kongen og hertugen, hvori de talte
venligt sammen. Men da man tænkte at riget skulle komme til rolighed igen, rejste
kongen uformærkt til Polen, ladende sit efterladte parti tumle sig om med de andre det
bedste de kunne. Omsider kom det så vidt at stænderne i Sverige opsagde kongen deres
troskabsed og offererede kronen til hans søn Uladislao, med de konditioner at han inden
et år skulle forføje sig til Sverige og der lade sig oplære i den evangeliske
religion. Men som hans fader sig dertil ikke ville bekvemme, erklærede stænderne
Sigismundus skilles ved den svenske kroneomsider hertugen for
konge af Sverige under det navn af Carl den Niende, hvorpå krigen for alvor gik for sig
mellem Polen og Sverige, men jo længere den varede, jo mere blev kong Carl bestyrket
i sit regimente, og Sigismundus blev anset som en fremmed og det hele riges
fjende.
|622Hidindtil havde begge partier flatteret
de danske såsom det var dem begge magtpåliggende at holde venskab med Danmark.
Men da kong Carl var Carolus 9.blevet fast i sadlen, begyndte Sverige at øve
adskilligt imod dette rige som gav anledning til fortrydelse og endelig til fjendskab.
Thi (1) lod højstbemeldte konge forbyde al handel på Livland, som hørte Polen og
Moskov til, som kan ses af det svenske patent udgivet 1610 hvori forbydes at sejle på
Riga og Kurland under skibs og gods’ fortabelse; ja det gik så vidt
at de svenske udliggere lod Tvistigheder mellem Danmark og
Sverigesig omsider ikke nøje med at opbringe de skibe som fór på samme
steder, men foruroligede de danske skibe også på deres egne strømme, som
kan ses af Christiani 4. manifest, dateret den 10. oktober 1610. Kongen søgte længe med det gode sådant
at forhindre og til den ende affærdigede en skrivelse af dato 31. marts i samme år til
Sveriges riges råd, bedende dem at formå deres konge til at lade de danske Kurlands- og
Rigafarere uforhindret passere og afskaffe det sørøveri i Østersøen. Sveriges
råd svarede på denne skrivelse således: at man på denne tid ville lade de danske skibe
passere; men hvis de kom oftere, måtte de stå deres eget eventyr. Herudover blev Hans
Majestæt med stor bekostning forårsaget at udruste krigsskibe til samme Riga- og
Kurlandsfareres beskyttelse.
Derforuden kom det kongen fremmed for at de svenske commissarier på det
flackebäckske møde tildømte Sveriges krone halvdelen af al den rettighed som
sølapperne fra Titisfjord indtil Malanger yder. De svenske derimod besværede sig over
at Danmark førte 3 kroner i sit våben. Til dette at forstå er Forklaring om
de 3 kroners brug i det danske våbenfornødent at
vide at ej alene dette rige siden foreningen mellem de 3 nordiske riger stedse har
ført de 3 kroner, som de fleste holder for, men endog længe før Erici Pomerani tid, som
menes at have indført dem i det danske våben til erindring om den store forening;
thi man finder at kong Svend, Knud den Store, Hardeknud, Erik Klipping og Erik Menved
har brugt de samme, så at man kan sige at da kong Erik af
Pom|623mern år 1412 lod indføre de 3 kroner i det danske våben, skete det
ikke alene for at betegne den lykkelige forening som var sluttet af dronning Margrete
mellem de 3 nordiske riger, men endogså for at vise de gamle danske kongers rettighed
dertil.
Da nu Sverige afsondrede sig fra Danmark, protesterede de svenske konger derimod
og forårsagede denne tvistighed, blandt andet den 7 års blodige krig, hvilken endtes
1570 ved den stettinske fred. I samme fred blev således aftalt at denne tvistighed
skulle afgøres i Tvistighed derommindelighed. Nu blev til
den ende holdt et møde 1591, men frugtesløst, og kong Sigismundus tillod siden 1602
Danmark at føre de 3 kroner så længe han levede. Men Carl 9. protesterede ikke
alene derimod i ovenmeldte flackebäckske forsamling 1603, men endogså for at hævne
sig lod ved sin kroning 1607 forøge den sædvanlige svenske kongetitel med disse ord:
“Konge over lapperne i Nordland”, gav sig i lige måde titel af de cajaneres konge, med
hvilken titel man ikke kunne fatte hvad han mente.
Dette blev ikke ved titler ene. De svenske fogeder efter de danskes sigelse
udstrakte også deres jurisdiktion vidt i Finmarken; thi Balthasar Bek fordrede skat af de søfinner, som aldrig tilforn havde ydet noget til den
svenske krone, Item om andre tingog en anden foged ved navn
Erik Johansen understod sig at forbyde den danske øvrighed at lægge skat på egne
undersåtter, truende i en skrivelse til slotsskriveren på Vardøhus på Sveriges
vegne at sætte indbyggerne i dobbelt skat, hvorudover kong Christian måtte give
befaling til Claus Gagge, lensmanden på Vardehus, med magt at hindre sådant
foretagende. Især var den i Sverige nylig anlagte stad Göteborg en torn i
Danmarks øjne efterdi i samme stad begyndte at drives en stor handel som ellers blev
ført igennem Sundet. Blandt de privilegier som blev givet denne nye stad, var disse: at
göteborgerne måtte nyde frit fiskeri i Finnefjorden fra Titisfjord til Varanger,
i hvilket distrikt Danmark var dog ikke Sveriges krone en fod jord gestændig.
|624Sådant og andet forhold, hvorom findes mere i ovenmeldte danske
manifest, kunne dog ikke formå kongen at bryde den stettinske fred. Hans Majestæt ville
først med gode forsøge om tvistighederne imidlertid kunne bilægges; og såsom
Frugtesløse negotiationerde svenske begærede at kong Christian
ville nævne en opmand og beramme et nyt møde ved grænserne, så navngav de danske
commissarier førend de drog fra det flackebäckske møde, dertil på kongens vegne Joachim
Frederik, kurfyrsten af Brandenburg, og tillod de svenske commissarier, hvis de ikke var
fornøjede med højstbemeldte kurfyrste, at benævne selv en anden som kunne dømme i
tvistighederne efter det stettinske fordrag. Men de svenske commissarier ville ikke tage imod
sådant tilbud hvorfor begge parterne begav sig med uforrettet sag fra mødet. Endelig
foreslog de svenske til opmand eller mediator hertug Henrik Julium af Braunschweig og Lüneburg,
óg blev således mellem begge parter aftalt at begge rigers fuldmægtige skulle møde den
12. september 1608 i den stad Wismar for højstbemeldte hertug selv eller for hans
commissarier. Men som ingen af Sveriges commissarier mødte til bestævnte tid, ej heller
nogle dage derefter, rejste de andre fuldmægtige med uforrettet sag fra Wismar igen.
Deri bestod de danskes gravamina. De svenske derimod foregav at kong
De svenske gravamina mod DanmarkChristian tog lejlighed af den
langvarige krig som Sverige havde ført i Moskovien og Livland, hvoraf samme rige var
udmattet, og derfor søgte at bringe for en dag de gamle prætentioner på Sverige igen.
Videre besværede de sig over da kong Carl skikkede sin hofkansler til Danmark for
at svare til de anførte danske gravamina, at kong Christian da ikke ville give ham
audiens under prætekst at man skulle skikke ham en gesandt af adel og ikke en præstesøn,
i lige måde at 2 bud med breve også uden svar var skikket tilbage. Videre sagde de at
de danske gjorde tilførsel til Riga og andre fjendtlige stæder, hvilket var imod rigernes
forbund.
Dette har jeg efter min sædvanlige upartiskhed agtet fornødent at anføre
og overlade til læseren at dømme hvilke gravamina der var
de |625vigtigste. Jeg vil alene sige dette at hvis begge konger
havde haft sådan afsky for krig som Christianus 3. og Gustavus 1., havde disse
tvistigheder vel kunnet afgøres uden sværdslag; men som her ingen af parterne ville
give noget efter, måtte sværdet trækkes af skeden og krigen gå for sig. Kong Carl
søgte da at bestyrke sig med fremmed alliance og til den ende skikkede Gustav Stenbock
og Johan Skytte til kong Jacob i England for at tilbyde ham sit venskab og at begære
hans datter Elisabeth for sin søn Gustav Adolf. Men som samme prinsesse var alt bortlovet
til kurfyrst Frederik af Pfalz, kunne sådan begæring ikke akkorderes. Dog forsikrede
kong Jacob om sit venskab, hvilket dog ikke kunne strække sig videre end at arbejde på
forlig mellem rigerne; thi der var alt for stor fortrolighed mellem det danske og
engelske hof på de tider at kong Carl kunne vente sig nogen solid hjælp af England.
Dog finder man ej heller at kong Jacob gjorde Danmark nogen undsætning i denne krig;
thi højstbemeldte konges forsæt var aldrig at trække sværdet, hvilket han også holdt sin
hele regeringstid, så at han aldrig hjalp sine pårørende, hvor betrængte de end kunne
være, uden ved blotte ord og underhandling.
Derforuden trængte riget ikke synderlig til fremmed hjælp i den
forestående krig. De kongelige indkomster var store, såvel i henseende til handelen som
til den øresundske told som var højt opsteget. Flåden, hvoraf de fleste skibe af denne
konge selv var bygget, var anselig, adskillige nye fæstninger var anlagt og de gamle
forbedret. Der var tvende krigshære på benene, en i Danmark bestående af 20.000
mænd, hvoriblandt var 4.000 fremmede, hvervede folk, nemlig 2 regimenter af engelske og
skotske folk og 2 regimenter tyske ryttere, og i Norge en anden bestående af 12.000
mænd, alle indfødte norske. Landet var også forsynet med gode officerer som Steen
Maltesen Sehested, rigets marsk, Godske Lindenau, rigets admiral, Jørgen Lunge, som
kommanderede i Norge og siden blev rigets marsk, Gert Rantzau, Otto Brahe, Anders
Sinklar, en skotlænder, hvilken var blevet gift med jomfru Anne Kaas,
|626som i kvalitet af kammerjomfru var med dronning Anna kommet til
Skotland, óg gav dette parti ham anledning til at træde i dansk tjeneste, hvori han lod
se stor troskab og hurtighed så at kongen havde særdeles tillid til ham, hvilket ses af
adskillige egenhændige kongelige breve, som endnu findes, ham tilskrevet alle på dansk. Af
denne Sinklar udspirer de danske Sinklarer.
Da man nu fornam at tvistighederne ikke kunne bilægges i mindelighed
efterdi ingen af parterne ville give noget efter, besluttede kong Christian med magt at
angribe Sverige og skikkede et patent af dato København den 10. oktober 1610 til Sveriges råd og stænder.
Samme patent indeholder alle de gravamina som
tilforn er opregnet, foruden adskillige andre, óg var slutningen derpå således at
eftersom Hans Majestæt ved intet venligt middel havde kunnet formå noget, måtte han
søge at bruge andre råd. Og som dette ej heller gjorde nogen virkning, lod han mod
foråret af efterfølgende år 1611 med en herold skikke kong Carl et fejdebrev således
lydende:(a)
Vi Christian den Fierde med Guds Naade Dannemarkis, Norgis, Vendis, Christiani 4. fejdebrev imod Sverigeog Gotis Konning, Hertug
udi Slesvig, Holsten, Stormarn, og Ditmarsken, Greue udi Oldenborg og Delmenhorst,
tilbiude og kundgiøre den Stormægtige Høybaarne Første og Herre, Herr Carll den Niende,
Suerrigis, Gottis og Vendis Konning &c Vores Naboe. At, efftersom E. Kierligh. nocksom
vitterligt er, hvor troeligen Vi E. Kierlighed haver advaret udi voris paa Tryk udgangne
Patenter till menige Sverrigis Rigis Raad og Stænder, at Ed. Kierligh. vilde holde sig fra
de Ting, som vore Rigers Højhed og Kongelige Reputation kunde komme til Forkleining,
hvilket ej i nogen maade haffuer hos E. Kierlighed kundet Frugt skaffe, men ved den |627evigvarende Stetinske Frids-Fordrags idelige Repetering,
formener os at vilde opholde, og os till Moder at henvise. Och diss imellem den eene Tiid
efter den anden fortfare met ny Titell, met Privilegia at vdgiffue vdi vort Rige Norge,
met Blockhus at lade bygge der sammesteds. Vdi ligemaade at pløndre vore Vndersaatte, och
dennem deres Gods at fratage; Saasom og den gemeine Søefarende Mand, paa de Rigiske,
Churiske, og Østerske Farvand største Skade och Afbreck at tillføige. Og, endog Vi hertill
haffuer brugt de Middell, som det Stetinske Fordrag vdviser, og inted haffuer dermet
vdrettet. Da kand Vi intet andet deraff concludere, end att Eders Kierlighed jo haffuer
slet bag Dørren satt all Naboelig Venskab, som disse Kongeriger længe haffuer imellem
været. Og, effterdi Vi Ed. Kierligh. tilforn solenniter derom haffuer paamint, og som
forskr. staar intet dermed vdrettet; da haffue Vi met Vore Elskelige Rigens Raad beslutted
at paaføre Ed. Kierligh. och Sverrigis Rigis Vndersaatte, saa mange, som E. Kierligh,
hervdi erre tilgedan, og Følgacktige, en aabenbare Krig och Feide, till Land och Vand,
udi hvis fiendtlige Maade det skee kand, och det udi Verk stille, efftersom det een
lofflig Konge och Potentat och en redlig Krigsmand vel anstaar. Huilcket Vi E. Kierligh.
vdi Tiide ved nærværendes Herold vilde giffue tilkiende. Och ville Vi hermed for den
allmechtigste Gud I Himmelen, for Rom. Keys. May., for alle Konninger, Chur-Førster, Herrer, saavel som och Respubliker solenniter haffue protesteret, och Os
vndskyldiged, at Vi till denne Feide at begynde, er høiligen af E. Kierligh. foraarsagit,
och icke den haffue kund |628forbigaa. Vden Vi een Part aff
Voris Rigers Provintzers og dessen Højhed vilde miste, ombære, och Os fratage lade, hvilket
ingen ærlig og lofflig Herre bevilger, eller tilsteder. Huad nu for Vleylighed, Vlykke och
Skade her aff kand foraarsagis, haffuer E. Kierligh. at forsuare for Gud Alsommechtigste.
Och ikke Oss, men sig selffuer och sine traatzige och onde Forsæt, formedelst huilcket E.
Kierligh. sig det eene Aar efter det andet Oss paanøed haffuer, at tilskrive. Giffuit paa
Vort Slot Kiøbenhafn den 4. Dag Aprilis.
Herolden som bragte dette fejdebrev, blev arresteret i Sverige. Ved
samme Kongen rykker med en krigsmagt ind i Sverige arrest
håbede kong Carl at vinde nogen tid,(a) menende kong Christian skulle
holde inde med krigen indtil herolden kom tilbage, men forgæves; thi kong Christian
fornam nok at samme arrest var kun gjort til at forlænge tiden og forspilde den bedste
del af sommeren, hvorfor han uden at opholde sig længere begav sig straks med en armé
af 14.000 fodfolk og 2.000 ryttere på marchen til Sverige og delte sine tropper i
tvende parter, gav den ene del til rigets marsk med ordre han skulle begive sig til
Elfsborg, en fæstning som lå ved Nordsøen, og marcherede selv med den anden del lige
til Kalmar. Samme Kalmar er en af Kalmars beskrivelsede
berømmeligste stæder i Sverige og hovedstaden i Småland eller Suder-Gotland,
såsom Olaus Magnus kalder den lib. 9, cap. 21 et 22, og siger at den af de
tyske er kaldet Kalmar efterdi de på samme steder har fundet koldere hav og luft end
ved de tyske kyster. I samme stad blev sluttet den navnkundige forening imellem de 3
nordiske riger 1397.
Så snart Hans Majestæt var kommet for samme stad, begyndte de svenske
Kalmars belejringat gøre adskillige udfald, men blev med
forlis drevet tilbage igen. I Kalmar var foruden borgerne 1675 soldater, og foruden de
jernstykker på kastellet var der 104 |629grove
metalstykker. De fornemmeste generaler holdt for man skulle ikke opholde sig for denne
stærke stad, hvorpå man ville kun spilde en hel hob folk og imidlertid give lejlighed
og tid til fjenden at bestyrke sig på andre steder. Andre derimod sagde det var
fornødent man gjorde sig mester over den fæstning for at have i nødstid en tilflugt
både til lands og vands og ikke lade noget bagefter sig som kunne inkommodere
krigshæren.(a) Dette sidste råd blev af Hans
Majestæt samtykket, hvorfor man óg begyndte straks med approcherne, hvilke dog ikke gik for sig uden meget langsomt efterdi grunden var ganske stenagtig.
Så snart batterierne var fuldfærdigede, begyndte de danske at kanonere den 18. maj
Staden indtages med stormog dagen derefter løb storm til
staden, hvilken de svenske efter nogen modstand måtte forlade og retirere sig til
kastellet, som straks af de danske blev belejret. Det antegnes ellers at Palle
Rosenkrantz, som siden blev befalingsmand over Nykøbing, var den første af de stormende
som kom på volden.(b)
Men batterierne og approcherne var næppe fuldfærdiget førend der kom
tidende om kong Carls ankomst, hvilken lod sig mærke at ville komme de danske til at
betale en dyr told for deres besøg i hans lande, men hans tanker slog ham meget fejl.
Han ankom inden få dage til Kalmar med en armé som bestod af 18.000 fodfolk og 3.000
ryttere. Samme armé lejrede sig 4 a 500 skridt fra Kong Carls
ankomstde danske forskansninger og plantede stykker på adskillige høje steder,
hvoraf den danske lejr, som Lucas Krabbe kommanderede, kunne beskydes.
Dette forårsagede ikke liden bekymring hos de danske efterdi de så sig
selv belejret i steden for at belejre andre, óg blev den formeret ved den svenske flådes
ankomst, hvilken forsynede Kalmars kastel med en mængde af proviant og andre
fornødenheder og forskaffede fri kommunikation imellem Öland og bemeldte kastel.
Derforuden lod kong Carl også bygge en skanse på en klippe i havnen som kunne meget
forurolige |630den danske flåde i dens fart, hvilken var
blevet forvildet i søen da den gik at opsøge den svenske flåde. Men de svenske lå på
samme sted 6 uger uden at forrette noget, hvorudover kong Carl, da han fornam sine sager
mod forhåbning at gå så langsomt for sig, og at Danmarks rigsmarsk
var på vejen, blev han helt utålmodig. Dog fik han nogen tid derefter De svenske
erobrer Christianopel med listlejlighed at hævne sig; thi medens Danmarks
marsk med undsætning til den danske lejr var på vejen, overrumplede hans ældste prins
Gustavus Adolphus den lille stad Aveskær, som da var kaldet Christianopel, i Blekinge
på sådan måde:
Kommandanten af Christianopel befrygtede, eftersom han havde så få folk
at forsvare staden med, at den skulle blive overfaldet af de svenske, og derfor skikkede
et brev til kongen af Danmark, hvori han forestillede ham alt dette og begærede 500
mænd til byens beskyttelse. Dette brev faldt ulykkeligt i kongen af Sveriges hænder,
hvilken i en hast lod forklæde og bevæbne 500 mænd på dansk ligesom det skulle være den
hjælp kommandanten havde skrevet efter. Disse 500 mænd marcherede lige til staden og
begærede i en hast at indlades eftersom de var forfulgt af 1000 svenske ryttere. Ved
sådant krigspuds kom de svenske ind i staden om natten før den 26. juni,(a) hvor de omkom alle dem
som kunne Lægger den i askeføre sværd, lagde staden i aske og med stort bytte begav sig til
lejren igen.
Af denne fremgang fik kong Carl sådant mod at han besluttede med en
generalstorm at forcere den danske forskansning og til den ende gjorde sådan anstalt
at monsieur de la Ville, en gascogner af nation, bekom kvarter i kastellet med 1000 mænd,
tyske, engelske, skotter, og fik ordre at gøre et udfald i byen, Kong
Carl gør anstalt til at angribe den danske lejrhvilket var meget let
formedelst de tårne og skanser som kunne favorisere dem deri. Armeen i sig selv delte
kong Carl i 3 lige parter og udstrakte fronten meget vidt efterdi de danske
forskansninger var 10.000 fod lange så at begge fløjene strakte sig indtil søen, og som
han |631fornam at den danske armé blev den hele nat i
gevær langs med forskansningerne eftersom den var meget formindsket i tallet og kunne
næppe gøre 6000 mænd formedelst de mange døde, svage, kvæstede, besluttede han ikke at
sætte sit anslag i værk førend imod dagbrækningen. Forsagte tid gjorde monsieur de la Ville
udfald af kastellet og erobrede de værker og forskansninger som var i byen, satte også
ild på staden, hvilken var fuld af træbygninger og blev i en hast lagt i aske.
Nu agtede kong Carl at sætte sit forsæt i værk og marcherede i god orden
Slag ved Kalmartil den danske lejr, hvilken blev angrebet
den 17. juli(a) med stor hidsighed og forsvaret af de danske
ikke med mindre bestandighed så at man i lang tid ikke kunne se til hvilken side
sejren ville hælde sig. Endelig fornam de svenske vel, eftersom de stod åbne for de
danske kanoner og musketter, at de måtte bortkaste al forhåbning om sejren, endog
nogle af dem var avanceret så vidt at de havde plantet deres piker på
forskansningerne. Midlertid havde monsieur de la Ville drevet de danske ud af byen og
havde trængt sig ind i lejren indtil kong Christians telt, hvilken, opmuntret af denne
overhængende fare, gik med nogle officerer som var ved hånden, fjenden i møde, satte
hårdt ind på dem, brød deres orden og gjorde rum til sit kavaleri, hvilket i en hast
drev de svenske på flugten. Varende denne træfning lod kong Christian se en ubeskrivelig
stor tapperhed idet han omkom mange med sin egen hånd(b) og drev på flugten alle dem som kom ham i møde,
hvormed han ikke alene gjorde sig forskrækkelig for fjenderne, men forunderlig for sine
egne, hvilke af hans eksempel blev opmuntret at sætte des fyrigere ind på
fjenderne.
Da kong Carl så nu at hans forhåbning var blevet til intet, gav han
ordre De danske erholder sejrtil sine folk at vige tilbage.
I denne retirade bekom han stor skade af de danske musketerer, hvilke stod langs ved
forskansningerne. Monsieur de la Ville retirerede sig også til kastellet igen og forlod
staden, beholdende |632alene de værker som var opkastet af de danske, hvilke i den hele træfning mistede ikke mere end 60
mænd, da derimod de svenske savnede over 1000 gamle soldater, som var skotter og
engelske, og kernen af den hele armé, hvilket forlis gik kong Carl så meget til
hjerte at han ikke i lang tid ville tale med nogen.
Den svenske flåde ved Kalmar var heller ikke lykkeligere, thi ni danske
skibe kom i Kalmars havn og spillede med deres kanoner så længe på dem at de
Item til søsmåtte forlade havnen og søge den rumme sø. På
samme tid erobrede de danske 7 skibe for Elfsborg,
nemlig Krabben, Hector, Den Blå Orm, Jonas, Lampretten og to konvojer
som lå under fæstningens beskærmelse.
Dagen derefter arriverede den danske marsk med de forventede tropper til
lejren, hvorudover de svenske, som opholdt sig endda uden for kastellet, i en hast
retirerede sig ind igen og lod staden stå åben for sejrvinderen. Monsieur de la Ville
begav sig derfra ganske kvæstet, overladende slottet til den ordinære besætning, som
bestod af 1400 mænd under guvernøren Christen Sommer.
Da nu kong Christian var således bestyrket, rykkede han med sin armé i
felten, ladende som han ville forcere den svenske lejr, men i samme bevægelse erobrede
8 svenske fartøjer ved strandbredden, af hvilke nogle var ladet med stykker, andre med
ekvipage for armeen, og da man mindst tænkte derpå, arriverede den danske flåde
og kastede anker nær ved den svenske. Ved samme stad ligger adskillige klipper, hvorpå de
danske såvel som de svenske oprejste adskillige redouter og skanser, og det så nær hos
hinanden at det syntes langtfra kun at være én armé og flåde til lands og vands, og
sandelig begge krigshærene var så indviklede at man ikke vel kunne skille dem fra
hinanden.
Dette naboskab fornam kong Carl nok ikke ville være tjenligt, og derfor
retirerede sig om natten i stilhed 2 mil fra Kalmar og forskansede sig ved Risby.
Denne retirade blev |633meget favoriseret af et tågeagtigt
vejr som varede 2 timer ud på dagen. Den svenske flåde flygtede også om natten ud af
havnen og begav sig i den rumme sø, forfulgt af den danske admiral, hvilken dog ikke
erobrede i flugten mere end ét skib. Nu stod tilbage Kalmars kastel, hvis talrige
garnison stillede sig an som den endda ville holde sig længe. Men da de danske begyndte
for alvor at gå løs på slottet, tabte de belejrede ganske deres mod. De døde, kvæstede,
svage og de få levnedsmidler de havde, forårsagede at de offentligt lod sig mærke at
deres liv og velfærd bestod i kastellets opgivelse De danske
erobrer Kalmars kasteleftersom der var ingen forhåbning om undsætning,
hvorudover guvernøren Christen Sommer, såsom han fornam sig således klemt, overgav
slottet til rigets marsk Steen Maltesen Sehested, hvilken døde straks derefter.(a)
Nogle svenske skribenter, blandt hvilke Pufendorf, skriver at kastellets overgivelse skete ved forræderi, og at
Christen Sommer betingede sig et adeligt gods i Holsten. Men den kongelige franske
historiographus Peleus, som i en særdeles bog har beskrevet denne krig, melder intet
derom, men heller siger at det skete af nød.(b) Garnisonen blev tilladt at føre med
sig de lette gevær, men de tunge samt artilleriet, som bestod af 200 små og store
kanoner, blev efterladt. Til en erindring om denne vigtige Kalmars erobring blev slået en
medalje, på hvis ene side stod Hans Majestæt i fuldt harnisk, på den anden side blev
præsenteret staden med disse ord: Cede majori, Calmar.(c)
Denne stads- og fæstningserobring gav kong Christian ikke alene en stor
anseelse, men indjog også stor frygt i de svenske, hvilke ved denne vigtige grænsestads
forlis havde givet de danske åben vej til kernen af deres lande og derved kunne ikke
vente sig andet end at denne krig ville falde ulykkeligt ud for dem. De mistede en af
deres allerbedste fæstninger, både formedelst dens situation, så óg bekvemmelighed af alle
ting som |634der var.
De havde trøstet sig med den
forhåbning at den danske armé skulle i det ringeste have ligget 3 måneder og lidt nød
derfor efterdi den var forsynet med en stor besætning og således situeret at den ikke
alene var vanskelig at bestorme, men endogså at komme nær. Men den muntre konge
overvandt ved sin tapperhed alle disse vanskeligheder og bragte sådan en frygt i de
belejrede at de ikke mere turde sætte sig imod hans sejrrige våben. Da indbyggerne på
Öland fik tidende om Kalmars erobring, overgav de dem tillige med deres fæstning
Borgholm.
Disse ulykker ophidsede kong Carl således at han udfordrede kong
Christian til duel. Det kartel som han skikkede, og det svar som fulgte derpå, giver
til kende at de tiders skrivemåde har differeret fra vore tiders, og såsom begge breve
findes i adskillige trykte bøger, kan jeg ikke forbigå dem her at indføre.
Caroli 9. kartel til kong Christian
Vi Carl af GUds Naade Konge til Sverrig &c lader dig Christian 4. Konge Caroli 9. kartel til kong Christ. 4.af Dannemark viide, at du haver
ikke giort som en Christelig og ærlig Konge, i det at du uden Aarsag har brudt den
Stetinske Fred, som er sluttet imellem Sverrig, Dannemark og Norge, og at du har belejret
vor Fæstning Calmar, hvis Stad du haver overrumpled, og ved Forræderie erobret Slottet,
tillige med Øland og Borkholm, hvorved du har givet Aarsag til stor
Blods Udgydelse. Men vi haabe, at den Allmægtige GUd, som er en retfærdig Dommer, skal
straffe og hævne disse Gierninger, som du uden Aarsag har øvet: Og, saasom vi hidindtil
have brugt alle lovlige Midler for at til veje bringe et Forliig, og du altid har
forkastet dem, saa ville vi foreslaae den korteste Vej til at giøre Ende paa Trætten,
efterdi du est |635her saa nær. Indstill dig derfor efter de
gamle Grækers Maade til en Kamp med os udi fri Mark med 2 af dine Betientere; Og vi skulle
i ligemaade møde dig udi Lærkøllerten uden Hielm og Harnisk alleene med Kaarden i Haanden.
Hvad de tvende andre angaar, som skulle følge os, da maa de være udi fuld Harnisk, og maa
den eene have to Pistoler og en Kaarde, og den anden en Musqvet med en Pistol og en
Kaarde. Dersom du ikke møder, holder vi dig ikke for en Ære-kiær Konge, ej heller for en
Soldat. Givet af vor Lejer Rißbye den 12 August: 1611.
Christiani 4. svar derpå
Vi Christian 4. Konge til Dannemark og Norge &c. lade dig Carl 9. Konge
Kong Christians svaraf Sverrig viide, at dit grove og
u-høflige Brev er os overleveret ved en Trompetter. Vi havde ikke kunnet forvente et
saadant Brev af dig; men vi merke, at Hunde-Dagene ere ikke endnu forbi, og at de endnu af
all Magt virke i din Hierne: Derfor have vi besluttet, at rette os efter det gamle
Ordsprog, at Echo gives tilbage ligesom man taler. Til Giensvar paa dit
Brev maa tienne
dette. Hvad det første angaar, som du skriver; at vi ikke have giort som en Christelig og
ærlig Konge, i det vi have brudt den Stetinske Fred, da siger du derudi ikke Sandhed, men
som den der vil forsvare sig med Skields-Ord, efterdi han drister sig ikke til at udføre
sin Rett med Sværdet. Den yderste Nød har drevet os til denne Kriig, hvilket vi kand vidne
for GUd paa den yderste Dag, paa hvilken du ogsaa skal møde, og giøre Regnskab for alt det
u-skyldigt Blod, som er udøset, og for de haar|636de
Gierninger, som du har øvet imod dine Fiender og andre fattige Mennesker. Du skriver
iligemaade, at vi have overrumplet den Stad Calmar, og at vi ved Forræderie have erobret
Slottet tillige med Øland og Borkholm; saadant er u-sant; thi vi have indtaget Slottet med
Ære, og du burde skamme dig, saa ofte du tænker paa, at du ikke haver forsynet det med
fornødne Ting, eller undsatt det, ja at du haver ladet det indtage for din Næse, og at du
dog alligevel vil have Navn af en god Soldat.
Hvad den eene Kamp angaaer, som du tilbyder, da synes saadant os meget
latterligt; efterdi vi viide, at du est skrøbelig, og at det er dig tienligere at blive bag en varm Kakkelovn, end at figte mod os, at du har meer en god
Medicus fornøden, der kand curere din Hierne, end at møde os udi en Duel. Du burte blues
ved, du gamle Giæk, at angribe en Ære-kiær Mand. Du har maaskee lært saadant blant gamle
Kierlinger, som ere vante til at bruge Munden. Lad af at skrive medens du endnu kand giøre
noget, og jeg haaber med GUds Hielp, at du skal have alle dine Kræfter nødige. Imidlertid
erindre vi dig, at du løslader vor Herold, og 2 Trompetter, som du mod Krigs-Brug haver
ladet arrestere, hvorved du har givet din ringe Forstand tilkiende. Men du maa troe, at,
hvis du tilføjer dem mindste Skade, at du derved ikke har vundet Dannemark og Norge. Tag
dig vare, at du herudi ikke giør andet end hvad du bør. Dette er vort Svar paa dit grove
og u-høflige Brev. Givet paa vor Slott Calmar den 14 August. 1611.
Det synes sandelig bedre at supprimere sådanne breve end at lade dem
komme for lyset, men som de tilforn har været |637trykt og
er i mange folks hænder, har jeg ikke kunnet dispenseres for her at indføre dem; thi
hvorvel de er ikke meget opbyggelige, så tjener de dog til bevis på de tiders geni og
Autoris betænkning
heroverskrivemåde og viser at store
herrer da ikke har forstået at udøse deres bitterhed i høflige terminis eller med
respekt at hegle hinanden igennem. Man kan også ikke nægte at det sidste brev er jo
det hårdeste, skønt kong Carl er mindre at undskylde efterdi han først provokerede og
derforuden var en gammel herre som sådan hidsighed mindst sømmede. Men samme konge
havde noget tilfælles med sin broder kong Erik; thi han fandt også behag i at handle ilde
med sine fanger, óg finder jeg at han med egen hånd pryglede en dansk herremand ved navn
Johan Friis, som var hans krigsfange.(a)
Efter at dette var sket, gik kong Christian med en del af sin armé imod
den svenske lejr for at rekognoscere, hvilket gav lejlighed til adskillige skærmydsler.
Derefter begav Hans Majestæt sig til Kalmar igen og anden gang med sin hele armé rykkede
imod fjenden og lejrede sig omtrent en fjerdingvej derfra. Over dette blev kong Carl
så ophidset at han besluttede at gå af sine forskansninger, men turde dog ikke vove
noget feltslag såsom han af den forrige aktion kunne gøre sit facit hvorledes det
ville gå til, hvorfor der af begge armeer denne gang intet blev forrettet, og som
vinteren var for hånden, og vejret begyndte alt at blive meget slemt, måtte begge
parterne søge vinterkvarter, en stor lykke for de svenske, hvilke denne gang blev
befriet fra en overhængende fare; thi den bedste hjælp for en svag krigshær er vinterens
ankomst.
Kong Carl, efter at han havde oprejst adskillige skanser ved
Risby, efterlod han der en god besætning og begav sig til Stockholm for at gøre al
mulig anstalt til Kong Carl dørforåret. Kong Christian
begav sig i lige måde til København efter at han havde efterladt en stor garnison i
Kalmar. På vejen til Stockholm blev kong Carl overfaldet af en stærk feber, hvilken tog
sådan overhånd at han døde få dage derefter, nemlig den 30. oktober |638til Nyköping, efterladende sig en prins, nemlig Gustavum
Adolphum, som succederede ham straks i regeringen. Men som han endda ikke havde nået sin
fuldkomne alder, blev der forordnet til hans formyndere hans fru moder, dronning
Christina, hertug Johan af Östergötland, Krigen fortsættes med hans
sønitem Magnus Brahe, Niels Bielke, Svend Ribbing, Göran
Gyldenstierna, Hans Ulfsparre og Axel Oxenstierna.
Så snart han var kommet til regeringen, da, for at
skaffe sig myndighed hos sin krigshær og lade se sin tapperhed, samlede han sine tropper
sammen om vinteren imod Danmark og med en stor krigshær gik ind i Skåne, hvor han
skændte og brændte allevegne og lagde i aske alle åbne stæder.
Der blev ingen sparet, mand eller kvinde. Kvinderne blev skændet og voldtaget, og de umyndige børn blev kvalt, óg
forårsagede denne grumhed at indbyggerne tog livet af sig selv, styrtede sig
af vinduer med kvinder og børn eller satte ild på deres egne huse. Således var måden
at føre krig på i de tider, óg blev de svenske, når lejlighed gaves, ikke trakteret med
større lemfældighed af de danske.
Da officererne som lå indkvarteret i provinsen, fik tidende om
dette indfald, samlede de i en hast til hobe de tropper som var ved hånden, hvormed de
satte efter Gustavum, som da retirerede sig, og overfaldt hans lejr 3 mil ind i
Sverige, hvilken de med liden umage forcerede og drev de svenske på flugten. Gustavus
frelste sin person igennem skoven og efterlod sin hest med pistoler og andet tilhørende,
hvilket, som det faldt i de danskes hænder, mente man ikke andet end han var omkommet
i slaget, men da man ledte blandt de døde, blev det befundet at han var undkommet.
Kong Christian var på samme tid ikke i mindre fare; thi da han med nogle
få folk havde brudt ind i Vestergötland ved Elfsborg og sat ild på den gamle gotiske
stad Skara, blev han overfaldet af den svenske general Casper Matsøn, hvilken med en stor
hob friske tropper satte ind på de danske, som af stort arbejde og frost var udmattet, og
derfor med sin mængde |639havde gjort kort proces med dem.
Men kongen havde, så snart han fik tidende om de svenskes ankomst, gjort sig mester over
passet ved et bjerg, hvilket favoriserede meget de danskes retirade så at de uden stort
forlis kom i behold.
Denne bortgang førte bemeldte svenske
general sig til nytte og gik for den stad Nyløse, som den danske rigets marsk havde
bemægtiget sig på sin rejse fra Elfsborg og besat med nogle folk, hvoraf de fleste var
tyske. Disse, så snart de fik de svenske at se, begyndte de straks at kapitulere og
overgav staden. Ved dette forræderi frelste de deres liv og overleverede de danske til
fjenden, hvilken satte ild på staden og omkom alle dem som var kongen af Danmarks
naturlige undersåtter. Af denne gerning fornam Hans Majestæt hvor lidet han
herefter kunne forlade sig på fremmede soldater såsom de så alene på deres egen
nytte og glemte den pligt de var skyldige til den herre i hvis tjeneste de var. Dette
forlis blev oprettet af de danske på den side ved Kalmar igen, hvor en del af
besætningen anfaldt de skanser som kong Carl havde oprejst ved Risby, hvilke de
erobrede og sløjfede og derved gjorde passet åbent på samme sted. Resten af vinteren
gik bort uden videre forretning, og begge parter lavede sig til af yderste formue mod
foråret.
I maj måned af det år 1612 lod kong Christian sig se i felten med
1612to krigshære. En flåde gik også samme tid i søen,
bestående af overmåde herlige store skibe, hvis lige næppe var set i Norden tilforn.
Gert Rantzau kommanderede den ene armé, som bestod hartad af 20.000 mænd ved den side
Kalmar, óg var hans første forretning at bringe til lydighed igen de ølændere, som om
vinteren havde rebelleret og uddrevet de danske af Borgholm samt den hele ø og
indtaget ny svensk garnison igen. På samme tid bekom Öland
bliver anden gang erobret af de danskeindbyggerne med rente betaling for deres
utroskab; thi en stor del af dem blev ihjelslået, den ganske ø udplyndret, og
præsterne, som havde været årsag til denne rebellion, blev ført |640fangne
til København. Man ser ellers at de svenske i begyndelsen af
dette forår havde anslag på at overrumple Kalmar Slot, hvorfor kongen gave ordre til
Andreas Sinklar at lade nedbryde den ringmur som gik omkring staden, på det at man af
slottet kunne beskyde stadsvolden; thi staden var da ikke i stand at kunne forsvare sig,
hvorudover man søgte kun at konservere fæstningen indtil Gert Rantzau med de dertil
forordnede tropper kunne komme til undsætning.
Efter den eksekution på Öland var sket, fik generalen ordre at passere
over de sløjfede skanser ved Risby ind i Sverige og at anfalde nogle andre stæder
ved søsiden. På denne march havde han adskillige ulejligheder, óg forårsagede de lange
og besværlige veje over bjerge, moradser og igennem skove hunger og sygdom blandt
soldaterne. Imidlertid marcherede kong Christian med en armé af
18.000 mænd imod Elfsborg og belejrede samme fæstning. Den var af naturen
Elfsborgs beskrivelsemeget stærk, anlagt på en høj klippe og
omringet med dybe grave; og det som mest var, dens tårn var befæstet med stærke
bastioner. Den ligger i Vestgötland ved Nordsøen 6 mil fra den
hallandske fæstning Varberg, havde også
en herlig havn, hvoraf de svenske skibe gik i Nordsøen. Der ligesom stødte tilsammen
de 3 riger Danmark, Norge og Sverige. Samme fæstning blev fordum tapperligt forsvaret af
Christiani 2. anhang imod de svenske, blev dog erobret derefter af Gustavo 1. efter at
dens garnison havde retireret sig til Bohus. I det år 1563 blev den belejret af Frederik 2. højlovlig
ihukommelse, hvilken erobrede den og gav den i forvaring til Jørgen Rantzau, men i den
stettinske fred blev den givet til Sverige igen.
Uden for fæstningen var stærke palisader med en grav omkring, hvilke
Samme stad belejres af de danskeguvernøren lod besætte med
nogle folk 8 dage indtil den blev erobret ved monsieur Grandfords, en fransk petardiers,
|641invention. Den samme, da han havde lagt en hob træer med en
stor port over, blev i kongens nærværelse dragonerne beordrede at bryde ind, hvilket de
også lykkeligt forrettede og nedhuggede en del af besætningen. Resten retirerede sig til
kastellet. Dette hastige og uformodede anfald forårsagede hos de belejrede ikke liden
frygt, hvilken blev formeret da de så batterierne fuldfærdiget, kanonerne at spille
og et stort antal inden 18 timer at være nedskudt. Ikke des mindre, da kongen lod anholde
om fæstningens opgivelse, gav de svar, nemlig: at de ville ej andet høre end kugler og
krudt, item at det ikke var Kalmar de danske havde med at bestille, og at de skulle ikke
købe Elfsborg så let. Dette svar forårsagede at kongen lavede sig til en generalstorm
og til den ende satte sin armé i slagtordning.
Så snart tegn blev givet, skete anfaldet, med sådan hidsighed at de
danske inden stakket tid posterede sig i stormhullet, hvilket bragte de svenske i
stor forvirrelse, besynderlig efterdi kommandanten i samme anfald blev såret af et
kanonskud. Ikke des mindre lidede de som førte attakken, temmelig skade. Endelig, såsom
kommandanten fornam at hans soldater af de hårde anfald Indtageshavde ganske mistet modet, tilbød han sig at kapitulere og overgav
fæstningen med sådanne vilkår at de belejrede skulle gå ud med deres lette gevær og
bagage og blive gelejdet til et sikkert sted. I fæstningen fandtes en god hob kanoner og
munition.
Efter Elfsborgs erobring gik man løs på Guldbjerg, en liden fæstning et
stykke fra Elfsborg, hvilken blev efter 6 dages belejring tvunget til at give sig på samme
måde som Elfsborg.
Disse hastige og ligesom flyvende eksekutioner
opmuntrede kong Christian til at gå videre fort og at levere Gustavo Adolpho et
feltslag, om hvis ankomst der Hvorpå de danske trænger sig ind i
kernen af Sverigegik et stort rygte i det hele land, og til den ende, efter
at han havde givet sin krigshær nogle dage hvile, rykkede lige mod de svenske. Men
Gustavus Adolphus, da han fik tidende om de danskes ankomst, gik han tilbage, ej holdende
det rådeligt at binde an med sådan |642sejrrig armé. Da
kong Christian havde forfulgt ham til Linköping og midlertid fornummet at de svenske
havde ikke andet forsæt end at udmatte hans tropper, vendte han sig mod Elfsborg igen,
og efter at han havde forsynet krigshæren med alle hånde fornødenheder, tog han vejen
lige til Jönköping og i 14 dage ankom for samme stad. Imidlertid lidede krigshæren
meget ondt på denne rejse efterdi den måtte passere igennem skove og udørkener, over
klipper og bjerge og dog føre et fornødent artilleri med sig, og omendskønt de svenske
ved deres flugt havde ladet dem sejren, fandt de dog en hård
Besværlig marchfjende i vejen, hvilken på mange steder forhindrede deres
march, og det som plagede dem mest, var at vejen var dem ubekendt, og de kunne ikke
tro på de svenske eller bruge dem til vejvisere. Endelig kom de dog efter lang
udstået møje for samme stad.
Bemeldte Jönköping ligger i Småland ved Vättersøen.
Deri havde Jönköpings beskrivelsekongerne, som Olaus Magnus beretter,
fordum anselige møder og sammenkomster. I samme stad døde den navnkundige Sten Sture.
Byen i sig selv var åben og bestod af træbygninger, men den havde et stærkt kastel,
hvortil de svenske, så snart den danske armé kom derfor, begav sig og satte staden i
brand, hvilket Sættes i brand af de svenske selvde danske
søgte af al magt at forhindre, men forgæves. Der opholdt kongen sig ikke længe; men
eftersom han ingen tidender havde bekommet fra Gert Rantzau, som var gået med en anden
armé fra Kalmar, rejste han tilbage igen. På disse tvende rejser blev den danske armé
meget svækket; thi det store arbejde, de få levnedsmidler og andre ulejligheder
forårsagede en svaghed blandt armeen, hvorfor en stor del måtte ynkeligt omkomme.
Årets tid tilstedte endda at foretage noget vigtigt, hvorfor kongen delte sin armé i
tvende parter. Generalløjtnant Jørgen Lunge fik den halve del, med hvilken han fik
ordre at begive sig til Elfsborg. Den anden halve del lod kongen føre på flåden,
med |643hvilken han begav sig til Stockholm og inden få dage uden
forlis ankom 9 mil fra bemeldte Kong Christian kommer med en
flåde for Stockholmhovedstad. De svenske, som uden tvivl havde set forud denne færd,
havde lagt en stærk besætning ved passet, bestyrket sig med en stor mængde kanoner og
indesluttet sundet med kæder, både og hvad som kunne hindre flåden i dens fart. De
havde også fået nogle tropper fra Holland; samme tropper kom til Stockholm på en meget belejlig tid
og satte mod i staden igen, hvis indbyggere var
blevet helt modløse. Men nu blev de deraf så opmuntret at de satte sig for at forsvare
dem til det yderste. Herudover fornam kongen at det ville blive ham vanskeligt at sætte
sit forsæt i værk, og derfor begav sig med flåden til København igen.
Imidlertid var generalløjtnant Jørgen Lunge med 5000 mænd gået fra
Bedrifter i NorgeElfsborg ind i Norge og havde ordre at
bringe indbyggerne i Dalen under kongens lydighed. Til dette anslag at sætte i værk lod
han tillave en hob både, på hvilke han lod en del af sine tropper passere floden som
skiller Norge fra Sverige. Da han var kommet derover, kommanderede han 200 mænd at indtage
passet på et bjerg en halv mil fra floden for at hindre de svenskes ankomst, men disse
200 mænd havde ikke så snart givet sig på vejen førend den svenske general Casper
Mathsøn kom dem i møde, drev dem på flugten og nødte dem til at søge skoven, óg er det
uden tvivl i denne aktion hvor den bekendte Christian Bernikow omkom.
Denne alarm
rakte snart til deres øren som stod ved floden, hvorfor de af al magt hastede at
undsætte dem, hvilket de også lykkeligt forrettede og kom de svenske til at holde
stand ved |644sådant et strategema. De skjulte en trompeter ved en liden høj, hvilken, da de
svenske forfulgte de 200 mænd, blæste til alarm, hvorudover de svenske frygtede at ved
samme sted som lyden kom fra, lå skjult nogle tropper, og derfor ikke turde gå
længere fort. Men da generalen fornam hvorledes han var bedraget, tog han mod til sig
igen, satte sine tropper i orden og besluttede at anfalde de norske som var kommet
over floden, førend de andre kunne komme dem til undsætning, hvorudover de norske søgte et
bekvemt sted ved åbredden, i forsæt der at opholde de svenske indtil de andre kunne
komme over til undsætning. Men som vinden var imod, og de derfor ingen hjælp kunne få,
måtte de lave sig til at fægte med fjenden alene. Midt i træfningen, som De norske fægter med stor tapperhed var både lang og hård,
begyndte de norske at fattes kugler, hvilket de havde set forud og derfor samlet en hob
sten langs ved åen, hvormed de tordnede lystigt på de svenske så at de samme,
omendskønt de havde tænkt med deres mængde at opsluge den lille hob de fandt for sig,
måtte omsider gå tilbage et musketskud derfra med temmeligt forlis og satte sig på
en bekvem plads, forventende flere tropper.
Men Jørgen Lunge, da han så hvor stor fare han var i dersom de tropper
som med stor utålmodighed stod ved hin side af åen, ikke kunne komme over (hvortil der ingen anseelse var), og tilligemed overvejede hvor umuligt det
var at redde de overkomne folk dersom den svenske armé som var i vente, kom dem på
halsen, besluttede han i tide at retirere sig over floden, hvilket han også gjorde med
stor behændighed på de samme både som han var kommet over på, og det i fjendens
påsyn uden at forlise en eneste mand.
Efter denne behændige retirade begav han sig med sine tropper ind i
Dalen, Dalen submitterer sig kong Christianhvilket landskab
er vanskeligt at komme til, fuldt af skove og snævre veje, så at hans folk undertiden
måtte passere en for en, og at forsikre rytterne fra fjendens hemmelige udfald af
skovene måtte infanteriet bedække begge si|645der af
dem igennem skoven. De svenske gjorde en dag et udfald af en stor skov, men blev så vel
modtaget af de norske fortropper at de med forlis måtte tage flugten til skoven igen.
Siden den tid lod der sig ingen fjende se. Men amtmændene og præsterne kom og aflagde
deres troskabsed til kongen af Danmark, hvorefter generalløjtnanten forlod landet
igen med 20.000 store okser som han havde bekommet til bytte, og efter at han havde
skikket sine tropper til grænserne i Norge, begav han sig selv til Elfsborg for at blive
der vinteren over.
Imidlertid havde kong Christian meget at bestille med sine
krigstilberedelser til førstkommende forår og forhåbede efterfølgende kampagne at gøre en
lykkelig ende på krigen, og sandelig de svenske kunne nok gøre deres facit af
foregående Sverige i slet tilstandaktioner hvorledes
det ville gå dem ydermere, efterdi de fornemste grænsefæstninger var forlist og
derved vejen åbnet for de danske til kernen af Sverige. En stor trøst for dem var at
hollænderne tog deres parti og lod sig offentligt mærke at de ville konjungere sig med
dem mod de danske. Besynderlig tordnede den stad Amsterdam med store ord og trusler. Dog
kong Christian lod sig af alt dette ikke bevæge, men kontinuerede med sine præparatorier
og besluttede fast ikke at nedlægge sine våben førend han havde bragt Sverige til
billige tanker.
Midt i denne krigslue havde kongen den sorg at miste sin dronning Anna
Catharina. Højstbemeldte dronning faldt år 1612 i en feber hvoraf hun Dronning Anna Catharina dør døde den 29. marts, og blev den 15.
april begravet i Vor Frue Kirke i København. Med hende havde kongen
avlet 6 børn, hvoraf de 3, nemlig den førstefødte, prins Frederik, og tvende prinsesser,
Sophia og Elisabeth, straks døde. Om de efterlevende tales vidtløftigt i historien.
Gustavus Adolphus havde imidlertid ladet hverve 2300 mænd, skotter og
nederlændere, hvilke til søs blev bragt til Romsdalen i Norge og derfra tog deres
vej igennem Guldbrands-|646dalen
i forsæt at konjungere sig med de svenske, som da skulle lade sig indfinde på Hedemarken. Men de
blev alle af bønderne i Guldbrandsdalen slået i et snævert
pas ved Breide, óg blev til en Den såkaldte skottekrig i
Norge erindring der på samme sted oprettet en støtte med en inskription at
skotternes anfører dér var omkommet med sin hær. Slaget bliver endnu af bønderne i
Guldbrandsdalen kaldt skotteslaget.
De svenske mærkede endelig at denne krig intet godt udfald ville have for
Sverige, hvorudover alle deres tanker henvendtes til fred, til hvilken at erholde de søgte
kong Jacob af Englands mediation. Højstbemeldte konge, som intet var kærere end at agere
fredsforhandler, tog sig straks sådant med iver an og Handel
om fredaffærdigede tvende gesandter, nemlig Spencer og Amstruter, hvoraf den ene
gik til Danmark og den anden til Sverige. Disse fandt begge parter ikke utilbøjelige
til fred, óg blev derfor berammet et møde til Sørød, hvor begge rigers commissarier
skulle møde, hvilket også skete. Men der blev straks gjort en difficultet af de danske
commissarier angående Gustavi Adolphi fuldmagt; thi såsom samme konge havde endda ikke
opfyldt sit attende år, holdt de for at man også måtte have en fuldmagt af Sveriges
stænder. Men de svenske commissarier vægrede sig derfor medmindre de danske også
viste fuldmagt fra Danmarks stænder, hvormed det da forblev. De største disputter i
fredsforhandlingen var om Kalmar, Öland, Risby og Elfsborg, hvilke de danske begærede
til evig ejendom. Og medens traktaterne varede, var begge konger i nærværelsen for at
konferere med commissarierne at intet ophold skulle ske. Freden blev sluttet 1613 ved engelsk mediation til Sørød i januar
1613 og findes i actis publicis, Sørødske fredhvor jeg læseren vil henvise.
I denne fred blev ophævet fire tvistigheder: (1) om Sonneborg på Øsel,
som Gustavus Adolphus på egen og Sveriges vegne frastod så at det hus Sonneborg med
hvad som derunder hørte, skulle herefter til evig tid tilhøre Danmark; |647(2) om de 3 kroner, hvilket blev således bilagt at det skal stå
begge rigerne frit for herefter at føre 3 kroner i deres våben, dog således at
kongerne af Danmark derved ikke skal tilegne sig nogen rettighed over Sverige; (3) om
Finmarken, hvorom blev så forenet at Sverige frastod den ret, frihed, Indholdet af fredstraktatendominium maris og anden herlighed som
Sveriges krone i Laplandene og Vardehus len sig tilforn har tilegnet; (4) om tolden,
hvilken blev regleret med lige fordel for begge rigerne. Foruden disse fire poster blev
også forenet om adskillige andre ting, nemlig at ifald kongerne af Sverige ville
føre herefter den titel af lapperne, da skal ved sådan titel ej forstås sølapperne ved
Vesterhavet imellem Titisfjord og Varanger, og at Göteborg ingen privilegier må
gives som er Danmarks højhed i Øresund præjudicerlige.
Til krigens
omkostning lovede kongen af Sverige at betale en million og derfor pantsatte Elfsborg med
Nyløse, Gammeløse og andet gods.
Hvad skibe, skyts og munition i krigen var erobret, blev i dens
hænder som havde bemægtiget sig dem. I det øvrige blev det stettinske fordrag
konfirmeret.
Således endtes denne krig, i hvis beskrivelse jeg har fundet for godt at
følge en fremmed skribent, som levede på samme tider, for at
undgå al mistanke om partiskhed. Den sørødske fred var ikke mindre reputerlig for
riget end den stettinske, óg havde disse riger hidindtil vokset og tiltaget i magt og
reputation. Men fra denne tid begynder en fatal periodus i den danske historie, og lykken,
som hidindtil stedse havde været favorabel, begyndte at vende ryggen således at
Danmark har taget af ligesom Sverige har vokset til, ja under dets stridbare konger gjort
sådanne figurer at dets magt er blevet formidabel for hele Europa. Men den stedsevarende
ulykke som siden har fulgt kong Christianum 4., hindrer dog ikke at han af alle bliver
anset som en af de største regenter der leve|648de
på de tider, såsom det påfulgte uheld kan alene tilskrives tidernes konjunkturer og
ingenlunde personen.
Alle danske og norske officerer blev berømmet for at have
efterlevet deres pligt i denne krig, undtagen Steen Bille, amtmand over Trondhjem, hvilken
straks efter freden på herredagen i København blev beskyldt for i mange ting ikke at
have efterlevet sin pligt. Hans egen broder Marcus Bille gik i rette for ham, men kunne
ikke godgøre hans sag, hvorfor han blev dømt til 3 års landflygtighed; men som han
uanset denne dom opholdt sig hemmeligt i Jylland, blev han arresteret og ført til
Dragsholm, hvor han mange år blev siddende. Man ser ellers heraf at de svenske må have
haft nogen fremgang nordenfjelds; men jeg finder intet antegnet derom.
Medens denne krig varede, forefaldt intet inden riget som fortjener at
antegnes, thi kongen var al den tid mestendels enten ved armeen eller til søs. At
pengemangel ellers i krigen må have været stor, kan ses af de mange små og store
Anmærkninger over nogle indenlandske sagersummer kongen
lånte af partikulære folk, óg vidner biskop Hegelund i hans ofte citerede calendario
at han det år 1612 satte ud på rente hos kongen
200 krondaler. I det øvrige finder jeg intet at antegne uden at der 1611 var en stor
rebellion af studenter imod professorerne i København. Hvad årsagen dertil var,
findes ikke. Jeg ser alene at uroligheden endtes ved nogle studenters relegation.
Dette kan også antegnes at en herremand ved navn Marcus
Lund år 1613 blev halshugget på slotspladsen i København
fordi han havde slået sin frue ihjel.
Straks efter freden var sluttet, blev holdt en herredag i København i
samme år, hvor adskillige fremmede gesandter lod sig indfinde, iblandt andre fra De
Forenede Herredag i KøbenhavnProvinser,
hvilke begærede moderation på adskillige nye pålæg. I denne deres begæring blev de understøttet af
den engelske ambassadør, hvor|649udover kongen
erklærede at omendskønt han havde årsag at kontinuere med de pålæg som ved anledning
af den svenske krig var etableret, ikke des mindre ville han dog for at lade se sin
affektion mod De Forenede Provinser, føje dem deri. Han befol også straks at de nye
pålæg skulle ophøre i juli måned af samme år, og gav ordre til betjentene intet
at fordre over den gamle ret som var før krigen.
Omendskønt kongen erklærede sig at
skride til sådan føjelighed af affektion for De Forenede Provinser, så er dog
troligt at det var kun en pur kompliment, helst såsom de i sidste krig havde
understøttet de svenske og offentligt truet at erklære sig mod Danmark. Christiani 4.
hele regeringstid viser derforuden at han ikke meget elskede hollænderne, men tværtimod at han var en
bestandig ven af Spanien, De Forenede Provinsers fjende. Hollænderne
mærkede også det samme såvel af toldens forhøjelse i Øresund som af andre tegn,
hvorfor de også i den sidste krig kongen førte, slog sig åbenbart til Sverige. Den
føjelighed han derfor denne gang lod se mod dem, synes heller at være bragt til veje ved
kong Jacobs forbøn, hvilken han intet kunne nægte. Det er derfor ganske utroligt, det
som nogle skribenter foregiver, at kong Christian i begyndelsen af krigen havde sin
svoger mistænkt for at inklinere til det svenske parti, og at de danske i den henseende
handlede ilde med den engelske gesandt som kom fra Sverige, thi der var stedse et ugement
venskab imellem disse tvende konger.
Óg gaves derpå efterfølgende år en stor prøve, da
kong Christian på ny uden anden årsag end af affektion gjorde en rejse til England
igen. Denne anden rejse gik for sig med Kong Christians anden rejse
til Englandet lidet følge af 50 personer. Han arriverede lykkeligt dermed til
England og fandt dronningen, sin søster, til Somerset førend man havde nogen kundskab om
hans ankomst. Kong Jacob, som da var i Bedfordshire, da han fik tidende om hans ankomst, kom han
straks tilbage og diverterede sin svoger med karrusel, jagt, fyrværker og anden
tids|650fordriv indtil den 1. august.
Da blev Hans
Majestæt af den engelske prins ledsaget til sit skib og sejlede til Danmark igen, hvor
han søgte at høste frugt af den fred som Gud havde kronet rigerne med, og at arbejde på at
sire landet med herlige og skønne bygninger samt at forfremme
handel og manufakturer, hvilket var hans stedsevarende lyst. Derfor, da indbyggerne ud af
Neugard, som ville ikke bekvemme sig til inkorporation med Sverige, i dette år skikkede
gesandter til Danmark for der at søge hjælp, ville Hans Majestæt ikke bemænge sig
dermed på det at den mellem rigerne nylig sluttede fred ikke skulle forstyrres.
Ligesådan begærlighed til fred lod han se kort derefter; thi da den
stad Braunschweig havde sat sig op mod hertugen, der óg belejrede samme stad, søgte kongen i
steden for at gribe til gevær, for at reducere staden og at assistere sin svoger, at
bilægge tvistigheden ved venlig underhandling. Han skrev derfor magistraten i Braunschweig
til og tilbød sin mediation, og da sådant ikke kunne hjælpe, men de brunsvigere søgte
med hårdnakkethed at forsvare sig mod deres landsherre, rådede han hertugen at
temporisere og at ophæve belejringen for at give indbyggerne tid til at betænke sig.
Hvad indenlandske sager angår, da blev i dette år 1614 den vigtige
proces fortsat mellem doktor
Hans Resen og magister Oluf Kok, hvorom er talt med omstændighed
på et andet sted, óg var udfaldet så, at doktor Resenius blev frikendt, og magister Oluf
Kok blev dømt fra sit embede og måtte rømme landet. Han døde få år derefter i Hamborg.
At Resenius ellers intet tabte af de gode tanker Adskilliges død og
promotionerkongen havde om ham, ses deraf at da doktor Peder Winstrup,
biskoppen i Sjælland, dette år ved døden afgik, lod Hans Majestæt bispestolen et helt år
blive stående ledig eftersom han dertil havde beskikket Resenium, men ville ikke kalde
ham førend han var færdig med det forsvarsskrift han havde lovet at udgive for at
udslette den mistanke i religionen som magister Koks beskyldninger havde bragt ham i.
|651Men da dette var sket, blev han året derefter biskop i
doktor Winstrups sted. Foruden doktor Winstrup døde også i dette år magister Peder Hegelund,
biskop i Ribe, af hvis skrevne calendario, som mig er kommunikeret, jeg et og andet har
indført i denne historie. Det samme, endskønt det er kort og magert, så er det dog
tilforladeligt efterdi alt hvad han i samme calendario har antegnet, er sket i hans egen
tid. I Norge skete dette år denne forandring at Enevold Kruse blev dimitteret fra
statholderskabet, og Jens Juel blev statholder i hans sted.
Hans Majestæt havde siden dronning Annæ Catharinæ død, som skete 1612,
siddet i enlig stand. Herudover rådede adskillige ham til at træde i nyt 1615ægteskab,
óg foreslog hans tvende søstre, nemlig kurfyrstinden
af Sachsen og hertuginden af Braunschweig, som i det år 1615 var kommet til Danmark, en
tysk prinsesse. Men Hans Majestæt lod sig da mærke som han
ingen lyst havde til forandring, efterdi han med den salige dronning havde avlet mange
børn så at der var ingen anseelse til at hans posteritet skulle udgå, og hvis, som
formodentligt var, han med en ny dronning avlede flere prinser og prinsesser, ville
sådan mængde blive riget til byrde, så at de derfor ikke mere talte om den sag, men
efter kærlig afsked med kongen og enkedronningen, som de havde besøgt i Nykøbing,
rejste bort igen.
Men efter deres bortrejse tog kongen dette i betragtning og endelig
Kongen indlader sig i nyt ægteskabresolverede sig til et
ulige ægteskab med jomfru Kirsten Munk, hvis fader var Ludvig Munk, lensmand i
Trondhjem, hvilken i det år 1597 i den inkvisition som da efter kongens befaling blev
holdt af Arild Huitfeldt og Jørgen Friis, blev dømt fra sit embede og døde på sit gods i
Jylland. Ægteskabet gik i en hast for sig på Lunde bispegård i Skåne så at ingen
vidste noget derom førend Hans Majestæt selv notificerede rigets råd sådant. Vielsen
skete af Nicolai sognepræst i København, magister Mads Jensen, hvilken didhen var forskrevet,
med sådan ceremoni at kongen rakte hende sin venstre hånd og hun igen kongen den
højre, som brugeligt er i de ulige giftermål som kaldes matrimonia ad morganaticam
|652eller ‘til den venstre hånd’.
Óg ser man at Hans Majestæt
fandt for godt at indgå sådant ægteskab, at de børn som avledes med den nye gemal,
Særdeles ægteskabskontraktskulle ikke være de andre
kongelige børn til byrde, hvorfor óg konditionerne var disse at hun alene skulle føre
titel af kongens gemal, men ikke dronning, og børnene skulle
ingen ret have til riget. Med hende levede kongen i kærligt ægteskab indtil 1630 da hun faldt i unåde, som
omstændigt skal fortælles på et andet sted.
Efterfølgende år 1616 den 31. marts døde hertug Johan Adolf af Slesvig-Holsten
1616 i sin alders 41. år, en from, sagtmodig og
lærd herre, óg vidner Cypræus at han var erfaren i alle sprog og
videnskaber. Han stiftede år 1606 Hertug Johan Adolf dørdet
skønne bibliotek i den fyrstelige residens Gottorp, hvilket blev lagt an på 3
hvælvinger som stod til hinanden, og forsynet med bøger i alle videnskaber og rare
manuskripter. Til en erindring derom blev over kaminen i en sten udhugget efterfølgende
vers:
Artibus excellens pacis dux Janus Adolphus |
condidit et libris istud conclave ditavit. |
Ille quidem numero libros et sedibus, at se |
mansuro, donec domus hæc erit, auxit honore |
Der holdes ellers for, at denne hertug var ingen hader af den
calvinske Hans karakterreligion, hvorudover
calvinisterne havde forhåbning at spille mestre i Holsten og Slesvig i hans tid.
Hvad som gjorde ham mest mistænkt for at favorisere den calvinske religion, var at han
beskikkede i den evangeliske superintendents Fabritii sted en calvinist ved navn
Philippus Cæsar af Hessen-Kassel, så at hans død faldt bekvem ind for den evangeliske
lærdoms konservation. At han ellers ingen elsker var af overtro, ses deraf at da en
roman-katolsk rigsfyrste begærede af ham St. Vicelini ben, som lå begravet til
Bordesholm, lod |653han samme opgrave og hemmeligt nedsynke
at ingen skulle drive afguderi dermed.
Han efterlod sig mange børn, som han havde avlet med sin efterlevende
gemal Hans efterladte børn Augusta, Friderici 2. datter,
nemlig: (1) hertug Frederik, som fulgte sin fader i regeringen; (2)
hertug Adolf, en stridbar herre, som 1631 begav sig i kejserlig tjeneste og blev
omkommet i det slag ved Leipzig tillige med mange andre fornemme herrer; (3) hertug Hans,
hvilken anno 1634 blev biskop over det lübeckske stift efter at han nogen tid havde ladet
sig bruge i den svenske armé under Gustavo Adolpho; (4) hertug Christian, som døde straks
efter sin fødsel, og fire prinsesser. Året for hertug Johan Adolfs død var en overmåde
stor vandflod i det hertugdømme Slesvig så at mange mennesker omkom. I Hviding herred
blev en kirke bortskyllet, og 168 mennesker druknede, óg blev broen for slottet i Tønder
nedrevet, og vandet rejste sig indtil vinduerne.
Så snart hertug Johan Adolf, som sagt er, ved døden var afgået,
overlagde kongen med den unge hertug at fuldfærdige det store værk angående
førstefødslen, hvortil var gjort præparatorier 1608, og det på sådan måde: Han havde
i samme år stævnet hertugen til sig i Jylland, og det ganske uformærkt, på det at
rigets såvel som fyrstendømmernes adelskab ingen mistanke skulle fatte dertil og søge at
hindre deres foretagende. Efter at de havde forbundet dem til enighed og tavshed,
besluttede de at gøre ansøgning hos kejseren om at erhverve førstefødselsret i
fyrstendømmerne og at tilintetgøre stændernes prætenderede valgrettighed. Til den ende
fandt man for godt at affærdige kongens råd Jonam På hvilken måde
førstefødselsrettigheden blev indført i Slesvig og HolstenCarisium til det
kejserlige hof, hvilken for kongen og hertugen erholdt af kejser Rudolpho 2. et diploma
primogenituræ således at Holsten, Stormarn og Ditmarsken altid skulle tilfalde den
førstefødte uden foregående valg.
|654Dette blev dog holdt hemmeligt indtil hertug Johan Adolfs død; men da blev
overlagt mellem kongen og den unge hertug Frederik hvorledes man skulle forholde sig på
forestående landdag for at tilkendegive ridderskabet det af kejseren erhvervede diploma
om førstefødselsrettigheden i Holsten; thi hvad Slesvig
angik, da, endskønt det ofte af ridderskabet blev konfunderet med Holsten, så var det
dog noget som ikke kom kejseren ved, men alene kongen og riget, hvorudover også kongen
som lensherre af Slesvig i det år 1609 havde givet et lige privilegium for samme
fyrstendømme.
Da dette nu var vel overlagt, gik landdagen for sig den 11. november 1616. Da
begyndte stænderne igen efter sædvane at stå på deres valgrettighed og andre
privilegier; men midt i deres veltalenhed blev dem forelagt den hidindtil skjulte
kejserlige bevilling, hvilket var som et tordenslag for dem, helst såsom kejser Rudolphi
diploma indeholdt trusler imod dem der ville sætte sig derimod; men intet gjorde dem
mere modløse end det danske rytteri, som på samme tid var budt at komparere for at
mønstre ved Kolding, item det fodfolk som uformærkt var ført fra Fyn ind i det
hertugdømme Slesvig; Hertug Frederik forlenes med
Slesvighvorudover
de omsider bekvemmede sig til at aflægge hyldningsed til den unge hertug Frederik,
hvilken kort derefter af kongen blev forlenet med Slesvig og Femern, óg blev lenet
modtaget til Kolding af tvende fyrstelige gesandter.
Gesandterne var Godske Wensin, amtmand til Gottorp, og Hans von der Wisch,
amtmand til Tønder, hvilke i hertugens navn fik den 2. december
len af Hans Majestæt med sædvanlige ceremonier. Ved denne højtidelighed stiftede Hans Majestæt en ny
ridderorden kaldet Sværdet, hvis tegn var en harnisket arm med et draget sværd, óg blev
da slået til riddere 12 herremænd som havde holdt sig vel i den svenske krig. Deres
navne ses af det vers som Helvaderus gjorde derover, så lydende:
|655Friis, Lung’, Skeel, Rantzau, Rantzau tu Billeque, Rantzau, |
Senckler, Sparr’ et Pentz, Sandberg, Scheel, partis equestris. |
Dagen tilforn blev Jørgen Lunge gjort til rigets marsk og Albert Skeel til
rigsadmiral. Denne unge hertug Frederik var den første der efter jus primogenituræ eller
førstefødselsret succederede sin fader alene uden at gå i del med sine brødre, óg
maintenerede kongen ham i samme ret såvel imod hans brødre som imod stænderne,
hvilke endda ikke kunne få deres valgrettighed ud af hovedet. Han blev ellers en af de
navnkundigste hertuger i Holsten, óg skal der ved lejlighed ofte i denne historie
tales om ham.
På samme tid døde kansleren Christian Friis til Borreby i sin alders
Kansler Friis’ død og karakter60. år efter at han
havde været kansler i 20 år. Han var en stor elsker og befordrer af lærde mænd, som
han idelig konverserede med, havde også stor kundskab i
statssager. Dog synes det at kongen ikke altid var fornøjet med ham efterdi han stedse
var en hidsig forfægter af adelens højhed. Det lægges ham også til last at han
kontribuerede noget til Tycho Brahes forfølgelse. Han døde på skibet Fides
ved Aggershus da han med kongen
rejste til de norske herredage. I hans sted blev igen beskikket til
kansler Christian Friis til Kragerup, som havde været prins Christians hovmester,
hvilken plads Christen Thomesen Sehested nød igen efter ham. På samme tid blev Jens
Bielke Norges Adskillige promotioner kansler i Anders
Greens sted, óg er det denne Bielke som har gjort de bekendte forklaringer over ord i den
Norske Lov. I lige måde døde rigets admiral Mogens Ulfeldt, en meget forsøgt herre der i sin
ungdom havde tjent til søs mod tyrken.
|656Jeg finder i det øvrige
intet andet af vigtighed passeret i disse
åringer; thi riget var i fuldkommen rolighed så at fra den kalmarske fejde indtil
den tyske krig, som begyndte 1625, liden materie gives til en historieskriver. Kongen
holdt fred og venskab med alle potentater, endogså med Gustavo Adolpho, hvis dyder han
admirerede, og en almindelig fornøjelse var iblandt undersåtterne, hvilke under sådan
fornuftig regent tog dagligt til i velstand og forfremmedes i dyd, videnskab og
duelighed, hvortil de blev opmuntret af kongens eksempel.
Jeg har tilforn talt om denne
store konges entrepriser på at oplede det gamle Grønland. De tvende efterfølgende år
1618 og 1619 gav endda større prøver på hans omsorg for handelens forfremmelse og hans
begærlighed at gøre decouverter, som har erhvervet ham så stort navn i historien, og
hvorved langt bortliggende have og lande er blevet opkaldt efter hans navn. Dette agter
jeg her omstændigt at udføre, en del eftersom meget lidet deraf tilforn ikke er bragt
i pennen, en del også efterdi jeg holder for at videnskabers forfremmelse, handels
og manufakturers etablissement er det som egentlig næst gudsfrygt gør en konge stor, og
hvis recit tjener mere til opbyggelse end kriges og feltslags beskrivelse.
Den ostindiske handel som i det år 1618 blev foretaget, og den
koloni 1617som blev anlagt på de koromandelske kyster, er
det som jeg her først må tale om. Om samme handels oprindelse er kun lidet antegnet af
landets indbyggere, uden Begyndelse til den ostindiske
handelhvad som findes i hr. Ove Gieddes søjournal, hvilken dog er så mager at man deraf aldeles
ikke kan forfatte nogen historie, hvorudover jeg kan ikke give sådan udførlig
underretning derom som jeg ønskede. Den hollandske skribent Baldeus synes at give
til kende at den bekendte nederlænder Marchelis
Boshouwer Baldei vildfarelse
bragte de danske folk først på de tanker at handle på Ostindien,
men han farer i den post, som i adskillige andre, vild. Vel kan ikke nægtes at denne
handel jo først begyndte ret at sættes i værk da bemeldte |657Boshouwer
kom til Danmark, og at de første skibe tillige med ham under hr. Ove Giedde
blev affærdiget. Men at de danske tilforn efter andre nationers eksempel havde været
betænkt på den ostindiske handel, ser jeg af en kongelig bevilling til et kompagnis
stiftelse, dateret Antvorskov den 17. marts 1616. Forslaget om samme kompagnis
stiftelse bestod i 34 artikler, hvoraf disse er de fornemmeste:
1. Art. At Kongl. Majest. vilde tilstæde udi sine Kongeriger at lade
Bevilling til et nyt kompagnis stiftelseudrede for det
første tvende Skibe, som til hver Reise skal giøres behov paa Ost-Indien om Capo de bona
Speranza, og at ingen sig maa understaae udi tolv Aar eller saa lang Tid, som Hans Majest.
det naadigst ydermeere vil tilstede, af Hans Majestets Lande her at udrede eller at seile
omkring fornævnte Capo de bona Speranza, under Lifs og Gods Fortabelse.
10. Art. Hver Mand skall stande frit fore at lægge udi Handelen saa meget,
som de selv vil, dog ikke mindre end 150 Rdlr. uden anderledes kand af Compagniet
bevilges; og, dersom meere blev indlagt end samme Handel kunde erfodre eller have behov,
skulde det ikke antages.
20. Art. Dette Compagnie skal begynde udi det Aar 1616. og skal vare udi 12
Aar, eller saa længe som Kongl. Majestet denne Handel naadigst vil bevilge. &c.
21. Saa tit og ofte der udi Penge-Kisten 15 af hundrede ere indbragte af de
solte Indiske Vahre, skal strax til Participanterne samme Penninge uddeeles.
33. Til en underdanigst Erkiendelse imod disse privilegerede Artikler, skal
Compagniet give Kongl. |658Majest. efter at Skibene fra første
Reise ere igien komne, toe tusinde Rosenobler &c.
Af dette ses at de danske ikke alene havde været betænkte på, men
endogså har gjort en begyndelse til et ostindisk kompagnis stiftelse førend Boshouwer
kom til Danmark 1617, og at bemeldte Boshouwer ikke gav så meget anledning til den
indianske handel som at han kom belejligt til Danmark just på den tid da sådant var
i gære. Men førend jeg går videre fort, må jeg røre lidet om denne bekendte mands
historie og anledning til hans ankomst hid i riget.
På de tider da hollænderne søgte at gøre Portugal allevegne afbræk i
Indien, blev en underkøbmand ved navn Marchelis Boshouwer år 1612 af staterne og
prins Maurits af Oranien skikket til kejseren af Ceylon at slutte
en Prinsen af Migommes historiekommercetraktat. Boshouwer
forrettede vel sit ærinde, sluttede traktaten til begge parters fornøjelse og derved kom
i sådan nåde hos kejseren at han ikke ville slippe ham igen. Boshouwer forblev
således i landet, hvor han blev ophøjet til stor ære og værdighed, blev gjort til
prins af Migomme, gehejmeråd og generaladmiral. Alle hans prægtige titler har jeg set
i et egenhændigt brev til kong Christian 4., dateret Capo de bona Speranza d. 27. juli
1619, óg lyder samme således:
Marchelis Prince van Migomme, Coeckelecorle, Annanogoporre ende Niwitegael, Heere van de Ordre des Guldensons,
Præsident van de hooge ende Krycks Raaden, Tweeden in den secreten Raadt, Amirael Capitayn, General vant Keyserryck Seylon &c.
Hvilket var al den ære og lykke en fattig underkøbmand kunne vente sig
i nogle år. Efter at Boshouwer havde levet nogen tid i sådan anseelse, fik han lyst
at gøre en rejse til Holland, måske for at lade sig se af sine landsmænd, hvilket
stort dyr han var blevet. Efter indstændig begæring fik han endelig anno 1615 forlov at
gøre sådan rejse. Men da han |659var kommet til Holland
igen og der påstod at være agtet og anset som en prins af Migomme, fandt han sandt
at være som ordsproget lyder: at en profet er aldrig mindre agtet end i sit
fædreneland; thi hollænderne kunne ikke så hastigt få denne metamorphosin i hovedet at
en underkøbmand naturlig vis på 2 eller 3 år kunne blive prins, og derfor ikke ville
gøre ham den højtid som han mente sig at tilkomme.
