Tilbake til søkeresultater
Af Tomus II er kun kapitlet Christianus 4. moderniseret

0 forekomster av Christianus 4. Den syvende konge af den oldenborgske stamme Nu tr��der jeg til den i historien
[Fjern søkemarkeringer]

previous icon next icon
Vis  kommentarertekstkritiske notervariantnoteralle noter åpne    Tekstkilder    Veiledning
Klikk på sidetall for å se faksimiler    
   
Christianus 4.
Den syvende konge af den oldenborgske stamme

Nu træder jeg til den i historien mest bekendte konge, Christianum 4., 1588hvis regimente er navnkundigt såvel formedelst dets langvarighed, nemlig af 60 år, som i henseende til de mange mærkværdige ting som imidlertid er forefaldet. Men det er at beklage at just hvor den mærkværdigste historie Forberedelse til Christiani 4. historiebegynder, der savnes historieskriverne, og hvor det prægtigste og anseligste monument skal oprettes, der fattes materialer; thi hidindtil har man nogenledes haft vejvisere såvel af trykte som af skrevne historier, men her forsvinder såvel det ene som det andet, så at det synes at just fordi denne konge fortjener mest at omtales, just derfor er han blevet forglemt, og at bedrifternes storhed samt regimentets langvarighed har hindret skribenter at lægge hånd på et værk som de har despereret om at kunne fuldføre. Dette håber jeg at læseren vil have for øjnene, så at, om historien ikke bliver så fuldkommen som den burde være, at det ikke bliver tilregnet så meget skribentens forsømmelse som mangel på nødvendige og bekvemme materialer; thi det går mig her som den der er faldet i vandet, at han griber for at redde sig til hvad ham kommer for hånden. Jeg kan derfor ikke love at give her nogen fuldkommen historie, men alene at |518jeg skal gøre den så fuldkommen og autentisk som mig i denne situation er muligt.
Vel er sandt at jeg, endogså med liden umage, havde kunnet gjort denne historie dobbelt, ja todobbelt så stor dersom jeg havde villet indføre alle de ting som findes i trykte annalibus om adskillige grænsetvistigheder med Sverige, om Christiani 4. langvarige underhandling mellem kejseren og de svenske, om de mange års sollicitationer for prins Frederik til ærkebiskopdømmet Bremen og andre sager som er ikke mindre kedsommelige, formedelst de selvsamme tings idelige repetition, end unyttige efterdi de ingen virkning havde eller suite i historien. Men såsom jeg intet har villet anføre uden hvad som kan interessere læseren, så har jeg efter den regel som iagttages af gode historieskrivere, kun kortelig meldt om deslige mouvements, men derimod med omstændighed talt om vigtige ting, som er kernen af historien, óg har jeg dertil betjent mig af adskillige rare skrevne mémoires samt autentiske breve, især af dem som denne store konge selv har skrevet. Dette har jeg holdt fornødent at erindre læseren om førend jeg gik videre frem.
Denne navnkundige konge er født på Frederiksborg den 12. april sub vespere 1577. Christiani 4. fødselFå fødsler har været mere glædelige for rigerne; thi såsom kong Frederik havde biet så længe førend han indlod sig i ægteskab, og dronningen de tvende gange hun var blevet frugtsommelig, havde bragt prinsesser til verden, så havde man efter et regimente af 18 år liden forhåbning at se højstbemeldte konges posteritet at beklæde den nordiske trone, hvilket dog var alle undersåtternes enstemmige ønske i henseende til den kærlighed de bar til kong Frederik, hvorudover den tidende om dronningens forløsning med en ung prins var alle lige så behagelig som den var uformodet. Herudover var det den højsalige konge ikke vanskeligt at designere den til successor som alle så længe havde ønsket efter; thi da han kort derefter, nemlig 1580, anholdt for stænderne, som var forsamlet i Odense, at den unge prins måtte i hans levende live antages til deres tilkommende konge, samtykkede straks alle kongens begæring |519og udvalgte den unge herre i hans tredje år, hvorefter hyldningen skete her i riget 1584, (a) nemlig i Viborg den 12. juni, i Odense den 27. ditto, i Ringsted den 10. juli og i Lund den 20. ditto, men i Norge ikke førend efter kong Frederiks død, nemlig 1591.
Om hans fødsel fortæller Resenius en underlig historie, nemlig at den var forudEn underlig historie før hans fødselsagt en bonde på Samsø af en havfrue. Man skulle vel tænke at denne historie var digtet længe derefter, såsom intet er mere almindeligt end at fingere deslige ting for at gøre store regenters fødsler mirakuløse. Men som historien af alle var bekendt på samme tider, kan man ikke nægte at bonden jo løb til hove for at tilkendegive sådan åbenbaring, og at det samme jo gav anledning til vidtløftig tale over det hele rige, skønt man ikke kan sige om han gjorde det af interesse for at rekommandere sig, eller det var virkning af en forvirret hjerne. Historien fortælles således:(b) På samme tid som dronningen var frugtsommelig, kom en bonde fra Samsø til herredagen, som holdtes til Kalundborg, og der foregav at ved stranden hvor han boede, nogle gange var kommet til ham en havfrue, hvilken oventil var skabt som en dejlig jomfru, men nedentil som en fisk, og at den samme strengelig havde befalet ham at lade kongen vide at dronningen, som nu var frugtsommelig, skulle bringe til verden en søn der skulle blive en af de anseligste konger i verden, og såsom han, nemlig bonden, havde undskyldt sig for at forrette sådant ærinde, havde havfruen opmuntret ham til frimodighed efterdi det var Guds ærinde. Videre sagde han at havfruen havde klaget over den synd og ondskab som gik i svang i riget, og havde formanet til pønitense.
Denne ambassade gav de fleste nærværende herrer materie til latter, såsom de kunne ikke begribe hvorledes sådan gudsfrygt og spådomsånd kunne overkomme fiskene ved Samsø, ej heller hvorfor denne havfrue i sådant anseligt ærinde betjente sig af så slet ambassadør. Kongen alene blev derover
(a) Hist. Frid. 2. pag. 340.
(b) Resen. Hist. Frid. 2. pag. 302.
|520tavs og lod indkalde bonden for sig, og da det samme igen for ham blev repeteret, sagde han at han ønskede at den spådom om en prins’ fødsel måtte være sand, og hvad pønitensen angik, da skulle han gøre hvad en kristelig potentat egnede og tilkom, hvorpå han gav bonden en foræring, befalede ham at rejse hjem for at tage vare på sit hus. Efter kronprinsens fødsel kom bonden atter til hove igen og repeterede det gamle eventyr med end flere omstændigheder, nemlig at havfruens navn var Isbrand, at hendes bolig var uden for landet i dybet, hvor hun, hendes moder og mormoder længe havde været, i lige måde at hun havde berettet at det var hendes mormoder som havde forkyndt kong Valdemar den 3. at den datter som dronning Helvig gik frugtsommelig med, skulle overgå sin fader i magt og anseelse. Hans Majestæt blev omsider ked af hans idelige overløben og befol ham under straf ikke at lade sig oftere indfinde.
Over denne hændelse gjordes adskillige betænkninger. Somme holdt det for et digt eller bondens Adskillige betænkninger over denne historiefantasi, andre igen forkastede den ikke aldeles, óg synes vor historicus(a) at have været af mening med de sidste efterdi han derom taler således:
At sådanne og mange andre tusinde Guds creaturer sig lader finde, giver den daglige erfarenhed og mange historier til kende, såsom óg for nogle år siden i Frisland er fanget sådan en kvinde, som på sit hele legeme var begroet med tykke hår, hvilken tjente og arbejdede i huset som en anden kvinde. Det er óg alle bevidst at Peder Skrams fiskere fangede en havfrue ved munden af Laholm Å, hvilken, da hun blev slået løs igen, sang under vandet: Te Deum laudamus.
Så vidt vor historieskriver.
Hvad den frisiske historie angår, da har erfarenhed lært os at man uden Autoris mening deromnøje eksamen ikke bør fæste tro til alt hvad som fortælles fra udenlandske steder; óg den sidste historie
(a) Res. hist. Frid. 2. p. 310.
|521ber
sig selv, uden man vil vedstå at fiskerne alle var latinister og derforuden begavet med en unaturlig hørelse, så at de destincte kunne høre de ord, som blev sunget på havets bund. Dog hvorom alting er, så kan man sige om denne samsøske bonde at enten han spåede af fantasi eller interesse, så spåede han dog rigtigt efterdi udgangen viste at denne unge prins blev en af de største og navnkundigste konger som nogen tid havde siddet på den danske trone.
Hans hr. fader lod straks se stor omsorg for den unge herres optugtelse og til den ende betroede ham i tvende herremænds hænder, som var Henrik Ramel og magister Johan Michaelius, af hvilke den ene var hans hovmester og den anden Den unge herres optugtelsehans informator, óg er det den samme Johan Michaelius hvis navn findes på foromtalte bog, som er på det kongelige bibliotek, og hvorpå kong Frederik med egen hånd har skrevet disse ord: “Anno 1584 gav jeg denne bog mester Hans, min søn Christians tugtemester, her på Skanderborg”,(a) og som det var kongens egen samling af Salomons ordsprog og Jesu Sirach, ser man deraf at han først og fremmest har villet at den unge herre skulle oplæres i gudsfrygt.
Anno 1588 skiltes kong Frederik fra verden da den unge prins var kun i Succederer sin fader i sit 11. årsin alders 11. år; óg blev der straks efter hans død rådslået om hvorledes med regeringen i denne mindreårighed skulle forholdes, helst såsom ingen skreven kongelov var på de tider om regeringen hvorledes den skulle forvaltes i kongens umyndighed, så at man havde intet at rette sig efter uden praxin, hvorved prinser af blodet og enkedronninger plejede at føre regimentet. Nu havde den Tvistighed om rigets formynderskabsalige konge efterladt sig en broder, nemlig Johannem, som havde den alder at han kunne forestå riget, og derforuden en dronning der besad alle de kvaliteter som dertil udfordredes; thi hun havde stor forstand, et heroisk hjerte og var ingen hader af arbejde, så at man kan sige at ingen dronning, når man und
(a) Hist. minorennit. Chr. 4. manuscr. p. 5. Bibliot. Fossianæ.
|522tager den store dronning Margrete, mere var dannet til at regere. Men just disse store kvaliteter forårsagede at man tog i betænkning at betro hende regimentet; thi såsom den salige konge i henseende til hans forstand, duelighed og sejrrige våben havde sat det kongelige hus’ myndighed på den fod igen som den var før Friderici 1. tid, så søgte adelen og rigets råd under denne umyndige søn at vinde tilbage igen hvad de under faderen havde tabt, og såsom i sådant deres forsæt intet kunne være dem mere hinderligt end en så duelig og hurtig dronning, så kunne man let forudse at der ville rejse sig tvistigheder om regeringens administration.
Således var tilstanden da den navnkundige herredag straks efter kong Frederiks død blev holdt. Vel plejede man gemenlig når der handledes om regeringen i almindelighed, at holde generalforsamlinger som bestod af alle rigets stænder; men man fandt denne gang for godt at rigets råd alene Rigets råd samles til Antvorskovskulle komme sammen, hvilket også skete til Antvorskov og Slagelse, hvor bemeldte rigets råd trådte i konference sammen om regeringens indrettelse, óg forefaldt da adskillige tvistigheder at hæve; thi enkedronningen Sophia,(a) som man havde ventet, påstod at hun som en kronet dronning efter sædvane og rigets jus publicum burde forestå regeringen i kongens umyndige år, og dersom administrationen hende ikke måtte betros, at hende da måtte adjungeres nogle af rigets råder som dertil kunne findes bekvemmest. Der blev også spurgt om den Disputter mellem det kongelige hus og rådet om administrationensalige konges broder, hertug Johannes, med god føje kunne fra formynderskabet udelukkes. Over disse tvistigheder blev disputeret nogle uger og nogle dage. Omsider lod dog hertug Hans sig overtale til at stå fra sin påstand. Men med enkedronningen gaves en større knude at løse; thi såsom hun havde et højt hjerte og derforuden var af den kapacitet som få danske dronninger har været af, ville hun ikke stå fra sin ret, men adspurgte rigets råd om hun i hendes højsalige herres tid ikke havde vist sin kærlighed
(a) Hist. minorennit. Chr. 4. manuscr. p. 5. Bibliot. Fossianæ.
|523mod Danmark, og om de med føje kunne forekaste hende noget som kunne skille hende fra den ret som andre enkedronninger havde nydt. Hun påstod ikke at føre regeringen alene, men at nogle Enkedronningens påstandvisse udkårne regeringsråder måtte hende associeres.(a)
Dette og andet mere som Hendes Majestæt anførte til hendes rets bestyrkelse, gav rigets råd nok at tænke på. De fleste ville efter sædvane betjene sig af denne mindreårighed for at bestyrke deres myndighed igen, som i den salige konges tid havde begyndt at aftage. Andre derimod lod se stor sagtmodighed. Iblandt dem var kansleren Niels Kaas og Christoffer Valkendorf mest tempererede og søgte at moderere de andres hidsighed, så at det var ikke langtfra at enkedronningen jo havde nået sit mål. Men disse mænd tillige med nogle andre få kunne dog ikke trække de øvrige i deres mening, hvorudover der blev gjort et conclusum at enkedronningen skulle ombedes at stå fra sin påstand.