Herudover blev han fortørnet og
begav sig anno 1617 til Danmark, hvor han uden Hans ankomst til
Danmarktvivl havde hørt at indbyggerne var i arbejde med at stifte et
ostindisk kompagni, og dér gjorde forslag for Christianus 4. om at bringe Danmark den
ceylonske handel til veje. Derpå ilede man med at bringe det kompagni som man længe
tilforn havde arbejdet på, i stand, og Boshouwer, som allevegne lod sig give titel af
prins af Migomme, sluttede en kontrakt på kejserens vegne af Ceylon, hvilken kontrakt
blev efter Baldei sigelse undertegnet af Hans Majestæt anno 1618 den 30. marts, hvorvel
jeg har set sådan kontrakt i et hollandsk manuskript af dato den 2. august, som
sluttes således:
Geschiet, believet,
Slutter en kommercetraktat med Danmark på kejserens vegne af Ceylonbewilliget, accorderet, versproocken, ende toogeseyt in der Conicklijcken Stadt Copenhaven
den andern Augusti Anno 1618 Styli veteris.
Conicklijcken Stadt Copenhaven den andern Augusti Anno 1618 Styli veteris.
Marchelis de Boshouwer
Pieter van Santen
Roland Krape
Så at enten forrige datum må ikke være rigtigt, eller der må være tvende
gange sluttet sådan kommercetraktat i samme år.
Efter at kontrakten var sluttet, begav prinsen af Migomme sig samme år
Første ostindiske rejse under Ove Gieddes anførselmed
et stort skib og en jagt på rejsen til Ceylon. Kompagniet i København skikkede
derforuden nogle krigsskibe med, nemlig Elefanten, David, Christian, Patientia og
København samt en jagt kaldet Øresund,
1618under anførsel af hr. Ove Giedde, hvilke skibe
efter 22 måneders |660besværlig rejse landede til Ceylon
1620 den 16. maj. Den hollandske skribent Baldeus skriver at prinsen af Migomme døde på
vejen, hvilket dog anderledes at være synes at bevise den kommercetraktat sluttet
mellem kongen af Danmark og kejseren, hvori prinsen af Migomme bliver nævnt som da
værende på den danske flåde, der lå ved Baldei anden
vildfarelseCeylon, så at det synes at samme gesandts død er sket noget efter
ankomsten til samme ø. Traktaten har jeg fundet trykt på dansk af efterfølgende
indhold:
1. Er efter den Fuldmagt, som den Zeilonske Gesandt Printzen af Migomme er
medgiven, sluttet et sterkt Forbund mellem Kongl. Majest. af Dannemark og Keiseren af
Zeilon, ved hvis Kraft ingen udi hans Kejserdom skal Kommercetraktat
med Ceylonhandle uden den Danske Nation, og deres Medfølgere, og skal de nyde de
kostelige Vahre, Specier, Edelstene, og hvad ellers Profit der falde kand.
2. Gesandten
Printzen af Migomme skal ikke begive sig fra Skibet hverken med Frue eller Børn, men hæfte
for hvis Løfte, som giort er, til saa længe Kejseren indfører saa meget Guld og Klenodie
til Underpant, som Kiøbmanden forvisses paa bemeldte Underpant; hvilket forbemeldte
Underpant skal igien leveres, naar Løftet er fuldbyrdet om de 3 Penge for en.
3. Skal de
Danske ingen Told give for nogen Ind- eller Udførsel.
4. Er Kejseren forpligted at forskaffe
Compagniet alle Kiøbmands Vahre for bedre Kiøb, end de andensteds betales, saa, at gieldte
til Bantam en Sæk Peber 8 Realer, skal Kejseren det levere for 6 og saa udi andet.
5. Er
Kejseren forpligted, at befodre Compagniet til videre Handel hos andre Indianske Konger og
Herrer, som han staaer udi Forbund med.
|6616. Skal det Danske
Compagnie have Frihed udi Kejserens Lande med hver Mand at handle, som fri Handel
tilstedes &c.
Denne traktat, enten den er sluttet på skibene med Boshouwer i
kejserens navn eller med kejseren, synes at bevise at samme mand levede efter at
skibene var kommet til Ceylon, og at hans død må være sket noget efter ankomsten på
Den ceylonske handel bliver til intetskibet ved Ceylon,
medmindre man vil sige at hans navn af politiske årsager i traktaten er indført af de
danske, hvilket jeg vil lade stå ved sit værd.
Et af hr. Ove
Gieddes egenhændige breve, som mig er tilstillet, viser at prinsen af Migomme levede
på henrejsen ved Cap de Bonne Esperance; thi brevet er dateret Taffelbayen. Man ser
ellers af samme brev at han har været syg af bitterhed og misfornøjelse over de danske,
og at konjunkturerne har været
meget slibrige på den danske flåde, hvor ambassadøren ville tilegne sig al kommando og
søgte at debauchere admiral Gieddes underhavende officerer, som bemeldte admiral klageligt
tilkendegiver i samme brev.
Man ser endelig af samme brev hvorledes
konjunkturerne har været i Ceylon, nemlig at landet har været hårdt plaget af
portugiserne, og at derfor ambassadøren med sådan iver har drevet på at de danske
skulle tage på portugiserne hvor de kunne træffe dem, hvortil dog Ove Giedde ville
ikke bekvemme sig, |662så at det er troligt at på det punkt
beroede den hele handels succes, og at ambassadøren havde lovet at prokurere de danske
den ceylonske handel med de konditioner at de skulle beskytte landet for portugisernes
overvold. Thi af en original kontrakt, som mig er kommunikeret, ser jeg at Boushouwer
på kejserens vegne havde betinget et krigsskib med halvtredje hundrede soldater, hvilke
som hjælpetropper skulle føres til Ceylon uden tvivl mod portugiserne, og at Danmark
derfor skulle have en summa af 94.449 rigsdaler, 3 ort. Hvorom
alting er, så ser man at Boshouwers død, enten den skete før eller siden skibenes
ankomst til Ceylon, forvirrede ganske de danske sager og gjorde den forhåbning til
intet som Danmark ved hans middel havde fattet; thi da kejseren fik at høre
Boshouwers død, ville han ikke samtykke det som gesandten havde kontraheret med
Danmark, ja han nægtede udtrykkeligt at han havde givet ordre til sådan
underhandling.
Ove Giedde, da han så sig således bedraget, lod han konfiskere
Boshouwers midler for den skade og omkostning han havde bragt riget i. Hans frue lod
han efter begæring føre til Candy med nogle jomfruer som opvartede hende, óg bekom hun
så meget af midlerne som kunne tjene til hendes underholdning. Baldeus siger at Ove
Giedde derpå med uforrettet sag rejste til Danmark igen, hvilket er usandt; thi han
begav sig fra Ceylon til de koromandelske kyster, hvor han Baldei tredje
vildfarelseefter en lang og fortrædelig negotiation, som hans dagregister
udviser, med kongen eller naiken af Tanjur erholdt det sted
Trankebar, hvor fæstningen Dansborg blev anlagt, i hvilken fæstning kompagniet har holdt
besætning indtil denne dag.
Måden på hvilken Trankebar blev overdraget, var denne: Da
hr. Ove Giedde mærkede at der var intet ved Ceylon at vinde, og han på samme tid fik
skrivelse fra Roland Krape, som var udsejlet med de første danske skibe, at kongen af
Tanjur på den |663koromandelske kyst havde
foræret kongen af Danmark en by ved søkanten kaldet Trankebar, rejste han didhen og blev af kongen
antaget med stor pragt. Efter adskillige handlinger
kom sagen omsider til rigtighed, De danske opretter en koloni på den
koromandelske kystóg lod Ove Giedde derpå
anlægge en fæstning som blev kaldet Dansborg. Cessionen af Trankebar
findes endnu med malabariske bogstaver gravet i små lange sølvplader og er i en af
kompagniets direktørers, signeur Holmsteds, gemme.
Så at dette tog, langtfra at løbe
frugtesløst af, lagde grunden til den ostindiske handel, som i mere end hundrede år er
holdt ved lige her i riget.
Hvad kapital dertil i begyndelsen af kompagniet er nedlagt, er mig
ubekendt. At den ikke må have været meget anselig, synes at vise den 10. artikel af det
forslag om kompagniets stif|664telse, konfirmeret
Antvortskov den 17. marts 1616, hvoraf ses at en deri kunne blive participant når
han indskød 150 rigsdaler. Derfor finder jeg også af adskillige breve og dokumenter at
handelen straks vaklede og undertiden var færdig rent at ophæves; thi anno 1627 den 13.
april blev indgivet en Handelens fortsættelsememorial
undertegnet af J. Bram, Jacob Mikkelsen og Jørgen Danielsen, hvori forestilles (1) den
slette tilstand handelen var i, (2) at nye participanter må søges eftersom de gamle
ingen penge ydermere dertil vil give.
Anno 1633 finder jeg en kongelig befaling til
tvende professores, doktor Claus Plum og mester Jacob Finke samt
nogle andre participanter om at gøre regnskab til kongen for det indskud Hans Majestæt
havde gjort til handelen. Og endskønt kongen greb kompagniet under armene så meget
som muligt, syntes det dog ingen fremgang at ville have; thi jeg finder i en klagelig
memorial, indgivet af participanternes fuldmægtige til Skanderborg den 12. marts 1634, at
kompagniet tilstår sig at være Hans Majestæt 156.000 rigsdaler skyldig, på hvilken sum de
allerydmygst begærede afslag.
Sådanne anstød havde denne handel straks i begyndelsen, hvorudover der
fandtes de som holdt
at det var tjenligst den rent at ophæve; men en og anden lykkelig
retur har sat mod i kompagniet igen så handelen er blevet vedligeholdt til denne
dag.
Året efter Ove Gieddes ekspedition til Ostindien, nemlig 1619, foretog sig
Hans 1619Majestæt en ting af end større vigtighed, hvilket,
endskønt han deri ikke reusserede, dog har givet ham størst navn i historien. Man
havde længe disputeret om Grønland var landfast enten med Asien eller Amerika. En
englænder ved navn Hudson Kongen søger at finde vej igennem
norden til Amerikahavde besejlet en bugt imellem Amerika og Grønland, som endnu
efter ham kaldes Hudsons Bugt, hvorvel fremmede skribenter tilstår at den ære heller
tilkommer en norsk sømand som før ham havde udfundet denne bugt. Der
igen|665nem besluttede kong Christian at forsøge en vej til Ostindien og
til den ende affærdigede anno 1619 kaptajn Munk didhen med tvende skibe. Samme Munk kom
den 20. juni af samme år til Kap Farvel, således kaldet efterdi man der ligesom tager
afsked med den gamle verden.
Han sejlede siden mod vesten til norden mod et sund, hvilket han gav navn
af Christians Sund, og landede til en ø ved de grønlandske kyster. Der satte han
Kaptajn Munks tognogle på land, hvilke bragte tidender
tilbage at de vel havde set fodspor af folk, men dog intet folk. Den anden dag om
morgenen blev man var en hob vilde, hvilke blev forskrækkede da de så de danske, løb
hen og skjulte deres gevær bag ved en dynge af sten som lå ved samme sted. Da de
danske hilste dem, stillede de sig venlige an og hilste igen; men da de danske
bemægtigede sig deres gevær, som lå skjult bag ved stendyngen, og som bestod af buer
og pile, stillede de sig helt bedrøvede an og gav ved tegn til kende at det var deres
eneste liggendefæ, hvorved de vandt deres føde, så skibsfolkene ynkedes over dem og
gav dem alt tilbage, hvorpå de faldt på knæ og takkede for sådan velgerning. Men de
danske lod det ikke blive ved den høflighed. De forærede dem adskillige små sager, som
de vilde admirerede og gav til vederlag adskillige fugle samt
fisk, spæk. En af dem kastede øjet på et spejl, og da han så sig selv deri, blev
han derudover ganske forundret, tog spejlet og løb bort dermed. Det som mest gav
årsag til latter, var at de vilde løb at omfavne en matros, ligesom de havde kendt
ham længe, eftersom samme matros havde sort hår, et brunagtigt ansigt, en bred næse
ligesom en grønlænder.
Munk lettede anker dagen derefter for at fortsætte sin rejse, men måtte
formedelst is som kom ham i møde, søge samme havn igen. Men da ville ingen af
indbyggerne lade sig mere se, hvor megen umage man end gjorde sig for at lokke dem til
strandbredden. Man fældede der på øen en stor hob rensdyr og derudover lod den kalde
Rensund, ligesom man gav havnen navn af Munkenæs efter kaptajnens navn. Munk
plan|666tede der kongens våben og begav sig den 22.
juli derfra igen. Derpå udstod man stor besværlighed formedelst storm og drivis så
at man med stor nød bjærgede sig imellem 2 øer, liggende på 62 grader og 20 minutter. Der
så man ingen mennesker, men en mængde af harer, hvorudover man kaldte strædet Haresund.
Den 9. august rejste Munk fra samme øer, sejlede vestsydvest og kom til den sydlige
kyst af Christians Sund. Igennem samme løb han ind i Hudsons Bugt og kaldte den side
som vender mod Amerika, Mare Novum eller Det Nye Hav og den anden side mod
Grønland Mare
Christianum eller Christians Hav. Der sejlede han vestnordvest indtil 63 grader, 20
minutter, da han omsider blev således omringet af is at han måtte tage vinterleje i
en havn som efter hans navn blev kaldt Munks
vinterleje i GrønlandMunks vinterhavn.
Der lod han reparere skibene, så meget som
tid og sted tillod, og gjorde anstalt til vinterleje. Man fandt ingen folk på kysten,
men mange fodspor dertil, blandt andet adskillige store sten oprettede som altre,
hvorpå var lagt kul. Man fandt også en sten hvorpå var afmalet en djævel med horn og
kløer, så at man deraf kunne se at der ikke alene var folk, men endogså en slags
gudsdyrkelse på samme sted.
De danske, såsom de mærkede at de måtte blive der vinteren over, lod
oprette små hytter og forsynede sig med brænde og vildt til deres føde. Munk fældede
selv først en hvid bjørn, hvilken han åd med skibsfolkene og fandt smag i det kød,
som han selv i sin beretning vidner. Man fældede også adskillige harer, agerhøns og
andre fugle som i Norge er gemene, i lige måde nogle måre og ræve, så at man havde
forhåbning at begå sig vel vinteren over. Men vinteren blev så stærk og hård at der
fandtes is fra 300 til 360 fod tyk. Øl, vin og brændevin frøs i fadene indtil
bunden så at båndene derpå brast, og man måtte hugge vin og
brændevin i |667stykker med økse, på det at det kunne tø op
ved ilden. Dersom man af vanvare lod blive vand i tin- eller kobberkar om aftenen, fandt
man at de var brustne om morgenen.
Denne Skibsfolkene omkommer af
kuldeforfærdelige kulde, såsom den ikke sparede jern og kobber, så sparede den
ej heller folket. Den ene af de danske faldt i svaghed efter den anden, og sygdommen
tog til med frosten. Sygdommen begyndte med tarmløb, som holdt ved indtil den syge døde.
Sådan var tilstanden vinteren over, og svagheden formerede sig mod foråret; thi da
faldt tænderne dem af munden så at de kunne ikke æde brødet uden det var gennemblødt.
Endelig tog i maj måned plagen overhånd. Da kom der blodgang blandt de
overblevne, hvilke borttørredes, blev sorte, blå og værkbrudne, og hvor en døde, der
blev han liggende; thi der var ingen som kunne begrave ham. Munk selv faldt omsider i
svaghed tillige med de andre den 4. juni og lå i fire dage i sin hytte uden føde,
hvorudover han gjorde sit testamente, ombedende de rejsende at begrave ham og at bringe
kongen af Danmark det dagregister han havde gjort over sin rejse. Men efter at de fire dage var forløbet,
befandt han sig noget bedre så at han gik ud af sin hytte for at se til skibsfolket,
af hvilke han fandt kun 2 levende af 64 som han havde bragt med sig.
Det var ikke liden glæde for disse to arme mennesker at se deres kaptajn
endda i live. De opmuntrede hinanden at leve, skønt de så kun lidet tegn dertil;
thi dem fattedes levnedsmidler. De rodede i sne for der at finde urter som lå
skjult derunder. De fandt til lykke nogle rødder, hvilke vederkvægede dem således at
de inden få dage kom til kræfter igen. Endelig da isen blev optøet, begav de sig
på fregatten og lod det store skib blive. Den 16. juli 1620 gik de til sejls, men de
blev straks således inkommoderet af drivis at de tabte deres sluppe og havde stor
møje med at redde skibet, hvis ror gik i stykker. Endelig reddede de sig ud af disse
besværligheder, fandt sluppen igen og kom lykkeligt igennem
|668Christians Sund i det store hav. Men der angreb dem en heftig storm,
hvilken bragte dem til ny fortvivlelse; thi såsom de var kun 3 mennesker, måtte de
uden ophør arbejde for at konservere skibet. Dog Munk kommer
selvtredje tilbageovervandt de også denne ulykke, kom den 21. september i en
norsk havn og endelig nogle dage derefter til København efter at de havde udstået
alle de besværligheder som mennesker kan underkastes.
Hans Majestæt lod derpå vel fare den forhåbning han havde gjort sig om at
finde vej igennem Norden til Indien. Men kaptajn Munk, efter at han havde opholdt sig
nogle år i Danmark siden den ulykkelige rejse og imidlertid nøje eftertænkt de fejl som man af uvidenhed
havde begået på denne rejse, fik han lyst at
forsøge lykken end engang og til den ende overtalte nogle adelsmænd og borgere i
København at oprette et kompagni og at udruste 2 skibe som han skulle føre. Men da
alle anstalter var gjort, og Munk stod ganske rejsefærdig, blev han syg og døde, og
således blev det hele værk til intet.
Det fortælles at da Munks
endeligthan til afsked talte med kongen, og kongen efter lang tale meldte om
den forrige rejse og Munks slette opførsel derved, svarede Munk ham noget hårdt og
ubetænksomt, hvorover kongen blev fortørnet og stødte ham med sin stok, og at Munk derpå
gik hjem, ville ikke spise i nogle dage og endelig døde af sorg. Således bliver
gemenlig denne historie fortalt, óg lader jeg den stå ved sit værd, i lige måde det
som anføres særdeles mærkværdigt om denne store konge, at alle de som han lagde hånd på,
i hastighed ligesom hensvandt og kunne aldrig komme sig igen.
Disse mange kostbare og besværlige tog viser hvilken stor curiositet der
var hos denne konge, og hvor meget landets opkomst og handelens forfremmelse lå ham på
hjertet. Undersåtterne, opmuntret af hans eksempel, tog sig på at forsøge det samme og
sparede ingen omkostning derpå; thi aldrig har folk i Danmark været mere hurtige,
arbejdsomme og begærlige efter videnskaber end under denne store konge, hvorfor alle
fremmede som i de tider har skrevet om Danmark, taler med
|669stor berømmelse, såvel om store statsministre som om grundige lærde
folk der fandtes såvel blandt adel som borgerstanden. Man ved at rigets hofmester
siden af curiositet på egen bekostning affærdigede et skib til Spitsbergen, som ligger
på 78 grader, for at erkyndige sig om samme lands egenskab og dertil brugte en forfaren
naturalist ved navn Leonino, en indfødt spanier, hvilken nøje udforskede dette land, som
formedelst kulden ikke kan bebos, og førte med sig tilbage hvide bjørne og andet som
dette fæle land producerer.
Hvad ellers indenlandske sager angår, lod Hans Majestæt disse åringer
publicere adskillige nyttige forordninger, hvis titler jeg i det ringeste ikke kan
efterlade her at indføre, især efterdi dette mit værk er skrevet mere for indlændiske end
udlændiske og mere for at give underretning om rigernes tilstand og beskaffenhed end
for at behage.
I det år 1616 lod han publicere en forordning om forgældede adelspersoners
arrest, at den som lader en forgældet herremand sætte, Adskillige
kongelige forordningerskal give ugentlig til hans underholding 32 skilling
danske og til vægteren 16 skilling, hvilket giver til kende at man da kunne komme
lettere ud med en mark end nu om stunder med en daler. I samme år forordnede han at
alle de hvilke som hovmestre skulde føre ungdommen an udenlands,
skulle først eksamineres af superintendenterne, af hvilken forordning ses hans
omhyggelighed for religionens konservation efterdi erfarenhed lærer at mange unge
mennesker lettelig bliver forført på fremmede steder.
I samme henseende udgav han en
forordning året derefter 1617 at danske bøger som på fremmede steder trykkes, ikke
måtte indføres i riget. Og såsom Hans Majestæt
havde vidt indseende med de ting som angik undersåtternes næring og tarv, så havde han
besynderlig omsorg for at indskrænke folks brug og næring så at den ene skulle ikke
|670falde den anden ind i handelen, samtlige til skade og
fordærvelse, ja dette gik så vidt indtil at forbyde vinhandlere at sælge mere end en
slags vin, hvilket ses af en forordning publiceret i samme år hvorved dem som sælger
rhinskvin, forbydes at holde anden vin til fals.
Efterfølgende år lod han udgå en forordning
mod dueller, óg giver samme forordning til kende at sådant må have været meget
gangbart. Deri gøres den forskel imellem adel og uadel at de sidste som fældes i
dueller, forbydes kristen jord. For at indskrænke overdåd blev samme år
forordnet at ingen måtte bære guld- og sølvsnore uden adelsmænd som er til hove. I samme henseende blev også efterfølgende år en
forordning publiceret om adelige bryllupper, óg er det mærkeligt at dem forbydes at
frembære varm mad, thi ordene er disse:
Eptersom vi erfare, at en Diell af Adelen til deres Brölluper Skauffessen saa oc varm Mad lader
frembære.
Endelig gik ud samme år en forordning mod
løsgængere, óg er derved mærkeligt at forordningen befaler ingen fuldkommen tjenestekarl at gives højere årlig
løn end 7 daler, beregnet til 80 skilling danske (dal.).
Det ville
blive for vidtløftigt at tale om de andre. Jeg har alene anført disse for at vise
regeringens geni, og hvilke fejl denne konge mest søgte at hæmme, i lige måde for at
tilkendegive de danskes inklinationer og levemåder på de tider. Jeg skal ellers ved
lejlighed opregne flere, men begiver mig nu efter ordenen til andre sager igen.
Hvad som bragte Hans Majestæt til de mange entrepriser, hvoraf en liden del
Kongens store aktivitetkun endnu er anført, var en del
hans naturlige hurtighed; thi ingen konge var større hader af ørkesløshed og større
elsker af arbejde, så at der fortælles at han kunne ikke lide at håndværksfolk
holdt op med deres arbejde for |671at hilse ham.
Derfor var også alle arbejdere flittige og årvågne efterdi kongen lod sig
undertiden indfinde klokken fire om morgenen på de steder hvor publikt arbejde dreves,
og det ikke alene i København, men endogså i provinserne, hvilke han oftere besøgte
end nogen konge i Danmark; thi hans hele liv var en stedsevarende rejse, óg sejlede han
engang hele Norge omkring forbi Nordkappet til Moskovien, hvilket ingen konge hverken før
eller siden har gjort.
Den anden årsag til kongens mange entrepriser var den fred og
rolighed som rigerne var i, da fast alle andre europæiske lande var indviklet i
krig. Herudover flygtede adskillige St. Petri Kirke gøres til en
sognekirke for tyskebetrængte fremmede folk på de tider og især en hob
tyske som formedelst religionen var forfulgt i deres eget fædreneland, til
Danmark, óg lod Hans Majestæt for deres skyld anno 1618 gøre St. Petri Kirke i
København til en sognekirke, som den endnu er. Samme kirke var før reformationen dansk,
og de sognefolk som dertil hørte, boede i Københavns nørre og vestre kvarterer, men
efter reformationen da dens sognefolk blev lagt til andre kirker, hørte gudstjenesten
længe op i St. Peders Kirke, ja kirken blev forvandlet til et gethus indtil 1585, i
hvilket år kong Frederik indrømmede den til de flygtige tyske og dertil beskikkede en
præst, som en gang om ugen skulle prædike. I sådan tilstand var St. Petri Kirke indtil
det år 1618 da Christianus 4. gjorde den til en sognekirke og beskikkede dertil tvende præster, som til denne
dag er underholdt.
Således var Danmark betrængte folks tilflugt på de tider såsom
samme rige frem for andre var kronet med fred og velstand. Men som ingenting er
fuldkommen, så var riget i det år 1619 plaget med smitsom sygdom,
Pest i Sjællandthi der grasserede samme år en pest, af hvilken
omkom i København og Sjælland over 14.000 mennesker. Medens denne plage varede, opholdt Hans
Majestæt sig i Slesvig eftersom fyrstendømmet var fri for samme ulykke.
I dette år blev holdt et møde til Segeberg i Holsten, hvori den
tvistighed om det svabstedske blev afgjort så at |672der
faldt sådan dom at det gottorpske hus blev frakendt det gods som i hertug Adolfs
tid var lagt under Gottorps hus og taget fra stiftet Svabsted. Hertugen, for hvilken
samme gods var helt belejligt, søgte at mageskifte sig det igen for andet gods, men kunne
sådant ikke erholde. Medens kongen denne gang var i Holsten, fik han visit af begge sine
søstre, kurfyrstinden af Sachsen og hertuginden af Lüneburg. På samme tid døde tvende
anselige mænd: (1) Jonas Charisius, som af en præstesøn fra Nykøbing op avancerede
til at blive kongens råd; han efterlod sig en søn ved navn Peter Charisius, som af kong
Frederik 3. blev nobiliteret; (2) døde rigets marsk Jørgen Lunge,
som i sin ungdom havde tjent under kong Henrik 4. af Frankrig og ladet se stor tapperhed
i den kalmarske krig.
Imellem Danmark og Sverige havde siden den sørødske fred ingen
misforståelse været; thi kong Christian for at undfly al lejlighed til videre
misforstand ville, som forhen er sagt, ikke bemænge sig i de livlandske, polske eller
moskovittiske sager. Gustavus Adolphus søgte også på sin side at konservere den mellem
rigerne sluttede fred. De resterende penge for Elfsborgs løsning gav alene anledning til
nogen difficultet, hvilken dog dette år blev hævet efterdi Gustavus Adolphus betalte
forbemeldte restance, skønt ikke uden med vanskelighed, hvilket ses af kongens skrivelse
til Andreas Synkler, hvori han eksprimerer sig således:
Den Summe Penninge, som udi
nerverendis Aar for Elsborrig skulle erleggis, er, GUd være loffuit, mod alle Folkis
Opinion nu erlagt: dog thed holdt gandske haardt.
Gustavus rejste siden i egen høje person til Danmark for at holde en
venlig samtale med kong Christian. Denne samtale skete til Halmstad
den 25. februar. Der talte begge konger meget
fortroligt |673med Samtale
mellem Christianum 4. og Gustavum Adolphum til Halmstadhinanden,
óg siger Den svenske historie at da den ene lærte ret at kende den anden,
lod de sig forlyde at endskønt de ikke regerede over de mægtigste riger, så mente
de dog hvad deres personer angik, ingen konge at eftergive, hvilket også uden vanitet
kan siges; thi de nordiske riger havde aldrig haft mere fuldkomne regenter. Der blev da
så stort venskab stiftet imellem dem som muligt stiftes kan mellem nabokonger.
Efter at en fortrolig samtale havde været holdt i nogle dage, tog Gustavus Adolphus
afsked og blev den 2. marts ledsaget af mange danske ryttere og fodfolk ind i Sverige
igen. Ellers er det mærkeligt at Halmstad
kort derefter af ildebrand blev ødelagt.
Efterfølgende år 1620 opvaktes en trætte mellem Danmark og grev Ernst
1620af Skauenborg,
hvortil årsagen var denne: Greven af Skauenborg blev af kejser Ferdinando 2. sat i fyrstelig stand
og bekom titel af fyrste af Holsten.
Til dette at forstå er fornødent at gå lidt tilbage i tiden for at
vise hvad Trætte med greven af Skauenborganledning samme
greve af Skauenborg kunne have til at forlange sådan titel. De sidste grever af Holsten
nedstammede af det skauenborgske hus, som er et grevskab i Westfalen. Da nu Adolphus,
hertug til Slesvig og greve til Holsten, døde 1459 uden livsarvinger, faldt
Slesvig som et dansk len til riget, men om successionen i det grevskab Holsten
opvaktes trætte mellem kong Christian 1. og grev Otto af Skauenborg.
Kongen mente sig dertil at være mest berettiget såsom næste blodsforvandte efterdi
han var født af hertug Adolfs søster Hedevig. Grev Otto derimod formente sig at være
nærmest for tvende årsagers skyld: (1) efterdi han var den afdøde hertugs proximus
agnatus eller næste slægt på fædrene side; (2) efterdi i det år 1390 var sluttet en
arvepagt mellem de holstenske og skauenborgske grever at det ene hus skulle succedere
det andet.
|674Greven påstod straks at komme i possession af Holsten og Stormarn.
Kongen derimod gik sagtmodigere frem og underkastede tvistigheden de holstenske
stænders kendelse, hvorved han erholdt præference. Greven af Skauenborg, da han så
hvor vanskeligt det ville blive for ham at trænge igennem med sin fordring efterdi
landet havde antaget kongen, lod han i det møde som 1460 blev holdt til Oldesloe, sagen i
mindelighed forlige, afstod sin ret til Holsten og Stormarn med kejserens bevilling og
lod sig nøje med 53.000 rhinske gylden på terminer at betales, item med Pinneberg. Dermed
akkviescerede såvel grev Otto som hans efterkommere indtil Christiani 4. tid da grev
Ernestus, en del i henseende til det pinnebergske grevskab, som han ejede i Stormarn,
en del også efterdi han var i forvandtskab med de gamle grever af Holsten, anholdt hos
kejser Ferdinand 2. om titel af fyrste til Holsten, hvilken han også anno 1619 erholdt.
Derover kunne kongen af Danmark såsom fyrste af Holsten ikke have andet end årsag
at besvære sig først i skrivelse til greven, hvis indhold var dette:
Hans Majestet kunde ikke noksom
forundre sig over, at Græven vilde tage sig Førstelig Titul af Hans Majestets
Arve-Førstendom Holsteen, hvilken hans Formænd aldrig havde ført, ej heller kunde føre med
Billighed, eftersom det er klart for meere end halvandet hundrede Aar siden, at Kong
Christian den 1ste Højlovlig Ihukommelse haver afkiøbt det Førstendom af Græven af
Skauenborg for 43000 Gylden, hvorfor Græven,
saavelsom hans Formænd ingen Rett kunde have til at føre Titul, hverken af Græve eller
Første af Holsteen; thi de Huuse Pinnenberg, Hatesborg, og Bramstet, som vare reserverede
til |675den Skauenborgske Stamme, ligge ikke udi det
Førstendom Holsteen, men udi Stormarn.
Hans Majestæt samt fyrsten af Holsten skikkede et
brev til kejseren hvori blev forestillet den uret som dem derved skete, og
begærede at Hans Kejserlige Majestæt ville ved et mandatum cassatorium mage det så at
greven af Skauenborg måtte holde sig ganske fra sådan titel. Men
såsom Hans Majestæt fornam at greven ingenlunde med det gode ville lade sig sige, faldt
han med en stærk armé anno 1621 ind i grevens lande, nødte ham til at afstå den
fyrstelige titel af Holsten og skrive sig rigsfyrste og greve Bliver bilagt af Skauenborg samt at give til Hans Majestæt 50.000 rigsdaler for
den omkostning han havde gjort på sin krigshær.
Således endtes denne tvistighed, varende hvilken kongen efter sin
sædvane ikke forsømte indenlandske sager; thi han lod i samme år, den danske handel til
forfremmelse, stifte et islandsk kompagni til København. Hamborgere og
Det islandske kompagnis stiftelse i Københavnbremere havde tilforn Island
i besejling under en vis rekognition; men hvad de egentlig havde givet til erkendelse
for sådan frihed, skal jeg ikke kunne sige efterdi jeg intet har fundet derom. Denne
konge, som så dybere ind i handelen end andre, holdt for at det var billigt at hans
egne undersåtter profiterede af den islandske handel, hvorudover han i det år 1619
tog den fra hamborgerne og bremerne og efterfølgende år 1620 stiftede et islandsk
kompagni til København og gav samme kompagni herlige privilegier så at det fik ikke
alene Islands, Færøs og Shetlands, men
endogså Nordlands handel, hvilken kompagniets interessenter drev i mere end 40 år
indtil 1662 da det ved en forordning blev ophævet.
Det fornemmeste som i den tid
tildrog sig, var at Samme kompagnis skæbne og
dekadencetyrkerne i det år 1627 kom under Island, faldt ind i Grindevig
og Vestmands Ø og bortførte en stor hob folk i slaveri til Algier tillige med et
|676skib og dets hele rustning, óg måtte kongen 1629 løse
fangerne tilbage. Den ulykke forårsagede at kompagniet blev ophævet, óg blev udfaldet
således at den som havde indskudt i kompagniet 1000 kurante daler, fik henved 500 daler
igen, og den som havde kun indskudt 200 kurante daler, fik intet tilbage.
Hvad ellers
videre i disse år passerede, og hvorledes kompagniet rejste sig igen, er mig
uvitterligt. Jeg finder alene at kompagniet betalte til kongen i forpagtning for
hver havn en portugaløs, af hvert skib til lensmanden eller stiftsamtmanden 16 specierigsdaler
foruden en vis sum af Vestmands Ø til kongens fadebur. Handelen har siden været adskillige
forandringer undergivet, skønt den stedse siden dette etablissement som af Christiano 4.
skete dette år, er forblevet hos landets indbyggere alene og endnu drives af
Københavns borgere, som har den i forpagtning. I samme år stiftede kongen det
gymnasium i Odense som endnu florerer.
Medens dette forrettedes i Danmark, og kong Christian således pyntede
på sine riger, var moksen hele Europa i flamme. Gustavus
Adolphus tumlede sig om med polakkerne i Livland. Hollænderne fægtede for deres frihed
imod Spanien, og det
hele protestantiske Tyskland fægtede for dets religion og frihed imod
kejseren, hvilken, efter at han havde skilt kurfyrsten af Pfalz ved sine lande,
udspredte sin magt over hele Tyskland. Dette forårsagede at efterfølgende år blev
holdt Møde til Segeberg angående de betrængte protestantiske
fyrsters håndhævelse i Tysklanden stor samling til Segeberg i Holsten,
hvor kongen i egen høje person lod sig indfinde tillige med engelske og svenske
ambassadører. Den landflygtige kurfyrste af Pfalz var der óg selv til stede tillige med
hollandske, brandenburgske og adskillige andre protestantiske fyrsters gesandter. Alle
åbnede øjnene over dette møde, især det østrigske hus, som bestod af Spanien og
kejseren, hvilke kunne gætte sig til at det sigtede på et forbund imod sig. Hvad som
ellers i denne samling forhandledes, blev ikke kundgjort. Man ser alene af den danske
am|677bassade som straks derefter blev skikket til
dette kejserlige hof, item det brev som kongen skikkede til den kejserlige general
Spinola, at man arbejdede på den pfalziske kurfyrstes restitution. Det brev som kongen
tilskrev Spinola, lyder således:
Vi have fornummet med megen Fortrydelse, at I er rykket med Eders Krigs-Hær Kong Christians brev til den kejserlige general Spinolaind udi Kiernen af Riget, og midt udi Høj-Tyskland, hvor I haver indtaget med Magt mange
Stæder, Slotte og Fæstninger udi Phaltz, ja videre, at I øve samme Vold paa andre Stæder
udi Riget, enddogsaa paa dem som tilhøre Enker og Faderløse, som intet Ont have giort,
og som ikke kand mistænkes for at ville giøre Keiseren mindste Fortred, og at I bebyrde de
samme med haarde Contributioner. Dette altsammen foraarsager, at de næst angrændsende
Førster leve udi Frygt, at samme Vold skal øves ogsaa i deres Lande, sær eftersom I dermed
have truet dem, hvis de ikke afskaffe deres Krigs-Folk og Besættninger, som de holde til
deres Landes og Stæders Forsvar, iligemaade, dersom de ikke renoncere paa deres Alliancer,
hvilke dog ved gudommelig og menneskelig Ret, og efter Rigets Constitutioner, og Caroli 4.
gyldene Bulle dem altid have været tilladte at indgaae og bestyrke sig med, og endelig,
dersom de ikke vilde give fri Passage til Eders Tropper udi deres Lande, naar paaeskes.
Og, saasom deslige Opførsel strider ikke alleeneste imod de Keiserlige Constitutioner,
Tydsklands Frihed, og den allmindelige Fred, men endogsaa imod de Patenter, som Hans
Keiserlige Majestet selv har publiceret for den allmindelige Sikkerhed, saa kand vi ikke
taale, at Rigets Stænder vore Forvantere og Paarørende blive under|678trykte. Beder Eder derfor venligen, at I ingen Aarsag give os til at gribe
til Vaaben for deres Forsvar, men at I staae fra Eders Foretagende,
og at I evacuere de Stæder, som I have indtaget, og give dem deres rette Herrer og Eyere
igien &c.
Det gesandtskab som blev skikket til Wien, handlede også om samme sag, især
om den pfalziske kurfyrstes retablissement. Kejseren lod derpå svare at de
eksekutioner som var sket imod Pfalz og andre genstridige fyrster, kunne ikke
Handel angående kurfyrsten af Pfalzblive revokeret, men
måtte nøje efterleves efter rigets konstitutioner og kapitulationer. Ambassadørerne
svarede dertil at deres konges tanke var ikke at bemænge sig i de daværende
stridigheder, men alene at befordre fred og rolighed i riget og en bedre forening
mellem hovedet og lemmerne, hvorpå kejseren endelig lod dem tilkendegive at han havde
berammet en rigsdag til Regensburg den 24. juni for at eksaminere og overlægge disse ting
med rigets stænder.
Således ser man hvor meget kongen tog sig de betrængte protestantiske
fyrster an, endskønt han i det øvrige var ikke meget fornøjet med kurfyrsten af Pfalz,
som endda førte titel af konge i Bøhmen, især med hans forhold i Prag, hvor han havde
ladet nedrive billeder og ornamenter såvel af de evangeliske som af de roman-katolske
kirker, hvorudover han i den forsamling som holdtes til Segeberg, visende på et
krucifiks som hang i et gemak, sagde til kurfyrsten: “Se, der hænger også et krucifiks.
Hvis det havde stået i Prag, havde det også været nedrevet.”
Han ville ej heller give kurfyrsten titel af
konge i Bøhmen, så at man deraf ser at den intercession var ikke så meget i favør af
kurfyrst Frederik som i henseende til kong Jacob af England, bemeldte kurfyrstes
svigerfader, item i henseende til de protestantiske fyrsters beskyttelse i almindelighed
og for at hæmme det østrigske hus’ tilvoksende magt; thi samme hus dominerede da
|679således i Tyskland at alle angrænsende potentater
blev alarmerede derover. Hvad bekymring sådant forårsagede hos kong Christian, ses af
et egenhændigt brev skrevet året derefter til kansler Christian Friis, hvori findes
disse ord:
Min Gesanter er kommen fra Keiseren igien, haffuer intet
kundet erholle paa
Phaltz-Greffuens Vegne, og staar alting selsom der sammesteds til. Dij faarer skarp
affsted med Religionen, siunes at ville følge store Forandringer &c.
I slige konjunkturer kastede kongen øje til De Forenede Provinser,
holdende for at deres venskab kunne besynderlig være ham tjenligt hvis han nødedes til at
bryde løs med kejseren. I den henseende affærdigede han samme år rigets kansler Ulfeldt til Den Haag,
hvilken ved sin ankomst foreslog alliance mellem Handel med De Forenede ProvinserDanmark og De Forenede
Provinser. Tillige med samme forslag anholdt også gesandten om De Forenede Provinsers
bistand i den danske prins Frederiks ansøgning at blive coadjutor i det ærkestift
Bremen, óg blev han deri understøttet af den engelske gesandt Robert Amstruter. Denne
handel med De Forenede Provinser forårsagede stor jalousi hos det østrigske hus, óg
besværede sig den kejserlige general Spinola derover til Brüssel for den danske
commissario Strick. Alliancen som blev sluttet mellem kongen og De Forenede Provinser,
bestod af 8 artikler, men såsom deri tales intet uden generaliter om venskab, vil jeg
dem her ikke anføre.
Denne traktat blev straks ratificeret af staterne, men ikke
af kongen, hvilken opsatte den til videre forhandling i Bremen. Ulfeldt begav sig derfra
på hjemrejsen igen efter at han var blevet regaleret med en guldkæde af 1000 rigsdalers
værdi og 200 gylden som skulle deles blandt hans domestikker.
|680Men såsom denne alliance var kun som et komplimentværk, så anholdt
En sælsom hændelse med en Hollands commissariokongen på
ny hos staterne om en sammenkomst til Bremen. Didhen blev skikket fra Holland Paeuw,
Leicklama, Haersolte og Schaffer. Men da de på vejen kom ind i et herberg i
Delmenhorst, løste en af disse herrer en pistol som lå på bordet mod væggen,
menende at den var af sten ligesom i Holland. Men kuglen gik igennem væggen og
traf en rytter, som deraf døde, hvilket indjog sådan skræk i denne hollandske
commissario at han rejste tilbage og turde ikke bivåne mødet.
Men de andre trådte
i konference med Kongres til Bremende danske commissarier,
óg var de punkter som blev forhandlet, disse: hvilken og hvor stor undsætning den ene
skulle gøre den anden, i lige måde om handel og vandel, om tolden i Øresund og nogle
tvistigheder mellem danske og hollandske undersåtter i Ostindien. Men som kongen
forsømte ingen lejlighed for at få sin anden søn Frederik promoveret til
ærkebispedømmet i Bremen, så blev óg den sag på ny pousseret. Thi, siger en anselig
de tiders skribent, det gik ham såsom gemenlig sker, at ingen spiller en fremmed
personage, han spiller jo sin egen derunder. Thi endskønt kongens fornemste øjemærke var
at understøtte de forfaldne protestantiske sager og at kontrabalancere den store
østrigske magt, så forsømte han ikke at ekstendere sin egen og at bringe det stift
Bremen til sit hus, tragtende først at bringe coadjutoriet på hans søn og siden
successionen i stiftet.
Men denne gode konge var deri ikke at fortænke
at han søgte sine børns promotion, óg var det langt lovligere ved traktater og negotiationer at gøre sit hus mægtigt end ved sværdet. Årsagen hvorfor
ellers kongens sigte var så meget på Bremen, rejste sig deraf at prins Frederik
allerede for nogle år siden var blevet af domkapitlet udvalgt til coadjutor i det
stift Verden, som grænser ved Bremen. I de hollandske sager blev alting opsat til
belejligere tid. Men |681prins Frederik havde den lykke at
han i dette år blev udvalgt til coadjutor i det stift Bremen.
Såsom på samme tid var religionstvistigheder i Nederlandene, som ved
det dordrechtske møde ikke kunne blive forligt, begav mange fornemme og rige arminianere
sig til Slesvig, og efterdi de samme så at på et sted ved Ejderen kaldet Sebul var stor bekvemhed til at bygge en
stad, begærede de af hertug Frederik at han ville tage dem i beskyttelse og forunde dem
at bygge en stad Frederiksstad funderessammesteds. Derpå
begyndte de at tvinge den strøm Trene, som løb tilforn i Ejderen, at løbe en anden vej,
nemlig igennem deres tilkommende stad, og anno 1621 begyndte de at oprejse huse og at
fundere byen, hvilken efter fyrstens navn blev kaldet Frederiksstad, óg blev den anno 1632
synderlig forbedret og holdes nu om stunder for den kønneste og mest regulære stad
i fyrstendømmerne eftersom disse landflygtige hollandske folk tog dertil model efter
de hollandske stæder.
Hvad indenlandske sager angår, da lod Hans Majestæt det år 1621
1621forordne at ingen måtte kaldes til præsteembede uden
han var 25 år gammel, hvilken forordning endnu nøje efterleves. Han lod også selvsamme dag
ved Adskillige forordninger et andet edikt gøre forbud på tysk
øls indførsel efterdi indbyggerne havde fået alt for megen smag på det samme. Men som
sådant havde den virkning at man derover slog sig des mere til at drikke vin, blev ved
en anden forordning forbudt at ingen af borgerstand måtte i bryllupper og forsamlinger
traktere med vin. Forordningens ord er disse:
“Blant intet ufrie Folk Vien maa forbruges.” Hvoraf man ser at adelen i alting indtil mad og drikke ville distingveres
fra borgerstanden.
Og som Hans Majestæt for nogle år siden havde udgivet en forordning om
klædedragt, men derved fornummet at sådant |682enten
virkelig havde hindret eller i fremtiden kunne hindre manufakturers opkomst, tillod han
ved en anden forordning af dette år at folk af borgerstand måtte bruge silkeklæder som
var forarbejdet i landet; thi alle klædeforordninger er befundet at have den virkning
at de enten ødelægger de manufakturer som allerede er etableret, eller hindrer andres opkomst og i almindelighed
befordrer dovenskab i et land, hvilket
dog er det som for alting må forebygges, efterdi arbejdsomme borgere er en stads styrke
og sirat, hvilket denne fornuftige konge også mærkede og derfor lod forbuddet stå
alene på de sager som blev forarbejdet udenlands.
I det samme år blev publiceret
den forordning om salt- og vinkompagniers indrettelse, hvilke alene blev privilegeret
at sælge salt og vin. Denne forordning sigtede besynderlig på at forfremme handel med
egne skibe og at gøre dygtige søfolk til rigets tjeneste; thi der er visse slags
monopolia hvilke, hvor meget de end kan synes at gravere, akkorderes ikke alene
formedelst anden stor nytte, men endogså undertiden af necessitet efter et lands
beskaffenhed. Af disse kompagnier måtte alle andre købe forbenævnte varer. Dog havde de
som var uden for kompagnierne, frihed at hente salt og vin selv hvor de kunne, men med
den restriktion at de måtte ikke gøre indførsel deraf i riget.
Denne konge var så stor hader af ørkesløshed
og så stor forfremmer af alt det som kunne bringe indbyggerne i aktivitet i handel,
kunster og håndværk, at alle hans forordninger sigtede dertil. I den henseende
oprettede han i København et børnehus hvor Børnehusets
stiftelsebørn skulle forblive indtil de var tolv år gamle, og siden sættes
til håndværk. Han lod også i samme år udgå en nyttig forordning om håndværk
og blandt andet deri anordnede at håndværksdrenge og skolebørn skulle gives visse
tegn for at distingvere dem fra andre omløbende løsgængere på det at, siger
forordningens 17. artikel, |683“Hver kunde wede hvad for Folk hand sin Allmisse meddieller.” Det allermærkværdigste er at han i krigstider
lånte kanoner ud af sit eget tøjhus til købmandsskibe på det at handelen for mangel
deraf ikke skulle standse, hvilket blandt andet kan ses af kronprinsens, Christiani 5.,
ordre til tvende rentemestre om at låne stykker ud af tøjhuset til en borger af Malmø
hvis skib skulle i det år 1625 gå til Spanien.
I dette år døde Enevold Kruse, som længe
havde været rentemester og siden statholder i Norge, hvor han havde ført øverste
kommando i den kalmarske krig. Året tilforn døde Steen Brahe, som var den ældste
rigsråd da kongen antog regeringen, óg var han den som bar æblet for kongen da han
blev kronet. Han havde i nogle år før sin død levet i
rolighed og undslået sig for forretninger.
Dette er alt hvad jeg har kunnet bringe til veje til dette års historie.
Efterfølgende år 1622 lod sig i København indfinde en russisk ambassadør med et
1622følge af 100 personer. Den |684samme søgte
en hastig audiens hos kongen, men Moskovittiske
ambassadesom Hans Majestæt var svag og kunne ikke tale med ham uden på sengen,
påstod ambassadøren at man skulle sætte ham en seng lige ved kongens hvori han kunne
lægge sig i sin fulde habit, såsom han mente at han anderledes ikke kunne modtage
nogen audiens uden at forse sig mod sin principals højhed. Men som kongen straks kom på
benene igen, faldt denne ceremoni-tvistighed af sig selv.
Ellers ser jeg at kongen
i dette år har været i Norge og dér bivånet en rigsdag som blev holdt i Bergen.
Didhen blev den bekendte trondhjemske bisp Anders Arrebo citeret og beskyldt for
adskillige grove excesser og laster Biskop Arrebo dømmes fra sit
embedesom han havde begået mod sin stand og sit embede; og efter at sådant
var ham overbevist, blev han af samtlige norske bisper dømt fra sit embede. Hans
anklager var hr. Tage Thott, befalingsmand på Trondhjemgård, hvilken aktionerede ham
for sælsomme forseelser, som kan ses af hans dom, hvilken jeg her vil anføre såsom han
var en af de navnkundigste bisper på de tider og en af de største poeter, ja den som
allerførst har skrevet sirligt i dansk poesi. Dommen, hvoraf mig er kommunikeret en
kopi, lyder således:
Eftersom Mester Andreas Arreboe selv en stor Deel har bekiendt og ikke Dommens indholdsalva conscientia har kunnet nægte af de
Lætfærdigheds Bedrifter udi Ord og andre Gebærder hannem af vor Befalningsmand paa
Trundhiems-Gaard os elskelig Tage Tott har været tillagt, og til denne Herre-Dag ført
Beviis paa, saasom med letfærdig Sang at siunge, u-nødig Dantz at dantze, St. Bentes Minde at
drikke udi offentlig Laug og Vertskab, (som nemlig til det Bryllup i Hefne og paa Staad)
Trommer at lade slaae paa til Dantz, og saadanne Riim at digte, som stor Turbation
medfuldte, saasom paa den Gaard Østeraad; men og det som |685meer er, med at holde sig i Eenrom og paa fordægtige Steder til fremmede Qvindes
Personer, og paa Sengen hos dem end ogsaa ikke i alle sine Klæder,
saasom udi fornævnte Hefne og paa Staad; hvilke Fagter og Gebærder ere imod den Høviskhed
og Ærbarhed, som en Superintendent og Bisp bør følge. Item, som han og herforuden haver i
sin egen Sags Forhandling Retten udi Trundhiem undvigt forbemeldte vor Befalningsmands
Tage Tottis Admonition u-agted, og samme Tid skieldet paa Byens Rett uden nogen dertil
given Aarsag med anden Traadsighed som iligemaade sig ej riimer med hans høje fortroede
Kald og Embede; men heller strider imod GUds Ord, hvilket han højest burde at agte.
Derforuden findes han og af en Præst Herr Jürgen Marstrand indstævnet, fordi han hans
Fæstemøe udi et Laug haver tillagt at gaae med 2 trinde Sider, og det ikke haver beviiset,
og sig derfor mod Præsten skriftlig maatte undskylde. Saa er derfore af forberørte
Aarsager saaledes decerneret, at han for samme sine begangne Forseelser bør fra sit
Biskopelige Kald og Embede være afsatt og det ikke videre at betienne. Datum Bergen
Herre-Dag den 31 Julii Anno 1622.
Af denne dom ses at denne mand har været især uordentlig i sit levned,
og Betænkning deroversom han var en stor poet, så har han
óg taget sig en stor poetisk frihed til, óg er det troligt at den Skt. Bente, hvis minde
han plejede drikke og så ofte påkalde, har været sådan en der næppe kan få sted
blandt de 9 kyske poetiske gudinder. Man ser videre af anførte dom at endogså
bisperne på de tider har i første instans været stævnet til byens ret, skønt
historien viser at lande- og provstemoder allerede i det år 1618 havde været
stiftet. Anders Arrebo blev dog siden præst i Vordingborg, i hvilket kald |686han
forholdt sig meget skikkeligt, óg blev magister Peder Skieldrup i hans
sted Trondhjems bisp. Hvad Arrebos poetiske skrifter angår, da er mest bekendte
hans Davids Psalmer og De første 6 dages arbejde, som endnu er i stor estime.
Men det øvrige som han har øst af Skt. Bentes kilde, må ikke du meget, intet er mig heller deraf bekendt.
Hvad udenlandske sager angår, da tog Hans Majestæt sig for at forny
sine ansøgninger hos kejseren om at bruge moderation mod de protestantiske stænder
Kongen kontinuerer at sollicitere for kurfyrsten af Pfalzi
Tyskland. Dertil blev han drevet såvel af egen nidkærhed for religionen og af frygt
for det østrigske hus’ tilvækst som andre protestanters sollicitationer, hvilke anså
ham som det bekvemmeste redskab på de tider for at kontrabalancere samme hus’ magt.
Den koldsindighed som han havde fundet forrige år hos kejseren i sine ansøgninger,
kunne ikke skrække ham fra at kontinuere dermed; thi han lod på ny i dette år anholde
om den pfalziske kurfyrstes restitution, lovende på hans vegne at give sådan
satisfaktion som Hans Kejserlige Majestæt forlangte. Han forestillede også at den
rigueur kejseren øvede, kunne sætte hele Tyskland i lue, og bad ham indstændigt at
lægge sværdet ned og bekvemme sig til venlig underhandling førend
gemytterne blev for meget sårede.
Kejseren lod dertil svare at pfalzgreven havde
synderlig forgrebet sig mod ham, og der behøvedes en stor satisfaktion til forsoning; dog
ville han gøre alt hvad som muligt var, såvel i henseende til kongen af Danmark som
til kongen af England, den landflygtige pfalzgreves svigerfader; gav også til kende at
han havde allerede skikket greven af Schwarzburg som ambassadør til England for at
lade ham vide på hvilke konditioner man kunne gøre stilstand i Pfalz. Men udgangen
viste at sådant var kun en pur kompliment hvormed kong Jacob var så ofte tilforn
afspist i ansøgning for sin svigersøn; thi Spanien og kejseren spillede forunderlige
komedier med denne konge, hvilken i sin opførsel svarede aldeles ikke til det store
navn han havde erhvervet af den engelske Salomon; thi han var så forpikket på
den |687giftermålshandel mellem hans søn Carl og den spanske
prinsesse at han opofrede både sin svigersøns og alle tyske protestantiske fyrsters
interesse, af frygt at samme giftermål skulle blive til intet, hvorfor også Christianus
4. måtte alene stå i stikken og fik kun liden hjælp af England da han måtte bryde
løs med det østrigske hus.
Det svar som Hans Kejserlige Majestæt gav den danske ambassadør angående
kurfyrsten af Pfalz, gav kun lidet håb om samme ulykkelige herres retablissement,
hvorudover gesandten videre anholdt om det samme, sigende at kongen approberede aldeles
ikke kurfyrstens opførsel mod kejseren, hvortil dette kunne tjene til bevis at
endskønt han var hans svoger, så havde han dog aldrig villet give ham titel af bøhmisk
konge, forhåbede derfor at Hans Kejserlige Majestæt reflekterede på kongens
rekommandation og lod bemeldte kurfyrste komme til sine lande og sin værdighed igen,
helst såsom han forpligtede sig til solenniter at renoncere på den bøhmiske krone og
derforuden at give anden billig Kejseren søger idelig
udflugtersatisfaktion. Men kejseren søgte stedse udflugter og sagde at han først
måtte høre underretning om hvad hans gesandt greven af Schwarzburg havde forrettet ved
det engelske hof. Men udgangen viste at han ikke havde i sinde at restituere
pfalzgreven såsom hans forsæt var at give den kurfyrstelige værdighed til hertugen af
Bayern, som i krigen havde gjort ham tjeneste, og som han videre i sit store
forehavende agtede at betjene sig af.
Dette forsæt blev også efterfølgende år 1623 sat
i værk, og hertug Maximilianus blev solenniter kreeret til
1623kurfyrste og rigets Ertz-Pannier i pfalzgrevens sted, hvilket ophidsede
kong Christian des heftigere imod kejseren og forårsagede at han des villigere rakte
øren til Den såkaldte ekstenderede union sluttet med hertugen af
Holstendem som opmuntrede ham til at tage sig de betrængte protestantiske
stænder an og at trække sit sværd imod kejseren, som skete 2 år derefter, nemlig 1625.
Imidlertid søgte Hans Majestæt at bestyrke sig med alliancer allevegne; og som det var ham højlig
fornødent at have hertug Frederik af Holsten-Gottorp til
ven, sluttede han i det år 1623 med |688samme hertug til
Rendsborg den såkaldte ekstenderede union, hvorved den gamle forening blev ikke alene
fornyet, men endogså ekstenderet på offensiv krig således at den ene herre altid
skulle være forpligtet til at assistere den anden, i lige måde at ingen krig skulle
begyndes eller fred sluttes uden begges samtykke; herudover blev det kaldet den
ekstenderede union mellem fyrstendømmerne. Den blev siden igen fornyet, óg er det den samme
ekstenderede union som man så ofte siden har citeret i de holstenske tvistigheder.
Foregående år døde hertug Hans, kaldet den Yngre, Christiani 3. søn, i sin alders 77.
år. Han var fader til 23 børn, hvoraf det sønderborgske hus breder sig i mange grene.
Hans sønner, hertug Christian, Alexander, Johan Adolf, Det
sønderborgske hus deler sig i mange grenePhilip, Frederik, Joachim, blev
i dette år forlenet med sædvanlige ceremonier af Hans Kongelige Majestæt med den del
af det hertugdømme Slesvig som deres fader efterlod sig, óg er besynderlig deraf
udspiret fire små hertugdømmer, nemlig Sønderborg, Nordborg, Glücksburg og Plön, hvis
hertuger alle er af den såkaldte nebenlinje og Johan den Yngres descendenter.
Hvad indenlandske sager angår, da blev i dette år i Norge opfundet
Oprindelse til Kongsbergs sølvværkrige sølvminer. Såsom
nu samme decouverte har bragt kundskab om bjergvæsen i Norge og tilligemed givet
anledning såvel til en stads som til et stort og anseligt collegii stiftelse, som
endnu varer, må jeg omstændigt tale derom. Jeg har vist i forrige kongers historie
hvad umage man har gjort sig for at finde metal i Norge såsom der var anseelse at i
samme riges bjerge kunne ved eftersøgning findes ligesådan rigdom som i andre
bjerglande. I Christiani 3. tid begyndte man først at drive metalgruber ved Oslo,
som man har nogen ret kundskab om, hvorvel man af adskillige rudera kan se at
bjergværkernes drift har været ældre i Norge; thi i Øvre Telemarken findes adskillige
dybe Om der tilforn har været sølvværker i Norgebjerggruber,
og omtrent en fjerdingvej derfra ses en stolle uddrevet under foden af bjerget til at
udføre vandet. Derforuden er ved de der i
nærværelsen faldende vandbække nogle
efterhouge |689til syne, som giver til kende at der fordum
har været pukværker indrettet. Men disse efterhouge såvel som bjerghullerne ved
gruberne er nu ganske med mos og græs begroet.
Af alle disse kostbare indretninger
kan sluttes at der i gamle dage har været et sølvværk, hvilket på samme måde har
været drevet som Kongsberg sølvværk nu om stunder drives på. Herved er dog tvende ting
at erindre: (1) At det er underligt at der aldeles intet findes skrevet om disse
bjerggruber da de dog endnu synlige rudera give klarligt til kende at der har været et
meget kostbart og vidtløftigt værk fast af større vigtighed end Kongsberg sølvværk nu
om stunder; (2) hvorledes sådanne dybe gruber samt den vidtløftige stolle med nogen fordel kunne
drives i de hårde fjelde eftersom tømmer og brændeved
med stor bekostning formedelst vejens længde og besværlighed måtte didføres, medmindre
man må slutte at ertsen har været så rig på sølv at den kunne stoppe slige store
bekostninger.
Men som i skrifter derom intet findes, må man begynde at sætte
periodum Sølvminer fundet i Christiani 3. tidaf de norske
sølvbjergværkers historie fra Christiani 3. tid da metalgruberne begyndte først at
drives ved Oslo. I begyndelsen fandtes der alene sølv mænget med kobber, som kan
ses af Christiani 3. privilegio givet participanterne 1539 til Odense, i hvilket år
minerne synes først at være opfundet og siden dag for dag at have tiltaget; thi året
derefter udgik en kongelig forordning hvorledes der skulle holdes med kobbermetal som
var rig på sølv, såsom hidindtil ingen pure sølvårer var fundet. Men det værk som
Christianus 3. foretog, faldt siden og blev forladt så at der er kun nogle rudera
eller levninger at se deraf mellem Aggershus Slot og Oslo.
Fridericus 2. gjorde sig
óg stor umage for at oplede metal i de norske bjerge og til den ende lod forskrive
bjergfolk til Norge. Men sølvminernes rette decouverte blev reserveret til denne store
konges tid, hvilken i dette år 1623 lod opgrave de årer i Tønsberg distrikt hvor
de stejle bjerge er som skiller Telemarken fra Numedalen. På disse bjerge plejer de
omliggende bønder at drive deres kvæg og til den en|690de,
for at vogte dem Sølvårer fundet i Tønsberg
distriktdes bedre, oprejser små hytter. I ovenbemeldte år hændte det sig at de
som bor på Settermarken og det sted som nu kaldes Sølvbjerg Ås, faldt på nogle
klumper som skinnede meget klart, hvilke de opgrov og fornam at de havde meget at
betyde, såsom de også var meget vigtige. Da de nu bragte sådant til byen og solgte det
til guldsmedene, kom det for øvrigheden, hvilken befol at de steder hvor sådanne klumper
var fundet, skulle nøje ransages, og da man var kommet ikke langt fra Herrestad Kirke
mod spidsen af et højt bjerg, blev eftersøgerne var
en skinnende klump hvorved lå en
pur sølvåre, hvoraf de huggede et stykke som vejede til et pund, og bragte det tilbage
med sig.
Da Hans Majestæt fik kundskab derom, lod han straks kalde bjergfolk fra Tyskland
og anlægge den stad Kongsberg funderesKongsberg, som blev
besat med disse bjergfolk. Af dem udspirer de fleste familier som sig endnu ved værket
befinder. Man arbejdede i førstningen ved rutengængeri; men den måde blev siden aflagt
så at man siden alene observerede fallerne eller bjergarterne som stryger på en lang
distance nør og sør, hvorover de ædle gænger krydsede fra øster til vester,
som er ellers tvært imod ertsgængernes strygning ved de tyske bjergværker. I det år 1624 var Hans
Majestæt selv i Norge for at tage værket i øjesyn, óg er denne dag endnu den sten at
se hvorved han spiste, og hans navn findes deri hugget.
Økonomien blev indrettet efter
den tyske måde, óg tog Hans Majestæt adskillige medparticipanter
til sig, selv førende det Bjergværkets økonomi og
administrationøverste gouvernement. Der blev straks ordineret en
oberberghauptmand og oberbergmester, som Hans Majestæt selv lønnede imod det han tog
sin kongelige tiende og møntprofit; men de andre betjente nød deres gage af
participanternes kasse som der blev holdt, óg blev ellers en vis grube som kaldes
Armen-Grube, drevet for de fattige alene. Værket blev ellers delt i et ober- og
underbergamt, óg blev i begyndelsen oberbergamtsretten holdt i Christiania og
underbergsamtsretten i Kongsberg, hvilken indretning varede indtil Christiani 5. tid.
Da blev oberbergamtsret|691ten forflyttet fra
Christiania til Kongsberg, óg blev i det år 1689 anordnet et komplet ober- og
underbergamt af adskillige personer både for justitien og til værkets anstalter
collegialiter at forrette. Heraf ses at denne stiftelse er af så stor importance at
den meriterer at have sted i denne konges historie og at anføres blandt hans fornemmeste
og ypperligste etablissements såsom Kongsbergs sølv endnu agtes for en af Norges største
herligheder.
En ikke mindre prisværdig stiftelse skete det samme år i Danmark ved
Sorø Skoles forvandling til et adeligt akademi. Jeg har i Friderici 2. historie
vist at højstbemeldte konge funderede en skole til Sorø. Af denne
Det Sorøske Akademis stiftelseskole
tog Christianus 4. sig for at indrette
et akademi for adelige personer på det at de i fædrenelandet kunne oplæres i fremmede
sprog og alle de eksercitser for hvis skyld de tilforn gjorde kostbare udenlandske
rejser. Til den ende forsynede han det med de habileste og lærdeste mænd som på de tider
var at bekomme, og stedet, som af naturen er det behageligste i Danmark, gjorde han
ved kunst end mere angenemt. Samme akademi har så meget brilleret at det den korte
tid det varede, intet andet akademi har eftergivet.
Til dets vedligeholdelse sparede kongen hverken umage eller bekostning. Den
første ephorus som blev beskikket derover, var Just Høg, en herre af store kvaliteter. Og
de første professores som det blev forsynet med, var Johannes Cluverus
, theologus,
Just Høg akademiets første ephorusJohannes Laurenbergius,
mathematicus, og den
vidtbekendte Johannes Meursius, historiographus, og Joachimus Burcerus, medicus. Dertil kom
siden andre som Christophorus Heidmannus og Martinus Trostius, hebrææ linguæ professor,
hvilke var fremmede fra Helmstad, og Nicolaus Schelderup, professor logices, samt den
bekendte Stephanus Johannis Stephanius, eloquentiæ professor, som var danske. Disse
berømmelige mænd lokkede en stor mængde såvel af fremmed som indlændisk adel didhen så
at i steden for at pengene blev tilforn bragt ud af landet formedelst mange herrers
udenlandske rejser, blev de nu af frem|692mede bragt
ind i landet, og Hans Majestæt havde derforuden et seminarium af
unge adelsmænd, hvis kapacitet og forfremmelse i lærdom hofmesteren lærte at kende og
kunne deraf foreslå de bekvemmeste til embeder.
Til dette akademis indrettelse
betjente kongen sig af det gamle sorøske abbedis revenuer, i lige måde af det mariboske
klosters ophævelse 1620. Deri lå tilforn jomfruer, hvilke kongen lod komme ud igen,
sigende at det var ubilligt at så mange jomfruer deres hele tid skulle leve i
enlighed. Det var også bedre at de blev employeret til det brug som Gud havde
beskikket dem til, nemlig at forplante verden og forsyne riget med ungt mandskab. Den
rette årsag til klosterets ophævelse var ellers klosterjomfruernes liv og levned, som
befandtes ikke at svare til deres karakterer. Sorø Akademi varede fra 1623 til 1665 da
det af Friderico 3. blev ophævet efterdi dets indkomster ved Skånes forlis var blevet
formindsket og dets gods i krigen lagt øde.
Hvad andre mærkværdige ting angår som passerede i dette år, da blev
mandagen efter trinitatis holdt en herredag i København, på hvilken den sønderborgske
hertugs Johannis sønner af Hans Majestæt blev forlenet
med deres andel af det hertugdømme Slesvig, óg blev akten forrettet sankthansdag med sædvanlige ceremonier. Den
6. april i samme år oprejste sig en ildebrand under prædiken i Bergen ved en
brændevinsbrænders uagtsomhed, óg blev af samme ildebrand den hele stad lagt i aske, óg
var der samme år sådant jordskælv i Norge at det flækkede nogle af de norske
klipper. I det øvrige er dette mærkværdigt at den fjerde af de bekendte regeringsråder som
administrerede riget i kongens mindreårighed, nemlig rigets marsk Peder Munk, ved døden
afgik den 31. marts. Han havde nået en høj alder, nemlig 89 år, og længe overlevede hans
andre kolleger; thi kansler Kaas og Jørgen Rosenkrantz døde førend kongen selv antog
regeringen, og Christoffer Valkendorf nogle år derefter, nemlig 1601.
Jeg har i bjerg-collegii beskrivelse anmærket at kongen forordnede at
oberbergamtretten skulle holdes i Chri|693stiania,
men dette skete ikke straks; thi Christiania blev allerførst anlagt året derefter, 1624,
da den gamle stad Oslo Christianiæ stad funderesafbrændte.
Den nye stad blev efter kongens navn kaldet Christiania og er nu den kønneste
stad i Norge 1624og statholdernes residens.
Men derom såvel som om andre Christiani 4.
bygninger skal tales under ét på et andet sted.
Medens kongen gjorde disse herlige etablissements i riget, havde han alle
sine tanker henvendt til den forestående krig med kejseren, for hvilken han ikke kunne
dispenseres, såvel i henseende til den frygt han svævede i formedelst det østrigske
hus’ tilvoksende magt som i henseende til kongen af Englands og adskillige andre potentaters uophørlige
sollicitationer, efterdi de anså ham som
den bekvemmeste potentat, såvel i henseende til hans magt som hans store meritter og
erfarenhed i krigssager, der kunne tage sig det betrængte protestantiske Tyskland an
og kommandere de forenede tropper. Der fattedes da ikke på store løfter såvel fra
Holland, England, Frankrig og andre Spaniens og kejserens fjender, hvorudover kongen
endelig blev determineret til at gribe til gevær og at indlade sig i det store projekt
om den landflygtige kurfyrstes og pfalzgreves restitution, så at en begyndelse blev
gjort til den store tyske krig, hvilken brød løs efterfølgende år. Men førend jeg
skrider dertil, vil jeg røre lidt om indenlandske sager og tale om nogle forordninger
som Hans Majestæt lod publicere.
Han lod dette år 1624 udgå en forordning mod munke og jesuitter som
hemmeligt begiver sig hid ind i riget.
I samme forordning forbydes den studerende
danske ungdom at studere i Preussen, endogså på de steder som er
Forbud mod at rejse til Brunsbergevangeliske. Årsagen
til sådant forbud giver forordningen til kende således:
Eptersom vi naadigst forfaarer een Diel
vores Untersaater
at begiffue sig till Brunsbergh och andre forbudne Stæder i Preudsen att
studere, og paa det saadant uformerket kand afgaae, daa begiffue de sig |694paa Hiemreisen til Kongsbergh, och der taage Beviis sig at haffue studeret
een Tid lang.
Men af disse ord kan man endda ikke fatte ret årsagen til dette forbud;
thi det samme kunne Årsag til samme forbudogså ske i
Tyskland og andre lande hvor man kunne opholde sig på roman-katolske stæder og siden
på hjemrejsen tage et bevis af et evangelisk universitet at man der havde studeret.
Men
den historie om den norske student Lars Nielsen har givet mig oplysning heri. Samme Lars
Nielsen var til Brunsberg i Preussen forført til den roman-katolske religion. Han lod
sig år 1606 Lars Nielsens historieindfinde i København,
hvor han havde den dristighed at offerere kongen en bog kaldet Via Domini,
som han tvende år tilforn havde publiceret til Krakow i Polen, med begæring at
Hans Majestæt ville give ham frihed at omvende danske og norske til den romerske religion,
bad også om frit lejde til Norge, foregivende at han havde nogle sager at afgøre i
samme rige. På disse begæringer lod kongen ham befale at indstille sig for consistorio i
København, hvor ham ved Jonam Charisium blev meddelt sådant svar: At Hans Majestæt
forundrede sig over at han som en jesuit turde understå sig til uden forlov at komme
hid ind i riget for at forurolige religionen; ikke des mindre, endskønt man havde
årsag at straffe ham som et oprørsk menneske, måtte han dog af særdeles nåde tillades
at rejse tilbage igen. Videre blev ham også tilkendegivet at man let kunne fatte
hvilke forretninger han havde i Norge, og andet mere som
findes hos Conradum Aslacum, der uden tvivl var nærværende da dette svar blev givet.
Hvad hans skrift angik, da befol kongen at han straks skulle levere alle eksemplarer fra
sig. Formedelst denne hændelse har kongen set Brunsberg an som et farligt sted for
Adskillige forordninger opregnesungdommen, helst såsom han
havde mærket at andre undersåtter siden hemmeligt begav sig didhen, óg grunder sig
herpå dette punkt i forordningen.
|695I samme år lod han også udgå en forordning om bryllupper, barsler og
begravelser, hvoraf jeg vil opregne nogle artikler for at vise de tiders levemåde:
Art. 2.Invitationen til Brølloper skulde alleene skee Løverdag
Eftermiddag – hvoraf ses at brudevielser skete om søndagen i kirken.
Art. 4. Haandverks Folk skulde ey have Frihed at giøre deres Brølluper paa
Raadhuuset – hvoraf læres at sådant tilforn af alle må være sket på rådhuset, óg
kan man heraf fatte hvorfor Christiani 3. efterladte dronning Dorothea forærede et
spænde til Københavns rådhus som skulle bruges til brudestads.
Art. 6. Tieneste-Piger skulde uden Følge alleene mellem to andre Piger gaae
til Froe-Prædiken, og lade sig vie.
Art. 7. Berøgtede Folk skulde gaae alleene.
Art. 8. Geistlige, Borgemestere og Raad, samt de Kiøbmænd, hvis Formue var
over 5000 Daler, skulde have Frihed at føres med Spill over Gaden – hvoraf ses at
brudefolk førtes med musik til brudehuset.
Art. 22. Ingen skal skikke Kagemad til Barsel-Qvinder – hvoraf ses at det
har været en skik at sende kager til barselsstuer.
Art. 31. Ingen Geistliges, Borgemesters eller Raadmands Efterleverske maa
have til Liig-Begiængelse meer end 4re Par Følge-Qvinder. Andre kun to Par – hvoraf ses
at kvinder har fulgt lig.
Art. 34. Magistraten skal forordne hvad Graverne, som bede til
Liig-Begiængelse, skulle have – hvoraf læres at der da ingen bedemænd har været.
Foruden disse forordninger blev samme år publiceret adskillige andre.
Men jeg har alene villet anføre dem som enten giver til kende nye etablissements og
anstalter, eller som viser indbyggernes egenskab og levemåde på de tider.
Nu kommer jeg til den krig kong Christian førte mod kejseren, om hvilken
Oprindelsen til den kejserlige krigførend
jeg taler, vil jeg af grunden forestille læseren årsagen dertil, item i hvad tilstand Tyskland
1625var på de tider, på det man des bedre kan fatte hvad som drev Hans Majestæt til at begynde
samme krig.
Tyskland havde i lang tid været uro og uenighed undergivet. Dertil
gav lejlighed Lutheri reformation. Samme lærdom blev yndet af mange tyske fyrster
såsom de fornam den var grundet på Guds rene ord, og at den
restituerede Tilstand i Tyskland før den 30 års krigdem
igen deres værdighed, som ved gejstligheden var trådt ganske under fødder. Herudover
blev de lade og uduelige munke, som unyttigt fortærede landets største indkomster,
allevegne drevet ud af deres klostre, deres indkomster enten anvendt til at opholde
kirker eller skoler eller óg bragt i fyrsternes skatkamre, hvilket ophidsede ikke
mindre de roman-katolske end religionens og ceremoniernes forandring.
Denne reformation tog ved Guds bistand i en kort tid sådanne kræfter at
stænderne i Tyskland i den nürnbergske sammenkomst 1522 bekendte at sagen var
allerede kommet så vidt at den ej kunne bilægges uden ved et koncilium, hvortil Lutherus
havde provokeret. I sådan tilstand kunne kejseren efterdi han var indviklet i store
krige, ikke andet end tilstede de evangeliske deres religionsfrihed, men større eller
mindre ligesom hans sager gik lykkeligt eller ulykkeligt for sig. Herudover blev i
den spirske sammenkomst anno 1526 tilstedt at enhver skulle forholde sig med sin
religion således som han kunne forsvare det for Gud og kejseren, hvilket, da de
lutheranere forklarede vidtløftigt til deres bedste, forsøgte kejseren, eftersom han havde
fået de franske af halsen, ved en anden forordning til Speyer anno 1529 at indskrænke
samme frihed, imod hvilken forordning da kurfyrsten af Sachsen og andre fyrster
protesterede, blev de kaldt protestanter.
Derpå offererede de protestanter deres
bekendelse til Augsburg, hvilken formedelst dens gode grund opvakte vel hos kejseren
medlidenhed, men kunne dog ikke bevæge ham til at stå ganske fra sit forsæt,
hvorudover de |697begyndte at desperere om den tillid de
tilforn havde til kejseren, og begav sig i en hast fra Augsburg. Nu syntes det at ville
komme til en åbenbar krig, og de protestanter gjorde et forbund med hinanden til
Schmalkalden for at forsvare dem mod de romerske ifald de ikke ville lade dem uforhindret
øve deres religion. Men Albertus, kurfyrsten af Mainz, og Ludovicus, kurfyrsten af Pfalz,
bragte sagen til forlig så at der mellem kejseren og protestanterne skulle være fred
indtil et koncilium blev holdt, imidlertid skulle den ene ikke gøre den anden fortræd
i religionen.
Derefter lod kejseren sig vel mærke at han havde begærlighed til at
sammenkalde et koncilium, og gav protestanterne gode ord, ej holdende det rådeligt at
indvikle sig i krig med dem eftersom han havde mange hemmelige avindsmænd, endogså
pave Paulum selv, der ophidsede ham mest til denne krig, at han kunne skille ham ved
det fyrstendømme Mailand i Italien, hvilket han så hellere var i en anden potentats
hænder.
Disse konjunkturer varede til det år 1546. Da udbrød omsider den lue som
Den schmalkaldiske kriglænge havde ligget skjult under asken,
óg begyndte da den navnkundige schmalkaldiske krig, hvori kejseren fik
overhånd og tog kurfyrsten af Sachsen og landgreven
af Hessen fangne.
Herudover syntes det at være ude med den evangeliske religion eftersom
hovederne var i fjendens hænder og forbundet adsplittet. Men kejseren fik i en hast
adskillige fjender på halsen, hvorudover han af sin broder Ferdinando lod sig overtale
til at forlige sig med de evangeliske igen og i det passaviske fordrag at tilstede dem
religions fri øvelse, hvilken blev 3 år derefter konfirmeret dem til Augsburg i den såkaldte
hellige fred. Men de roman-katolske lod derfor ikke af at sætte efter dem,
forklarede freden til deres fordel, og når protestanterne besværede sig derover, ville
de at kejseren skulle kende deri, hvilket protestanterne ikke ville lade sig bekvemme
til, foregivende at kejseren var den romerske religion tilgenegen, hvorfor de kunne ikke
vente nogen favorabel dom. Tvistighederne tog
|698derfor mere og mere overhånd.
Men hverken Ferdinandus Maximilianus eller Rudolphus havde
magt at angribe protestanterne med krig. De store oprør i Frankrig og Nederlandene gav
også Spanien andet at tænke på, hvorudover det syntes sikrere at bie nogen stund
indtil bedre lejlighed kunne gives at undertrykke dem, hvortil den uenighed som var
imellem protestanterne indbyrdes, gav ikke liden forhåbning.
Imidlertid havde den protestantiske religion på somme
steder fremgang, på andre igen led den stort afbræk. Bisperne af Halberstadt og Magdeburg forkastede den
romerske religion, tog hustruer og ikke des mindre beholdt deres bispedømmer.
Ærkebisp Gebhardus af Köln havde også i sinde at gøre det samme, men han blev af kejser
Rudolpho derfor skilt ved sin kurfyrstelige værdighed. Det strassburgske bispedom
kæppedes såvel de roman-katolske som lutheranere om.
Deri beholdt de første overhånd. Bisperne af Salzburg,
Würzburg
drev lutheranerne af deres lande. Den stad Donauwörth mistede også sin frihed fordi den
havde uddrevet munkene.
Af dette kunne protestanterne nok mærke hvad de roman-katolske havde i sinde
med dem, hvorudover mange af dem i Obertyskland, som fandt sig nærmest faren, gjorde
et forbund med hinanden, hvilket blev befordret af kurfyrsten af Pfalz. I dette
forbund trådte besynderlig calvinisterne og de lutheranere, som formedelst naboskab let
kunne sekundere hinanden, óg blev samme forbund Unio
Evangelicakaldet Unio Evangelica eller den evangeliske forening. Derimod satte
sig foruden de roman-katolske også Johan Georg, kurfyrsten af Sachsen, såsom han
misundte Pfalz den ære at være hoved for samme forening, holdende for at han som den
ældste og mægtigste blandt protestanterne burde have mest at sige, i hvilket forsæt han
blev meget bestyrket af de kejserlige, som holdt det for
en stor vigtighed at skille denne mægtige fyrste fra de andre allierede. Af det hessiske
hus slog det kasselske sig til unionen, men Darmstadt favoriserede kejseren. De
nedersachsiske fyrster, jo længere de var |699fra faren, jo
mindre tænkte de på noget forbund og at sætte sig i fornøden defensionsstand.
Da de begyndte stridigheder om successionen i de gylikske lande var på
det hedeste, holdt de forenede fyrster en sammenkomst 1610 for at rådslå om deres
sager, og det besynderlig efter kongen af Frankrigs tilskyndelse, hvilken tillige med
hollænderne slog sig til dette forbund, óg syntes da faren at være nær efterdi de
østrigske lavede sig til at bemægtige sig de gyliske provinser, hvilke kurfyrsten af
Brandenburg og pfalzgreven af Neuburg, begge lemmer af bemeldte union, havde inde,
omendskønt den sidste for at bestyrke des bedre sine egne sager lod sig siden overtale
at antage den romerske religion og besvogre sig med det bayerske hus. Derfor rådede han
de roman-katolske til i det møde til Würzburg at smede et forbund mod den evangeliske
union, for hvilket fyrsten af Liga CatholicaBayern
blev hoved, óg blev samme bund kaldet Liga Catholica.
Der var ikke mindre urolighed i de kejserlige arvelande, hvor omsider
den lue brød ud der skulle fortære hele Tyskland. Årsagen dertil var også den
evangeliske religion, som havde udbredt sig over samme provinser. Ferdinandus 1. havde
tilstedt de østrigske, da de ydmygeligt bad ham derom, at bruge kalken i den
hellige nadver, men Maximilianus 2. havde fuldkommelig forsikret dem
om Oprindelse til den bøhmiske opstandreligions fri øvelse.
I Bøhmen
havde også samme religion udspredt sig, óg bekom de bøhmere af Maximiliano såvel som
Rudolpho forsikring ved det såkaldte majestætsbrev. Derimod fnyste den romerske
gejstlighed, foregivende at Rudolphus i sin høje alder var tvunget til at udgive sådant
majestætsbrev, og derfor arbejdede idelig på at gøre de evangeliske afbræk. Jesuitterne
oprettede til Prag et nyt akademi mod de protestantiske og opfyldte samme stad med
skrifter og skændsord.
Dog kom det ikke til nogen offentlig ruptur førend i kejser
Matthiæ tid. Da begyndte de protestantiske bøhmere, da de så at det tilforn givne
majestætsbrev blev af de roman-katolske intet agtet, at bestemme en sammenkomst, og
omendskønt kejseren formanede |700dem at stå fra sådant
foretagende, var de dog fremturende i deres forsæt og begav sig til rigets magistrat
for at fremføre deres klagemål. Da nu Vilhelmus Slabata og Jaroslaus
Den navnkundige 30 års krig begyndesMartinitius gav dem et hårdt
svar, styrtede de dem tillige med Philippo Fabricio ned ud af vinduerne. Derefter blev
krigsfolk allevegne udskrevet, regeringens forretning betroet til 30 directeurs, og
legater blev sendt til de schlesiere, moraviere, lausitzere og ungarere at begære deres
hjælp efter forbund. Kejseren derimod rustede sig imod dem af al
magt, udråbte de bøhmere offentligt for rebeller og skikkede en krigshær ind i Bøhmen,
hvilken straks begyndte at skænde og brænde ligesom i et fjendtligt land.
I denne alarm døde kejser Matthias 1619, efter hvis død Ferdinandus 2.
blev udvalgt romersk kejser. Bøhmerne protesterede ikke alene mod dette valg, men
endogså deklarerede Ferdinandum, som de engang havde antaget til deres konge, at have
forlist den bøhmiske krone, hvilken de offererede til Frederik, kurfyrsten af Pfalz, som
var en herre af en mild natur, et stort svogerskab og derforuden hoved for unionen i
Tyskland, hvorpå de forlod sig så meget. Dette tilbud antog også Fridericus,
omendskønt adskillige som hans svoger kong Jacob af England, kongen af Polen,
kurfyrsterne af Sachsen og Brandenburg, hertugen af Bayern rådede ham derfra, og blev med
stor glæde af bøhmerne kronet til konge.
Så snart den nye konge var kommet til Bøhmen, forbandt sig de bøhmere,
schlesiere, mæhrere, lausitzere tilsammen. På kejserens side trådte de bayere, sachsere og
spaniere i Nederlandene. Unionen, som da havde til hoved Joachimum Ernestum, markgreven af
Ansback, antog neutralitet, dog med sådanne vilkår at den ikke ville bemænge sig med den
bøhmiske handel så længe som krigen blev alene ført i Bøhmen.
Således tog den 30 års krig en begyndelse:
Maximilianus, hertugen af
Bayern, blev med de ligistiske tropper skikket ind i Bøhmen og kom i træfning med
Friderici folk på Det Hvide Bjerg, hvor han erholdt en fuldkommen sejr og nødte
|701Fridericum at tage flugten først til Schlesien, derefter til
Brandenburg og endelig til Holland, hvorpå han blev erklæret i akten og hans
kurfyrstelige værdighed taget fra ham og givet til Bayern. Bøhmen blev bragt til
kejserlig lydighed, omendskønt general Mansfeld forsvarede sig en tid lang. Jesuitterne
blev igen indført, og lutheranerne allevegne beængstede. Schlesien stak også sin pibe
i sækken og hyldede kejseren 1621 efter at det havde fået forsikring om religionens fri
øvelse. Lausitz blev indtaget af kurfyrsten af Sachsen og givet ham af kejseren for sin
tro tjeneste. Oberpfalz blev indtaget af kurfyrsten af Bayern og givet til det bayerske hus.
Nederpfalz blev erobret en del af spanierne, en del af de bayerske, og
forblev i deres hænder indtil freden blev sluttet. Den siebenburgske fyrste Betlen Gabor,
som hidindtil havde stræbt efter den ungarske krone, måtte også bede om godt vejr og
lade sig nøje med noget af Schlesien, og omsider med Siebenburgen alene. Alle de fyrster
som havde holdt med kong Tyskland geråder i slet tilstandFrederik,
blev erklærede i akten, og kejseren forfulgte dem jo mere og mere og
bredte sin sejrrige armé vidt ud så at mange stænder i Tyskland kom i den tanke at kejseren under et skin at forfølge sine fjender ville berøve
dem deres frihed.
Endelig udspirede af den bøhmiske krig en ny urolighed i den
nedersachsiske kreds; thi såsom mange steder dér ved indkvarteringer og gennemtog
blev hårdt besværede, og de kejserlige samt ligister fremturede med deres fjendtlighed så man
kunne klarligt se at kejseren ville gribe for vidt om sig, så at ikke alene hele
Tyskland, men endogså de nordiske riger ville stå i høj fare, holdt
Den nedersachsiske kreds udvælger kong Christian til kredsoberst de
nedersachsiske stæder det for rådeligt at tage sagerne i agt, til hvilken ende de lavede
sig til modstand og udvalgte kong Christian til kredsoberst, hvilken imod våren af det
år 1625 lod trommen røre, ikke alene i sine kongeriger og i den nedersachsiske kreds,
men endog sendte sine officerer med patenter og store summer penge til andre landskaber at
hverve folk.
|702Kongen lod straks kejseren vide ved et brev dateret til Segeberg at
stænderne Kongen notificerer kejseren sådanti den
nedersachsiske kreds havde udvalgt en chef for de tropper som man dér hvervede til
landets forsvar, og at sådant valg var faldet på ham så at han var blevet
kredsoberst, og det på sådant fundament efterdi han var et af den nedersachsiske kreds’
fornemmeste lemmer i henseende til Holsten. Han havde gerne ønsket at blive befriet fra
sådan byrde, men stænderne i den nedersachsiske kreds havde ved idelig ansøgning så godt
som tvunget ham dertil. Dette kunne han ikke forbigå at rapportere Hans Kejserlige
Majestæt, men forsikrede derhos at han intet skulle foretage som var mod rigets love.
Hvad de hvervninger angik som man havde gjort, da var det alene sket for at beskytte
kredsen mod den vold som de besætninger Tilly havde lagt i stæderne, øvede, og i
henseende til de trusler samme general havde
ladet falde, og som havde indjaget skræk i
alle.
Imidlertid holdt fyrsterne af den nedersachsiske kreds en kredsdag til
Kredsdag til BraunschweigBraunschweig for at overveje hvorledes
man i sådan tilstand skulle gå sagen bedst an, og forestillede den obersachsiske kreds
i hvilken farlig tilstand det romerske rige var, og at det fordærvelige krigsvæsen
hidindtil med sådan koldsindighed var søgt at afvendes at man nu hørte større
krigsberedelser end nogen tid tilforn, hvorfor det var højligt fornødent at have et
vågent øje efterdi erfarenhed udviste at sådant uheld hidindtil havde taget for stor
overhånd og ruineret den skyldige tillige med den uskyldige, og omendskønt den
nedersachsiske kreds har i ingen måde været årsag til den urolighed i riget, men
holdt sig som tro stænder og respekteret Hans Kejserlige Majestæt som deres hoved, har
dog denne uskyldighed ikke kunnet hjælpe, men landet bliver hårdt |703plaget
af de kejserlige og bayerske og bliver truet
med værre, hvorudover fyrsterne og stænderne i den nedersachsiske kreds har besluttet at
være betænkt på sådanne midler hvorved al overhængende fare kan afvendes og i tide
forebygges, til hvilken ende er i deres kredsforsamling besluttet en temmelig
defensionsforfattelse, hvilket de har villet lade fyrsterne og stænderne i den
obersachsiske kreds vide, og tilligemed ombede de ville være betænkte på samme midler,
på det religionen og freden måtte håndhæves.
Derpå gik hvervningen for sig, hvilken kom den kejserlige general meget
Kejseren råder kongen at stå fra sit forsætunderlig for,
endog han ikke vidste hvo derved var ment, og derfor satte sig for at afskrække dem,
til hvilken ende han vekslede mange breve med fyrsterne og stænderne i den nedersachsiske
kreds og forestillede dem Hans Kejserlige Majestæts gode intention og hjertelag imod
dem og den ulykke de ville styrte sig selv i dersom de tog sig noget fjendtligt for.
På samme tid bekom kong Christian brev fra kejseren til Verden, hvori
han blev ombedt at stå fra sine hvervninger og det kredsoberstamt han havde
påtaget sig. Derpå gav kongen i en skrivelse af den 23. august sådant svar:
At
kejseren havde ingen årsag at forundre sig over at han som en konge
Kongens erklæringaf Danmark havde påtaget sig sådant et amt efterdi hans
farfader Christianus 3. samt hertug Adolf af Slesvig havde ført det samme, óg var det dem
ved det romerske riges konstitutioner
lige så lidet forbudt som markgreverne af
Brandenburg, der formedelst det preussiske len er forbundet til den polske krone, at
forvalte rigsamter i den frankiske og den obersachsiske kreds. Ej heller |704har
Hans Kejserlige Majestæt årsag at forundre sig over de
kongelige hvervninger efterdi den nedersachsiske kreds ved uforsvarlige pressurer og imod
kejserlige løfter og forsikringer af den bayerske armé har nær hidindtil været undertrykt
endogså på en tid da ingen
anseelse var til modstand nogetsteds i riget, og de ober- og nedersachsiske kredse havde
licentieret deres krigsfolk, hvoraf lettelig er at slutte om ikke bemeldte bayerske
krigsfolk ved sådanne deres forhold har opvakt en tilbørlig eftertanke hos de betrængte
stæder, hvorfor han har holdt det for sin skyldighed at forsvare kredsen fra den ubillige
gevalt indtil den bayerske general ved kejserlige ordre giver tilbage de indtagne pas
og fører folket af landet igen. Når det sker, vil Hans Kongelige Majestæt efterkomme
kejserens begæring, men ifald ingen forandring deri sker, må han bruge de midler
han så ofte er solliciteret til, men til dato har ikke villet bruge. Bevidner ellers for Gud og den ganske kristenhed at han er mere genegen til en
sikker fred end til sådanne midler, og vil lade dem svare til al skade og blodsudgydelse
som har tvunget ham til gevær for at håndhæve sin kongelige myndighed, den
nedersachsiske kreds og sine egne lande.
Kong Philippus af Spanien bemøjede sig óg med at bringe kongen fra sit
forsæt og til den ende affærdigede Johan Carl von Schönburg med en skrivelse til ham, men bekom ikke
andet svar end kejseren.
Imidlertid blev den 12. august holdt en landdag til Braunschweig. Didhen
sendte general Tilly sine gesandter Gronsfeld og |705Rupper
og lod stænderne vide i hvilken ulykke de ville styrte sig ifald de ikke i tide
efterkom kejserens ordre, brugte også store ord og trusler, hvoraf stænderne lod sig
ingenlunde afskrække, men gav samme resolution fra sig som tilforn.
Den kejserlige general Tilly, da han så at han med sine skrivelser intet
udrettede, og fornam at hertugen af Braunschweig og greven af Mansfeld kom kongen af
Danmark til hjælp, begav han sig til Weseren og bemægtigede sig det pas ved Höxter.
Kongen af Danmark derimod førte sine folk sammen til Hameln, hvor Hans Majestæt
gerådede i en meget farlig tilstand som var holdt for et Kongen
gør et ulykkeligt fald med sin hestomen og forbud om en ulykkelig udgang af
hans forehavende; thi da han på bemeldte sted red allevegne omkring for at besigtige
vagten, blev hans hest løbsk af et skud, styrtede sig ned af volden og brød sin hals itu,
hvoraf Hans Majestæt lå i to dage målløs, og få troede ham til livet.
Denne ulykkelige hændelse bragte stor konfusion og forvirrelse blandt det
kongelige råd og officerer, hvilke sendte straks bud til markgrev Christian Wilhelm,
administrator til Magdeburg, med begæring han ville føje sig til krigshæren. Der blev
óg sendt to danske commissarier til den kejserlige general Tilly at lade ham vide dette ulykkelige
tilfald og forestille ham at deres armé i anden intention ikke var bragt på benene
end til den nedersachsiske kreds’ forsvar, og Hans Kongelige Majestæt, deres nådigste konge,
aldrig havde nogen fjendtlighed i sinde med den romerske Kejserlige Majestæt. Men Tilly,
da han fornam den forskrækkelse som var kommet iblandt dem, blev han meget hoffærdig og
skrev tilbage at de skulle aftakke krigsfolket. Hvis de ikke gjorde det med gode, ville
han hjælpe til at splide dem ad i en hast.
Kredstropperne i denne farlige tilstand vidste ingen bedre råd end at
føre krigshæren noget tilbage indtil de kunne se hvorledes det løb af med kongens
svaghed, óg gjorde de den |70625. juli en begyndelse dertil
og førte krigsfolket fra Hameln, Minden og de omliggende stæder til det stift
Verden.
Denne retirade vidste den kejserlige general Tilly vel at føre sig til
nytte og bemægtigede sig i en hast både Hameln og Minden, hvori han lagde kejserlig
besætning, derefter gjorde han sig mester over Weserstrømmen indtil Petershagen, óg
begyndte hans soldater at husere meget grummeligt i braunschweiger lande og det grevedømme
Schauenborg, hvor de ej alene med skænden og brænden gjorde stor skade, men endogså
afhuggede hænder og fødder på nogle evangeliske præster, på andre næsen og ørene, afskar
brysterne på adskillige kvinder og derved lod se at de i grumhed gav tartarer og
tyrkere lidet efter.
Kongen, så snart han var kommet til forrige helsen
igen, gjorde han al mulig Kongen bliver frisk igenanstalt til en god
defension, og som der var kommet en stor sum penge til lejren i det stift Verden,
delte han på ny patenter ud at hverve endda 12.000 mænd. Formedelst denne årsag brød
de kejserlige tropper som var hvervet af Wallenstein, som ellers kaldes hertugen af
Friedland, og havde ligget en del i den frankiske, en del i den svabiske kreds, op af
deres kvarterer og rykkede igennem Hessen til den tillyske armé. Midlertid blev holdt
adskillige skærmydsler imellem de kongelige og tillyske. Besynderlig blev ved Rehberg,
som var et vigtigt De tillyske får hug ved Rehbergnedersachsisk
pas liggende i et morads, de tillyske meget svækket; thi som Tilly ville have
en besætning i samme fæstning og til samme ende skikkede et regiment didhen, forsvarede
de der lå inde, sig med sådan tapperhed at 200 tillyske blev på stedet, mange
beskadigede, og resten måtte med uforrettet sag vende tilbage igen.
Derimod havde Tilly
bedre lykke med Stolzenau; thi så snart han var kommet Erobrer
Stolzenauderfor, overgav dens kommendant sig uden nogen nød, hvorved de
kongelige mistede adskillig proviant, stykker og munition. Denne fremgang agtede Tilly at
føre sig videre til nytte og rykkede derpå til Nienburg, et fornemt pas ved Weseren,
hvilket også uden tvivl havde blevet erobret dersom kongen ikke til al
|707lykke havde af et opsnappet brev fået at vide dette anslag og
derpå i en hast forsynet stedet med en stærkere garnison og andet som var fornødent
til en tapper modstand. Ikke des mindre bemøjede Tilly sig på en anden måde at sætte sit
forehavende i værk, greb til den ende staden åbenbart med stor iver an og beskød den
på det heftigste, forhåbende i hast at gøre sig mester derover. Men den oberst som
kommanderede derinde, gjorde med sin underhavende besætning sådan modstand at ikke
aleneste adskillige storme blev afslået, men endogså ved idelige udfald en stor hob
tillyske omkommet. Besynderlig skete den 27. august en hård træfning; thi da 10
kompagnier danske ryttere ville konvojere nogle vogne ladet med viktualier og andre
fornødne ting ind i byen, blev de anfaldet af de tillyske tropper,
som var mestendels krabater; men de brugte ved denne lejlighed
vognene Lider skade ved Nienburgtil fordel og tog således mod de
tillyske at en stor del af dem, hvoriblandt mange fornemme officerer, blev på stedet.
Resten måtte salvere sig med flugten og lade konvojen passere frit ind i staden.
På samme tid ankom til den danske lejr general Obentraut, som tilforn
havde holdt sig tapperligt mod de spaniere i Pfalz, og oberst Fuchs med nogle tropper.
Bemeldte Obentraut blev gjort til generalløjtnant over det sachsen-weimarske
rytteri.
Den 1. september gjorde de belejrede i Nienburg et stærkt udfald i de
kejserliges løbegrave, hvilket lykkedes dem så vel at de nedsablede henved 100 mænd
og førte 2 kaptajner med sig ind i byen. Efterfølgende dag tildrog sig óg en mærkelig
aktion; thi da Johan Ernst, hertugen af Sachsen-Weimar, konvojerede nogle penge og proviant
til staden til at betale garnisonen med, gerådede han i en hård træfning med de
kejserlige, i hvilken 120 af hans ryttere blev omkommet og han selv skudt i akselen.
De kejserlige forliste også en temmelig hob.
|708Af alt dette fornam Tilly at det ville blive ham vanskeligt at erobre
staden, og omendskønt han havde bragt løbegravene indtil volden og med skyden og
fyrværk ingen flid sparet, har han dog ej holdt det for rådeligt at opholde sig der
længere, og som han fornam derforuden at de kongelige var på vejen at Må ophæve belejringenundsætte staden, ophævede han ganske
belejringen og retirerede sig til Stolzenau 10 mil derfra.
Medens denne belejring varede, havde kongen af nogle opsnappede breve fået
kundskab om at hertugen af Lüneburg korresponderede med Tilly imod Hans Kongelige Majestæt,
hvorudover han gav det lüneburgske land sin krigshær nogle dage til pris, hvilket gjorde
mangen soldats pung rig og gav krigshæren stort bytte.
Imidlertid havde den kejserlige general, hertugen af Friedland, fået en
ny armé af 20.000 mænd på benene, hvormed han begav sig til Göttingen, og omendskønt
bønderne havde søgt at forhindre ham passet, var deres umage dog forgæves efterdi
fjenden var så stærk, ja de gode bønder med forlis af deres faner tog flugten og
overlod de kejserlige en fri passage, hvorudover Friedland rykkede fra Göttingen til Einbeck,
Grubenhagen og Halberstadt. Der kom hertugen af Wallensteins
progresserSachsen-Weimar ham med nogle 1000 til hest og fods i møde og holdt
adskillige skærmydsler med ham, hvori begge dele mistede meget mandskab indtil de
kejserlige omsider indkvarterede sig i de tvende stifter Halberstadt og Magdeburg. Den
stad Halle
havde vel fattet den resolution at forsvare sig til det yderste, men da de kejserlige nærmede sig til staden, og besætningen fornam der var
ingen hjælp for hånden, fattede den andre tanker og overgav sig med akkord.
Efter at Tilly, som sagt er, med stort forlis var tvunget til at ophæve
belejringen for Nienburg, rykkede han for det faste slot Calenberg og tvang det til at
overgive sig med akkord. Samme Calenberg var de kongelige meget angelegen, hvorfor kong
Christian anvendte al sin flid på at bekomme den tilbage igen og til den ende sendte
hertug Frederik af Sachsen tillige med Oben|709traut og
et godt antal ryttere og dragoner derhen. Dette fik Tilly betimeligt kundskab om,
hvorudover der blev straks gjort anstalt, óg blev den 4. november 3 regimenter ryttere og
3000 fodfolk beordret at bryde op og marchere lige mod Hannover. Da bemeldte tropper om
morgenen var kommet på hin side Hannover, kom de i De kongelige
lider skade ved Calenbergkast med de kongelige tropper, hvilke gjorde længe en
tapper modstand, men endelig, eftersom de var så få, blev adspredt. Der blev 500 på
valstedet, blandt hvilke hertug Frederik selv. Obentraut døde også en halv time efter
slaget. Begge deres legemer blev med Tillys bevilling ført fra Calenberg til
Sachsen.
Imidlertid holdt de kejserlige tropper under hertugen af Friedland heller
ingen hellige dage, men efter adskillige stæder som de erobrede, gjorde sig også mester
over Dessauer bro og forvarede den samme med nogle skanser, hvilket kom dem siden
meget til nytte og i adskillige lejligheder bragte dem ikke ringe fordel.
Kongen af Danmark bemægtigede sig Stolzenau, og på det han kunne have
des bedre middel til at fortsætte krigen, som så ud til stor vidtløftighed, holdt han i
udgangen af dette år en landdag til Celle og bragte der til veje at
Landdag til Celleridderskabet i Holsten og det ganske land
bevilgede at enhver plov til landets defension skulle give 6 rigsdaler, i lige måde skulle
ridder- og adeligt gods af 1000 rigsdaler betale 6.
Hidindtil havde kongen ikke konjungeret sig med grev Mansfeld, kejserens
Kongen konjungerer sig med Mansfeldkapitalfjende,
eftersom han alle tider havde haft forhåbning om fred, men nu, såsom han fornam at det
ikke ville skikke sig til nogen fred, og at krigsvæsenet blev fortsat af al magt, tog
han sig samme Mansfeld offentligt an. Denne Mansfeld var en af pfalzgreve Frederiks
troeste generaler og var med i det navnkundige slag ved Prag, hvor han samlede sammen
de overblevne levninger af den bøhmiske armé og gjorde de kejserlige alt det afbræk
han kunne.
Herved er at mærke at omendskønt kongen stod i åbenbar krig imod
kejseren, så havde han dog ikke brudt løs med Spa|710nien,
hvilket ses af en forordning som blev publiceret dette år 1625 angående
handelen på Spanien, hvorvel samme forordning viser at det da var ikke så hedt mellem
samme rige og Danmark som det ellers stedse plejede at være i denne konges tid; thi
forordningen melder om danske skibes arrest i de spanske havne
under prætekst at de var bygget af nederlænderne, Spaniens fjender. Den lyder således:
Vi Christian den Fierde giøre alle vitterligt, at eftersom vi naadigst
komme Forordning angående skibe som farer paa Spanieni
Erfaring endeel af vore Undersaatters Skibe af Spanien at have været anholden af Aarsag,
at de Skibe skulde have haft, som udi Nederland formeentes at være bygde, eller og at de
Nederlændere brugte paa deres Skibe, som Kongl. Vurde udi Spanien formeener sine Fiender
at være; da, efter vi nu med hans Kiærlighed saaledes er bleven eens, at de Skibe, som i
Nederland bygde ere, og kiøbte for næst forleden 19de Dag Novembris Aar 1624, skulle alle
uden Exception være fri udi de Spanske Gebeter. Dernæst og at ingen af vore Undersaatter
skulde bruge noget Hollandsk Folk paa deres Skibe, som sejgle vilde ad Spanien. Bede vi og
byde, saaog strængelig hermed befale, at ingen af vore Undersaattere, som sejgle paa
Spanien, maa paa samme Skibe udi deres Tieneste holde Skibs-Folk eller andre, som ere fra
de Stæder, som føre Krig med Højbemeldte Kongl. Vurde i Spanien, og skulle de, som
Nederlandske Skibe have for benævnte 19 Novembr., lade os underdanigst rigtig Beviis og
Certification tilstille, belangende samme Skibe, hvad Tid og af hvem de ere kiøbte, hvem de
tilhøre, hvad Navn og Størelse de have, og hvad slags Skibe de ere, paa det at de for
saadan Ar|711rest, og derpaa følgende Skade kunde være
fri. Givet paa vort Slott Kiøbenhavn den 22 Januarii Anno 1625.
Om handelen ellers i denne krig ophørte på Spanien, skal jeg ej kunne
sige efterdi jeg intet finder derom. Således endtes den første kampagne i denne tyske
krig.
I dette tog blev af de kongelige fanget en dansk herremand ved navn Jesper
Friis, som stod i kejserlig tjeneste og derfor blev anset som en der havde ført
avindsskjold mod sit eget fædreneland. Den samme søgte at undskylde sig det bedste han
kunne, formåede også nogle af adelen at kavere for sig. De undskyldninger som han ved
rigets kansler Jacob Ulfeldt lod insinuere, bestod i 3 punkter: (1) at han længe
tilforn havde haft sin afsked; (2) at ham ikke var bevidst at toget didhen skulle
gælde; (3.) at han om kongens nærværelse ved armeen intet har vidst at sige.
Disse punkter findes besvaret af Hans Majestæt i en egenhændig
erklæring af sådant indhold: Den første og anden post anlangende, da gør lidt til sagen
om han før denne tid havde fordret sin afsked eller ej, og at han ikke så lige har vidst
hvorhen toget skulle gælde, det kan man også tro ham til vilje efterdi han var ikke i rådet, men hvad den tredje post angår, at han ikke vidste at
kongen selv var ved armeen, da viser Hans Majestæt klarligt i samme erklæring at
ingen undskyldning deri kan hjælpe ham.
Hvorledes ellers Jesper Friis udredte sig af denne sag, er mig
ubevidst. Det er troligt at han på adelens intercession er blevet benådiget såsom
intet findes videre om sagens udførsel, óg var hans undskyldninger så slette at han med
retten ikke kunne befri sig. Jesper Friis var ellers en mand af store kvaliteter, havde
været i fransk og engelsk tjeneste og rejst i Ægypten, Arabien og Palæstina. Han døde
1643.
|712I februar måned af det år 1626 brød greven af Mansfeld op med sine
folk, som mestendels havde ligget i det stift Lübeck og Lauenborg, og rykkede ind i
Mecklenburg. Derfra gik han for Alt-Brandenburg og begærede at indlade nogle folk deri.
Borgerne stillede sig vel i gevær og mente at holde ham med magt fra
Mansfelds progressersig, men de var for svage dertil, måtte
derfor denne gang bide i det sure æble og tage imod indkvarteringen.
Derefter begav han sig til Zerbst, til hvilken han ankom i al stilhed om
morgenen som de friedlandske tropper skulle blive indlagt til besætning sammesteds, og
erobrede den uformodentligen.
Efter at han nogen tid havde opholdt sig i det fyrstendømme Anhalt,
arbejdede han på at igen bekomme Dessauer skanse og bro eftersom man nu først, men
for sildigt, fornam hvilken vigtighed samme skanse var af, og hvor højligt man havde
forset sig idet man ikke bedre havde haft den i agt.
Den 1. april greb han skansen med gevalt an, men de kejserlige derimod
gjorde sådan modstand at han med uforrettet sag måtte gå derfra. Ikke des mindre blev
han dog ved sit forsæt; thi så snart administratoren af Magdeburg var stødt til ham,
rykkede han den 11. derfor igen og belejrede skansen på ny, men til sin egen skade.
Thi så snart som hertugen af Friedland blev advaret derom af oberst
Altringer, som kommanderede i skansen, og tilligemed så hvilken lejlighed han havde
til at ruinere de mansfeldske tropper, begav han sig i al hast didhen. Imidlertid var
de mansfeldske ganske sikre og havde ingen kundskab om noget anslag imod dem, ellers
havde de i tide kunnet retirere sig i god orden og uden skade kommet derfra. De greb
udenværkerne af skansen den 15. med magt an, men blev afslået ligesom tilforn. Derved
blev den skade ikke endt; thi straks derpå lod hertugen af Friedland anføre rytteriet,
som var på hin side, over broen, af hvilket han forordnede en del under grev Schlick til
hinderhold i en skov og imidlertid lod give fyr på de
mansfeldske løbegrave så at de måtte forlade samme og retirere sig til skan|713serne. Der forsvarede de sig i lang tid indtil deres
munitionsvogne af den for megen skyden blev anstukket, og derfor måtte begive sig på
den åbne mark. Herudover fik de kejserlige vundet spil, brød ud af skoven og anfaldt
de mansfeldske på begge sider. De samme gjorde vel en lang tid en
Han bliver totaliter slået
ved Dessauer brotapper modstand så at
viktorien syntes tvivlagtig, men deres rytteri blev endelig overmandet og slået på
flugten, hvorpå fodfolket, som bestod af fire regimenter, med liden umage blev adspredt,
en del blev slået, en del fanget. De slagnes antal beløb sig til 3000. De kejserlige
bekom nogle og 30 faner og 7 store stykker, forliste dog i samme aktion henved 1000
mænd. Dette mansfeldske nederlag forvirrede ikke lidet de kongelige sager.
Imidlertid kommanderede kongen en del af sin krigshær hen til Westfalen,
hvor han erobrede adskillige stæder og indfordrede en stor brandskat. Det stift Münster
måtte óg til at blæse i bøssen, hvilket forårsagede at grev Tilly måtte forlade
Weserstrømmen for at hindre kongens videre fremgang i Westfalen.
Hertugen af Lüneburg havde hidindtil holdt med kongen og den nedersachsiske
kreds, men nu lod han sig af de kejserlige søde ord forlede at falde fra Hans Kongelige
Hertugen af Lüneburgs frafald fra kongenMajestæt og at
opsige den bestalling som han af kongen havde bekommet, og som han derpå foretog nye
hvervninger både til hest og fods, mente kongen straks at det skete kejseren til gode,
og derfor lod et patent publicere den 2. marts, hvori han erklærede at disse
hvervninger gik ham aldeles ikke an og var anset hverken til sin eller den
nedersachsiske kreds’ fornødenhed, hvorfor han ville have enhver advaret at de så sig
for ikke at begive sig i sådan tjeneste hvor de måtte lade sig bruge mod deres egen
religions forvandte, den nedersachsiske kreds og deres eget fædreneland. Derforuden lod han
også tilkendegive at den som foragtede
samme velmente advarsel og kom i hans
hænder, skulle tilbørligt blive straffet.
Til en erindring om dette lüneburgske frafald
blev slået en mønt med sådan opskrift:
|714Frustra
te opponis, frenande caballe, leoni. |
Albus eras, rubeus, si modo pergis, eris. |
I samme henseende blev også gjort den statue som endnu ses i Rosenborg
Have i København, hvor en løve præsenteres med en hest under sig som han har nedslået;
thi Lüneburg fører en hest i sit våben. Samme støtte blev gjort i Glückstadt og
derfra ført til København, hvor den blev nedsat i Rosenborg Have.
Hvor meget ophidset kongen ellers har
været over dette frafald, kan ses af et brev som han tilskrev hertugen af Lüneburg,
således lydende:
Freundlicher lieber Vätter!
Aus deinem letzten Schreiben habe ich vernommen, daß du vermeynest grosse
Kongens skrivelse til samme hertugUrsache zu haben dich in
des Käysers Bestallung zu begeben, welches ich dahin will gestellet seyn lassen. Daß du
dem Käyser lieber denn mir gedenckest zu dienen, ist gantz kein Wunder, wolte GOtt es wäre
schon vor vielen Jahren geschehen. Die Aufkündigung aber der Bestallung solte billig etwas
zeitlicher gewesen seyn, ehe und bevor damit dem Gegentheil so vertrauliche Communication
gehalten. Ich will für diesesmahl unsere Discurse, so da der Zeit, als du bey mir von
damahligen König in Böhmen Gesandts Weise warest, und mehrmahl von Religions und andern
Sachen vorgelauffen, nicht gedencken, sondern alles dem Allmächtigen GOtt befählen, der uns
beyde kennet, und zum besten unsere Intensiones weiß, auch alles zu seinen Ehren wohl
hinaus führen wird und kan. Der Teuffel durfte unserm Erlöser und Seeligmacher die gantze
Welt weisen und versprechen, da er ihn anbeten wolte, warum solte er |715es nicht annoch einem Menschen an-præsentiren durffen. Befehle dich hiemit
dem rechten Richter über uns alle. Datum Wolfenbütel den 7 Martii Anno 1626.
Dein Vätter
allezeit
Christian m: pp:
Jeg har tilforn meldt at de kongelige bemægtigede sig det stift
Osnabrück. Der blev de ikke længe mestre; thi greven af Anhalt, som havde ordre at drive
dem ud af samme stift, angreb til den ende først den stad Verdenbruch. Den kongelige
besætning, som lå derinde og håbede undsætning, stillede sig modigt an og ville ikke
høre om nogen overgivelse; men da greven nærmede sig med approcherne, og intet tegn til
undsætning lod sig se, overgav den sig med akkord. Besætningen af Osnabrück overgav sig
også på samme måde. Midt i februar brød kongen op fra Rothenburg i det stift
Verden, hvor han en tid lang havde haft sit hovedkvarter, og begav sig til
Wolfenbüttel og lod føre sine folk, som lå 30 mil adspredte, didhen.
Grev Tilly havde hidindtil holdt sig med sit meste folk i det stift
Paderborn. Men mod enden af april vendte han sig mod Hessen efterdi han troede ikke vel
landgrev Moritz af Hessen, der havde bragt en hob folk på benene ligesom han dermed
agtede at forsvare sit land mod de kejserlige og ligister, bemægtigede sig således den
stad Hirschfeld, hvori lå fire kompagnier, som måtte straks vige derfra, óg gjorde hans
folk med røven og plyndren stor skade. Således spillede Tilly denne gang mester i Hessen
og bragte alt korn, hvede, malt og anden forråd som lå til Rothenburg, Allendorf og Hirschfeld til sin fordel. Landgrev
Moritz måtte sige dertil hvad han ville.
Tilly belejrer den stad MindenDerpå rykkede han mod maj måneds udgang mod Minden
i forsæt at drive derfra den kongelige besætning, som hidind|716til havde med adskillige
udfald og strejfen gjort ham stor skade, og at bringe borgerne til kejserlig lydighed, til
hvilken ende han offererede dem adskillige midler til forlig. Men de havde samtlige fattet den resolution
at forsvare sig tapperligt indtil de fik undsætning enten af kongen eller af hertug Christian af Braunschweig, ja de var så ophidsede
at de forgreb sig på dem som Tilly havde skikket til staden, og handlede ilde med dem, hvilket forårsagede
at grev Tilly med des større iver fortsatte belejringen, og staden blev derover hårdt belejret.
I begyndelsen gjorde de belejrede tapper modstand og nedlagde mange af de tillyske, hvilket forårsagede at Tilly søgte igen at vinde
staden med akkord og til den ende skikkede en trompeter derind, men oberst Clout, som kommanderede i staden, gav ikke andet svar end til det
yderste at ville forsvare staden. Herudover blev Tilly meget forbitret og lod befale den anden dag at stille alle stykker mod staden
og give så længe fyr indtil der blev skudt sådant stormhul at man kunne storme med et helt regiment. Dette blev sat i verk af Fyrstenberg,
óg blev der fra morgen til aften skudt over 1000 skud mod muren, hvorved den på en side blev ganske nedslået. Dette uanset
ville de belejrede ingen akkord begære, men håbede idelig at få undsætning, hvilket bekom dem meget
ilde; thi Fyrstenberg, efter at han havde skudt breche, løb storm med 2
regimenter og inden en halv time kom ind i staden, hvorpå der angik et stort blodbad, thi foruden soldaterne, som blev
uden al nåde nedsablet, blev hverken mand eller kvinde sparet. Den største del af borgerne og soldaterne forsvarede sig en lang stund
på kirkegården, som de tilforn havde forskanset. Men da oberst Clout fornam at det var umuligt at opholde sig længe der, retirerede
han sig til slottet og deraf gjorde fjenden mærkelig skade indtil han omsider blev overvundet og omkom med alle sine folk. Af 2500 borgere, soldater og bønder
blev ikke 20 til overs i den hele stad, foruden kvinder og børn, hvilke ikke heller blev sparet. De mangfoldige
døde kroppe lod Tilly føre på vogne og kastede dem i strømmen.
|717Efter at Tilly havde erobret Minden, satte han sig for at tvinge landgrev Moritz til kejserens lydighed og til den ende belagde den fyrstelige residens og
fæstning Kassel indtil den 14. juni. Da begærede han af landgreven Tvinger landgreven af Hessen til forligat
fire kejserlige kompagnier måtte indlades i Kassel, og
som landgreven vægrede sig derved, truede Tilly at
erholde det med gevalt, hvorfor han måtte give en skriftlig forsikring fra sig ikke at
indlade nogen fremmed garnison i sine fæstninger, men holde dem til kejserens og rigets
tjeneste.
Jeg har tilforn meldt om Mansfelds nederlag ved Dessauer bro. Samme
Mansfeld samlede sine adspredte folk tilsammen så snart som muligt var. Dog kunne han
med de kompagnier som kongen af Danmark skikkede ham, og de skotter han fik fra
Hamborg, næppe gøre 3000 fodfolk. Med rytterne var det også slet bestilt såsom ingen
efter det nederlag havde lyst at tjene under ham.
Men da han havde fået undsætning af 5000 mænd kongelige under
hertug Mansfelds bedrifterJohan Ernst af Sachsen-Weimar, besluttede han
tillige med bemeldte hertug at gøre et forsøg om de kunne konjungere sig med fyrsten af
Siebenburgen, som stod i beredskab at tage imod dem, og foretage noget af vigtighed mod
Østrig. Til den ende provianterede de deres folk for 14 dage og fortsatte deres
foretagende march. Men hertugen af Friedland kom dem betimeligt på halsen så de ikke
kunne fuldkomme deres forsæt, så gerne som de ville; thi så snart han fik at høre om
dette tog og mærkede at marchen skulle gå for sig igennem Mæhren og Schlesien, lod
han straks nogle regimenter gå igennem Lausnitz til Schlesien at forekomme de
mansfeldske og weimarske og fulgte dem selv med 3000 mænd derefter. Men denne mængde
folk blev ved samme march meget svækket så at den en tid lang intet vigtigt kunne
foretage. Således førte hertugen af Sachsen-Weimar og Mansfeld den kejserlige magt af
Nedersachsen, hvilket var holdt for et stort værk.
|718De mansfeldske og weimarske tog deres march igennem Brandenburg ind i
Schlesien. Da de kom mod Breslau, skikkede de en trompeter med skrivelse til bemeldte
stad og deri meldte de årsager som havde drevet kongen af Danmark til at gribe til
gevær, og at de havde foretaget sig denne march for at skaffe enhver igen sine borttagne
privilegier, item stifte en standhaftig fred, begærende hos dem at den stad Breslau
ville assistere dem midlertid med 30.000 rigsdaler, og forsikrede dem at stadens gods ved
deres gennemtog ingen skade skulle vederfares. Men de breslauere gav dem sådant svar
som ikke vel klingede i deres øren. Derforuden blev de heftigt forfulgt af de
friedlandske så at de kunne ikke uddele sig i dorperne, men måtte fra en nat til en
anden ligge i en vognborg og lidede stor hunger indtil de kom til Gabelunka. Der
forskansede de sig stærkt og blev bestyrkede med folk som kom daglig til dem fra
Mæhren og Ungarn, hvorpå de gjorde adskillige indfald på de mæhriske grænser og
derved gjorde fyrsten af Liechtenstein stor skade.
Greven af Mansfeld, såsom hans forsæt var at konjungere sig med fyrsten
af Siebenburgen, rykkede han ind i Ungarn. Hertugen af
Sachsen-Weimar derimod gik til Schlesien igen, hvor han indtog en hel hob stæder,
udplyndrede andre og besatte Jägerndorf og Oppeln med folk, og som hans magt daglig tog
til, blev de schlesiske fyrster og stænder helt bange og derfor lod gøre påbud
allevegne til landets defension. Derimod skikkede den danske krigs-commissarius Joachim
Mitzlaff
en trompeter med advarsel
til fyrsterne og stænderne at holde inde med sådant
påbud, give hertugen af Friedland og hans folk intet gehør eller forsyne dem med
proviant og anden fornødenhed, men derimod assistere den kongelige armé, som var kommet i
landet ikke som en fjende, men for at beskytte deres religion og frihed. Samme trompeter
blev ikke vel modtaget, men blev af oberamtet i Liegnitz kastet i fængsel. Imidlertid
greb de weimarske temmelig vidt om sig og formerede en stærk armé ved Troppau, og som
hertugen fornam at nogle kejser|719lige tropper under
fire oberster var i motion, skikkede han nogle ryttere mod dem, af hvilke de kejserlige
blev slået og med forlis af 300 mænd måtte tage flugten.
Nu må jeg vende mig til kongen og grev Tilly og se hvad imidlertid har
tildraget sig i Sachsen.
Kongen bekom ved Friedlands borttog temmelig luft og derfor begyndte at
gribe vidt om sig; thi han erobrede ved akkord 2 magdeburgske amter, belejrede derefter
Schlan og nødte besætningen at overgive sig. I lige måde bragte han også i sin gevalt
det kølniske slot Steversvald og bekom deri et stort forråd på proviant.
Grev Tilly derimod rykkede nogle dage efter Mindens erobring for Göttingen
og Tilly erobrer Göttingenbelejrede samme stad. Deri lå
en god kongelig besætning, hvilken gjorde i begyndelsen de tillyske stor skade ved
skyden og udfald. Ikke des mindre fortsatte dog Tilly belejringen med sådan iver at han
inden kort tid bragte nogle af løbegravene indtil stadens vandgrav. Han indbildte sig vel
i begyndelsen at gøre sig mester over staden uden synderlig modstand, men han gjorde sin
regning uden vært; thi han måtte ligge 6 uger derfor indtil han omsider, efter at breche
var skudt, den 9. august gjorde anstalt til storm. Da begyndte garnisonen at kapitulere
og overgav staden med reputerlig akkord den 11. ejusdem.
Efter at Tilly havde erobret Göttingen, begav han sig mod Nordheim i
Må ophæve belejringen for Nordheimforsæt også at erobre
samme stad, men kongen bekom i tide kundskab derom og derfor besluttede at undsætte den,
til hvilken ende han brød op med sin ganske armé og kom den 15. august uformodet i
den tillyske krigshærs åsyn ved samme Nordheim. Begge armeer var hinanden da så nær at
rytteriet begyndte at skærmydsere med hinanden så at det så ud til en hovedtræfning.
Men de tillyske soldater turde ikke binde an denne gang efterdi
generalen var ikke selv til stede, men formedelst svaghed opholdt sig til Göttingen, og
derfor retirerede sig til Göttingen igen til en post hvor de mente sig at være
sikrere.
|720Denne retirade lod kongen være ganske ubehindret, blev fire dage endda
stående på samme sted, og efter at han havde forsynet Nordheim med al fornødenhed, brød
omsider op og, som man mener, agtede sig til Thüringen og derfra til de ligistiske
lande, hvilket da Tilly formærkede, satte han sig for af yderste magt sådant at forhindre
og derfor, så snart som han havde bestyrket sig med de aventureske tropper, brød op med
sin hele krigsmagt at forekomme de kongelige, hvilke, eftersom de fornam fjenden var
dem alt for stærke, retirerede sig til Wolfenbüttel. Tilly, stolende på sin mængde,
forfulgte dem indtil en dorp Lutter, hvor kongen, Slag ved
Königslutterefter at han havde opholdt sig en liden tid, kunne ikke tåle at
fjenden, hvorvel langt stærkere end hans folk, skulle bravere ham længere, og derfor den
27. august gik ud af sin fordel og leverede Tilly et feltslag. I begyndelsen så det
meget farligt ud for de kejserlige efterdi de kongelige fægtede med en ugemen tapperhed,
og Hans Majestæt lod se at han her ej fattedes mere tapperhed og forstand end tilforn
og førte sine folk selv 3 gange an. Ikke des mindre fik dog de tillyske overhånd
efterdi det tyske rytteri formedelst den ubetalte sold blev oprørske og ville ikke
fægte, hvorudover en stor del af fodfolket blev omkommet.
Der blev fundet på valstedet
af de kongelige landgrev Philip af Hessen, item den danske commissarius
Povisk og andre
gode officerer. Det hele forlis blev beregnet på 4000 mænd, hvoraf en del blev fanget,
en del slået. Efter dette hårde slag begav kongen sig til Wolfenbüttel og straks
rekolligerede sine tropper, hvilke, foruden hvad som lå i besætningerne, var endda
23.000 mænd stærke. Straks derpå skikkede han adskillige couriers til Sverige, Frankrig,
England, Nederlandene, forestillende dem at omendskønt lykken havde været ham noget
imod, ville han dog ej lade modet falde.
Årsagen til denne slags forlis samt den hele krigs slette udfald var
mangel på penge; thi de subsidier som blev Hans Majestæt lovet af Frankrig og
England, blev ikke betalt. Kongen havde besynderlig forladt sig på de akkorderede
engelske pen|721ge, nemlig 3.600.000 gylden årligt,
hvilke den engelske minister Buckingham, Spaniens og Østrigs ertsfjende, havde overtalt
kongen af England at akkordere. Men så store som løfterne var, så liden var
effekten.
Den gemene mand tilskrev sådant kongens fald ved Hameln, foregivende at
han siden den tid ikke havde kunnet agere med den forsigtighed som tilforn, hvilke
raisonnements Aitzema beler, sigende:
Maer seker t’onbrach den Koninch nock aen Verstant
nock aen Wackerheid, hebbende alle Deugden, die een kloock Velt-Heer behoert te hebben.
Der fandtes også de der gjorde sig et omen af stedet som
slaget stod på, nemlig Lutter, at det skulle betyde den lutherske tros undergang.
Ligesom de roman-katolske nu ikke glemte at skyde triumfer hid og did og
at synge Te Deum, så forglemte også ikke Tilly at forfølge sin viktorie; thi han
erobrede den fæstning Steinbrück ved akkord. På samme tid slog også den stad Hannover sig
til kejserligt parti. Alle pas ved Bremen, de tvende slotte Hoya og Langwedel, så óg
den stad Verden og Rothenburg, item alle fæstninger i det braunschweigske undtagen
Wolfenbüttel faldt i Tillys hænder.
Som kongen nu så at Tilly greb så vidt om sig og rykkede mod hans egne
lande, gik han fra Buxtehude med sit hovedkvarter til Stade, hvilken stad han lod stærkt
befæste og omgive med nye grave, at han i alle tilfælde kunne have sikker retirade
dertil.
Den 25. oktober affærdigede han til staterne af De Forenede Nederlande
sådan skrivelse:
At omendskønt i den nylig holdte træfning lykken havde været ham
noget imod, ville han derfor ikke lade modet falde og forlade det gemene væsen, men
endnu ved Guds hjælp tage sig det alvorligt an, tvivlede også intet at jo den
almægtige Gud tager sig de uskyldige og be|722trængte
an og opholder sin kirke; og eftersom han ikke aleneste har bragt sit kavaleri i
god orden igen, men endogså samlet et anseligt fodfolk sammen og dermed besat det
stift Bremen så at Tilly må søge et andet vinterkvarter, så har han dog holdt det
for en fornødenhed at give andre potentater og herskaber som er det gemene væsen vel
affektioneret, sådant til kende, og at begære deres undsætning. Og efterdi han
besynderlig derfor havde skikket sine gesandter til Frankrig og Venedig, og de, nemlig
staterne, havde deres residerende gesandter sammesteds, så begærede han af dem at de
ville rekommandere denne handel.
I november blev holdt en landdag i Rendsborg i Holsten, hvorhen
Landdag til Rendsborgkongen begav sig tillige med prins
Christian. Der blev proponeret at den fornemste årsag hvorfor landdagen var udskrevet,
var den store fare som formedelst fjendens ankomst svævede de holstenske stæder for
øjnene, hvorfor det var fornødent i tide at berådslå hvad middel man måtte tage sådant
uheld i tide at forekomme.
Hvorpå landsyndikus i samtlige stænders nærværelse svarede at det
ganske land erklærede sådan landdags bestemmelse som en besynderlig faderlig omsorg
hos Hans Kongelige Majestæt og vil beflitte sig på at forskylde
sådant med al underdanigste tjeneste.
Derefter stod statholderen i Holsten, Rantzau, op og sagde frit ud
at det
var formedelst den overhængende fare det bedste råd at lave sig alle på en tapper
modstand og derfor nu fatte sådan resolution at gå fjenden imod, byde ham på et
bekvemt sted spidsen og ikke oppebie ham til han kom hid på grænserne. De lovlige stænder
måtte forsikre dem, omendskønt |723han var en gammel mand,
og ingenting tjente ham nu om stunder mere end rolighed, ville han dog ikke være den
sidste, men hellere den første at vove sine grå hår imod fjenden, og så håbede han
enhver tro patriot ville efterfølge hans eksempel, hvilket ufejlbarligt udfordrer den
tilbørlige respekt til Guds hellige ord, den naturlige lydighed mod Gud og sin øvrighed.
Hans Kongelige Majestæts allernådigste vilje er derfor at enhver adelsmand skal for sin
egen person gå i felten, og den som vægrer sig derfor, at blive skilt både ved gods
og ære. Statholderen erklærede også hvad stænderne måtte kontribuere til landets
forsvar, og ridderskabet underskrev villigt alle punkter.
Efter holdte deliberation og gjorte slutning inviterede kongen ved
statholderen det samtlige ridderskab på slottet til måltid. Således blev denne landdag
lykkeligt fuldendiget.
Straks derpå tog kongen sig for ved behændighed at erobre det slot Hoya
Kong Christian erobrer Hoyaved Weseren, hvilket forsæt
skulle sættes i værk den 12. december, men det mislingede ham, hvorfor han lavede sig til
at erobre det med storm. I den første storm blev de kongelige afslået, men i den
anden blev de mester over slottet. De tillyske retirerede sig til de inderste dele
deraf, hvor de begærede akkord, men kunne ikke bekomme andre konditioner end marchere ud
med deres sidegevær. I slottet blev fundet stort bytte, men det kostede brave folk,
kongen selv blev skudt i sin venstre aksel, og kronprinsen Christianus 5. blev
blesseret på tvende steder, hvorfor óg slottet blev fast ganske ruineret og broen over
Weseren afbrændt.
Det ulykkelige slag ved Königslutter forårsagede at fyrsterne og
stænderne Bliver forladt af sine allieredei den
nedersachsiske kreds begyndte at vakle, og omendskønt skaden var ikke så stor at den
jo |724vel, om de havde villet været samdrægtige og
efterfulgt kong Christians eksempel, havde kunnet oprettes, så dog lod de sig af frygt og
gode ord bevæge at forlade Hans Kongelige Majestæt, som for at konservere deres religion og
frihed havde indviklet sig i denne krig.
Dette er det fornemste som tildrog sig i det år 1626, i hvilket år,
såsom Hans Majestæt var stedse ude af riget, forestod
kronprinsen Christianus 5. regeringen hjemme; thi man finder i dette år adskillige
forordninger udgivet i hans navn: (1) om saltkompagniernes ophævelse; (2) om lüneburgsk
salt, Kronprinsen forestår regimentet i sin faders
fraværelsehvilket undersåtterne tilholdes at købe i Lüneburg selv fra første
hånd; (3) om konfirmation på de oprettede artikler angående
bryggeriet og øltappen; (4) om en bededags anordning; óg er hans titel på
bemeldte forordninger: “Vi Christian den Femte Dannemarkis, Norgis,
Vendis, og Gottis udvalte Prinds.” Dog ser man at han dette år har bivånet krigshæren. De som i
regimentet adjungeredes ham til medhjælpere, var kansler Christian Friis, rigets admiral
Claus Daa og Christian Thomesen Sehested.
Anno 1627 lavede begge parter sig igen af al magt til. Jeg har tilforn
1627fortalt hvordan det gik af med den rendsborgske
landdag, holdt i forbigangne år, og hvorledes ridderskabet resolverede på den
kongelige proposition. Så snart dette kom Tilly for ørene, arbejdede han på at kuldkaste
det igen og til den ende affærdigede skrivelser både til fyrsten af Holsten og det
holstenske ridderskab, hvori han formanede dem at blive i kejserens lydighed.
Imidlertid mønstrede kongen ridderskabet og de andre undersåtter i
Holsten og lod forsyne den stad Nienburg med proviant og anden fornødenhed. Ellers var
på samme tid stor elendighed ikke alene i Nedersachsen, men endog i de andre
omliggende lande, besynderlig i Hessen, Weimar og Frankenland, hvilke blev plaget med
indkvarteringer og gennemtog |725af de kejserlige og
ligistiske tropper, så at en stad efter en anden blev besnæret ligesom fuglen i
garnet, hvilket gav anledning til alle hånde underlige discourser, og sådant des mere
efterdi man fik kundskab om at Hans Kejserlige Majestæt havde vel i sinde at gøre en
bestandig fred i riget, men at de roman-katolske tragtede efter at forhindre sådant
godt forsæt; i så måde at ej alene fra paven selv, men endogså den ganske
gejstlighed til Rom blev sendt protestationsskrivelser til Hans Kejserlige Majestæt
imod alt forlig og fred efterdi man nu havde kætterne (som de kaldte dem) i sækken,
hvoraf man kunne se at det gejstlige gods’ generobring og protestanternes
undertrykkelse var den brud de kejserlige og ligister så længe havde danset om, og
derfor havde ført krigen fra et land til et andet, udsuget og enerveret en nation efter
den anden, men dog holdt sådant forehavende hemmeligt og fortsat krigen under andre
speciøse prætekster indtil det år 1629. Da tog de omsider masken af og lod komme for
en dag hvad som de havde gået så længe frugtsommelige med.
Efter at
hertugen af Lüneburg, som før er meldt, havde givet sig i kejserlig lydighed igen og
lovet at ville skaffe de danske besætninger af sine fæstninger, har han derpå gjort
adskillige ansøgninger hos Hans Kongelige Majestæt og i begyndelsen af april affærdiget
en gesandt til ham med begæring at Wolfenbüttel igen måtte indrømmes. Men kongen holdt
det ikke rådeligt at bifalde hertugen deri.
Imidlertid gjorde begge parterne deres yderste flid at forstærke sig med
friske folk. I kejserens og de ligisters navn blev hid og did patenter uddelt om at
hverve nye tropper. Kongen af Danmark gjorde også store hvervninger og samlede en hob
folk tilsammen for at byde general Tilly spidsen og forsvare de endnu indehavende stæder.
Blandt andre arriverede nogle kompagnier engelske, 6000 mænd stærke. Kongen af Frankrig
bevilgede også at hverve i sit rige 4000 mænd til kongens tjeneste og lovede at gøre
forskud på penge dertil. Havde man i tide ladet se sådan iver at række Hans Majestæt
hån|726den og assistere ham i hans forsæt, havde
man kunnet haft forhåbning at hans sager skulle have løbet anderledes af, og
forrykket de kejserlige og ligister deres koncepter, men såsom man allerførst af skade
lærte at blive vis, var al hjælp forgæves.
Kongen havde nu fået på benene igen 24.000 mænd til fods og 5.000 til
hest, hvoraf en god del blev lagt i stift Bremen og Ottersberg. Og som han befrygtede
at Tilly måtte gå over Elben med sin armé, lod han oprette adskillige skanser ved
samme flod og forsyne dem med stykker og anden fornødenhed.
Imidlertid passerede nogle 1000 tillyske Elben og konjungerede sig med
oberst Altringers regiment og derpå bemægtigede sig et stærkt pas ved Havelen, en mils
vej fra Brandenburg, omkom nogle af garnisonen og tog resten til fange som lå
derinde.
De tillyske bemægtigede sig derpå adskillige stæder i Brandenburger
land Tillyske progressersom Brandenburg, Rathenow,
Perleberg og andre omliggende stæder og derefter vendte sig til Havelberg for at erobre
samme stad med dens fæstning.
Imidlertid stod de kongelige sig vel i lüneburger land, óg gjorde
besætningen af Wolfenbüttel adskillige lykkelige udfald og bragte ind i fæstningen
stort bytte, hvilket at hævne de tillyske samlede dem sammen og agtede at sætte i brand
forstaden, kaldet Gotteslager, og havde til samme forsæts fuldbyrdelse god forhåbning
efterdi de havde fået underretning at en oberst havde dagen tilforn holdt bryllup
derinde, hvorover de indbildte sig at finde fjenden sovende af en god rus; men deres
tanker slog dem fejl, thi de kongelige blev betimeligt advaret om de tillyskes
forehavende og derudover forstak 500 musketerer i en grav, hvorpå en ritmester begav
sig af fæstningen at skærmydsere med fjenden. Da nu anfaldet skete,
vendte bemeldte ritmester sig til det sted hvor musketererne lå skjult, hvilke
uformodet gav fyr på de tillyske så at en stor del blev nedlagt
og re|727sten drevet tilbage igen. Således blev dette fjendtlige
anslag til vand og kom dem selv til skade.
Medens dette forrettedes, havde de tillyske blokeret Nordheim, hvilken de
nu De kejserlige belejrer Nordheimbegyndte at angribe med
stor iver under greven af Fyrstenberg. Den 27. juni gjorde de trende anfald, men de
belejrede forsvarede sig med sådan tapperhed at de tillyske med stort forlis måtte
vige tilbage. Da nu bemeldte Fyrstenberg lavede sig den 2. juli til en generalstorm,
bød de belejrede sig 2 gange til akkord, men kunne ikke erholde den, hvorfor de lod ham
ved en trompeter vide at eftersom man mod krigsbrug vægrede sig for at akkordere med
dem, ville de som ærlige soldater fægte indtil døden. Dette uanset blev dog Fyrstenberg
ved sit forehavende og lod sit folk den 5. juli løbe storm den hele dag, men de belejrede
afslog dem med stor tapperhed så at de tillyske samme dag mistede en hel hob folk og
måtte med uforrettet sag vende tilbage igen. Mod aftenen begærede de en stilstand for
at begrave deres døde og kurere deres svage, men de Erobrer den
efter stort forlisbelejrede slog dem sådant med al billighed af efterdi de
tilforn havde nægtet dem akkord, gjorde også udfald om natten og udplyndrede de døde i
gravene og gav dem deres rest som var halvdøde. Da de tillyske nu mærkede deres
resolution, forgik dem videre lyst til at storme, hvorudover Fyrstenberg sendte bud til
dem og tilbød dem akkord, hvilken de belejrede modtog efterdi de havde ikke mere
proviant tilovers, og marcherede med alt ærestegn ud af fæstningen.
Derefter brød de kejserlige og tillyske længere ind i Nedersachsen, og
det med tvende store krigshære. Kongen derimod blev ganske forladt af sine tilforn
allierede, hvilke faldt fra efterhånden og forligte sig med kejseren. Dette forårsagede
at de kejserlige tænkte at have hele Danmark i sækken og derfor ikke ville høre tale
om nogen fred, uden med sådanne vilkår som Hans Kongelige Majestæt ingenlunde kunne modtage,
omendskønt han havde været bragt til største yderlighed. Kejserlige
fredspropositionerDe foreslåede fredskonditioner bestod deri (1) at
kongen ville nedlægge sin fjendtlighed mod kejseren, (2) sige sig af med sit
kredsoberst|728amt, (3) ikke tragte efter nogen ertsstifter eller
stifter, (4) indrømme kejseren det fyrstendømme Holsten og andre len som Hans Majestæt
havde i det romerske rige, (5) overgive den fæstning Glückstadt straks, (6) erstatte
krigens omkostninger, (7) opsige alle prætentioner på det fyrstendømme Lüneburg, Braunschweig
og andre stæder i Tyskland, (8) erstatte krigs- og brandskade, (9) opsige al alliance
og forbund mod Hans Kejserlige Majestæt – og andet sådant hvilket var utåleligt at høre.
Såsom Hans Majestæt nu tilbørligt havde afslået disse ubillige
konditioner, af hvilke han noksom kunne se at de kejserlige ikke
havde i sinde at gøre fred, men Bliver af kongen afslåetalene
tragtede at føre sig til nytte den splid som var imellem kongen og hans
allierede for at skade Danmark og at befæste deres magt ved Østersøen, så søgte
fjenden nu af yderste magt at angribe de kongelige lande. Tilly brød ind på
De kejserlige bryder ind i Holstenden ene side og hertugen af
aventure på den anden side, hvilket forårsagede at kongen retirerede sig til Glükstadt.
Derpå trængte de kejserlige sig videre ind i det hertugdømme Holsten og bemægtigede sig
en liden fæstning ved Crempe, hvilken straks blev besat med to kejserlige kompagnier.
Tilly gjorde sig i lige måde mester over Itzehoe og Elmshorn. Greven af Anhalt bemægtigede
sig nogle små skanser og rykkede for Ottersberg, hvilken, eftersom ingen hjælp for
hånden var, han også erobrede.
Hertugen af Holsten, Frederik 3., forlod i denne fristelses tid da det
kongelige parti og søgte at forlige sig med den kejserlige general Tilly. Han erholdt også neutralitet, men med hårde
konditioner, nemlig at han skulle give en anselig sum penge og indrømme det
ejderstedske til indkvartering for en del kejserlige tropper og forlade det lauenborgske
forbund. Dette gav årsag til misforstand imellem kongen og fyrsten og forårsagede at
kongen faldt ind i de fyrstelige lande og endelig belejrede Gottorp selv, hvor hertugen
opholdt sig med en del kejserlige tropper, óg blev de ikke forligt førend ved den
lübeckske fred, hvorom videre siden.
|729Imidlertid forefaldt i Holsten en hård træfning mellem markgreven af
Durlach og de kejserlige under greven af Schlick, hvori markgreven blev totaliter slået.
Han selv med nogle få salverede sig med
flugten og gav sig til skibs. Resten af hans armé faldt i de kejserliges hænder. De
kejserlige armeer brød Item i Jyllandderpå ind i Slesvig
og Jylland, gjorde sig mestre over Wilstermarsk og Rendsborg, siden Kiel og Flensborg, og
rykkede langt ind i Jylland, hvor de bemægtigede sig landsbyer, stæder og slotte uden
nogen møje eftersom indbyggerne havde ganske forladt dem af frygt for denne
forskrækkelige krigshær, hvilken de fandt sig alt for svage at modstå. Men alle de
indtagne stæder som hørte fyrsten af Holsten til, blev efter kejserens ordre givet ham
tilbage.
I dette år regerede den bekendte uhørlige storm, hvoraf den 28.
januar nedblæste Vor Frue spir i København, kongens ladegård og Nikolaj tårn,
hvilket faldt ind på kirken og slog den
hele kirkehvælving ned, hvorfor man et helt år holdt gudstjenesten under åben
himmel. Tårnet blev siden opbygget på ny langt herligere end
tilforn, óg varede bygningen nogle år. Den kostede mere end 19.000 rigsdaler. I samme år
blev prins Christians kammerjunker Axel Ørn ihjelskudt på Amagertorv af vagten.
Anno 1628 belejrede Wallenstein eller hertugen af aventure ved sin oberst
1628Arnheim den stad Stralsund, hvori var en dansk
garnison, hvilken forsvarede sig tapperligt og slog de kejserlige alle tider af da de
stormede dertil, og omendskønt Wallenstein belejrer
StralsundWallenstein selv med nogle tusinde mænd kom derhen, greb staden an
med stor iver og lod alle tider regimenter løbe an, hvilke uden ophør blev afløst med to
andre regimenter, ikke des mindre blev de kejserlige dog med stort forlis drevet
tilbage.
|730Over dette blev Wallenstein så forbitret at han lod sig mærke med at
ville indtage staden om den hang ved himmelen af en kæde, og derfor en dag lod skyde på
murene uden ophør, hvilket alt sammen de belejrede udstod
med stor bestandighed eftersom de havde forbundet sig til døden med hinanden,
besynderlig da 150 danske sejlere lod sig se i søen og forårsagede det at de
kejserlige med Må forlade den igenuforrettet sag måtte
gå tilbage igen. Medens de aventureske havde at bestille med Stralsund, havde Tilly
begivet sig for Stade, hvori var den engelske oberst Morgan med 44 kompagnier danske,
hvilke forsvarede sig længe med stor tapperhed, gjorde adskillige udfald og skærmydserede
idelig med fjenden, og eftersom de ventede undsætning fra Danmark, ville de ingenlunde
lade sig bekvemme til traktater, hvorudover Tilly anvendte al sin kunst på belejringen.
Endelig lod kongen sig se med 3 skibe på Elben for at undsætte dem, dog han kunne
ikke føre sit forsæt i værk eftersom Tilly havde så stærkt forskanset sig at han
hverken kunne komme til ham eller beskyde hans lejr, hvorfor de belejrede endelig
kapitulerede og overgav staden.
Efter at Stade var erobret, gik man løs på Crempe og Glückstadt, som blev
belejret af oberst Altringer. De af Glückstadt gjorde adskillige lykkelige udfald, erobrede
mange fanger samt nogle skibe som var ladet med proviant til fjenden, og sparede ingen
flid i at bestyrke sig mod de kejserlige så at de samme endelig forlod Glückstadt og
med deres ganske magt gav sig for Crempe, hvorhen hertugen af aventure også var kommet
med en hob friske folk og omringede staden således at ingen kunne komme hverken ind eller
ud. Da guvernøren Georg von Ahlefeldt De kejserlige erobrer
Crempeså sig nu således omspændt, provianten fortæret og ingen undsætning
at bekomme, overgav han staden med sådanne konditioner at besætningen med alt ærestegn
skulle marchere til Glückstadt og derfra begive sig til Danmark. Havde de danske med hungrige maver kunnet behjælpe sig nogle dage længere, havde de
kejserlige blevet nødt til at ophæve belejringen ik|731ke uden største skade formedelst en vandflod hvilken skete nogle dage efter stadens
opgivelse, men lykken heri såvel som i andet var stedse imod.
Da nu kongen havde ikke mere til overs af hele Holsten end Glückstadt, lod
kejseren, opmuntret af denne lykke, ved sine commissarier citere den holstenske adel til
Rendsborg for der at hylde ham efterdi kongen af Danmark, som han foregav, havde
forbrudt det fyrstendømme Holsten; men der lod sig ganske få af bemeldte adel indfinde så
at de herrer commissarier fik her lidet for deres umage.
Den bestandige og i mod uovervindelige kong Christian, omendskønt
lykken i denne krig havde været ham meget imod, lod han dog ikke sinke noget af sin
Kong Christian forsøger lykken til søssædvanlige
behjertighed, men på ny lavede sig til af yderste magt at kontinuere krigen og med en
stærk flåde begav sig til søs for at forsøge lykken igen. Først begav Hans Majestæt
sig til Femern, hvilken han bemægtigede sig og tvang de besætninger som der fandtes, at opgive deres
skanser. Derefter begav han sig til Eckernförde, hvis besætning, som var lüneburgsk,
måtte give sig på nåde og unåde. Derimod udrustede de kejserlige til Apenrade 18
skibe, men de blev overfaldet af en storm så at nogle forgik, og resten faldt i de
danskes hænder. Efter at Eckernförde var erobret, vendte kong Christian sig til Kiel,
hvilken da han nogen stund forgæves havde beskudt og anfaldet, gik han derfra med sin
flåde igen.
Efter at kongen havde lagt sine skibe omkring Rygen, gik han med en anden
armé til Usedom, hvor han bemægtigede sig de stæder Putgla og Usedom samt det hele
land, derefter Wolgast og den skanse Peenemünde. Medens kongen tog sig for at befæste den
stad Wolgast, forsamlede de kejserlige sig til Greifswald 6 regimenter fodfolk og 22
kornetter ryttere, hvilket da Hans Majestæt fornam, gik han dem selv i møde med hans søn
hertug Frederik, som siden blev konge i Danmark, sloges tapperligt med dem ved den
store skanse og drev dem tvende gange tilbage med stort forlis. Endelig da de kejserlige
|732gjorde det tredje forsøg, bemægtigede de sig skansen. De
danske slog sig med 7 kornetter tvende gange igennem 22 kejserlige kornetter og dermed
holdt dem så længe op at fodfolket kom ind i staden. I denne træfning forliste de
danske 500 til fods og 100 til hest, de kejserlige én gang så mange. Derefter begav kongen
sig til skibs igen og sejlede til København.
Imidlertid gjorde den danske besætning i Glückstadt, som bestod af 1500
mænd, et lykkeligt udfald; thi den 25. august gik de ud om natten af fæstningen og
anfaldt den kejserlige armé med sådan tapperhed at en stor del af de kejserlige omkom, mange høje officerer blev fanget og adskillige skanser
sløjfet, hvorpå garnisonen begav sig med triumf til staden igen.
Nu bemøjede sig ikke alene Danmarks råd, men endog kurfyrsten af
Sachsen og andre at dæmpe denne urolighed og at stifte fred imellem Danmark og
kejseren igen, óg kom det endelig så vidt at Hamborg eller Lübeck blev benævnt til
traktaterne. Men som kongen af Danmark imidlertid kontinuerede med
Handel om fredkrigen, lod de kejserlige sig forlyde at deraf ikke kunne
sluttes andet end de danske havde liden lyst til fred. Da Hans Majestæt blev erkyndiget
derom, lod han til København publicere et skrift hvori han gav til kende den
tilbøjelighed han havde til fred, og at han allerede havde forsynet sine med instruks og plenipotens
dersom det var de kejserliges alvor. Herpå kom det nu vel så vidt at den
stad Lübeck blev benævnt til fredshandling. Ikke des mindre havde dog begge parterne lavet
sig til af yderste magt at ifald traktaterne skulle blive frugtesløse, de kunne være
færdige at møde hinanden igen.
Endelig blev i begyndelsen af det år 1629 fredshandlingen sat i værk
1629til Lübeck, i hvilken lode sig indfinde efterfølgende
danske ministre:
Commissarierne kommer sammen til Lübeck
Hr. Christian Friis, kongens kansler |
| |||||||
Hr. Jacob Ulfeldt, rigets kansler | ||||||||
Hr. Albrecht Skeel, rigets råd | ||||||||
Hr. Levin Marschalck | ||||||||
|733Hr. Detlev Rantzau, råd og amtmand til Rendsborg |
| |||||||
Hr. Henrik Rantzau, amtmand til Rendsborg |
De kejserlige lod sig straks derefter i lige måde indfinde og var:
Hr. von Dietrichstein |
| ||||||
Hr. Reinard von Valmerod | |||||||
Hr. Hannibal von Schauenburg | |||||||
Hr. Jobst Maximilian, Graf von Gronsfeld |
| ||||||
Hr. Johan Christoff von Ruppa, general-commissarius |
Kongen af Sverige ville også have sine gesandter didhen, thi doktor
Salvius, som opholdt sig da på Langeland, anholdt stærkt om frit gelejde og sendte en
skrivelse til Lübeck derom, men udrettede intet dermed; thi de kejserlige ville ikke give
dem noget frit pas førend den stad Stralsund, som var i de svenskes hænder, blev
givet tilbage, hvortil de ikke ville lade sig bekvemme.
Medens dette
forhandledes, blev der i februar holdt en personlig sammenkomst til Markerød mellem
kong Christian og kong Gustav Adolf. Med kong Christian fulgte rigets marsk Jørgen Skeel,
rigets admiral Claus Då og Christen Thomesen Sehested. I Gustavi Adolphi følge var
rigets kansler Axel Oxenstierna, item Gabriel Oxenstierna og Johan Salvius. Efter nogle
dages venlig samtale skiltes begge kærligt fra hinanden, óg varede venskabet mellem disse
tvende store konger så længe som Gustavus Adolphus levede.
Traktaterne imellem de stridende parter varede længe og lod sig
undertiden anse meget tvivlagtige eftersom de punkter de kejserlige forelagde, var så
ubillige at de kongelige ingenlunde kunne eller ville antage dem. Endelig blev anno 1629
den 12. (22.) maj freden sluttet imellem begge potentater, ved hvis
kraft |734Danmark fik vel de forliste provinser tilbage, men derimod
måtte love ikke at hindre Fred til Lübeckkejseren mere i de
tyske sager, hvilken kondition denne store konge aldrig havde indgået og aldrig så
forladt de protestantiske fyrster i Tyskland hvis de og andre allierede havde grebet
dem så vel an som de gjorde siden under Gustavi Adolphi anførsel da den yderste nød
tvang dem til at vågne op af søvne; thi de som af denne 30 års krigs historie har
fattet så slette tanker om Danmark og derimod så høje om Sverige, lader kun se at de
løseligt og uden judicio har læst samme historie; thi havde Gustavus Adolphus begyndt
krigen først da Betænkning deroverder hos de allierede var
sådan koldsindighed og hos de tyske fyrster sådan indolens, var det ikke gået ham
bedre. Så den hele sag beroede alene på konjunkturernes forandring, en del også på
Sveriges fordelagtige situation frem for Danmark, hvilket land efter det slag ved
Lutter stod åbent for de kejserlige armeer, da derimod Sverige efter det forlis ved
Nordlingen, som var større, havde intet at frygte sig for sådant. Ved denne fred bekom dog
Danmark ikke alene de erobrede provinser tilbage, men Hans Majestæt blev også
akkorderet en told på Elben til vederlag for krigens omkostninger.
Med de afhandlede fredspunkter blev fire af de kongelige herrer
deputerede affærdiget for at indhente Hans Kongelige Majestæts ratifikation, dog har
kongen ikke villet underskrive dem, men skikkede to af dem som bragte ham de samme, til
Lübeck igen traktaterne videre at kontinuere.