Da dette var sket, blev kansleren affærdiget til Hendes Majestæt for at Conclusum hvorved enkedronningen udelukkes fra formynderskabetannoncere hende rådets slutning og at bede hende om at hun ville stå fra hendes prætentioner, med forsikring at hvad den unge konges person og hans optugtelse angik, da skulle der aldrig viges fra hendes råd og vilje. Men hvad rigets sager anbelangede, bad han Hendes Majestæt i nåde ville betragte disse rigers tilstand, og hvor hårdt fædrenelandet var straffet ved sådan stor konges forlis og ved det han så hastigt var bortrykket førend hans efterladte søn var kommet til den alder at han selv kunne forestå regeringen. Han forestillede hende videre at såsom hun stedse fra den første time hun havde sat sin fod på Danmarks Kansler Kaas overtaler dronningen at forlade sin påstandgrund, havde ladet se så stor nåde og kærlighed for disse riger, hun da nu i lige måde, da nøden hårdt trængte, i nåde ville anse hvad der kunne tjene til at stifte fred og enighed i riget. Endelig lovede han for sin person at så længe som han levede, skulle han med et vågent øje se til at det
(a) Hist. minorennit. Chr. 4. manuscr. p. 5.
|524kongelige hus intet skår skulle lide i dets højhed.
Af denne tale, siger historien,(a) lod dronningen sig bevæge til at samtykke rådets begæring, óg kontribuerede ikke lidet til den føjelighed de gode tanker hun havde om kansler Kaas som en oprigtig og ærlig herre, hvorvel det er troligere at en sådan fornuftig dronning som dronning Sophia så at det ville blive hende hårdt at trænge igennem med hendes prætentioner og derfor resolverede at bide i det sure æble og at opofre sin ret for rigets fred; thi i de persvasioner som kansleren brugte, var ellers kun liden solidité, såsom man aldeles ikke kunne anse det for en ulykke at en så fornuftig og duelig dronning havde hånd med i regeringen. Hvorom alting er, så stod hun fra sin ret, hvorpå kansleren med ærbødig taksigelse tog sin afsked for at erkyndige rådet om hendes føjelighed. Dronningens fraståelse forårsagede en ubeskrivelig fornøjelse hos rigets råd, som holdt det for et stort værk at have udelukket både en enkedronning og en kongelig prins fra regeringen.
Da dette så lykkeligt var forrettet, trådte rigets råd den 27. april i konference sammen på Antvorskov, og da forordnede de og befuldmægtigede fire Fire regeringsråder beskikkesaf deres middel til at være regeringsråder for kongen og rigerne og tilligemed besluttede at kongens mindreårighed skulle vare indtil han opnåede sit 20. år, hvilket viser at sådant ikke tilforn har været regleret. Disse nærværende regeringsråder var: Niels Kaas, kansler, Peder Munk, rigets admiral, Jørgen Rosenkrantz, statholder over Jylland, og Christoffer Valkendorf, rentemester. Dem gav de andre rigets råder skriftlig instruks at de skulle stedse være til stede hvor Deres instruktionkongen var, eller hvor regeringen kunne udfordre deres nærværelse, og at de på Hans Majestæts vegne skulle forordne, tilsige og befale, gøre og lade som de kunne vide og tænke gavnligst at være, item at de skulle skaffe og forhjælpe alle dem som deres allernådigste unge udvalgte konge eller dem på Hans Majestæts vegne i deres anlig-
(a) Hist. minorennit. Chr. 4. manuscr. p. 6.
|525gende kunne ansøge, tilbørlig besked, at rigets indbyggere, den fattige såvel som den rige, måtte vederfares hvad lov og ret medførte. Dog hvad herredstings- og landstingssager belangede, skulle dermed ikke være ment; men de sager skulle høres og dermed hjemme dømmes, som sædvane var.(a) De befol óg alle og enhver at rette sig efter hvad disse regeringsråder tilsagde og forordnede efter den ed som de havde gjort og svoret den udvalgte konge. Dette er et kort begreb af dette fuldmagtsbrev som af rigets råd da blev opsat,(b) hvoraf ses at det var sat på skruer og forfattet med stor agtsomhed, så at de deri intet har villet melde om de højheder og regaler som dem på den unge konges vegne tilkom, på det at kongen, når han kom til sine myndige år, ikke skulle tilegne sig mere myndighed end de havde givet dem selv eftersom de da var i kongens sted.
Hvad ellers de fire regeringsråder angår, da måtte alle tilstå at de samme Deres kvalitetervar de værdigste mænd på hvis skuldre denne byrde kunne lægges, óg kan til bevis hertil tjene dette at Peder Gyldenstierne, som da var rigets marsk, holdt sig selv ikke stærk nok til at antage en af disse poster, men frivilligt afstod sine prætentioner til en af de andre, hvorvel han var en mand af store kvaliteter, og der foruden ham i rigets råd på de tider var anselige mænd som under den salige konge havde længe haft rigets vigtigste sager i hænder; og såsom rigets råd har aldrig været i mere anseelse end i Christiani 4. minorennitet da det regerede med en uomskrænket myndighed, vil jeg her opregne dem efter den orden som de på samme tid sad i. De var 19 i tallet, nemlig: (1) Niels En liste på de daværende rådsherrerKaas til Tårupgård, kansler, (2) Peder Gyldenstierne til Tim, rigets marsk, (3) Peder Munk til Estvadgård, rigets admiral, (4) Jørgen Rosenkrantz til Rosenholm, statholder i Jylland, (5) Christoffer Valkendorf til Glorup, rentemester, (6) Steen Brahe til Knudstrup, (7) Jørgen Skram, (8) Manderup
(a) Hist. minorennit. Christ. 4. manuscr. p. 8. Biblioth. Fossianæ.
(b) Hist. minorennit. Chr. 4. manuscr. p. 8.
|526Parsberg, (9) Erik Hardenberg, (10) Anders Bing, (11) Henrik Below, (12) Axel Gyldenstierne, (13) Corfitz Viffert, (14) Absalon Gøye, (15) Jacob Seefeld, (16) Breide Rantzau, (17) Christian Skeel, (18) Albert Friis og (19) Arild Huitfeldt, rigets kansler.(a) Af denne optegnelse ses at tallet ikke stedse har været regleret til 23 eller 24 personer, som gemenlig foregives, efterdi det da bestod kun af 19 lemmer.
Da nu alting med regeringens indrettelse var bragt til en ønskelig ende, blev anstalt gjort til den salige konges ligfærd fra Antvorskov til Roskilde, hvorudover de fire regeringsråder forskrev den hele rigets adel at møde på Antvorskov Den salige konges ligbegængelseden 24. maj for at bivåne ligbegængelsen, som skulle holdes i Roskilde den 8. juni. Den hele ceremoni findes omstændigt anført i Resenii historie og især hos den berømmelige holstenske statholder Henrik Rantzau,(b) hvorfor jeg den her ikke vil beskrive. Jeg vil alene melde om en særdeles hændelse som ved samme ligbegængelse tildrog sig. Da alting i kirken var forrettet, og det kongelige lig var nedsat, fordristede en adelsmand ved navn Jacob Ulfeldt sig at trine frem midt på kirkegulvet og beklage sig med høj røst over sin tynde lykke, at han i mange år havde tjent kong Frederik, men var kun slet derfor blevet belønnet. Over denne usædvanlige dristighed blev de nærværende, såvel fyrstelige personer som Jacob Ulfeldts dristige gerningfremmede gesandter og den hele adel meget fortørnede, helst såsom den salige konge havde ført sådant priseligt regimente at ingen havde årsag at tale ilde derom, og såsom denne adfærd var des mere lastelig efterdi den skete på sådan tid og sted, holdt de fleste for, at gerningen burde exemplariter straffes. Men hertug Ulrik af Mecklenburg, enkedronningens fader, rådede de andre til at traktere dette med foragt, hvilket óg skete. Dog ville den unge konge såvel som enkedronningen i lang tid ikke tilstede at Jacob Ulfeldt måtte komme for deres øjne.(c)
Det er ellers den samme Jacob Ulfeldt
(a) Hist. minorennit. Chr. 4. manuscr. p. 10.
(b) Henr. Rantz. Pomp. funebr.
(c) Histor. minorennit. Christ. 4. manuscr. p. 11.
|527som er omtalt i Friderici 2. historie, og som var hoved for det moskovitiske gesandtskab, som han selv på latin har Samme Ulfeldts fatabeskrevet. Han overtrådte i samme legation den instruks som han havde fået af kongen, hvorudover han ved sin tilbagekomst blev udelukket(a) af rigets råd. Men hans søn, som også hed Jacob, blev siden af Christian 4. gjort til rigets råd og siden til rigets kansler, óg var han fader til den navnkundige Corfitz Ulfeldt, hvorom ofte i efterfølgende historie skal tales. Det er ellers den sidste Jacob Ulfeldt som har skrevet den korte danske krønike på latin, som jeg nogle gange har citeret.
Nogle dage efter at ligbegængelsen var holdt, lod rigets råd sammenkalde adelen i Roskilde Domkirke og der foreholdt dem rigets tilstand, begærende i lige måde at de ville lade dem findes villige til fædrenelandets tjeneste og forsvar om noget påkom. Adelen havde da forfattet nogle skriftlige Adelen indgiver adskillige besværinger til rådetbegæringer, som de overleverede, óg bestod samme begæringer af efterfølgende artikler:(b) (1) At religionen således som den nu var her i riget etableret, måtte uden forandring håndhæves, og at kirkeordinansen måtte i alle sine punkter efterleves. (2) At adelen måtte holdes ved alle deres privilegier og friheder efter håndfæstningerne, loven og recessen. (3) At kongen måtte forsynes med en indfødt dansk mand til hofmester (thi hans forrige hofmester var en tysk herremand ved navn Henrik Ramel). (4) At rigernes len som er besat med udlændiske, måtte forsørges med indfødte danske. (5) Såsom mange len var lagt under ét len hvormed flere tilforn var forlenede, at sådant måtte afskaffes. (6) En del af adelen beklagede sig at de havde tjent riget med stor besværlighed, men deres tjeneste var ikke blevet belønnet. (7) Beklagede de sig at de nogen tid havde været tvungne med jagt, fiskeri, olding, skovhuggen og andet, så at de ikke nød de friheder som deres forfædre havde haft. (8) Begærede de at eftersom de hidindtil havde været besværede med adskillige bestrikninger, rigets forfølgninger
(a) Resen. hist. Frid. 2.
(b) Hist. minorennit. Chr. p. 12.
|528og hægtelse, at deslige ting herefter måtte ophøre. (9) Påstod de at deres tjenere efter denne dag ikke måtte gribes og fængsles, som hidindtil var gjort imod recessen. Hvis sådant måtte efterkommes, ville de lade sig finde villige til al den tjeneste og lydighed som tro undersåtter og ærlige adelsmænd er deres fædrene rige pligtige.