Ved deres ankomst har gesandterne for at gøre en ende på sagen
trakteret endda 3 dage med hinanden, forbedret de forrige fredsartikler og endelig bragt
det til slutning.
Derpå har gesandterne affærdiget denne slutning til Hans Kejserlige og
Kongelige Majestæt for at indbringe ratifikationerne på begge sider og lade freden forkynde
såvel i de kejserlige som kongelige kvarterer og garnisoner og byde dem under livsstraf at
indeholde med al fjendtlighed, fordringer, indfald og plyndringer.
|735Efterfølgende dag blev freden offentligt udråbt til Lübeck og af alle
kirkerne udblæst og derpå, efter at taksigelsesprædikener var holdt,
Te Deum Freden ratificeres og udråbeslaudamus sunget i alle kirker.
Derefter blev alle stykkerne 3 gange løst om volden, og de gevorbene soldater gav 3
gange salve.
Straks derpå, efter at de kejserlige og kongelige ratifikationer var
indbragt, blev det kejserlige krigsfolk ført af Jylland og Holsten og undersåtterne
sat i fred og rolighed igen.
En sådan ende tog den såkaldte kejserlige krig, i hvis beskrivelse jeg
har været des kortere efterdi den findes hos mange skribenter i alle hånde sprog
vidtløftigt udført, og mit forsæt er omstændigt at tale om de ting som lidt eller intet
tilforn i pennen er ført. Man ser at årsagen til dens slette udfald var de tyske
stænders søvnagtighed og de andre allieredes koldsindighed; thi af de subsidier som
blev lovet af Frankrig og England, blev lidt eller intet tilvejebragt, hvilket vises
af den danske resident Peder Vibes klagemål fra Frankrig. Ellers
distingverede sig en hob engelske folk i dansk tjeneste på samme tid, som Robert Monro,
der selv har beskrevet sine felttog, Carl Morgan, der med stor tapperhed forsvarede Stade
imod Tilly, og Gordon, hvilken, endskønt han ikke egentlig stod i dansk tjeneste, førte
dog i nogle år korrespondance med kansler Friis, som ses af hans egenhændige latinske
breve. At han dog for
sine beviste tjenester og korrespondancer har nydt årlig pension af den øresundske
told, vises af et klagebrev samme pension angående.
Efter at freden var sluttet, gerådede Hans Majestæt i nogen tvistighed
med hertug Frederik af Holsten-Gottorp, med hvis opførsel han i krigen ikke altid havde
været fornøjet. Jeg har tilforn vist hvad forbindelse der var gjort imellem kongen og
|736hertugen ved den såkaldte ekstenderede union. Denne
forbindelse blev endda Tvistighed med hertug Frederik af
Holstengjort stærkere i krigens begyndelse da de med andre trådte i det
lauenborgske forbund til den nedersachsiske kreds’ beskyttelse, hvorudover det kongelige
og fyrstelige Slesvig-Holsten kunne anses som et corpus og som en forenet magt mod
tilfælles fjende. Men at foreningen var ikke så stærk som den syntes at være, mærkede
man år 1626 da hertugen på den landdag som holdtes til Rendsborg, vægrede sig for at
kontribuere til landets defension. Da den listige kejserlige general Tilly fik kundskab om denne koldsindighed, søgte han straks at så videre
uenighed mellem kongen og hertugen, til hvilken ende han i det år 1627 den 2. februar
affærdigede en skrivelse til hertug Frederik hvori han fører ham til gemyt hvorledes
kongen af Danmark på landdagen til Rendsborg havde med Hans Fyrstelige Nådes eksklusion
gjort farlige propositioner for tilfælles ridderskab og stænder i fyrstendømmerne. Han
rådede derfor hertugen at tage sin interesse i agt, på det han ikke ved tilladelse af
sådanne farlige machinationer skulle styrte sig selv og sine undersåtter i ulykke. Så at det synes af denne skrivelse at
kongen har villet have kontributioner af tilfælles lande uden fyrstens minde, hvilket dog
ikke befindes så at være.
Om hertugen lod sig indtage af Tillys
Årsag dertilskrivelser, skal jeg ej kunne sige, vist nok er det at da de
kejserlige fik overhånd og i det år 1627 brød ind i Holsten, rejste hertugen selv til
Lauenborg, hvor han forligede sig med Tilly, lovende at forlade det danske parti og at
tilstede de kejserlige fri passage igennem sine lande, hvorved han erholdt neutralitet.
Dette kunne ikke andet end gå kongen til hjerte efterdi han så stæder ikke alene i
det holstenske, men endogså i det slesvigske besat med kejserlige tropper, og at
hertugen derved havde åbnet dem en fri indgang i riget. Hertugen ville vel her
undskylde sig med den yderste nød, at han måtte forlige sig med de kejserlige for at
konservere sine lande, men sådan undskyldning kan ikke gælde mod dem som man alene
har sluttet et simpelt for|737bund med, langt mindre i
sådan casu som denne hvor der
var en firedobbelt forbindelse: Først den gamle union som
i Christiani 3. tid var stiftet mellem fyrstendømmerne, (2) denne unions ekstension, som
denne hertug selv havde indgået, hvilken strakte sig også til offensive krige, (3) den
alliance som var sluttet i krigens begyndelse da hertugen trådte i det lauenborgske
forbund med kongen og de andre protestantiske herrer, og endelig (4) den forbindelse i
henseende til det slesvigske, hvoraf hertugen var rigets vasal og som slesvigsk fyrste
havde aflagt kongen og riget troskabsed. Men denne gode hertug Frederik med alle de
dyder og kvaliteter som tillægges ham, var ikke af den sinceritet som udfordres; thi
egennytte var det som han i alle sine idrætter fornemmelig sigtede til. Men dette
frafald fra kongen bragte ham kun liden nytte til veje; thi de kejserlige indkvarterede
sig i hans lande og dér levede på diskretion, og kongen trakterede ham som en fjende,
ja hvis den lübeckske fred så hastigt ikke var sluttet, havde kongen måske fået ham i
sine hænder, efterdi han havde belejret Gottorp, hvori hertugen var indesluttet med en
kejserlig garnison.
Vel blev alting bilagt ved den lübeckske fred; men kongen kunne ikke så
hastigt forglemme hertugens opførsel, hvorudover han i steden for at
føre sine tropper tilbage af hertugens lande lod dem leve på diskretion, såvel i
Holsten som i det bispedom Eutin, hvilket det holsten-gottorpske hus da besad.
Herudover besværede hertugen sig for kejseren, hvilken derpå lod udgå en monitorial
skrivelse til kongen og deri formanede ham ikke at bryde freden og at restituere
hertugen alle de stæder og slotte som han havde bemægtiget sig siden freden, at føre sine
tropper tilbage og at betale den skade som han havde tilføjet hertugens lande.
Endelig, såsom kongens intention var mere at vise den fortrydelse han billigt
Bliver bilagthavde fattet, end at beskadige hertugen, lod han
det derved forblive og skænkede hertugen noget artilleri for den skade han havde lidt,
så at man deraf ser at hertugen bådede lidet ved dette frafald.
|738Af samme frafald udbrød også nylig før freden en anden ulejlighed, som
jeg ikke kan forbigå at anføre. Da hertugen havde indrømmet de kejserlige sine bedste
stæder i fyrstendømmerne, begyndte de nordstrandere at bilde sig ind at hertugen havde i
sinde at indrømme kejseren alle sine lande, og derfor at betinge sig andet vederlag,
hvorudover adskillige såvel af adel som almue blev ham ugunstige og lod falde
hårde og farlige ord mod den fyrstelige regering, óg blev de i deres
Urolighed i Nordstrandonde tanker ikke lidet bestyrket af
adskillige omliggende stæder, især af de kongelige, hvilke ved hemmelige breve opmuntrede
dem til at fremture i den uvilje som de havde fattet imod hertugen. Et af disse breve
som var skikket til Nordstrand, blev opsnappet af en rådmand ved navn Benno Numessen,
hvilken overleverede det ubrudt til hertugen. Men da nordstranderne fik kundskab derom,
gjorde de derover sådan alarm at bemeldte rådmand var ikke sikker på sit liv, ja
fyrsten gerådede derover i sådan skræk at han nogen tid lagde en blot kårde i sin
seng af frygt for at blive overfaldet om natten. På samme tid, da en af hans tjenere ved
navn August Bestenbørstel rejste i fyrstens ærinde, blev han på alfarvej overfaldet
af en af disse misfornøjede så at det var ikke uden med stor nød at han kom med livet
derfra. Men anfalderen blev straks derpå grebet, dømt fra livet og halshugget. De andre
rebeller blev også fængslet og måtte sidde en tid lang indesluttet i Gottorps
tårn indtil freden blev sluttet.
Af denne Eksekutioneksekution
blev den nordstrandske almue nedslået så at den holdt sig siden stille. Den
holstenske krønike anfører som et eksempel på Guds hævn at ingen af disse oprørske døde
naturlig død. Men hvis det er sandt at de gjorde dette oprør alene
Autoris betænkning heroveraf den
præsumption som de havde fattet om hertugens
anslag at abalienere fyrstendømmerne, kan man holde for at det var en vildfarelse som
rejste sig af en patriotisk iver og derfor ikke kan regnes iblandt de synder som
himmelen på sådan eklatant måde straffer, allerhelst efterdi
virkningen af denne |739formastelse bestod alene deri at
overfalde en tjener på vejen, som dog kom helskindet derfra. Mig synes at hertugens
ministre havde større regnskab at gøre for Gud, der havde rådet deres herre at bryde
så stærke forbindelser og indlade fjenden i sin allieredes og velgørers lande.
Det var ikke alene med hertugen af Holsten-Gottorp kongen i denne krig
havde været misfornøjet, men endogså med den stad Hamborg, hvilken, medens riget var
indviklet i urolighed, havde begyndt på ny at øve deres formente jus restringendi på
Elben og derpå i krigens tid havde udvirket et kejserligt diploma anno 1628. Dette
søgte nu Hans Majestæt at straffe dem for, óg menes der at han ved den lübeckske fred
betingede sig af den kejserlige general Wallenstein at ingen hinder ham deri skulle
ske.
Men førend jeg går videre frem og taler om dette kongens foretagende, item hvad
virkning det havde, vil jeg først melde noget om den statelige franske ambassade som
skete straks efter krigen i dette år. Samme ambassade, såsom den var af en særdeles
vigtighed, og dens beskrivelse En mærkelig fransk ambassadegiver
et portræt på det danske hofs tilstand på de tider, fortjener at fortælles med
omstændighed, helst som derom haves relation af en fornem fransk herre der var med i
ambassadørens suite.
De franske købmænd havde tilforn drevet en stor handel på Persien
og Indien igennem Tyrkiet. Sådan handel bestod i specerier, juveler og andet, óg
holdt man for at den beløb sig til 6 millioner gylden årligt. Karavanerne bragte de
indiske og persiske varer til Aleppo i Syrien, hvor de franske tilhændigede sig dem og
bragte dem med skibe til Marseille i Provence. Men ved disse tider begyndte kongen af
Persien at vægre sig ved at lade karavanerne passere igennem Tyrkiet såsom tyrkerne, der
var hans Årsag dertilfjender, derved berigedes, hvorudover
kongerne af Persien og Frankrig forenede sig således med hinanden at de persiske varer
skulle herefter gå igennem Moskovien og over Den Kaspiske Sø til Astrakhan og siden
ved hjælp af floder til Narva, hvorfra de franske skulle føre dem til Frankrig igennem
Sundet.
|740Til dette at iværksætte var fornødent at negotiere med Danmark om
farten igennem Øresund, óg blev til den ende Louis des Hayes, baron de
Courmesvin, som
ambassadør dette år affærdiget til det danske hof. Bemeldte baron Courmesvin arriverede
den 24. juni til Helsingør, óg giver da autor til denne ambassades beskrivelse en kuriøs
underretning om den øresundske tolds tilstand på samme tider. Den 2. juli arriverede han til
København, over hvilken Ambassadørens ankomst til
Københavnhovedstad såvel som dens indbyggere han giver en kort beskrivelse
at man deraf kan se landets moder på de tider, og det besynderlig i anledning af en
stor ligbegængelse og et fornemt bryllup som han bivånede
samme tid. Hvad ligbegængelsen angår, da ser man at matroner og jomfruer også
fulgte liget med sang til graven over gaden, og de fornemmeste brudevielser skete da i
kirken, hvilket vises af frøken Lindenovs bryllup, som da blev celebreret med sådanne
ceremonier at præsten tog en ring af brudgommens finger og satte den på brudens, hvilket
nu ikke iagttages uden med bønder. Dog vidner autor at fornemme folk tilforn blev
viet i deres huse, men at Hans Majestæt ved en forordning havde påbudt at alle af
hvad stand og vilkår de var, skulle vies i kirken.
Den 9. ditto blev ambassadøren bragt til audiens, og det med sådan pragt
så at autor kan ikke noksom forundre sig over det danske hofs magnificens.
Hans audiensDen første audiens endtes alene med
komplimenter, og som Hans Majestæt gemenlig var jovial og lystig, spurgte han
ambassadøren hvad ham syntes om den fred som nylig var sluttet med kejseren. Men
nogle dage derefter havde gesandten i kongens fraværelse en stor konference med rådet, óg
er det da mærkeligt, som autor antegner, at kansleren Christian Friis som chef for
rådet sad øverst, og statholderen Frands Rantzau som yngste rådsherre sad nederst.
Ambassadøren begyndte da på kongen af Frank|741rigs
vegne at gøre sådan proposition, nemlig at de franske agtede at handle på Moskovien
med grosfyrstens tilladelse, og at hans allerkristeligste majestæt ville at farten
skulle ske igennem Hans propositionØresund, hvorudover han
var skikket for at handle med Hans Kongelige Majestæt af Danmark om tolden i Øresund,
hvilken told han begærede måtte blive så moderat og billig som muligt, og at Hans
Majestæt ville tage i betænkning de ekstraordinært store depenser som Frankrig måtte
gøre på sådan ny handels stiftelse, og at de derfor ikke kunne tåle at give høj
told.
Efter at denne proposition var gjort, gik nogle af rådet til side for at
konferere med hinanden derover, og derefter bad ambassadøren at han ville tilkendegive
hvad slags varer de franske ville føre igennem Sundet, hvortil han svarede at de samme
kunne ikke specificeres. Rådsherrerne sagde da at hvad vin og salt var angående, da
plejede man deraf at betale 4 procent, hvorved det endelig måtte blive; thi dersom
kongen slog noget deraf for de franske alene, ville deraf flyde de ulejligheder at
andre nationer enten ikke mere kunne drive sådan handel på Østersøen, eller at de ville
betjene sig af franske navne og falske certifikater. Ambassadøren svarede dertil at
sådant kunne ikke gøre noget synderligt skår i andre nationers handel, og hvad
falske flag og pas var angående, da kunne man derved ikke bedrages når man
eksaminerede skipperne og bådsfolkene. Videre sagde han at kongen af
Frankrig burde være i mere konsideration end staterne af De Forenede Provinser, og at
derfor Hans Majestæt ikke burde tage mere end 1 procent af franske undersåtter,
helst såsom de varer som brugtes til forbemeldte nye handel, måtte siden passere
igennem tvende andre potentaters lande, til hvilke også told måtte aflægges.
Rådet
blev ved det forrige, nemlig at toldens formindskelse for de franske alene var af
farlig konsekvens for andre nationer, hvilke derover ville fordre lige så stort afslag.
Endelig begyndte gesandten at blive noget hidsig og ville af denne handel vise en
merit mod Danmark, foregivende at den danske øresundske told ville mærkeligt tiltage
ved den persiske |742og moskovitiske handels drift over
Østersøen. Han lod sig også mærke med at hvis kongen af Danmark ikke ville bekvemme
sig til sådan moderation i tolden, ville man indlade sig i handel enten med Sverige og
søge at få deslige varer bragt til Göteborg, hvor de franske kunne have deres
oplager, eller, om alting slog dem fejl, kunne de sejle på Arkhangelsk, hvilken vej ingen
kunne hindre dem at tage, så at hvordan det gik, så tabte Danmark derved hvis samme
rige ville spænde buen så højt at de franske købmænd måtte tage andre mesures.
Derpå gav rådet til slutning sådant svar at denne sag behøvede nøjere
Tages i betænkningeksamen, og bad gesandten at han ville
give sin proposition beskreven på det de kunne skikke den til kongen tillige med deres
betænkninger derover. Dette samtykkede ambassadøren, og samme aften insinuerede kansler
Friis sin proposition så lydende: Såsom kongen af Frankrig havde tilladt sine
undersåtter at handle på Moskovien, såvel for at tilhændige sig russiske varer som
andre omgrænsende rigers, især Persiens, og han fornemmelig har i sinde at sådan kommerce
sker i den stad Narva og ikke i Arkhangelsk, på det at Danmark derudover også kan
nyde nogen fordel, og at det venskab som er imellem samme rige og Frankrig, derved
kan bestyrkes, da, eftersom alle nye etablissements udfodrer store bekostninger, og
købmændene behøver særdeles hjælp og protektion i sådant værk, begærer kongen af
Frankrig at Hans Majestæt af Danmark vil favorisere samme handel og lade sig nøje med
en mådelig told, som de franske skibe skal aflægge når de passerer igennem Sundet.
Dog forlanger han ikke sådan moderation i tolden uden for de skibe som går fra og til
Narva; thi hvad de skibe angår som vil fare på andre stæder i Østersøen, da skal
tolden blive for dem på den gamle fod.
Efter at denne proposition var overleveret og henskikket til kongen, som
da var i Holsten, begav gesandten sig nogle dage derefter på rejsen for videre at tale
med Hans Majestæt og at |743erhverve en
resolution. Efter han did var henkommet, erholdt han en audiens på ny den 22. juli.
Begyndelsen af hans tale bestod kun i komplimenter, hvorefter han kom til materien om
den oftbemeldte handel som skulle drives igennem Sundet på Moskovien, og dette var hvad
som han skriftligt havde forfattet i begæringen til rådet i København. Autor antegner
da at kongen var noget beskænket, hvilket forårsagede at endskønt han kunne ekspedere
sig vel både på latin og fransk, så betjente han sig da af sin sekretær Gynther
Gesandtens samtale med kongen i Holstenog ved ham lod
gesandten sige at han ønskede at have forslaget på skrift, hvilket giver til kende at
den skriftlige proposition som var indgivet til rådet, var endda ikke kommet i Hans
Majestæts hænder, hvilket gesandten lovede og blev derpå ledsaget tilbage. I den tale
som monsieur des Hayes holdt ved denne audiens, er dette blandt andet især at mærke at han
gav til kende den store estime kongen af Frankrig havde for kong Christian, og at samme
konge havde sagt at Hans Majestæt af Danmark i den tyske krig havde ladet sig se
ikke mindre god soldat end stor general.
Dagen efter denne audiens, som var den 23. juli,
bragte Peder Vibe gesandtens skriftlige proposition til kongen, hvilken overleverede den
sin sekretær Gynther til ekspedition. Denne sekretær fik derpå ordre at lade
ambassadøren vide at Hans Majestæt havde i favør af kongen af Frankrig akkorderet
at de franske undersåtter som ville sejle på Narva, skulle for hvad varer de være
kunne, ikke betale mere end en procent og en rosenobel for hvert skib. Dog skulle dette
privilegium alene strække sig til en vis tid, nemlig af 8 år, på det andre nationer
ikke skulle deraf tage lejlighed at begære samme moderation i tolden.
Derforuden
reserverede kongen sig sin suverænitetsret Beskrivelse over den
såkaldte suverænitetsret i Øresundefter den sædvane som brugelig var
med alle andre potentater. Over dette sidste stødte gesandten sig såsom han ikke kunne
fatte hvad suverænitetsret en konge kunne have over fremmede købmænd, og derfor bad
sekretæren at han ville forklare hvori sådan suverænitetsret bestod, hvilket
Gynther også gjorde, sigende at sådan suverænitetsret |744i
Sundet var ikke andet end den ret som kongen havde til at tage de
fremmede varer for den pris som købmændene selv skatterede dem for, og hvorefter man
kalkulerede tolden, hvilket er en kuriøs
anmærkning i den øresundske tolds historie. Dog er det vanskeligt at sige om denne
suverænitetsret har været brugelig under de forrige konger, eller om kong Christian 4.
var den første som indførte den. Vist nok er det at de forrige kongers historier taler
intet derom, og autor til denne ambassades beskrivelse synes på et andet sted at vise
at kong Christian var den første stifter af samme ret, og at han havde indført sådan
skik for at tvinge købmændene til at sætte den rette pris på
deres ladning, på det at tolden, som blev kalkuleret efter ladningen, ingen afgang skulle
lide.
Ved denne eksplikation synes det at ambassadøren lod sig
nøje, óg blev samme suverænitets rettighed expresse indført i det
diploma som blev
givet i favør af de franske købmænd, og som findes in originali på latin hos
oftciterede autor så lydende:
Vi Christian 4., konge til Danmark og Norge etc. gør vitterligt at
såsom den durchleuchtigste og allerkristeligste herre Ludvig 13., konge til Frankrig og
Navarra, Vor kære broder, ven, svoger og allierede, har ved sin ambassadør Louis des
Hayes, baron af Courmesvin Kongelig bevilling udstedt til
Frankrigladet tilkendegive at adskillige af hans undersåtter har i
sinde at forflytte til Narva den handel på moskovitiske og persiske varer som tilforn
har været drevet igennem andre steder og derfor kærligt og indstændigt af Os har
begæret at Vi, for at understøtte dem i sådant værk og at facilitere sådant deres
kostbare foreta|745gende, ville i det ringeste på
nogle år afslå en del af den sædvanlige told i Øresund. Hvorudover, såsom Vi denne
Vor allierede konge intet kan nægte som ret og billigt er, har Vi endogså med forlis
af Vor told føjet ham i denne hans begæring, og i kraft af dette Vort kongelige brev
tilsteder højstbemeldte konges undersåtter at de af de varer som føres igennem Sundet
til Narva og derfra tilbage igen, ikke skal betale mere end 1 procent, og at de skal
nyde denne frihed i 8 år uden hinder af Os eller Vore efterkommere. Dog skal derunder
ikke være befattet det som gemenlig gives for hvert skib, nemlig en rosenobel,
hvilken à parte skal betales. Ydermere vil Vi hermed have forstået at det skal stå
Os frit for at tage de varer som kan findes Os tjenlige, for den pris som de erklæres
for at være værd, og hvorefter tolden skal betales. Hvad andre franske skibe angår,
som handler på andre stæder end Narva, da skal de samme betale den sædvanlige told.
Således endtes denne negotiation, hvoraf autor til denne ambassades
beskrivelse promitterer stor fordel for den franske nation; men man ser ikke at de
franske har betjent sig deraf. Der blev ej heller meldt noget derom i den anden store
ambassade, som skete nogle år derefter da den bekendte comte d’Avaux blev skikket til
Danmark, så at det er troligt at de franske købmænd har fundet alt for store
vanskeligheder ved denne nye handel og derfor stået fra deres forsæt.
Efter at autor har beskrevet denne negotiation og dens
udfald, viser han i hvad tilstand riget var såvel i henseende til krigs- som
statssager efter den kejserlige krig. I Holsten og Slesvig sås overalt ødelagte
stæder og landsbyer og bedrøvelige fodspor efter hertugen af Friedland og de kejserlige
|746tropper. Adelen, som havde lidt så stor skade på
deres gods, var misfornøjet med Adskillige anmærkninger over
folkets og landets tilstand efter den lübeckske fredkongen, og kongen var ej heller
velfornøjet med adelen efterdi den ved idelige sollicitationer havde drevet ham til at
slutte denne fred, óg blev denne jalousi som havde rejst sig mellem kongen og
stænderne, ikke lidet formeret derved at Hans Majestæt længe efter freden holdt endda
10.000 fodfolk og 5 a 6.000 ryttere på benene.
Pengemangel var også på samme tid stor,
hvilket forårsagede at krigsfolket var uvilligt, óg fortæller oftbemeldte autor at et
kompagni soldater i den franske ambassadørs nærværelse rebellerede og ville ikke
forføje sig hen til en post hvorhen de var kommanderet, hvorudover kongen, såsom han
ville at sådan studsighed ikke skulle blive ustraffet, men derhos ikke kunne få at
vide Kongens artige invention at stille et oprørhvilke der
var de fornemmeste stiftere deraf, greb han til et middel i en hast som blandt mange
andre ting viser prøve på hans store présence d’esprit. Han forærede 2 tønder øl til
samme misfornøjede soldater for at drikke på hans sundhed. Men da disse derpå
kvitterede deres gevær for at begive sig til øls, lod han dem omgive ved et kompagni af
kavaleri, hvilket bemægtigede sig deres gevær og forkyndte dem at hvis de ikke
udlagde dem som var hovedmænd for dette oprør, havde de ordre at omkomme dem alle. Af
dette blev soldaterne så forskrækkede at de straks udlagde 3 af de fornemmeste, hvilke
blev grebet, og en af dem, som syntes mest studsig, blev ophængt i et træ i alles
påsyn, óg blev derpå oprøret stillet.
Endelig licentierede kongen alle de tropper som endda var på benene.
Den største del deraf gik til Holland, og andre gik med kongens tilladelse i svensk
tjeneste. Blandt dem var en særdeles navnkundig italiensk officer ved navn Caccia Guerra.
Den samme havde først stået i tjeneste hos groshertugen af Florens, og da han
formedelst en ubekendt årsag blev forvist groshertugens lande, begav han sig i
kejserlig tjeneste, hvilken han kvitterede misfornøjet efterdi (som han selv foregav)
man ville have ham til at være ansvarlig for nogle plyndringer som hans underhavende
officerer havde |747øvet. Han blev derudover en fjende af det
østrigske hus og tjente siden kong Christian i den kejserlige Caccia Guerra,
hans aventureskrig, og som han havde været i stor kredit i
kejserens armé, bragte han en hob kejserlige tropper med sig som frivilligt fulgte ham;
thi han var dristig, stridbar og liberal og havde stor omsorg for de fattige soldater.
Han havde sort hår og sorte øjne som var nedsunkne i hovedet, og var derforuden
blevet defigureret ved adskillige blessurer så at hans udvortes
anseelse gjorde ham ikke mindre forskrækkelig end hans bedrifter. Da kong Christian
dimitterede de hvervede tropper, begav han sig i svensk tjeneste tillige med 80 mænd
som fulgte ham.
Hvad ellers de øvrige krigssager anbelanger, da var flåden i bedre stand
Tilstand i krigssagerend den nogen tid havde været. Der
underholdtes 2000 matroser årligt, som skulle være færdige til tjeneste når påbødes.
Tøjhuset var forsynet med gevær for 50 til 60.000 mænd og havde over 800 kanoner, og
hvorvel adelen ikke plejede at ville tilstede fæstninger i riget, så havde dog kongen
ikke alene ladet fortificere København, men endogså ladet anlægge adskillige nye
fæstninger som Christianstad i Skåne, Christianopel i Blekinge, Glückstadt i
Holsten, Cempe i Stormarn og siden Christianspris, så at aldrig nogen konges
myndighed havde været større.
Hvad hoffets og statens tilstand er angående, da ser man at kongen på
Hoffets tilstand og levemådeden tid underholdt en
kavalergarde af 200 edelmænd, hvoraf enhver nød 10 rigsdaler til gage om måneden for
deres tjenere; thi de tjente selv par honneur uden besoldning, óg var Otto Skeel korporal
for samme kompagni. De samme havde alle rejst nogle år udenlands efter den almindelige
skik som da var iblandt den danske adel; thi fast ingen var i anseelse uden han havde
mestendels ødelagt sig ved vidtløftige udenlandske rejser; óg var det
fornemmelig for at hindre sådan ulejlighed og at sauvere landets penge at Hans
Majestæt havde stiftet det ridderlige akademi til Sorø. Det kongelige hof var ellers
på de tider magnifique, og såsom Hans Majestæt selv var lystig og særdeles omgængelig,
så var alle hoffolk besynderlig joviale og søgte på alle måder at divertere
|748sig, hvorvel samme divertissements undertiden gik for vidt;
thi gæstebud endtes ikke uden med stor rus, og bryllupper varede gerne nogle dage, óg
vidner oftciterede autor at i frøken Lindenovs bryllup kronprinsen Christianus 5. og
hofmesteren Frands Rantzau havde været 5 a 6 gange beskænket. Men sådant kunne mere tilskrives slemme
moder end begærlighed til drik.
Adelen var da både mangfoldig og mægtig, og de andre stænder var mod dem
i meget liden anseelse; thi man ser af adskillige forordninger at herrestanden blev
distingveret fra borgerstanden både i spise og i klædedragt. Vel kunne en borger
formedelst gæld ved retten skille en herremand fra sin gård; men han kunne ikke beholde
den selv førend han havde givet adelen til kende at sådan gård var til fals, og når
nogen adelsmand tilbød sig at give så meget Indbyggernes
tilstandsom den havde kostet kreditoren, måtte han overlade gården for sådan
summa, hvorudover der indfandt sig altid nogle som gav end mere end gården kunne være
værd, på det at adeligt gods ikke skulle falde i borgerfolks
hænder. Denne distinktion mellem adel- og borgerstand gik så vidt, at der også i andagt
og gudsdyrkelse gjordes forskel mellem dem, hvorudover herremænd da tilegnede sig ret
at skrifte og konfitere deres synder siddende ved præstens side, da derimod folk af andre stænder måtte
skrifte på knæ. Men dette uanset indskrænkede denne konge dem dog temmelig, en del
ved sin myndighed, en del ved kunst. Medens den tyske krig varede, employerede Hans
Majestæt nogle 100 herremænd i armeen og satte en til commissarium ved hvert kompagni,
en del for at de kunne blive oplært i krigssager, en del også for at holde deres
forældre i lydighed og stedsevarende devotion i sin fraværelse.
Derforuden ser man at
Kongens politiske maksimerde fleste store rigets charger
på de tider stod ledige; thi der var på de tider ingen rigshofmester, óg syntes det
at Hans |749Majestæt ikke ville lade besætte den plads
efterdi den sidste rigshofmester havde tilegnet sig alt for stor myndighed, hvorudover
den kongelige kansler Christian Friis da var den fornemmeste høje bestillingsmand og
chef for rådet, så at man deraf ser at de farer vild som kalder Frands Rantzau
rigshofmester; thi hans titel var ikke andet end simplement hofmester eller statholder
i København, til hvilken værdighed han var blevet ophøjet dette år, óg ser man at han
i den konference som dette år holdtes med den franske ambassadør, sad som yngste
rådsherre nederst blandt de da forsamlede rigsråder.
Der var ej heller på samme tid
nogen rigsmarsk, ej heller rigsadmiral, men samme pladser stod også åbne uden tvivl
af samme årsager. I marskens sted var kun andre simple generaler, og ved søetaten
alene tvende viceadmiraler, hvoraf den ene var ved flåden og den anden ved Holmen, så
at af de fire store rigscharger da ingen var besat uden kanslerens, som da Christian
Friis beklædte, over hvilken autor til den franske
ambassades Kansler Friis’ portrætbeskrivelse giver sådant portræt:
Kansler Friis var høj af gevækst, havde et bredt ansigt og et gammeldags firkantet skæg, han talte godt
fransøsk, var tempereret og sagtmodig, sagde sin mening med oprigtighed, skønt han var
noget frygtagtig.
Bemeldte autor giver i lige måde portræt over andre ministre og
hofmænd som han da havde den ære at omgås med. Jeg har tilforn vist hofmesteren
Frands Rantzaus karakter, hvorfor jeg det her igen ikke vil repetere. De andre er den
tyske kansler Levin Marschalck, hvilken beskrives således at han var af et fyldigt
Levin Marschalckslegeme, havde et tykt ansigt og en stor pande,
item et firkantet skæg på den tyske facon. Han talte godt fransøsk, var from, facil,
vel dreven i statssager og sagde sin mening med oprigtighed. Han havde tilforn stået
i tjeneste hos biskoppen af Eutin, óg er det uden tvivl af ham at autor må have hørt den
partikularitet om samme biskop at han på en gang havde 3 hustruer,
så at han deri gjorde mere end som en bisp tilholdes efter hustavlen, nemlig at han
skal være en hustrus mand; thi denne var 3 hu|750struers
tillige.
Otto Skeel, som kommanderede ovenomtalte gendarmeri eller den
kongelige kavalergarde, var Otto Skeelsspirituel,
sagtmodig og tempereret, velskabt og meget hurtig. Den kongelige staldmester, som ikke
nævnes, beskrives således at han var dristig, judiciøs og en stor fjende af det
østrigske hus.
Den kongelige kammersekretær Frederik Gynthers karakter beskrives
således: Kongens sekretær Gynther, endskønt han stod under den tyske kansler
Marschalck Levin,
så dog ekspederede han adskillige kongelige ordres alene og eksercerede
en statssekretærs funktion. Han var Sekretær Gynthersliden
af gevækst, havde en kort ryg, blå øjne, en krum næse, en stor pande og var skaldet
oven i hovedet. Det lidet hår som han havde, var af kastanjefarve mænget med grå hår.
Han brugte gemenlig en gammel fedtet læderkøllert, og hans sko var sammenhæftede med en
hægte. Han gik på gaden med en stok i den ene og papir i den anden hånd. Så at
man ser at han havde liden omsorg for sit legeme. Hvad sindets gaver angik, var han
sagtmodig og betænksom og prompt i sine ekspeditioner, talte også både latin og
fransøsk. Han havde ved sin sparsommelighed samlet store penge, hvilke han havde formeret
ved sin flid og arbejde. Jeg ser af adskillige
breve og rapporter at han siden har været
deputeret til staterne i Holland. Han stod i stor nåde hos kongen og talte dristigt med Hans Majestæt
om alle slags sager, så det synes at efter de konjunkturer som da var, og de mesures
som denne konge havde taget, at mange vigtige forretninger uden rådets forespørgsel er
blevet ekspederet ved denne sekretær eller ved andre folk af mådelig stand.
Ja, alt
dette viser at Denne konges myndighedkongen har regeret
med større myndighed end nogen hans forfædre, óg er der ingen tvivl på at rådet jo havde
båret temmelig jalousi derover, helst såsom Hans Majestæt ofte absenterede sig fra
København og ekspederede mange vigtige sager alene i Holsten. Dog turde ingen lade
sig mærke med nogen fortrydelse, en del i henseende til denne |751konges
store bedrifter og kvaliteter, hvorved han havde distingveret sig
for alle potentater på de tider, en del også efterdi det kongelige hus var bestyrket
med voksne prinser der var bekvemme til affærer og forrettede vigtige ting i kongens
navn, óg ser man at den ældste prins, Christian, agerede regent i kongens fraværelse
og skrev sig Christian 5., af Guds Nogle anmærkninger angående de
høje bestillingsmænd på de tidernåde prins til Danmark og Norge, efterdi
han af stænderne var erklæret Christiani 4. successor.
Hvad som videre kan tjene til at
bestyrke dette, er at da rigets kansler Jacob Ulfeldt formedelst sin alderdom
retirerede sig til Nyborg i Fyn, lod kongen forene hans
forretninger med den kongelige kanslers, eller rettere delte dem mellem ham og
statholderen eller hofmesteren. Man ser også at rigets kanslers embede ikke har
været nær af den vigtighed som tilforn; thi det blev da regnet for den tredje høje charge
efter de kongelige danske og tyske kanslere. Om ellers kongens kansler tilforn stedse
alle tider har været højere end rigets kansler, er vanskeligt at sige såsom man i
publikke akter undertiden finder kongens, undertiden rigets kansler først, óg ser man af
den kalmarske konstitution, hvoraf disse rigers jus publicum flyder, at der i begyndelsen
var kun én kansler som skulle føre rigets segl og pleje retten, óg siger Christiani 3.
reces: “Dommere ere næst Kongelige Majestet her i Dannemark Rigets Cantzler og Rigets Raad”,
så at her rigskansler sættes i spidsen af det hele råd.
Dette har jeg holdt
nødigt at antegne efterdi nogle holder det for en vildfarelse at jeg i min Danmarksbeskrivelse
har sat rigets kansler blandt de fire høje embedsmænd, hvilket kan være så
vidt som derved forstås de fire højeste charger, men ikke når man taler om de fire store
rigscharger; thi ligesom marsken var hoved for krigsmagten, admiralen chef for flåden,
så var rigets kansler hoved for justitsen i begge riger. Det er derforuden troligt at
sådant har været forandring undergivet, og ikke ligeledes under én konge som under en
anden. Således ser man under denne konge at hofmesterens bestilling ikke har været
af den vigtighed som tilforn; thi de gamle rigshof|752mestre
var de fornemmeste af alle undersåtter og hoveder for den hele adel, ja
havde samme anseelse som droster i gamle dage, da derimod Frands Rantzau, som på denne
tid var hofmester eller statholder, sad under mange af rådet, som før er vist. Dog var
hans charge i henseende til revenuerne den bedste i riget; thi han havde over 20.000 rigsdaler
årligt til indkomst, foruden hvad han havde af sit eget gods som også beløb sig til
20.000 rigsdaler.
Hvori ellers hofmesteren Frands Rantzaus embede bestod, og hvor vidt hans
myndighed strakte sig, er vanskeligt at sige; thi det synes at kongen ville have en
hofmester af navn og titel alene, men ikke af autoritet, hvorudover der var disput
mellem ham og den kongelige kansler, óg ville denne sidste indskrænke den førstes embede
alene til Københavns hofmester eller statholder og ingenlunde anse ham som rigshofmester.
Kongen syntes vel undertiden at understøtte hofmesteren, som han særdeles
elskede, ja nogle år derefter erklærede ham virkelig rigshofmester. Men det er
troligt at han ikke ugerne så at kansleren disputerede ham hans myndighed og
trakterede ham ikke på den fod af rigshofmester.
Lige så dubiøse var også andre høje
embeder, ja det hele råd i Regeringens form sat på
skrueralmindelighed var ikke på den fod som tilforn, såvel i henseende til
dets myndighed som dets tal; thi da derefter rigets konstitutioner skulle være 23 eller
24 rådsherrer, var der år 1629 ikke mere end 15 til 16. Rigets
bestillinger var også politice sammenmængede
med kongelige bestillinger; thi der var
adskillige som havde vigtige ting i forretning og alene førte titel af kongens
råd, som Niels Krag, Jonas Charisius og Jørgen Skult, hvilken sidste kaldtes hof- og
gehejmeråd. Hvoraf man klarligt ser at staten under denne kloge konge var sat på
skruer, og man ikke uden nøje eksamen kan finde rede i den forma regiminis eller
regeringens indrettelse som da var straks efter den tyske krig.
Man ser ellers i denne konges historie af de mange stridigheder som
forefaldt på rigsdagene, at endskønt Hans Majestæt gemenlig har regeret med fast
uomskrænket myndighed, |753så dog har han undertiden givet
efter så at den kongelige myndighed har haft sin flod og ebbe og ofte drejet sig efter
tidernes konjunkturer. En del af slige stridigheder, skønt de er forefaldet på
adskilte Den kongelige myndighed er ikke altid ligetider,
vil jeg her anføre for at have dem samlet på dette sted hvor jeg har begyndt at tale om
regeringens art og geni i denne konges tid. I det år 1602, da Hans Majestæt var i
Norge, og adskillige klagemål blev indgivet imod øvrighedspersoner, lod han på en gang
afsætte alle laugmændene over det hele rige så at der blev kun tvende af de gamle
tilbage, en heroisk gerning af en ung konge i hans regerings begyndelse, hvorved han
tydeligt gav til kende at han ingenting skyede for at håndhæve retten, hvorpå han
endogså i hans mindreårighed havde ladet se en mærkelig prøve, som tilforn er
omtalt.
Året derefter lod han på en herredag forestille rigets råd og adelen de
bekostninger som han havde gjort på adskillige bygninger og hele stæders fundationer,
og begærede af dem bevilling til en ny skat. De afslog da vel ikke
Eksempler derpåhans begæring, men forlangte en forsikring at sådant ikke
skulle gøre noget skår i deres privilegier. Dertil ville kongen i begyndelsen ikke
bekvemme sig, helst som de penge som forlangtes, var til rigets nytte og tarv; men
efter nogen disput lod han sig finde deri og gav dem et skadesløst brev på at sådant
ikke skulle præjudicere dem i deres adelige privilegier. Men man ser at kongen på næste
rigsdag til Odense året derefter disputerede dem det samme, og siden stedse, endogså
i sine sidste regeringsår, hvilket hans egenhændige breve udviser.
Jeg har i minorennitetshistorien fortalt at den norske adel havde
erholdt dette at hvis en adelsmand giftede sig med nogen ufri, skulle de børn som
avledes i sådant ægteskab, ikke holdes for adelbårne, hvorudover, såsom en fornem
norsk herremand ved navn Anders Green giftede sig med en præstedatter, ville de andre
adelsmænd ingen ære bevise ham, ej heller anse hans børn som adelsbørn, og det i følge
af det |754privilegio som i kongens
umyndige år var erhvervet. Dette kunne Hans Majestæt ikke lide og derfor gjorde samme
Green til Norges riges kansler og udstedte et særdeles brev hvori han erklærede hans
børn at være fuldkomne herremænd, forfremmede også samme børn til anselige charger.
Men
intet viser mere den kongelige myndighed end arverettens ophævelse, som ridderskabet i
fyrstendømmerne tilegnede sig, og som ingen konge før ham har dristet sig til at iværksætte.
På den herredag som år 1623 holdtes i København, anmodede han adelen om en
undsætning til folk at hverve. Da forefaldt adskillige vanskeligheder så at en del af
rigets råd, især rigets admiral Albert Skeel, stillede sig trodsig an imod kongen. Kongen
derimod fik ikke alene sin vilje frem; men Albert Skeel måtte formedelst sin
dristighed kort derefter nedlægge sit høje embede.
Derimod kan man sige at adelen med ikke mindre iver forsvarede deres
højhed end kongen fægtede for sin myndighed, så at de undertiden ved en og anden
lejlighed fik deres vilje frem. Således, da Hans Majestæt på herredagen som år 1618
blev holdt til Antvorskov, ved sin kansler lod foreholde adelen rigets tilstand, som
rekvirerede penge og midler til nødvendige udgifter, da, endskønt rådet fandtes ikke
uvilligt dertil, protesterede dog adelen højligt derimod, foregivende at den
armature som kongen holdt for at være nødig, sigtede mere til at skille dem ved deres privilegier end
til rigets forsvar, hvorpå de havde set eksempel den seneste landdag i
fyrstendømmerne da fodfolk og ryttere var bragt til Kolding for at intimidere det
slesvig-holstenske ridderskab og at skille dem ved deres valgrettighed. Over denne
dristighed blev kongen så fortørnet at han i vrede forlod herredagen.
Kongen måtte
også særdeles føje dem i Christophori Dibvadii sag og opofre samme mand efterdi han
havde skrevet imod adelen for at forsvare den kongelige myndighed. Historien er mærkelig
og fortjener at Især i Georgii Dibvadii sagfortælles med
omstændighed. Christophorus Dibvadius var en søn af Georgio Dibvadio, som formedelst et
skrift imod adelen blev sat fra sit professorat, som tilforn er fortalt.
Den |755bitterhed han havde fattet imod kansler Friis og andre rigets
råder der havde været årsag til hans faders fald, drev ham til at skrive et skrift imod
daværende regering og adelens myndighed. I samme skrift roser han i visse måder
Christiani 2. regering og forestiller den uret som adelen gjorde middelstandsfolk idet de hindrede
mange brave og lærde mænd at blive brugt i rigets sager og hellere
indkaldte fremmede, skønt intet hos dem var at finde uden blotte titler og aner.
Derforuden ville han ikke at adelen skulle forlenes med kronens gods, men at derover
skulle sættes fogeder, og andet mere som er for vidtløftigt at opregne. Dette alt sammen
havde han forfattet i et kort latinsk skrift som han ville dedicere
til prins Christian, hvorudover han blev anklaget, óg måtte kongen lempe sig efter
tidernes tilstand og lade anordne en ret over ham af universitetets lemmer i København,
hvoraf han blev dømt i kongens unåde, óg blev hans straf et evigt fængsel på
Kalundborg Slot, hvor han efter 2 års forløb døde, og det ved sådan hændelse: En
lysetande var faldet ned på gulvet, hvor den fandt materie at antændes, så at han blev
kvalt af røg og fandtes død i sengen om morgenen. Han var en særdeles lærd og skarpsindig
mand; men hans hidsighed forblindede ham således at han ikke kunne se i hvilken
ulejlighed han styrtede sig.
Dette og andet viser at kongen undertiden måtte temporisere, hvorvel han
gemenlig disputerede adelen hvert skridt. Ingen kan nægte at jo adskilligt skete imod
håndfæstningen; men ingen kan heller nægte at jo håndfæstningerne var for højt
opskruede i henseende til forrige tider, og at regeringen derfor var
vitiøs og ikke
kunne være fri for idelige ulejligheder, ikke fordi et limiteret Betænkning
over alt dettemonarki jo vel kan bestå når det fra førstningen
så er indrettet og stedse bliver holdt i lige stand; men hvor visse stænder søger mere
og mere at trække al myndighed til sig, at gøre konger til simple præsidenter i rådet
og de andre undersåtter til vornede, kan sådant ikke andet end forårsage
fermentation, helst i et land som dette hvor midelstandsfolk gemenlig er
højhjertede og ikke vel kan |756skikke sig i foragt. I den
henseende understøttede de såkaldte ufrie stænder kongen stedse i hans påstand. Det
er dog mærkeligt at uanset al den habilité som fandtes hos denne konge, og den evne
som et så langvarigt regimente havde givet ham til at ekstendere den kongelige myndighed
og at arbejde på en lighed blandt undersåtterne, han dog ikke kunne trænge igennem med
det som hans sagtmodige successor bragte til veje. Den rette Guds time var endnu ikke
kommet. Det hedder: Accidit in puncto quod non speratur in anno. En lejlighed og favorabel
konjunktur kan ofte mere udrette end mange års kunst og arbejde.
Således var tilstanden i staten og ved hoffet under Christiano 4.,
besynderlig efter den kejserlige krig. Nu må jeg skride til andre ting og fortælle hvad
videre af vigtighed er sket efter fredens slutning, óg møder mig da først de
tvistigheder som straks efter krigen rejste sig med Hamborg. Samme tvistighed havde
sådan oprindelse:
De hamborgere havde anmasset sig en ret på Elben som de kaldte jus
Tvistighed med Hamborgrestringendi. Samme ret bestod
deri at de skulle have magt at forhindre stæderne på Elben som ligger nedenfor
Hamborg, fri sejlads og tvinge dem til at føre alt det korn som de ville sælge, først til
Hamborg, beråbende sig på kejserlige privilegier, ved hvilke de
mente sådant monopolium dem var forundt, og derfor øvede den samme i største rigueur,
tvang kongelige undersåtter i Holsten, Hvad det hamborgske jus
restringendi varCrempe og Wilstermarsk og forhindrede dem at føre deres varer
ud af Elben til andre stæder uden til Hamborg, hvor de blev solgt for den pris som
hamborgerne fandt for godt at sætte derpå, et synderligt monopolium og synderlige
privilegier som de og andre hansestæder havde anmasset sig, og som de danske konger
formedelst rigernes forvirrede tilstand ikke havde haft lejlighed at ophæve.
Christianus 2., som med alt det onde som skrives om ham, havde også mange
gode kvaliteter, tog sig vel for at tilintetgøre sådanne riget højskadelige
privilegier i handelen, som |757kan ses af hans forordning
dateret København 1521, hvilken Huitfeldt uden grund deri også laster; men dette havde
ingen fremgang formedelst den opstand i riget som skete mod højstbemeldte konge da
hansestæderne tog deres tempo i agt og søgte at bemægtige sig slige friheder igen, som
kan ses af deres fejdebrev imod kong Christian 2. dateret år 1523.
Men Christianus 3. oprippede sagen igen mod stæderne, som før er sagt, og
Christianus 3. søger at afskaffe det sammelod især formane
hamborgerne at de ikke alene i så måde måtte aflade hans undersåtter mere at
besvære og deres rette handel og fart at forhindre, men straks give tilbage de skibe de
havde anholdt, eller óg deres privilegier hvormed de deres ret kunne forsvare, lade se
og demonstrere; hvis ikke, ville Hans Majestæt søge råd og middel sådant deres
foretagende at hæmme. De hamborgere mente at de havde sådant jus restringendi i brug
langsommelig tid og ved hævd og præskription konfirmeret, hvorfor de holdt for at
ingen med ret kunne skille Stridigheder deromdem derved.
Men kongen eragtede at det var ingen ret, som man havde anmasset sig i rigernes
forvirrede tilstand, og derfor påstod at de skulle fremvise deres privilegier og
imidlertid lade farten være fri og uhindret. Hans Majestæt vidste vel at det var dem
vanskeligt at producere de privilegier som de beråbte sig på, og derfor drev så meget
på at de måtte komme for lyset, dog såsom han var en særdeles fredsommelig herre,
blev sagen stående til kong Frederik den Anden kom på tronen, da i samme konges tid
rejste sig adskillige gange tvistigheder om Fortsættes under
Friderico 2.oftbemeldte jure restringendi, hvilket hamborgerne ikke alene ej
ville frastå, men holdt et krigsskib idelig på Elben for at tvinge kornskibene at
sejle til Hamborg.
I det år 1561 fordristede de sig til at optage på det ditmarske
farvand et frisisk skib som lå for anker ladet med korn, lod samme skib føre til
Hamborg og nødte folkene til at sælge deres varer sammesteds. Kong Frederik den Anden lod
dem først venligt påminde at skulle lade skibet igen fare, erstatte købmanden den
skade han derved havde lidt, og lade |758de kongelige lande,
undersåtter og farvande ubesværede herefter; men hamborgerne
beråbte sig på hævd og kejserlige privilegier, skydende sig til uvildige dommere som
kunne kende på deres ret, hvorudover Hans Majestæt lod anholde alle hamborgske skibe
i sine lande. Dette jog sådan skræk i dem at de søgte deres tilflugt til
kurfyrsterne af Sachsen og Brandenburg, ved hvis underhandling sagen blev således bilagt
i København den 4. maj 1562 at hamborgerne måtte optinge med kongen for
Københavnske reces10.000 rigsdaler og derhos forpligte sig ikke at
give oftere årsag til sådan ulejlighed. Der blev også aftalt at deres prætentioner
skulle eksamineres af uvildige dommere. Men såsom året derefter den svenske fejde
indfaldt, blev sagen i lang tid så stående.
Imidlertid blev de i fulde 6 år udelukket
fra al handel og næring i Danmark, Norge og Island, hvorudover de omsider begyndte at
ydmyge sig for alvor og anholdt stærkt om nåde, hvilken de erholdt på det
flensborgske møde 1579 med de vilkår at de til straf for deres ulydighed skulle give
Hans Majestæt 100.000 rigsdaler på 5 år at betale. Hvad hovedsagen angik, da blev
besluttet at derom et møde skulle holdes til Kiel i Holsten, og hvis tvistigheden dér
ikke kunne afgøres, da skulle sagen indstævnes for den kejserlige kammerret. Imidlertid
skulle indførslen og udførslen være fri på Elben, og alting forholdes efter foromtalte
københavnske reces af 1562. Endelig blev ved opmænds dom således kendt i sagen at det
skulle stå begge parter frit for at indføre og udføre al slags korn (byg og malt
undtaget), item at intet køb måtte sættes i Hamborg for kongelige og fyrstelige
undersåtter, men enhver lade sig betale som han kunne forliges om. Men hamborgerne
besværede sig over den kendelse så at trætten om jure restringendi varede så længe
som kong Frederik 2. regerede. Det er ellers at mærke at såsom denne konge forstod sig
særdeles vel med Spanien, så blev i hans tid grundvolden lagt til hollændernes handel
i disse riger og på Østersøen.
|759I sådan tilstand forblev sagerne i Friderici 2. tid. Men Christianus
4. Christianus 4. søger især at tilintetgøre det hamborgske jus
restringenditog sig alvorligt for at hæve dette misbrug og til den ende lod
lægge krigsskibe på Elben for at beskytte handelen imod dette jus restringendi, som han
formente var utåleligt. Hamborgerne forlod sig såvel på kejseren som på de andre
hansestæder og stillede sig an som de med magt ville håndhæve deres formente ret, men
tvistigheden blev denne gang opsat ved det bekendte steinburgske fordrag 1621. Nogle
år derefter udvirkede hamborgerne ved et kejserligt diploma herskab over Elben igen og
begyndte at forurolige farten som tilforn.
Dette kunne Hans Majestæt ikke hindre så længe som krigen varede, helst
fra den tid de kejserlige fik overhånd og spillede mestre i Holsten. Men da freden
var sluttet med kejseren, og han havde fået frie hænder til at agere igen, tog han sig for at ydmyge
hamborgerne ved at anrette et nyt toldsted på Elben
ved Kongen anlægger et nyt toldsted ved Glückstadtden
nyanlagte stad Glückstadt, hvilken han tilligemed derved agtede at bestyrke og gøre til en
konsiderabel handelsstad. Bemeldte Glückstadt blev funderet anno 1620 i den egn Wildenmarsk
i Stormarn, óg lod kongen den straks således befæstige at den kunne holdes for
uovervindelig, hvilket også efterfølgende tid har vist; thi endskønt hele Holsten,
Slesvig og Jylland har været indtaget, har dog denne Glückstadts
beskrivelsefæstning altid holdt stand. I det år 1628 måtte Wallenstein
eller hertugen af Friedland med uforrettet sag gå derfra efter at han i en kort tid
havde sat til 3000 mænd derfor, og i de påfølgende krige har den også stedse
konserveret sig, så at den aldrig har været i nogen fjendes hænder indtil denne dag.
Eftersom nu staden i seneste belejring havde lidt adskillig skade, tog
Hans Kongelige Majestæt sig for i dette år at forbedre den og gøre den til en anselig
Glückstadtske privilegierhandelsstad,
til hvilken ende han allernådigst samme år gav den efterfølgende privilegier:
1. Hvo som vil sætte sig ned i Glückstadt og der drive redelig næring med
købmandskab eller håndværk, ham skal det stå frit |760for.
Dog skal han først anmelde sig hos stadens guvernør, hvilken skal optegne hans navn,
håndtering og fædreneland i det borgerlige register.
2. Håndværk eller anden næring
skal i ingen måde blive besværet; men det skal være enhver tilladt at søge sit brød og
drive sin handel på den måde som han finder nyttigst og bekvemmest.
3. Det samtlige
borgerskab skal i 25 år fra dato at regne være ganske fri for al borgerlig besværing,
pålæg og kontributioner, hvad navn de have må; og på det at borgerne ikke skal
blive besværet i deres huse med garnisonen, da skal den blive indkvarteret i visse
dertil indrettede våninger.
4. Dersom nogen der intet købmandskab eller handel driver,
men lever af sine egne renter, lyster at sætte sig ned i denne stad, skal de
i lige måde have samme frihed.
5. Angående tolden på de ind- og udgående varer, eftersom
dog noget deraf må gives, vil Hans Majestæt gøre sådanne milde forordninger at
kommercen i ingen måde dermed skal besværes.
6. Dersom en fremmed nation der sætter sig
sammesteds ned, skulle være 50 eller flere familier stærk, skal det stå dem frit for at
udvælge 10 redelige mænd af deres middel som kan dømme imellem dem i civile sager. Fra
dem skal appellation ske til den almindelige stadsret.
7. Belangende de stridigheder
som kan rejse sig af handelen, vil Hans Majestæt lade det stå frit for borgerskabet at
udvælge 8 redelige mænd, to nederlændere, to portugisere og fire
obertyskere, som på Hans Kongelige Majestæts vegne af guvernøren skal konfirmeres, og
som ugentlig skal komme sammen på et vist sted for at holde ret, hvori den kongelige
guvernør skal præsidere.
8. Hans Majestæt vil óg hermed ikke alene forny og
konfirmere alle partikulære privilegier som tilforn er givet til en og anden nation,
men endog vil formere og forbedre de samme.
|7619. Stadens
regiment og ret vil Hans Majestæt forsyne med forstandige og redelige mænd og en
velkvalificeret guvernør som i kongens sted stedse skal residere i staden, hvilken
Hans Majestæt skal give særdeles befaling at beskytte byens privilegier.
10. Hans
Majestæt vil også tage samtlige indvånere samt deres kommerce til lands og vands i
sin kongelige protektion og beskærmelse og befordre deres bedste hos udenlandske
potentater.
Således endtes dette år, i hvilket jeg finder en pest og blodsot at have
regeret i Sjælland, som borttog mange brave mænd, blandt hvilke doktor Caspar
Bartholin.
Hamborgerne kunne intet synderligt behag have i at se Glückstadts opkomst,
der 1630lå dem så nær og havde sådan fordelagtig
situation ved Elben, hvor alle deres skibe skulle passere forbi. Men en anden anstalt som
straks påfulgte, bragte dem i fuldkommen bevægelse; thi i efterfølgende år 1630 lod
Hans Majestæt lægge Hamborgerne besværer sig derovernogle
krigsskibe på Elben ved Glückstadt for at fordre told af de forbifarende hamborgske
skibe, og udgå en befaling af det indhold at alle små og store skibe enten de
gik fra eller til Elben, skulle stryge sejl og kaste deres anker ved Glückstadt, give sig
an hos guvernøren og forhøre om der kunne forefalde noget for dem at forrette på de
kongelige steder hvorhen de agtede at begive sig.
Disse kongelige forordninger klingede ikke vel i de hamborgeres øren. De
stod længe i betænkning om de skulle med magt søge at drive de kongelige skibe fra
Elben eller i ydmyghed at
bede kongen han ville stå fra sit forsæt. Med magt fandt
de nok at de kunne lidet udrette. Derfor besluttede de ved gesandter at forsøge om
kongen kunne bringes fra sit forehavende, og i marts affærdigede en syndicum til
København, hvilken ankom den 31. ejusdem til samme hovedstad og foreholdt Hans Majestæt
stadens underdanigste begæring om toldens afskaffelse.
|762Derpå erklærede sig Hans Majestæt således:
Hans intention og mening
Kongens erklæringhavde ikke været, var ej heller nu at
anrette en ordentlig told på Elben, langt mindre dermed at besvære fremmede nationer,
provinser og lande, hvilket de udgivne patenter ej heller bragte med sig; men denne ringe
forordning gik alene de hamborgere, hans arveundersåtter, an efterdi de i nogle år uden
kejserlig koncession, uden det kurfyrstelige collegii og
hans, nemlig deres landsfyrstes, samtykke mod al ret og billighed har understået sig
at tvinge og udpresse en overmåde stor told af hans eget kongelige gods og hans
undersåtters varer og efter udpresset told opholdt skibene mange uger så at varerne
derover er blevet ganske fordærvede til hans og undersåtternes største skade.
Derforuden er det óg kundbart at de har lagt på hans undersåtter en nyopfunden
øltold og endnu dagligt besværer dem dermed, at tie med hvad trussel og vold de har
brugt mod hans betjente, både inden og uden staden, og trakterer dem ligesom
fjender.
Eftersom Hans Kongelige Majestæt nu ikke har kunnet vente sig sådant af de
hamborgere som hans arveundersåtter i henseende til at han har bevist de samme så
stor kongelig nåde idet han ikke alene har lettet dem tolden i Sundet, hvilket de
ikke kunne erholde i hans salig hr. faders tid, men endogså efterladt dem af kongelig
nåde uden exception de processer de har været indviklede i efterdi de har bedt ham
så meget derom, forhåbende derved de skulle have erkendt sådan beviste kongelige
nåde med skyldig og lydig devotion og skikket sig som det sømmer tro undersåtter imod
så nådig en herre. |763Men som de hamborgere mod deres
beviste hyldning og al ret har faret fort i deres uretmæssige foretagende i den
mening ved sådanne utilbørlige idrætter at udpresse endda større privilegier og
herligheder, så har han ikke kunnet lide eller tilstede sådant længere uden sin
kongelige myndigheds forlis, men var blevet ligesom tvunget af dem at bruge disse
retfærdige midler som den hele verden tillader en høj potentat at bruge mod sine
arveundersåtter, og betynge den stad Hamborg aleneste jure retorsionis med denne ringe
fordring hvorved retfærdighed kan håndhæves, og den tilforn lidte skade nogenledes
igen oprettes etc.
Førend Hans Majestæt gav denne resolution, begav han sig til Holsten, og
Hamborgerne griber til geværså snart han ankom til
Glückstadt, lod han ej alene repetere forrige mandat, men endog lod in specie anordne
således at et skib når det førte mere end én mast, skulle betale for hver mast en
rosenobel, for hver pibe vin en rigsdaler, for tobak 3 procent.
Hamborgerne var ganske misfornøjede med den kongelige deklaration, og
som de så at kongen blev ved sit forsæt, resolverede de med magt at afskaffe den
pålagte told og til den ende udsendte nogle krigsskibe med 1500 soldater for at gøre
sig mestre over Glückstadts havn, hvilket da kongen fornam, befol han at de kongelige skibe
som lå der, skulle retirere sig til en tid, hvilket også
skete, men hamborgerne forfulgte dem stærkt og erobrede en del af dem; de havde óg sat
nogle folk på land, hvilke skjulte sig i en skov for at anfalde de forbigående, og
som kongen selvtredje passerede nær ved samme skov, blev han uformodentlig hilst af
adskillige musketskud, af hvilke et borttog hatten af en herre der gelejdede ham.
Over dette blev Hans Majestæt, som tilbørligt var, meget fortørnet og
skikkede straks breve til indbyggerne i Bremen og |764Lübeck,
i hvilke han lod dem vide årsagen hvorfor han havde pålagt dem denne told,
nemlig for at betale de hamborgere for de ubillige og usædvanlige byrder de havde
lagt på hans undersåtter, for hvilken årsag de havde understået sig at gribe til
våben, anfaldet og borttaget adskillige af Hans Majestæts skibe, som var destinerede til
den glückstadtske fæstnings forsvar; derfor havde Hans Majestæt villet lade de
lübeckere og bremere vide at de skulle have afsky for de hamborgeres hovmod som de havde øvet mod
deres retmæssige herre og konge, til hvilken de engang havde aflagt deres troskabsed,
og den der havde bevist dem utallige velgerninger. Det samme lod Hans Majestæt óg
insinuere den hollandske republik ved sin ambassadør Arenfeldt.
De lübeckere og bremere, da de havde bekommet disse breve, skikkede de deres
gesandter til Danmark, med hvilke konjungerede sig to engelske ambassadører som da var
i Hamborg, og nogle fra fyrsten af Holsten, som alle begav sig til Glückstadt. Da kongen
af Danmark havde hørt deres propositioner, deklarerede han at dersom de hamborgere
gav tilbage igen de erobrede skibe, og de siden begærede at traktere med ham, ville han
også dertil lade sig bekvemme.
Da hamborgerne fik at vide denne kongens resolution, vægrede de sig for
at modtage den, for frem i deres fjendtligheder, sendte en stor hob orlogsskibe for
Glückstadt og lode vise de glükstadtske adskilligt bytte som de havde erobret på de
danske skibe, hvorudover indbyggerne fyrede på dem med deres kanoner og skød 2 skibe i
grund, hvorimod hamborgerne borttog et købmandsskib som skulle gå til Glückstadt.
Over dette lod Hans Majestæt konfiskere alle de hamborgske skibe og al
deres gæld såvel i Bergen i Norge som i det hele kongerige og gav ordre at
udruste sine skibe i København.
Den 28. august udgik den kongelige flåde bestående af 36 krigsskibe fra
Sundet for at sætte sig imod hamborgerne, |765lagde sig for
munden af floden og Den kongelige flåde går i søenkastede
anker der. Siden gik den fort med en god vind mod den hamborgske flåde, som bestod
af 22 skibe, 2 brandere og nogle og tyve andre skibe. Skibene blev kommanderet
af borgmester Albrecht von Eitzen, og krigsfolket af baron Kniphaussen.
Kongen, som altid i egen høje person bivånede
alle aktioner både til lands og vands, førte da selv det orlogsskib kaldet Spes, som
ses af et af hans egenhændige breve til rigets admiral, dateret af samme skib, og hvori
han underretter samme admiral om måden på hvilken hamborgerne skulle angribes, viser
i lige måde den hamborgske flådes tilstand blandt andet med disse ord:
At den Hamborgske
Flode numero er saa sterk, kand intet stort giøre; Christiani 4. ordre
til rigets admiralthi mange ere Bojerter og ringe Skibe af 4-6 och 8 smaa
Stykker, som siiste gang var besaatt med Soldater, som nu intet er tilstede; Ty man finder
vist faa Baadsmænd, og ferre Officeerer end Skibe. Skall de Herrer af Hamborg haffue dem
ud af Byen, da vill det giffue en langsom och besværlig Capitulation, førend dy bringer
dem ud af Byen, interim est nobis licentia data &c.
Hvoraf ses hvor stor kundskab denne konge havde om alting, og at
direktionen i alle ting gik igennem hans hoved så at han ikke alene selv ordinerede
små og store sager, men endogså skrev alle ordres med egen hånd.
Den hamborgske flåde finder jeg i trykte bøger at have bestået af 22
krigsskibe. Men kongen, som selv efter sædvane havde rekognosceret den samme, vidner
i sin relation til rigets admiral derom således:
Jeg haffuer med Flid Hans egen beretning om den
hamborgske flådes tilstandbeseet den
Ham. Flode, og befunden, at her for an ligger sex Raasegell og 12 Boierter, hvor yblandt
ere |766thuende som ere større end dy andre. Udi den baggerste
Flode ere 19 Raasegel og 3 Boierter, udj hvilken siunes at dy fornemste Skibe ligger,
hvorfore den baggerste Uyll haffuis y Acht, saa at dy fornemmeste antastis och icke dy
smaa; faae dy smaae a passando it eller thu Stød, daa haffuer dy intet at klaage, at dy jo
haffuer værit med &c.
Efter at begge flåder havde været en tid lang i søen, kom de omsider i
træfning sammen og kanonerede så længe på hinanden indtil omsider de hamborgere måtte
Søslaggive sig på flugten og retirere sig til staden.
Hans Majestæt, som var personligt på den danske flåde, forfulgte dem langs Elben for
Glückstadt, hvor han arriverede med alle sine skibe, i alt 42 sejlere.
Efter dette lod Hans Majestæt bygge en skanse ved Elben og forbyde alle
sine undersåtter at føre korn og fæ til Hamborg, men formedelst kejserens
mellemhandling blev al fjendtlighed opsat indtil trætten med gode kunne bilægges.
Efter den hamborgske flåde således, som sagt er, var drevet på flugten,
blev der stor alarm i staden; thi den gemene mand og en del af rådsherrerne ville beskylde borgmesteren
von Eitzen, der havde kommanderet skibene,
at Borgmester von Eitzen anklages i Hamborghan ikke havde holdt
sig som han burde at gøre, og ikke fægtet redeligt for fædrenelandet, hvorimod bemeldte
borgmester beviste sin uskyldighed ved en offentlig apologi eller forsvarsskrift og
forestillede dem at han kunne ikke bringe det videre efterdi vejret, vinden og lykken
var ham imod etc., hvorpå han anførte adskillige eksempler og derved stillede sine
landsmænd nogenledes tilfreds igen.
I efterfølgende år begyndte man at handle om forlig, hvortil var
beordret Handel om forlignogle kejserlige commissarier, og
den stad Lüneburg blev benævnt til traktaterne, men som kongen ikke
vil|767le lade sig forstå til forlig uden på visse konditioner,
fornemmelig at ham skulle restitueres det som var borttaget, og hamborgerne ikke ville
lade sig bekvemme til, måtte commissarierne med uforrettet sag gå tilbage.
Herrenstaterne i Holland arbejdede i det år 1632 meget på et forlig
imellem kongen og hamborgerne, samt at tolden måtte modereres i Østersøen. I dette
sidste favoriserede dem Hans Majestæt efter at de havde givet tilbage de danske skibe de
tilforn havde borttaget. Angående det første bragte de det så vidt at højstbemeldte
Hans Majestæt proponerede hamborgerne sådanne konditioner: at de skulle betale 100.000
rigsdaler i rede penge til kongen foruden den summa de havde tilforn lovet de kongelige
prinser hertug Frederik og hertug Ulrik, at de skulle afstå deres formente jus
restringendi, hvorom tilforn ofte er talt; og dersom hamborgerne bekvemmede sig til disse
konditioner, ville Hans Kongelige propositionerMajestæt give
en fri sejlads på Elben og Østersøen og tilstede dem at handle på hans riger når de
betalte den ordinære told.
Men da hamborgerne ville endda ikke række øren til disse gode tilbud, men
Kongelige Majestæt tager hamborgerne til nåde igenflatterede imidlertid
det kejserlige hof, af hvilket de anno 1640 erholdt sæde på rigsdagen, uanset kongen
og hertugen protesterede stærkt derimod, tog Hans Majestæt sig for med magt at bringe dem
til lydighed. Dog formedelst andre potentaters intercession stod han adskillige gange fra
sit forsæt. Endelig blev i det år 1643 denne stridighed bilagt på sådan
måde:
Den 27. august i bemeldte år blev af stadens deputerede slutningens
ratifikation overleveret med et afbigtsskrift, hvorved hamborgerne erkendte kongen for
deres retmæssige landsfyrste og lovede at skikke sig herefter som tro undersåtter.
Derimod blev dem givet det kongelige tilgivelsesbrev, og al nåde blev dem lovet som
tro undersåtter kan vente af deres herrer og fyrster.
En vis sum penge på 280.000 rigsdaler blev forligt om at betales af Hamborg
inden 4 år. Angående tolden på Elben |768skulle med det
første andre traktater blive foretaget. Afbedsskriftet som de
gjorde til Hans Majestæt, lyder således:
Nachdem wir mit unsern und gemeiner Stadt nicht geringen SchadenStadens afbedsskrift und Leydwesen nunmehr in 13 Jahren
vernehmen müssen, wie ob denen zwischen Ihro Königl. Majest. und uns wieder erwachsenen
Differentien und was darbey fürgegangen, von uns blos (wie wirs mit unserm Gewissen und dem
Allmächtigen contestiren) zu unserer Beschützung und Erhaltung unserer Gerechtigkeit
gemeynet und angesehen gewesen, für ungehorsame und fürsetzliche Widersetzigkeit
aufgenommen, zu hohen Königlichen Ungnaden gegen uns und die gemeine Stadt bewogen, und
das uns hertzlich schmertzet, daß bey sothanem Wesen etwas vorgegangen, wodurch
jetzt-beregte Ungnade erwecket und auf uns gezogen worden, wie wir nichts liebers
inniglich und sehnlig wünschen, bitten und begehren, dann Euer Königlichen Majestet vorige
Gnade und Huld hinwieder zu erlangen, und wegen dessen allen, was Deroselben widrig
passirt, ausgesöhnet zu seyn. Also haben wir vermittelst dieser unterthänigsten
Supplication nochmahlen unser Leydwesen und hohe Begierde Eurer Königlichen Majestets
Gnade zu erlangen, gehorsam contestiren und bezeugen, darnebenst unterthänigst flehentligst bitten
wollen, aus angebohrner Königlichen Clementz und Milde dessen, was passiret, vergessen und
verzeyhen, und auch zu vollkommen Königlichen Gnaden wieder kommen lassen wollen, alles was
aus vorangezogener Unhulde wider uns verhängt gnädigst |769aufheben, die freye Commercien in Eurer Königlichen Majestät Königreichen und Landen,
nicht allein eröfnen und treiben zu lassen, sondern uns nach Inhalt derer bey der
Huldigung geschehener Verfassung bey unsern wohlhergebrachten Privilegien, Freiheiten,
Gerechtigkeiten und alten redlichen Gewohnheiten, wie nicht weniger Deroselben Unterthanen
gleich, zu Recht schützen. Seynd hingegen des unterthänigsten und vesten Erbietens bey Ew.
Königl. Majestet unsern Vorfahren gleich, als frommen Leuten bey ihren Natürlichen
Erbgebohrnen Lands-Fürsten und Herren zu thun gebührt, so viel an uns ist, steif und
unverbrüchlich zu halten, auch alles in dem Stande, worin es mit unsern Vorfahren auf uns
derivirt zu lassen, und damit Ew. Königl. Majest. unsere eyfrige unterthänigste Devotion,
auch die Begierde in vorigen Gnaden-Stand hinwieder gesetzet zu werden, umb so viel
destomehr gnädigst zu verspühren. Als haben wir Deroselben 100000 Reichsthaler hiemit
gehorsamst offeriret und præsentiret, der unterthänigsten Zuversicht, Ew. Königl. Majestät sothane unsere Erbietung und Offerten gnädigst auf und
anzunehmen, und wie wir geneigt denselben allen wie aufrichtigen Leuten gebühret
nachzusetzen, also auch dieselbe uns in diesem allen nicht enthören, besondern zu mehrer
Befestigung, und damit wir derer Commercien und unsere Privilegien auch Erstellung der
Exsecution hinführo vergewissert, uns einen Sühn-Brief, dadurch wir dessen allen zur Gnüge
versichert, ertheilen, die gegen uns verfaste Armatur und Force gnädigst hinwieder
abführen, auch die annoch überbleibende streitige Posten, und was denen an|770hängig forderlichst durch gütliche Tractaten bey und hinlegen
lassen.
På dansk lyder det således i kort begreb:
Eftersom vi med vor stads store skade nu i 13 år må fornemme at det
som imidlertid er bedrevet og af os har været ment blot til at beskytte og håndhæve vor
ret (såsom vi med vor samvittighed og den almægtige Gud bevidner), er af Eders Kongelige
Majestæt som en forsætlig hårdnakkethed optaget, og det gør os hjertelig ondt at ved
sådant væsen noget er begået hvorved Eders Kongelige Majestæts unåde er opvakt imod os, og
som vi ønsker intet hellere end Eders Kongelige Majestæts nåde igen at erlange, og at alt hvis
derimod er passeret, må blive tilgivet, så har vi nu ved denne underdanigste supplik
vidnet og kontesteret den store begærlighed igen at erlange Eders Kongelige Majestæts nåde
og vil underdanigst med grædende tårer bede at Eders Kongelige Majestæt af medfødte
mildhed og nåde vil forglemme og tilgive alt hvad som passeret er, og lade os igen komme
til en fuldkommen nåde og gunst og ikke alene åbne de frie kommercer i Eders
Kongelige Majestæts lande, men endog efter indholdet af den forfattelse som er tilforn gjort
ved hyldningen, beskytte og beskærme os ved vore privilegier, ret og frihed etc.
Således endtes denne langvarige tvistighed, alle dem til fornøjelse som
ønskede fred i Norden. At de svenske lidet behag må have haft i dette forlig, giver
kongen til kende i en skrivelse til Peder Vibe med disse ord:
Det Hamborgske Forliig vyll
være et godt Kølplaster til Cantzler Oxenstiernes Podagriske Fødder, i Sønderlighed, naar
|771hand der hos erfahrer Konningen af Frankrigis dødelige
Afgang.
Óg vidner
højstbemeldte konge i et andet brev at den svenske
minister Salvius gik til sengs da han hørte dette forlig.
Efter at afbigten var gjort, gav Hans Majestæt den
stad Hamborg et forsoningsbrev af denne indhold:
Vi Christian den Fierde af Guds Naade Konge til Danmark og Norge Kongelige
Majestæts forsoningsbrev givet den stad Hamborg&c. give her med
tilkiende, eftersom Raadet og det gemeene Borgerskab af vor Stad Hamborg have indstillet
sig med en underdanigst Supplique, hvorudi de have begiæret at vi vilde lade falde den
imod Staden fattede Unaade: Saa have vi allernaadigst resolveret, at vi ville lade sinke
og falde den Unaade, som vi af bevæglige Aarsager have fatted imod Staden, dens Magistrat
og Borgerskab, og derpaa med det første lade komme til Tractater og Forliig all den
Trætte, som er opvakt imellem os, og bemeldte vor Stad, item bestemme Tid og Sted dertil,
ville ogsaa tee os saaledes, at de skal deraf fornemme vor Faderlige Affection og Mildhed,
dog, i Fald en eller anden Post bliver ikke afgiort, da at sættes op til videre Tractater,
og ikke des mindre dette vor Forsikkrings-Brev være og forblive udi sin Kraft. Saa at vi
lade forbyde vore Folk videre Offensioner og Fiendtligheder, saa vel til Vands som til
Lands udi vore Kongeriger, Førstendomme og Lande, aabne igien Handelen og lade den have og
nyde uforhindret sit Lob, efterdi Staden haver erklæret sig at holde fast ved den
underdanigste Forsikkring, som nyeligen giort er.
|772Endelig blev i det år 1645 trætten ganske bilagt, hvorover der i
Hamborg blev holdt en offentlig taksigelsesfest og alle stykker om volden løst,
hvorpå, da magistraten havde ladet ved 700 musketerer overbringe de resterende Den glückstadtske told afskaffespenge til Glückstadt, lod Hans
Majestæt afskaffe tolden på Elben, óg blev det steinburgske fordrag af 1621 fornyet. Om
den handel kan læses mere i Act. Londorp. Olear. Chr. Holsat., hvoraf dette er
taget.
Efter forligelsen var gjort, lod det sig anse til stor fortrolighed
imellem kongen og staden så at staden beflittede sig på at bringe til veje nye
kostelige klenodier at præsentere Hans Majestæt. Men for at komme til det år 1630 igen,
da var Fru Kirsten Munk falder i unådedet samme
mærkværdigt formedelst den unåde som Kirsten Munk faldt i, som fra det år 1615 var
ægteviet til kongen. Men om hende skal tales omstændigt på et andet sted. Hendes søn
Valdemar blev dette år af kejseren gjort til rigsgreve og blev kaldt greve af Slesvig-Holsten,
hvilken titel han tillige med hans søstre førte indtil kong Frederik 3. dem
sådant ved en trykt forordning strengelig lod forbyde. I samme år døde Jacob Ulfeldt,
rigets kansler, og rigets råd Christen Thomesen Sehested blev
rigskansler i hans sted. Jacob Ulfeldt efterlod sig 11 sønner, hvorom videre siden.
Rigets råd Christen Holck tog sin afsked dette år og døde få år derefter i sit 88.
år.
Medens den trætte med Hamborg varede, havde et nyt krigs-theatrum åbnet sig
i Tyskland, hvortil alles øjne, især Christiani 4., var henvendt. Kejserens magt var
efter den lübeckske fred kommet på den højeste spids i Tyskland,
og 1631ingen syntes at have enten vilje eller magt at standse denne vældige
strøm som oversvømmede alting. Endelig kastede de undertrykte protestantiske fyrster
deres øjne til Gustavum Adolphum, kongen af Sverige, og overtalte ham til at tage sig
deres betrængte sag an. Højstbemeldte konge lod sig dertil bekvemme og i det år 1630
begav sig til Tyskland med en |773krigshær bestående af 16
kompagnier ryttere og 92 kompagnier fodfolk, hvilke straks blev forøget af tyske
tropper. Den fordel han i begyndelsen havde imod de kejserlige, forårsagede at de
protestantiske fyrster begyndte at rejse hovedet i vejret igen, óg sluttede straks
ærkebispen af Bremen, hertugen af Lüneburg og landgreven af Hessen-Kassel alliance med
ham, ja alle kejserens fjender udvalgte ham endrægtelig til deres anfører.
Dette, siger
såvel en del fremmede som svenske skribenter, opvakte stor jalousi hos kongen af
Danmark, hvilket, om så var, kunne det ikke andet end være naturligt, hvorvel man må
tilstå at højstbemeldte konge i gerningen intet lod se som kunne hindre
kongen af Sverige i hans progresser i Tyskland. Men om dette såvel som andet der skete
i Tyskland og har rapport med Danmark, skal tales omstændigt på et andet sted
når jeg kommer til den krig som Christianus 4. førte med dronning Christina af Sverige.
I dette år Enkedronningen Sophia dørdøde
enkedronningen Sophia i hendes 74. år efter at hun havde siddet i enkestand i 43
år. Samme berømmelige dronnings karakter er tilforn givet hvorfor jeg her intet videre
derom vil tale.
Da døde også rigets marsk Jørgen Bille, og i hans sted kom
Jørgen Urne. Hans Majestæt lod ellers dette år stifte
fredagshøjmesse over begge riger og derhos forordne et litani at synges til en
erindring over den livsfare han var i ved Hameln, som skete på en fredag.
At ellers kongen intet fjendtligt havde for imod de svenske i Tyskland,
kan 1632blandt andet ses deraf at den tredje kongelige
prins, Ulrik, i det år 1632 trådte i svensk tjeneste. Samme prins rekommanderede sig
udenlands ved sin tapperhed og andre meritter; men just de store dyder som han besad, opvakte
ham Prins Ulrik bliver ihjelskudtavindsmænd som satte
efter ham, og endelig året derefter på en forræderisk måde skilte ham ved livet; thi
da han i den stilstand som hertugen af Friedland 1633 havde sluttet med de svenske i
schlesien, blev budt til gæst hos de kejser|774lige
officerer grev Schlick og Piccolomini, blev den tapre prins, da
han skulle tage afsked med bemeldte officerer, ihjelskudt af en der lå skjult i en
grav. Hans legeme blev derefter ført til Hamborg og derfra til København. Hans død blev
meget begrædt efterdi han var en tapper og forstandig herre.
Han havde også nogle år
tilforn signaliseret sig i anden fremmed tjeneste; thi jeg finder i Niels Krabbes
historie, som var hans kammerjunker, at han år 1629 var for belejringen af
Hertogenbosch. Pufendorf og andre som
har efterfulgt ham, siger at han havde forhåbning ved den polske prinsesse at nyde det
hertugdømme Preussen, hvilket jeg ikke kan
fatte eftersom det ikke står i polske kongers magt at abalienere noget fra riget. Denne
prins Ulrik skrev en bog De strigile vitiorum. To måneder førend han døde, havde han
skikket sin hofmester Ove Skade for at antage det stift Schwerin af den svenske
general Tage Thott, som af Sveriges administrator kansler Oxenstierna havde befaling at
overlevere det samme.
Han har ellers forbundet sig sit fædreneland idet han ved sin
udenlandsrejse fik Tycho Brahes himmelske globus erobres af prins
Ulrik og skikkes til Danmarktilbage den navnkundige Tycho Brahes himmelske
globus, som forvaredes på Rundetårn i København og havde ikke sin lige. Dette herlige
værk, såsom det havde samme skæbne som resten af den berømmelige mands astronomiske
instrumenter der blev adspredt og forkom efter hans død, faldt omsider i
jesuitternes hænder til Niessa i Schlesien. Men prins Ulrik, såsom han var til stede
da samme by blev indtaget 1632, og kendte globum igen, lod han den tage af staden og
skikke til Danmark, hvor den med ceremoni blev dediceret til det kongelige akademi
i København med denne inskription:
Dens inskription
Sive hospes sive inquilinus es |
Bene adsis. |
|775Hoc æneum cœli simulacrum, |
Quod vides, |
Ingenio & impendio |
TYCHONIS BRAHE |
Ad Astronomicas Observationes |
In Insula Huena |
Efformatum est. |
Nihil ad artis perfectionem ætas nostra illustrius |
Contulit. |
Nomen Uraniburgo dedit, |
Daniæ Famam. |
Cum plusculos annos cœli motum felici apud nos |
successu monstrasset, moveri cœpit. |
Et |
Exteris cessit. |
Primo Benaticam, mox Pragam, inde Niessam defertur, |
Ita quas in cœlo vices designat, in terra patitur. |
Tandem |
CAPTA NIESSA, |
Virtute, ductu & Auspicio |
Æternæ memoriæ |
Principis |
Divi ULDARICI |
Patriæ |
Velut trophæum & peregrino Marte |
Vindicatur & restituitur |
Anno 1632. Calend. Decemb. |
På dansk:
Vær velkommen enten du er indlændig eller fremmed! Denne af messing
forfærdigede himmelens efterlignelse som du ser, er forarbejdet til astronomiske
observationer på den ø Hven ved Tycho Brahes invention og bekostning. I vor alder har
intet været ypperligere opfundet til kunstens forbedrelse. |776Den
har forskaffet Uraniborg navn og Danmark berømmelse. Da den mange år
lykkeligt havde vist os himmelens løb, begyndte den selv at bevæges og kom i
fremmedes hænder. Først blev den ført til Benatica, derfra til Prag og siden til Niessa,
og således må selv underkastes de bevægelser på jorden som den viser på himmelen.
Endelig, da Niessa blev erobret, blev den af prins Ulrik restitueret fædrenelandet igen
anno 1632 Cal. Decemb.
Denne globus begyndte at forarbejdes til Augsburg og siden blev ført til
Hven det samme år da Uraniborg blev funderet. Der blev den bragt til sin fuldkommenhed.
Paulus Coldingius beretter han har hørt af Tychonis egen mund til Prag at samme globus
har kostet ham 5000 rigsdaler.
De andre Tychonis instrumenter havde sådan skæbne: Først blev de
små, siden de store bragt fra Danmark til Bøhmen, derefter blev de ført fra Prag
til Benatica og siden fra Benatica til Prag igen og blev forvarede først i kejserens
have, derefter i Jacobi Curtii hus.
Efter Tycho Brahes død befrygtede kejser Rudolphus sig at samme
instrumenter skulle blive adspredte, søgte derfor at blive herre derover og købte dem af
arvingerne for 22.000 kroner. Derefter blev de således forvaret
i bemeldte Curtii hus at de af dem som af kejseren var beordret at have inspektion
derover, blev skjult i mørkhed og under jorden så at ingen kunne have nytte deraf.
Således lå disse kostbare instrumenter i bemeldte hus indtil den store rebellion
i Bøhmen efter Matthiæ død. Men da Prag blev erobret af de pfalziske tropper, blev
instrumenterne bortsnappet. En del blev |777fordærvet og
vendt til andet brug, en del blev således adspredt at, når den store globus undtages, man ikke ved hvor de er henkommet så at, dersom
Tycho ikke havde skrevet sine Mechanica, havde man nu ikke vidst at sådanne instrumenter
havde været til in rerum natura.
Der tildrog sig ellers en særdeles ulykkelig hændelse dette år 1632 i
Rigets hofmester Frands Rantzau druknesKøbenhavn den 5.
november idet at rigets hofmester Frands Rantzau faldt ned i graven i Kongens Have
og druknede. Han var nylig tilforn, nemlig i dette år, blevet gjort af statholder i
København til rigshofmester efter at dette høje embede havde stået ledigt fra 1601,
da Christoffer Valkendorf døde. Han blev begravet i Skt. Nikolaj Kirke med et stort
følge, hvoriblandt var kongen selv tillige med prins Christian og prins Frederik. Hans død blev des mere begrædt
efterdi han var for nylig blevet forlovet med kongens datter Anna Catharina, avlet med
fru Kirsten Munk, og derforuden var i sin blomstrende alder; thi den franske gesandt
monsieur des Hayes, som et par år tilforn var i Danmark, skriver at han da kunne være
mellem 25 og 30 år, óg giver samme ambassadør hans portræt således:
Hofmesteren Frands
Rantzau er en herre af en fuldkommen Hans portrættaille,
hvid af ansigt og mellem 25 og 30 år. Han var af et fromt og sagtmodigt naturel, er
blevet meget poleret på sine udenlandske rejser i Frankrig og Italien og taler godt
fransøsk.
Den misforstand som for kort tid siden var hævet mellem kongen og
hertug Tvistighed mellem kongen og hertug Frederik formedelst
ChristiansprisFrederik af Holsten-Gottorp, fornyedes på samme tid igen da
kongen i dette år anlagde en ny fæstning, Christianspris, i Holsten. Derover
alarmeredes hertu|778gen, en del såsom denne nye
fæstning var ham en torn i øjnene, en del også efterdi den blev anlagt uden hans
samtykke, hvilket han mente at stride imod de gamle foreninger. Denne sin misfornøjelse
gav han kongen til kende i et brev dateret den 20. juli 1632 af sådant indhold:
Jeg håber at Eders Majestæt står fra denne fæstnings arbejde indtil
begge parters ret kan blive eksamineret efter de gamle foreninger som så ofte har
været fornyet mellem fyrstendømmerne, eller ved commissarier som kan udnævnes af begge
parter, og om tvistigheden ikke derved kan termineres, at den må underkastes en opmands
kendelse efter gammel skik og brug.
Der blev derforuden vekslet adskillige breve imellem
dem om samme materie, hvoraf jeg har haft en skreven samling.
De mange vigtige forretninger denne store konge idelig havde, hindrede
ham Christiani 4. store arbejdsomhedikke fra at have nøje
indseende endogså i alle små ting, således at han ikke alene selv ordinerede, men
endogså med egen hånd skriftligt forfattede alle anstalter i publikke og private,
store og små sager, hvorpå tjener til bevis de egenhændige breve som findes såvel i
arkiverne som overalt i private folks hænder, og det i sådan mængde som næppe
findes efter nogen konge i verden, så at hvis hans andre store bedrifter i krig og
fred ikke var så meget bekendte, skulle man tænke at han idelig har siddet stille med
pennen i hånden. Sådant kan lægges andre potentater til last, men ikke denne konge;
thi han forrettede de små ting således at han syntes at forsømme de store, og derimod
de Hans egenhændige instruks til de kongelige børns
hofmesterindevigtige ting således som den der aldrig bemøjede sig med
ringere; thi hans naturlige kapacitet gav ham lejlighed til at bestride alting og tillige
med konge at agere general, admiral, rentemester, sekretær, bygningsmester, dommer, ja
indtil hans egne børns hovmester og informator, hvilket blandt andet ses af en instruks
som han fore|779gående år 1631 selv forfattede for
fru Karen Sehested, de kongelige børns hovmesterinde, hvilken instruks jeg her vil anføre
såsom den viser såvel kongens omhyggelighed som hoffets levemåde på de tider. Den
lyder således:
Eftersom Vi os Elskelige Frue Karen Sehsted for vores Elskelige Kiære Børns
Hoffmesterinde antaget og bestillet have, saa skal hun i samme sin tilfortroede Bestilling
sig saaledes forholde.
1. At GUd i Himmelen kand have Priis, Lov og Ære, Vi
deraf kand have Contentement, og hun selv deraf kand have et berømmeligt Navn og Rygte hos
alle got Folk, saa og hos os kand have Kongelig Gunst og Naade at forvente.
2. Skal hun
sit Liv og Levnet inden og uden Huus saaledes anstille, at Børnene af hende ingen Forargelse
tager.
3. Skal hun tilholde Børnene Morgen og Aften med tilbørlig Reverentz at giøre deres
Bønner til GUd i Himmelen, og med sin Person give til sligt got Exempel.
4. Skal hun ogsaa
flitteligen med Børnene søge Kirken, naar der prædikes, og ingen af dennem stæde at blive
der ude, uden at de forhindres af Sygdom; ikke heller skal hun stæde, at Pigerne eller
deres Folk maa blive af Kirken, men dennem tilholde, at de følge med i Kirken, og saa lade
lukke Stue-Dørren.
5. Naar Maaltid holdes, da skal Børnenes Stue og Kammer, saa og
Vasker-Kielderen holdes lukt, indtil man staar op fra Bordet, og, paa det at imidlertid
Ilden ikke skal gaae ud, da skal Fyrbøderen tilholdes at lægge saa meget i Kakkelovnen,
førend han gaaer ud, at han er vis paa at den ikke kand brænde ud førend de gaae fra
Taffel igien.
6. Børnene med Hoffmesterinden, Jomfruer og Piger, som paa Stuen
bestæd er,
skal til sammen sidde i Stuen og giøre hvis som de have at giøre, og ikke søge hver sin
Vraae at sidde udi.
7. Udi Børnenes Skole skal ingen af Pigerne lade sig finde om Dagen,
ej heller ligge der inde om Natten; men udi Stuen i Slagbenker, som om Dagen skal staae
lukte.
|7808. Aften og Morgen skal Stue-Dørren, og Dørren uden
til Vasker-kielderen lukkes, og oplukkes igien om Morgenen til en vis Tid.
9. Hoffmesterinden
skal ikke tilstæde Børnene at snakke og discourere med Pigerne eller nogen anden i Vinkler
og Vraaer. Og, naar Pigerne dem iklædt have, eller nogen anden Tieneste forrettet have,
da skal de strax gaae fra dem til deres Forretning og Gierning, og ingen Gemeenskab med
Børnene have.
10. Befinder hun Forsømmelse hos nogen af dem, som Børnene at underviise
forordnede ere, da skal hun os sligt strax lade vide.
11. Hun skal ingen af Børnene
tilstæde, at skrive nogen til, i hvem det og være kand, uden det skeer med vores Minde.
12. Erfares Hoffmesterinden nogen af dennem, som Børnene til Opvartning forordnede ere,
det være sig Mands eller Qvindes Personer, noget andet end det som got er, forehaver, da
skal hun os derom advare, at vi derpaa med GUds Naades Hielp i Tide kand skaffe Raad.
13. Hoffmesterinden skal have god og flittig Agt paa Børnenes Sundhed,
saa at de intet hemmeligen slaar i dem, som dem intet tiener. Naar dem efter den
Allmægtiges Velbehag noget skulde tilhænde komme, da skal hun os derom strax advare, saa
at dertil, saa vit mueligt, i Tide Medicamenter kand blive brugt.
14. Hun skal have god
Agt paa Børnenes Uldet og Linned, saa at deraf intet forkommes.
15. Børnenes forede Klæder
skal leveres Bundtmageren til at forvare, naar de dem ikke længer bruge om Aaret.
16. Paa
Skræderen skal hun have god Agt, at han med Børnenes Klæder saaledes omgaaes, som det sig
bør, og at han de daglige Klæder som de behøve, om Aftenen annammer, og om Morgenen igien
leverer.
17. Naar noget Nyt skal giøres til Børnene, da skal Hoffmesterinden give god Agt
paa hvad han dertil emfanger, og hvad han deraf giort haver, saa at Alting kand gaae rett
til.
18. Hoffmesterinden skal have god Agt paa, at intet af Børnenes Sølv, Guld, Perler
eller Klenodier, som dennem af os til |781at bruge er forundt,
skal blive forkommed. Men Børnene tilholde at de selv sligt holde udi god Agt og
Forvaring, saa at Pigerne og andre ikke faaer det at løbe med. Actum Nykiøbing den 31
Julii Anno 1631.
Christian.
Hvad videre omsorg han havde for de kongelige børns optugtelse og pleje,
kan blandt andet ses af adskillige egenhændige breve tilskrevet hofmesteren Christian
Friis i de åringer 1615 og 1616, hvor han ordinerer alting indtil deres sengeklæder,
sko og strømper; thi i et brev findes disse ord:
Er der nogen af deris Strymper som nogit er smittet, daa send dem till Farveren, att di bliffuer sort farvit &c.
Ja denne omsorg gik ikke alene til prinserne selv, men endogså til
deres pager, som han i sine breve til bemeldte Christian Friis kalder hertugernes drenge.
Dette synes vel for ringe at indføre i sådan stor konges historie. Men
jeg Betænkning deroverfor min part holder sådant mere
nødvendigt end en kronings eller ligbegængelses beskrivelse, helst såsom i en konges
historie intet må udelades som giver portræt på kongens person; thi af denne instruks,
som ellers er rar og ikke uden i få folks hænder, ser man (1) denne konges store
omhyggelighed for alle, endogså de mindste sager, (2) hoffets tarvelige levemåde på
de tider, (3) kong Christians økonomi, så at dette og andet
tilkendegiver at han har været en af de allerborgerligste konger, endskøndt, når
rigets ære det udfordrede, han overgik alle potentater i magnificens på de tider,
hvilket besynderlig ses af de bekendte store omkostninger og den mere end kongelige
pragt hvormed kronprinsen Christiani 5. bilager kort derefter blev celebreret, hvorom
skal tales med omstændighed når jeg tilforn har rørt lidet om nogle foregående
sager.
|782Det år 1632 var ellers mærkeligt formedelst adskillige anselige
gesandtskaber. Fra England blev skikket greven af Leicester; thi ovenmeldte engelske
minister Gordon, som efter sædvane kontinuerede sine korrespondancer med kansler Friis,
notificerer ham sådant med disse ord: “Greven af Leicester stod med et prægtigt følge
færdig for 8 dage siden at rejse fra London til eders konge.”
Óg viser det sidste at han ikke stod virkelig i dansk tjeneste. Det andet gesandtskab
blev skikket fra den nye konge i Polen Uladislao, óg var gesandten Doenhof, hvis
karakter beskrives af oftbemeldte Gordon.
Den tvistighed imellem kongen og hertug Frederik, efter at den havde varet
en tid lang, blev endelig i mindelighed bilagt, óg blev siden imellem begge herrer
oprettet 2 defensionsrecesser til hertugdømmernes forsvar, hvortil gav besynderlig
anledning et gesandtskab som kong Carl 1. af England efterfølgende år 1633 skikkede
hertug Frederik, hvorved han forestillede bemeldte hertug Tysklands 1633slette tilstand
og opmuntrede ham til at assistere de betrængte fyrster i
Tyskland. Hertugen lod højstbemeldte konge derpå svare at han til intet fandtes
villigere end at efterleve kongens formaninger, men sagde derhos at som regeringen i
fyrstendømmerne var af den beskaffenhed at han intet af vigtighed kunne foretage
Tvende defensionsrecesser oprettet mellem kongen og hertug
Frederikuden med kongens vilje af Danmark, og det efter de gamle oprettede
unioner, så måtte han først rådføre sig derom med kong Christian, hvilket han lovede
inden kort tid at skulle ske, og når det var gjort, ville han notificere Hans
Britanniske Majestæt hvad resolution der i så måde kunne tages. Han skrev derpå straks
et brev til kong Christian hvori han lod ham vide kong Carls erindring og forlangte
at nogle af hans ministre måtte træde i konference med de kongelige for at overlægge
hvad derved kunne være at gøre. Kongen vægrede sig ikke derfor, men deputerede nogle af
sine ministre for at konferere med de fyrstelige derom, óg blev da til samtliges forsvar
oprettet de tvende ovenmeldte defensionsrecesser.
|783Efterfølgende år 1634 døde ærkebisp Johan Frederik af Bremen, hvorudover
kongens anden søn Frederik på ny gjorde sig forhåbning at komme til det bremiske stift, hvortil han tilforn, nemlig år 1621, havde været udvalgt at
succedere. Men som imidlertid den kejserlige krig indfaldt, forandredes konjunkturerne
således for samme prins at han ikke alene mistede sin succession i det bremiske, men
endogså sin virkelige possession i det stift Verden eftersom kejseren, da han i
krigen fik overhånd, lod ved et edikt tilkendegive at alle lutherske stifter skulle
igen indrømmes til roman-katolske, ja prins Frederik måtte i den lübeckske fred
renoncere på alle de stifter som han enten virkelig havde eller ret til at succedere
i. Men da kejseren siden forfaldt i krig med Sverige, og de svenske spillede mestre
i Tyskland, begyndte man på ny at handle om prinsens restitution, óg var kejseren
villig at konfirmere ham i hans successionsret til det bremiske stift hvis kong
Christian havde villet bekvemme sig til at træde i alliance med ham imod Sverige, hvortil dog kongen ikke var at
bevæge, óg kan dette tjene til et særdeles bevis på hans redelige intention imod de
svenske. Dog, såsom kongen mærkede at både kejseren såvel som ærkebisp Johan Frederik
ikke ugerne så at den danske prins kunne komme til sin ret, lod han med nogle folk
besætte en bremisk plads ved Elben. Men de svenske ville ikke fordrage sådant og derfor
straks rensede samme plads fra de danske tropper igen.
Således var konjunkturerne indtil
1634 da ærkebisp Johan Frederik ved døden afgik, hvorudover prins Frederik fornyede
sine prætentioner og fik Prins Frederik bliver ærkebisp i
Bremenlejlighed igen at lade sig postulere til ærkebisp, óg kunne da de svenske
ikke hindre ham i hans prætentioner, hverken til Bremen eller til Verden efterdi det
slag ved Nördlingen havde bragt dem i sådan slet tilstand at de despererede om at kunne
maintenere sig i Tyskland, hvorudover også den svenske kansler Oxenstierna tilstedte
at han fik possession både af Bremen og Verden. Hvad videre fata prinsen havde som
ærkebisp, derom skal tales på et andet sted.
I samme år som kongens anden søn blev promoveret til det
bremiske Beskrivelse over kronprinsens prægtige bilagerstift, celebrerede den
ældste søn Christianus 5. bilager med den sachsiske prinsesse Magdalena Sybilla i
København. Intet bilager er blevet celebreret med større magnificens end dette, såvel i
henseende til brudgommens og brudens ornamenter som til den anselige forsamling som
bivånede det samme; thi foruden mange fyrstelige personer lod sig ambassadører indfinde
fra alle de fornemste riger så at København dette år var som en skueplads af
europæisk galanteri. Hvorvel min måde ikke er at opfylde min historie med mange
vidtløftige ceremoniers beskrivelse, så dog, eftersom adskillige kuriøse ting ved denne
lejlighed er forefaldet som henhører til de tiders historie, og dette prægtige bilager er
med sirlighed beskrevet af den bekendte franske autor Carolo Ogerio, som var med i ambassadørens suite, må jeg her lidt længere end sædvanligt opholde
mig ved denne store højtidelighed.
Blandt de mange fremmede ambassadører som blev skikket til Danmark for
at bivåne det samme, var den bekendte franske gesandt comte
d’Avaux, som den Den franske gesandt comte d’Avaux’ ankomst14. august arriverede
til København, hvor han en mil fra staden blev modtaget af 300 ryttere, item kongens
karrosse, hvori sad tvende fornemme herremænd, nemlig Christoffer Ulfeldt, rigets råd,
og Corfitz Ulfeldt, som endda vel ikke var blevet rådsherre, men dog i den anseelse
formedelst sine store kvaliteter at kongen ikke havde taget i betænkning at udvælge ham
til sin tilkommende svigersøn. Gesandten blev indført i staden med stykkers løsning og
igennem borgerskabet, som var rangeret i gevær.
Corfitz Ulfeldt blev beskikket at være hans hofmarskal, og 12 andre
herremænd, som alle talte fransk, blev givet ham til opvartere; óg ekstenderer sig
autor ved den lejlighed i at berømme den danske adels politesse og færdighed i fremmede
sprog, især taler han med forundring om de 3 brødre Lars, Knud og Corfitz Ulfeldt,
hvilke han siger talte sirligt 7 sprog og forstod endda flere. Og så meget som han be|785rømmer
de Ulfeldter for deres politesse og kundskab i
statssager og galante studiis, så højt anskriver han de Rosenkrantzer for deres lærdom
og videnskab såvel i teologi som verdslige sager. Gesandten selv, da han ved denne
lejlighed lærte ret at kende Ulfeldt, tilstod at han end ikke i Italien selv hvor
der er sådan mængde af skarpsindige folk, havde fundet nogen som overgik denne unge danske
herremand.
Den 22. ditto havde ambassadøren sin første audiens, óg var da til stede
Hans audiens hos kongenforuden de kongelige børn Christian
Friis, kongens kansler, item de andre rådsherrer, blandt hvilke den tyske kansler Johan
Reventlow, óg ser man at der på den tid var 3 kanslere, nemlig kongens, rigets og
den tyske kansler, hvoraf den første da var agtet for den højeste bestillingsmand, så
at der ingen hofmester må have været beskikket efter Frands Rantzaus død. Gesandten
komplimenterede kongen med en italiensk oration såsom han vidste at Hans Majestæt havde
mest behag i samme sprog, og Johan Reventlow, den tyske kansler, blev beordret at svare
ham, skønt der nævnes ikke på hvilket sprog. Man finder ellers i en anden samtale at
da bemeldte ambassadør i lige måde talte kongen til på italiensk, svarede Hans Majestæt
ham på latin så at de siden i 2 timer talte latin sammen.
Den 25. ditto havde gesandten audiens hos kronprinsen Christian 5., til
hvilken han overleverede breve såvel fra kongen af Frankrig som
fra dronningen, Item hos kronprinsenkonfererede også med
Hans Prinselige Højhed om statssager, især om Tysklands tilstand; thi jeg har
tilforn antegnet at denne prins blev anset som en regent og hartad som kongens
kollega i regeringen. Højstbemeldte prins svarede ham på fransøsk, i lige måde prins
Frederik, som han kort derefter besøgte.
Dagen derefter skete den polske ambassadørs indtog i København,
hvilken Den polske ambassadørs indtogogså prægtigt blev
modtaget og havde audiens den 2. september, óg var ved den lejlighed end større tilløb
af folk såsom polakkerne differerer fra andre europæiske folk i klædedragt. Men
gesandten Nicolaus Korff var |786selv en livlænder, og de fleste
af hans suite var fremmede, nemlig tyske, preussere og livlændere. Gesandten holdt sin
oration på tysk og blev svaret på samme sprog af den tyske kansler Reventlow.
Den 6. september ankom den spanske gesandt Gusman markis de Fuente, hvilken
Den spanske gesandts indtogsåsom han arriverede lige til
søs, flagede alle de kongelige krigsskibe som var rangeret langs ved strandbredden,
óg blev en jagt med 12 rorkarle skikket ham i møde for at føre ham fra skibet. Men
såsom han havde i sin suite en dominikanermunk, så var folks øjne mere henvendt
til samme munk end til gesandten.
Hvad som ved disse indtog er mærkværdigt, er at alle
gesandter blev bragt lige til kongens slot. Den franske gesandt havde dagen
Kongens samtale med den franske gesandtderefter en privat audiens
med Hans Majestæt i Kongens Have, hvor der på latin blev talt om adskillige sager, óg
lod da blandt andet kongen tilkendegive at han havde mishag i den rebellion som
hertugen af Orléans havde stiftet i Frankrig. Han sagde i lige måde til gesandten at han
var den ældste regent i Europa, og at han i alle riger havde oplevet 3 regeringer.
Efter at denne samtale havde varet i 2 timer, tog gesandten afsked.
Den spanske gesandt havde publik audiens den 13. ditto, og såsom den
Hvad som passerede ved den spanske ambassadørs audienssamme
holdt sin tale på spansk, blev den tyske kansler Reventlow, som ellers agerede
hoffets tolk, beordret at træde til side, og en anden rådsherre, nemlig Just
Høg, blev i hans sted kaldet for at svare på spansk og for at lade se at de kongelige
ministre og hofmænd var kapable til at entretenere alle nationer i deres egne sprog.
At denne ambassadør må ikke have været meget behagelig for de danske hoffolk, ses
deraf at den tyske kansler førend gesandten kom ind, hviskede autori til denne
beskrivelse i ørene: “Nu får vi at høre herlige rodomontader.” Kongen selv må ej heller
have haft meget behag i hans person; thi han sagde siden over taffel til Ulfeldt:
Jeg ved
ikke om den franske ambassadør er bekendt af hvad kvalitet |787den
spanske gesandt er; thi hans kreditivbrev viser at han er
overinspektør over dem som har omsorg for kongen af Spaniens
mulæsler.
Hvilket forårsagede latter hos de omstående såsom sådant skurrede i den
danske adels øren, hvorvel det var en honorabel post i Spanien.
Men såsom der var stort
venskab mellem Danmark og Spanien på de tider, beviste kongen ikke alene samme
gesandt stor ære, men var meget bekymret i den påfølgende præcedensstrid imellem ham
og den franske gesandt at ham ingen tort skulle ske. Til den ende kom de fornemste
rådsherrer Præcedensstrid mellem den franske og spanske
gesandtden 14. til comte d’Avaux for at tale om de stridigheder som ventelig
ville rejse sig om præcedensen ved forestående bilagers ceremoni. Derom blev heftigt
tvistet, som sædvanligt på de tider var imellem de franske og spanske gesandter. Det
danske hof i henseende til det venskab som da var med Spanien, bemøjede sig at lave det
så at begge disse gesandter måtte trakteres på én fod.
Men den franske ambassadør
kunne ikke bevæges til at akkordere sådant, ja den iver han havde i at stå på sin
principals højhed, gik så vidt at han endogså ikke ville vige for den kejserlige gesandt;
thi man ser at Carolus Ogerius blev skikket til Claus
Plum, som da var professor
juris i København, for at låne hans Alciatum og deri at efterse hvad han deciderer.
Bemeldte Ogerius sagde da at den bekendte jurist Baldus skriver at det tilkommer
franske ambassadører at trakteres på lige fod med kejserlige; men professor Plum svarede
dertil at han tvivlede på at man nu ved det danske hof rettede sig efter Baldi
decision i denne post, hvori han havde ikke megen uret såsom det er juris
professorer alt for Den franske gesandts store prætentionerstor
ære at give dem ret til at stifte rangforordning mellem kejsere og konger. Ogerius
søgte at bestyrke Baldi autoritet derved at samme store jurist var en italiener og
derfor mere det kejserlige end det franske kongelige hus bevågen, hvorudover han
heri kunne anses som |788en upartisk dommer. Men som
jurister er også mennesker, så kan man ikke garantere for om Baldus lod sig under
hånden betale for denne decision eller ej. Hvad de andre jurister angik som oftbemeldte
Ogerius citerede, nemlig Cujacius og Molinæus, da var de franske, og consequenter kunne
deres decisioner anses som partiske.
Men det synes at den franske ambassadør gjorde
deslige bevægelser imod den kejserlige alene for at bestyrke sin påstand des mere imod
den spanske gesandt, med hvilken han ingenlunde ville trakteres på en lige fod. De danske
ministre, for at jævne denne stridighed, foreslog da sådant middel at på den
tilstundende bilagers højtid kongen af Danmark skulle først stå på den ene side og
den kejserlige gesandt på den anden side, óg skulle da den franske ambassadør have valg
at rangere sig på hvilken side han ville, enten næst ved kongen eller den kejserlige
legat. Dette begærede den franske at de danske rådsherrer ville give ham
skriftligt, og da de vægrede sig derfor, stod han op af
sit sæde og sagde:
Den spanske Hans hidsighedambassadør må
gerne have valget; men hvilket sted han tager, dér skal jeg støde ham til side.
Rådsherrerne spurgte ham da om han ville gøre sådant i kongens nærværelse, hvorpå
han svarede at hans høje principal, kongen af Frankrig, ville ikke miste den ret i
Danmark som han altid havde besiddet.
Endelig, såsom denne strid ved intet middel
kunne bilægges, lod den spanske ambassadør udsprede at han formedelst vigtige årsager
var blevet revokeret af kongen, og kort derefter tog sin afsked. Man mærkede siden at
kongen intet synderligt behag havde i den franske ambassadørs omgængelse, en del
formedelst denne opførsel, en del også efterdi han var mere grave og
serieux end de
tyske, svenske og polske gesandter, hvilke kunne svare til alle de skåler som dem af
kongen blev tildrukne; thi på de tider blev det holdt for en liden politesse i
Norden at vægre sig for sådant, óg ser man at denne konge i alle selskaber gjorde
alting med, såsom intet gæstebud holdtes for anseligt og ingen gæstbuden at have
komporteret sig vel uden han gik beskænket bort.
|789Den 15. september gjorde den svenske gesandt Peder Sparre sit indtog; men
samme gesandt holdt sig fra bryllupsfesten, formedelst den sorg som det svenske hof var
i ved Gustavi død.
Den 10. oktober gjorde bruden, prinsesse Magdalena Sybilla, sit indtog. Alle
Bruden Magdalenæ Sibyllæ indtoggader hvorigennem hun
skulle passere, var besat af bevæbnede borgere. Processionen skete således: Først
kom nogle eskadroner af danske ryttere med spil og piber, derefter den kongelige
garde, siden den hele danske adel, anført af tvende hofmarskaller, og efter dem den
kejserlige gesandts suite, men gesandten selv var ikke med, ej heller nogen af de andre
ambassadører. Straks derpå kom adskillige fyrstelige personer, som blev efterfulgt af
brudgommen prins Christian, hvilken gik alene og havde efter sig de fornemste rigets
embedsmænd og det hele råd. Derefter kom den fornemste sachsiske adel, item tvende
fyrster, brudens brødre, og endelig bruden selv med hendes moder og søster i en prægtig
forgyldt vogn med 6 heste, efterfulgt af en stor skare såvel af sachsiske som af danske
fruentimmer, hvoraf de danske formedelst deres skønhed mest parerede efter Ogerii
vidnesbyrd.
Oftbemeldte autor vidner at ved sachsernes og holstenernes ankomst vin
og øl begyndte at flyde som vand, óg siger han at til denne bryllupsfest blev
depenseret i samme liqueurs henved 100.000 rigsdaler; thi aldrig noget bilager er holdt med
sådan overflod, så at man kunne sige om dette bryllup som man fordum plejede at råbe
ved de romerske ludos seculares, at ingen havde set sådant tilforn
eller kunne vente at se det oftere.
Den 25. ditto skete brudevielsen på slottet ved den
kongelige hofprædikant doktor Christian Madsen, óg slog da kongen disse riddere, nemlig:
Christian Thomesen, rigets kansler, Otto Skeel, 12 riddere
slåetHans Lindenov, Just Høg, Christoffer Urne, Cai von Ahlefeldt, Caspar von
Buchwald, Christian Prytz,
|790Dietrich von Ahlefeldt, Oluf
Parsberg, Axel Arenfeldt og Corfitz Ulfeldt. Óg blev da gjort en forandring ved ridderordenen på
sådan måde: Hans Majestæt havde år 1616 indrettet en ny ridderorden af Sværdet,
hvormed de særdeles blev beæret som havde holdt sig vel i den kalmarske krig. Samme
orden blev siden forenet med den gamle; men i dette år og ved denne højtidelighed blev
armen med det hebraiske ord borttaget, og i steden derfor blev sat på siden af
elefanten “C4” med en krone over.
De fyrstelige personer som da var til stede, var:
Christianus 4. |
Christianus 5., brudgommen. |
Fridericus, hans broder, som var ærkebisp af Bremen. |
Den kejserlige gesandt, som var hertug af Holsten. |
Hertug Johannes, hans broder. |
Philippus, i lige måde hertug af Holsten. |
Johan Christian, hertug af Sønderborg. |
Alexander Henricus. |
Ernestus Guntherus. |
Philippus Ludovicus, i lige måde af Sønderborg. |
Christianus Augustus, pfalzgreve af Rhin og hertug af Bayern. |
Johannes, hertug Philippi søn af Holsten. |
Johannes Georgius, kurprinsen af Sachsen. |
Hertug Augustus, hans broder. |
Hertuginden af Sachsen og hendes moder. |
Hertuginden af Holsten og hendes datter. |
Hertug Philippi gemal. |
Greven af Mansfeld, item de kejserlige, franske og polske gesandter. |
Efter adskillige præcedensstridigheder imellem de fremmede gesandter blev
endelig ordenen således indrettet: |791På det fornemste sted af salen stod brudgommen mellem kongen og hans
brødre. Ved den venstre side stod bruden mellem tvende hendes brødre. Næst ved kongen og
hans sønner stod den kejserlige gesandt og efter ham den polske, og ved brudens side var rangeret den franske gesandt og
kurfyrstinden af Sachsen.
Óg kan
jeg ved denne lejlighed ikke forbigå at melde noget som findes i Chanuts Mémoires,
hvor der tales om ambassadørernes rang således:
Man Anmærkning om
ambassadørernes ranggjorde i Danmark forskel mellem ordinære og
ekstraordinære ambassadører. De sidste, som enten er skikket for en vis underhandling
eller er inviteret til en ceremoni eller højtidelighed, har rang over kongen. På den
fod blev comte d’Avaux trakteret, i lige måde comte de La Thuillerie ved en dansk
prinsesses dåb. Men de første, nemlig ordinære ambassadører, viger altid for kongen i
alle lejligheder, hvorpå haves et eksempel i Friderici 2. tid da højstbemeldte konges
bilager blev celebreret 1572; thi man ser da at den daværende franske ambassadør stod
under kongen, men over kurfyrsten af Sachsen.
Ordenen var således indrettet som den
findes beskrevet af den danske poet Erasmo Michaelis Læto, hvilken da var til stede og efter
kongelig ordre har udført denne højtidelighed i efterfølgende vers:
... interea levibus dum fercula mensis |
expediunt, Lymphis res acta est omnibus, inde |
cuique suus datur è meritis vel honore, graduque |
aut virtute locus. Primum Rex occupat, hinc mox |
a Gallo missus subiit legatus, eumque |
protinus a dextris sibi Rex adjungit et inde |
ad lævam patriis longe Augustissimus arvis |
Augustus consedit. |
|792Men man ser af dette bilager i Christiani 4. tid at comte d’Avaux, hvorvel
ekstraordinær ambassadør, cederede kongen, og at autor til Chanuts Mémoires heri
farer vild.
Jeg vil forbigå at fortælle videre den stads, pragt og overflod hvormed
dette Bilagerets store bekostningbilager blev celebreret,
men alene sige dette at den hele omkostning beløb sig til henved 2 millioner rigsdaler; thi den
hest alene med dens ornamenter, hvorpå brudgommen red, blev alene skatteret en
tønde guld. Hvad som ellers herved er mærkværdigt, er at de fornemste af gæsterne bar
frem brudegaver. Kongen forærede bruden en tur af diamanter, hvoriblandt en var så
stor at deri stod udstukket Christianus 5. og Magdalena Sybilla. Derefter kom
gesandterne frem med deres gaver. Den franske ambassadør alene blev borte efterdi han
havde ikke lavet sig derpå, og sådant ikke var brugeligt i Frankrig. Med sådan magnificens blev dette bilager
celebreret, óg ser jeg blandt andet af et egenhændigt brev som kongen har tilskrevet kansleren og rigets marsk, hvor omhyggelig Hans Majestæt har
været i at ordinere alting forud, endogså de mindste sager; thi i samme brev findes
sådan ordre:
Cantzleren og Rigets Marsk skal befahle Herremændene, som forordnet er till den Ballette, att di
fliiteligere,
end hidtill skeed er, søger Dantze-Skolen.
Kort derefter, nemlig den 20. oktober, blev et andet bilager celebreret
mellem kongens legitimerede datter Sophia Elisabeth og grev Pentz, statholderen af
Holsten. Adskillige dage blev derfor hendrevet med lutter gæstebud og karruseller, óg
vidner Ogerius at ingen overgik kongen i ringrenden, og hvorvel han allerede havde
nået en høj alder, gjorde han dog alting med. Det fortælles at han i et gæstebud lod
sig tilbringe en forgyldt drikkeskål af den vægt at næppe 2 personer
kunne |793bære den, hvilket jog ikke liden skræk i de hosværende efterdi
de bildte sig ind at enhver skulle udtømme samme skål. Men kongen lod øse vinen i 9
andre skåle, hvoraf han selv udtømte den ene og gav de 8 til andre herrer som også
måtte gøre besked.
Dette er et kort begreb af denne store magnificens, hvoraf gik
rygte over hele Europa, og som er vidtløftigt og sirligt beskrevet af Carolo Ogerio,
der var øjensynlig vidne til alt hvad han derom har antegnet. Den fornemste nytte som man
har af samme relation, er at man deraf ser i hvilken tilstand hoffet var på de
tider, og hvilke da var de fornemste ministre.
Af dem berømmer autor ingen mere end de
trende brødre Lars, Knud og Corfitz Ulfeldt, men allermest den sidste, hvilken han anser
som et vidunder. Hvad som han blandt andet lægger samme herre til berømmelse, er at da han
havde fået et tilfælde i sit ene ben, ville han ikke af undseelse holde bilager med
frøken Leonora, kongens datter, førend hans ben var lægt. De andre såvel af
statssager som af lærdom anselige mænd hvorom samme skribent taler,
Adskillige anselige mænd af adel og borgerstand på de tidervar
kansler Christian Friis, som da havde nået en høj alder; Christian Thomesen Sehested,
rigskansler; Johan Reventlow, den tyske kansler, hvilken formedelst sine videnskaber
i fremmede sprog kaldtes det danske hofs Mercurius; den gamle rådsherre Holger
Rosenkrantz, hvilken autor beskriver således:
Han var en mand af stor læsning og
besynderlig hengiven til teologi og skriftens læsning, forstod også i grunden det
græske og hebraiske sprog og var af et eksemplarisk levned.
Just Høg, en af de tiders
lærde herrer, han var den som kongen lod hente for at svare den spanske ambassadør på
spansk. Men ingen var mere bekendt af de fremmede, især de franske, end Peder Vibe
efterdi han så længe havde været resident ved det franske hof og var blevet nobiliteret
i Frankrig. Derfor bliver såvel i Courmesvins som i denne ambassade talt mest om
ham.
De lærde folk af borgerstanden som autor havde
kundskab med, var Longomontanus, Tychonis discipel, hvilken han først fandt på Børsen ved
bogladen og gættede sig til af hans tale og legemsskikkelse at det
|794måtte være Longomontanus; Olaus Wormius,
den berømte antiquarius og
medicus, hvilken han ofte besøgte; han taler også om Tycho Brahes søster, hvilken han
besøgte på vejen fra Helsingborg til København. Hun var da en dame af 70 år og holdtes
for at have stor kundskab i matematik. Man ser ellers af autoris beskrivelse at
kunster, videnskab og politesse har været på den højeste spids i Danmark under
Christiano 4., og at de farer vild som holder for at såkaldt klima kan ikke producere
store ingenia. Men allermest
giver dette bilagers beskrivelse et portræt på Christiani 4. magnificens. Man skulle
vel heraf dømme at højstbemeldte konge var en ødsel herre; men så prægtig som han var
når rigets ære det udfordrede, så økonomisk og borgerlig derimod var han i andre
måder. Derforuden er at mærke at Danmark under ingen konge havde mere floreret.
Denne rigets velstand befordredes ikke lidet af den uafladelige omsorg
som Forordning om defensionsskibekongen havde for handelens
opkomst, óg var hans synderlige henseende at etablere manufakturer og handel med egne
skibe på det at pengene kunne blive i landet. I den henseende havde han oprettet så
mange kompagnier i København; thi foruden det ostindiske, det islandske og
saltkompagniet ser jeg af en kongelige skrivelse til Peder Vibe at der også har været
et østersøisk kompagni i samme stad.
I den henseende gav han óg 1636 særdeles friheder og privilegier
til 1636danske monterede købmænds skibe, sigtende dermed
til trende ting: (1) at have stedse befarne søfolk, (2) at promovere handel med egne
skibe, (3) i krigstider at have armerede skibe som han i nødsfald kunne betjene sig
af og dermed bestyrke sin flåde; thi han betingede sig for den frihed disse monterede
skibe nød i fredstider, at de skulle være til tje|795neste
når en fejde påkom, så at man ser heraf at den anstalt som højlovlig
ihukommelse Christianus 5. gjorde med defensionsskibe, var ikke den første, som de
fleste mener, men heller en fornyelse af denne forordning som udgik dette år, og som
varede indtil den sidste krig med Sverige blev termineret; thi jeg finder at den straks
efter den brømsebroiske fred blev igen ophævet af årsag at disse defensionsskibe i
krigen ikke havde fyldestgjort deres forpligtelse. Og såsom denne forordning er af
vigtighed, holder jeg den værd her ord for ord at indføre. Den lyder således:
Vi CHRISTIAN den Fierde, med GUds Naade, Danmarkis,
Norgis, Forordningens artiklerWendis og Gottis Konning,
Hertug udi Slesvig, Holsten, Stormarn, oc Dytmersken, Greffue vdi Oldenborg oc
Delmenhorst: Giøre alle witterlig, at eftersom Wi Naadigst denne besuerlige Tids Tilstand
betenckt, saa oc hvorledes voris Strømme nogle Aar her dend Traficqverende til største
Efterdeel, med atskillige Offvervold wfri giøris, huilket end oc videre vdi denne Tid oc
herefter er at befrycte; Da haffue Wi dend Leillighed med voris Elskelige Danmarckis Rigis
Raad betenckt, offuerveyet, oc nogen Middel voris Flode udi Krigs oc Nøds Tid at sterkke,
ved efterskrefne Paaleg for got fundet at paabyde.
1. Alle oc huer Vdlendiske, som Salt føre ind vdi vort Rige Danmark,
skulle giffue af huer Tønde Salt Otte Skilling Danske, foruden de 4 Skilling der paa
allerede ere paalagde, er saa aff huer Tynde en half Ort; Oc skulle de strax paa de Steder
som de ankomme oc deris Last bryde eller fall byde, samme Told erlegge; Er nu Skibene tilladde
med Salt, da haffue Voris Toldere at rette sig effter Voris, om Skibenis Drectighed,
vdgangne Forordning, saa vit mueligt er, oc skee kunde.
2. For det andet, belangende Vore egne Undersaatter vdi Vort Rige Danmark,
da efftersom de sig haffue erbødet off oc |796Riget til Beste
at lade bygge oc tilforhandle Skibe, til Orloug brugelige, med 6, 8, 12 oc fleere Stycker,
dermed at fare paa Franckerige, Spanien og andre videre affliggende Lande, efter Salt og
anden Kiøbmandskab, hvilcke oc vdi wfreds Tid til voris Tieniste for billig Betalning sig
skulle lade bruge; Da ville vi dennem mod saadan deris Forplict oc Tieniste, fri giffuet
haffue, for forskreffne Salt-Told, saa oc dend Last Told, som til Baadssmænd Boders
Bygning paa nogle Aars Tid er paalagt. Dog saa frembt de saadanne Orlogs monterede Skibe
paa andre Steder begiere at bruge, da skulle de alleene for Baadsmænds Boders Last Told,
som forbemelt, være forskaanede: Meden anden sædvanlig Told aff andre vare, skulle de være
pligtige at vdgiffue, vndtagen aff huis Salt de føre, som før er rørt.
3. For det Tredie, de andre vore Vndersaatter som ellers Skibe bruge paa
Frankerige, Spanien, eller videre affliggende Lande, som ikke Porte haffue paa deris
Skibe, eller kunde giøre os oc Riget udi feide Tid, Kriegs, meden anden Tieniste, de
skulle giffue engang aarligen Baadsmands Boders Told, (saa lenge dend varer) og 4 Skilling
af huer Tynde Salt; eftersom paabudet oc hidindtil skeet er.
4. For det Fierde, forbemelte vore Undersaatter skulle (huad heller nogen
alleene Skib haffuer eller med flere ere vdi Compagnie) ingen Skibe kiøbe at bruge paa
Spanien, som wfrie ere i Spanien: Ey heller dennem besætte med Folk, som wfri ere sammesteds, meden med vore egne Vndersaatter eller andre fri Folk, saa
oc Skibene selv lade bygge, eller og kiøbe paa de Steder oc aff de Skibe, som paa Spanien
fri handle maa.
5. For det Femte, skulle Port-Skibene haffue nogle Stycker paa fire eller
sex, eller huad de kunde afstedkomme og giøre Admiralskab med sig oc andre. Dog at de ey
føre Munition eller andet, som de aff de Landes Fiender, som de besegle, kunde angribis
faare: Giøre de her imod, vide sig det selff, om de der offuer angribes aff de
Interesserende, og lider Skade.
6. For det Siette, paa det Tyrken, Algierer, oc deslige Fribyttere, icke
skulle sig med samme Skibe styrke, da skulle vore |797Vndersaatter saadanne Skibe beflitte sig paa, saa vit mueligt, at besette med en goed
Orlogs Mand til Skipper, oc dycktige Bysse-Skyttere oc dennem saa vel som samptlige
Skibs-Folket, huer Rejse tage i Eed, at de sig ikke nogen Tyrck eller Fribytter
offuergiffue ville, saa lenge de kunde fecte oc sig verge.
7. For det Siuffuende, paa det saadane Skibe nogen videre Fordeel maa nyde,
mod dend Tieniste de Os plicktige ere, da haffue vi endnu alle saadane monterede Skibe
Naadigst continuerit oc samtykt, dennem Anno 1621 giffne Friheder, som effterfølger,
nemlig: at alle Baadsmænd, Bysseskyttere oc andet Søfolk, oc de som paa samme Skibe tiene
oc seigle, skulle være fri for Vdskriffning, saa de vdi Voris Tieniste ikke skulle
vdtagis. Iligemaade, skulle oc være fri for Voris Tieniste oc Vdskriffning, de Tømmer-Mænd
som Rederne til deris Skibs-Bygning selff Vdenlands lader hente, saavelsom de, huilcke
Rederne selff til Bygning aff Vngdommen lader oplere. Iligemaade skulle oc de som paa
deris Skibe seigle for Bysseskyttere, Baadsmænd, oc deris Tømmermænd, være for deris Huss
oc Personer fri for ald vore oc Byens Tynge oc Skatt; Dog saa frembt de bruge
Kiøbmandskab, giffue der aff, efftersom billigt kand eractis.
8. For det Ottende, der som Forbud paa Korn eller Vare skeer, da skulle samme Skibe, som
paa de Lande seigle, ej være forbuddet samme Vare did at føre, med mindre de vdi samme
Forbud vdtrykkeligen neffnis oc specificeris, eller oc der om særlig aff oss befallis.
9. For det Niende, saa frembt noget Søe-Farende Folk aff Landet ere
vdvigte, for huad Sag det oc er, (undtagen det kand være for Mord, oc saadanne Guds
forgangne Missgierninger) da haffue de sicker Lejde paa forbemeldte Skibe at seigle, oc
nyde samme Privilegier oc Friheder, tilfaarne om formeldis.
10. For det Sidste, paa det Søefarten disbedre kand tiltage, da ville vi
Naadigst her med paabødet oc befallit haffue, at ingen fremmede Skibe her vdi Riget aff
nogen Hafner maa fractis, saa lenge Inlendiske Skibe, være sig smaa eller store Skibe,
eller Skudder ere forhaanden, som beqvemme ere, oc for en
bil|798lig Fract ville oc kunde fare, hvor paa at
kiende (om paa tuistis) Borgemestere og Raad, eller Offuer Kiøbmanden, hvor han er, en
eller to Forfarne i Søefarten kunde tilforordne, hvilke oc strax sig der til skulle lade
finde villige: Huorefter alle oc enhuer sig kunde haffue at rette. Giffuet paa Vort Slott
Hadersleffshuus, dend 18. Februarii Anno 1636.
Vnder Vort Signet
Christian.
Til denne forordning synes ellers ikke lidet at have kontribueret det
fribytteri som på samme tid dreves i søen; thi jeg ser ud af et af Christiani 4.
egenhændige breve at søen da overalt var usikker, og at foregående år en del af de
kongelige krigsskibe var udskikket for at hæmme det samme. På samme skibe var kongen
efter sædvane i egen høje person; thi brevet, som er skrevet til rigets admiral, er
dateret på Arken i Flekkerøen i Norge, óg hegler kongen
adskillige søkaptajner i samme brev igennem med disse ord:
Jeg haffuer paa denne stakked Tiid erfahrit allehaande
om voris erlige Capiteiner; naar dy erfahrer, at en Dynkerker ligger udi en Haffnn, daa er
enten hans Styrmand iche saa vel der inde bekiendt som han begehrer, eller och hans Skiib
stiikker for dybt, saa at hand intet kand forfølge Dynkerkeren. Voris Capiteiners
Skikkelighed den haffuer jeg erfahrit paa disse tvende fine Mend, der er med paa
Delmenhorst og Engelen Raphael. Dy Dannemend laa saa nær hos mig her i Haffnen, at man
kunde tale till dem, och ville endda intet om Bord at hente Ordit, mens lod smukt føre
Vachten op den Tid det kom dem til paas, hvorfore jeg vyste dem, at det vaar intet
maneeren, og lod sette dem den Natt i Bolthen ved den store Mast.
Han viser derforuden |799i samme brev alle
de havnes kvaliteter som fribytterne søger, så at man deraf ser denne konges overmåde
store og rare kundskab i alle sager.
I dette år blev alene gjort et nyt forsøg på Grønland, til hvis handel
at fortsætte adskillige såvel af adel som borgerstand havde anrettet et kompagni i
København og udskikket et skib, hvilket kom lykkeligt til landet, men kunne ikke komme i
handel med indbyggerne formedelst deres vildhed, helst såsom der af et kanonskud kom
sådan skræk blandt dem at nogle af dem som var på skibet, styrtede sig ud i
søen. Det er ellers mærkeligt på denne rejse at man fyldte det hele skib med en slags skinnende sand
som man bildte sig ind var blandet med guld, og mente derved at have gjort et stort
bytte; men da det kom til prøve hos guldsmedene, blev det
befundet at det var kun slet sand, hvorudover det blev kastet i søen.
På samme tid forefaldt udenlands en synderlig hændelse som jeg ikke kan
forbigå såsom den samme kunne give anledning til misforstand mellem Danmark og
Frankrig. Den danske minister Peder Vibe, som residerede på samme tid i Stockholm, blev
budt til ligbegængelse tillige med den franske resident. Denne sidste fortrød på at
Peder Vibe blev rangeret i de første par næst efter liget og derfor trængte sig ind
i hans sted, hvilket Vibe ikke kunne fordøje og stødte ham fra sig. Dette forårsagede
at de kom i håndfægtning sammen, hvori En synderlig hændelse med
den danske minister Peder Vibeden franske residents krave blev i stykker revet.
Kårdene blev derpå trukket, og de gik hinanden stærkt på klingen. Adskillige som var
i ligstuen, lagde sig vel imellem og fik dem fra hinanden, men hidsigheden var dog
så stor at de kom i ny træfning sammen igen så at man måtte atter skille dem ad
således at den franske kom ind i et andet kammer.
14 dage derefter, som var den 29.
september, da Peder Vibe ville gå fra kirken til sit hus, passede den franske resident
ham op på vejen og med stort skrig og den blotte kårde løb efter ham, hvorpå Vibe
vendte sig om, kastede sin kappe fra sig og greb til sin kårde. Men han havde den uheld
at |800gehænget faldt ned af akselen så at han så hastigt
ikke kunne trække kården, hvorudover, da han ville gå nogle skridt tilbage, faldt han
baglæns og i sådan tilstand fik adskillige blessurer af den franske. Dog kom han op
igen og med sin kårde gav den franske sådant stød i hovedet at han deraf faldt ned
på gaden. Begge ministres tjenere kom ved samme lejlighed også i træfning sammen, óg
blev udfaldet derpå således at den franske måtte desarmeret begive sig hjem, hvorvel
han ikke ville tilstå at hans kårde var blevet ham frataget, men at han selv havde
leveret den fra sig til en af de omstående.
Denne handel forårsagede stor eftertanke
såvel ved det danske som det franske hof, men jeg finder ikke at det havde nogen anden
suite. Man ser alene at Peder Vibe har forladt det svenske hof straks derpå, og at
Danmarks riges råd affærdigede året derefter skrivelse til Sveriges riges råd af
sådant indhold:
Vi formode, at I gode Herrer den Anordning giøre, at Edle og Velbyrdige
P. Wibe, hvilken nu som Resident begiver sig igien til Sverrige herefter mainteneres udi
den Sikkerhed som Jura Gentium saadane publique Personer, og Potentaters Residenter hos
deres Venner og Naboer tilegner.
Hvad som
hellers fortjener at antegnes dette år, var at der i Helsingør regerede en stærk
pest som blev indført af østersøiske skibe, og i Island brød det bjerg Hekla løs og
skød ild og aske fra sig langt i søen. Blandt lærde folk som dette år døde, var doktor Niels
Paaske, biskop i Bergen, som blev succederet af den
kongelige slotsprædikant magister Ludvig Munthe, min oldefader, hvilken levede indtil 1649,
da han blev succederet af magister Jens Skjelderup.
Kort førend den anstalt skete med ovenmeldte defensionsskibe, havde hans
majestæt i samme henseende forordnet at aldeles ingen skibe store eller små, som i
Danmark bygget var,|801 måtte sælges til fremmede
førend de i rigerne havde tjent eller været brugt i 10 år.
Når man derfor alt dette betragter, kan man slutte at det store
venskab som i denne konges tid var imellem Danmark og Spanien, item den koldsindighed
som var imellem dette rige og Holland, fornemmelig har grundet sig på kongens
hovedforsæt om handelens forfremmelse i Danmark og Norge såsom Hans Majestæt så at
den spanske handel var lige så nyttig som den hollandske var Årsag
hvorfor kongen stedse favoriserede Spanienskadelig; thi ved at holde
venskab med Spanien opmuntredes undersåtterne til en umiddelbar handel på samme rige,
da derimod alt hvad man fik fra Holland, når samme land havde fri kommerce med Spanien,
bestod i varer som toges fra anden hånd, hvortil undersåtterne for mageligheds skyld
inklinerede, skønt sådan handel i sig selv var ufordelagtig. Man kan derfor ikke
forundre sig over at Hans Majestæt så ofte favoriserede Spanien mod De Forenede
Provinser, og 1637at han i det år 1637 lod sig bevæge
til den store entreprise, nemlig at forbyde Flekkerøs fæstning
anlægges, og hvorforhollænderne at føre krigsmaterialer igennem Sundet som
de behøvede til krigens fortsættelse imod Spanien.
Man ser ellers af historien at spanske, nederlandske og hollandske skibe,
særdeles dynkerkere, foruroligede søen dette år ved de norske kyster, hvorudover kongen
med stor bekostning et år efter andet måtte udsende krigsskibe for at holde strømmene
rene. Til sådant videre at forekomme fandt han fornødent at anlægge en fæstning på en
liden holm i indløbet af Flekkerø, som han lod kalde Christiansø, på det at de skibe
som blev forfulgt, derunder kunne søge beskyttelse. Og som han på samme fæstning havde
gjort stor bekostning, forordnede han at ethvert skib som derunder kastede anker,
skulle betale 4 rigsdaler til fæstningens underholdning. Men de fremmede skibe ville ikke
bekvemme sig til sådan udgift og for at undgå den samme søgte andre skønt usikrere
havne, hvorudover kongen, såsom han sådant anså som en utaknemmelighed, forordnede at
slige |802skibe, i hvilken anden havn i Norge de tog deres
tilflugt, skulle dog betale sådan told. Men det samme opvakte adskillige lamentationer
og formerede ikke lidet hollændernes uvillighed imod kongen og riget.
Af den særdeles forbindelse mellem Danmark og Spanien har de tiders
skribenter ment at finde nøglen til at dechifrere den forblommede
historie om den persiske handels etablissement i Holsten og deraf har fabrikeret en
historie om et gehejmt forbund mellem Danmark og hertug Frederik af Holsten, som skulle
sigte til Sveriges såvel som Hollands ruin. For denne histories rigtighed hverken vil
eller kan jeg garantere, kunne derfor tage i betænkning at føre den her an; men
såsom den er omtalt i alle de tiders historier, og den i sig selv er særdeles mærkelig,
kan jeg ikke efterlade at mentionere noget derom og at fremføre historien i samme
klædning som den findes i den franske ambassadørs Mémoires
og hos Pufendorf, uden at gøre deres ord til mine.
Bemeldte skribenter foregiver at der blev sluttet et hemmeligt forbund
mellem 1638Danmark og Spanien, og at begge konger tillige
med hertug Frederik af Holsten havde et værk for med 20.000 mænd at gøre indfald i
Sverige, og at de Historie af den prætenderede hemmelige alliance
mellem Danmark, Spanien og Holsten spanske imidlertid skulle komme med en
flåde til Göteborg og der sætte 12.000 mænd i land, hvorpå flåden skulle gå i
Østersøen for der at konjungere sig med de danske og at afskære de svenske al
kommunikation med Tyskland. Hvad Holland angik, da, når kongen af Danmark ved Spaniens
hjælp havde gjort sig mester over Sverige, skulle han indeslutte sundet for hollænderne og
beskære dem al fart på Østersøen, hvori fast den halve del af deres handel bestod,
og på det at den anden halve del af handelen, som var den ostindiske, i lige måde kunne
gøres til intet, havde man sat sig for at etablere en ny handel mellem Holsten og
Persien igennem Moskov, og det efter den fyrstelige rådsherre Otto Bruckmanns anslag.
Samme Otto Bruckmann havde foregivet at man lettere og sikrere kunne komme i possession af
den persiske silke og anden indiansk handel ved |803at lade
Otto Bruckmanns forslag angående handel på Persienvarerne
føre over land og de bekvemmeste rivierer igennem
Moskovien indtil Østersøen og derfra at føre dem til skibs til Slesvig eller Holsten.
Hertug Frederik, som fandt smag i dette anslag, skikkede ovenmeldte Otto
Bruckmann tillige med oberst Andreas Reusner år 1635 i ambassade til Persien, og
endskønt adskillige andre var i følge med dem, var dog denne hemmelighed ingen betroet
uden til disse tvende mænd.
Alle forundrede sig over dette vidtløftige foretagende såsom ingen
egentlig vidste hvortil det sigtede, men alle kunne se at sådant var over hertugen af
Holstens kræfter, helst såsom der taltes om på samme tid at gøre en kanal igennem
Holsten for at bringe de persiske og indianske varer med skibe lige til Vestersøen,
hvilket kunne ikke ske uden med uhørlig stor bekostning og uden tilladelse af kongen af
Danmark, hvis told og rettighed i Øresund kunne ved sådan kanal ganske bortsmelte,
ikke at tale om at der udfordredes store årlige pensioner såvel til Moskovien som til Sverige
for fartens tilladelse igennem deres lande.
De holstenske
gesandter arriverede lykkeligt til Persien og efter forrettet ærinde kom
Holstenske ambassade til Persiendet år 1639 tilbage med et
persisk gesandtskab. På hjemrejsen tilbød Bruckmann
600.000 rigsdaler årligt til zaren af Moskov for fartens tilladelse, ved hvilken liberal
offerte han fordærvede alting; thi moskovitterne havde gerne ladet sig nøje med 10.000
rigsdaler, men blev alarmeret over så stor sums tilbydelse så at de bildte sig ind at
der måtte noget andet ligge skjult derunder. Ligesådan fejl begik han i henseende til
Sverige idet han tilbød årligt 400.000 rigsdaler til samme rige for passagen igennem
Livland. De fleste svenske antog derfor denne proposition med latter, alene kansler
Oxenstierna holdt for at man sigtede til noget andet såsom han holdt hertug Frederik
for en forstandig herre der ikke kunne foretage deslige ting medmindre han derved
måtte have noget andet i sigte.
|804Medens hertug Frederik
satte den del af projektet i værk med den persianske
handel, hvilket var den rolle som ham var givet at agere, arbejdede de tvende andre
potentater på at forrette i lige måde deres partes.
Kongen af Danmark bragte Danmarks og Spaniens
armaturefter forbund de 20.000 mænd til
veje som var destineret imod Sverige, hvorvel det skete, efter ovenmeldte
skribenters sigelse, så hemmeligt at ingen mærkede det. Han arbejdede i lige måde på at ekvipere
flåden at den kunne være i stand at agere når fornødent gjordes. Kongen af Spanien på
sin side udrustede en stor flåde, hvorpå var 3000 sadler og 1200 heste tillige med et
stort antal af nylig hvervede soldater, hvilke man skulle debarkere i Nederlandene
og der igen tage ind de gamle tropper, som skulle gå med flåden til Sverige. Men da
den Den spanske flåde bliver slåethollandske admiral fik
kundskab om denne spanske flådes ankomst, gik han den straks i møde, angreb den ved Dunes i
Kanalen og ruinerede den totaliter. Derved faldt det hele projekt, især den persianske
handel, som skulle souteneres ved spanske penge.
Otto Bruckmann og Reusner var i
Hamborg da man fik tidender om den spanske flådes ruin. Denne tidende indjog ikke liden
skræk i dem såsom de derved så deres anslag at være gjort til intet, ja Reusner holdt
det ikke tjenligt at betro sig i hertug Frederiks lande, rådede også Bruckmann at
begive sig andetsteds hen. Men Bruckmann mente sig intet at have gjort som han jo vel
kunne forsvare, begav sig til Holsten, hvor han straks blev arresteret og beskyldt at
have forrettet sin legation uforsvarligt, at have stukket en del penge under sig og at
have gjort urimelige offerter såvel til Moskovien som til
Otto Bruckmann halshugges i GottorpSverige,
hvorved han havde alarmeret samme
lande og gjort dem mistænkelige. Efter sådanne beskyldninger blev han dømt fra livet og
halshugget til Gottorp anno 1640. Oberst Reusner derimod ville ikke komme til Holsten,
endskønt han ofte blev citeret, men retirerede sig til Sverige,
hvor det siges at han en tid lang holdt dette dessein hemmeligt, men endelig i det
år 1650 åbenbarede det for dronning Christina af Sverige, så at det skal være på hans
relationer og papirer som den hele histories
rigtighed grunder sig.
|805Således endtes denne store
tragikomedie, som i mine tanker endnu må Autoris
betænkning over denne hele historiepassere for et
mysterieux og forblommet værk
eftersom man intet deraf kan fatte fra begyndelsen til
enden, helst såsom det skal være machineret af trende herrer som holdtes for de
fornuftigste regenter på de tider. Vel kan ingen sige at den hele historie er digtet
efterdi her er visse fakta
som af alle må tilstås, nemlig den persiske legation og
den spanske flådes uformodentlige ankomst i Kanalen; men om historien hænger således
sammen som den med assurance fortælles af monsieur Chanut, Pufendorf og andre, kan man
have årsag at tvivle formedelst de mange objektioner som deri kan møde, og som synes
ikke lettelig at kunne solveres; thi først var det dessein alt for chimerique og
vidtløftigt for at entrepreneres af så fornuftige potentater, for det andet synes
adskilligt deri at have været mod samtliges interesse.
Hvad det første angår, da var
det underligt at ville tænke til at conquetere Sverige på en tid da samme riges magt og
reputation var på den højeste spids, og end underligere at ville ruinere den hollandske
ostindiske handel ved at anrette en kommerce over land mellem Persien og Slesvig, helst
på moskovitternes diskretion, i hvis magt det stod at bemægtige sig karavanerne så ofte
dem lystede, ikke at tale om at varerne også måtte føres igennem Sverige, som man
tilbød passagepenge på samme tid da man agtede at påføre det krig.
Hvad den anden post
angår, da synes det at have været imod Spaniens interesse midt i den nederlandske krig
at føre sine gamle tropper fra Nederlandene, hvor krigens sæde var, for at opofre dem i
Sverige. Lige så lidet var det kong Christians interesse at tilstede en kanal at gøres
igennem Slesvig eller Holsten, hvorved farten igennem Øresund ville ophøre og de store
indkomster som riget havde af tolden, forsvinde. Man fatter ej heller at hertug Frederik
kunne finde sin regning ved at de 3 nordiske riger igen blev forenet under et hoved.
Kort at sige: Den hele historie er ubegribelig fra begyndelsen til enden og kunne med
billighed holdes for en ilde inventeret fabel hvis der ikke var visse fakta som ej kan
næg|806tes, nemlig det persiske gesandtskab og den
spanske flådes armatur, hvilke tvende ting giver til kende et stort dessein, skønt ikke
sådant som ovenmeldte skribenter foregiver. Hvis man af de tvende factis som tilstås,
havde formeret sådan gisning at den spanske flåde agtede sig til Østersøen for at
konjungere sig med den danske, alene i det forsæt at hindre såvel de svenske
transporter til Tyskland som hollændernes fart igennem Sundet, og at hertugen af Holsten
på samme tid ved en proforma
ambassade skulle søge at alarmere hollænderne for at bringe dem des hastigere til at slutte fred med Spanien,
kunne sådan gisning haft fundet bifald, og man kunne have fæstet tro til oberst
Reusners decouverter; men med de omstændigheder som fortælles, synes det enten at
bemeldte Reusner, for at insinuere sig hos dronning Christina, har fortalt dette
dessein med sådanne omstændigheder som hun helst ønskede så at være, eller andre har
embelleret hans relationer og kompletteret dem for at gøre tingen des mere odiøs.
Dette alt sammen vil jeg lade stå ved sit værd og begive mig til andre
ting hvorom gives mere vished. Hvor stor møje kongen anvendte på at befordre fred
imellem kejseren og Sverige, ses deraf at han i dette år affærdigede sin egen
naturlige søn Christian Ulrik Gyldenløve til Stockholm for tillige med residenten Peder
Vibe indstændigt at anholde derom, hvilket også hans instruktion udviser.
Men denne såvel som de forrige formaninger frugtede kun lidet.
Hvad indenlandske sager angår som henhører til det år 1638, da finder jeg at
på samme tid var nogen religionstvistighed i København, hvilken rejste sig af et
skrift Religionstvistighedsom den anselige lærde herre
Holger Rosenkrantz havde publiceret. Samme Holger Rosenkrantz var herre til Rosenholm og
Skaby og for sin dyd og lærdom et sirat for den danske adel. Denne store mand, efter at
han havde forrettet vigtige tjenester og legationer, tog omsider afsked fra alle
forretninger på det at han kunne opofre resten af sin tid
på |807gudsfrygt og studeringer. Han havde en særdeles afsky for den skolastiske
teologi samt for mundhuggen og ordkrige, drev Holger Rosenkrantz’
lærdom og karakteralene på praxin og
holdt for, at den sande kristendom
bestod i gode gerningers øvelse. Derfor skattede han Arndts Sande kristendom højere end
alle andre teologiske bøger og vidnede at han var blevet befriet fra en åndelig
bedrøvelse alene af bemeldte bogs læsning da intet andet, hverken bøger eller samtale,
kunne trøste ham.
Den stedsevarende lærdom han førte om praxi og gode gerningers øvelse,
forårsagede at denne store og ypperlige mand fik adskillige modstandere, besynderlig
Stephan Klotz, kongelig superintendent i det slesvig-holstenske, hvilken, såvel som
theologi på universitetet i København, censurerede hans skrift De justitia et
justificatione bonorum operum. Men Rosenkrantz forsvarede det med stor fynd 1638 og tog
lejlighed af denne tvistighed at skrive den såkaldte Troens bekendelse imod nogle
københavnske theologorum deres beskyldninger. Hvor højt denne mand ellers formedelst sin
store lærdom, gudsfrygt og skikkelighed har været anset, kan ses af adskillige såvel
fremmede som indenlandske skribenters vidnesbyrd.
Ligesådan
skæbne havde den lærde sjællandske biskop Joh. Poul
Resen haft Den
sjællandske biskop Paul Resen beskyldes for nestorianismustilforn i denne
konges tid; thi han blev beskyldt af magister Olao Coccio, sognepræst til Nikolaj Kirke i
København, for at inklinere til Nestorii lærdom om Kristi person. Over samme proces
findes en skreven protokol hvori er indført de beskyldninger som formeredes mod
doktor Resen, item de spørgsmål som hans modstander magister Olaus Kock gjorde, og Resenii
svar derpå. Først blev i kongens og ministrenes nærværelse på rigsdagen den 21. februar
oplæst efterfølgende beskyldninger:
(1) At doktor Resenius har brugt ord og fraser som kættere plejer at
bruge.
|808(2) At han har forsvaret theses
om Den Hellige Trefoldighed og Kristi
menneskelige natur som strider imod troen.
(3) At han havde enten forkastet eller korrumperet Bibelens sprog som
handler om Den Hellige Trefoldighed eller Kristi manddom.
(4) At han havde mutileret Cathechismum Lutheri etc.
Og efter at dette var oplæst, trådte magister Olaus Kock frem, givende
til kende Hans procesat disse Resenii vildfarelser havde
offentligt været lært i 3 år, og at mange fremmede theologi havde forarget sig
derover, hvorudover han mente at det var hans og andre gejstliges pligt at sætte sig i
tide derimod.
Derpå skred han til beskyldningerne, hvilke Resenius besvarede
stykkevis, og efter at denne mærkelige samtale havde varet en lang tid, spurgte kongen
magister Kock om han havde mere at fremføre, hvortil han svarede nej. Efter at Resenii svar
var blevet indført i protokollen og nøje eksamineret, gjorde bisperne nogle annotationer
derover, hvilke
annotationer blev offentligt oplæst på consistorio, hvorved også Resenius
akkviescerede og lovede ikke at bruge andre talemåder end de som var brugelige og
antagne i den danske kirke, så at man ser at Resenius har været falskelig
beskyldt, og at man intet andet kunne sige ham på end at han havde brugt adskillige
andre talemåder, hvilke han dog alle orthodoxe forklarede, hvorudover også udfaldet af
denne proces var således at han blev frikendt, og Olaus Coccius måtte siden gå i
landflygtighed.
Man kan ellers af denne skrevne protokol korrigere en vildfarelse som
findes hos nogle skribenter, nemlig at Conradus Aslacus var også en af hans hovedanklagere,
da tværtimod protokollen viser at hovedanklageren alene var magister Olaus
Coccius,
af hvilken Conradus Aslacus såvel som doktor Resenius begge blev
citeret, skønt i differente henseelser.
|809Og såsom jeg her, formedelst lejlighed af den religionstvistighed som i
det år 1638 rejste sig mellem Holger Rosenkrantz og de andre danske theologos,
Adskillige andre religionstvistigheder, skønt på differente
tiderhar begyndt at tale om religionssager, vil jeg, for at have deslige ting
samlet på et sted, melde noget kortelig om alle de andre stridigheder i troen som
er, skønt på adskillige tider, forefaldet under Christiani 4. regering.
Jeg har
tilforn talt om den norske student Lars Nielsen som med sin vildfarende bog kaldet Via
Domini eller Himmelvej blev vist vejen af riget, hvorfor jeg det her igen ikke vil
gentage. I Christiani 4. mindreårighed blev Jonas Jacobi Venusinus, professor og
pastor til Helliggejst Kirke, mistænkt for den calvinske lærdom, hvilken mistanke han
forøgede da han af egen myndighed udelod exorcismum af dåben og derfor af de 4
regeringsråder blev suspenderet anno 1688. For samme lærdom blev også beskyldt Johannes
Canuti Vellejus, pastor til Nikolaj Kirke i København og siden bisp i Fyn, og som
sådant blev ham overbevist anno 1616, blev han på en herredag til København dømt fra
embedet og kjole, hvorpå han begav sig til de calvinske menigheder
i Frankrig og endelig døde til *Franeker.
Men det som gav allermest opsigt, var de jesuitiske intriger
som Hemmelige jesuitter bliver åbenbaret i Norgeblev
åbenbaret i Norge, og hvorved samme rige var blevet bragt i en farlig tilstand.
Historien deraf er denne: Da kong Christian år 1604 holdt herredag til Bergen i Norge,
besværede bisperne sig over at landet var opfyldt med falske præster hvilke i deres
ungdom havde fået romerske principia på de jesuitiske skoler,
men ved deres tilbagekomst efter deres læremestres råd holdt gode miner indtil de havde erholdt præstekald i
Norge. Da søgte de hemmeligt at forplante deres lærdom, hvilket var des farligere
efterdi de ved deres udvortes hellighed havde bragt sig i stor anseelse hos almuen og var
af regeringen beskikket til sjælesørgere, hvorudover kongen gav befaling til
statholderen Enevold Kruse at gå bispen af Oslo, magister Niels Clausen, til hånde
eftersom samme bisp havde besynderligt vågent øje over dem.