Disse klagemål og begæringer, som på menige adels vegne var underskrevet af 6 adelsmænd for den jyske adel, af fire for den sjællandske, falsterske, lollandske, af fire for den fynske og lige så mange for den skånske adel, blev såvel af de fire regeringsråder som af de fleste og fornuftigste i rigets råd med Bliver af rådet ilde optagetfortrydelse optaget; óg fandt man for godt at meddele dem sådant svar, nemlig at man havde årsag at forundre sig over deres ubesindighed og havde ikke kunnet vente slige begæringer, som sigtede mere til deres egen nytte end landets almindelige bedste, allermindst på sådan ubelejlig tid og i rigets så vanskelige tilstand; forestillede dem også at de nærværende fyrstelige personer og fremmede gesandter, som sådant kunne komme for øren, ville derudover fatte slette tanker om rigets adel. I det øvrige måtte de vide at det aldrig var kommet dem i sinde Rådets svarat gøre mindste skår i deres privilegier, og hvad religionens samt ordinansens håndhævelse angik, da havde de allerede førend de af adelen derom var blevet anmodet, besluttet at drage omsorg derfor. Anlangende den udvalgte konges hofmester, da havde den højsalige konge selv beskikket ham dertil, hvorfor de ingen forandring deri kunne gøre, ellers skulle de nok have omhyggelighed for den unge konges optugtelse til landets gavn og bedste. De kunne ikke tilbagekalde den højsalige konges breve som var givet til fremmede som havde rigets len; thi ved slige bestallingers kassation lod man se utaknemmelighed imod en konge der sådant ikke havde forskyldt. At mange len var lagt under ét len, hvorved rostjenesten var blevet ringere, ville de se til hvorledes sådant med tiden kunne blive rettet tillige med det andet som de besværede sig over; formodede derfor at adelen derimod på deres side lod se des |529større iver og nidkærhed for kongens og landets tjeneste. Men adelen blev lige så misfornøjet med dette svar som rådet med deres forslag; dog lovede de alle hjælp til rigets forsvar og derpå skiltes ad så at enhver begav sig til sit hjem.(a)
Medens dette forhandledes, ankom adskillige gesandter fra Frankrig, England, Skotland, Sverige og Tyskland for at aflægge såvel deres kondolence over den salige konges død som deres lykønskning til den unge konge. De fleste af dem rejste efter aflagte komplimenter straks tilbage, men nogle af dem blev en tid lang ved hoffet for at forny de gamle forbund med riget. Hertugerne af Mecklenburg, hertug Ulrik, dronningens fader, og hertug Carl, såvel som óg hertug Hans af Slesvig-Holsten og andre som havde beæret den kongelige ligfærd med deres nærværelse, tog også deres afsked og blev ledsaget af den unge konge samt de fire regeringsråder til det store Bælt.
Enkedronningen, såsom hun mærkede at der for hende intet mere var at Enkedronningen retirerer sig til hendes livgedingbestille nu hun var udelukket fra regeringen, retirerede sig noget derefter til hendes livgeding, som dette år blev givet til hendes hofstats underholdning og befattede Lolland og Falster med alle sine indkomster, item en del af Øresunds told; óg befattede hun sig ikke mere med rigernes sager, men levede i enlighed på hendes livgeding i 43 år, endskønt oftbemeldte regeringsråder spurgte hende tit til råds i vigtige sager og betjente sig af hendes underhandling når nogen tvistighed kom dem imellem.
Hun anvendte sin enkestands tid mest på at laborere Samme dronnings portræt i kemien,(b) men det med sådan fornuft og agtsomhed at hun ikke efter andres eksempler satte sine midler til derpå; thi hun var en god husholderske og derfor i stand til at række sin søn ofte hånden, hvortil tjener til bevis det overmåde prægtige skib, kaldet Sophia, som hun lod bygge på sin egen bekostning. Hun underholdt stedse 300 til 400 manufakturister og efterlod sig over 2 millioner i rede penge.
(a) Hist. minorennit. Chr. 4. manuscr. pag. 15.
(b) Gassend. vit. Tych. Brah. p. 68.
|530Om hendes økonomi og levemåde taler den engelske ridder James Howell således:
Hun levede 44 år efter hendes herres død og blev sådan stor husholderske idet at hun satte 300 til 400 folk til arbejde, så at hun efterlod sig hartad 2 millioner, hvorudover hun blev holdt for den rigeste dronning i Europa.(a)
Hun øvede derforuden en stærk disciplin, óg siges der at hun undertiden ikke sparede svøben for at holde sine domestikker i ave, så det derfor var at beklage at en så duelig dronning ikke havde hånd med i regeringen i hendes søns mindreårighed eftersom det er ingen tvivl på at hun ved sin forstand og myndighed jo havde kunnet afvende adskilligt; thi historien viser at hun ofte, når nøden var, måtte arbejde på at stifte enighed imellem de fire regeringsråder, óg vidner alene de forfølgelser som da skete med den store astronomo Tycho Brahe, at det undertiden har gået buntet til i kongens mindreårighed. I det øvrige ser man at enkedronningen stedse levede i sin retræte på Nykøbing Slot.
Så snart den unge herre begyndte at vokse til, blev han øvet i adskillige eksercitser, både boglige og militære, hvori han havde sådan fremgang at alle Den unge konges fremgang i videnskabermåtte forundre sig derover, og såsom han fornam at disse ham af Gud anfortroede riger således var beskafne formedelst deres situation, at de uden god kundskab på skibsfarten ikke vel kunne regeres, fik han lyst at lære sømandskabet af fundamentet, hvorfor, da han var på Skanderborg Slot, som ligger ved en stor og vidtløftig sø, lod de forordnede regeringsråder bygge et skib på samme sted og dertil beskikkede forfarne skibsfolk som skulle sejle med ham og undervise ham i det som hører til skibsfarten, så at Hans Kongelige Højhed vidste at regere et skib i storm og uvejr og alt redskab derpå fra øverst til nederst nævne. I skibsarkitekturen fik han sådanne fundamenter at han til
(a) James Howel. vol. 1. Sect. 5. Epist. 40. So that she was reputed the richest queen of Christendom.
|531de allerstørste og skønneste skibe, af hvilke han måske flere end nogen potentat i Europa har ladet bygge, modeller med sin egen hånd har forfærdiget. Han blev også synderlig øvet i det latinske sprog, hvilket han stedse siden ekskolerede og deri nåede sådan fuldkommenhed at man hørte ham hele timer tale latin med fremmede gesandter.(a)
Men for at anføre hvad som videre af mærkværdighed tildrog sig i dette første Man arbejder på at erhverve prins Ulrik et kanonikat i Strassburgår, da blev der gjort et forslag om at promovere hertug Ulrik til det strassburgske kannikedømme. Dermed var gjort en begyndelse i Friderici 2. tid, men efterdi domherrerne imellem dem selv var gerådet i stor tvistighed, var sådant blevet opsat til belejligere tid. Men da stridighederne igen blev bilagt, tog de fire regeringsråder sig dette år for igen at forny den forrige ansøgning. Til den ende affærdigede de gesandter til kurfyrsterne af Sachsen og Brandenburg, som havde været de fornemmeste underhandlere i de tvistigheder imellem ovenmeldte domherrer, for at tilbede sig deres bistand i hertugens ansøgning. Gesandterne som didhen blev skikket, var Henrik Below og Nicolaus Theophilus, professor juris på universitetet i København, hvilke bragte det svar med sig tilbage at begge kurfyrsterne holdt det urådeligt enten at tale eller at handle noget derom, såsom der var ingen anseelse til at der så snart kunne stiftes ret enighed imellem de strassburgske kapitelsherrer, efterdi biskoppen af Strassburg, som havde taget Men uden frugtsin bopæl uden for staden på stiftets gods, søgte idelig at fomentere denne misforstand, og det efter Frankrigs, Østrigs, Bayerns og andre katolske fyrsters tilskyndelse, ikke at tale om at Frankrig havde store prætentioner på stiftet, og at samme rige lurede kun på lejlighed til eksekution deraf. Herudover stod regeringsråderne fra deres forsæt for ikke at indvikle riget i urolighed og derimod begyndte at tænke på andre midler til hertug Ulriks forfremmelse, hvilket også lykkedes.
(a) Carl Oger. Iter. Dan.
|532Blandt andre gesandter som var hidskikket til den kongelige ligbegængelse, var også tvende fra hertug Philip af Holsten, nemlig Claus og Johan von der Wisch, som var befalet på deres herres vegne at annamme lenet af Slesvig og Femern efter det odenseiske fordrag anno 1580 og, såfremt det straks ikke kunne Den slesvigske hyldnings forhaling og opsættelseske, da at begære anstand på et år, hvilket dem af regeringsråderne blev bevilget. Men efter at de var bortrejst, kom der et brev fra statholderen, hr. Henrik Rantzau, og de fornemmeste af ridderskabet i begge hertugdømmerne, hvori de begærede at det måtte bero med lenets annammelse indtil Hans Kongelige Majestæt sine myndige år havde nået. Derpå blev svaret af regeringsråderne at man dem sådan begæring ikke kunne bevilge. Man mærkede straks hvortil ridderskabet sigtede med denne begæring; thi såsom hertug Hans den Ældre kort før den salige konge var død, og begge regeringsherrerne i fyrstendømmerne fast i ét år var affaldne, arbejdede ridderskabet på at betjene sig af denne lejlighed til at forøge deres privilegier.
Til den ende havde de berammet en landdag til Kiel i september og til samme landdag inviteret enkehertuginden med hendes tre sønner. Fra Danmark blev også did henskikket tvende fuldmægtige, nemlig Et farligt anslag ved samme opsættelseBreide Rantzau, rigets råd, og Henrik Ramel, den unge konges hofmester, af hvis opførsel man mærkede at den danske adel trak på linje med det slesvig-holstenske ridderskab, og at det mellem dem var overlagt at håndhæve ridderskabets valg i fyrstendømmerne; thi gesandterne i den tale som de holdt på landdagen, brugte blandt andet disse ord: “På det at en regerende herre over fyrstendømmerne kan antages ved et ordentligt valg.”(a) De gav det holstenske ridderskab i lige måde den forsikring at deres privilegier og valgrettighed skulle blive dem konfirmeret af den unge konge når han kom til sine myndige år, og sagde med stor dristighed at hvis kongen sådant ikke ville holde dem, måtte de have frihed at opsige ham deres troskab og udvælge sig
(a) Hist. minorennit. Manuscr.
|533en anden herre, et klart bevis på det var ikke for det kongelige hus’ højhed at de med sådan iver havde påstået dronningens eksklusion fra regeringen; thi hvis hun havde haft hånd deri, havde deslige ting ikke været tenteret, thi jeg har tilforn anmærket at endskønt Christianus 1. havde akkorderet de slesvig-holstenske stænder valgrettighed, så havde dog sådan valgrettighed aldrig været ført i praxin, men at begge hertugdømmer stedse siden den tid ikke alene arveligt har været faldet fra fader til søn, men endogså som patrimonia været delt imellem de kongelige og fyrstelige børn, så derfor denne påstand var en innovation som ridderskabet, betjenende sig af kongens minorennitet, foretog, og hvori Danmarks råd spillede under dække med dem.
Efterdi nu dette var et oplagt råd imellem det slesvig-holstenske ridderskab og Danmarks råd, så blev ingen disputter gjort på den unge konges vegne. Men den ældste af hertug Adolfs Hertug Philippus sætter sig imod de slesvig-holstenske stænders foretagendesønner, nemlig Philippus, som var kommet til den alder at han kunne skønne på hvad man da smedede såvel til det kongelige som til det fyrstelige hus’ præjudice, ville ingenlunde hverken indstille sig eller sin broder til noget kår eller valg, men ved sin kansler uden noget omsvøb forlangte en arvehyldning. Men ridderskabet fremturede i sit forsæt og lod hertug Philipp rent ud sige at såfremt han ikke ville samtykke denne slutning med de danske gesandter og underkaste sig et frit valg efter hans farfars fader Christiani 1. eksempel, ville de udvælge den unge konge til deres ene regerende hertug, óg menes der at de virkelig havde skridet til eksekution hvis hertugen videre havde fremturet i sin bestandighed. Men han lod sig omsider skrække af disse trusler og måtte bide i dette sure æble, hvorpå han tillige med kongen blev udvalgt til regerende fyrster af Slesvig-Holsten.
Men derved lod stænderne sig endda ikke nøje, thi såsom de så at konjunkturerne Må tillige med kongen bekvemme sig til at lade sig vælgevar dem favorable, tænkte de at køre medens de havde svøben, óg vægrede de sig ved at aflægge ed førend visse ting var dem akkorderede, og som bestod deri: (1) At rostjenesten måtte sættes på en vissere og mere |534tålelig fod. (2) At begge hertugdømmerne ikke skulle blive adskilt, som de hidindtil havde været, men være under fællig regering. At ridderskabet måtte have deres fri jagt på stifternes, domherrernes og købstædernes gods. (3) At ridderskabet måtte tage deres Stændernes videre påstandlen på den gamle måde, nemlig ved at gribe i hertugernes hat, og når de det forlangte, skulle dem skriftlige lensbreve derpå gives. (4) At kirke- og landordinansen måtte gennemses og forbedres etc.
Hvis de danske fuldmægtige havde haft ordre til at indgå disse punkter, havde ridderskabet også uden tvivl trængt igennem med disse nye begæringer, og hertug Philipp havde blevet tvunget til at underskrive det ene med det andet, men til hans lykke havde de ikke sådan fuldmagt, hvorudover han vægrede sig at svare dertil førend han havde overlagt sagen med de danske regeringsråder, hvorfor der også ingen hyldning skete dette år. Heraf ses at det gik meget buntet til i denne konges Bliver ikke hørtmindreårighed. Men den uorden som da rejste sig, hævede kongen tilstrækkeligt da han selv antog regeringen og satte de slesvig-holstenske hertuger i den stand som de nu er i, og vindicerede deres højhed og myndighed med sådan iver at stænderne siden den tid har aldrig ytret sig med deslige prætentioner.(a)
Da denne landdag var til ende, rejste de danske gesandter til Itzehoe for at handle med hamborgerne, som didhen var stævnet til den unge konges hyldning, men såsom kongen endda ikke var hyldet til hertug i Holsten, og deraf Hamborg søger også at forhale hyldningendependerede den hamborgske hyldning, blev sådant opsat til videre, óg mærkede man at hamborgerne heri søgte at vinde tid efterdi de på samme tid anholdt ved den kejserlige kammerret til Speyer om en decision imellem deres stad og de holstenske hertuger og håbede dér at erhverve en dom hvorved staden skulle erklæres en umiddelbar kejserlig fristad. Men da kongen havde nået sine myndige år, måtte Hamborg bekvemme sig til den hyldning som siden omstændigt skal beskrives.
(a) Hist. minorennit. Christ. 4., hvoraf historien om denne opførsel er taget.
|535Året efter kong Frederiks død, nemlig 1589, blev det ægteskab som længe Handel om ægteskab mellem en dansk prinsesse og kongen af Skotlandhavde været i gære imellem kong Jacob af Skotland og den danske prinsesse Anna, Christiani 4. søster, bragt til ønskelig ende. Dette ægteskab var med stor flid handlet om i Friderici 2. tid, men ikke med den fremgang som man ønskede, formedelst adskillige intriger som blev sat i værk for at gøre dette til intet. Historien deraf er denne: Kong Jacob af Skotland havde for nogle år siden kastet øje på den ældste danske prinsesse, hvorom, da kong Frederik blev informeret, skikkede han et gesandtskab til Skotland under prætekst at foreslå en alliance imellem rigerne, men for på samme tid at handle om ægteskab imellem kongen og hans ældste datter. Den skotske minister Melville ,(a) som har efterladt os herlige mémoires over de tiders statssager, hvori han selv frem for andre Dronning Elisabeth af England søger at hindre sådantblev brugt, siger at da dronning Elisabeth af England fik kundskab om dette forslag, arbejdede hun med al magt på at gøre det til intet, en del fordi hun ville ikke at kong Jacob skulle have anden brud end af hendes hånd, en del også efterdi hun havde sigte på Catharina, kongens søster af Navarra, såsom hun holdt for at samme konge var den ivrigste forfægter af den reformerede religion, og derfor at sådant parti var(b) mest bekvemt til at bestyrke i samme tro den unge konge af Skotland, hvilken hun anså som sin tilkommende arving til den engelske krone. Til den ende skikkede hun ham en ambassadør ved navn Edward Samme dronning machinerer derimodWotton med hemmelig instruks at hindre det foreslåede parti med den danske prinsesse. Denne Wotton, såsom han var en habil hofmand, insinuerede sig straks således hos kong Jacob at de danske ambassadører blev trakteret med koldsindighed, så at de af misfornøjelse var færdige til at forlade det skotske hof. Men Melville underrettede dem om tilstanden og formanede dem til at have tålmodighed indtil man kunne få lejlighed til at desabusere kongen, hvilket også skete; thi kong Jacob begyndte kort derefter at gøre dem
(a) Melvil Impartial account of Affaires of state.
(b) Camden. Hist. Elisab. part. 4.
|536bedre miner og skikkede dem med god forhåbning til Danmark igen. Noget efter deres bortrejse forsendte han Patrice Young til det danske hof for at takke kong Frederik for hans ambassade, men hans hemmelige instruks var at erkyndige sig om de tvende danske Kong Jacob gør ansøgning om den ældste prinsesseprinsessers kvaliteter, og efter at han havde fået underretning derom, affærdigede han gesandter til København for at handle videre om ægteskab med den ældste prinsesse.
Imidlertid kontinuerede dronning Elisabeth med alle sine kunster for at gøre partiet til intet, óg vidner Melville(a) at den store skotske kansler Maitland såvel som de fleste af det skotske råd nødte pensioner af hende for at vende kong Jacob fra de tanker. De samme udsatte en fransk poet ved navn du Bard at Står derfra igen formedelst de engelske intrigerhan ligesom af sig selv skulle foreslå prinsessen af Navarra, óg udvirkede samme du Bard sin kommission så vel ved at berømme samme prinsesse Catharina at kong Jacob begyndte igen at vakle og skikkede mylord Tungland til Frankrig for at erkyndige sig om prinsesse Catharina. Dette forårsagede at da kong Frederik fik kundskab derom, blev han så fortrydelig over det skotske hofs opførsel at han forlovede sin ældste datter Elisabeth med hertug Henrik Julio af Braunschweig, óg mener oftbemeldte Melville at dronning Elisabeth af England befordrede denne kongens hastige resolution idet hun hemmeligt underrettede det danske hof om mylord Tunglands rejse til Frankrig.
Herved syntes al forhåbning om alliance mellem Danmark og Skotland at være uddød. Men just det samme kontribuerede mest til dens befordring; thi undersåtterne i Skotland, da de mærkede disse engelske intriger, begyndte de åbenbart at råbe mod dronning Elisabeth (b) som den der ved list søgte at hindre deres konge at bestyrke sit hus ved ægteskab, på det at kong Jacobs descendenter ikke skulle komme på tronen i England og derved lejlighed gives at hævne dronning Mariæ død. Dette forårsagede at kong Jacob
(a) Melvils Impartial account of affaires of state.
(b) Camd. Hist. Elizabeth part. 4. pag. 561.
|537blev ved sit forsæt at alliere sig med det kongelige danske hus og at begære kongens anden datter, Annam, til ægte, hvilket kong Frederik Kong Jacob holder an om den anden prinsesse også akkorderede, men med de konditioner at han solenniter ved et gesandtskab skulle begære hende. Men førend dette kom så vidt, døde den højpriselige konge og efterlod sin søn i mindreårighed. Dette hindrede dog ikke at kong Jacob blev ved sit forsæt. Men da man proponerede for det skotske råd at affærdige et gesandtskab til Danmark, lod nogle af rådet ham forstå at han ville bryde overtværs med dronningen af England hvis han mod hendes vilje trådte i ægteskab. Højstbemeldte dronning blev idelig ved at rekommandere prinsessen af Navarra, óg forårsagede hendes skrivelse som hun i favør af samme prinsesse affærdigede til Skotland, at det hele skotske råd erklærede sig imod det danske parti. Men dette gik kong Jacob så meget til hjerte at han ved en af sine tro Ny hinder igentjenere ophidsede indbyggerne i Edinburgh at gøre oprør og at true såvel den store kansler som det hele råd på livet hvis partiet med den danske prinsesse ikke gik for sig. Disse trusler indjog sådan skræk i det skotske råd at de straks udnævnte gesandter som skulle på kongens vegne anholde om den danske prinsesse.
Disse gesandter ankom efterfølgende år 1589 til København og straks begyndte at handle om dette giftermål, som længe havde været i gære. De begærede til udstyr med prinsessen 250.000 rigsdaler og derforuden toldfrihed for skotske undersåtter i Danmark, item til foræring tre velberustede orlogsskibe og fuldkommen afståelse på Orkneyøerne.(a) Men denne excessive påstand fandt intet bifald hos regeringsråderne, hvorudover den også blev afslået. Man tilbød dem alene en medgift af 100.000 rhinske gylden, hvilken sum den salige konge havde anordnet til prinsessens medgift. Videre blev samme gesandter insinueret hvad man derimod forlangte for prinsessen, nemlig et livgeding af 150.000 rigsdaler, hendes religions fri øvelse og andet. Med sådan besked rejste gesandterne
(a) Hist. minorennit. Christ. 4. manuscr. p. 44.
|538bort. Men de kom tilbage igen fire uger derefter med et egenhændigt brev fra kong Jacob til enkedronningen, hvori han ganske Ægteskabet bliver endeligt sluttetunderkastede sig hendes vilje og begærede at giftermålet måtte fuldbyrdiges. Derpå blev bilageret celebreret med stor pomp på Kronborg Slot, hvor prinsessen blev viet til en af de skotske gesandter i kong Jacobs sted, og de blev efter sædvane sat på en brudeseng.
Nogle dage derefter tog bruden afsked med hendes broder, den unge konge, samt enkedronningen og lavede sig på rejsen til Skotland. Til hendes transport lå færdige ved Kronborg en flåde af 14 krigsskibe, hvilken gik til ankers den 1. september, óg havde bruden til gelejde med sig rigets admiral Peder Munk, Prinsessen går til sejlsSteen Brahe, som var beskikket til hendes hofmester, hr. Breide Rantzau og doktor Nicolaus Knip. Men flåden blev af storm drevet til de norske kyster, hvor den unge dronning med sit hele følge måtte stige i land og der opholde sig nogen tid formedelst modvind. Da kong Jacob dette spurgte, da, af utålmodighed og længsel efter at se sin så højtforlangte brud, begav han sig med 6 skibe fra Skotland og arriverede lykkeligt den 19. november til Oslo, hvor han nogle Bilageret holdes til Oslo i Norgedage derefter, nemlig mod slutningen af samme måned,(a) lod sig selv vie til hende, óg forblev de begge i Oslo indtil næstfølgende år. Dette har jeg holdt nødigt omstændigt at udføre, en del efterdi alles øjne var henvendt til dette giftermåls udfald, en del også efterdi denne prinsesse under det navn af dronning Anna er så meget bekendt i historien, og hun var moder til den ulyksalige konge, Carl, som offentligt blev halshugget i England.
Medens dette forhandledes, blev de slesvig-holstenske sager igen foretaget. I begyndelsen af året blev af de fire regeringsråder forskrevet en herredag til København, óg lod regeringsråderne tilkendegive hertug Philipp samt Det slesvigske len konfereres hertugernekongens farbroder, hertug Hans af Sønderborg, at lenssagerne på den samme herredag skulle foretages, og at det derfor var fornø-
(a) Hegelund Calend. Manuscr.
|539dent at de til bestævnte tid skikkede deres fuldmægtige til København for at handle derom, hvilket også skete. På hertug Philipps og hans broders vegne mødte Ditlev Rantzau og Caspar Højer. På den sønderborgske hertug Hans’ vegne amtmanden på Sønderborg og Peiter Grundelfinger, hvilke antog hertugdømmet Slesvig og Femern til et len, og Henrik Rantzau, statholderen i Holsten, tog lenet på kongens vegne; thi kongen, som før er anmærket, agerede her tvende personer, nemlig konge i Danmark og hertug i Slesvig, så at han som hertug tog lenet af sig selv som konge.
Hvad videre mærkværdigt tildrog sig dette år, var at enkedronningen begyndte at bygge Nykøbing Slot i Falster, hvor hun siden til sin dødsdag holdt sit hof, óg gik arbejdet for sig med sådan hurtighed at hun beboede det året derefter. (a) Hendes efterkommere de andre enkedronninger har også på samme Nykøbing Slot byggesangeneme sted resideret i deres enkestand. Mod enden af året rejste sig en stor ildebrand i Bergen, hvoraf den bedste del af staden blev lagt i aske.