Bispen, efter lang og nøje
efterforskning, åbenbarede hvor de fleste af dem |810var, og
fik at vide at en præst i Oslo ved navn Christoffer Hjort var en af de fornemste, óg
fandtes ikke langt derfra 5 andre, hvilke alle måtte indstille sig for herredagen som
1613 i kongens og alle norske bispers
nærværelse blev holdt i Skien, hvor, efter at en samtale mellem dem og fornævnte bisp af
Oslo var holdt på tredje dag, de blev dømt fra deres kald, kjole og midler og
befalet inden trende solemærker at rømme kongens riger og
lande, Bliver straffethvilket sandelig var den mildeste straf som kunne dikteres
for sådanne der offentligt bekender en lærdom og ved ed
forbinder sig til den samme, men hemmeligt lærer en anden; thi slige folk straffes ikke som
kættere, men som menedere og øjenskalke.
Man ser ellers heraf at religionens tilstand
havde siden reformationen aldrig været farligere i Norge; thi det hele rige var
befængt med disse skinhellige, falske lærere, hvilke har de fordømmelige principia at de
kunne holde miner indtil de fik gejstlige embeder, for med des større eftertryk at kunne
forføre almuen, så at det derfor var ikke liden ære for den osloske biskop at have
udslukket denne ildebrand; thi de andre, da de mærkede sådan inkvisition, sneg sig
hemmeligt ud af riget, så at denne store jesuittermachine på en gang blev kuldkastet.
Dette er alle de religionsuroligheder jeg finder at have været i Danmark og Norge
under denne konges regering; thi den eksekution som skete på en præst ved navn hr. Jens
Hansen, som blev levende brændt 1611, var ikke formedelst falsk lærdom, men formedelst
hekseri.
I fyrstendømmerne derimod, som gerne plejede at være frugtbare på
Item i fyrstendømmernevildfarelser formedelst naboskab af
Tyskland, opvaktes i det år 1607 adskillige tvistigheder af nogle vederdøbere. De
samme havde indsneget sig i Jylland og Holsten, besynderlig i det ejderstedske ved
reformationens begyndelse, som kan ses af Adami Pastoris historie. Möller
vidner at have set tvende troens bekendelser,
hvoraf den første var af anno 1607, |811hvilken gav lejlighed
til en samtale om religionen imellem Johan Cotten med trende anabaptister af Tønningen og
andre Vederdøbereevangeliske lærere. Akterne af samme
samtale blev beskrevet, óg findes der endnu en relation derom in manuscripto, som
bemeldte Möller vidner.
Året derefter, nemlig 1608, blev en anden troens bekendelse
udgivet af Johan Cotten, hvilken forårsagede at der blev holdt en ny samtale igen,
som varede i 3 dage. I denne samtale forsvarede Cotten vederdøbernes lærdom med stor
iver, men blev kraftigt gendrevet af den holstenske superintendent Johan Fabricio.
Efter at samtalen var endt, blev vederdøberne beordret anno 1609 at begive sig af det
fyrstelige Holsten. Dog erholdt Cotten af hertug Johan Adolf, hos hvilken han var i stor
anseelse, item af hans søn Friderico 3. så meget at denne forordning blev formildet, og
at vederdøberne blev tilladt frihed at bo i det fyrstelige Holsten og Slesvig.
I det år 1622 rejste sig ny alarm af en ved navn
Niclas Knudsen, en
Nicolai Knudsens vildfarelserhusummer af geburt, item af
hans tilhænger Hartvig Lohmann. Disse tvende lærte adskillige vildfarelser om indvortes
åbenbaringer, lovens opfyldelse, om chiliasmo og andet, fordømte
i lige måde al rettergang, rente, lovlig krig og ed. Da de blev erindret om
sådanne vildfarelser i offentlige prædikener af pastor Habakuk Meyer og i enrum af
provsten Friderico Damio, men ville ikke stå fra deres mening, blev der anrettet en
disputats eller samtale med dem af bemeldte Kollokvium til
FlensborgDamio på slottet i guvernøren Cai Ahlefeldts samt
borgmesterens og gejstlighedens nærværelse. I samme samtale blev besynderlig
disputeret om Kristi manddomspåtagelse. Hvorpå de forlod staden.
Lohmann levede 2 år
derefter til Svabsted, og Knudsen kom i det år 1624 til Husum. Der blev han offentligt
anklaget af gejstligheden, især af Peter Danckwerth,
mod hvilken han overgav til
borgmesteren en apologi eller et forsvarsskrift og blev således indviklet i proces
med de gejstlige for den verdslige ret. Men førend den blev bragt til ende, blev han af
hertug Frederik forvist Slesvig og Holsten tillige med sin kollega Lohmann i samme år
den 27. |812september. Mellem dem og deres modstandere blev vekslet
adskillige stridsskrifter, som opregnes i Möllers Isagoge, hvortil jeg vil læseren
henvise. Knudsen begav sig derpå fra det hertugdømme Slesvig til Hamborg og der nærede
sig med at praktisere i medicinen. Der kunne han ej heller være i rolighed; thi da der
kom for lyset et skrift under den titel *Ausführlicher Bericht von der neuen Propheten
Religion, og han fornam sig i samme skrift at være regnet blandt fanaticos, lod han et
hårdt skrift udgå imod ministerium, hvorudover han af øvrigheden i Hamborg blev befalet
at pakke sig af staden.
Af oftbemeldte Knudsen blev forført den bekendte poetinde Anna Ovena
Hoyer. Annæ Ovenæ
Hoyers vildfarelserDen samme var født i
det ejderstedske anno 1584 af fornemme forældre og blev i det år 1599 gift med Herman
Hoyer, præses i samme provins, med hvilken hun avlede børn af begge slags køn. Efter
hendes husbonds død, som skete anno 1622, søgte hun at fordrive den sorg som sådan
skilsmisse havde forårsaget, ved at læse flittigt og at skrive på sit moderssprog. I
det år 1623 kaldte hun Knudsen til sig for at rådføre sig med ham i gejstlige sager,
og såsom hun var meget begærlig efter at vide nye meninger i religionen, var det ham
en let sag at bringe hende som en skrøbelig kvinde til mange underlige og dårlige
meninger, så at hun omsider forlod den evangeliske menighed, slog sig til anabaptister
eller vederdøbere og i hemmelige forsamlinger søgte at forplante den lærdom hende var
indprentet af Knudsen, hvilken hun holdt for en profet og forsvarede ham imod hans
modstandere i Flensborg i et synderligt skrift på vers med sådan titel:
*Schreiben
von J.O.T.A. an die Herren Titulträger von Hendes satiriske
skrifterhohen Schulen M.F.J. und M.F.D.P. auf das Büchlein wider Nic.
Knudsen. Hun sparede ej heller den hele gejstlighed og søgte besynderlig at prostituere
de danske præster i et satirisk skrift kaldet
*De
dänische Dörp-Pape in korten Tüge up Düdsch |813uthstafferet
von J.O.T.A. Hvor meget hun agtede den bekendte sværmer David Georg, lod hun se i slutningen
af samme skrift med disse vers:
*Dit heft juw gesecht |
de truw Gottes Knecht |
den gy verdömen. |
Siin Lif ist verbrandt, |
siin seel in Gottes Hand, |
ik darff em nicht nömen. |
Formedelst disse årsager, da hun mærkede at hun måtte høre ilde i sit
fædreneland og så sig at være forhadt af de gejstlige, begav hun sig til Sverige. Der
levede hun indtil det år 1648 og imidlertid faldt til visse pythagoræiske meninger så
at hun ville ikke omkomme noget umælende dyr hvor ringe det end var, til hvilken ende hun
opfødte adskillige hunde, hvorpå hun kastede utøj at det ikke skulle dræbes og omkommes.
Hun døde på et enligt sted hvorhen hun nylig tilforn havde begivet sig på det at
ingen skulle forurolige hende i hendes dødstime. Hendes skrifter, såvel gejstlige som
moralske og lystige, er siden sammensanket og trykte tilsammen i Amsterdam anno
1650.
Disse er alle de religionsuroligheder som er forefaldet såvel i
Danmark som i fyrstendømmerne i Christiani 4. tid. Nu må jeg begive mig til det år
1639 efterdi jeg i dette år, 1638, finder intet videre at antegne uden at den
navnkundige sjællandske bisp doktor Johannes Pauli Resenius døde og blev succederet af doktor
Jesper Brochmand. Ellers lod Hans Majestæt i dette år stærkt ved Peder Vibe anholde i
Sverige om ægteskab mellem hertug Frederik og dronning Christina, men uden nogen fremgang,
som videre skal vises.
I det år 1639 tildrog sig en mærkelig hændelse. En fattig bondepige ved
1639navn Karen Svendsdatter fra Østerby fandt på vejen
imellem samme landsby Historien om det gyldne hornog
Møgeltønder det |814berømte gyldne horn, som endnu blandt de
kostbareste rariteter forvares på det kongelige kunstkammer i København. Kongen, såsom
han mærkede at kronprinsen fandt et særdeles behag i denne antikvitet, gjorde han ham
en present deraf. Derpå findes adskillige underlige figurer af mennesker, fugle, dyr og
slanger, hvilke adskillige har gjort sig umage at forklare så at
det har givet anledning til tvistigheder blandt de lærde. Kongen lod gøre en skrue derom,
og på det man kunne vide at den samme var ny, lod han sætte de ord derved: “Denne Skrufve er
giort af nye 1639.” Ellers er at mærke at man ikke må
konfundere dette horn med det såkaldte oldenborgske horn, som også findes på det
kongelige kunstkammer, og hvilket siges at være offereret den oldenborgske greve Ottoni 1.
af et fruentimmer som kom af et bjerg i det år 989.
I dette år døde adskillige anselige mænd: (1) kongens kansler
Christian Friis til Kragerup, som 1616 efter den forrige kanslers, Christian Friis til
Borreby hans død var blevet kongens kansler. Imellem disse Friiser var sådan forskel at
den af Borreby var af den stamme som kaldtes de sorte Friiser fordi de førte 3 sorte
egern i et sølvskjold; men den til Kragerup var af de tavl-Friiser efterdi de førte en
skaktavl i deres skjold. (2) Albert Skeel, som havde været rigets admiral, men var blevet
dimitteret derfra. (3) Den berømte historieskriver Meursius, som var professor på Sorø
Akademi. Året derefter blev i den afdøde kanslers sted Christen Thomesen Sehested
beskikket til kongens kansler, óg blev Just Høg i hans sted igen rigskansler. Og
såsom tallet af rigsråder i nogle år ved adskillige dødsfald var blevet formindsket,
lod Hans Majestæt på en gang beskikke til rigets råder efterfølgende:
(1) Oluf Parsberg, (2) Jørgen Vind, (3) Jørgen Sehfeld,
(4) Hannibal Sehested, (5) Gregers Krabbe og (6) Hans Lindenov.
|815Den bruckmannske affære og foromtalte
plan, som foregaves at være gjort til Hollands og Sveriges nachdel, hvor sælsom
og utrolig den kan forekomme, så synes
det dog at Sverige og Holland fæstede tro dertil efterdi de i det år 1640 sluttede
alliance imod Danmark. Førend jeg går til samme alliance, vil jeg
De Forenede Provinsers bitterhed mod rigetvise
hvorledes den blev negotieret; thi man ser af samme negotiation
De Forenede Provinsers store bitterhed og
farlige desseins imod Danmark,
og traktaten i sig selv viser at de svenske var lidt
bedre sindede imod samme rige, endskønt de vidste at forstille sig lidt mere såsom de
ikke fandt deres regning ved at støde kong Christian for hovedet, der af alle potentater
mest kunne hindre deres progresser i Tyskland. Endelig vil jeg forfatte en kort
historie over de tvistigheder om tolden i Øresund eftersom de samme var et stedsevarende
tønder til den ild som truedes med fra Holland, og som drev De Forenede Provinser
stedse at tage svensk parti i denne konges tid.
I det år 1640 blev skikket en hollansk ambassade til Sverige. Samme
1640gesandter blev med stor pragt modtaget, dronning
Christina skikkede en fregat Hollandsk ambassade til Sverigeat
indhente dem, og da de kom mod Stockholm, blev de hilst af 8 orlogsskibe. Den 3.
august havde de audiens, og da, efter aflagte komplimenter, begyndte de at fremføre deres
klagemål over den øresundske told og foregav at man i tide måtte søge råd derimod
og, såsom man med det gode intet havde kunnet udvirke, at bruge
magten.
Regeringen i Sverige stillede sig vel offentligt an som den ingen lyst havde at
brouillere sig imod Danmark, helst såsom samme rige havde ingen anledning givet dertil. Men i en partikulær audiens med Sveriges
riges kansler blev dem adspurgt hvad råd de mente at man skulle bruge imod Danmark,
helst såsom samme rige syntes at have store desseins for og en
nøje De hollandske gesandters sælsomme anslag mod Danmarkkorrespondance
med Spanien, hvorpå de hollandske gesandter foreslog et sælsomt og
latterligt middel som man næppe skulle tro hvis sådant ikke af Aitzema var anført,
nemlig at arbejde på at gøre en passage igennem |816Sverige
fra Nordsøen til Østersøen og derved gøre farten igennem Sundet til intet, et
sælsomt projekt som ingen kunne falde på uden de der ingen kundskab havde om jorden, men
alene om havet, og derfor kunne være bekvemmere til at agere piloter og styrmænd end
ambassadører, hvilket også kansleren mærkede og derfor svarede at sådant var
urimeligt, og at man ikke vel kunne gøre en kanal af 100 mil igennem bjerge og
klipper, óg ser jeg af et af Christiani 4. egenhændige breve at man længe derefter har
skæmtet med dette forslag ved det danske hof; thi når højstbemeldte konge taler i
sit brev om en der bildte sig ind at kunne gå fra Lübeck til Portugal uden at røre de
danske strømme, siger han:
Jeg tænker at hand vyll gaa den nye Vey,
som dy Hollænder haffuer ledt op fra Gottenborrig ygiennem Sverrig ind y Østersøen.
Da
gesandterne mærkede at de havde taget så meget fejl i landkortet, proponerede de en
alliance mellem De Forenede Provinser og Sverige som fornemmelig sigtede på
Danmark, hvilken også blev sluttet. Af denne handel ses hvor meget De Forenede
Provinser var ophidset imod dette rige i henseende til det venskab kong Christian havde
holdt med Spanien, i hvis favør, såvel som for sin egen interesse, han havde
opspændt tolden så højt i Øresund.
Og såsom bemeldte told havde idelig i denne konges tid givet materie
til Den øresundske tolds historietvistighed med De Forenede
Provinser, og den samme forårsagede at de i den påfølgende svenske krig gjorde
Sverige så stor assistance imod Danmark, vil jeg her kortelig anføre historien af
disse toldstridigheder, og det fra begyndelsen indtil denne tid. Hansestæderne havde i
gamle dage alene været mestre af den østersøiske handel, óg var det allerførst i
Caroli 5. tid at nederlænderne begyndte for alvor at sejle og handle på Østersøen,
hvilket opvakte sådan jalousi |817hos hansestæderne at de
påførte Danmark krig efterdi samme rige ikke ville hindre hollænderne farten igennem Sundet,
så at man derfor kan sige at det er ved særdeles
favør af Danmark at hollænderne er kommet i possession af denne vigtige handel.
Tolden som gaves formedelst fartens tilladelse igennem Sundet,
var i begyndelsen kun mådelig og proportioneret efter rigets udgifter og pengenes
vigtighed på de tider. Vel er sandt at der er en anden passage til Østersøen, nemlig igennem
det Store Bælt, og man har eksempler på at hele flåder har taget den vej. Men samme
passage er formedelst grundenes urigtighed adskillige vanskeligheder undergivet.
Lübeckerne tog engang den vej
og kom med deres skibe lykkeligt igennem ved hjælp af erfarne piloter. Men da de på
hjemrejsen ikke ville betro dem mere i samme farvand og ville passere Sundet, måtte
de på en gang betale både for hen- og hjemrejsen.
Den første traktat om tolden er den
speyeriske, som blev sluttet anno 1544
imellem Carl 5. og Christian 3.
Deri foregiver nogle at findes en sådan artikel at der af hvert nederlandsk skib skulle betales en rosenobel,
hvilket er falskt, thi traktaten melder intet derom, men siger alene at tolden skal
betales efter sædvane. Vel har fremmede påstået at der måtte sættes en vis takst, men
kongerne af Danmark har ikke villet bekvemme sig dertil, hvilket ses af de disputter
som derover er ført med England. At Fridericus 2. meget har forhøjet den øresundske
told, ses af de klager som i hans tid derimod blev ført og forestillet
De Forenede Provinser i det år 1566. Deres gravamina imod
toldens forhøjelse, nemlig at et skib af 100 læster når det
kom ballastet fra Holland, gav en rosenobel, og når det kom tilbage med ladning fra
Østersøen, 2 rosenobler; af vin som kom fra Holland, gav man Denne
tolds vigtighed i Christiani 4. tidhver 30. ame, og et skib som var af mere
end 100 læster, gav 2 rosenobler; denne told, sagde de, var i kort tid blevet forhøjet
til 10, 12, 15, ja 30 og 40 daler.
Men i |818Christiani
4. tid kom den på den højeste spids; thi om man kan tro de amsterdamske købmænds
udsigende, da blev der i visse åringer til told aflagt den 40. penge af alle varer som
kom fra Østersøen, og 14 rigsdaler af hver centner salpeter, og af andre varer efter
proportion, óg har derfor nogle villet udregne den hollandske told i et år at have
beløbet sig til 60 tønder guld, hvilket dog synes utroligt. Den franske ambassadør monsieur des
Hayes siger at den i det år 1629 eller 1630 beløb sig til 3 millioner franske gylden,
og beskriver den at have været, på den tid som han opholdt sig i Helsingør, således
regleret: Ethvert skib betalte først efter sin størrelse fra en til 3 rosenobler, og
til hver rosenobel blev lagt en rigsdaler og til hver rigsdaler en halv rigsdaler, óg blev sådan told
aflagt såvel på hen- som tilbagerejsen. Derforuden gaves også told af varerne,
óg måtte købmændene give til kende hvor højt de skattede deres ladning;
men som de undertiden satte en liden pris på ladningen for at slippe med en mådelig
told, afkøbte kongen dem nogle gange varerne for hvad de selv skatterede dem, hvilket
tvang dem siden til at vurdere ladningen lige så højt som dens rette værdi var, og
kongen derudover altid fik den fulde told.
Vist nok er det at Christianus 4. bragte
den så højt ud som den kunne udbringes, og at derfor de hollandske agenter havde ordre
at lade skibene gå tilbage medmindre der kunne erholdes moderation. Hvad som mest
graverede dem, var den såkaldte suverænitetsret hvorved det stod i kongens hånd at
afkøbe dem ladningen for den pris de satte derpå, hvilket holdt dem idelig i frygt
efterdi de ikke turde skatte ladningen ringere end den var, medmindre de ville eksponere
sig til at sælge den for ringere end den var værd.
Dertil blev kongen drevet ikke så meget
af egen interesse som for at favorisere Spanien, hvilken håbede derved at tvinge De
Forenede Provinser; thi man ser at denne store toldens forhøjelse begyndte for alvor
de åringer 1638 og 1639 da det stærke venskab var mellem Spanien og
Dan|819mark.
Jeg har ofte tilforn vist at ingenting lå denne
konge mere på hjertet end den danske og norske handels opkomst, og at han i den henseende
stedse favoriserede Spanien, hvis handel var af allerstørste vigtighed. Spanien forundte
også til vederlag danske og norske undersåtter stor fordel, ja det gik så vidt at det
engang var på tapetet at akkordere dem monopolium af det
spanske salt, óg må det være
sådan fordel som kong Christian taler om i et af sine egenhændige breve med disse ord:
Jeg haffuer i disse Dage faaet Breff fra Hannibal Seested, hvorudi hand rosser mægtig hans
Expedition huos Kongen i Spanien, y dett at mine Underdaner y tre Aar maa føre Saaldt
Toldfri udaff Hispannien, som kan profitere offuer fem Tønder
Guld.
Men denne Forårsager Hollands fjendskabherlighed varede ikke
længe; thi som man spændte buen for højt, blev hollænderne bragt til sådan desperation
at de glemte at fægte for deres frihed imod Spanien for at anvende alle deres kræfter
imod Danmark, så at de mesures som kongen havde taget, faldt ud til rigets skade, som
siden skal vises.
De besværinger som De Forenede Provinser stedse førte imod riget, og de
trusler som de brugte, kunne endda ikke hæve den forbindelse som var imellem Spanien
og Danmark, ja man så i dette år en af kongens naturlige sønner, nemlig grev
Christian Ulrik Gyldenløve, at begive sig i spansk tjeneste. Den samme anlangede i
marts måneds udgang til Brüssel. Da han havde været der en tid
lang, kom han tilbage med patenter og begyndte at hverve en hob tropper både til hest og
fods. Men da han med 580 ryttere og omtrent 100 Christian
Ulrik Gyldenløve omkommes i spansk tjenestemusketerer havde lagt sig ved Neustadt
og Meinerzhagen, 6 mil fra Köln, blev han uformodentlig overfaldet af 1000 hollændere
og bekom i træfningen 3 skud, blandt hvilke et igennem hovedet, hvoraf han døde efter at
han havde forsvaret sig tapperligt og vægret |820sig ved at
modtage kvarter.
I dette år var en stor ildebrand i Bergen, som
lagde fast 2 tredjedele i aske.
Ellers akkvirerede Hans Majestæt et stykke land dette år ved den sidste
skauenborgske greve Ottonis 6. død uden livsarvinger. Det hessiske hus
Kongen arver det grevskab
Pinnebergsuccederede
i det grevskab Skauenburg i Westfalen og det oldenborgske hus i det grevskab Pinneberg. Vel søgte
kejseren at tilegne sig det pinnebergske som et rigslen og forlenede hertug Frands
Albrecht af Lauenborg dermed; men kong Christian havde allerede før
grevens død sat sig i possession deraf så at det pinnebergske grevskab blev delt imellem ham og hertug
Frederik af Holsten.
Denne deling skete efterfølgende år 1641 således at kongen fik på sin
1641del de bedste og sig belejligste stæder, og det ikke
så meget i henseende dertil at han var chef for familien, som fordi at han betalte to
tredjedele af den afdøde greves gæld. De stæder som kongen fik, var Altona,
Pinneberg og Uetersen. Hertug Frederik fik Barmstedt og Elmshorn, som siden blev givet
Christian Rantzau for penge og andet gods i Vagrien og blev gjort til et grevskab. Af
denne Kejserens protestation derimodakkvisition rejste en
dobbelt tvistighed imellem kongen og kejseren, en del efterdi kejseren prætenderede at
det hele grevskab som et rigslen var ham tilfaldet, en del også i henseende til den
altonaske told, hvilken kejseren enten af egen mouvement eller andres tilskyndelse ville
bemægtige sig, óg er det rimeligt at sådant skete i favør af den stad Hamborg, som
frygtede at sådan told i fremtiden ville af kongen gøres besværlig for staden, og
derfor hellere så at kejseren som tilforn tilegnede sig ret dertil. Kejseren
skikkede straks en kurer fra Regensburg til Glückstadt med befaling at kongen skulle
holde sig fra bemeldte told; han lod også sådan befaling publicere i Hamborg og
opslå den på rådhuset, men kongen lod den nedrive igen såsom Hans Majestæt
mente at kejseren tilegnede sig en ret som ham aldeles ikke tilkom, hvilket han giver
til kende i |821en af sine skrivelser således:
Dy erlige Hamborger byder Kejseren
for Penge det som intet staar til Kejseren at sælge y det Grevschafft
Pynnenberg.
Hvor slet
forståelse der da var mellem det danske og kejserlige hof, viser Corfitz Ulfeldts slette
modtagelse til Regensburg, hvor han ingen audiens kunne bekomme, under prætekst at
kejserens titel i kreditivet var kun *Liebe und Würde, hvilket
ses af Ulfeldts tvende relationer til kongen. Dette
kan blandt andet tjene til et bevis mod de svenske beskyldninger at der intet hemmeligt
forbund eller fortrolighed var mellem kongen og kejseren på de tider, og at de årsager
som siden blev foregivet til den påfølgende krig, grundede sig mestendels på
suspicioner. Det samme kan man sige om den affære med enkedronningen af Sverige,
hvilken også blev indført til krigsmotiv i det svenske manifest. Historien derom er
denne:
Højstbemeldte dronning Maria Eleonora var efter hendes herres,
Gustavi Den svenske enkedronnings misfornøjelseAdolphi, død blevet
misfornøjet med rigets råd i Sverige efterdi hun blev udelukket fra regeringen og sin
datters, den unge dronning Christinæ, education, hvilket dog efter en fornem statsmands
sigelse ikke var at forundre sig over efterdi hun aldrig havde været vant til affærer.
Den salige konge, Gustavus Adolphus, havde elsket hende
meget og havde haft stort behag at se hende pyntet, ville også at hun stedse skulle have
omsorg for hans person efterdi hun var køn og behagelig; men såsom hun alene havde
fruentimmerkvaliteter, participerede hun intet i statssager. Efter kongens død søgte
de svenske regerende herrer at udelukke hende ganske fra regeringen, især kansler
Oxenstierna, som ikke kunne lide at nogen participerede i hans store myndighed, hvilken
karakter Christianus 4. giver ham i et brev tilskrevet P. Vibe i
samme |822år, hvorudover hun fattede stor
bitterhed mod dem, især mod rigets kansler Axel Oxenstierna; men de mesures hun tog for
at indskrænke samme store ministres myndighed, var af ingen betydelse efterdi hun til
sådant værk betjente sig af ringe personer som var alt for afmægtige dertil. Foruden
den jalousi som de store bar til hende, var hun også kun i liden kredit hos almuen,
som holdt for at hun ved hendes ødselhed kunne ødelægge riget, og at det var farligt at
betro hende den unge regerende dronnings education, som af hendes eksempel kunne
fordærves.
Over dette og andet havde hun ofte
besværet sig, men ingen satisfaktion bekommet, hvorudover hun i det år 1640 retirerede
sig til Danmark. Årsagen til den hårde medfart som vederfores hende i Sverige,
holdtes for at være den inklination hun bar for Danmark, og det forsæt hun havde haft
at gifte den unge dronning Hun flygter til DanmarkChristina
med den danske prins Frederik. Hendes flugt skete på sådan måde: Hun lod
gøre fra hendes kammer en gang til hendes lysthave og lod bedække alleerne igennem
lysthaven med tykke træer at hun derigennem uformærkt kunne føre
hendes bagage, og efter at alting således var tillavet, praktiserede hun sig hemmeligt
bort og arriverede lykkeligt til de danske grænsestæder og blev bragt til Nykøbing
i Falster, hvor prins Christian residerede, som med stor pragt tog hende imod og med
stor bekostning entretenerede hende i 7 måneder sammesteds. Men såsom al denne
bekostning lå på Hans Prinselige Højhed alene efterdi hendes pårørende i Tyskland
ingen hjælp ville gøre hende, indrømmede Hans Majestæt hende Vordingborg Slot i Sjælland
til underholdning med frit taffel og 12 personer til opvartning.
Dronningen tog sig derpå
for at rejse selv til København. Dog lod hun kongen så|823dant
ikke vide førend hun var på fire mil nær ved staden. Hans
Majestæt, som i staden ikke ville modtage hende, Taler med kong
Christianskikkede statholderen Corfitz Ulfeldt med 3 karosser mod hende til
Køge, hvorfra han lod hende føre til Ibstrup, som den tid tilhørte Ulfeldt og nu kaldes
Jægersborg, hvorhen kongen ved en anden genvej sig forføjede for at modtage hende
sammesteds. Der talte de i 6 dage sammen. Over dette bar de svenske stor fortrydelse,
hvorudover kongen straks søgte at forsvare sin gerning ved det svenske hof, hvilket ses
af hans egenhændige instruks til Peder Vibe af sådant indhold:
Du skalt hos Dronningen af
Sverrig om Audiens anholde og paa mine Vegne Kongen undskylder sig
ved det svenske hofanbringe, at efterdi jeg er kommen i Erfahring, at om ded,
som Regieringen haffuer skreffuit H. af Holsten til, och jeg intet gierne vylle findis
blandt dem, som haffde forladt hindis Fru Moder, daa haffuer jeg nu indrømmet hinder et af
mine Husse, hvorpaa hun aff mig med sit Comitat skall forsørgis indtil det bliffuer Verden
bekiendt aff hvem hun bliffuer forladt: Hvilket længe siden havde skeed, om jeg ikke
haffde fornummen, at det aff Regieringen ikke haffde værit saa heel ilde optagen, at jeg
Fru Moderen med mine Skibe lod føre ikke aff Sverrig, mens aff mine egne Lande &c.
Og ses deraf
at kongen havde ikke ladet føre hende fra Sverige, men alene givet hende skibe at føres
fra Skåne, hvorhen hun havde flygtet, hvilket han ikke kunne nægte. Men man ser at
slige forestillinger har intet villet virke hos det svenske hof; thi de svenske blev
derover så forbitrede at de sekvestrerede alle hendes indkomster, óg var det ikke uden
med stor nød at hun i dette år 1641 på brandenburgsk intercession bekom en årlig
pension på 30.000 rigsdaler. Denne historie anførte de svenske siden blandt andre Sveriges fortrydelse derovergravamina i deres manifest mod
Danmark. Men endskønt man tilstår at de danske assisterede hende i |824denne undvigelse, så kan man dog deraf ikke inferere nogen ond
intention imod Sverige, men undskylde kongen at have gjort det som han ikke vel kunne
dispenseres for når han derom var solliciteret af en betrængt dronning som var ham pårørende; thi man ser blandt andet af et egenhændigt brev
til P. Vibe at han har været særdeles bevæget over denne slette medfart, óg eksprimerer
han sig deri således:
Medens dette skete, var toldstridighederne imellem Danmark og
De Forenede Provinser på deres højeste grad. I februar af dette år
begærede Toldstridigheder med Hollandhollænderne på ny at tolden
måtte modereres, og hvis det ikke skete, måtte Hans Majestæt ikke fortænke dem om de
lod deres skibe konvojere. Herrenstaterne lod også udgå et patent at ingen uden
skibs og gods’ fortabelse måtte, førend videre ordre blev givet, sejle på Norge eller
Østersøen. Hans Majestæt var på samme tid i Norge, hvorudover hans søn Frederik,
ærkebispen af Bremen, tilbød sin underhandling imellem hans fader og staterne, og det uden
tvivl efter kongens tilskyndelse. De hollandske gesandter, efter at de havde rapporteret
dette tilbud til deres principaler og derpå bekommet svar, lod ærkebispen tilkendegive
at de gerne ville antage alle midler som kunne bruges til at stille disse
tvistigheder, og at de ikke undslog sig for ærkebispens underhandling i visse ting
disse stridigheder angående, som om stedet hvor konferencerne skulle holdes og andre
deslige ting, men at der var alt for nært forvandtskab imellem søn og fader for at antage
ham til arbiter og dommer i hovedstridighederne. Deri syntes gesandterne ikke at have
megen uret. De indlod sig derfor ikke i videre handel med ærkebispen, uden hvad det
udvortes var angående, og alene ved et missive anholdt hos ham om tid og sted at
benævne. Men der rejste sig disputter over samme missive, såsom den bremiske gesandt
Tancke ville ikke modtage brevet efterdi titlen derpå var kun ‘Højærværdige’
in positivo, da man forlangte den |825titel
af ‘Højærværdigst’
in superlativo gradu, hvorudover titlen måtte forandres.
Herpå blev
berammet en konference til Stade, hvori hollænderne Konference til
Stadepåstod at tolden måtte sættes på den gamle fod, og at man måtte
sætte det speyeriske fordrag af anno 1544 til fundament for traktaterne, hvortil de
kongelige dog ikke ville bekvemme sig, men lovede alene at kongen ville lade tolden
blive en tid lang således som den var i det år 1637. Derforuden blev handlet om nogle
stridigheder angående sejladsen på Kola og det russiske Finmarken, hvorfor de danske
forlangte en rekognition.
Jeg finder ellers ikke hvorledes denne kongres endtes. Jeg
ser alene af kongens egenhændige brev til Peder Vibe at den gik frugtesløst af; thi
hans ord er disse:
Det skal lyste mig at erfahre hvad Regieringen i Sverrig vyll sige
dertil, at den Conventus Stadensis er løben saa slett aff.
Jeg
ser i lige måde at kongen, da han mærkede at det var ikke hollændernes alvor, befol
rådet at retirere sig til Glückstadt, hvorudover de hollandske deputerede lode tilkendegive
at de var fornøjede med at tolden i Sundet måtte sættes på den fod som den var
1637. Men det kunne ikke bringes til noget forlig eftersom kongen forhen ville have
satisfaktion for adskillige begåede excesser, som han selv tilkendegiver i et brev til
Peder Vibe,
hvorudover tvistighederne kontinuerede efterfølgende år med den største hidsighed indtil
krigen brød ud imellem Danmark og Sverige, da hollænderne, profiterende af rigets
ulykke, så sig i stand at foreskrive love og endelig erholde det som de så længe
havde påstået.
Den stedsevarende forbindelse mellem Spanien og Danmark gjorde portugiserne
ikke mindre koldsindige mod dette rige end hollænderne; thi som Portugal året tilforn
havde rebelleret mod Spanien, søgte portugiserne at bestyrke sig med alliance
|826hos Spaniens fjender, óg finder jeg at der i dette år gik et
Alliance mellem Portugal og Sverigeportugisisk gesandtskab
til Sverige. Dette kunne ikke andet end alarmere Danmark såsom man kunne befrygte at
salthandelen, hvorom man havde fået så fordelagtige løfter i Spanien, ville falde i
de svenskes hænder. Dog ser jeg af kongens egenhændige breve til P. Vibe
at Hans Majestæt skæmter med samme gesandtskab; thi da det svenske skib som skulle
konvojere den portugisiske gesandt, befandtes ikke at kunne holde tæt, siger han:
Det vyll gaa skarn til med dem Kong Christians kritik derovery den
Spanske Søe.
Den portugisiske
gesandt kom dog i dette år lykkeligt til Sverige og dér
sluttede en alliance med samme rige.
Hvad samme forbund har indeholdt, og om det har
sigtet til Danmarks nachdel, er mig uvitterligt. Kong Christian ræsonnerer derover
således i et egenhændigt brev til oftomtalte Peder Vibe:
Den
Portugisiske och Svenske Alliance, och Gesantens trykte Discours ere hinanden heel liige.
Den Tiid, det 13 Capitel i Aabenbaringen bleff skreffen, skall der neppeligen haffue værit
tænkt paa Cantzler Oxenstierne. Regieringen haffde vell en Drømmer behoff, som kunde
drømme dem nogle Penge sammen.
Ud af hvilke ord jeg slutter at gesandtens tale må have
været helt højtravende og apokalyptisk. Således søgte Sverige at styrke sig med alliancer,
såsom uden tvivl allerede det tog var besluttet imod Danmark som kort derefter
skete.
Førend jeg begiver mig til den svenske krig, som begyndte 1643, vil jeg
tale noget om hvad mærkværdigt som tildrog sig imidlertid. I dette år 1641 anlagde Hans Majestæt
en ny købstad i Norge. Han havde nogle år tilforn
udset et sted i Ledenæs len som kaldtes Sanden, hvor han dette år fandt for godt at
Christiansands stiftelsefundere en stad som han siden
kaldte Christiansand, óg blev til den nye stads opkomst forordnet at ingen nærmere
|827end 3 mil på hver side derved måtte handle. Staden kom
dog allerførst i stand 1643 da den bekom sine fornemmeste privilegier, hvilke siden er
blevet forbedret af de efterfølgende konger. Og blev i det år 1686 bispestolen fra
Stavanger by, som året tilforn var afbrændt, forflyttet til Christiansand. Stiftet som
tilforn kaldtes Stavanger stift, blev også siden kaldet Christiansand stift. Ved denne
nye købstads anlæggelse var kongen selv til stede i Norge, som ses af hans egenhændige
brev til oftbemeldte hans resident i Sverige Peder Vibe. Rigets
admiral Claus Daa døde på samme tid. Han var blevet rigsråd 1625, rigsadmiral 1630 og
året derefter gesandt i Holland.
I det år 1642 kom til Danmark en anselig ambassade fra Moskovien
1642bestående af 80 personer. Denne ambassade var ikke
mindre sælsom end den Moskovitisk gesandtskabforrige hvorom
tilforn er talt. Da gesandterne blev bragt ind i audienssalen på slottet og der
så kongen siddende på sin trone med krone på hovedet og scepter i hånden,
forlangte de førend de frembragte deres ærinde, at Hans Majestæt ville rejse sig af sit
sæde, foregivende at deres høje principal førte sig således op mod danske gesandter.
Dette forlangende kom kongen i begyndelsen Deres underlige
forlangende ved ceremonialierneunderligt for, hvorudover han straks ikke ville
bekvemme sig dertil. Dog eftertænkte han at han havde med orientalske folk at bestille
som havde deres egne moder, og rejste sig omsider op af sin trone, men satte sig straks
ned igen, hvorudover også gesandterne forlangte stole, som blev dem tilbragt.
Efter at
denne første scene således var spillet, bragte de deres propositioner frem som bestod
først i at begære fornyelse af de gamle alliancer mellem Danmark og Rusland, men
forlangte derhos noget som var end mere sælsomt end forrige begæring, nemlig at ved
den ny traktat som skulle forfattes, zarens navn i begge kopier måtte sættes for
kongens, sigende at kong Frederik den Anden havde uden difficultet bekvemmet sig dertil.
De danske sva|828rede dertil at sådant var ikke
brugeligt ved noget europæisk hof, og at der var ingen konge eller fyrste som jo satte
sit navn først i det skrift som han udstedte til en anden; de vidste i det øvrige ikke
om sådant var sket i Friderici 2. tid, og om end sådant kunne bevises at være sket,
så må det være sket ved sekretærens forseelse såsom det er ikke troligt at en
sådan konge som Fridericus 2. skulle have bekvemmet sig dertil.
Men
disse gesandters hovedkommission var at foreslå en mariage mellem den moskovitiske
prinsesse Irene og kongens søn grev Valdemar, som han havde Forslag
om ægteskab mellem en russisk prinsesse og grev Valdemar avlet med fru
Kirsten Munk. Dette forslag rimede sig ganske lidt med forrige højhed, så at disse
gesandter faldt fra en ekstremitet til en anden; thi endskønt grev Valdemars moder var
ægteviet med kongen, så var det dog kun et ægteskab som man kalder til den venstre
hånd, og hvoraf de børn som avles, ikke anses som kongelige prinser. Kongen fandt
sådant parti honorabelt og vægrede sig ikke derfor hvis han kunne overtale greven til
at gifte sig med en russisk prinsesse. Og som greven fandtes ikke uvillig dertil,
begyndte man at handle videre om den sag, óg blev Peder Marcelius skikket til Moskovien
for at befordre den samme.
Da han kom tilbage, blev alting gjort færdigt til grev
Valdemars rejse, óg blev ham Grev Valdemar rejser til Moskovgivet
tvende gesandter til gelejde, som var Oluf Parsberg og Steen Bille, med hvilke han
gik til vands først til Riga, som ses af kongens brev til Peder Vibe om hans rejses
befordring igennem de svenske provinser, kom til Moskov
den 21. januar 1644 og blev med stor pomp modtaget. Men da grev Valdemar påstod
at bilageret måtte gå for sig,
begærede moskovitterne at han ville lade sig omdøbe efter den russiske kirkes måde, og
foregav ydermere at efterdi han i sin første hilsen havde kysset zarens scepter,
var han forbunden i alle måder at være ham lydig.
|829Da nu Valdemar fornam russernes henseende, satte han sig for
hemmeligt Hans aventures sammestedsat forlade Moskovien og
til den ende lavede sig til med 3 af sine mænd at søge vejen til Polen. Men da han mod
aftenen var kommet til stadsporten, blev han kendt og forbudt at rejse videre.
Herudover agtede han med magt at trænge sig igennem, men han blev ilde medhandlet og
ført tilbage igen til sit herberg, hvoraf hans tjenere brød ud og omkom nogle
moskovitter. Derefter blev Valdemar hårdt forvaret så længe som zaren levede. Men som
året derefter Michael Feodorowitz døde,
kom han på fri fod igen; thi den nye zar
Alexius Michaelowitz
bevidnede at dette rørte ham intet, og straks lod ham herligt
beskænke og sætte i frihed, dog ej uden med de vilkår at han måtte først give en
skriftlig forsikring fra sig ikke at øve noget fjendtligt imod Moskovien.
Så snart han var kommet løs igen, tog han vejen til Polen og blev
hæderligt modtaget af Vladislao 4., kongen af Polen,
i Warszawa, kom derefter inkognito
under det navn af en mecklenburgsk edelmand til Hamborg, og så videre. Hvad fata samme
Valdemar siden havde, og hvorledes han af misfornøjelse forlod riget
i kong Frederik den Tredjes tid, derom findes adskilligt i monsieur Chanuts Mémoires.
I dette år 1642 gjorde alle store øjne over Danmarks krigsrustninger
såsom på rigsdagen i København som blev holdt i februar, blev besluttet at bringe
på benene en krigshær af 14.000 mænd og at lade 15 orlogsskibe gå i søen, som skulle
formeres med 12 norske defensionsskibe, hvilket også skete, så at man mod foråret
havde færdig en flåde af 26 skibe som skulle løbe i Østersøen. 14.000 musketter blev
købt i Hamborg, og den svenske generalKong Christians stærke
armaturmajor Pfuel,
som da havde begivet sig i dansk tjeneste, hvervede folk
allevegne i Tyskland. Ingen vidste hvorhen man med denne store armatur sigtede, især
såsom hvad på rigsdagen var besluttet, blev holdt ganske gehejmt. Sverige blev især
derover alarmeret, og det ikke uden årsag efterdi kong Christian
ag|830tede at påtage sig kredsoberstamt i det nedersachsiske og at
holde sammesteds i beredskab en armé af 10.000 mænd, som skulle føre navn af den
nedersachsiske kredsarmé, hvorfor også de svenske lod bestyrke deres krigsmagt med 8.000
mænd.
Hvad den danske flåde angik, da mente man at den var destineret mod Frankrig i
favør af Spanien, med hvilket rige kongen året tilforn havde sluttet en traktat ved
Hannibal Sehested. Men som på samme tid kong Christian begyndte at
Årsag dertilforny
fredstraktaterne mellem Sverige og kejseren
igen, mærkede man at al denne armatur sigtede kun at vise de stridende parter at hans
mediation var ikke at foragte, og at bringe de svenske til for alvor at fatte fredelige
tanker såsom han med blotte ord og så mange års sollicitationer intet havde kunnet
udvirke; thi der blev intet andet foretaget, hvorvel de svenske anførte siden året
derefter sådant som et motiv til krig mod Danmark.
I dette år døde rigets marsk Jørgen Urne, som havde forvaltet det embede
fra 1632, óg blev i hans sted beskikket Anders Bille. En anden anselig person som i
samme år døde, var den store og berømmelige Holger Rosenkrantz, hvilken var brugt i
adskillige vigtige forretninger og formedelst sin lærdom var en af de
Holger Rosenkrantz’ død og
legataanseligste mænd i Norden på
de tider. Han var ikke alene selv lærd, men anvendte også alle mulige midler til
lærdoms forfremmelse. Til den ende legerede han en kapital på 2500 rigsdaler, hvis årlige
renter skulle gives til en ung persons udenlandsrejser. Til det i Odense oprettede
gymnasium gav han 1000 rigsdaler. Til Århus’ skolebørns underholdning 1000 rigsdaler. Til hans
egne bønderbørns lære og undervisning gav han bøndergårde med al deres herlighed,
foruden adskillige andre mindre donationer. Han døde i hans alders 68.
år.
|831Videre døde også på samme tid rigets råd og
befalingsmand på Hindsgavl Hans Lindenov. Item Palle Rosenkrantz, befalingsmand over Nykøbing og Ålholm len, hvilken
signaliserede sig synderligt i den kalmarske krig da han førte den kongelige livfane og
var den første på volden da man løb storm til Kalmar. Sten Gabriel Laxmand, i hvilken, såsom han
ingen børn efterlod sig, den laxmandske familie må være udslukt.
Nu træder jeg til den svenske krig som begyndte anno 1643 og endtes ikke
1643uden med Danmarks mærkelige forlis og skade,
skønt man kan sige at den Oprindelse til den svenske krigtynde
skæbne som kongen havde på sin gamle alder, kontribuerede af alting allermest
til det store navn som han har erhvervet i historien; thi intet var mere forunderligt
end at se en så bedaget herre nu i spidsen af en krigshær, nu igen på et orlogsskib
at affrontere sin fjende, og at løbe som en lynild nu igennem en, nu igennem en anden
provins for at gøre anstalter og at oprejse de faldne sager, så at hans fjender selv
tilstår at det var næst Gud ved denne gamle herres hurtighed, bravoure og bestandighed
riget endda ikke gerådede i større ulejlighed. Men førend jeg skrider til denne krig,
vil jeg kortelig forestille hvorledes konjunkturerne var tilforn mellem Danmark og
Sverige, og hvilke tvistigheder i de forrige år var forefaldet, på det at man deraf
kan se krigens rette årsager.
Medens kong Christian betjente sig af den langvarige fred til at forfremme
Hvorledes konjunkturerne var i Norden førend krigen
begyndteshandel og boglige kunster, item at styrke og sire rigerne med
fæstninger og skønne bygninger, var de svenske under deres tapre konge Gustavo
Adolpho af et mådeligt og uanseligt folk blevet en skræk for alle deres naboer. Thi da
kong Christian havde sluttet den lybske fred med kejseren, og de nedersachsiske stænder
fornam i hvilken fare deres religion og frihed stod, så de sig om fremmed hjælp
igen. Hos kong |832Christian var ingen mere undsætning at
forvente såsom de selv ved deres koldsindighed og frafald havde givet ham årsag til
fortrydelse og bragt ham til at indgå neutralitet og ikke mere at indvikle sig i den
tyske krig. Herudover kastede de deres øjne til Sverige og formåede Gustavum Adolphum
at tage sig det betrængte protestantiske Tyskland an. Højstbemeldte konge, efter at han
havde ført lykkelig krig med Polen og gjort stilstand med samme rige, bekvemmede sig
dertil og i en hast havde sådan forunderlig fremgang at han forflyttede krigen til de
kejserlige arvelande så at ikke alene kejseren og Spanien, hans
fjender, sitrede og bævede, men hans egne allierede selv, og det mægtige
Tilstanden mellem Danmark og Sverige i Gustavi Adolphi tidFrankrig
så ham an med skele øjne. Men denne store konge, efter at han som en vældig strøm havde
oversvømmet hele Tyskland, omkom 1632 i det slag ved Lützen og ved sin død bragte
sagerne i stor forvirring.
Mellem denne konge og kong Christian den 4. havde været
temmelig god forståelse siden den sjørødske fred; thi den jalousi som gerne regerer
mellem store naboer, var ikke mægtig til at sætte splid imellem disse konger, hvilke begge
admirerede dyden hvor de fandt den endogså i deres fjender. Den svenske skribent
Pufendorf vidner at Gustavus Adolphus agtede ingen konge så højt som
Christian 4., og at
han alene beklagede at de var naboer. Vel er sandt at adskillige tvistigheder oprejste
sig mellem begge rigers indbyggere, og at disse store konger undertiden fattede mistanke
til hinanden; men disse tvistigheder blev altid bilagte, og begge konger havde på
adskillige tider tvende fortrolige samtaler med hinanden, hvorfra de skiltes meget
venligt. Kong Christian indrømmede de svenske Stralsund og tillod en stor del af sine
tropper efter den lybske fred at gå i svensk tjeneste. I det øvrige sad Hans
Majestæt stille medens krigen blev fortsat i Tyskland, og alene tilbød nogle gange
sin mediation til de stridende partier. Sådan var tilstanden mellem de nordiske riger i
Gustavi Adolphi tid.
Efter den store Gustavi død blev konjunkturerne temmelig buntede for de
svenske i Tyskland; thi de protestantiske fyr|833ster
i Tyskland blev derover ganske nedslåede og forvirrede eftersom de ikke vidste hvem
at de skulle betro sådant stort værk at udføre, ja der rejste sig misforstand såvel
imellem dem selv indbyrdes som imellem dem og de svenske, hvilke de ikke ville unde det
directorium i krigen som de havde givet deres konge. Der fandtes óg de som foregav
at Den svenske magts flod og ebbe i Tysklanddet forbund
som man havde gjort med Gustavo Adolpho, ophørte ved hans død, og at de med egen magt
ville fortsætte krigen, menende at den fremgang de hidindtil havde haft, rejste sig
ikke så meget af Sveriges magt som af Gustavi kloge anførsel. Men ingen var i større
forvirrelse end de svenske selv, som var i et fremmed land hvor deres allierede
vaklede, og de selv var uden hoved.
I disse konjunkturer tilbød Christianus 4. sin
mediation og tilligemed ved Christian Pentz foreslog mariage mellem Gustavi Adolphi
efterladte prinsesse Christina og den danske prins Ulrik, hvilket ikke kunne anses
andet end en merit; i det ringeste er det ikke tegn til fjendtlighed at handle om fred
for folk som er i en forvirret tilstand. De svenske tog, efter deres egne skribenters
vidnesbyrd, dette tilbud med koldsindighed an, så at det møde som var berammet til
Breslau 1633, løb frugtesløst af. Óg begyndte de svenske siden mere og mere at bortkaste
fredelige tanker og at undslå sig for at antage dansk mediation da de erholdt en og
anden fordel imod de kejserlige igen, og de tyske stænder indlod
sig i et nyt forbund, hvorover directorium blev betroet til den svenske kansler
Oxenstierna som Sveriges administrator, hvorvel man søgte at indskrænke det ved et
regleret råd af de tyske stænder, som blev kaldet consilium formatum, og som skulle
residere til Frankfurt am Main.
Imidlertid lagde kong Christian armerede skibe ved Ruden, en del for at
Christiani 4. konduite medens de svenske førte krigen i
Tysklandfordre told af stralsunderne, en del óg for at vise de svenske at
han kunne afskære dem kommunikation mellem Sverige og Tyskland hvis han ville skride
til fjendtlighed. Dette alarmerede ikke lidet de svenske, skønt udgangen viste at
kongen ikke andet intenderede end at vise at han var |834en
potentat hvis mediation og underhandling ikke var at foragte; thi sømagten havde aldrig
været i bedre stand end under Christiano 4., så at ingen på de tider kunne hindre hans
flåde at spille mester i Østersøen.
Således var konjunkturerne indtil det fatale slag ved Nördlingen, som
skete i det år 1634, hvor 6000 svenske blev på valstedet, og en anselig hob blev
fanget. Dette slag syntes ganske at ville gøre ende på de svenskes herredømme i
Tyskland, óg er der ingen tvivl på at hvis kong Christian da havde villet erklære sig
imod dem, deres sager næppe havde kunnet rejse sig igen. Men kongen, endskønt han
idelig blev solliciteret om at træde i forbund med kejseren, og store løfter blev ham
gjort, ville han dog ikke bekvemme sig dertil, men offererede sin mediation på ny, hvoraf
man klarligt ser at intet lå denne konge mere på hjertet end at sætte Tyskland
i rolighed igen. De svenske blev da efter denne ulykke tilbøjelige til fred så at de
ikke alene gjorde ansøgning hos kong Christian om hans underhandling, men tilstedte
også prins Frederik efter den bremiske ærkebisps død at sætte sig i possession af det
stift Bremen. Men da fandtes de kejserlige igen uvillige såsom de mente ingen
mediation at behøve, men med sværdet at gøre ende på krigen, så at kong Christian alle
tider fandt en uovervindelig vanskelighed i fredens befordring.
Dette alt sammen nægter vel
ikke de svenske skribenter, men de holder derimod for, at kongen med sådan flid agerede
mediatør ikke så meget af kærlighed til fred som for at mage det så, at Tyskland på
en god måde kunne renses fra de svenske, og at man kunne fornøje dem med en sum penge til
krigens bekostning. Dette synes også at have været Kong
Christians hovedsigte ved at mediere fred mellem kejseren og Sverigekongens
hovedsigte; thi det var aldeles ikke Danmarks interesse at disse stridbare og
entreprenante folk skulle etablere sig stedse i Tyskland, og
derved omringes på alle
sider. Den tilkommende tid har også vist hvor højt skadeligt sådant etablissement har
været for riget, hvorudover man kunne ikke fortænke denne fornuftige konge om han ved sin
underhandling søgte alene at bringe det dertil at |835den
protestantiske religion og de tyske stænders frihed kunne sættes i
sikkerhed, og de svenske kunne indemniseres for de omkostninger som var anvendt på
krigen, helst som de svenske selv foregav at Gustavi tog til Tyskland var alene sket
i den henseende. Så at derfor, når kongen syntes at favorisere kejseren, var det
hverken formedelst interesse (thi han forkastede ofte store løfter), ej heller af
koldsindighed i henseende til den protestantiske religion og de tyske stænders frihed,
men alene at sikkerhed for religionen og frihed kunne tilvejebringes uden Sveriges
etablissement på den tyske bund, og når han syntes at favorisere de svenske, var det
for at hindre at religionen og friheden i Tyskland ikke skulle abandonneres til den
forrige skæbne. I den henseende var han svensk når de kejserlige havde overhånd, og
kejserlig igen når de svenske spillede mestre, og gav til kende at det var ikke just
for de tyske stænders skyld at de førte denne krig. Ja, at han ikke gerne så at de
svenske skulle komme på knæ i Tyskland, ses af et egenhændigt brev til Peder Vibe,
hvori han viser hvad de svenske kan være tjenligt til deres krigshærs konservation,
sigende:
Kunde dy Svenske ved deris Ministrer og Pensionarier i Tydskland overtale de
Tydske Soldater, som findes i deris Tieneste at bliffue i Tienesten paa den Maneer dy
hidindtil været haffuer, daa haffde dy Gaffn deraff.
At kong Christian sådant ene har haft for øjnene, viser alle hans
demarches fra Gustavi Adolphi ankomst til Tyskland indtil denne tid.
Således lod han i begyndelsen ikke alene
hele regimenter som han aftakkede, gå i svensk tjeneste, men endogså tilstedte sin
egen søn at lade sig indrullere i Gustavi krigshær, og kontinuerede dermed indtil han
fornam at de svenske havde andet i sigte; thi da begyndte han at blive mere
koldsindig, skønt sådan koldsindighed aldrig kunne bringes virkelig til
fjendtlighed, hvilket de svenske skribenter selv må tilstå. Kort at sige: Christianus 4.
negotierede disse sager ikke alene som en frede|836lig, men endog som en
habil konge således at han tillige med den almindelige fred
havde stedse sine egne rigers sikkerhed for øjnene; thi at ville sige at han undte de
svenske alt hvad de kunne få i Tyskland når kun en hastig fred derved kunne
erhverves, er noget som jeg vil overlade hyklere og smarotsere der skriver alene for
dem selv og ikke giver os tilforladelige historier. Når man derfor lægger dette til
grundvold i de danskes og svenskes tvistigheder, falder alle de sidstes argumenter af sig
selv, medmindre de vil sige at kongen med et godt hjerte burde se på at de svenske
etablerede sig på den tyske bund og derved satte Danmark kniven i struben.
Alt dette bekræftes mere af efterfølgende opførsel: Da de kejserlige efter
den Det samme vidtløftigt deducereserholdte sejr søgte på
ny at bringe kongen til at træde i forbund mod Sverige og tilbød
ham den ø Rygen samt overherskab over Nord- og Østersøen, vægrede han sig ved at
modtage slige tilbud, men kontinuerede stedse med sin mediations tilbydelse og til den ende at beramme
møder, nu på et, nu på et andet sted, skønt forgæves; thi eftersom de svenske ikke
alene rejste sig igen efter det nördlingske slag, men på ny begyndte at spille
mestre, så blev de mere og mere vanskelige til at bringe til forlig uden på hårde
og besværlige konditioner såvel for Tyskland som dets angrænsende naboer. Hvorudover
også kongen stillede sig an som han ville tage andre mesures,
og begyndte ikke alene i en højere tone at trænge på freden, men endogså i året 1638 lod sig antage til
kredsoberst i den nedersachsiske kreds og oprettede et neutralitets-corpo til fredens
befordring, skønt udgangen viser at hans intention ikke var at bryde med Sverige
efterdi alle de mouvements han gjorde, sigtede kun til at facilitere den plan som han fra
første begyndelse havde formeret sig, således at de ting kunne erholdes for hvis skyld
krigen var begyndt, nemlig religionens sikkerhed og de tyske stænders frihed, og at de
svenske tilligemed kunne bekomme en billig satisfaktion, alene når den ikke bestod i
tyske provinsers cession, som |837ikke kunne ske uden
forkrænkelse af andres ret og fare for den tilkommende tid, hvilket kongen forud har
omineret, som ses af hans egenhændige breve.
Óg udgangen har vist at hans frygt ikke har været uden
grund; thi alle de provinser som Sverige ved freden siden blev indrømmet, måtte ved
magt tages fra de rette naturlige herrer eller deres arvinger, óg mistede ved samme
lejlighed prins Frederik som ærkebisp af Bremen også sit stift, som måtte
sekulariseres og under det navn af fyrstendømme cederes til Sveriges krone. Ja, hele
Tyskland såvel som Danmark har siden følt sørgelige virkninger deraf, så at man
derfor kan sige at Danmark ikke havde meget forsyndet sig om det virkelig havde
spillet prævenire og ved lejlighed brugt sin magt i steden for at vise den alene. Jeg
tilstår vel at det foromtalte hemmelige forbund mellem Spanien, Danmark og hertug
Frederik synes at have ført noget mere med sig end simulerede trusler til fredens
befordring. Men jeg har tilforn vist at samme forbund er endnu et mystère, og end langt
mere på de tider; thi man ser at de svenske har intet villet melde derom i deres
manifest, ja da kort derefter det hollandske gesandtskab i Stockholm opmuntrede
Sverige til krig imod Danmark, svarede de svenske ministre at Danmark havde ingen
årsag givet dem dertil, hvilket den hollandske skribent Aitzema selv tilstår med disse
ord: “De Sweetsche seyden, dat Dennemarck gaf haer geen offensie.”
Så at derfor, hvor megen umage den svenske
skribent Pufendorf gør sig for at legitimere de svenskes indfald i Holsten 1643, så
er dog hans plaidoyer således indrettet at man grundelig deraf kan vise krigens
uretfærdighed; thi det må han og alle tilstå at Danmark i 13 samfulde år sad
stille uden at betjene sig af nogen slags forefaldende konjunkturer og uden at lade sig
indtage af de største løfter, endskønt sam|838me rige
havde aldrig været i bedre stand til at tentere store ting end under denne konge,
medmindre man vil kalde fjendtlighed små forefaldne ting, som for eksempel at et dansk
skib der lå ved Ruden, provianterede i det år 1638 den fæstning Wolgast, som var
belejret af de svenske, hvilket bevistes at være sket uden kongelig ordre, item at
nogle svenske skibe engang blev arresteret for lurendrejeri i Sundet. Dette er
ganske vist at just på den selvsamme tid som de svenske stillede sig an som de ville
antage kong Christians underhandling, og gjorde Danmark de bedste miner, ja karesserede
den danske resident i Stockholm mere end nogen tid tilforn, sluttede de forbund med Holland mod samme
rige og lovede hamborgerne hemmelig assistance imod kong Christian, ja just på samme tid
gjorde de under deres feltherre Torstensson
det store indfald i Holsten.
Om nogen vil
ellers forekaste mig at jeg her heller agerer advokat end en historicus, da kan jeg
svare at (1) denne hele recit er udtaget af svenske skribenter selv, (2) at alle
fremmede upartiske autores er af samme tanke med mig og tilstår at Sverige begyndte
denne krig uden billig årsag alene af politik, at de kunne blive skilt ved en
mediatør der sigtede alene til at erhverve Tyskland en sikker fred, og at de tyske
fyrster, i hvis favør de svenske havde gjort dette tog, ikke skulle se deres lande at
blive deres allierede til bytte, som siden med de sammes store lamentation skete. Dette
var sigtet af denne fredsforhandling, hvilket ses af Hans Majestæts stedsevarende
formaninger til Sverige, især af det åbenhjertige brev som han 1639 tilskrev dronning
Christina, hvori findes disse ord:
Det er vell at beklage, at de Vaaben, som Eders
Kongl. Herr Fader havde optaget til de Evangeliskes Defension, nu paa nogle Aars Tid til
intet andet ere brugte end til deres Oppression, Deso-|839lation, og Udmattelse, hvilket kand drive de Protestantske Førster til desperata
Consilia. &c.
Dette er en kort relation om de ting som var forefaldet før krigen. Nu vil
jeg træde til beskrivelsen af samme krig, hvilken når man overvejer konjunkturerne, kunne ikke
andet end have slet udfald for Danmark; thi på
Sveriges side Årsag hvorfor denne krig kunne ikke falde lykkeligt
ud for Danmarkblev en krig begyndt som længe tilforn var præmediteret;
Danmark derimod havde aldrig levet i større sikkerhed, hvilket tilstrækkeligt vises
af den ringe modstand de svenske i begyndelsen fandt da de i en hast oversvømmede alting
og uden møje indtog hartad det hele faste land, hvor der overalt fandtes slet
forsynede fæstninger og ubevæbnede folk, og såsom man siger gemenlig at hvad som
fordærves i den første concoction, er ikke let til at redressere igen, så forårsagede
dette uformodentlige indfald straks sådan forvirrelse som i den hele krig ikke kunne
korrigeres.
Sverige havde forsynet sig med Hollands alliance, hvorved det
Svagheder hvoraf riget da laboreredekunne være forvisset både om
penge og skibe til krigens fortsættelse. Danmark derimod havde ingen sådanne
prækautioner taget såsom riget aldrig mindre holdt sådant nødigt; thi man finder at
kong Christian kort tilforn var brouilleret med kejseren formedelst det
pinnebergske grevskab, og Spaniens venskab kunne ikke i sådan hastig ruptur være af
nogen betydelse; thi foruden at samme land ligger som i en anden verden, så har
erfarenhed vist at et helt rige ofte snarere kan indtages end det spanske konseil
kan komme til en slutning. Sverige vrimlede af stridbare folk der af idelige og
langvarige krige var hærdede, var også forsynet med anførere hvis lige på de tider
næppe var i Europa, og hvis blotte navn kunne indjage skræk. Danmark derimod havde
fast i 30 år levet i fred; thi den krig som var ført i Tyskland, blev ført med
tyske folk såsom det var en Mangel på stridbar almuekrig
der egentlig riget ikke angik, så at her var mangel såvel på stridbar almue som
på erfarne officerer, og man kan sige at kongen var ikke alene den bedste, men fast
|840den eneste feltherre og sømand som riget på samme
tid kunne bryste sig af, hvorfor han også uanset hans høje alder måtte selv bivåne
alle ekspeditioner både til lands og vands.
Foruden disse ulejligheder syntes riget at
laborere af en indvortes sygdom såsom en tid lang ingen synderlig harmoni havde været
mellem kongen og rigets adel; thi såsom de store kvaliteter som denne konge var begavet
med, erhvervede ham større autoritet end hans formænd, så er troligt at adelen derover
er blevet alarmeret og har anset ham som et instrument til deres herredømmes
indskrænkelse. Det synes også at deres mistanke ikke har ganske været ugrundet når
man betragter adskillige ting, såsom nye fæstningers fundationer, adskillige vigtige
anslag som gik alene igennem hans eget hoved, og især store chargers reduktion; thi
man finder at der en tid Uenighedlang var ingen
rigshofmester, rigsmarsk eller rigskansler, men alene en statholder og kongelig
kansler. Thi kongen lod bemeldte høje charger stå ledige når nogen faldt af.
Hvad som
ydermere forøgede deres mistanke, var den fermeté hvormed
kongen havde begegnet det slesvig-holstenske ridderskab, som han havde skilt ved deres
formente valgrettighed. Der menes også at han af politik employerede så mange
unge danske edelmænd i den kejserlige krig og adjungerede deraf til hvert kompagni en
commissarium på det han derved des bedre i sin fraværelse kunne holde forældrene i
lydighed. Videre søgte han at forbinde de fornemmeste herremænd til det kongelige hus ved
at give dem sine døtre som han havde avlet ved fru Christina Munk. Således blev hans
svigersønner Christian Pentz, statholderen i Holsten, Corfitz Ulfeldt, rigets hofmester,
Hans Lindenov, Hannibal Sehested, statholderen i Norge, og Ebbe Ulfeldt.
Hvor vidt ellers kongens dessein kunne gå, er noget man ikke kan sige. Vist nok er det at de levede
idelig i en slags méfiance, såvel i henseende til ovenmeldte mesures
Mistankekongen tog, som i henseende til den store kærlighed han
havde erhvervet sig blandt almuen såvel ved sin kloge regering som sin borgerlige
omgængelse. Jeg finder også at han i det |841år 1634 gav
ordre til rigets marsk Jørgen Urne at handle med adelen om vornedrettighedens ophævelse
og alle sjællandske og lollandske bønders frihed, hvorimod de fleste satte sig med hænder
og fødder. Men intet gjorde dem mere bange end hans rare kvaliteter og store erfarenhed
såvel i krigs- som civile sager; thi man kan sige at han ikke alene var den ældste
embedsmand i riget, men endogså den habileste, hvorudover hans ord var gerne
decisioner. Når nogen i rådet kontradicerede ham, svarede han ofte: “Det er noget som
jeg har overlagt med din farfader.”
Dette alt sammen svævede dem for øjnene så at det er
troligt at man kunne falde på de tanker at under en så anselig og myndig konge
engang kunne forlanges en revisio actorum og en eksamen foretages for at efterse hvorpå
det daværende jus publicum og adelens myndighed grundede sig. At dette som jeg ellers her
har anført, består ikke i præsumptioner og ilde grundede gisninger, ses deraf at
mange af de store efter denne konges død søgte at udelukke hans søn fra successionen.
Således var rigets tilstand før krigen, óg kunne man af deslige vanskeligheder ikke
promittere sig noget lykkeligt udfald.
De svenske skjulte deres forehavende med sådan flid at endogså deres
De svenskes uformodentlige indfald i Holstenallierede ingen
kundskab derom havde førend Torstensson stod med sin krigshær i Holsten. Samme
feltherre bemægtigede sig straks ved sin ankomst den stad Kiel og tog der sit
hovedkvarter. De andre høje officerer blev uddelt i det fyrstendømme Ditmarsken, det
grevedømme Pinneberg, de amter Hadersleben, Trittau, Reinbek og Segeberg. Imidlertid blev
det kongelige slot Christianspris, som ligger ved kanten af Østersøen og 2 mil fra
Kiel, erobret med storm af de svenske, og det herlige slot Bredenborg, som hørte til
Christian Rantzau, blev indtaget med list af Deres store
fremganggeneralmajor Mortaigne, hvori de fandt stor rigdom. Rendsborg,
Itzehoe og andre stæder gav sig uden sværdslag, ja der blev ikke
i hele Slesvig og Holsten mere tilovers end Glückstadt og Krempe, men alle stæder faldt
i de svenskes hænder og blev besat med deres folk.
|842I denne krig vidste hertugen af Holsten meget viselig at skikke sig efter
tiden; thi omendskønt der imellem ham og kongen var gjort så ofte defensionsrecesser til fyrstendømmernes
forsvar mod de armeer som grasserede i Tyskland, lod han dog, så snart han
fornam denne urolighed imellem Danmark og Sverige, anholde om neutralitet, hvilken han
vel erholdt, men det profiterede ham lidet; thi de svenske pressede landet med penges
indfordring og indkvarteringer, og de danske, som billigt, sparede ham ikke heller. I den
beængstelse lod han for sikkerhed fortificere den stad Tønningen 1644.
Imidlertid publicerede de svenske et manifest af dato 16. januar 1644 og
1644lod krigen publicere ved en herold, hvilken med
hånhed blev skikket tilbage såsom manifester efter sædvane går før krigen, men ikke
efter, óg gav kongen årsagen til samme herolds afvisning til kende ved et patent hvori
han pathetice besværer sig over Sveriges opførsel. Man skulle vel tænke at dette
manifest måtte være des fyndigere efterdi det kom så silde. Men man kan sige at det
kom både for tidligt og for silde; thi alle upartiske skribenter holder for at ikke et
eneste af de argumenter som anføres, kan holde stik. De fornemmeste deraf er
efterfølgende:
Omendskønt de svenske skibe og varer var toldfri i Sundet ved
Det svenske manifestforeninger som var gjort mellem
rigerne, så havde man dog tvunget dem til at betale told.
At endskønt de passerede svenske skibe havde certifikater fra stæderne
hvor de havde hjemme, havde man dog ladet dem arrestere som lurendrejere.
At kongen af Danmark havde indladt sig i alliance med kejseren, Polen og
Moskovien, som var Sveriges fjender.
At så ofte dronningen af Sverige hvervede folk til krigens fortsættelse
i Tyskland, lod kongen af Danmark også hverve og havde truet at anfalde de svenske,
hvilket havde hin|843dret dem at agere med force imod
deres fjender og at holde deres magt samlet af frygt for at blive angrebet bagtil.
At de danske ved Wolgast havde assisteret Sveriges fjender.
At de havde søgt at sætte splid i den svenske krigshær.
At rigets statholder Corfitz Ulfeldt havde ladet falde trusler imod
Sverige.
At de danske havde korresponderet med den misfornøjede
enkedronning Maria Eleonora og havde ført hende ud af Sverige.
At de svenske gesandter med hånhed var bortvist fra traktaterne i
Lübeck 1629.
Og endelig at man havde taget told i Sundet af alle livlandske
undersåtter.
Dette blev besvaret af de danske stykkevis således:
At der engang alene, nemlig år 1643 kort før krigen, 8 svenske skibe
havde Besvaresværet arresteret i Sundet såsom de samme
var suspekte for lurendrejeri, men efter at sagen var eksamineret, en del af samme
skibe at have været relakseret, og de øvrige alene,som var fundet skyldige, at være
konfiskeret, så at denne eksekution skete ikke for at tvinge de svenske til at betale
told, men for at hindre at andre under svensk navn og falske pas ikke skulle eksimere
sig derfra, hvilket kongen også i en egenhændig skrivelse giver
til kende længe før krigen begyndte, med disse ord:
Der confisqueris inted uden derpaa først er
gangen Dom; och hvem der haffuer sig offuer Dommen at besværge, hannem staaer det frit for
at appellere for mig og Rigens Raad.
Det stod kongen af Danmark frit for at indlade sig i alliance med andre
potentater, enten de var Sveriges fjender eller ej, så længe det ikke kunne bevises at
de var offensive alliancer imod Sverige.
At kongen af Danmark hvervede folk, kunne ingen fortænke ham for; thi
sådant gøre alle potentater for deres egen sik|844kerhed
når deres naboer er armerede, ja det var at ønske at hvervningerne havde været
end større, så havde riget i begyndelsen af denne krig været i bedre
defensionsstand.
At et dansk skib engang havde provianteret Wolgast, som var belejret af de
svenske, var sket uden kongens ordre.
At de danske havde søgt at stifte oprør blandt de svenske krigsfolk, var
noget som ikke kunne bevises. Det samme kunne også siges om Corfitz Ulfeldts trusler,
og endskønt det var sandt, så var det kun en privatpersons trusler.
Alt hvad kong Christian havde gjort i henseende til enkedronningen af
Sverige, var noget som efter bienséance ikke kunne efterlades.
At de svenske gesandter blev ikke admitteret til den lübeckske kongres, var
ikke kong Christians skyld, men kejserens, som da spillede mester.
Om man tog told af Livland og andre provinser som af Sverige nylig
var conqueteret, syndede man deri ikke mod de foreninger
som var gjort mellem rigerne såsom samme provinser var under sådan frihed ikke befattet.
Hvad de andre poster angik, grundede de sig alene på suspicioner, nemlig
at kong Christian var de svenske i hjertet ikke god. Men deslige ting
er sælsomme motiver til krig; nok er det at en potentat i gerningen lader intet se
som kan give årsag til mistanke om fjendtlighed. Man finder her at kong Christian i
Autoris betænkning13 år sad stille, at når de svenske
formedelst en sejr lod synge Te Deum i Stockholm, lod han gøre ligeledes i
København, at han skrev kejseren et og andet hårdt brev til i favør af Sverige,
hvori, efter de svenske skribenters egen tilståelse, fattedes intet uden krigserklæring, og
endelig at han lod mange af sine egne folk, ja sin egen søn gå i svensk tjeneste. Ville
de svenske foregive at han mente intet dermed, da vil jeg lade sådan gisning stå
ved sit værd, men alene sige dette at det er et meget sælsomt principium at man bør
forfølge sin næste der beviser en tjeneste når man mener at |845det sker ikke af hjertet.
Og ville de sige at kongen i disse 13 år
sad stille alene af frygt, da kan jeg ikke se hvad han kunne frygte for efter Gustavi
død da de svenske var uden hoved, og alle deres allierede vaklede, ej heller efter det
slag ved Nördlingen da deres sol var ganske formørket. Kort at sige: De svenske tilstår
selv at Torstensson fandt alting fredeligt for sig i Danmark så at man kunne se at
dette rige tænkte på intet mindre end på krig, óg ruinerer den tilståelse alene den
hele bygning af deres manifest, hvilket de også synes selv at bekende ved at beråbe
sig in subsidium på gehejme dokumenter, som endnu ikke er kommet for lyset.
Hans Kongelige Majestæt, da han fornam at det svenske indfald i Holsten
ville besynderlig gælde hans lande, begav sig straks til København, hvor han gjorde al
mulig anstalt at modtage disse gæster som uden årsag var faldet ind i hans lande,
hvilket Hans Majestæt forestillede rigets stænder og efter sædvane trøstede og satte
Kongens anstalter til krigenmod i dem, såsom han var selv en
frimodig og i courage uovervindelig herre, hvoraf en svensk historieskriver berømmer
ham, sigende:
Confirmatis suorum animis et
idoneis defensioni necessariisque quod in ista festinatione licuit, conquisitis, nihil
recusat, quod ejus prudentiam, præsentiam vel auctoritatem desideraret, omnia pro tutela
ac salute Regni subditorumque terra marique ausus, etiamsi fortuna ei parum responderet.
Det er: Han satte mod i sine folk, gjorde al anstalt, så meget som i sådan hast
muligt var, til defension, han sparede intet som kunne tjene til hans fædrenelands frelse
og sine undersåtters, for hvis skyld han vovede sig yderligt både til lands og vands,
omendskønt lykken var ham lidt gunstig. Og sandelig, siger en anden skribent:
Når vi
ret overvejer alting, da var Danmark ganske uberedt at tage imod nogen fjende, men blev
af intet så meget bestyrket som af den inkomparable konges tapperhed og hans uovervindelige
courage |846i modgang. I hans
grå alder, for at redde sit fædreneland af den overhængende fare, lod han sig se som en
tapper soldat og ved sine råd, dåd og besynderlig tålmodighed i møje og fare
udrettede at riget i denne farlige tilstand blev så vidt som muligt konserveret.
I Sjælland blev for at hverve land- og søfolk trommerne allevegne
rørt, og af den i hobetal tilløbende mængde blev i Helsingør udvalgt de bekvemmeste;
de andre blev sendt til København. Der fattedes besynderlig gode anførere som kunne
byde spidsen til de gamle svenske tropper, hvilke ved så mange års kontinuerlig krig
i Tyskland var hærdede, og hvis generaler ved så mange ekspeditioner havde erlangt
sådan stor krigserfarenhed, da derimod de danske i mere end 30 år havde ikke været
indviklet i nogen krig, undtagen den imod kejseren, hvori få danske blev brugt,
men de fleste var tyske af den nedersachsiske kreds.
En del af de nye hvervede blev sendt til Fyn til rigets marsk Anders
Bille, som var beordret at sætte sig imod Torstensson på den side.
En anden del blev beskikket til Skåne, hvor Ebbe Ulfeldt skulle
kommandere. Niels Kock blev sendt med et skib til Danzig at hente krudt, hvorpå her i
landet var mangel, óg blev der sagt at han skulle gå derfra til Polen og Moskovien at
begære undsætning.
Omendskønt alting i Danmark blev nu tillavet som til en åbenbar
krig, flatterede dog mange sig med den forhåbning at de svenske søgte ikke efter andet
end vinterkvarter og bytte i Holsten og ikke havde i sinde at
føre krig på Danmark. Kongen selv da han fik tidender om Torstenssons indfald, for at
udforske svenskens intention lod den svenske minister Strømfeld, som opholdt sig i
Helsingør, sige at han |847kunne få sin afsked straks
efterdi kongen havde dog hørt at han skulle kaldes tilbage. Men han svarede at han ingen
sådan ordre havde og ville derfor først begære sin afsked når han fik befaling af
dronning Christina. Herpå skikkede Hans Majestæt en page til Sverige med breve hvori
Peder Vibe, den danske minister, fik ordre at begære af dronningen hun ville kalde
Torstensson fra Holsten, og ifald hun vægrede sig derfor og tilstod dette indfald var
sket ved hendes befaling, da skulle han begære sin afsked fra Stockholm, hvilken
han også kort derefter tog, hvorvel Sveriges riges råd da intet positivt svar ville give,
men kontinuerede med at simulere ligesom Torstensson havde gjort det
indfald uden regeringens ordre og videnskab, hvilket ses af den på residentens
forlangende givne resolution, hvori findes disse ord:
Hwarfore Hend. K. M. icke
grundeligen wetandes hwadt passerat ähr, ey heller cathegorice må eller kan swara, om
deroppå nogen Ordre ähr gifwen eller ey.