Imidlertid havde man fået kundskab ved det danske hof om kong Jacobs ankomst i Norge, og at højstbemeldte konge med sin gemal agtede at forblive vinteren over i samme rige, hvorudover enkedronningen og regeringsråderne ved skrivelse inviterede ham til Danmark, hvortil også kong Jacob lod sig overtale og kom den 21. januar til Helsingør, og efter at han med sin 1590dronning havde opholdt sig en tid lang på Kronborg Slot, kom den 21. februar til København, hvor intet blev forsømt som kunne tjene ham til tidsfordriv og Kong Jacobs ankomst til Københavnfornøjelse. Men som denne konge var en særdeles lærd herre, fandt han stort behag i lærde folks omgængelse, hvilket gik så vidt at han endogså lod sig indfinde på de akademiske lektioner og hørte blandt andre doktor Hans Slangerup og doktor Anders Christensen læse, den ene i teologien og den anden i medicinen. Han forærede også til akademiet et forgyldt bæger
(a) Hist. minorennit. Christ. 4. Manuscr. pag. 52. Helvaderus henfører dog dette slots fundation til 1591.
|540og nogle rare bøger. I Roskilde fandt han fornøjelse i at tale med den navnkundige og da bedagede mand Hemmingio, hvilken han havde middag og aften ved sit taffel, og forærede ham til afsked et forgyldt bæger.(a)
Men den i hvis omgængelse han fandt allerstørst fornøjelse, var den store astronomus Tycho Brahe, hvilken han besøgte på Hven og forblev over 8 dage hos ham for at bese hans rare instrumenter og at høre ham tale om astronomi og kemi. Gassendus(b) fortæller at kongen blandt de store mænds skilderier Hans omgængelse med Tycho Brahesom han fandt hos Tychonem, kendte straks Buchananum, som havde været hans informator, og, som højstbemeldte konge var en god latinsk poet,(c) gjorde han vor astronomo til ære et vers som begynder således:(d)
Ætereis bis quinque globis, queis machina mundi
vertitur, ut celso est crustatus fornice Olympus
ignibus et pictis fulgentibus undique lychnis.
Da han endelig tog afsked med ham, tilbød han ham den frihed at begære af ham hvad han ønskede. Tycho Brahe vægrede sig en tid lang derfor, men omsider intet andet forlangte end at kongen ville forære ham et par engelske store hunde eller dogger, hvilke også siden blev ham skikket. Men disse samme hunde formerede siden den misforstand som var imellem Tychonem og rentemester Valkendorf, hvorom videre skal tales siden.
Medens kong Jacob opholdt sig med sin dronning i Danmark, blev i København celebreret bilager imellem Christiani 4. ældste søster, Elisabeth, og hertug Henrik Julium af Braunschweig. Vielsen Bilager imellem hertug Julium og prinsesse Elisabethskete påskedag på Kronborg Slot i tvende kongers og adskillige fyrsters nærværelse. Og da denne højtidelighed i nogle dage havde været, tog kong Jacob afsked og begav sig med sin unge dronning til Skotland. På rejsen fulgte ham de samme danske gesandter som gelejde-
(a) Hist. minorennit. Christ. 4. Manuscr. p. 55.
(b) Gassend. vita Tych. Brahe libr. 4. pag. 105.
(c) Melvil impartial account of affairs of State p. 181.
(d) Resen. inscript. Uranib. et Stellæburg. pag. 316.
|541de dronning Anna til Norge, undtagen at doktor Niels Krag, som kong Jacob havde fattet stor nåde for, kom i doktor Knips sted. Noget derefter begav også hertug Henrik Julius sig med sin unge brud på hjemrejsen tillige med begge hertugerne af Mecklenburg. Men førend Begge brudgommene rejser borthertug Ulrik bortrejste, udvirkede hans datter, enkedronningen, hos ham dette at han lovede at have omsorg for hendes anden søn, prins Ulrik, og ved domkapitlet at mage det således, at samme prins kunne blive udvalgt til biskop over Schwerin efter hans død, hvilket hertugen også i september ved sin tilbagekomst udvirkede, men prinsen antog det dog ikke førend efterfølgende år.
Efter hertug Henrik Julii bilager var holdt, og kong Jacob med sin dronning var rejst fra Danmark, blev her af riget udskikket kansler Niels Kaas, Manderup Parsberg og Henrik Ramel til den landdag som af de slesvig-holstenske stænder i maj skulle holdes til Flensborg angående hyldningen, hvilken på det sidste efter lang ordveksling blev bevilget at skulle ske, hvorimod de danske måtte give dem forsikring at kongen når han kom til sine myndige år, skulle stadfæste alle deres privilegier på samme måde som hans hr. fader. Hertug Kongen hyldes i fyrstendømmernePhilipp stadfæstede dem straks deres friheder, skønt kun i almindelige terminis, hvorpå stænderne den 20. maj aflagde såvel til de kongelige gesandter som til hertugen deres troskabsed. Den sønderborgske hertug Hans forlangte også det samme, men det blev ham af stænderne afslået såsom stænderne holdt for, at de sådant ikke var pligtige uden til de regerende herrer af de tvende hovedlinjer, med hvilket svar hertugen måtte lade sig nøje. Så snart dette var til ende, fremkom stænderne med deres besværinger, hvorom tilforn er talt, hvorfor jeg det her igen ikke vil gentage. Men som disse besværinger var så vidtløftige at de ikke kunne afgøres på en landdag, blev de opsat til næstkommende Martini.
Blandt andre ting som gav anledning til tvistighed, var det bispedømme Tvistighed om det bispedømme SlesvigSlesvig, hvorom var tvende slags stridigheder, en imellem kapitlet og herrerne og en anden mellem herrerne |542indbyrdes. Og som lidt eller intet derom tilforn er talt, vil jeg vise hvad samme bispedømme var, og stridighederne fra roden optage. Bispedømmet ud af Slesvig var tilforn, såvel som alle andre bispedømmer, af stor vigtighed. Det samme dependerede alene af riget og ikke af hertugerne, óg har jeg tilforn anført hvorledes den sidste katolske bisp Godske von Ahlefeldt forfægtede deri rigets ret imod den kejserlige kammeradvokat. Samme Godske von Ahlefeldt var den eneste bisp af de danske bisper som i Christiani 3. tid ikke blev Samme bispedømmes historieafsat, thi han forblev ved det slesvigske bispedømme så længe som han levede. Men efter hans død, som skete 1541, blev en luthersk biskop ordineret, nemlig Tileman, hvilken dog ikke beholdt bispestolen uden kort tid; thi da delingen skete mellem højstbemeldte konge og hans broder hertug Hans og hertug Adolf, og enhver af disse brødre tog deres lod og del i hertugdømmet, lod den yngste broder, hertug Frederik, som allerede var biskop i Hildesheim, sig nøje med bispedømmet af Slesvig. Doktor Tileman blev derimod gjort til superintendent over Forandring ved reformationenkirkerne og gejstlige, både i hertugdømmet og stiftet Slesvig, og med indkomster forsynet af det kongelige skatkammer. Således udspirede af det gamle bispedømme Slesvig tvende andre, nemlig et verdsligt og et gejstligt. Det første befattede det svabstedske hus, som var det gamle bispesæde, så óg stiftets gamle indkomster og blev et sekulariseret stift ligesom adskillige andre i Tyskland der gives gemenlig til fyrstelige personer. Det andet derimod befattede intet uden den pure titel, hvorudover også de gejstlige bisper eller superintendenter måtte salareres af kongen.
Medens bemeldte hertug Frederik var sekulariseret biskop af Slesvig, Trætte imellem kong Frederik 2. og hertug Adolf om det slesvigske bispedømmehandlede hans broder hertug Adolf hemmeligt med domherrerne i Slesvig, at de udvalgte ham til hans broders coadjutor eller medhjælp, og blev derpå upåtalt så længe Christianus 3. levede. Men kong Frederik den Anden begyndte at besvære sig over dette valg som hertug Adolf havde tilpraktiseret sig, og påstod dets kassation. Hertug Adolf stræbte at forsvare valgets gyldighed og domherrernes ret til at vælge |543efter andre tyske domherrers måde. Men kongen viste at hertugdømmet Slesvig bestod ud af to len, nemlig det gejstlige og det verdslige, som han var herre over, óg kunne ingen kalde nogen bisp til stiftet uden han som var konge, og hvis forfædre samme stift havde funderet. Efter sådan på begge sider gjorte påstand blev stiftet tilkendt kongen og riget af de i disse tvistigheder udvalgte dommere og opmænd. Dog alligevel gav kong Frederik af føjelighed hertug Adolf brev på det hus Svabsted og dets tilhørende gods, men alene på hans livstid, hvorfor også højstbemeldte konge da hertug Det bispelige hus Svabsted forvandles til et verdsligt amtAdolf 1586 ved døden afgik, tilegnede sig stiftet med dets gods og derover satte en amtmand, item en husfoged over Svabsted, som tilforn havde været bispernes sæde. Således ser man at det gamle biskopdømme blev forvandlet til et amt, hvorved det er forblevet til denne dag.
Denne forandring søgte man nu i Christiani 4. minorennitet at kuldkaste. Ridderskabet påstod at domherrerne burde have deres frie valg, og hertugerne at stiftet burde være tilfælles for alle regerende herrer. Men tingen blev som den var, i Christiani 4. tid. Hvorledes ellers rigets udvortes tilstand var i denne mindreårighed, item harmonien imellem de fire regeringsråder, derom findes intet antegnet, end ikke i den ofte citerede sirlige minorennitetshistorie, hvoraf jeg tvende eksemplarer har haft i hænde; thi efter den almindelige tradition så har konjunkturerne undertiden været slibrige, så at enkedronningens underhandling en og anden gang har været nødig. Hendes fader hertug Ulrik har også undertiden haft nok at bestille med at stifte forening mellem dem, óg var ingen bekvemmere dertil end denne herre, der ved sin fornuft og visdom havde gjort sig anselig blandt alle tyske fyrster og var kredsoberst i Nedersachsen. Man ser alene af bemeldte skrevne historie at der har været misforstand mellem Peder Munk og Christoffer Valkendorf, hvorpå dette år anføres et eksempel.
Den 4. august blev holdt en herredag til Kolding, hvorpå den unge konge selv præsiderede. Blandt andre sager som |544da forekom, var en mellem disse tvende herrer; thi admiralen tiltalte rentemesteren fordi de orlogsskibe Proces imellem admiral Munk og rentemester Valkendorfhvormed han året tilforn havde bragt dronning Anna til Skotland, var blevet så læk da de kom i søen, at de med største livsfare måtte søge havn i Norge, hvilket han tilskrev Valkendorfs forsømmelse eftersom samme herre af den salige konge var sat til at have opsyn med alle ting på flåden og skibsholmen, så at derfor han, nemlig Peder Munk, endskønt han var admiral, ikke kunne være ansvarlig derfor. Men rentemesteren beviste ved viceadmiralen Erik Mogensen at skippere og tømmermænd havde fået alt hvad som udkrævedes til at holde flåden i stand med. Sagen blev derfor brudt overtværs, óg søgte man at bringe disse tvende herrer til forlig.(a)
Men foruden denne beskyldning imod rentemesteren blev på samme tid gjort en anden af større vigtighed; thi han blev anklaget for at have ladet dømme fra livet og halshugge i København en søkaptajn ved navn Mogens Heinson, en færøsk mand af geburt, som en sørøver, hvilket han dog ikke var, thi han befandtes En ny sag imod rentemesterenat have kommis af hertugen af Parma, som da var guvernør i De Spanske Nederlande, at tage på engelske skibe, og det engelske skib som han beskyldtes for at have erobret ved sørøveri, var dømt til pris i Ostende. Denne mand havde Christoffer Valkendorf ladet henrette uden kansler Kaas’ og Jørgen Rosenkrantz’ samtykke, hvorudover der blev fundet for godt at den henrettedes legeme skulle igen optages af jorden og hæderligt begraves, og rentemesteren måtte forsone hans arvinger med en sum penge.(b)
Riget var ellers i henseende til dets naboer i en ønskelig rolighed i denne Riget fri for udvortes fjender mindreårighed, thi de fleste tvistigheder som Danmark havde haft med sine naboer, var hævet i den salige konges tid, og de stridigheder som rejste sig med Sverige, var ikke af nogen stor betydelse. Tilmed havde Sverige på nogen tid været i sådan forvirret stand at Danmark hav-
(a) Hist. minorennit. Manuscr. pag. 72.
(b) Histor. minorenn. Christ. 4. Manuscr. pag. 73.
|545de ingen årsag at frygte sig for samme rige på de tider. Det var da også ikke liden fornøjelse for det kongelige hus at høre den bekendte lothringske hertuginde Christinæ død, som skete i dette år; thi samme hertuginde, såsom hun var Christiani 2. datter, havde såvel som hendes søster prætention på de tre nordiske riger, og såvel hendes herre, hertugen af Lothringen, som hendes søsters mand, kurfyrsten af Pfalz, havde ofte bragt dette rige i urolighed. Ja, hertug Franciscus af Lothringen, da han mærkede sig intet med magt at kunne udrette, havde søgt underhånden at vinde nogle af den danske adel; óg var dette årsag til den bekendte Peder Oxes fald, som blev gjort fredløs efterdi man mærkede at han korresponderede med samme hertug.(a)
I dette år den 28. oktober døde også hertug Slesvigsk-holstenske sagerPhilipp af Slesvig-Holsten i sin alders 21. år, hvorudover regeringen faldt til hans ældste broder, hertug Johan Adolf, biskop til Bremen og Lübeck. Samme Johan Adolf skikkede straks efter sin broders død en gesandt til Danmark, nemlig Johan von der Wisch, for at tage Slesvig og Femern til len af kongen, hvilket også skete. Og da dette var forrettet, fandt man for godt at lade kongen gøre en rejse til Norge for at lade sig hylde i samme rige. I hans fraværelse blev trende rigets råder, nemlig Jørgen Rosenkrantz, Steen Brahe og Manderup Parsberg, beskikket at forblive i København ved regeringen. Kongen arriverede til Oslo den 25. maj 1591, óg blev han offentligt på en dertil oprettet skueplads 1591hyldet af alle Norges stænder den 8. juni. Andendagen efter hyldningen blev Den unge konge hyldes i Norgeholdt en herredag, som på de tider i Norge kaldtes ‘rigens ret’. På denne herredag indgav den norske adel nogle poster som de allerunderdanigst begærede at måtte iagttages og, hvor det fornødent gjordes, at forbedres og forandres. Deres memorial blev antaget af kongen selv, hvilken leverede den til kansler Kaas og lovede at svare derpå. Men der blev forhalet med svaret indtil kongen kom til Danmark igen, såsom de poster den norske adel havde indgivet, var af den vigtighed at der udfor-
(a) Stephanii fragm. hist. Chr. 3.
|546dredes at de blev eksamineret på en herredag, hvilken også ved Hans Majestæts tilbagekomst blev holdt i København den 20. i Herredag i Københavnsamme måned.
På denne herredag blev først foretaget en sag angående 3 unge herrer som havde overfaldet og lemlæstet en ved navn Peder Skram. Da dommen skulle afsiges, mærkede den unge konge at nogle af rådet gerne ønskede at denne gerning ikke på dette skarpeste måtte anses i henseende til personernes kvalitet, hvorudover han spurgte rigets råd om loven intet udtrykkeligt melder om hvad der skulle følge på sådan misgerning. Og da kansleren dertil svarede at den Skånske Lov alene taler noget derom, nemlig at derfor skal bødes ære og 3 mark, men at sådant ikke kunne appliceres til de andre provinser såsom En heroisk gerning af den unge kongeenhver havde sin lov, da stod kongen op og med alles forundring sagde at en misgerning burde straffes hvor den end er sket, og fældede dommen således: De skulle straffes på deres ære og bøde deres 3 mark.(a) Denne dom, som den unge konge afsagde med sådan gravitet, jog sådan skræk i det hele råd at ingen turde oplukke sin mund for at indvende noget derimod, óg så man af denne aktion tydeligt hvad denne unge konge førte i sit skjold, og at han ville blive en stor regent.
Derpå blev de poster som stænderne i Norge ved hyldningen overgav, foretaget. Jeg vil forbigå at melde om hvad som var blevet insinueret af gejstligheden, borgere og bønder, men alene anføre adelens forestillinger, hvilke er Den norske adels klagemål eksamineret og besvaretmest vigtige og bestod af efterfølgende punkter: Det første var om den augsburgske bekendelses håndhævelse, hvortil blev svaret at samme ubrødeligt skulle holdes i hævd. (2) Begærede de at de måtte holdes ved deres gamle privilegier og friheder, hvilke de beklagede sig at være dem betaget af de norske rigskanslere, som lang tid havde været fremmede, hvorfor de indstændigt bad at indfødte norske herremænd måtte herefter gives dem til rigskanslere, som de kunne have tillid til, og at rigets segl ham i forvaring måtte gives. Derpå blev svaret
(a) Hist. minorennit. Christ. 4. Manuscr. p. 84.
|547at når kongen antog regeringen selv, skulle sådant blive remederet, óg skulle man imidlertid nøje efterforske hos de danske adelsarvinger hvis forældre havde været kanslere, om de breve som Norges privilegier og herligheder grunder sig på, og at tilholde dem at restituere Norges rige de samme. I lige måde blev det dem tilladt selv nogle at foreslå til rigskansler, hvoraf kongen én skulle udnævne. Der blev dem også lovet at den norske adel herefter skulle holdes i større agt end tilforn og forsynes med kronens og rigets len. I lige måde bevilgede kongen efter deres begæring at adelige jomfruer i arv kun skulle tage halv lod imod deres brødre, item at om en norsk adelsmand tager en ufri kvinde, hun da ikke skulle nyde noget af hans arvegods, og at de børn som avles af sådanne ægteskaber, ikke skulle holdes for adelsmænd. Videre blev adelen bevilget at ingen af dem må fængsles for nogen sag førend dom over ham af vedbørlige dommere er faldet. Og såsom de havde begæret at fæstningerne i Norge måtte holdes i god stand, så blev sådant dem lovet, især at Bohus med det første skulle befæstes og forbedres. Nok blev dem efter begæring akkorderet at ingen adelsmand eller bonde skulle stævnes uden for hans hovedgård, at præsterne skulle efter Christiani 3. ordinans kaldes af de bedste sognemænd, og adskillige andre ting, så at de blev føjet fast i alle deres begæringer, óg er disse svar blevet skriftligt forfattet og udgivet på Kronborg den 31. juli.(a)
Af disse punkter og de derpå givne svar ses Norges tilstand på de tider, nemlig at samme rige havde lidet *bådet af den danske adels guvernement, Norges tilstand på de tiderog at rigskanslerne havde skilt Norge ved dets frihedsbreve som de havde i forvaring, og det efter al formodning imod kongens vilje og videnskab, såsom det var det kongelige hus’ interesse at traktere begge rigerne på én fod, hvilket óg siden er blevet praktiseret da den kongelige myndighed ved suveræniteten blev restitueret. Men den danske adel tog prætekst af den opstand som
(a) Hist. minorennit. Christ. 4. Manuscr. p. 89.
|548skete under Christiano 3. i Norge, at skille Norge ved sit råd og at gøre samme rige til en provins af Danmark, óg har de fra den tid efterhånden søgt at bemægtige dem alle rigets len og maget det så, at ingen uden af deres middel er blevet statholdere og kanslere, i hvilket foretagende forrige konger ikke har været i stand at hindre dem, óg er det forunderligt at de norske stænder ikke tilforn har besværet sig derover, medmindre man vil sige at Huitfeldt, en bestandig forfægter af den danske adel, har ikke fundet for godt at anføre deres gravamina i sin historie.
Den norske adel var da ej heller i stand til at tale på sin ret såsom familierne var få, og de fleste allierede sig efterhånden med borgerlige familier. Ja, den hele rigets adel er med tiden så forsvundet at alting indtil deres navne, skjolde og våben er bortdøde ligesom riget aldrig havde haft nogen adel, da dog historien vidner at det samme deraf i gamle dage har vrimlet, og at den norske adel i dyd og tapperhed ingen adel i Europa har eftergivet. Man ser også heraf at den forskel imellem fri og ufri da efter de danskes eksempel har været indført i Norge, og adskilligt andet som ikke findes i de gamle norske love. Den ofte citerede Christiani 4. minorennitetshistorie(a) vidner ellers at på den tid disse besværinger blev gjort, næppe tre norske herremænd havde noget len i Norge. Denne deres tilstand søgte man da at bedre, men der blev dog intet af vigtighed bragt til eksekution førend kongen selv trådte til Norges tilstand forbedres under Christian 4.regeringen, óg ser man da at han har ladet se stor nåde imod samme tro og brave nation, og hans højlovlige efterkommere har deri fulgt hans fodspor. Hvad som dem da straks blev akkorderet, var at en indfødt norsk adelsmand blev kansler. Den samme kaldtes Hans Pedersøn og var af de norske Bassers stamme som førte tvende røde vædderhorn i et sølvskjold, da de danske Basser derimod førte et sort vildsvinehoved i et sølvskjold. Der blev óg straks forordnet i hvad tilfælde han skulle bruge rigets segl, som statholderen tillige med ham havde nødig til forret-
(a) Hist. minorennit. Christ. 4. Manuscr. p. 89.
|549ninger og breve som skulle udstedes.(a) Ellers forefaldt dette år adskillige stridigheder imellem danske og svenske undersåtter, óg blev der for at hæve de samme holdt et møde til Falkebjerg. Men om disse såvel som om andre påfølgende stridigheder skal tales på et andet sted når jeg kommer til den krig som blev ført imellem Christian 4. og Carl 9.
Førend jeg dette års historie forlader, vil jeg melde noget om det mærkelige Hansestæderne agter at besvære sig over deres privilegiers forlismøde som af hansestæderne blev holdt til Lübeck, og som varede i tre måneder fra maj måneds udgang til september måneds begyndelse, for at overveje hvorledes de kunne håndhæve deres privilegier på deres kontorer i adskillige riger, i hvilke privilegier dem her og der gjordes adskillige skår; thi dronningen af England lod opbringe deres skibe som gik med korn til Portugal, hollænderne og zeelænderne pålagde deres varer som de did førte, store told og byrder frem for tilforn. I Bergen i Norge blev dem også betaget en og anden frihed som de hemmeligt tid efter anden havde listet sig til uden derpå at have nogen bevilling, men tilholdt sig dem under den titel af hævd og brug, óg var Christoffer Valkendorf, som havde været lensmand over Bergenhus len år 1556 og siden stedse indtil han blev rigets råd, den første som vidste at holde dem tommelfingeren på øjet; thi før hans tid var de mere herrer over Bergen by end øvrigheden som af kongen var sat til at regere. Valkendorfs eksempel blev efterfulgt af de andre lensmænd som kom efter ham, så at de kontorske efterhånden blev mere og mere indknebne og måtte bekvemme sig til en slags lydighed, da de dog tilforn agtede hverken lensmænd, bisper, standens magistrat eller kongens hånd i nogen måde. Da hansestædernes fuldmægtige nu således, som sagt er, var forsamlet til Lübeck for at overlægge hvorledes de kunne retablere Men står viseligt fra deres påstand igenderes faldne sager igen, har de omsider efter tre måneders forløb meget betænkeligt sig besindet og fundet for godt at skikke sig efter tiderne og befale deres fuldmægtige på kontorerne at de herefter skulle holde sig inden deres
(a) Hist. minorennit. Christ. 4. Manuscr. p. 90.
|550grænser og ikke fremfare med sådan ubesindighed som deres formænd havde gjort og derved givet anledning til deres privilegiers krænkelse.
I dette år døde en navnkundig mand i Norge, nemlig den gamle bisp i Oslo, magister Frands Berg. Den samme var en adelsmand, hvilket var rart på de Magister Frands Berg dør i sit 121. årtider; men det som var end mere rart, var at han døde i sin alders 121. år.(a) Han var en rørig mand indtil hans dødsdag, men da han blev 105 år gammel, begyndte hans hukommelse at slå ham fejl. Han havde i sin ungdom været munk i Sankt Knuds kloster i Odense. Men da han spurgte at doktor Morten Luther satte sig op mod pavens myndighed, sneg han sig ud af klosteret og rejste til Wittenberg for at høre hvori Lutheri lærdom egentlig bestod, thi han havde haft en synderlig afsky for de afladsbreve som den pavelige legat Arcemboldus udgav i Danmark, så at hvor de samme breve blev opslået om dagen, der rev han dem ned igen om natten. I Wittenberg forblev han nogen tid hos Lutherum og blev hans discipel. Efter hans tilbagekomst forklarede han den Hellige Skrift i Odense indtil han blev bisp i Oslo. Hans successor var magister Jens Nielsen, for hvilken han havde resigneret stiftet 1580.