Imidlertid tillavede kongen sig af yderste magt at tage imod disse
uformodede gæster og ikke aleneste satte alting i god orden hjemme, men endogså så
sig allevegne om fremmed hjælp, besynderlig hos kejseren, hvilken i begyndelsen af
krigen sendte skrivelser til søstæderne
Lübeck, Hamborg og Bremen, hvori han formanede
dem at hjælpe de danske og gribe til værge imod den dagligt tilvoksende svenske magt, men
med liden succes, eftersom bemeldte stæder holdt det mest sikkert og rådeligt ikke at
bemænge sig i denne krig. De svenske derfor, såvel som de danske, hvervede folk i
Hamborg. Lübeck forbød de danske offentligt at hverve, foregivende at den selv havde sine
folk nødige. De lüneburgske fyrster og den oldenborgske greve kunne ej heller overtales
at gribe til gevær imod Sverige, så Hans Majestæt derudover fornam at al byrden ville
ligge på ham alene, og at han ingen anden havde at forlade sig på end
|848på Gud i himmelen og sine egne retfærdige våben. Han lod på
samme tid slå en mønt med denne påskrift: Justus יהוה Judex.
Imidlertid rykkede de svenske længere og længere ind i Danmark og huserede
grummeligt eftersom de ingen modstand fandt. Hans Majestæt havde vel bragt i en hast
nogle ryttere på benene og sendt dem under anførsel af oberst Buchwald til Kolding,
men de blev efter en hård fægtning med den svenske oberst Douglas, som overgik dem langt
i magt, nødt til at retirere sig til Fyn. På samme tid holdt besætningen i Krempe
med dens kommandant Steenberg en lykkelig træfning med et svensk parti, af hvilket
halvtredje hundrede blev fanget og omkommet og et stort bytte erobret.
Efter at det buchwaldske rytteri var blevet tvunget til at forlade Jylland,
som sagt er, blev Anders Bille sendt fra Fyn didhen, hvilken slog sin lejr ved
strandbredden af Middelfart-sundet. Men Torstensson brød op med sin lejr i
De svenske bemægtiger sig Jyllandbegyndelsen af det år 1644 fra Kiel
og gik ind i Jylland i forsæt at overfalde Anders Bille. Han kom i januar med sin
hele armé til den danske lejr, hvilken man af al magt havde arbejdet på at befæstige,
men den var ikke endda bragt til nogen fuldkommenhed. Da Torstensson havde i 3 dage
kanoneret derpå, begyndte Bille at desperere om lejrens defension og derfor bragte over
med sig til Fyn stykker, felttegn og de fornemste anførere, hvilket da Torstensson
fornam, satte han sig for at bestorme lejren og lod de belejrede det vide ved en
trompeter, hvorudover de samme, som de så det var umuligt at
forsvare den mere, blev tvunget til at overgive sig. Efter at Torstensson havde erholdt
denne fordel, blev oberst Helm Wrangel sendt med en hob tropper til Nørrejylland og
gik på isen over Limfjorden ind i Vendsyssel, hvor han adspredte de bønder som fandtes
bevæbnede, og tvang dem til at overgive deres gevær. Således blev de svenske mestre
også over hele Jylland.
|849Torstensson disponerede sin vinterlejr således at han kunne ikke frygte
for nogen magt, hvorfra den kom, og bestyrke og rekruttere sine soldater. Sit hovedkvarter
beskikkede han til Hadersleben, hvorfra han lettelig kunne have indseende med alting.
Imidlertid var kongens nærværelse, som havde opholdt sig en tid lang til
Odense, ligesom en stærk fæstning. Han bestyrkede de tropper som
kom fra Jylland, med friske folk, oprejste ved alle tilgange befæstninger, disponerede
stykkerne og lagde skibe og pontoner i Middelfart-sundet. Ved Nyborg stod også
færdige skibe som skulle, ifald alting gik ikke vel for sig, tage imod de flygtige.
Men jo større flid kongen anvendte på at konservere øerne, jo større begærlighed fik
Torstensson at angribe dem, til hvilken ende han tillavede en stor hob skibe og lagde dem
ved de bekvemmeste havne i Jylland og Holsten for at betjene sig af hvad lejlighed
der kunne offereres. Men alle disse anslag blev til vand formedelst kongens årvågenhed;
thi de svenske fik i den hele krig ikke fod på nogen af øerne.
I Norge blev krigens administration betroet til Hannibal Sehested, samme
riges statholder, hvorfor også krigen endnu af bønderne kaldes Hannibalskrigen. At man
der i samme krig var lige så sikker som i Danmark, ses deraf at Hannibal Sehested
var på vejen for at gøre en visit til Danmark just på samme tid da det svenske indfald
skete, og at kongen måtte udstede en ordre til hans forblivelse i Norge af det indhold:
Vider, at efterdi vi
tilforne Eder fra Lænet haver forlovet her neder til Dannemark at forrejse, da, efterdi vi
formedelst det Indfald, i Holsten skeed er, anderledes er vorden til Sinds, bede vi Eder,
og Naadigst ville, at I derfore der oppe i Norge forbliver, og sammesteds med god Ordre
alting forordner, som I |850agter gavnligst og best at være
&c.
Efter at Sehested havde fået denne ordre, satte han ikke alene alting i god
defensionsstand, men gjorde også med de norske et indfald i Sverige, hvor han havde
god fremgang og bemægtigede sig adskillige stæder på Norske
bedriftergrænserne. Ebbe Ulfeldt overrumplede den svenske oberst Stenbock da han
med nogle 1000 mænd ville bryde ind i Skåne, jog ham på flugt og
drev ham i et morads, ja de danske og norske regerede nu lige så stærkt i Sverige
som de svenske i Holsten og Jylland og nødte de svenske til at forlade Skåne og
begive sig til deres egne grænser, hvilke de fornam ville stå i høj fare; thi kongen
af Danmark lagde sig personligt for Göteborg, belejrede samme stad stærkt både til lands
og vands.
De danske besætninger i Glückstadt og Krempe, da de fornam de svenske i
Itzehoe holdt kun slet vagt, og deres kommandant var rejst til Rendsborg, rykkede de 800
mænd stærke derfor og erobrede staden med list på den samme måde som den svenske
general Königsmark gjorde for et år siden med Halberstadt; thi tidligt om morgenen da
stadens port blev åbnet, havde nogle danske forklædt sig i kvindeklæder, andre som
bønder gik med kål, urter og andre sådanne varer og overrumplede vagten og derved
gav lejlighed til deres baghold at bryde ind i staden, hvor de bekom 300 svenske til
fange og stort bytte.
De kejserlige, spanske og bayerske generaler da de fik kundskab om det
General Gallas kommer de danske til hjælpsvenske indfald
i Danmark, forsamlede de sig til Passau at rådslå med hinanden hvad de hertil
skulle gøre, og endelig besluttede at skikke folk til Danmark, ikke så meget for at
hjælpe de danske som for at føre de svenske i knibe i Jylland og Holsten, hvor de havde
deres herberg, og om ikke at tvinge dem med magt så dog at mage det så at de ved
hunger skulle blive ruineret. Til den ende blev den kejserlige general Gallas beordret at
rykke til Holsten, hvor han ankom i begyndelsen af august måned og kommanderede
nogle |851af sine folk til Kiel, hvilke erobrede samme stad og
nedsablede en hob svenske. En del af dem flyede til slottet, resten blev taget til fange
og med stort bytte bortført. Derefter blev fæstningen angrebet, hvilken blev tvunget til at
give sig på nåde og unåde, og dens besætning gjort til krigsfanger.
General Torstensson samlede alle sine folk sammen og begav sig til
Rendsborg, General Torstensson forlader Holstenderfra til
Segeberg og Oldesloe, hvor han blev stående. Didhen fulgte ham Gallas, som var
konjungeret med de danske tropper, bestående af 1000 ryttere og 2500 fodfolk, og lejrede
sig på en høj tvært over fjenden, hvilket forårsagede at begge partierne begyndte skarpt
at kanonere på hinanden, og man ventede at det skulle komme til en hovedtræfning
imellem dem. Men Torstensson brød op dagen derefter, marcherede mod Mecklenburg og
således med sin hovedarmé forlod Holsten.
Dette var alt det som Gallas udvirkede i
Holsten, hvorvel han tit og ofte havde ladet sig mærke at have ført de svenske således
i knibe at ingen af dem skulle undgå af hans hænder, óg havde
han sandelig kunnet udrette meget vigtigt og ruineret den svenske flåde som lå i
Kieler havn, dersom han havde brugt sig ret og skyndt sig førend de svenske havde fået
deres magt sammen, óg forårsagede det at de danske tropper siden afsondrede sig fra ham.
Til erindring om hans bedrifter blev i Hamborg slået en mønt hvorpå stod disse ord:
“Hvad som Gallas har bedrevet i Holsten, kan man kortelig læse på den anden side.”
Men når man vendte samme side op, var den ganske blot.
Efter dette indtog de danske adskillige af de erobrede stæder igen. Den
De danske kommer sig igenkongelige krigs-commissarius
Rantzau attakerede Ribe og tvang besætningen at give sig på nåde og unåde. Således
gik det óg med Ålborg og Århus, hvilke måtte give sig over til de danske igen. Derpå
marcherede generalkrigs-commissarius Rantzau mod Hadersleben, hvilken
|852han også tvang at give sig på nåde og unåde og fandt der godt forråd
på proviant og gevær. Derimod lidede de danske nogen skade for Pinneberg, hvor de blev
overfaldet af den svenske oberst Helm Wrangel og nødt til at ophæve deres blokade. Fra
Pinneberg marcherede bemeldte svenske oberst til Bredenborg, som også af de danske var
blokeret, i forhåbning at nyde samme lykke; men prins Frederik, da ærkebisp af Bremen,
som kommanderede de danske en chef i Holsten, da han fik kundskab derom, sendte han i
tide undsætning til de danske, hvilket forårsagede at de svenske forandrede deres
forsæt, uformodentlig rykkede for Kiel og bemægtigede sig samme stad med dens fæstning.
På samme tid bemægtigede de svenske sig Itzehoe, hvor de satte nogle huse i brand og
nedsablede alt det som var i gevær. Derimod erobrede de danske Bredenborg, som de svenske
forgæves stræbte at undsætte.
Medens dette passerede i Holsten og Jylland, havde de norske gjort et
farligt Bedrifter i Skåne og Norgeindfald i Sverige, hvor
de efter de svenskes eksempel brugte ingen høflighed, men opbrændte 12 landsbyer som hørte
fjenden til, og avancerede indtil Göteborg. I Skåne belejrede den svenske marskal
Horn Malmø og anvendte al sin flid på at blive mester over denne vigtige stad, hvilket
at forhindre kongen af Danmark samlede sammen en armé af 11.500 soldater, hvilke han i
egen høje person førte over til Skåne, og rykkede mod Malmø i forsæt at levere de
svenske et feltslag, hvilket forårsagede at general Horn måtte stikke ild på sin lejr
og forlade staden, på hvilken han havde haft så stor appetit at han ikke havde sparet
nogen ting som kunne tjene til dens erobring.
Efterfølgende år blev krigen fortsat af al magt igen. Den svenske
oberst Helm Wrangel, som efter Torstenssons bortrejse kommanderede de overblevne svenske
tropper i Holsten, da han var bestyrket med nogle folk som Ankerhielm
efter det ulykkelige slag ved Femern havde sat i land, begav han sig til
Jylland mod enden af foregående år og på vejen gjor|853de
sig mester over Haderslev Slot. Men som han fornam at kongen
havde forladt Skåne og var kommet til Fyn, item at ærkebispen af Bremen havde fået
en temmelig hob folk på benene, begyndte han at forskanse sig ved Randers, og på det
han kunne være sikker bagfra, lagde han en god garnison i Ribe og skikkede
oberstløjtnant Mortaigne hen at befæstige samme stad. Men de danske kom kort derefter
for Ribe og i tredje storm bemægtigede sig staden og nedsablede hvad som fandtes i
gevær. Ved denne bys attak havde ærkebispen forhåbning at lokke Wrangel af sin
fordel, men forgæves, hvorfor han besluttede at forcere den fjendtlige lejr. Men
Andreas Bille satte sig offentligt imod ham deri, foregivende det ville være for
vanskeligt at anfalde en fjende der var så stærkt forskanset, og som han fornam
ærkebispen ville ikke stå fra sit forsæt, separerede han sig med sine underhavende
tropper og førte dem over til Fyn,
hvilket forårsagede at Wrangel lykkeligt udløb og begav sig med sin armé til
Holsten for at assistere Königsmark i den bremiske ekspedition.
Dette er det fornemmeste som tildrog sig til lands. Nu rester at tale
noget om Bedrifter til søshvad som imidlertid blev
forrettet til vands.
Kong Christian gik i sin høje og grå alder den 12. april i egen høje
person til søs med 16 orlogsskibe, hvilke siden blev formeret indtil 40. Den svenske
flåde derimod, bestående af 50 skibe, gik ud fra Stockholm den 23. maj under admiral Claus
Fleming. Den første rencontre
skete imellem 9 danske skibe og en svensk eskadre, hvervet i Holland, således:
Hans Majestæt, da han havde ladet synke nogle skibe i
Göteborg havn for at gøre den til intet, begav han sig til søs med 9 skibe for at
oplede de svenske, hvis eskadre han træffede under Jylland og sloges med den i 3
fuldkomne timer, omendskønt den var langt stærkere. Endelig som Hans Majestæt fornam at
det ville blive ham for hårdt at stå imod så mange, gav han ordre at retirere sig,
hvilket også skete. Derudover fik den svenske admiral et stort mod og forfulgte de
danske ski|854be af al magt, men som den danske admiral
fornam at af den hele svenske eskadre var Kongen i egen person
driver en svensk eskadre på flugtenalene 3 som forfulgte dem, sendte han
ordre til de andre skibe at vende tilbage igen, gik så mod den svenske admiral, hvis skib
i en hast blev ynkeligt tilredt, mistede sin store mast, ror og alle sine sejl og 34
bådsmænd, 22 soldater og havde uden tvivl blevet
de danske
til bytte dersom det ikke havde fået undsætning af viceadmiralen og af det andet som fulgte straks efter, hvilke
skibe da de stræbte at forløse admiralen, blev de mest ligeledes tilredt og efter
en hård fægtning måtte tage den bedste vej de kunne, til en havn i
Jylland. De danske skibe sejlede til
Skagen.
Efter at det slag var holdt, ventede man ikke at de skulle komme sammen så
snart igen. Den danske flåde da den var bestyrket med 2 andre skibe, lod sig nogle dage
derefter se i bemeldte havn, hvor den svenske flåde endda lå. Dette forårsagede at
begge flåderne kom atter sammen igen, men til de svenskes lykke oprejste sig en
forskrækkelig storm, hvilken tillige med den overhængende nat gjorde ende på slaget da
det næppe var begyndt. I samme storm gerådede 3 brandere af den flåde Louis de Geer
havde hvervet i Holland, på grund, to andre mistede deres master, og admiralssluppen blev
skudt i grund. Herudover måtte Louis de Geer begive sig med flåden til Holland igen for
at reparere det som var brøstfældigt, og kurere de sårede. Da han var kommet didhen,
begyndte bådsfolkene at blive ganske oprørske. De fleste forlod skibene, gik enhver
hjem til sit og opvakte stor alarm både til Amsterdam, Horn og Enkhuizen,
hvor de Anden træfninghavde i sinde at storme til Louis de Geers og de
andre anføreres huse indtil nogle af de mest oprørske blev af magistraten fængslet.
Den træfning de havde holdt, samt de store danske skibe havde jaget en overmåde stor
skræk i dem, hvilken blev fornyet da de kom til deres fædreneland og så deres
hustruer og børn igen, så at de beklagede sig offentligt at være forrådt af Louis de
Geer.
|855I denne træfning
lod Hans Majestæt se stor tapperhed idet han fuld af
martialsk hidsighed på sit skib med kården i hånden præsenterede sig for fjenden og
med sit åsyn og kongelige nærværelse kunne siges at have drevet fjenden på
flugten, som fremmede og fjendtlige skribenter vidner.
Efter viktorien begav Hans Majestæt sig for Göteborg igen, hvor han lod
blive nogle skibe, og siden tog vejen til København og der blev modtaget med stor glæde.
Hans Majestæt havde af den aktion fattet et godt mod og forhåbede ved sine våben at
erlange det som han ved pennen ikke kunne erholde. Han affærdigede kort derefter en
skrivelse til Hans Kejserlige Majestæt hvori han erklærede sig at ville samtykke det
punkt som de kejserlige havde begæret af ham, ikke at indgå noget forlig med Sverige
uden med kejserens samtykke dersom ellers Hans Kejserlige Majestæt ville lade komme for
en dag de hjælpetropper som så længe var lovet, men endnu ikke set uden på
papiret.
Den store svenske flåde under admiral Fleming, hvis lige af Sveriges krone
Den store svenske flåde går udaldrig havde været
udrustet, lod sig da se i søen. Samme flåde bestod af 46 skibe, hvoraf nogle førte 70,
andre 60 og andre 50, 40 og 30 kanoner. Den løb ud af Stockholm havn
den 15. juni og nærmede sig til København på 3 mil nær, hvilket den kongelige danske
flåde ikke kunne hindre såsom den af modvind var arresteret. Derfra vendte de svenske
tilbage og begav sig til Christianspris, hvor admiral Fleming overlagde med Torstensson
at anfalde den ø Femern, hvilken, foruden at den inkommoderede de svenske meget, var óg
helt bekvem for de danske at samle sig, hvorfor Fleming satte sin kås til samme ø og
anfaldt den af al magt, men de soldater og bønder som var derpå, forsvarede sig med
stor hårdnakkethed indtil Torstensson på en anden side satte nogle folk i land, af hvilke
soldaterne og bønderne blev slået, og øen faldt i de svenskes hænder.
Efter at øen |856var erobret, sendte admiralen nogle spejdere ud som skulle
fornemme hvor den danske flåde opholdt sig, og hvor stærk den var. Disse bragte tidende
med sig at kongen af Danmark var med 40 skibe ikke langt fra og havde i sinde at
undsætte Femern og levere de svenske et slag, hvilket også skete lidet derefter; thi
den tapre konge, efter at han havde leveret til kronprinsen scepter og krone og gjort
anstalt hvorledes rigets sager efter hans død skulle forrettes, og annammet den hellige
nadver, gik han løs på den svenske flåde, hvilken efter de svenske skribenters regning
var 6 skibe stærkere end den danske.
Det danske admiralskib, kaldet Patientia, gjorde en begyndelse og lagde
Det store søslag ved Femernmeget dristigt an med de
svenske, sekunderet af den kongelige eskadre. Hans Majestæt, da han på sit skib, kaldet
Trefoldighed, opmuntrede sine folk til en tapper modstand, kom der af de fjendtlige skibe
en stykkekugle hvilken traf skibet med sådan force og splidede træet således at af
de mangfoldige træstykker som førtes i luften, 12 eller 13 som stod ved kongens side,
omkom eller blev Kongen mister sit højre øje i slagetsåret.
Samme kugle bar óg ingen større respekt for den kongelige person, hvilken bekom henved
23 blessurer og mistede sit højre øje.
Af denne ulykkelige hændelse lod den store helt sig ikke forskrække, men
ganske blodig og såret lod sig se hvor ilden og røgen var tykkest, med en rød hue på
hovedet og sit blotte sværd i hånden og, som en fremmed skribent siger,
Den svenske flåde bliver slåetmed en tapperhed som aldrig
tilforn er set, kontinuerede endda træfningen i nogle timer indtil om natten, hvilken
favoriserede de svenskes retirade til Christianspris. De svenske mistede i dette slag en
stor hob folk, og blandt de danske savnedes admiral Vind, Knud Ulfeldt og Eiler Ulfeldt.
Om dette navnkundige store slag findes adskillige stridige
relationer. De svenske skribenter vil have det således at |857begge
flåderne skiltes fra hinanden med lige ære og lige stort forlis,
uden at de danske mistede flere høje personer, blandt hvilke deres admiral Vind. Men de
danske tilskrev sig på samme tid en fuldkommen sejr og derfor til Glückstadt, Krempe og
andre danske stæder holdt store frydefester med stykkers og musketters løsning,
adskillige fyrværker og andre glædestegn.
Vist er det nok at de danske ved det slag bragte det så vidt at de
svenske skibe måtte retirere sig til Kieler havn meget ilde tilredte, hvorhen Hans
Majestæt sendte straks sin viceadmiral Peder Galt med nogle skibe at indespærre
og Indespærres af kongen i Kieler havnbeængste dem førend den
hollandske flåde, som under Louis de Geer var ventende, kom dem til undsætning. 1200
soldater som lå i Fyn, blev også beordret at begive sig derhen og blev brugt
til at oprejse en skanse i bugten, hvoraf de fyrede således på de svenske skibe at
mange af dem blev meget ilde tilredte, adskillige af deres folk omkom tillige med
admiralen Claus Fleming selv, hvilken mistede sit ene ben af en stykkekugle da han
stod og toede sine hænder, og døde lidt derefter.
Dette forårsagede at general Torstensson kommanderede 3 a 4000 mænd at
bemægtige sig denne skanse førend den gjorde videre skade, hvilket også gik for sig,
men dog ikke uden stor vanskelighed; thi i det første anfald blev de drevet tilbage med
forlis af 200 mænd, men i det andet erobrede de skansen, ihjelslog og tog til fange
alt hvad som fandtes deri.
Efter denne ulejlighed fulgte en anden større ulykke; thi lidt derefter da
de Den svenske flåde echapperersvenske fornam at de havde
god vind, sejlede de om nattetider ganske uformærkt af havnen og således blev
befriet fra en stor fare, hvilken de næppe skulle have undgået dersom den kejserlige
general Gallas havde været så god i gerning som i ord og havde bemægtiget sig
Kiel medens de svenske endda lå i havnen, og dersom viceadmiralen havde forrettet sit
embede så vel som han burde, hvorfor han blev fordret til regnskab, og omendskønt han
var en |858adelig person Hvorfor admiral
P. Galt må miste sit hovedog i sin alders 70. år, måtte han dog miste sit
hoved noget derefter i København. Hans fald var ham tilforn spået af den navnkundige
astronomo Tycho Brahe. Han har efterladt sig tvende skrifter: et De jure
Danorum og et andet kaldet Vaticinium de regno Svec.; thi han var jurist og ikke mindre
poet, og hvis han havde været lige så stor admiral, havde denne krig måske fået andet
udfald. Jeg ser af adskillige relationer, hvoraf en del er skrevet med cifre, at han i de åringer 1622, 1623 og 1624 har været kongelig minister i
Sverige. Hans epitafium blev gjort af
Thomas Bartholin i Hagested Kirke således:
Illustri canonico |
PETRO GALTIO |
poetæ et juris consulto nobili |
qui |
in navibus regiis |
quibus infeliciter præerat |
felicitatis naufragium faciens, |
elemento mutato, mutavit fortunam |
jure canonico in oceano uti nesciens |
maris delictum in terra luit |
ad extremum ut disceret |
quod neglexerat |
juris regii rubrica. Senex occubuit. |
Den 21. august kom Louis de Geer med den hollandske flåde af 22 skibe
lige for Helsingborg i forsæt at løbe igennem Sundet til Østersøen og at konjungere
sig med de svenske. Da de nu passerede forbi Helsingborg, fyrede man af Kronborg 7 gange
efter dem. De hilste i lige måde fæstningen med adskillige skud. Om natten lagde bemeldte
flåde sig under Landskrone og den anden dag ganske Den hollandske
flåde løber igennem Sundettidligt passerede forbi København, hvor den blev
hilst af nogle pramme som Hans Majestæt dér havde |859ladet
henføre, item af nogle kongelige skibe så at bemeldte Louis de Geer med stor besværlighed
måtte bane sig vejen til Østersøen, hvor han konjungerede sig med de svenske, hvis hele
flåde derover blev 64 skibe stærk.
Over denne konjunktion blev de danske ikke lidet bestyrtede såsom de
fornam det ville blive besværligt for dem at modstå sådan magt. De svenske
triumferede derimod meget derover og havde nu forhåbning ganske at spille mestre,
hvorfor den hollandske admiral Martin Theysse blev modtaget i Stockholm med usigelig
glæde og bekom (1) en stor guldkæde af 400 kroner,
(2) et adelsbrev, hvori ham blev givet
det navn Ankerhielm, og (3) en årlig pension af 300 rigsdaler så længe han levede. Efter
sådan æresbevisning blev han sendt til Kalmar igen, hvor, da han havde konjungeret
sine 24 skibe med 12 svenske under Carl Gustav Wrangel, gik han at
oplede de 17 danske skibe som var i søen under admiral Pros Mund, hvilke han træffede
ved Femern.
Admiral Pros Mund, som kommanderede bemeldte danske eskadre, da han så sig
intet middel at undgå en træfning, gjorde han al mulig anstalt til en tapper modstand
og gik med sine få skibe den hele svensk-hollandske flåde under øjnene.
De svenske indbildte sig at kongen var i egen høje person på den danske
eskadre efterdi han altid assisterede med sin nærværelse, hvilket forårsagede ikke
liden bekymring såsom de af foregående bedrifter vel kunne slutte hvor blodig denne
store helt ville gøre deres viktorie. Det blev derfor besluttet i krigsrådet at
skikke 2 store skibe med tvende brandere mod det danske admiralskib for at sætte det i
brand. Bemeldte admiralskib blev anfaldet af de tvende største svenske skibe, Dronningen
og Göteborg, og begyndelsen gjort til en meget blodig træfning hvori de to brandere
formedelst skibenes indviklelse i hinanden blev forhindret at gøre deres effekt.
Admiralskibet gjorde længe en tapper modstand men endelig blev
overvældiget af den talrige fjende, hvilken entrede skibet og omkom alle dem som gjorde
modstand tillige med |860admiral Pros Mund, som fægtede til det
yderste og ville intet kvarter have. Derefter blev viceadmiralskibet anfaldet af 10
fjendtlige, mod hvilke det gjorde længe modstand og skød i grund et af de hollandske
skibe, men måtte omsider vige for den stærkere. Efter at slaget havde varet i 5 timer
med sådan bestandighed at man ikke kunne se til hvilken side viktorien ville hælde sig,
fik omsider den mægtige fjende overhånd og adspredte de danske skibe, af hvilke nogle
blev taget, andre opbrændt og nedsynket
og den mindste part salveret. Hans Majestæt,
såsom han var af et uovervindeligt mod, hørte han disse ulykkelige tidender uden
alteration, var dog meget misfornøjet med de overblevne officerer, hvilke skød al
skylden på admiral Pros Mund, som omkom i træfningen.
Årsagen til denne ulykke var at de danske skibe ikke var beredte på
noget slag men lå for anker, mere i forsæt at holde vagt og
observere end at vove nogen træfning med den hele store fjendtlige flåde, af hvilken de
da mod al formodning blev overfaldet, item at de havde sat den største del af
krigsfolkene på land så at der var næppe så mange bådsfolk på skibene som kunne
regere sejlene og stykkerne.
Efter denne ulykke ventede man ikke andet end den fjendtlige flåde skulle
foretage noget af stor vigtighed, enten at bemægtige sig nogle af øerne eller Sundet og
nøde kongen af Danmark at forlade Skåne. Men bemeldte flåde
forrettede intet videre dette år; thi først gerådede efter slaget adskillige skibe både
af den hollandske og svenske flåde på grund og ikke uden ved 10 dages arbejde kunne
bringes til rette igen. Derforuden fattedes skibene også proviant, svaghed kom iblandt
folkene, og vinteren var for hånden, hvilket alt sammen såvel som kongens årvågenhed
forårsagede at de svenske nød ingen frugt af deres søviktorie.
Den hollandske admiral
Theysse eller Ankerhielm derfor satte sejl med sin underhavende flåde til Holland igen.
Men, som han på vejen fik tidender om at nogle danske skibe lå ved Christiania i
|861Norge, hvilke var opfyldt med sten og skulle nedsynkes
i Göteborg havn, og at otte danske krigsskibe under Ove Gieddes anførsel der skulle
beskærme de andre, havde indesluttet Göteborg havn og deri 3 af Louis de Geers
skibe, tog han sin kås didhen i forsæt at overfalde dem uformodentligt. Men de
danske fik i tide kundskab om dette anslag og derfor førte skibene til Marstrand. Der
truede fjenden igen at overfalde dem, men såsom den fandt de danske i god tilstand at
tage imod sig, turde den ikke vove sig dertil.
Da nu Ankerhielm så at alle hans anslag var gjort til vand, efterlod
han 4 af sine skibe med de 3 geeriske i Göteborg havn og satte sejl med resten til
Holland. Men ved Skagen overfaldt dem en stærk storm som adspredte og meget ilde tilredte
skibene, af hvilke en del blev drevet til Skagen, andre til Göteborg, hvor 3, som var
blevet ganske ubekvemme til sejlads, måtte ligge vinteren over.
Man ser ellers af denne hele krig at kong Christians hovedsigte var at
bemægtige sig Göteborg, hvilken stad formedelst dens situation og tiltagelse i
handelen var en torn i de norskes øjne. Intet blev derfor sparet som kunne befordre
samme stads reduktion. Et skib blev nedsynket i indløbet på elven
Kongen belejrer Göteborg forgævesved Bohus for at hindre farten imellem
Sverige og Göteborg. Hannibal Sehested havde ordre at belejre den til lands, og admiral
Ove Giedde at beængstige den med defensionsskibene til vands, og Hans Majestæt lod sig i
egen høje person indfinde, hvilket ses af hans åbne brev, dateret skibet Trefoldighed, til
indbyggerne i Göteborg, hvori findes disse ord:
Da haffuer vy værit foraarsaget at
syncke Indløbet for Elsborg, saa at hverken di eller deris Salvator Louys de Geer med ald
sin Anhang icke kand hindre det &c.
Men han havde
med al den anstalt som gjordes, ikke den lykke at kunne reuissere i sit forsæt, óg
synes det at de pri|862vilegerede defensionsskibe da
ikke må have gjort deres devoir efterdi kongen i en ordre, af
dato skibet Hellig Trefoldighed, til Hannibal Sehested besværer sig
over deres forsømmelse, i lige måde i en anden ordre som blev givet efterfølgende år.
Og såsom efter krigen intet mere tales om disse
defensionsskibe, er det troligt at de af samme årsag er blevet afskaffet.
Således endtes krigsekspeditionerne af det år 1644, hvilket kan regnes
for det eneste år som krigen varede, thi den begyndte mod enden af 1643, og
fredstraktaterne foretoges straks 1645; men varede den kort, så blev den ført med des
større vigør, óg kan den i den henseende regnes blandt de store krige Danmark har
haft. Kongen mærkede da at han havde spændt buen for højt med den øresundske told og
derved irriteret adskillige søpuissancer, især Holland, hvilket land i ingen krig har
ladet se større hidsighed end i denne; thi at De Forenede Provinser ikke åbenbart
erklærede krig mod Danmark, rejste sig deraf at de holdt det ikke nødigt i henseende
til de svenskes store fremgang, så de lod sig nøje med underhånden alene at
understøtte den samme og at udøse trusler mod Danmark.
Man kan også ikke sige at
deres bitterhed var ilde grundet; thi Kongen søger at stille
hollænderne tilfredstolden var i de sidste åringer således forhøjet at det
var dem fast umuligt at handle på Østersøen, så at om de virkelig havde erklæret
krig, var de deri at undskylde. Dette mærkede også omsider kong Christian og derfor
søgte i dette år at stille Holland tilfreds så meget som muligt, hvilket ses af en
ordre til toldbetjenterne i Helsingør, hvori han byder dem at handle
lempeligt med de hollandske skibe, ikke at visitere dem mere end en gang, ej heller at
bryde deres kister og pakker og gøre dem nogen ophold.
En ligedan forordning lod han
publicere i favør af de engelske, hvis |863arresterede skibe
han befol at løslades; men disse mesures
blev for silde taget, hvorudover hollænderne stedse fremturede i deres animositet mod riget og spillede
under dækket med Sverige, óg lod den oftomtalte borgerlige edelmand Louis de Geer, som
var en hollandsk købmand men nobiliteret i Sverige, sig besynderlig bruge dertil;
thi han bragte en hob krigsskibe tilsammen i Holland og agerede med de samme i
svensk navn, som tilforn er sagt; hvorudover kong Christian også var særdeles ophidset
mod samme mand og i alle de patenter han udgav i favør af hollænderne, stedse
exciperede Louis de Geers skibe.
Dog hindrede ikke denne hollandske fjendtlighed at jo adskillige
interesserede købmænd i Holland bød krigsskibe med folk og rustning til leje til
Danmark, hvilket ses af et patent dateret i samme år hvori
kongen beordrer med hvilke konditioner og for hvilken pris slige lejeskibe skulle
antages. Samme
patent tillige med adskillige andre er dateret på det kongelige skib Hellig Trefoldighed,
hvoraf ses at kongen den meste del af sommeren har været i søen og selv anført samme
skib.
Nu træder jeg til efterfølgende år, i hvilket man begyndte at arbejde
på 1645fred, óg finder jeg da at Hans Majestæt ved
forordning på forordning har søgt at stille hollænderne tilfreds, såsom det samme var
den største knude som skulle løses; thi de andre Sveriges allierede, især Frankrig,
havde intet udestående med Danmark, så at derfor kongen ikke frygtede at den franske
ambassadør, som da var i Danmark, skulle gøre fredstraktaterne så difficile som de
hollandske. Jeg ser alene i januar fire ordrer til statholderen i Norge, Hannibal
Sehested, i favør af hollænderne, hvoriblandt den sidste, som er dateret til
Frederiksborg, Forordning om junkerdelehandler om
kongsdele eller junkerdele, som har været en slags byrder eller hoveri som
de |864nederlandske skibe har været underkastet i Norge, skønt
jeg egentlig ikke kan sige hvori sådant hoveri bestod; thi forordningen siger
alene at
de hollandske eller andre fremmede skippere skulle ikke nødes til at købe
eller indtage flere kongsdele eller junkerdele end som af Arilds tid brugeligt
været har, eller de den pris ikke værd er som de nødes til at betale, så at det
synes at have været visse varer kronen tilhørende som de havde været tvunget til at
købe, om de ellers ville have frihed at handle med undersåtterne, og at hollænderne da
ikke besværede sig over denne sædvane, men alene over den arbitrære pris de
kongelige betjente havde sat på samme varer.
Men med alle disse Handel om fredkongelige
douceurs lod de hollandske gesandter se sådant
partisk konduite ved fredstraktaterne at de svenske commissarier befandtes mere
moderate. Den franske ambassadør Caspar Coignet de La Thuillerie, efter at han tillige
med de hollandske commissarier havde disponeret begge riger til at handle om fred, rejste
i begyndelsen af november foregående år fra Malmø igennem Landskrone, hvor den danske
armé lå, og kom til Engelholm. Der lod den svenske general Horn sig indfinde samme dag
og overgav til monsieur de La Thuillerie et forslag til fred, óg blev der så meget
udvirket at den 25. december traktaterne skulle begyndes Den franske
ambassadør er underhandlertil Brømsebro en mil fra Christianopel, og at i
bemeldte Brømsebro og 2 mil deromkring ingen fjendtlighed skulle øves så længe som
traktaterne varede.
Da dette var forrettet, begav ambassadørerne sig tilbage til Helsingborg,
hvor de fandt den danske armé for murene. Monsieur de La Thuillerie bekom et forseglet
skrift ved kongen af Danmarks secretarium om traktaternes begyndelse
og gav samme secretario general Horns, hvorefter den danske armé gik tilbage
til Malmø, og kongen af Danmark gik over Sundet til København.
Imod foråret tog den svenske oberst Wrangel sig for at belejre den
kongelige fæstning Rendsborg, til hvilken ende han lod |865føre
ud af Christianspris alt hvad som dertil var fornødent, og bestyrkede sig med de
königsmarkske regimenter, og som Rendsborg på samme tid var kun slet fortificeret,
havde han forhåbning i kort Wrangel belejrer Rendsborg
forgævestid at blive mester derover. Men han fandt her langt større modstand
end han havde ventet eller kunne indbildt sig; thi oberstløjtnant Jørgen Walter, som
var kommandant i samme fæstning, forsvarede sig tapperligt med sine gevorbene soldater,
borgere og bønder, slog de svenske af i adskillige storme og med udfald gjorde dem stor
skade, besynderlig på en påskeaften da fjenden stormede 3 gange, men blev alle gange
afslået, og endskønt man allerede havde skudt stormhul, forskansede dog de belejrede
sig igen. Da Wrangel med nogle af sine folk gik fra Rendsborg for at anfalde oberst
Buchwalds regiment, gjorde de belejrede et lykkeligt udfald, omkom mange af de svenske
og førte nogle fangne med sig tillige med adskillige stykker og gevær.
Den 12. maj blev der gjort anstalt til en generalstorm på fire steder
tillige, hvilken ej heller ville lykkes. Den 25. satte Wrangel sig for ret alvorligt at
angribe fæstningen og gjorde alting færdigt til en hovedstorm. Men da stormen skulle
gå for sig, kom der en stærk regn, hvilken atter forårsagede at oberst Wrangel holdt
sig tilbage og efter den tid mistede al lyst til at vove flere storme, men satte sig for
at udhungre de belejrede. Dog førend det kom så vidt, blev freden sluttet mellem
Danmark og Sverige, hvorom videre siden.
Medens denne belejring varede, blev krigen fortsat med største iver både
til lands og vands. Dog tildrog sig intet mere af stor vigtighed, men begge delene
gjorde hinanden skade med partier. Til søs lidede de danske mest; thi foruden de skibe
som blev bortaget af de svenske og hollændere, forulykkedes det største danske skib
Sophia, som førte 70 metalstykker. Samme skib, da det skulle sejle tillige med den danske
flåde, som bestod af 26 skibe, fra Göteborg til Sundet, Det store
skib Sophie forgårblev det af en stormvind drevet på en klippe, slået i
stykker og nedsynket. En hel hob mennesker som fandtes derpå, omkom,
rigets |866admiral, Ove Giedde, salverede sig vel i en båd, men i denne
konfusion brød sit højre ben.
Denne store krigslue som havde rejst sig i Norden og der taget sådan
overhånd, anså adskillige potentater, især Frankrig, skadelig for deres interesse
såsom de ved de svenskes uformodentlige indfald i Danmark så fredsnegotiationerne
i Tyskland brudt overtværs og sig tilligemed at være skilt ved Christiani 4.
underhandling. Herudover gav Frankrig ordre til greven af Thuillerie, som da var ambassadør i Sverige,
at besvære sig derover ved det svenske hof og at
begive sig til Danmark for at tilbyde sin underhandling til kong Christian og derved at
hindre at højstbemeldte konge ikke skulle kalde sin ambassadør tilbage fra Münster, hvor
han assisterede som en af mediatørerne.
Herudover
Fredscommissarier udnævnes af begge rigerarbejdede den franske ambassadør,
monsieur de La Thuillerie, på at bringe de tvende nordiske kroner til forlig og bragte det
så vidt at rigernes rådsherrer kom sammen den 8. februar, fra Danmark Corfitz Ulfeldt,
Christian Thomesen Sehested, Christoffer Urne og Jørgen Seefeld, fra Sverige Axel
Oxenstierna, Johannes Skytte, Mattias Soop og Ture Bielke.
De danske begav sig til
Christianopel, hvor den franske mediatør monsieur de La Thuillerie også forblev. De
svenske derimod begav sig til Sørød.
Efter at de havde hilst hinanden med bud og tilskrivelser, handlede
Thuillerie, førend sammenkomsten skulle ske, med de svenske om måden på hvilken freden
skulle trakteres, og holdt det bedre efter de danskes mening at proponere skriftligt og
ved mediatør end efter gammel sædvane at forrette det mundtligt, hvilket kunne give
årsag til skældsord og hårde ekspressioner. Dertil lod de svenske sig også bekvemme.
Efter at brevene hvorved rådsherrerne havde offentlig fuldmagt at traktere, var
overset, kom man til Brømsebro, som forrige år var Møde til
Brømsebrodestineret dertil. Bemeldte Brømsebro har sit navn af de broer som
føjer den lille ø til Danmark og Sverige. På samme sted |867var
fordum holdt en samtale mellem Christianum 3. og Gustavum 1. Freden blev negotieret
af de tvende største mænd i Norden på de tider, nemlig Corfitz Ulfeldt, Danmarks riges
hofmester, og Axel Oxenstierna, Sveriges riges kansler. Disse to store mænd, siger en
fremmed autor som på samme tid var i Danmark,
anså hinanden
med frækhed og veneration tillige, óg er det ikke
liden ære for Frankrig ved sin ambassadør at have stiftet venskab mellem disse store
mænd. Jeg vil her intet tale om Sveriges kansler, jeg vil aleneste sige dette
til berømmelse af Danmarks riges hofmester at han ikke alene er kapabel til at
regere kongeriger ved sine råd, men at han også har hoved til at styre et
kejserdømme.
Sådant portræt gør denne fremmede skribent over Corfitz Ulfeldt, og
hvad kansler Oxenstierna angår, da kan ikke nægtes at han jo var en af de største og
fornuftigste statsmænd Sverige har haft, hvorvel det synes af adskillige Christiani 4.
egenhændige breve at højstbemeldte konge
ingen synderlige tanker har haft om samme mands gemyt, óg laster han
ham blandt andet derfor at han trakterede den store general Banners efterladte gemal helt
slet.
Så snart tegn var givet ved basunen, gik de danske og svenske
rådsherrer ud af deres telte som stod ved begge broer, hinanden i møde, og efter at de
havde rakt hinanden hænder, foreholdt Corfitz Ulfeldt på de danskes og Axel Oxenstierna
på de svenskes side at deres høje principaler af begærlighed til fred og i henseende
til Hans Allerkristeligste Majestæt og Herrenstaten af Holland havde forordnet dem til
at bilægge krigen og forny det forrige venskab imellem begge rigerne igen, hvorpå de
gav hinanden hænder og gik bort.
Den franske ambassadør blev på samme tid svag, hvilket forårsagede at
fredsforhandlingen blev opholdt til den 13. |868Da begyndte
man for alvor at traktere, Tvistigheder ved kongressenførst
om tolden i Øresundet, hvilken de danske ville have i forrige stand. De svenske derimod
begærede en fri fart. Efter lang og besværlig disput blev dette punkt endelig
bilagt til de svenskes favør såsom Hans Majestæts høje og grå alder kunne ikke
tilstede at rigerne skulle længere være i urolighed.
Efter at det første punkt var bilagt, gik man videre frem og begyndte at
handle om de borttagne provinsers restitution. Dette var sandelig den hårdeste knude
at løse og gav så store vanskeligheder at mediatørerne begyndte ganske at desperere
om god succes. Årsagen dertil var de svenske commissariers store prætentioner, hvilke
mediatørerne samt de danske commissarier fandt så ubillige at de kunne bære største
fortrydelse derover; thi de begærede til satisfaktion de lande som de i mange år
skulle have umage at erobre, ej eftertænkende hvor stor generosité kongen af Danmark
havde ladet se imod dem i den sjørødske fred, hvori han gav dem tilbage så mange
kapitale fæstninger og alene lod sig nøje med nogle penge til krigens omkostning.
De
hollændere var ikke liden årsag til alle disse vanskeligheder og bestyrkede de svenske
ikke lidet i deres prætentioner idet de i steden for at forlige de stridende parter
med hinanden, hvortil de som mediatører var forbundne, lovede de svenske offentligt at
ville konjungere sig med dem imod Danmark. Ingen af alle De Forenede Provinser var så
hård som De hollænderes hidsighedden hollandske, hvilken
lod sig forlyde at om ingen af de andre provinser ville samtykke med dem deri, ville
den alene indvikle sig i denne krig og sætte alt andet til side, og truede de andre
provinser, besynderlig Zeeland, Utrecht og Groningen, som syntes ikke at være så gode
svenske, at ville forlade dem i den spanske krig dersom de ikke deri stod dem bi, så
at prinsen af Oranien imod sin vilje måtte søge at bringe bemeldte provinser på den
svenske side.
Denne erklæring, så meget som den satte mod i de svenske og æggede dem
til at forhøje deres prætentioner, så meget drev den de danske til at haste med freden
at ikke de hollænde|869re og
svenske skulle ganske forene sig imod dem. Men som de svenske, stolende på den
hollandske hjælp, spændte deres prætentioner så højt, syntes al forhåbning at
forsvinde; thi kong Christian ville hellere fægte med fjenden indtil det yderste end
indgå en for meget ufordelagtig fred, hvilket den franske ambassadør fornam og derfor
rådede de danske commissarier først at forlige sig med de hollændere, hvilket også med
stor iver blev foretaget og endelig bragt til ende, hvorvel ikke uden med største
besværlighed eftersom de hollandske ambassadører var så hårdnakkede at de hverken
ville høre eller give ræson, og derfor af Victorio Siri siges at have været bekvemmere til at handle
om købmandskab end statssager.
Ja, det synes at hollænderne på de tider aldrig gjorde
slettere figurer end i ambassader. Jeg har tilforn vist hvilken soloecismum det
gesandtskab begik som 1640 var i Sverige idet at det gjorde forslag om at grave en
kanal igennem samme rige, så at kansler Oxenstierna havde møje ved at bare sig for
latter. Den ambassade som 1653 skete til Lübeck, blev ikke mindre kritiseret i mange
ting, besynderlig deri at gesandterne de With og van Vawern lod de andre fremmede
gesandter vide at de ikke skulle besøge dem førend de havde pyntet og møbleret deres
logementer.
Endelig ved monsieur de La Thuilleries store vindskibelighed kom det så
vidt at Traktaterne undertegnestraktaterne i august
måned blev undertegnet. Af begge parterne blev sendt sekretærer
med instrumenterne at overlevere dem til Thuillerie, hvilken straks gav det svenske instrument til den danske
sekretær Krag og det danske til den svenske sekretær Israel Israelsson, som nylig
tilforn af dronning Christina havde fået det navn Lagerfelt, hvorpå han nedlagde sit
mediatørembede.
Da tegn var givet med basunen, og commissarierne var
gået
ud af deres
telte hinanden i møde, holdt Corfitz Ulfeldt og Axel Oxenstierna hver sin oration, hvori
de først aflagde tak til Gud for sin bistand i at forfremme dette værk, der|870næst berømmede kongen og dronningen af Frankrigs beviste
affektion imod de nordiske riger, item den franske ambassadørs umage og vindskibelighed.
Derpå gav de hinanden hænder og begav sig enhver til sit telt igen.
Så blev da endelig tvistigheden ophævet ved 2 fredstraktater, en med
Traktat med Holland til ChristianopelHolland og en anden
med Sverige. Den med Holland blev sluttet 1645 den 13. august til Christianopel, ved hvis
kraft tolden i Sundet blev modereret, og en toldrulle blev oprettet hvorefter tolden
skulle aflægges, óg skulle den samme stå ved magt i 40 år. Men efter de 40 års
forløb skulle den speyeriske traktat igen blive ved magt ifald ingen anden imidlertid
blev gjort. I Norge skulle hollænderne betale tolden som den
var regleret 1628. Denne traktat blev underskrevet på Danmarks vegne af Corfitz
Ulfeldt, Christian Thomesen Sehested, Christoffer Urne og Jørgen Seefeld, på Hollands
vegne
af Jacob Witte, Gerhard Scaep, Albert Sonck og Joachim Andreas.
Freden med Sverige blev sluttet til Brømsebro den samme dag, hvorved
Med Sverige til BrømsebroDanmark afstod til Sverige
Jemtland, Herjedalen, Øsel og Gotland til evig tid og Halland på 30 år. De svenske
bekom også toldfrihed i Sundet. Denne fred blev underskrevet på Sveriges vegne af
Axel Oxenstierna, Johan Skytte, Mads Soop og Ture Bielke, óg blev derpå straks af begge
riger commissarier udnævnt for at dømme om grænserne mellem Sverige og Halland. De
danske commissarier var Christoffer Ulfeldt og Iver Krabbe og de svenske Seved Bååth,
Otto Sperling og Israel Israelsson Lagerfelt, hvilket ses såvel af deres fuldmagt som
domme og afskeder.
Således endtes denne blodige krig, hvilken havde haft langt andet udfald
under sådan stor konge hvis riget ikke uformodentligt var blevet overfaldet på en tid
Betænkning over de tiders tilstandda ingen tænkte på
nogen fjendtlighed, men kongens tanker var alene henvendt på at forlige de stridende
parter, og som riget straks ved sådant ufor|871modentligt
indfald blev bragt i forvirrelse, var det vanskeligt at bringe de en gang
faldne sager til rette igen. Dog uanset alt dette havde de svenske ikke fået så godt
køb hvis Hans Majestæt, som fornam sit timeglas fast at være udrundet, ikke havde
fundet en fred så højt fornøden. Dertil hjalp også ikke lidet hollændernes partiskhed,
som gik Sverige til hånde både med skibe og penge, item kejserens koldsindighed. Landet
laborerede derforuden også af indvortes svagheder, og kongen derfor ikke blev sekunderet
med den iver som tilstanden da udfordrede, hvilket ses af adskillige klagemål som denne
berømmelige herre derover førte, især af et egenhændigt brev til rigets råd, hvilket jeg
formedelst dets fynd og efterdi det giver de tiders tilstand til kende, finder værd at
anføre. Det lyder således:
Vor synderlige Gunst tilforn.
Vi af Eders underdan. Relation naadig haffue erfaret, hvorledes
Kong Christians fyndige brev til rigets rådAdelen sig
haffuer undskyldet videre Hielp til Krigens Fortsættelse at kunde giøre, men at de raader
til Fred, da efterdi Eder er bekiendt, at Vi, hvis af Os til dends Fortsættning er begiert
altid os haffuer ladet vel gefalle, maatte vi vell viide, om de gott Folk af Adelen sig
monne indbilde, at, naar Freden efter den Allerhøjestes Velbehag er giort og sluttet, det
da dermed skulde blive klart, og Folket til Hæst og Fods med Snak sig vilde lade aftakke
og contentere: thi dersom de ikke blive afbetalte, maa Vi paa
en Mutination være forsikkrede, som med dobbelt saa mange Penge ej er at stille. De ere
Mestere i Landet, och Vi som den Ældste af det Haandverk kand intet Os med dennem
anderledes end vell adskille. Thi bede Vi Eder, og naadig ville, at I bem. af Adelen sligt
til Gemytt fører, og dennem der hos for|872stendiger,
at, om de vill staae den Eventyr, som der af kand komme, Vi da for Gud i Himmelen og ald
Verden vill være undskyldte. Vi haffue, Gud være loffuet, til det Verk ingen Aarsag givet,
men hvad der af kand følge kand vi noksom besinde. Eftersom Affectionen mellem Adelen og
andre i Landet er meget ringe, saa dersom sligt der til skulde komme, formoder Vi der ikke
vill gaae vel til. Det kommer Os ogsaa heel underligt for, at, naar de med Penge deris
Herre til deris Fædrenelands Defension skall undsætte, ere de iche ved Middel. Men naar de
Cronens Gods til brugelig Pant, eller under deris Birk kunde bekomme, der da Penge at være
forhaanden.
(a)
En del har villet tilskrive sådan ulykke en slet politik formedelst
den langvarige fred i riget fra anno 1613 til anno 1643 (thi den tyske krig blev
alene ført med tyske tropper) og derfor holdt for at indbyggernes naturlige
stridbarhed var blevet svækket. Men sådanne domme er mere soldatiske end kristelige;
thi det største sirat i en konges levned er freds og retfærdigheds håndhævelse,
hvorfor en Alexander Magnus, der sin hele livstid aldrig stak sværdet i skeden, ikke
bør stå så højt anskreven hos efterkommerne som en Augustus, der lod sig mest være
angelegent at håndhæve retfærdighed og stifte nyttige love. Denne sidste potentat
efterfulgte Christianus 4. og lignede ham ikke mindre i en fredsommelig og retfærdig,
end en langvarig regering.
Jeg har ellers tilforn antegnet hvorledes konjunkturerne var i
Norden, og i hvad tilstand de tvende riger var førend krigen begyndtes, og deraf
vist at man nogenledes kunne forudse at den intet lykkeligt udfald ville have for
Danmarks regimente i henseende til SverigeDanmark. Det
eneste som syntes at være favorabelt for dette rige i slige konjunkturer, var at
Danmark på samme tid var regeret af en af de største og habileste konger som nogen
tid har siddet på tro|873nen, da derimod i Sverige
var en ung dronning, som endda ikke var kommet til mod alder. Men man kan derimod sige
at ingen konge i Sverige har været mere adoreret end denne dronning i hendes regerings
begyndelse; thi foruden dette at hun var en datter af den store Gustavo, hvis amindelse
var hellig hos alle svenske, så havde naturen prydet hende med sådanne kvaliteter så
at hun ansås såsom et vidunder og som den der ville overgå hendes fader i dyd og
regeringskunst, hvilket ses af det portræt som den franske
ambassadør monsieur Chanut, der på samme tid residerede ved det svenske hof, har gjort
over hende, således:
Der gik på de tider stort rygte om dronning Christinæ kvaliteter i
Dronning Christinæ portrætEuropa. Hvad legemets gaver var
angående, da, jo mere man betragtede hende, jo mere blev man var det som man måtte
forundre sig over. Hendes ansigt changerede så hastigt efter sindets bevægelser at hun
fra et øjeblik til et andet var ukendelig. Hun syntes gemenlig noget tankefuld, og
når noget vederfor hende som hun havde mishag i, så man hendes ansigt skjules
ligesom af en sky, hvilken, uden at vanhelde det, gjorde det terribelt for alle dem som
så hende. Hun havde gemenlig en spæd stemme så at med hvor stor fermeté hun end
udtalte sine ord, så kunne man dog klarligt skønne at det var en fruentimmerstemme.
Dog forandrede hun undertiden, skønt uden affektation, røsten for at gøre den grovere
og mandelig, men den kom efterhånden til forrige lyd igen. Hendes taille var lidt
mindre end middelmådig, men hun havde kunnet synes højere hvis hun ikke havde brugt lave
sko.
Dersom man må dømme
et menneske efter udvortes anseelse, da havde hun høje tanker
om det guddommelige væsen og den kristelige tro. I det øvrige var hun ingen stor elsker
af devote ceremonier, men lod se en utrolig kærlighed til dyd og gav til kende
deri at bestå hendes største glæde og fornøjelse og tilligemed i en begærlighed
efter ære, så at hun idelig tragtede efter dyd som var sammenføjet med ære. Hun har
under|874tiden haft behag i at tale, som stoici, om
den høje dyd som gør al vor lyksalighed i verden. Intet er fornøjeligere end at se en
så stor dronning at lægge sin krone under fødderne og offentligt sige at dyden er det
eneste gode som et menneske bør tragte efter uden at søge nogen fordel af andre ting.
Men med alt dette glemmer hun ikke længe at hun er dronning og at tage sin krone igen,
holdende det for den største grad af dyd at forrette sit embede med flid, hvortil også
naturen har begavet hende med stort pund; thi hun har en forunderlig facilitet til at
fatte og penetrere sager og en så lykkelig hukommelse at man kan sige at hun deraf
undertiden gør misbrug.
Hun taler latin, fransk, tysk, hollandsk, svensk og lægger sig
efter det græske sprog. Hun har idelig hos sig lærde folk, som, når ledige timer
gives, diskurerer med hende om de vigtigste videnskaber. Der går ingen dag forbi hun
læser jo noget i Taciti historie, som hun kalder hendes skakspil; og hvorvel samme
autor formedelst dens mørkhed bryder de lærdes hoveder, forstår hun dog de vanskeligste
passager deri. Med al den lærdom som hun possiderer, vil hun ikke have anseelse af at
være lærd. Hun finder en stor fornøjelse i at høre tvivlagtige kvæstioner traktere,
besynderlig mellem lærde folk som er af stridige meninger, hvorudover hun ikke siger
sin mening førend alle har udtalt, og det med sådan
korthed og sindighed at det kan passere for decisioner. Dette kommer deraf at hun
penetrerer materien i grund uden præcipitation og gør mange refleksioner derudover
førend hun siger sin tanke derom.
Hendes betænksomhed og retenue ses allermest i
statssager så at hendes ministre når hun er i rådet, har umage at gætte sig til
af hvad tanke hun er, og såsom hun ikke gerne lader sig prævenere og ikke lettelig
fæster tro til det som bliver hende forebragt, så synes hun mistænkelig for dem som
gemenlig vil have hastig resolution på hvad de forebringer. Det er sandt nok at hun
inklinerer noget til suspicion, og hun undertiden er noget langsom i at informere sig om
en sags rigtighed og alt for facil i at mistænke andre for finesse. Men denne
|875reservation hindrer dog ikke at hun jo er ræsonnabel, især i
statssagers ekspedition. Hun gør ingen delagtig i hendes hussager, ej heller i de
ting som dependerer af hendes absolutte myndighed, men hun rådfører sig med senatet i
alle ting som angår staten og regeringen. Det er utroligt hvilken stor myndighed hun
har i rådet, hvortil kontribuerer ikke så meget hendes værdighed som det pund hun
har til at persvadere med, så at rådsherrerne forundrer sig over den force hun har til
at trække dem i hendes mening.
Nogle tilskriver den store submission hendes ministre har for hende, til
hendes stand, nemlig at hun er et fruentimmer, bildende sig ind at den føjelighed som
man har for samme køn, driver dem dertil. Men sandelig al den myndighed som hun
besidder, rejser sig af de store kvaliteter hvormed hun er begavet, óg kan man holde
for at enhver konge som er begavet med samme pund, kan erhverve sig samme myndighed.
Men det var dog mindre forunderligt end at se en ung jomfru turnere og vende gamle
kloge rådsherrers sind efter sin vilje. Hun er indefatigabel i hårdt arbejde indtil
at sidde 10 timer til hest på jagt, hverken kulden eller heden inkommoderer hende,
hendes spise er simpel og slet, óg er der ingen i Sverige der med en flint bedre ved
at fælde en hare i løbet. Hun ved at eksercere en hest på alle måder, og det uden at
gøre sig nogen ære deraf.
Hun omgås sjældent med hofdamer, så hendes eksercitser såvel
som affærer er alle mandlige. Når hun er i selskab med de personer af hvilke hun
intet kan lære, bryder hun af så snart som muligt. Derfor taler hun også kun lidt
med hendes domestikker, skønt de samme derfor ikke elske hende des mindre, og det i
henseende til hendes gavmildhed og høflige omgængelse. Hun sover kun lidt og er gerne
ikke mere end 5 timer i sengen. Så stor applikation som hun har til studeringer og
affærer, så liden omhyggelighed har hun for at coiffere sig, så at hun anvender næppe
et kvarter af en time på at klæde sig, óg menagerer hun sit ansigt
så lidt |876at hun i regn, storm og kulde er til hest uden
maske, havende alene en hat med strudsefjer på hovedet etc.
Så vidt monsieur Chanut, som besynderlig kendte denne dronning.
Man Af dette portræt ses at Danmark aldrig kunne have farligere
fjendeskulle vel holde dette portræt suspekt, helst såsom det gøres af en
fransøsk hofmand, og såsom den slags folk gemenlig finder mirakler i alle de
fruentimmerkontrafejer som de tager sig for at berømme. Men samme statsmand glemmer
siden ikke at afmale hendes fejl da hun begyndte at føre anden konduite, og derfor her
des mere kan stå til troende. Man ser da heraf at Danmark aldeles intet kunne
profitere af dette fruentimmerregimente i Sverige, og at en ung dronning med slige
kvaliteter var lige så farlig at have til fjende som en gammel erfaren konge; thi så
længe højstbemeldte dronning øvede alene disse dyder, kan man sige at den svenske
kongetrone havde aldrig været fastere og de stores såvel som almuens lydighed mod
regeringen aldrig større end på samme tid, så at det derfor intet under er at
Christianus 4., hvis myndighed tog lige så meget af som dronning Christinæ voksede til,
var i denne krig ulykkelig, hvorfor også de som af disse tvende regenters
sammenligning ville heri promittere sig fordel for Danmark, har ikke nøje
eksamineret tidernes konjunkturer. Men denne Sveriges herlighed fik kort efter Christiani
4. død en ende så at man kan sige at hvis dette store naturens mesterstykke, nemlig
dronning Christina, havde været nogle år længere ved roret, havde hun bragt Sverige i
sådan labyrint som fast ingen menneskelig hjælp havde kunnet redde det ud af igen.
Efter at denne krig nu havde taget en ende, beflittede Hans Majestæt sig
i sin høje alderdom på at forbedre alt det som var brøstfældigt såvel i Danmark
som i Norge, óg hindrede hans høje alder ham ikke at han jo også det år 1646 gjorde
en rejse til Norge for at reglere de nye nationalregimenter, hvis indretning var betroet
statholderen Hannibal Sehested og krigskommissariatet i Christiania, hvilket
ses |877af en skreven krigsprotokol som går fra 1646 til 1657,
og som viser at den bekendte Peder
Vibe da var et lem af det norske krigskommissariat på samme tid; thi Hans Majestæt
havde ud af seneste fejde mærket at militsen behøvede mest reformation, hvorfor han lod
sig også sådant synderlig være angelegent på det at rigerne kunne efterlades i en
god tilstand til hans søn og successor Christianum 5.
Men Hans Prinselige Højhed levede
ikke så længe; thi anno 1646 blev han overfaldet af en heftig svaghed som besværede
1646hans lemmer, besynderlig hovedet. Af denne svaghed
blev Hans Prinselige Højhed nogle gange overfaldet samme år, og endog han brugte de
fornemste medicorum deres råd, fandt han dog ingen forbedring,
hvorudover han fattede den resolution at rejse til Karlsbad for at medicinere
sammesteds. Til den ende tog han afsked med sin hr. fader og begav sig til sin
residens Nykøbing i Falster, hvilket landskab tillige med Lolland efter
enkedronningen Sophiæ død, som skete 1631, var ham af Hans Majestæt overdraget.
Den 8. maj 1647 begav han sig fra Nykøbing på rejsen til Tyskland og
1647arriverede den 28. til den kurfyrstelige residens
Dresden, hvor Hans Prinselige Højhed forblev 3 dage, hvorefter han tog afsked med Hans
Kurfyrstlige Durchleuchtighed Kronprinsen bliver svag i Tysklandog
begav sig videre på rejsen til badet. Men da han var kommet et stykke fra Dresden, blev
han meget svag i vognen, hvorfor han blev ført tillige med sin gemal til det
kurfyrstelige hus Körbitz, fra hvilket sted blev
straks affærdiget til Hans Kurfyrstelige Durchleuchtighed Abraham Jacob von Plato sådan bedrøvelig
tilstand at andrage, og som svagheden tog jo mere og mere overhånd, blev ilende
efterskikket hofmesteren Henrik von Touben
at give ydermere beretning om alting,
hvorudover kurfyrsten tillige med sin gemal kurfyrstinden lod sig straks indfinde på
bemeldte hus Körbitz og forblev der indtil Hans Prinselige Høj|878heds salige afsked,
som skete om natten imellem 10. og 11. juni efter
at han havde levet i Hans død og karakterverden 44 år,
7 uger og 3 dage.
Få prinsers død blev mere begrædt end dennes såsom han var særdeles
from, nådig og omgængelig, óg havde næppe nogen konges søn større rutine i
statssager; thi han havde ofte i sin faders fraværelse forestået regeringen og i
visse måder var heller anset som Christiani 4. kollega end hans tilkommende successor,
og såsom ungdommen aldrig havde haft ypperligere optugtelse end i denne konges tid,
så kan man tro at intet blev forsømt med kongens ældste søn. Han
stod først under information af magister Nicolao Georgio, som i mange år havde været
rektor i Sorø Skole, og af ham blev oplært i
matematik, historier og sprog, så at han i sin ungdom talte fransk, latin og tysk
med færdighed. Da han kom lidt mere til alder, blev han betroet tvende anselige mænds
opsyn, nemlig Christian Friis’ og Christian Thomesen Sehesteds, som begge siden blev
kanslere. Men hans bedste informator var hans store fader, hvilken ikke alene gjorde ham
delagtig i alle vigtige rigets sager, men endogså i sin fraværelse betroede ham
regimentet. Han var anselig af person, velskabt og af et stærkt legeme. Men et benbrud forårsagede ham siden hidsige febre
og svækkede hans medfødte styrke. Det er også troligt at de tiders alt for lystige
levemåder og exces i gæstebud kontribuerede ikke lidet
dertil eftersom ingen da skånede sig, hvorpå jeg tilforn har anført adskillige
eksempler.
Året for Hans Prinselige Højheds død blev Corfitz Ulfeldt skikket som
Corfitz Ulfeldt går i ambassade til Hollandekstraordinær
ambassadør til Frankrig for at aflægge taksigelse til samme riges konge for freden som
ved hans underhandling var negotieret ved hans ambassadør de La Thuillerie, og tilligemed
i Holland at handle om den norske toldrulle og andre sager. Dog var samme
ambassades |879hovedsigte at arbejde på nøje venskab såvel
med Frankrig som med Holland i steden for kejseren, Spanien og England, af hvis
venskab Hans Majestæt hidindtil havde haft liden nytte, så at derfor rigets
konjunkturer blev ganske forandret i henseende til fremmede potentater. Ved denne
lejlighed blev grundvold lagt til den påfulgte redemptionstraktat, men den samme kom
ikke til fuldkommenhed førend i Friderici 3. tid. Få ambassader har været af større
anseelse, eftersom den person som dertil blev brugt, var rigets hofmester, havde kongens
legitimerede datter til ægte og derforuden var over hele Europa bekendt for sin skarpsindighed.
I hvilken agt denne mand var i Holland, kan blandt andet ses
deraf at da madame Ulfeldt sammesteds blev forløst med en ung søn, kaldet Leo,
forlangte Herrenstaterne at han republikken til ære måtte kaldes Leo Belgicus og
tilbød sig at forære samme unge Leo tusind caroler årligt.
I samme år som Ulfeldt gik i ambassade, døde den kongelige
konfessionarius, magister Oluf Vind, i hvis sted kongen antog hr.
Laurids Jacobsen,
som efter hans død blev bisp i Fyn.
Året derefter døde den berømmelige mathematicus Christen
Lomborg eller Longomontanus, den store Tychonis discipel. Den samme var en fattig bondesøn i Jylland og lod
sig kalde Langberg eller Lomborg Adskillige
anselige mænds dødaf stedet hvor han var født. Han blev i sin ungdom brugt
til gement bondearbejde, hvorfra han hemmeligt stjal sig bort og gav sig i Viborg
Skole, hvor han forblev i 11 år, og derfra dimitteredes til Københavns Universitet,
hvor han ved sin flid og hurtighed rekommanderede sig hos professores, især hos Tycho
Brahe, som tog ham med sig til Hven og der i 8 år betjente sig af ham i sine
observationer. Hvor stor estime Tycho bar for ham, kan
blandt andet ses af det rekommandationsbrev han gav ham til de tyske universiteter,
item af de mange
andre kærlige breve han til|880skrev ham efter at han,
nemlig Tycho, havde forladt riget. I det år 1600 kom han til København med stærke
rekommandationsbreve fra Tychone og blev ved kansler
Christian Friis’ rekommandation promoveret til den matematiske profession, i hvilken
han døde 1647 efter at han ved mange og herlige observationer havde erhvervet sig navn af
en af de største astronomis på de tider.
Noget før Longomontani afgang døde den anselige
og lærde rigskansler Just Høg, som blev succederet af Christoffer Urne, og Henrik Ramel
blev igen ephorus over Sorø Akademi. Just Høg blev holdt for den lærdeste danske
herremand på de tider, havde også efter den tids skik gjort store og vidtløftige rejser;
thi man ser at den danske adel derved
distingverede sig og lod sig ikke nøje med Europa alene, men beså også de andre
verdensparter. Således finder man at Frederik Rantzau, som døde året før Just Høg,
havde været i Konstantinopel, Palæstina, Jerusalem, Ægypten, Sicilien, Malta og
ellers overalt i Europa, óg var det blandt andet for at hindre denne
rejsesyge at kongen stiftede det sorøske akademi.
Så snart Hans Kongelige Majestæt fik kundskab om Christiani 5. død, gjorde
han straks anstalt til at føre den salige prins’ legeme fra Dresden til
København. Prins Christians lig føres til DanmarkDen 30. august blev
højbemeldte prinselige lig ført fra Dresden i anselig proces. Det blev bragt af
Sophiæ Kirke på et skib som lå færdigt dertil på Elben, gelejdet af Hans
Kurfyrstelige Durchleuchtighed, 3 kurfyrstelige prinser, 2 grever af Solms og grev Kinsky samt
det kurfyrstelige råd og det ganske borgerskab. Gik således rejsen for sig over Elben
til Danmark.
De kongelige ministre som ligets bortførelse var betroet, var kansler
Ditlev Reventlow og Malte Juel, hvilke arriverede den 12. september med det prinselige lig
til Zollenspieker og siden begav sig til lands igennem Holsten til Heiligenhafen, hvor
|881tvende kongelige skibe lod sig indfinde for at føre det
til København, og der anlangede det lykkeligt den 25. september.
Imidlertid lod kongen forkynde prinsens død over det hele rige, gav ordre
til at holde inde med spil og leg og lod gejstligheden vide at de skulle indfinde sig
i sørgeklæder i København til en vis tid, og at der, så længe som sorgen varede,
skulle bruges sådan moderation i klædedragt at ingen gejstlige eller studiosi måtte
bære klingende sporer eller støvler neden for læggene. Så lyder forordningen.
Efter at det prinselige lig var ført til København, gik ligprocessen
for sig den 8. november, óg blev der samme dag holdt 2 orationer i Vor Frue Kirke,
hvor det prinselige lig var nedsat, en på latin af doktor
Brochmand, en anden på dansk af Hans Kongelige Majestæts hofprædikant doktor Laurids
Jacobsen.
Han havde tit forestået riget i hans faders fraværelse, óg finder man blandt
Christiani 4. forordninger mange som er publiceret i hans navn, under den titel: “Vi
Christian 5., Udvalgte Prins etc.” Hvorudover han gemenlig blev anset som en virkelig
regent, óg er det mærkeligt at kong Ludvig 13. i Frankrig i et gratulationsbrev til
hans bryllup gav ham titel af ‘broder’, hvorvel den franske ambassadør comte d’Avaux ville
ikke tillade at han, nemlig prinsen, titulerede kongen således igen. Nogle holder dog
for at han ingen synderlig lyst havde til affærer.
Straks efter prins Christians ligbegængelse lod Hans Majestæt udgå en
befaling af 28. november til alle stænder, adelen, gejstligheden, borgere og bønder og
deri gav dem til kende at såsom hans ældste søn, der i det år 1610 var blevet
hyldet, nu ved døden var afgået, de måtte være betænkt på at udvælge hans nu eneste
og efterlevende søn hertug Frederik, som hidindtil havde været biskop af Bremen og Verden,
|882til deres tilkommende konge. Til sådant valg at
forrette stævnede han et almindeligt møde at holdes tilkommende år 1648 i København den
17. april, hvor alle stænder skulle møde enten personligt eller ved fuldmægtige. Men
førend dette møde kunne holdes, døde kongen, og eftersom dette værk i hans levende live
ikke blev afgjort, havde prins Frederik siden stor møje ved at obtinere den danske krone.
Det er troligt at kong Christian har sådant forudset og derfor i tide søgt at
etablere successionen. Han behøvede derforuden en medhjælp i regeringen, hvorvel hans
høje alder hindrede ham ikke endda at regere med den sædvanlige aktivitet og hurtighed.
Dog kan jeg ikke for vist sige om han efter det år 1646 var oftere i Norge, hvilket
rige han gemenlig en gang og undertiden to gange om året plejede at besøge; men nu lod
han de norske sager mestendels komme an på den hurtige statholder Hannibal Sehested, af
hvis egenhændigt skrevne krigsprotokol, som mig er kommunikeret, jeg ser at bemeldte
statholder i disse åringer 1646 og 1647 har været meget okkuperet med nye nationalregimenters
indrettelse i Norge. Dog ser jeg af en ordre som
findes i samme protokol, at man til det år 1647 har ventet kongen til Norge, eftersom deri tales om
hvorledes skal forholdes til Hans Majestæts ankomst, om han kommer med skibe til Norge,
eller om han kommer med jagter.
Så at man deraf ser at denne aktive konge i det ringeste havde i
sinde end en gang at besøge Norge, om han ikke virkelig kom til samme rige; thi Hans
Majestæt havde stedse bæret en særdeles affektion til de norske, især
efter denne sidste krig da han havde set så store prøver på deres troskab og
tapperhed. Derfor gav han 1646 den norske adel lige privilegier med den danske, som hals
og hånd samt andet, befol også at den norske milits skulle trakteres på samme fod og
bekomme samme besoldning som den danske, hvilket ovenskrevne
|883protokol udviser,
især en af statholderens skrivelser dateret Aggershus
den 23. marts 1647 til de norske officerer, hvori han forkynder dem hvad hver officers
årlige gage skal være.
I København havde man i april og maj 1647 holdt en herredag, hvor
blandt andet blev rådslået om at betale den skyld som kronen var gerådet i ved den
sidste krig med Sverige og efter specifikationen strakte sig til 40 tønder guld. Adelen
offererede dertil en summa af 400.000 rigsdaler, men den ville langtfra ej være tilstrækkelig,
hvorfor Hans Majestæt lod påbyde en skat over det hele land så at enhver uden forskel
skulle give 4 rigsdaler af 100. De kongelige Almindelig
landeskatbetjente skulle óg give deres del og derforuden et års gage,
hvilket alt sammen skulle annammes af 4 kongelige råder. Af de samlede penge skulle (1) den
nye flåde, som allerede lå færdig, udrustes, (2) fæstningerne her og der repareres, og
det kongelige tøjhus opbygges, (3) kronens skyld skulle betales, (4) de kongelige
betjente, officerer og soldater fornøjes; og som Hans Majestæt fornam i hvad stor fare
København havde stået i den sidste svenske krig efterdi de svenske ved hollændernes
hjælp imod enden af samme fejde havde spillet mestre København
fortificeresi søen, tog han sig alvorligt for at lade samme residensstad
fortificere, betroende det nye fortifikationsværk til Axel Urup, hvilket ses af hans
egenhændige brev til samme officer; thi staden havde kun
været mådeligt befæstet tilforn så at man regner dens rette fortifikation fra den
sidste svenske fejde. På landdagen i Slesvig blev besluttet at af hver plov i
Jylland og Holsten skulle betales 5 rigsdaler, hvilket kunne beløbe sig til henved 250.000 rigsdaler.
I dette år blev i Peder Vibes sted, som så lang tid havde været minister ved det
svenske hof, beskikket til resident sammesteds Peder Juel, hvilket ses af hans kreditiv
og instruks. Det er ellers den samme Peder Juel som i kong
Friderici 3. tid havde så mange aventures ved det svenske hof.
|884
Dette skete året før Christiani 4. død, så at denne store konges
historie Forberedelse til historien om kongens amours og aventures i
sin ægtestandher har ende. Men såsom jeg intet tilforn har anført om hans
aventures såvel i ægteskab som andre amours, ej heller meldt noget om hans børn,
såvel ægtefødte som naturlige, item om hans mange og anselige svigersønner, som mod
enden af hans regimente anmassede sig stor myndighed i riget, har jeg ikke taget i betænkning sådant til slutning her at anføre. Jeg kan da ikke
love at give nogen udførlig historie derover såsom de skrevne mémoires jeg derom har
fundet, er ganske ufuldkomne.
Vil nogen ellers lægge mig til last at jeg fører i
pennen deslige ting som i disse nordiske lande stedse plejer at være og blive skrevne
anecdotes da svarer jeg dertil: (1) at historien er ikke langt fra hundrede år gammel;
(2) at endskønt den ikke var så gammel, så er den dog ikke af anden natur end som
andre anekdoter og kuriøse hændelser der indføres i alle andre fremmede historier, óg
ser man at de største regenter undertiden har de største aventures i deres ægteskab og
amours; (3) giver historien portræt på denne store konges naivitet og de tiders geni,
hvilket af en historieskriver ikke vel kan forbigås, helst såsom dets afridsning er
både behagelig og nyttig og interesserer læseren langt mere end vidtløftige beskrivelser
af mange unyttige ceremonier, som gemenlig opfylder den største del af vore nordiske
historier og derved forårsager at de samme lidet eller intet bliver læst. Endelig
(4) har man at befrygte at deslige anekdoter, som gemenlig er det største sirat i
historier, rent forkommer, hvorpå man har mange eksempler især i denne konges historie,
hvilken nu om stunder længe har været holdt for en umulighed at forfatte eftersom de
fleste og mest kuriøse ting som af en og anden på de tider har været samlet, er
enten rent bortkommet eller således mutileret at man hartad må gætte sig historien
til.
Jeg har forhen vist at Christianus 4. i det år 1597 blev gift med
den Dronning Annæ Catharinæ dødbrandenburgske prinsesse
Anna Catharina, med hvilken han avlede 4 prinser og 2 prinsesser. Om denne
|885dronning findes lidt eller intet omtalt i historien, uden at hun
døde til København 1612 den 29. marts.