Begyndelsen af efterfølgende år var sørgelig formedelst kongens svaghed; thi 1592 Hans Majestæt tillige med hans broder blev så heftigt angrebet af småkopper Kongens svaghedat man ikke troede ham til livet, hvorfor bededage blev holdt i januar, og såsom højstbemeldte unge konge havde allerede ladet se sådanne prøver på sin forstand og dyder, så var der en almindelig bedrøvelse over det hele land. Men han overvandt lykkeligt denne hårde sygdom og påfølgende år rejste til Hven for at besøge Tycho Brahe og bese hans kunstige instrumenter og observatorii indretning. Han opholdt sig der nogle dage og talte med den store astronomo om adskillige videnskaber, især om
(a) Hist. minorennit. Christ. 4. Manuscr. p. 110.
|551fortifikationskunsten, hvori han allerede havde lagt en grundvold. I lige måde talte han med ham om måden på Hans omgængelse med Tycho Braheat udmåle og tvinge vandet, så óg hvorledes store byrder med liden møje kunne hæves, men allermest om skibsbygninger, som var denne konges hovedstudium. Ved hans ankomst rekommanderede han ham til information nogle unge personer som han ville betjene sig af når han selv kom til regeringen, og særdeles bruge dem til sin flåde for at sætte den i god stand. Han skikkede derpå straks til Hven nogle hurtige unge personer, som han tillagde årlig underholdning af 120 rigsdaler, og Tycho Brahe selv for sådan information blev tillagt 400 rigsdaler årligt, som af Københavns Slots indkomster(a) ham skulle betales. Derforuden kastede han om hans hals en kunstig guldkæde med sit portræt i, hvilken Hans beviste nåde mod samme lærde herreer den kæde som findes på alle Tychonis skilderier og hænger inden for den kæde som elefantordenen er i, hvormed han blev benådet af kong Frederik den Anden. Og som Tycho Brahe mærkede at kongen havde et særdeles behag i en messingforgyldt globo, som han selv havde forarbejdet, hvori var et hjulværk hvilket således drev sol og måne, som derpå var sat,(b) at de begge ligesom af sig selv gik rundt omkring, og enhver viste sit løb igennem himmelens tegn året igennem, og solen viste sin op- og nedgang med dagens timer og minutter, uden at hindre månen at den jo også på sine bestemte tider viste sin gang og forandringer med til- og aftagelse samt formørkelser, så bød han kongen at Hans Majestæt ville tage den med sig og unde den plads blandt andre rare sager i hans kunstkammer, hvilket kongen med nåde antog og forlystede sig ofte siden med at se derpå.
Det er troligt at denne store affektion som Hvilket ikke lidet kontribuerede til påfulgte forfølgelsekongen lod se mod Tycho Brahe, kontribuerede ikke lidet til de forfølgelser som siden blev opvakt mod ham af de store som tvang ham mod kongens vilje at forlade landet, hvilket viser at disse gode herrer øvede en slags myndighed endogså nogen tid
(a) Hist. minorennit. Christ. 4. Manuscr. p. 110.
(b) Gassend. vit. Tych. pag. 116.
|552efter at kongen selv havde antaget regeringen, hvoraf man kan slutte hvor stor myndighed der må have været i mindreårigheden selv. I historien tales vel intet derom, men en og anden ting er dog forefaldet som kan tjene til bevis dertil. Således ser man at Christoffer Valkendorf lod én med kort proces henrette som dog siden befandtes at være uskyldig. De lod straks efter kong Frederiks død suspendere Jonam Jacobi Venusinum, professor og pastor til Hellig Gejsts Kirke, efterdi han havde gjort sig mistænkt for at inklinere til den calvinske lærdom, óg måtte Georgius Dibvadius, en anselig theologus som formedelst nogle disputatser blev afsat, henbringe sin øvrige tid i armod. Præteksten til Adskillige lærde mænds tynde skæbne på de tiderdenne mands fald var alene at han i sine skrifter havde rost nogle engelske skribenter og Calvinum, hvorvel man kunne ikke beskylde ham for at have approberet Calvini lærdom. Men den rette årsag til hans forfølgelse var at han havde talt hårdt imod adelen. Han levede siden resten af sin tid i et lidet hus i Klædeboderne. Den store theologus, doktor Niels Hemming måtte også passere sin øvrige tid in obscuro i Roskilde. Så at man ser at denne minorennitet var ikke meget favorabel for illustre og lærde folk; thi hvad man end kan sige om andre, så kan den forfølgelse imod Tycho Brahe aldrig undskyldes. Dog kan man ikke sige at sådant rejste sig af had og foragt til studeringer, thi det var at gøre disse gode herrer uret, besynderlig Christoffer Valkendorf, hvilken med stor bekostning stiftede det såkaldte Valkendorfs Kollegium for 16 studenter,(a) som endnu florerer. Hvoraf man kan slutte at sådant er sket af andre årsager.
Men for at komme til historien igen, da rejste Hans Majestæt fra Hven til Skåne, hvor han sig mestendels dette år opholdt formedelst en stor pest som Pest i Københavngrasserede i København og Sjælland, óg havde enkedronningen allerede retireret sig til sit nys anlag-
(a) Hegelund Calend. Manuscr. siges at dette kollegium blev indviet 1589, skønt dets stiftelse ses ellers at have været sket 1595, så at det er troligt at den sidste regning må være fra den tid eksercitserne begyndte.
|553te slot Nykøbing i Falster. Dog døde i denne pest ingen synderlige standspersoner; der nævnes alene Christoffer Rosengaard især, såsom i ham også uddøde stammen så at det skjold og våben blev nedlagt.
Denne unge konge voksede imidlertid til og tillige med årene mærkeligt 1593forfremmedes i videnskaber så at alle fattede de tanker at de i ham ville bekomme en af de største konger som havde regeret i Danmark. Og såsom han da allerede var indtrådt i sit 17. år, lod kejser Rudolfus 2. for at vise den estime han bar for ham, forlene ham ikke alene med fyrstendømmerne Holsten, Stormarn og Ditmarsken og gav ham brev på Oldenborg og Delmenhorst, men Kongen bekommer veniam ætatis til fyrstendømmernes regeringtillod ham også veniam ætatis eller frihed førend han havde nået den rette alder, at træde til fyrstendømmernes regering; thi der siges at højstbemeldte kejser ved den lejlighed havde ladet falde de ord at den unge konge var begavet med sådan forstand og dyd at ingen kunne forrette sit høje embede bedre.
Så snart kongen antog regeringen i fyrstendømmerne, beskikkede han sin hofmester Henrik Ramel at være sin tyske kansler og gehejmeråd tillige, óg gav han ved denne promotion ligesom til kende for rigets råd at han selv ville regere, óg lakkede det snart nu mod tiden på hvilken han skulle i lige måde antage regeringen over rigerne, og de fire regeringsråder skulle gøre regnskab for deres administration. Men en del af dem døde i deres regimente, og allerførst formanden, nemlig den store kansler Niels Kaas, hvilken skiltes fra verden efterfølgende år den 29. juni i 1594hans alders 60. år efter at han havde været kansler i 22 år.(a)
Han kan regnes for en af de anseligste mænd på de tider, såvel i henseende til hans embede som hans store kvaliteter. Han kom først i tjeneste hos den salige konge som kancellisekretær 1560. I det år 1569 fulgte han med den Kansler Kaas’ dødberømmelige gamle kansler Johan Friis og andre rigets råder til det grænsemøde ved Ulfsbeck med de svenske. Han var også året derefter
(a) Hegelund. Calendar. Manuscr.
|554som sekretær ved det stettinske fordrag. Og da de svenske siden stillede sig noget vanskelige an ved Hans historie og karaktersamme fordrags fuldbyrdelse, blev han år 1571 tillige med andre skikket til Knærød(a) for at afgøre disse vanskeligheder. Og som han i alle disse forretninger havde ladet se kapacitet og troskab, blev han i det år 1573 på herredagen i Randers beskikket til kansler i den forrige kansler Johan Friis’ sted. I det år 1575 var han på det møde som gjorde ende på de tvistigheder mellem kongerne af Danmark og Sverige om grænserne,(b) og år 1579 var han med i Odense da man afgjorde den tvistighed med de fyrstelige gesandter angående lenets annammelse, og straks derpå til Flensborg, hvor der handledes om de hamborgske sager, og da Hamborg måtte med 100.000 rigsdaler afsone den formastelse den havde brugt imod danske skibe. Derforuden bivånede han eller rettere var formand i alle de andre vigtige negotiationer som skete i den salige konges tid. Og efter samme konges død blev han en af de fire regeringsråder som skulle administrere rigerne i Christiani 4. mindreårighed, óg lod han i denne post se sådan kapacitet at han blev anset som sjælen i det hele råd. Han var en lærd herre og tilligemed en elsker og forfremmer af lærde folk, óg havde derfor måske Tycho Brahe ikke haft sådan hård skæbne i sit fædreneland hvis denne store kansler havde levet længere.
Da han fornam sit timeglas at være udrundet, formåede han kongen til at besøge sig, og da underviste han ham om rigets tilstand og gav til kende med hvilke potentater han skulle mest holde venskab. Allersidst talte han til kongen disse ord:
(a) Resen. hist. Frid. 2. pag. 257, så at det må være en vildfarelse i den oftciterede minorennitetshistorie, som sætter mødet til Brømsebro 1572.
(b) Resen. hist. Frid. 2. pag. 281, så at det atter må være en vildfarelse i Christiani 4. minorennitetshistorie, som i steden for kong Johan sætter hertug Hans den Ældre og gør kansler Kaas til chef for legationen, da dog rigets hofmester Peder Oxe var anføreren; thi den tvistighed som kongen havde med hertug Hans, blev foretaget 1576, men ikke afgjort.
|555Jeg erindrer mig det løfte jeg gjorde Eders Kongelige Majestæts hr. fader på hans yderste at Hans sidste tale til kongenjeg med al flid og troskab skulle arbejde på at den kongelige krone skulle komme på Eders Majestæts hoved, men nu hindrer min tilstundende død at jeg sådant løfte ikke kan efterkomme. Derfor vil jeg nu da gøre hvad jeg formår. Jeg leverer her i Eders Kongelige Majestæts egne hænder nøglen til den hvælving hvorunder den kongelige krone med spiret, sværdet og æblet siden hans død har ligget forvaret, og som Gud nu vil kalde mig fra denne verden, så vil jeg den til ingen anden levere end til Eders Kongelige Majestæt. Tag derfor rigets klenodier af Gud selv og, når tiden kommer, bær eders krone med pris og ære, reger spiret med visdom og nåde, før sværdet med retfærdighed, og hold æblet fast med råd og forsigtighed etc.
Derpå tog kongen straks afsked med ham efter at han med allerstørste nåde havde takket ham for hans tro tjeneste.(a) Han døde uden livsarvinger efterdi han aldrig havde villet begive sig i ægtestand. I samme år døde også rigets marsk, Hans Holgersen Ulfstand til Hikkebjerg, der havde tjent i den ditmarske krig og var året tilforn, nemlig 1593, blevet rigets marsk.(b)
Efter denne store mands død affærdigede de trende overblevne regeringsråder skrivelser til rigets råd, som her og der var adspredt i riget, og inviterede Rådslagen om en ny kanslers beskikkelsedem til at møde i København den 13. juli for at overlægge hvorledes nu med regeringen skulle forholdes, og om nogen i den afdødes sted igen skulle udvælges indtil kongen nåede de år at han selv kunne træde til regeringen. Da de kom sammen, blev meget bragt på banen
(a) Hist. minorenn. pag. 130.
(b) Con. fun. Petr. Winstrup.
|556på kongens side, nemlig at han var kommet allerede til de år og havde givet så mange prøver på sin forstand at det gjordes ikke nødigt at denne mindreårighed skulle vare længere. Kejseren havde også allerede erklæret ham myndig i fyrstendømmerne, og derfor, når han var agtet bekvem til at føre regeringen selv i et land, så kunne han ikke anses som umyndig mere i et andet. Han havde allerede nået sine 18 år, som var den tid inden hvilken de danske love har indskrænket ungdommens umyndighed blandt landets undersåtter, og i andre riger havde kongerne stort forspring frem for undersåtterne i deslige tilfælde. Således var i Spanien og Frankrig en konge ikke længere umyndig end til hans 14. år, ligesom i England og i kur- og fyrstendømmerne i Tyskland en prins blev holdt myndig i sit 18. år (dette synes at vise at der tilforn i dette rige ingen vis tid har været determineret for en konge når han skulle agtes myndig, og at derfor det conclusum som rigets råd gjorde 1588, nemlig at Christiani 4. mindreårighed skulle vare indtil han blev 20 år gammel, var arbitrært og grundede sig alene på deres vilje og velbehag eller rettere på at forlænge deres regimente).