Man ser alene at han i hendes
Christiani 4. favoritterlevende live havde en favorit ved navn
Kirsten Madsdatter, med hvilken han år 1611 avlede Christian Ulrik Gyldenløve, som 1633
var ambassadør ved det Kirsten Madsdatterfranske hof og
siden hofmarskal hos kongen af Spanien, i hvis tjeneste han omkom 1640, som forhen
er vist.
Kort efter dronningens død havde han en anden favorit, nemlig fru Karen Andersdatter,
som var en borgerdatter af Karen Andersdatter og hendes
børnKøbenhavn
og i det år 1615 den 10. marts på Kronborg Slot bragte til
verden Hans Ulrik Gyldenløve, som blev befalingsmand på Frederiksborg og Kronborg
slotte og døde på Kronborg 1645 den 31. januar. Han var gift med Regitze Grubbe, Jørgen
Grubbe til Vedbygård og Lene Ruds datter, men avlede ingen børn med hende.
Den tredje var den bekendte fru Kirsten Munk,
som blev Fru Kirsten Munk og
hendes børnviet til kongens venstre hånd, hvorom videre siden. Den samme førte
titel af grevinde til Slesvig-Holsten og skrev sig frue til Tåsinge, Boller, Ellensborg,
Rosenvold, Lundegård, Vejlegård, Lellinge, Tybrind og Turø.
Hendes sønner var (1) grev Valdemar Christian, herre til Tåsinge, hvorom tilforn er talt,
og som videre skal tales om i Friderici 3. historie. (2) Grev Frederik Christian, som blev
født anno 1625 den 27. april og døde 1627 den 17. juni. (3) Trende sønner som kom døde
til verden.
Hendes døtre var (1) Anna Catharina, født på Frederiksborg Slot 1618 den 10.
august, var forlovet med rigets hofmester Frands Rantzau, som druknede i graven ved
Rosenborg, som før er sagt. Hun selv døde af sorg året derefter, nemlig den 20. august
1633 på Frederiksborg Slot. (2) Sophia Elisabeth, som blev gift først med grev Christian
Pentz, statholderen i Holsten, hvilken af kejseren i det år 1636 blev gjort til
rigsgreve, og siden med Holger Vind, hvilken forlod hende da Corfitz Ulfeldt kom i
ulykke, hvorudover hun blev så forbitret at hun skikkede ham hans portræt igen med
øjnene udstukket. Hun døde i samme år som hendes moder, nemlig 1658 den 23. juli, og
blev tillige med hen|886de begravet i Skt. Knuds Kirke i
Odense. (3) Leonora Christina, født på Frederiksborg Slot 1621 den 22. juli. Hun fik til
ægte Corfitz Ulfeldt og er den navnkundigste af alle fru Kirsten Munks børn. (4)
Elisabeth Augusta, som fik Hans Lindenov til Ivernæs (nu kaldet Wedellsborg), som døde i
Københavns belejring 1659. Hun forspildte alt hvad hun ejede, og levede siden af en
pension som Christianus 5. tillagde hende. (5) Christiana, som blev gift med Hannibal Sehested.
(6) Hedevig eller Helvig, en tvilling med frøken Christiana, hun fik Ebbe Ulfeldt. (7) Maria
Catharina, født 1628 den 29. maj og døde i samme år. (8) Dorothea Elisabeth, som kongen
ikke ville erkende for sit rette barn, og hvis fødsel gav anledning til den tragedie som
blev spillet med fru Kirsten Munk. Hun blev år 1645 sat ind i et karmeliterkloster
til Köln, hvor hun lod sig kalde Isabella a Jesu Maria, og døde sammesteds 1687 den 18.
marts.
Den sidste kongens Vibeke og hendes børnfavorit
var Vibeke, fru Kirstens kammerpige. Med hende avlede kongen (1) Ulrik Christian
Gyldenløve, som blev født på det kongelige hus Ibstrup, nu Jægersborg, 1630 den 7. april.
Han døde i Københavns belejring, som videre skal fortælles. (2) En datter, nemlig Anna
Catharina Gyldenløve, som fik Claus von Ahlefeldt. Af denne optegnelse ses hvor
vildfarende og forvirrede de derom trykte tabeller er.
Man kan således heraf reducere Christiani 4. børn til 4 klasser. Den
Christiani 4. børn deles i fire klasserførste klasse
består af de rette kongelige prinser og prinsesser som han avlede med dronningen, den
anden af dem som han avlede i ulige ægteskab med sin gemal fru Kirsten Munk, og den
tredje af dem som blev født uden ægteskab af Kirsten Madsdatter, Karen Andersdatter og
Vibeke. Disse mange slags børn af differente grader kunne ikke andet end forårsage
underlige konjunkturer i riget; thi de første ville ikke tage de
middelste for fylde, og
de middelste igen yderligt foragtede de sidste. Det er dog
troligt at den jalousi som kunne være mellem dem samtligt, lidet eller intet ytrede
sig så længe kongen var i sin vigør, men da Hans Majestæt begyndte at blive gammel, er
den gnist som lå skjult un|887der asken, frembrudt,
óg mærker man da at de middelste, nemlig fru KirstenMunks Fru
Kirsten Munks børn spiller mestrebørn har spillet mestre, en del efterdi
de samme var stærkest i tallet, en del også efterdi disse mange døtre var gift
med de anseligste og mægtigste herremænd i landet, så at kongen, som i begyndelsen
tænkte at styrke sit hus med deslige svogerskab, fandt mod enden af sin regering en
stærk kabale imod sig, hvorudover han også måtte stå fra de mesures han en gang havde
taget, karessere adelen mere end tilforn og lade de store rigets charger, som nogen tid
havde været ledige, igen beklæde.
Det bedste for kongen var at disse mægtige svogre ikke
Døtrene giftes med de fornemste af adelenalle tider
stemte vel overens sammen, óg var der en stedsevarende jalousi imellem de tvende
fornemste, nemlig Corfitz Ulfeldt og Hannibal Sehested, óg er det troligt at kongen
fomenterede den samme for at have altid en af dem på sin side, hvilket også skete.
Corfitz Ulfeldt havde den fordel at han i henseende til sin charge som var
rigshofmester, kunne formere sit anhang blandt adelen, var også i kraft af samme høje
embede altid ved hoffet, da derimod Hannibal Sehesteds charge tillod ham ikke uden ved
permission at komme til hove; thi han var statholder i Norge, til hvilken charge det er
rimeligt at Corfitz Ulfeldt har været ham behjælpelig for ikke at have sådan en mægtig
rival ved hoffet.
Ulfeldt var en af de største og talrigeste familier i Danmark; thi
hans fader, den gamle rigets Comparaison mellem Corfitz Ulfeldt
og Hannibal Sehestedkansler Jacob Ulfeldt, havde 11 sønner og 6 døtre, så at han
derfor var besvogret og allieret med de fleste fornemme familier i landet. Han selv var
formedelst sin lærdom, skarpsindighed, erfarenhed i statssager og store kvaliteter
anset som et sirat for den danske adel på de tider, så at det var i mange ting
Hannibal Sehested var ham ikke voksen nok, hvorudover han søgte at holde nogenledes
balancen mod sin store rival ved en særdeles føjelighed mod det kongelige hus, óg ser
man at han har taget deslige mesures både i denne konges og i hans successors
Friderici 3. tid. Foruden denne avantage som sådan opførsel bragte ham til veje, gav
visse personlige kvaliteter ham også en anden hvorved |888han
ikke alene balancerede mod Corfitz Ulfeldt, men endogså med tiden triumferede
over ham; thi Ulfeldt var vel større statsmand, men Sehested større hofmand. Den første
havde større habilité, men den sidste vidste bedre at føre sig den til nytte.
Begge havde overvættes stor ambition og sigtede til et mål, den første gik lige
Begge disse store mænds
portraitstil og derved røbede sig selv,
den sidste derimod defilerede for at komme uformærkt til målet, hvorudover, endskønt
begge var farlige mænd, så blev dog den sidste ikke holdt derfor såsom hans
bestandige forsæt var at cedere hvor han fandt modstand, og intet at
tentere uden hvad han med sikkerhed kunne trænge igennem med, hvilket gav ham en stor
fordel mod hofmesteren, der af naturen var hidsig og gav sine passioner ingen
opsættelser.
Af begges opførsel mod hinanden indbyrdes syntes det at Corfitz Ulfeldt uden
grund hadede sin svoger, der stedse var complaisant og føjelig og gav en og anden gang
venskabstegn til kende. Men med alt dette kan man sige at den sidstes had gik langt
videre end den førstes; thi Ulfeldt søgte kun at desarmere en rival som var hans
ambition hinderlig. Sehested derimod, efter at han havde bragt sin svoger på knæ og i
den stand at han ikke frygtede sig mere for ham, søgte, som siges, at skille ham både
ved liv og frihed. Med alle de onde kvaliteter som tillægges Ulfeldt, så er det ikke
troligt at han var kapabel til sådan gerning som tillægges Hannibal Sehested i
Ulfeldts fængsel i Sverige, thi samme gerning gav til kende at hadet gik indtil yderste
destruktion. Af dette ses at den første havde farligere, men den sidste flere lyder.
Vil nogen spørge hvoraf denne store animositet rejste sig imellem disse tvende svogre,
hvis Årsag til det store had mellem deminteresse det
ellers kunne være at trække på en linje, da kan svares at de hadede hinanden just fordi
de var begge kongens favoritter, og just fordi de begge brillerede i forstand og sindets
gaver frem for andre, så at det gik dem som Cæsar og Pompeio at den ene kunne ingen
ligemand lide og den anden ingen overmand, óg forårsagede samme animositet at hvad den
ene foretog, søgte den anden at kontrakarrere, hvilket man i denne konges tid
besynder|889lig mærkede i fru Kirsten Munks sag
da Hannibal Sehested plæderede mod hende alene fordi Ulfeldt var hendes advokat.
Bemeldte fru Kirsten Munk var af et af de ældste adelige huse i
Danmark. I hende forlibte kongen sig straks efter dronning Annæ Catharinæ død. Men
Historien om fru Kirsten Munks faldsom hun ikke var at
vinde uden ved lovligt ægteskab, og såsom at gøre en simpel adelig dame lige til
dronning var her i riget usædvanligt, måtte kongen gribe til en middelvej at lade sig
vie til hende ved den venstre hånd, det er: at gøre hende til sin gemal. At kopulationen
dog af alle ikke må have været bekendt, ses af et diploma, udgivet af rigets råd straks
efter kongens død for at verificere sådant ægteskab, hvori findes disse ord:
Det På
hvad måde hun blev viet til kongener troligt derfor at vielsen ikke er
sket solenniter, men alene i nogle få personers overværelse, og det af den årsag
at deslige ægteskaber her i landet var usædvanlige. Men det samme forårsagede at mange
holdt for at fru Kirsten var i favør hos kongen på samme fod som Karen Andersdatter, hvorudover
Hans Majestæt siden for at detrompere de samme gav til kende i
tvende breve at fru Kirsten var hans gemal, og at de børn som var
avlet med hende, var ægte børn.
Men dette ægteskab blev sluttet med sådanne konditioner at hun ikke
skulle have titel af dronning, og de børn som avledes i dette ægteskab, skulle ikke agtes
som kongelige prinser og prinsesser; herudover havde de mange børn som hun bragte til
verden, alene titler af grever og grevinder af Slesvig og Holsten.
Blandt alle fru
Kirstens børn var dog kun én søn, nemlig grev Valdemar. Han Hendes
frugtbarhedberømmes i historien af stor forstand og kapacitet, hvorvel jeg
finder at hans egen søster Eleonora Chri|890stina,
Corfitz Ulfeldts gemal, var af andre tanker og holdt ham at være kun af liden
kapacitet. Vist nok er det at kongen besynderlig elskede ham og
gjorde kun liden forskel mellem ham og de rette kongelige børn. Han lod ham straks i
ungdommen rejse udenlands med den lærde Henrico Ernst og employerede ham siden i
adskillige vigtige ambassader. Om det anslag kongen havde at gifte ham med den russiske
prinsesse Irene, er tilforn talt, og om hans andre aventures skal tales videre i
Friderici 3. historie.
Af døtrene er den navnkundigste Eleonora Christina, som blev givet
til Corfitz Ulfeldt; thi som han var den skarpsindigste herre på de tider, så blev hun
holdt for det skarpsindigste fruentimmer, óg er hun i den henseende lige så bekendt i
historien som hendes herre. De mange børn som Christianus 4. avlede med fru Kirsten,
giver til kende at han i mange år har levet i kærligt ægteskab med hende, thi hun har
været en dame af ikke mindre kvaliteter end skønhed. Dog synes det at hun imidlertid er
blevet defigureret ved en særdeles legemets fedme; thi jeg finder at kongen i den
proces han førte med hende, sagde til hendes moder, fru Ellen Marsvin: “Rådede du mig ikke
selv, Ellen, at jeg skulle tage Vibeke efterdi Kirsten blev så fed?”
Hvad som egentlig var årsag til denne dames fald og til den afsky kongen
Årsag til hendes faldsiden fik for hende,
kan jeg for vist ikke sige. Nogle holder for, at hun havde et farligt anslag for imod
kongen, men siger ikke hvori det bestod. Andre siger at hun ville omkomme kongen med
forgift, hvilket dog er utroligt i henseende til den kærlighed hun bar til Hans
Majestæt; thi jeg finder at hun end efter udstået forfølgelse og fængsel græd
bitterligt da hun hørte kongens død, og sagde: “Hvo skulle have tænkt at jeg kunne fælde
tårer over kong Christian?” Det er troligt at om kongen har haft hende mistænkt
for sådant, |891hendes kammerpige Vibeke, som siden blev
hans favorit, har bragt ham på de tanker. Jeg finder ej heller at i den store proces som blev hende
formeret, andet blev omtalt uden utroskab i ægtestand.
Det kan ikke nægtes at kongen jo havde hende mistænkt for sådant, og at
han i den henseende formerede hende proces og forlangte skilsmisse. Personen
som Hun mistænkes for utroskabforegaves at have nydt usømmelig
favør af hende, var kongens egen hofmarskal, den såkaldte rhingreve, hvorudover Hans Majestæt lod hendes sidste datter skikke
udenlands, hvor hun blev klosterjomfru. Om heri var nogen realitet, eller om hun var
falskeligt forført, kan endnu ingen for vist sige. Det er alene vist at kongen lod
hende beskylde for rigets råd, som til den ende var forsamlet i Rosenborg Have, og
forlangte deres dom. De beskyldninger som blev gjort mod hende, bestod i 19
interrogatorier, som Hans Majestæt med egen hånd har forfattet, og som besluttes med
disse ord:
Hvilcken udaff, forbeneunte Puncter, Kongen beskylder
hende offentlig derforbegieris, at skulle bevisis, daa ville Vi, Sliigdt, med
leffuendis, Folk, Aadel og Wadel, bevise, som vy, uil skaffe, tilstede, naar Behoff
giøris. Fra Københaffn den 19. Junii 1632.
Her at anføre disse beskyldninger finder jeg ikke à propos, vil derfor
alene lade mig nøje med at sige dette at adskillige punkter deri synes at være
vigtige og kunne give anledning til mistanke, så at om fru Kirsten ikke har været
skyldig, så har hun dog givet anledning til suspicion, óg synes den femte, sjette, syvende og ottende
artikel at være meget betydelige. Corfitz Ulfeldt plæderede da for fru Kirsten og
Hannibal Corfitz Ulfeldt plæderer hendes sag mod Hannibal
SehestedSehested for kongen, óg kan man sige at få sager har været for retten
af større vigtighed og éclat, såvel i henseende til parterne i sig selv som til
advokaterne der var de anseligste og mest vel|892talende mænd i riget,
óg giver denne aktion et fuldkomment portræt på begge disse
herrer; thi man ser på den ene side et særdeles overmod og på den anden side lige så
stort hykleri. Begge var at laste, den ene fordi han utvungent
gik i skrankerne mod sin
egen konge og velgører, den anden fordi han af politik og interesse søgte at beskæmme
kongens gemal. Dog fandtes der mange som ikke alene undskyldte Corfitz Ulfeldt, men
endogså anså denne hans gerning som en heroisk aktion, da derimod alle anså
Hannibal Sehested som den der heri satte bienséance og sømmelighed noget til side.
Med
hvilken hidsighed denne sag ellers er blevet ageret af disse tvende store advokater, ses
deraf at de siden uden for rådhuset trak deres kårder mod hinanden. Men hvad
argumenter der brugtes pro og kontra kan jeg ikke sige. Jeg ser alene af de oftciterede
skrevne excerptis at kongen har villet holde for at den foregivne utilbørlige
omgængelse var sket da han selv var fraværende i Glückstadt, og
fru Kirsten med rhingreven var på Frederiksborg, men at Corfitz Ulfeldt producerede
kongens egne breve, hvori såvel fru Kirsten som rhingreven var beordrede at forblive
på samme slot. At kongen selv i egen højeste person har været til stede i retten
tillige med fru Kirstens moder Ellen Marsvin samt de fleste af børnene, ses af en
ufuldkommen, mutileret dialog som jeg derom har fundet, hvori kongen siger: “Ellen,
rådede du mig ikke selv etc.” Fru Kirstens børn brød da ind i talen og sagde:
“Mormoder ...” hvorpå Ellen Marsvin svarede med latter:
“Eders Kongelige Majestæt ...” så at jeg ikke videre ved hvad børnene sagde til hende,
eller hvad hun svarede kongen.
Processen siges ellers at have faldet således ud
at fru Kirsten blev frikendt for retten, enten efterdi de Fru
Kirsten bliver frikendt for rettenbeskyldninger som førtes mod hende, ikke
lovligt kunne bevises, eller fordi Corfitz Ulfeldt ved sit store anhang i rådet
udvirkede sådan favorabel dom.
|893Det eneste som man har trykt om denne store proces, er hvad som findes
i den såkaldte Histoire du Comte d’Uhlefeld,
hvorudover, endskønt deri findes
adskillige urigtigheder, vil jeg dog her anføre autoris relation derom og tilligemed
mønstre hvad som deri kan bevises at være falskt. Da kongen agtede at skille sig ved
fru Kirsten (som her af vildfarelse kaldes dronning) og intet kunne bevæge ham fra det
forsæt, end ikke hans datter Leonoræ gråd, som han så højt elskede, lod han forsamle
rådet for at eksaminere sagen. Alle hoffolk abandonnerede fru Kirsten for at flattere
kongen, og ingen uden Ulfeldt (som her af vildfarelse kaldes greve) understod sig at forsvare hende og deri præfererede den
En trykt relation herom eksaminereskærlighed han bar for
frøken Leonora for den lykke han kunne gøre til hove. Han gav derfor med frimodighed
til kende for kongen at han ville agere fru Kirstens advokat. Af dette betjente
Hannibal Sehested sig for at styrte Ulfeldt og tog sig for at forsvare kongens sag. Til
berammede dag lod kongen sig selv indfinde for retten tillige med fru Kirsten og hendes
børn. Hannibal Sehested begyndte da først at tale og udførte kongens beskyldninger med
sådan veltalenhed at de fleste holdt fru Kirsten at være skyldig. Men de blev straks
bragt på andre tanker; thi Ulfeldt beviste med sådan fynd og soliditet hendes
uskyldighed at kongen selv ikke kunne bare sig for gråd, ja han steg ned af sin trone,
omfavnede hende og tog hende til nåde igen. Ulfeldt lod sig ikke nøje med at have
beskæmmet sin rival med munden, men søgte også at gøre ham tort med hånden; thi han
trak uden for rådhuset sin kårde ud og gik ham med sådan hurtighed på klingen at
Hannibal Sehested måtte salvere sig med flugten. Dog såsom de
begge var anselige mænd, forligede kongen dem; men uanset denne forligelse bar dog
Hannibal Sehested et stedsevarende had imod Ulfeldt og aldrig kunne tilgive ham denne
gerning. Ulfeldt blev formedelst denne aktion gratuleret af alle og fik til rekompense
deraf frøken Leonora til gemal. Så |894vidt samme relation.
Autor til denne Ulfeldts historie sætter ellers intet årstal hertil, óg synes det af
hans relation at det skulle være sket kort før den tid frøken Eleonora blev gift med
Ulfeldt, da man dog ved at fru Kirsten kom i unåde 1630. Dette er óg falskt at
kongen tog Fru Kirsten arrestereshende straks til nåde
igen; thi hun blev straks ført til en gård kaldet Boller, som kongen købte hende i
Århus stift, hvor der var jern i vinduerne og vagt uden for døren. Fra den tid hun
blev forskudt, blev hun tillige med hendes børn udelukket af kirkebønnerne, óg måtte hun
siden ikke kaldes anderledes end fru Kirsten til Boller. Dog, såsom hendes børn lå
kongen idelig i ørene, erklærede Hans Majestæt sig 1646 for hendes befrielse. Men denne befrielse skete dog
ikke førend kort for kongens død, hvilket ses af en ny begæring i rådets navn opsat af
kansler Christen Thomesen Sehested om hendes befrielse året derefter, så at der må være
kommet en ny knude på tråden som forårsagede at kongen suspenderede sin erklæring af
1646; og såsom bemeldte kanslers koncept til den ny begæring, som skete året
derefter, giver fuldkommen oplysning heri, og mig deraf er kommunikeret en kopi, vil
jeg den her anføre. Den lyder således:
Rigens
Hoffmester, og Hans Lindenow have for nogen Tid begiæret af nogle
Rigets råds intercessionaf Rigens Raad, at de underdanigst vilde hos E. K. M.
intercedere, at Fru Kirsten Munk, som paa ny skall være kommen i E. K. Majestets Disgrace,
og derefter fængslig paa hendes Gaard Bøller anholden, igien deraf maatte entlediges, og
nyde den Afskeed, som E. K. Majst. Anno 1646 in Aprili givet haver, og E. K. M. sig
naadigst i sin Skrivelse til Cantzleren Hr. Christen Thomesen siden har erklæret, at E. K.
M. gierne saae, at Rigens Raad for |895hende intercederede,
saa have nu Rigens Hoffmester, Statholderen i Norge, Hans Lindenow, Grev Pentz og Ebbe
Ulfeld paa ny igien af meenige Rigens Raad paa det flittigste begiært, de hos E. K. M.
underdanigst vilde anholde, at Fru Kirsten hendes Libertet igien maatte erlange.
Saa, efterdi vi befinde, at vi med ingen Billighed dennem saadan deres venlig Begiæring
kand nægte, og ikke kand formærke, at dermed andet søges, end at E. K. M. til Roelighed
kunde gelange, og det som med Tiden E. K. M. for Disreputation E. M. Børn og Børne-Børn, og de fornemme Mænd som E. M. sine Børn har givet til Ægte,
kunde være for Vanære og ond Eftertale befriede; da begiære vi paa det underdanigste, og
raade, at E. K. M. vill lade sig befalde, at sende Fru Kirsten igien hendes Libertet, og
lade hende nyde den Afskeed, som E. K. M. efter lang Underhandling 1646 in Aprili givet
haver, og alting her efter udi Stilhed og Roelighed maa forblive: De love igien, at
hverken hun eller andre skal nogen Tid give Aarsag til andet. At de fornemme Mænd, som paa
deres Hustruers og Børns Vegne saa højligen herudi ere interesserede, kunde formærke dem,
med deres underdanigste Submission E. K. M. Kongl. Gunst ej forgiæves at have imploreret.
Dat. Kiøbenh. den 11te Novembr. Anno 1647.
Derpå fulgte den kongelige resolution 1648 om hendes
befrielse; men da Hun kommer løs igenhun begav sig på
rejsen til København og var kommet til hendes fru moder på Ellensborg, fik hun tidende
om kongens dødelige afgang, óg siges det da at hun græd bitterligt og sagde: “Hvo skulle
have tænkt at jeg kunne |896græde for kong Christian?” Hvor
vidt ellers denne kongelige nåde strakte sig, og om Hans Majestæt ville tage hende til sig
igen, kan jeg for vist ikke sige, hvorvel den tale som 1658 blev holdt ved hendes
ligbegængelse, synes at tilkendegive sådant. Men hvad som blev foretaget med
rhingreven, derom finder jeg intet. Det er troligt at han enten selv har undviget
eller er blevet landet forvist efterdi intet mere tales om ham.
Dette er alt hvad jeg har kunnet sammensanke af nogle breve og fragmentis
til denne kuriøse histories oplysning, óg kan denne, skønt korte og ufuldkomne recit,
tjene til at korrigere adskillige ilde grundede og fabelagtige relationer som derom er
trykt, især i det skrift kaldet Le Comte d’Ulfeld, eller
Nouvelle historique.
Man lærer heraf at kongens myndighed begyndte at deklinere mod Betænkning over
denne historieenden af hans regering. Man ser også herudaf konjunkturerne
i det kongelige hus og især mellem de kongelige børn indbyrdes. Endelig giver fru
Kirsten Munks historie et besynderligt portræt på de tvende store mænd Corfitz Ulfeldt
og Hannibal Sehested og viser oprindelsen til det store og bestandige had som regerede
imellem disse tvende svogre. Ja, man ser endelig i hvad tilstand Corfitz Ulfeldt var,
og hvad som kunne forlede ham til at misbruge de store naturens gaver som han besad, til
at gå uden for en undersåts grænser og at machinere de ting som styrtede ham fra
den højeste æres spids til den yderste ulykke og fordærvelse, så at det navn som var
den største prydelse og sirat for Danmark, er blevet forhadt, foragteligt og til
et spottenavn og ordsprog blandt den gemene almue. Jeg har forhen talt noget om samme
mands såvel onde som gode kvaliteter og skal videre tale derom
under efterfølgende regering. Hvad hans slægt og byrd Corfitz
Ulfeldts anseelse samt slægt og byrdangik, da havde den på de tider ikke sin
lige, hvilket ses af efterfølgende curiøse og tilforladelige liste, efter frøken Annæ
Ulfeldts relation.
|897Jacob Ulfeldt, rigets kansler,
herre til Ulfeldtsholm, Egeskov og Urup,
avlede med fru Birgitta Brockenhuus 11 sønner og 6 døtre, som var:
Liste på kansler Jacob Ulfeldts børn1. Knud Ulfeldt,
Christiani 4. overskænk, herre til Hellerup i Fyn. Hans første frue var Anna Lykke, Cai
Rantzaus enke til Rantzausholm. Med hende havde han ingen børn. Hans anden frue var
Kirstine Lützow, som kom hid til Danmark med kronprinsessen Magdalena Sybilla, hvis
kammerfrøken hun var. Hende havde han kun 6 uger; thi såsom han i det søslag
hvori Christianus 4. mistede sit øje, var blevet blesseret i sit ben af samme splint
som traf kongen, lod han sig vie til hende på sengen og døde 6 uger derefter.
2. Jacob
Ulfeldt, ritmester, var forlovet med Cai Rantzaus og fru Annæ Lykkes
datter Sophia Rantzau. Han blev skudt i
den kejserlige krig.
3. Frands Ulfeldt blev gjort til greve af kejser
Ferdinando 2. og
begavet med et grevskab i Tyskland. Han døde til Wien luthersk. Det fortælles blandt
andet om hans magnificens at han havde 12 heste med 12 guldkæder på. Han var forlovet
med hr. Claus Daas, rigets admirals datter Dorothea Daa, men døde før brylluppet.
4. Peder
Ulfeldt, rejste udenlands med 5 af sine brødre og døde straks efter sin hjemkomst.
5. Lars
Ulfeldt, herre til Urup og Egeskov. Han fik sin broder Jacobs efterladte fæstemø Sophia
Rantzau og med hende avlede 4 børn, hvoraf de to døde straks efter fødslen uden navn. De
to andre døde også ganske unge. Han var den lærdeste af alle sine brødre. I Christiani
4. tid blev han skikket som envoyé til kong Jacob 1. af England, og kong Frederik 3.
forlenede ham med Stjernholm 1648. Hvor dydig og skikkelig ellers denne mand har været,
ses deraf at kong Frederik, uanset den groll han havde mod den ulfeldtske familie,
elskede dog denne Lars Ulfeldt så meget at han blev anset som en
mig|898non. Men man mærker at hans egen broder Corfitz Ulfeldt var ham
ikke god; thi han kunne ikke nyde nogen promotion i Christiani 4. tider så længe som
samme hans broder havde så meget at sige. Da hans første frue Sophia Rantzau ved døden
afgik, blev han anden gang gift med Else Parsberg, med hvilken han avlede 8 børn, nemlig 6
sønner og 2 døtre.
6. Corfitz Ulfeldt, rigets hofmester og den navnkundigste af alle, som blev
gift med Christiani 4. anden datter af fru Kirsten Munk, Eleonora Christina. Med hende
avlede han 10 børn: (1) Anna Catharina, hvilken blev roman-katolsk i Bruges efter
hendes mand Cassets død, som var Corfitz Ulfeldts overstaldmester. (2) Christian, som
skød Fuchs ihjel og blev abbé. (3) Jacob, som døde ung. (4) Ludvig, som omkom i
Candien, hvor han sprang i luften af en mine. (5) Leo, som døde ung. (6) Corfitz, gift
med en rig komtesse i Frankrig. (7) Mogens, døde ung. (8) Ellen Kirstine, blev
reformeret og døde i Hessen. Det fortælles om hende at hun tillige med sin søster
Leonora Sophia i Friderici 3. tid kom maskeret ind i en have hvor dronning Sophia
Amalia var, og der overgav hende en supplik, men sådant blev ilde optaget, og de
måtte rejse bort. Den efterfølgende dronning Charlotta Amalia tog dem dog siden i
beskyttelse. (9) Leonora Sophia, som fik Lave Beck i Skåne på samme tid som hendes
moder sad fanget. (10) Leon, som blev kejserlig general.
7. Flemming Ulfeldt, lensmand
på Halsted kloster i Lolland. Hans frue var Anna Elisabeth von Greven, Christoffer von
Grevens datter. Med hende avlede han 6 børn. Hans anden frue var Anna Magdalena Kruse, med
hvilken han havde 3 børn.
8. Ebbe Ulfeldt, herre til Egeskov og ridder. Hans frue var Mette
Grubbe, havde ingen børn.
|899
9. Eiler Ulfeldt, en anselig og
lærd mand, var envoyé i Spanien. Han blev ihjelskudt på det skib kaldet Treenighed lige
ved Christiani 4. side, óg siges det at man efter døden havde møje ved at vrikke sværdet
af hans hånd. Han var forlovet med Anna Sehested, kansler Christen Thomesens datter.
10. Mogens Ulfeldt, forlovet med Oluf Parsbergs
datter Ellen og døde i Paris.
11. Tyge Ulfeldt, døde i sin opvækst og forældrenes hus.
Døtrene var efterfølgende:
1. Anna Ulfeldt, gift med oberst Poul Ramel, broder til Henrik Ramel, som
var Christiani 4. hofmester.
2. Elsebeth Ulfeldt, gift med oberst Jesper Friis, havde 3
sønner og 7 døtre.
3. Karen Ulfeldt, gift med Oluf Brockenhuus, slotsherre på Københavns
Slot, havde en søn og 2 døtre.
4. Dorothea Ulfeldt, døde jomfru i forældrenes hus.
5. Birgitta Ulfeldt, som blev gift med Otto Kruse til Egholm, hvilken
handlede ilde med hende, så at hun tvende gange forlod ham og tjente for pige i Holland.
6. Maria Ulfeldt, gift med Axel Arenfeldt til Basnæs.
Denne store talrige familie blev i dens velstand regeret af
hofmesteren Corfitz Ulfeldt, hvoraf ses af hvilken importance samme mand var på de
tider. Når man dertil lægger hans andet slægtskab og svogerskab, hans høje charge, hans
ugemene og fast kongelige rigdom, hans alliance med det kongelige hus, erfarenhed i
statssager og naturlige store skarpsindighed, item hans gemals ambition og store
kvaliteter, kan man se hvad som har forført ham at aspirere til højere ting end en
undersåt egner og anstår. Af samme liste ses også den ulyksalige families aventures,
og at det ulfeldtske hus har udspredt sig fast over hele Europa.
Man ser óg af ovenmeldte recit hvordan tilstanden var mod enden af
Christiani 4. regering, og at den tilforn store |900og fast
uomskrænkede kongelige myndighed deklinerede og mærkeligt aftog i henseende til kongens
høje alder, hvorvel Hans Majestæt, uanset han var betynget af alder og omspændt af
adskillige ulykker og fortrædeligheder, forestod regimentet med vigør til sin dødsdag,
som skete i det år 1648. Hans sidste svaghed var ikke andet end en mattighed som han
1648nogle måneder før sit endeligt befandt, idet
naturen, som med stor møje og Kongen bliver svagbesværlighed
af den langvarige regering blev udmattet, begyndte efterhånden at tage af
så at han ingen hård spise kunne fordøje og om natten lidet sove.
Og endog kræfterne tog således af, og det var i den kolde vinter,
rejste Hans Majestæt dog den 21. februar fra Frederiksborg til Rosenborg i København
og lod sig dagligt iklæde. Alle indkommende supplikker lod han læse for sig og gav derpå
svar, underskrev hvad som færdigt var, og ville ikke lægge sig til sengs førend den 26.
februar, som var den tredje dag før hans salige endeligt. Om andendagen, som var søndagen,
lod han prædike for sig på sengen, talte dog ganske intet. Men henved klokken 1 lod
Hans Majestæt indkalde til sig sin hofprædikant, doktor Laurids Jacobsen, til hvilken han
rakte hånden og sagde: Hans andagt på sit
yderste“Her ligger jeg, en Guds fange”, hvorpå hofprædikanten trøstede ham det bedste han kunne
med Guds ord, og formanede Hans Majestæt at holde fast ved Kristi fortjeneste. Dertil
svarede Hans Majestæt på latin: “Ne dubites” og straks på dansk: “Tvivl intet derpå”,
rakte derefter hånden til præsten igen og sagde: “Nu gælder det!”
Derpå blev der holdt bønner og sange, hvori Hans Majestæt lod se
sådan andagt at de omkringstående kunne ikke holde sig for gråd. Siden blev han af
kansleren Christian Thomesen anmodet om den hellige nadver at bruge, hvortil Hans
Majestæt sig straks beredte. Da absolutionen var sket, lagde han sig til rolighed og talte ikke meget siden.
Om natten derefter såvel som om andenHans salige endeligtdagen tog sygdommen meget overhånd, dog
lod han se en besynderlig tålmodighed så at han i alle sine smerter ikke engang
beklagede sig. Ende|901lig mod aftenen klokken 5 den 28.
februar hensov han med sin fulde fornuft meget stille og uden bevægelse efter at han havde
levet 71 år ringere end 6 uger.
Han var, omendskønt ikke af de lykkeligste, så dog en af de største konger
som Hans berømmelsedisse nordiske lande nogen tid har haft.
Han sparede aldrig sin høje person, endogså i sin gamle og grå alder, og lod sig se
ikke alene som en anfører, men endogså som en soldat så at, dersom lykken havde kun
villet lade se den ringeste gnist af favør mod ham, kunne han have gjort lige så store
figurer i Europa som den store Gustav, hvilken han cederede hverken i tapperhed eller
god konduite.
Belangende den verdslige regering da har Hans Majestæt sin ganske
regeringstid antaget sig rettens administration med sådan iver at han på herredage
og landdage altid har præsideret, og det ikke i nogle få dage, men undertiden 4
eller 5 uger så længe der var sager for hånden. Når nogen sag eller stridighed
forefaldt i hvilken Hans Majestæt selv kunne være højligt
Hans retfærdighedinteresseret, har han det ingenlunde anset, men ladet retten
have sin gænge, endogså imod sig selv i alle måder. Denne Hans Majestæts upartiskhed
i rettens administration har været alle undersåtterne så bekendt at enhver har
glædet sig når han har fornummet kongen at ville sidde i retten, hvilket han altid
gjorde uden han af mærkeligt forfald blev forhindret.
Sin ganske regeringstid har han været en meget flittig, årvågen og
Arbejdsomhedarbejdsom herre så at han fra 3 og 4 om
morgenen den ganske dag har været i idelige forretninger og ordineret med største
omhyggelighed hvis til rigets og landets velfærd og fornødenhed udkrævedes.
Disse høje kongelige dyder og kvaliteter forskaffede Hans Majestæt hos alle
angrænsende potentater, ja over hele Europa sådan kredit og konsideration at de har
haft et besynderligt øje på ham og i deres høje og vigtige legationer, så óg særdeles
skrifter rådført sig med ham. De har også antaget ham til den fornemmeste mediatør at
bilægge den tyske krig, |902hvorfor hans død af de stridende
parter højligt blev begrædt, besynderlig eftersom han ved sin vindskibelighed havde
bragt det så vidt at man inden kort tid håbede at komme til endelighed.
Han var frem for alle sine formænd en besynderlig elsker af bygninger,
hvilket Hans store bygningerkan ses af de mangfoldige
slotte, stæder og store huse han har oprejst og funderet. Anno 1600 lod han bygge den
stad Christianopel i Blekinge, hvilken Christianopel1603
blev gjort til en fæstning og således kaldet efter prins Christian, som blev født samme
år. Året derefter det kongelige slot Rosenborg, item Tøjhuset. Han lod 1605 af sten opbygge det nuværende rådhus på Gammeltorv i København,
tillige med en vandpost lige ovenfor. Anno 1607 lod han befæstige den stad Halmstad med
volde. Anno 1614 lod han fundere Christianstad i Villand Christianstadherred i Skåne, hvilken formedelst dens herlige situation i
søen og andre fortifikationer blev holdt for en af de vigtigste rigets fæstninger. For
samme bys skyld lod han tilbagekalde de tvende gamle købstæder Åhus og Væ deres
privilegier. Han bragte også til fuldkommenhed det prægtige slot FrederiksborgFrederiksborg i sin ungdom, og da nogle foreholdt
ham at det var et værk som overgik hans kræfter, lod han på porten grave en hob små
sko, givende dermed til kende at han alt havde trådt sine børnesko, óg findes de
samme endnu på slotsporten.
Anno 1618 lod han anlægge en ny stad på Amager, kaldet Christianshavn,
Christianshavnhvilken ved en stor bro blev føjet til
København. Samme nye stad blev siret med volde og skanser og benådet med kongelige
købstadsprivilegier, óg blev der forordnet 2 borgmestre, nemlig Jacob Dreyer og
Jacob Madsen, item 4 rådmænd og en byfoged som skulle betjene retten i samme stad.
Videre forordnede Hans Kongelige Majestæt at lensmanden på Københavns
Slot skulle have inspektion over den nye stad, at indvånerne skulle være ham lydige og
efterkomme hans befaling på Kongelige Majestæts vegne. Indvånerne gav Hans Majestæt
skønne og bekvemme købstadsprivilegier, |903med et herligt
stadsvåben, nemlig et blåt tårn med 3 kroner, Hans Majestæts navn med tvende
hosfølgende løver og to faner. Den store bro som føjer den gamle stad til den nye, blev
anlagt med stor bekostning og ikke med mindre møje; thi mange holdt for umuligt at
lægge bro over sådant vidtløftigt og vanskeligt sund; men denne store konges flid og
bestandighed overvandt denne vanskelighed. Han lod siden ved blyrender under søen, hvor
store skibe ligger, bringe friskt vand i staden fra Peblingesøen 1633, hvilket rettelig
kan siges at være et kongeligt arbejde. De privilegier som han gav den nye stads
indbyggere, var at de i 12 år skulle være frie for alt pålæg, at
Christianshavns øvrighed skulle have rang og sæde næst efter Københavns øvrighed, item at
Christianshavns rådstues domme skulle gå lige til Højesteret.
I det samme år lod han oprette det kongelige kollegium eller Regensen
for Regensenstudenterne. Han havde også i sinde at nedrive
det gamle Københavns Slot og at bygge et andet alamodisk slot igen, óg vidner autor
til des Hayes’ ambassade at sådant dessein var gjort før den kejserlige krig.
1620 blev den fast uovervindelige stad Glückstadt
funderet i den egn GlückstadtWildnis
i Stormarn og blev
kaldt Glückstadt eller lykkens stad for et godt omens skyld. Den blev óg således
fortificeret at den fast ikke kunne indtages, óg kan den berømme sig at have beholdt
sin jomfrudom indtil denne dag, det er: ikke været indtaget af nogen fjende, omendskønt
hele Holsten og Jylland har været erobret.
Da den stad Oslo anno 1624 afbrændte, lod han opbygge den ved slottet
Christianiaigen og efter sit navn kalde Christiania.
Det navnkundige astronomiske tårn, kaldet gemenlig Rundetårn, lod
han oprette ved Trinitatis Kirke, og det efter kansler Christen Thomesen Sehesteds råd
på det at Kø|904benhavn inden sine mure kunne have et
Uraniborg ligesom Tychonis på Hven. Til dette kunstige tårns indrettelse rådførte man
sig især med Christiano Longomontano, Tychonis discipel. Tårnet blev fuldfærdiget 1642, men
kom dog ikke i ret stand førend under Friderico 3.
Al den bygning som er Børsen, Provianthuset, Bryggerset og Bagerset
Utallige bygninger og hele gader i Københavnog Tøjhuset etc.
er af ham anlagt i søer med stort arbejde og bekostning.
Anno 1617 lod han fuldfærdige Holmens Kirke, så at den blev bekvem til gudstjenestes forretning. Der var
tilforn et smedeværksted og en navigationsskole.
Anno 1637 lod han lægge grundvold til Trinitatis Kirke, som først alene
var Trinitatis Kirkefor studenter, indtil anno 1683 da den
blev gjort til en sognekirke da nogle gader af Skt. Annæ kvarter blev lagt dertil.
Anno 1647 lod han oprette en navigationsskole for skibsfolkenes
information. Tvært over samme skole lod han af grunden opmure skønne huse til Holmens
Kirkes præster, skippere, styrmænd, højbådsmænd og andre søofficerer. På ethvert
hjørnehus blev anslået hvad enhver gade skulle hedde, såsom Delfingaden, der havde 24
våninger, Laksegaden, der havde 48, Hummergaden, der havde 40, og Støregaden, der
havde 18 våninger. På den plads hvor bemeldte våninger blev funderet, var tilforn en
kongelig lyst- og Rosenborgfrugthave med en ringrendebane
indtil Rosenborg med dens have blev anlagt.
Det er umuligt at opregne hvad denne salige herre ellers lod reparere og
forny, besynderlig i København, hvis teglsten han med den romerske kejser
Augusto kunne siges at have forvandlet til marmorsten efterdi han havde ikke
mindre |905omhyggelighed for at polere sin
residensstad end denne berømmelige kejser Rom.
Denne salige herre var også en stor elsker og velynder af lærde mænd,
hvilke han ved sin gavmildhed meget opmuntrede, og derfor var landet fuld af grundlærde
mænd under hans regering; thi foruden den store Tycho Brahe, som døde til Prag, fandtes
mangfoldige andre. At den danske adel kunne oplæres i adskillige
Sorø Akademismukke videnskaber, lod han anno 1623 til Sorø oprette et
ridderligt akademi, hvortil han lagde store indkomster. Over samme akademi blev sat til
ephorus Just Høg, en herre af store kvaliteter og besynderlig bekvem dertil. De
første professorer som dertil blev forordnet, var Johannes Cluverus, theologus, Johannes Laurembergius,
mathematicus, til
hvilke året derefter blev lagt Johannes Meursius, historiographus, og Joachimus Burcerus,
medicus. Derefter blev kaldet fra Helmstedt Christophorus Heidmannus, orator, og Martinus
Trostius, Hebrææ linguæ professor,
item af danske Nicolaus Schelderup, logices, og Stephanus Johannis
Stephanius, eloquentiæ professor; óg varede dette akademi til år 1665, da, eftersom kongens
indkomster ved Skånes forlis var blevet formindsket, blev forordnet at de dertil
lagte indkomster skulle anvendes til andet brug.
Blandt andet som viser den omsorg han havde for boglige kunsters
Han var en stor elsker af lærdomforfremmelse, var at han i det
år 1625 befol tvende rentemestre på sin bekostning at lade renskrive og trykke alle de
historiske manuscripta og fragmenta som professorerne agtede at være tjenlige til den
danske histories oplysning, og som doktor Arnisæus havde tilkendegivet at der i
Lübeck lå forvaret adskillige manuskripter som henhørte til den danske historie, gav
han i lige måde ordre til samme rentemestre at tilhandle sig samme manuskripter for en
sum penge, hvilket ses af et højstbemeldte konges egenhændigt brev som jeg har i
hænder, hvilket lyder således:
|906Christian den Fierde med Guds Naade Dannemarkis, Norgis, Wendis og Gottis
Konning.
Vor Gunst tilforn. Vider, at eftersom Vi naadigst komme udi Erfaring, at
adskillige Voris Danske Historiers Documenter paa Latin, Danske og Tydske, at haffuis udi
Voris Universitets udi wor Kiøbsted Kiøbenhaffn Bibliothec og Giemme. Da bede Wi Eder och
Wille, at, naar I derom af de Højlærde paa forneffnte Vor Universitet besøgis, I da paa
wore Wegne bekoster hvis fornøden giøris samme Historier og Historica Fragmenta at lade
reenskriffue och paa Tryk imod en god Stiil, og des Tilbehør uden- eller inden Riget at lade forfærdige, efftersom nøjgest og best kunde foreenis. Og
efftersom nogle Fragmenta af Danske Historier skall findis til Lybke, efter som Os Elskelig
Doctori Arnisæo derom skall være bevist, da wille wi iligemaade, at I handler med dem som dennem haffuer,
om en billig Forerring, som och iligemaade skulle forfærdiges til Tryk.
Der med skeer Wor Willie. Befalendis Eder Gud. Skreffuit paa Wort Slott Kiøbenhaffn den 1.
Martii Anno 1625.
Christian.
Men
som den kejserlige krig straks derpå faldt ind, er denne priselige
ordre ikke blevet efterlevet, den danske historie til ubodelig skade. Det synes også af
hans egenhændige breve at han selv har skrevet mémoires angående de tiders mærkværdige
ting; thi jeg finder i en skrivelse til kansler Friis disse ord:
|907Den Almanack, jeg haffuer saa længe ledt efter, den haffuer jeg nu funden,
och findis i samme Almanack aldt, hvis Anno 1612. sig tildrog.
At den fortræffelige Tycho Brahe blev tvunget til at forlade sit
fædreneland, Om Hans Majestæt var årsag til Tycho Brahes
misfornøjelsedertil var Hans Majestæt ikke årsag, som nogle falskeligt samme
tid berettede, hvilket kan ses af den berømmelige mands egne ord:
Tu quoque magnanimi Friderici heroica proles |
inscius hac culpa, rex generose, vacas. |
I hans Mechanicis undskylder han den salige konge med disse ord:
Et hvert redeligt Menneske kand letteligen see, at jeg ikke uden største
Tychonis eget vidnesbyrd deromAarsag, besynderligen udi denne 50
Aars Alder, da jeg sadd udi en stor Familie, haver forladt denne kostbare Øe, mit kiære
Fædreneland, og mine mange Venner og Slegtinge. Hvad som har drevet mig der til, vil jeg
her ikke kundgiøre. Imidlertid vil jeg ikke tilskrive det den Stormægtigste Konge Christ.
4., som nyligen haver succederet udi Regieringen sin Fader Kong Friderik 2. Højlovlige
Ihukommelse. Men det har maa skee været saaledes Guds Villie, paa det at Astronomiens
Restauration og Forbedrelse skulde blive des almindeligere, og sprede sig des videre ud.
Enhver kand ogsaa klarligen see, hvor meget Astronomiens Forbedrelse har været mig angelegen,
efterdi jeg for dens skyld har villed udstaae saa megen Besværing og Omkostning,
saa megen Modgang og Uroelighed, saa jeg haver forladt mit Fædreneland, og det Kiæreste
jeg havde.
|908Hans børnDe børn som kong
Christian avlede med Anna Catharina af Brandenburg, der døde 1612, var først prins Frederik, født på Frederiksborg i det
år 1599, hvilken døde lidt derefter; (2) Christianus 5., hvorom tilforn er talt; (3)
prinsesse Sophia, som blev født på Kronborg 1605 den 4. januar og døde den 7. september i
samme år; (4) prinsesse Elisabeth, født i København den 4. januar 1606; (5) prins Frederik,
som siden succederede sin hr. fader, født til Haderslev 1609; (6) prins Ulrik, født på
Københavns Slot 1610, som blev ihjelskudt udenlands. Om hans andre børn er talt
vidtløftigt i historien.
Det er besynderlig at mærke at få store potentater i verden har
regeret så længe som denne konge; thi han var mere end monarcha semisecularis,
hvorudover, når nogen rigsråd eller anden af adel ikke ville mod enden af hans
regering samtykke og bifalde hans anslag, sagde han:
Hvad vilt du sige: Det er noget,
som jeg har overlagt med din Farfader.
Fremmede skribenter citerer ham som et mønster på alle kongelige dyder.
Schupp i hans Salomo eller Regentenspiegel, når han taler om hvor nyttig den Hellige
Skrifts læsning er for en potentat at lære deraf den rette og sande politi, siger han:
Således førte kong Christian den Fjerde af Danmark altid Bibelen med sig, efter hvis
læsning han modererede alle sine anslag og viste sine sønner at deraf ret kunne læres
den sande politi.
Hvorudover Adskillige partikulariteter om kong
Christian 4.kansler Reinkingk tog lejlighed at skrive den bibelske politi af
hans søns og successors, Friderici 3. politiske taler som han holdt over taffel af
Bibelen. Når samme skribent taler om regenters pligt uden forskel at høre
undersåtternes klagemål, siger han:
Dermed har kong Christian den Fjerde i Danmark
vundet sine undersåtters hjerter idet han selv tog mod fattige undersåtters
supplikker, læste dem og hørte det ene parti mod det andet.
Når der tales om tavshed,
citeres sådant eksempel: En hamborgerkøbmand som var meget forfaren i
hy|909drografien, havde engang gjort ham et forslag om at gøre
en skibsfærd til et synderlig langt bortliggende sted, item om noget som angik
perlefangsten. Samme købmand begærede for samme forslags åbenbaring en kongelig
belønning. Men kongen disputerede længe mod samme forslag og endelig sagde at han
ville tage det videre i betænkning, hvorudover købmanden blev utålmodig og skrev
kongen til at såsom hans invention ikke var blevet antaget, Hans Majestæt da ikke ville
åbenbare den. Derpå skrev kongen med egen hånd på købmandens brev:
Kanstu schweigen, ich auch.
Christian.
Og skikkede brevet under kuvert til købmanden tilbage.
Hans nidkærhed i at forsvare den protestantiske tro kan ses blandt andet
af den blodige krig han førte med kejseren, en del for at redde den nedersachsiske kreds,
en del óg for at understøtte den landflygtige konge af Bøhmen, med hvis konduite han dog
ikke altid havde været fornøjet, især da han til Prag havde ladet nedrive ornamenterne,
endogså af de lutherske kirker, hvilken misfornøjelse han gav blandt andet til kende da
han så et krucifiks hængende i et gemak, sigende: “Dette krucifiks er lykkeligt at det
ikke står i en kirke til Prag.” Der fortælles ellers utallige lystige historier om denne
konge, hvilke jeg ikke tør anføre såsom de ikke er autoriserede.
Han var ikke alene en stor elsker af lærde folk, men var også lærd og
talte det latinske sprog med færdighed. Carolus Ogerius vidner at have hørt ham tale latin hele timer med den
franske ambassadør comte d’Avaux ligesom det kunne have været hans modersmål. Hans
curiositet til at vide alting er fast utrolig, især i navigationen. På hans fermeté er
vist store prøver her og der i historien. Vel er sandt at hans myndighed efter den
sidste svenske krig begyndte noget at formindskes, en del efterdi krigen havde sådant
ulykkeligt |910udfald, en del óg efterdi alderen tog så
meget til. Dog finder man endogså i hans sidste breve levninger af den forrige vigør,
óg ser jeg af et brev som han 1646 tilskrev kansler Christen Thomesen at hvor højt
bedaget han end var, så ville han dog ikke lade sig hofmesterere; thi da bemeldte
kansler havde erindret ham om noget, svarede han med disse ord:
Naar Rigens Raad samtligen med deris Hænder monere nogit,
da vyll jeg svare dem det, som jeg vyll staa ved: Mens med dig allene at giffue mig y
Discours, det staar mig intet an.
Ligesådan vivacitet findes i alle hans sidste breve, hvilke han alle
skrev med egen hånd indtil hans sidste svaghed; thi endskønt hånden begyndte mærkeligt
at tage af fra anno 1645, så er dog stilen og ekspressionerne lige så fyndige som
tilforn. Hvad som ellers i hans skrift er mærkeligt, er at han mellem hvert ord sætter
et komma.
Hvad legemets skikkelse angår, da giver bemeldte Carolus Ogerius, som var i
følge med den franske ambassadør comte d’Avaux, sådan beskrivelse derover:
Hans Majestæt var høj og velvoksen, havde et smukt
ansigt uden lyde, undtagen at han havde mistet 2 af sine tænder, som en musketkugle
havde skilt ham ved, dog vanheldede det samme ham ikke, men var heller en prydelse og
bevis på hans tapperhed. Han var så munter og behændig at endskønt han havde nået
en høj alder, så dog overgik han alle i ridderspil og
legemets øvelse, hvorpå han lod se adskillige prøver dagligt medens vi opholdt os i
København. Han stod op klokken 3 om morgenen, og klokken 5 øvede sig i riden og
ringrenden uden med prinserne, hvilke også deri var så behændige at de på
væddemål kæppedes med andre hofmænd. Siden |911eftermiddag
iførte de sig harnisk og panser og prøvede deres lanser imod hinanden.
Så vidt Carolus
Ogerius, som i det år 1634 var i København. En anden autor, som havde den ære at se
Hans Majestæt i det år 1629, beskriver ham således:
Kong Christian havde et stort
legeme, et langt og fedt ansigt, brune øjne, en stor næse og en velproportioneret taille,
er soldat, ja mere end soldat.
I hvilken aktion Hans Majestæt
havde mistet to af sine fortænder, er mig ubekendt, muligt det er sket enten i det
slag ved Kalmar eller i det ved Königslutter. Hans skriftefader Peder Winstrup vidner
at han havde en krum næse, hvilket óg alle hans kontrafejer udviser. Han havde også i
det feltslag ved Femern mistet sit højre øje. Men om han beholdt andre ar i ansigtet,
er mig ikke vitterligt.
Af statsmænd og generaler var i hans tid de anseligste Niels Kaas, den
Anselige mænd i denne konges tidstore kansler, Peder
Munk, rigets admiral, Christoffer Valkendorf, rigets hofmester, og Jørgen Rosenkrantz,
hvilke fire herrer forestod riget i hans mindreårighed; rigets kansler Jacob Ulfeldt
med hans 11 sønner, hvoraf de fleste var anselige mænd;
Christian Pentz, statholderen i Holsten; Hannibal Sehested, statholder i Norge; Ove Giedde,
admiral, som stiftede den ostindiske koloni på Trankebar; Henrik Holck, som af kejseren
blev gjort til greve; Christian Rantzau,
rigshofmester, som var forlovet med en af
kongens døtre og druknede i graven ved Rosenborg; Arild Huitfeldt, rigskansler, hvorom
tilforn er talt i Friderici 2. historie; Holger Rosenkrantz, der for sin lærdom og
erfarenhed i statssager holdtes for den danske adels sirat; Just Høg, ephorus over
akademiet til Sorø; Peder Vibe, stamfader til de |912Vibers
familie her i landet, hans fader var den bekendte borgmester i København Michael Vibe,
der på adskillige penge havde ladet sætte sit våben, nemlig en vibe. Samme Peder Vibe
blev af kong Anmærkning angående den vibeske familieChristian
brugt i adskillige legationer og nobiliteret i Frankrig. Om hans aventures i
Stockholm er talt i historien. Hans naturlige søn var vicestatholder Vibe i Norge. De
andre Viber derimod descenderede af hans datter. Årsagen ellers hvorfor Michael Vibe
lod sætte sit våben på den mønt han slog, var efterdi han på sit
eget forlis og gevinst havde af kongen i commissis at mønte en hob penge af en vis
kvantitet sølv.
Blandt lærde mænd var de navnkundigste doktor Niels Hemming, hvorom tilforn
er talt, Johan Poul Resen, biskop i Sjælland, Jonas Jacobi Venusinus, historieskriver,
Tycho Brahe, Christianus Longomontanus, Tychonis discipel og successor, Niels Krag, som
blev nobiliteret, Olaus Wormius, den store antiquarius,
Arngrim, den lærde islænder, Holger
Rosenkrantz, Brochmand, Caspar Bartholin, Pontanus, Meursius, Cluverus etc.
Jeg har tilforn meldt om denne konges bygninger; nu vil jeg til slutning
og det efter min vedtagne måde tale noget om hans andre stiftelser såvel i
gejstlige som verdslige sager.
Så snart Hans Majestæt selv trådte til regeringen år
1596, konfirmerede han alle universitetets privilegier for sin person, og siden stadfæstede
han de samme på sin søn Christians vegne 1608 da han ved samtlige
Universitetets og lærdommens tilstand under denne kongestænders stemme blev
udvalgt til kronprins og successor. 1600 lod han bygge et skønt hus for collegio
consistoriali og næst derhos en professorresidens, som han lagde til universitetet
tillige med en have. Året derefter gav han det kunstige astronomiske værk tillige med
det kongelige bibliotek til universitetet.
Han lod
i lige måde mangfoldige forordninger udgå til universitetets nytte og opkomst, såsom at
skovene ikke måtte forhugges akademiet til skade; |913at
ingen som applicerede sig på det medicinske studium, måtte tillades praxin uden de
havde promoveret ved universitetet og dér var befundet dygtige dertil; at de som til
kirketjeneste blev viet, skulle betale de penge som tilforn efter betjentenes afgang
af arvingerne plejede at aflægges; om gymnasia
at indrette ved de katedralskoler; om
fundatsernes konstitutioner at håndhæve og efterleve; at ingen rude og ulærde på
akademiet måtte antages; om moderation og lindring i de bekostninger som gjordes ved
graderne. I samme forordning findes blandt andet disse ord:
Derforuden skal gives
Doctori af Professorerne saaog enhver af de 4 Borgemestere her i Byen, som ved
Academiske Promotioner kunde være tilstede og inviterede, et par Handsker, saa got som en
Rigs-Daler in Specie. Siden en hver af Pastorerne item de andre Professorer og Raadmændene,
som ved Promotionen ere tilstede, maa gives et par Handsker saa gott som en halv Rigsdaler
in Specie. Saafremt og andre lærde Mænd og Borgere kunde være indbudne, da maa dem
iligemaade foræres et par Handsker saa got som en halv Rigsdlr. Dog saa at af de
graduerede Personer udi alt ikke udgives meer end 30 eller 34 halve Rigsdalers Handsker,
eller og 40 Par i det allerhøjeste. Og skall der imod være afskaffede alle Slags
Giæstebude &c.
Hvoraf ses at graderne tilforn har været helt
kostbare, og at en candidatus kunne ruinere sig alene i handsker. Videre lod Hans
Majestæt udgå en forordning om den kirke som på akademiets bekostning var bygget uden
for Nørreport, og dens jure patronatus, som akademiet til samme kirke var forundt; om
akademiets boglade; om Bibelen på ny at oplægge; om det teologiske examine kaldet
attestats; om deposits eller deres eksamen som kommer af skolerne; om en som skulle nyde
stipendium for at studere matematikken; om studenter som søger at
em|914ployeres til gejstlige embeder; om den såkaldte dimis eller
prøve som gøres på prædikestolen, så at de trende store examina, nemlig deposits,
attestats og dimis, er stiftet af denne konge. Han forordnede også at der skulle være
fire professores mere end tilforn, og tillagde enhver af dem vis løn. Således blev en
professor metaphysices beskikket år 1619 den 3. april.
En ny theologus år 1630 den 10.
september, item en professor linguæ Latinæ, og en professor poeseos.
I det år 1619 formerede han kommunitetet endda med 20 personers underholdning foruden de forrige. Han
lod også stifte det store kollegium for studenter kaldet Regensen, funderede siden
Trinitatis Kirke tillige med det astronomiske tårn, kaldet gemenlig det runde tårn,
og over kirken lod anrette en sal for akademiets bibliotek. I det år 1622 lagde han
tvende roskildske kanonikater under Københavns Universitet, det ene til en bogtrykker og
det andet til en kobberstikker, hvoraf ses at han i visse måder kan kaldes det
københavnske universitets fundator. Den kærlighed han havde til boglige kunster,
strakte sig også til fremmede stæder, og for den samme årsag, da de svenske huserede med
deres krigsfolk i Sachsen, skrev han et helt bevægeligt brev til dronning Christina i
favør af universitetet til Wittenberg.
Adskillige andre folk opmuntredes af denne berømmelige konge til at gøre
fundationer for studeringers opkomst, så at foruden Valkendorfs Kollegium, hvorom
tilforn er talt, adskillige anselige stipendia blev stiftet. Når man derfor alt dette
betragter, må man des mere forundre sig over at ingen af de tiders lærde har påtaget
sig at skrive en så stor velgørers historie.
Hvad lov og ret angår, da lod Hans Majestæt i det år 1643 tillige med
Lov og rets tilstandden Jyske Lov publicere den bekendte
Reces, som indeholder alt hvad han havde forordnet fra det år 1596. Den består af 3
bøger, hvoraf den første bog befat|915ter kirkesager,
den anden angår politien og den tredje Norges rige.
Efter den sidste svenske krig gav han den norske adel de samme
privilegier som den danske adel havde, nemlig hals og hånd, og det formedelst den
troskab de norske havde ladet se i samme fejde.
I omsorg for mønten har han overgået alle sine forfædre, hvilket ses af den
Møntens tilstandmængde af herlige penge i hans tid slået, som i godhed
overgik alle vore naboers mønt. Dog blev de små penge under hans regering forandret,
hvorvel de store stykker blev stedse i deres godhed og valør. En rigsdaler gjaldt i
begyndelsen af hans regering 4 mark danske, hvilken pris den begyndte at få også mod
enden af Friderici 2. tid, som kan ses af inskriptionen på samme rigsdaler, nemlig “4
Mark Danske”, hvoraf enhver mark gjorde 16 skilling danske og kaldes en rigsmark
efterdi den var en part af en kejserlig eller rigsdaler. Men disse mark tillige med de
andre som blev siden slået, lidede ofte stor forandring i skillinger, ligesom
rigsdaler forandredes både i mark og skilling, som kan ses af højstbemeldte konges
møntforordninger, hvoraf den som blev publiceret anno 1605, taler således:
At en
rigsdaler skal gælde 33 lybsk skilling eller 66 skilling danske, og at et markstykke dansk
mønt skal gælde halvsyttende skilling danske og 4 mark danske lige så meget på en
rigsdaler.
Hvoraf man ser at en rigs- eller dansk mark gjaldt 16 skilling og en halv.
Samme forordning indeholder óg et forbud at danske rigsdalere, som var i højere pris
i hansestæderne, blev forbudt at udføres; men såsom dette forbud kunne ikke hjælpe,
lod kongen i februar 1609 forordne at en rigsdaler skulle gælde 68 skilling danske
og en rigsmark 17 skilling; thi således taler forordningen derom:
At hver daler skal herefter
i vore riger Danmark og Norge gælde 34 skilling lybsk eller 68 skilling danske;
skal óg 4 mark |916danske gælde lige ved en rigsdaler så
at enhver mark danske skal gælde 17 skilling danske.
Den liden mønt fordærvedes mere og
mere såvel her som over hele Tyskland, hvorudover anno 1610 blev forordnet at der
skulle gå 74 danske skilling på en rigsdaler og 18 og en halv skilling på en
rigsmark. Derved kunne det endda ikke blive. Rigsdaler steg anno 1616 til 80 skilling
danske, og endelig ved en kongelig forordning dateret den 16. november anno 1619 til 96, og 2
danske skilling begyndte fra den tid at regnes mod en lybsk skilling, i hvilken tilstand
den mindre danske mønt er blevet til vore tider. I lige måde blev
Mønten sættes i den orden som endnu varergjort
samme forskel imellem lybske
og danske slette mark således at fra de åringer 1621 og 1622 to danske gik på en lybsk
mark og 6 danske slette mark på en rigsdaler.
Men at fremmede ikke skulle fordærve den danske mønt, føre den ud af landet
og besynderlig slå onde stykker i form af danske mark, gjorde Hans Majestæt 1618 nye
møntlove og satte mønten i en ny orden, óg kom i bemeldte år ud af det kongelige
møntsted de herlige stykker kaldet ‘danske kroner’. Disse Danske
kroner først slåetstykker blev først kaldet hele kroner, siden dobbelte
kroner, og året derefter lod han dele mønten i guld-, sølv- og
kobbermønt. Forordningens ord lyder således:
At lade mønte først dobbelte kroner af godt
guld etc. Dernæst af godt sølv efterskrevne mønt, som er hele, halve og ort af
kroner, så óg halve ortsdaler, 4 skillinger, 2 skillinger og eneste skillinger etc. I
lige måde vil vi lade mønte efterskrevne kobbermønt af godt rent kobber, som er hvider
etc. så óg blafferter.
Der er derfor at mærke i den danske mønthistorie at under
Christiano 4. er kommet for lyset kroner, hvori endnu de fleste kapitaler består
eftersom de efterfølgende højlovlige konger har kontinueret at slå en stor mængde af
halve kroner, hvilke med tiden fik navn af hele kroner, skønt de i begyndelsen førte
kun navn af halve; thi de rette |917hele kroner som nu
kaldes dobbelte, gjaldt 8 slette mark da disse kun gælder 4 mark. Under Christiano 4. blev
også de bekendte 28-skillingsstykker, item de såkaldte døtkens slået. De første lod
Hans Majestæt slå ved lejlighed af det uformodentlige svenske indfald i Holsten og
Jylland anno 1643 og 1644, hvorpå er inskription: Justus יהוה Judex. De samme blev i
møntforordningen kaldt nye tomarkstykker. Anno 1648 straks efter kongens død blev de
reduceret til en ottendedel ringere og derfor endnu kaldes 28-skillingsstykker.
Derimod blev de da slagne otteskillingsstykker formedelst deres store purhed og vigtighed
siden forhøjet til 10 skilling og kaldes endnu 10-skillingsstykker og er den bedste småmønt vi har,
men der er nu om stunder ikke mange tilbage.
Angående de såkaldte døtkens
eller døtkener, Døtkens, hvoraf så kaldetda mener vore
antiquarii at de samme har fået navn af den frisiske stad
Dodekum, contracte Dokum, hvor
sådan slags mønt først kom for lyset og har givet navn til de danske døtkens, óg var
begge slags af én valør, nemlig 3 lybske skilling.
Det ville blive for vidtløftigt her at
tale om alle de stykker især som denne store konge lod slå, besynderlig om hans
guldmedaljer som ved en og anden lejlighed blev slået, såsom mit forsæt kun er at
tale om den brugelige mønt. Jeg vil kun her løseligt melde lidt om tvende rare stykker
som ved særdeles lejlighed blev slået. Det første er en mægtig stor skuepenge på hvis
ene side findes en hest der omkommes af en løve, og på den anden side disse vers:
Frustra te |
opponis frænande |
caballe leoni; |
albus eras, rubeus, |
si modo pergis, eris. |
Den blev slået anno 1626 til en erindring om de lüneburgske hertugers
frafald fra kongen i den tyske krig; thi det lüneburgske våben er en hest ligesom
det danske en løve. Til videre erindring om det samme blev der en løve og en hest
i |918fuldkommen størrelse støbt af
kobber og sat i Rosenborg Have, hvor de endnu ses i samme positur som på mønten.
Den anden mønt er liden og kaldes gemenlig ‘brilledukat’. Derpå står disse ord:
“Vide
mira domi” med en brille derover. Årsagen dertil er denne: I højstbemeldte konges tid
blev fundet i Norge nogle guldminer. Deraf blev 1644 slået nogle halve dukater, som
ligger forvaret på det kongelige kunstkammer. Disse dukater understod sig nogle
fremmede at nægte at de var af norsk guld, foregivende at der aldeles intet guld var
i Norge, hvorudover Hans Majestæt da han siden fandt en anden guldmine, lod slå
disse brilledukater for at betegne at hvo som ikke ville tro eller kunne se, måtte
betjene sig af briller. Derom har jeg videre talt i Danmarks og Norges beskrivelse i
det kapitel om Norges beskaffenhed.
Ellers kom i denne konges tid ud en liden særdeles
mønt hvorpå stod en rytter holdende et spyd i hånden. Finmarks
mønt kaldet russiske dænningerDisse penge siges at være slået at de tillige
med andre moskovitiske kunne bruges i handel af laplænderne, som lå under dansk og
russisk herredømme. De samme fik blandt russerne navn af kopek,
thi kopejek betyder
hastatus på moskovitisk eller en som fører et spyd, hvorfor de endnu blandt købmænd
kaldes kopeker. Enhver af dem gør en 48.-del af en rigsdaler, som kan ses af den
befaling som kongen 1619 gav møntmesteren Johan Post om at slå samme penge; ordene
lyder således: “At 48 dænninger skal veje en rigsdaler og være af prøve som russiske
dænninger.” De blev derefter også kaldt russiske dænninger efterdi de var slået i
Danmark af valør med russiske penge og blev gangbare i Rusland.
Endelig er at
mærke at under denne store regent er blevet slået de første sølvpenge af kongsberger
sølv, såsom minerne blev fundet og værket anlagt i hans tid. Derom tales vidtløftigt
på et andet sted.
Dette som jeg har antegnet om Christiano 4., kan regnes for at være noget,
eftersom det er det meste, og fast det eneste, som er kommet for lyset, men det kan
regnes for intet i henseende til hans lange regering og hans store bedrifter,
|919som udfordrer nogle folianter; thi der var næppe nogen regent
på de tider mere hurtig, mere forfaren og af større sindets gaver end Christianus 4. Vel
er sandt at Sveriges konge Gustavus Adolphus af skribenter bliver opløftet til skyerne,
og at samme konge fortjener al den ros man ham tillægger, men når jeg lægger disse
kongers bedrifter på vejeskål, finder jeg at Christiani 4. er de vigtigste.
Comparaison mellem
Christianum 4. og Gustavum AdolphumGustavus Adolphus
var en stor general, Christianus 4. gav ham i krigserfarenhed intet efter. Den første
vidste at vinde og at forfølge en sejr, den anden vidste óg at vinde og tilligemed at
redde sig ud af en ulykke. Den første blev stor af medgang, den anden større af modgang.
Hvis Christianus 4. havde ført Gustavi krig i Tyskland da de tyske stænder og andre
allierede greb sig for alvor an, havde han også haft Gustavi lykke,
og hvis Gustavus havde begyndt krigen først da stænderne var søvnagtige og de allierede
lunkne, havde han også haft Christiani 4. uheld, så at om den ene skinnede mere i
samme krig, så er sådant mere at tilskrive tiden end personen; thi begge krige blev
ført mestendels med tyske tropper, óg vidner Christian 4. i en skrivelse til sin
resident Peder Vibe at der
anno 1641 var ikke mere end 600 indfødte svenske i deres krigshær. I den krig som
disse store konger førte indbyrdes med hinanden, er bekendt at Christianus 4. fik
overhånd.
Gustavus var mild og beleven, Christianus som en gemen borger i omgængelse.
Begge elskede ret og retfærdighed, belønnede dyder, agtede lærde folk og var selv lærde.
Begge havde åbne hjerner, hvilket den første lod se som en stor general, den anden
tillige som en stor konge, som en stor statsmand, som en stor sømand og en habil
dommer, så at den første var alene stor i krig, den anden tilligemed i fred. De
var begge hurtige. Gustavus løb som en lynild hele Tyskland over, Christianus 4. så
man nu i spidsen af en krigshær, nu på et admiralskib, nu på den anden side af
Nordkappet; thi han sejlede engang forbi samme Nordkap til Moskovien, hvilket næppe nogen
|920konge har gjort. Sverige har aldrig været større i
krig end i Gustavi tid, og Danmark aldrig større i fred end under Christiani
regering. Der vrimlede landet af store generaler, her af lærde folk og store statsmænd.
Det er uvist om Gustavus rev flere stæder ned end Christianus byggede stæder op. Med et
ord: Gustavus syntes at have Alexandri eksempel for øjnene, og Christianus 4. Alexandri
tillige med Augusti; thi den svenske konges passion var at udvide sit riges grænser,
den danske konges at hele sit riges indvortes sår, så at hvis Sverige kan vise den
største general på de tider, så kan Danmark vise den største konge.
Men som intet menneske på jorden er uden lyde, så tillægges denne store
De fejl som tillægges denne store kongekonge en slags
hastighed og overilelse, så at han var prompt til at straffe endogså med egen hånd.
Dog gik sådant ikke så vidt som monsieur des Hayes skriver, at han omkom nogen i vrede, thi
man finder aldeles intet eksempel derpå. Det er troligt at han har arvet denne kvalitet
efter sin fru moder dronning Sophia, hvilken brugte både ris og svøbe for at holde
sine domestikker i ave. Til dette at forsvare kan man sige at sådant rejste sig mere
af en patriarkalsk og økonomisk iver end af et hidsigt blod, og at efter de tiders
måde regenter deri syndede ikke så meget mod bienséance
som nu om stunder; thi i vor tid lader det ilde af enhver simpel karakteriseret
person at lægge hånd på sine
tjenere da det tilforn ved lov var enhver husbond tilladt at straffe sin hustru med tørre
hug.
Ellers er herved at mærke at når Hans Majestæt i
overilelse slog nogen, påfulgte der straks en nåde, hvorpå gives adskillige eksempler.
Der fortælles gemenlig at alle de som han lagde hånd på, bortvisnede og kunne
ikke trives mere, men jeg finder intet eksempel derpå, uden i den bekendte kaptajn
Munk, hvilken derover døde af chagrin, om factum
ellers er rigtigt. Det hårde brev som
han tilskrev Carl 9. af Sverige, kan ikke aldeles, skønt nogenledes, undskyldes ved
ungdoms hidsighed og ved det at han af samme |921konge var
blevet provokeret. Hans Majestæt hørte særdeles ilde hos adelen formedelst den eksekution
som skete på admiral Peder Galt. Men man kan sige at såsom adskillige af kongens
ordres blev slet eksekveret i den sidste krig mod Sverige, så var det fornødent
en gang exemplariter at straffe. En del har villet tilskrive kongens præcipitans slagets
forlis ved Königslutter, men den hollandske skribent Aitzema siger at han deri lod
se alle de kvaliteter som udfordres af en klog feltherre, hvorvel samme skribent, som en
hollænder, ikke kunne være denne konge synderlig bevågen; thi Hans Majestæt teede sig
stedse unådigt mod De Forenede Provinser, hvilket gik så vidt at de samme omsider
slog sig til hans åbenbare fjender, Danmark til liden både, hvorfor også den
stedsevarende attachement han havde til Spanien, og den unåde han idelig lod se mod
hollænderne, er af nogle blevet anset som en statsfejl.
SlutningI det øvrige kan man sige
at han var begavet med alle de kvaliteter som
udfordres af en konge, ja at han uden disput var den habileste regent på de tider; thi
endskønt der findes adskillige konger i historien der har gjort større ting, så
findes dog næppe nogen der har gjort alting selv som denne konge, óg er det just
dette som man hos denne store regent mest må admirere; thi hvad han selv inventerede,
eksekverede han selv. De fleste anstalter flød af hans eget hoved, og de fleste ordres
findes skrevet med hans egen hånd, óg når han kommanderede flåder eller armeer, førte
han ikke alene selv sine folk og skibe an, men endogså selv rekognoscerede fjenderne for
at give sine generaler og admiraler kundskab om deres tilstand, så at jeg ved ingen
potentat deri at ligne med ham uden Petrus Alexiovitz.
Vel bliver det gerne antegnet
som en fejl hos store potentater at de bemænger sig med alt for små og ringe sager, óg
synes derfor at man med nogen billighed kunne dadle dette hos denne konge. Men såsom
på den samme tid han ordinerede køkken- og kældersager, underviste skræddere,
skomagere, tømmermænd, |922murermestre
og alle slags håndværksfolk, ja gav ordre til hvorledes man skulle omgås og handle med de kongelige
børns klæder, sko og strømper, han tilligemed underviste ambassadører om alle hoffers
tilstand, generaler om fjendens styrke og svaghed, statsmænd om konjunkturerne i alle
lande, bivånede alle retter og deciderede selv i de fleste sager,
så kan man sige at deslige små forretninger som lægges andre potentater til
last, tjener her til bevis på et forunderligt stort begreb og en arbejdsomhed hvis lige
næppe er at finde i gamle og nye historier, så at man kan sige at alle slags folk,
høje og lave, var i hans tid ikke andet end maskiner der dreves af kongen som det
store hjul alene, óg fortjener derfor denne aktive herres historie frem for alle
regenters at udføres i pennen, allerhelst efterdi han selv har givet så skønne
materialer dertil, og hvoraf jeg har betjent mig, ikke alene i at korrigere og
autorisere historien, men endogså at skaffe den anseelse dermed; thi ingen historie som
mig er bekendt, er hidindtil kommet for lyset som er illustreret overalt med en konges
egenhændige breve og ordres, så at derfor sådant,
om intet andet, kan rekommandere
dette mit værk.
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}