Videre sagde de som talte i favør af kongen, at man ikke længe kunne undvære en kansler der kunne tale og handle med fremmede gesandter, og en kansler kunne af ingen beskikkes uden af kongen, óg ser man heraf denne høje bestillings natur og egenskab, nemlig at den var den eneste som i kongens mindreårighed ikke kunne bortgives; thi Hak Ulfstand blev året tilforn gjort til rigets marsk og Steen Brahe til Danmarks statholder uden at nogen skrupel blev gjort som her ved kanslerens embede, for hvis skyld man holdt det nødigt i tide at erklære kongen myndig. Derimod blev af andre adskillige ting forestillet, hvilket forårsagede at tingen blev som den var, og det blev besluttet at den anordning som var gjort 1588, nemlig at mindreårigheden skulle vare indtil kongen nåede sine 20 år, skulle stå ved Bliver opsat indtil kongens myndighedmagt. Derfor blev der også ingen denne gang i den afdøde kanslers |557sted igen beskikket, men regeringen blev betroet til de trende efterlevende regeringsråder alene.(a)
Ellers blev på dette års herredage en navnkundig aventurier ved navn Jacob Rostrups aventuresJacob Rostrup dømt fra livet. Den samme havde forrige år hvervet henved 80 soldater i Pommern og Mecklenburg, foregivende at når de kom til København, skulle de få at vide hvad der skulle bestilles. Da han havde hvervet så mange som han forlangte, begav han sig med dem på en stor krejert under kongens flag i søen for Wismar og begyndte at plyndre de søfarende på kongens strømme. Først tog han et rigt og velladet emderskib og kastede skipperen med folk over bord under Norge. Derpå sejlede han til Kolding og derfra til Århus, hvor hans folk gjorde et stort mytteri, og nogle af dem derfor blev grebet, og andre rømte til Kolding, hvor de forstak sig her og der i Koldinghus len, men dog blev opsøgt. Han selv blev også så stærkt eftersat at han omsider blev grebet i nogle buske uden for Assens i Fyn, óg fandtes da hos ham Han bliver grebethertugen af Parma, som var statholder i Nederlandene, hans pas og bestalling på at være admiral, så at man deraf mærkede at hans forsæt var at ville forurolige England og De Forenede Nederlande, som da var Spaniens fjender, i deres sejlads og handel på kongens strømme og i Østersøen.
Dette såvel som alle hans andre onde aventures blev da åbenbaret; thi år 1588 havde han indgivet for dronning Elisabeth af England ligesom han af kongen og regeringsråderne havde noget at foredrage. Og som hans foregivende angik mest søsager, blev han af højstbemeldte dronning henvist til den engelske admiral Franciscus Drake, hvilken han indbildte at regeringen i Danmark var til sinds at udruste nogle skibe i favør af England imod Spanien, hvorudover såvel dronningen som admiral Drake affærdigede skrivelse til det danske hof, enten for at takke regeringen for dens gode forsæt eller for at få nærmere oplysning derom. Men hans Hans intriger åbenbaresunderfundighed og falske foredragende blev ved rege-
(a) Hist. minorennit. Christ. 4. Manuscr. p. 132.
|558ringsrådernes svar åbenbaret, hvilket da Rostrup mærkede, flygtede han fra England til Nederlandene og i Brüssel udgav sig for en dansk gesandt, i hvilken kvalitet han blev antaget af hertugen af Parma. Der foregav han tværtimod at Danmark var til sinds at udruste en flåde imod England og Skotland. Men som hertugen ikke ville fæste tro til sådant uden han hos gesandten så kongens fuldmagt og kreditiv, viste han ham hen til den spanske admiral, hvilken uden tvivl mærkede at sagen ikke hang ret sammen, og Rostrup ingen kongelig fuldmægtig var. Men som han mærkede at han var en hurtig og habil sømand, agtede han at betjene sig af ham og til den ende forskaffede ham pas og fuldmagt af hertugen at tage på Spaniens fjenders koffardiskibe, erhvervede ham også titel af admiral. Derfra begav Rostrup sig til Antwerpen, hvor han under det navn af kongelig dansk gesandt optog 800 dukater hos en købmand, som troede ham på hans falske ord og veksler at pengene skulle ham betales igen i Sundet. Han rejste således videre til Amsterdam, hvor han også lod sig traktere af borgmestre og råd som en kongelig gesandt og vidste således at snakke for dem at de betroede ham en temmelig sum penge, for hvis betaling de siden meget, skønt forgæves, foruroligede kongen og regeringen.
Såsom nu Rostrup ved disse og andre gerninger var bekendt i alle søstæder, så at han intetsteds mere turde lade sig se under et fremmed navn, begav han sig til Livland og der omsider sværmede så længe indtil han mente at både han og hans forrige bedrifter var glemt, og der intet videre efter ham blev spurgt. Endelig, da han mente alting at være sikkert, slog han sig til dette sidste håndværk at forurolige søen under hertugen af Parmas forrige pas indtil han blev grebet, som sagt er. Han blev da efter foregående dom bragt på Han bliver rettetslotspladsen og der halshugget. Af hans gerninger kan ses at han må have været en af de største aventuriers på de tider, óg er der ingen tvivl på at om denne mand havde villet anvende sine naturlige kvaliteter til andre gode og lovlige forretninger, han jo havde kunnet gøre sit |559fædreneland stor tjeneste; thi han var dristig, hurtig og fuld af inventioner og en stor sømand.(a)
I samme år blev nogle danske gesandter affærdiget til rigsdagen i Regensburg. Disse gesandter var Bendix Ahlefeldt, amtmand til Steinhorst, og doktor Vitus Weinsheimius. Da de didhen kom, fandt de en stridighed for sig Enkedronningen solliciterede hos kejseren at erhverve hendes yngste sønner sæde på rigsdagen som hertuger af Holstensom de ikke havde ventet, nemlig at enkedronningen, Sophia, havde begæret for sine tvende yngste prinser, Ulrik og Hans, som hertuger af Holsten at have sæde på den fyrstelige bænk tillige med kongen. Af dette foretagende ses at højstbemeldte dronning ikke drev tiden ørkesløst bort på hendes livgeding, og at endskønt hun var udelukket fra regeringen, så inkurrerede hun dog i adskillige ting, endogså de som man mindst ventede. Da de kongelige såvel som fyrstelige fuldmægtige som var til stede på rigsdagen, mærkede hvad som var i gære, protesterede de højligt derimod, hvorudover også enkedronningens begæring af kejseren, kur- og fyrsterne denne gang blev plat afslået, dog med det forbehold at dersom Bliver afslåetdisse hendes yngste børn dertil kunne have nogen ret, skulle deres tiltale for nogle commissarier som kejseren ville udnævne, bevises.
Hvorledes enkedronningen ellers er faldet på disse tanker, er uvitterligt såsom denne sag straks ved mellemhandling mellem kongen og hende blev dæmpet så at den ikke mere blev omtalt. Det er troligt at hun alene af kærlighed til sine børn har villet erhverve dem den ære. Men kongen, hvorvel han undte sine brødre alt godt, så ville han Og af hvad årsagdog ikke tilstede dem at gøre sådant æresskridt som i fremtiden kunne give anledning til fyrstendømmernes videre deling; thi der var allerede alt for mange sket, landet til yderste svækkelse, så at han mærkede at det havde været en statsfejl af hans forfædre, hvilken man hellere måtte arbejde på at ophæve end at forny, óg ser man at han på ingenting har drevet med større iver så at han ikke har holdt op førend han fik førstefødselsret i fyrstendømmerne indført, som siden skal vises. Og såsom denne sag såle-
(a) Hist. minorennit. Christ. 4. Manuscr. p. 132 seq.
|560des blev dæmpet imellem kongen og enkedronningen, så blev der ej heller af kejseren udnævnt commissarier til at kende deri. Man havde ellers mistænkt for denne handel nogle holstenske herremænd hvilke fandt deres regning i at have mange herrer for derved des bedre at kunne fiske i rørt vand.
Efter at gesandterne var kommet tilbage fra Regensburg, gjorde kongen en rejse Landdag i fyrstendømmernetil Holsten for at holde en landdag, tagende med sig ikke alene hans råd, men endogså adskillige andre af adelen for at bivåne samme landdag med des større anseelse efterdi den var den første han holdt som regerende herre i fyrstendømmerne. På samme landdag forefaldt et og andet hvorved den unge konge lod se hvad man af ham i fremtiden kunne vente sig. Især forekom at tale om den påstand enkedronningen havde gjort på rigsdagen til Regensburg for kongens brødre, at de lige så vel som kongen og hertugen af Gottorp skulle kaldes til rigsforsamlinger og som hertuger af Holsten have sæde med dem på den fyrstelige bænk, hvori ridderskabet formente at de også burde have noget at sige. Kongen ville ikke indlade sig i vidtløftig tale derom, men spurgte dem alene om Den unge konge lader se sin myndighedsådant kom dem som undersåtter ved, og hvad de havde at bestille med at decidere i en tvistighed imellem kongen og hans brødre, enten de sidste havde ret til at sidde på rigsforsamlinger eller ej. Ikke des mindre fremturede de dog i deres forsæt, óg siges der at de siden har anholdt hos kejseren at når commissarier skulle antages til at kende i den sag, at nogle af deres middel da dertil måtte udnævnes, på det dem intet i deres privilegier og friheder måtte ske til kort. Men jeg har tilforn meldt at denne sag blev venligt forligt imellem kongen og enkedronningen, hvorudover også ridderskabets ansøgning hos kejseren havde ingen videre fremgang. Dog kunne kongen ikke så let glemme denne deres dristighed, helst som sådant vederfor ham den første gang han som regerende herre præsiderede på landdagen.
I dette år døde den anselige viborgske bisp magister Peder Thøgersen, hvilken havde sådan reputation både i levned |561og lærdom at da der blev gjort et Bisp Thøgersens død og karakterskandskrift over alle bisperne i Danmark, blev han med bisp Poul Madsen ene undtaget såsom man intet havde at sige imod hans person; thi alt hvad i samme skrift fandtes om ham, var disse ord: “Petrus laudatur in aula”, det er: Peder roses til hove. Han var af en adelig stamme, nemlig af de Balkers på fædrene og af de Juulers på mødrene side.
I begyndelsen af efterfølgende år kom fra Sverige en gesandt, nemlig Jørgen 1595Claussen, til Visby for at invitere kongen til fadder for hertug Carls nyfødte søn. Kongen lod hertugen derfor betakke og affærdigede Christian Friis til Borreby, som siden blev kansler, for at beklæde hans sted ved dåben. Den nyfødte svenske prins blev kaldt Gustavus Adolphus, óg er det den samme som formedelst sine sejrvindinger erhvervede den svenske nation så stort navn. Dette Magister Jonas Kolding aktioneres for et skriftvar vel den svenske gesandts hovedærinde; men han havde derforuden ordre at besvære sig over magister Jonas Kolding efterdi han året tilforn ved trykken havde publiceret en bog kaldet Danmarks beskrivelse, hvori gesandten foregav adskilligt at være indført som graverede Sverige. Herudover blev de københavnske professores beordret at kalde magister Jonam Coldingensem for sig og at kende derpå. Men autor forsvarede sig så vel at efter at han havde vist i hans bog intet at have været indført angående den svenske nation uden hvad som var uddraget af svenske trykte bøger, blev han frikendt.(a) Bliver frikendt
Endelig stundede tiden til at Hans Majestæt selv skulle antage regeringen efterdi han havde nået sine 20 år, óg blev derfor i begyndelsen af det år 1596 gjort anstalt til hans kroning. Medens disse anstalter gjordes, døde den anden af de fire regeringsråder, nemlig Jørgen Rosenkrantz, på sin gård Rosenholm i Jørgen Rosenkrantz’ dødsin alders 73. år. Han blev af den salige konge antaget til rigets råd 1563 og havde siden den tid været brugt i alle vigtige forretninger, og 1576 blev han statholder i Jylland. Han var en lærd herre, som gemenlig alle af den
(a) Hist. minorennit. Christ. 4. Manuscr. p. 147.
|562rosenkrantzske familie, óg var hans søn den navnkundige Holger Rosenkrantz, der passerede for den grundlærdeste mand i Christiani 4. tid.(a)
Eftersom nu i de otte år siden kong Frederik secundi død mange af rigets 1596råd var hendøde, nemlig kansler Niels Kaas, Peder Gyldenstierne, rigets marsk, Hak Ulfstand, Jørgen Rosenkrantz, Jørgen Skram, Corfitz Viffert, Anders Bing og Christen Skeel, så at det sædvanlige tal var meget blevet formindsket, og der var ikke flere efterlevende end efterfølgende, nemlig Peder Munk, Christoffer Valkendorf, Steen Brahe, Manderup Parsberg, Erik Hardenberg, Henrik Below, Axel Gyldenstierne, Absalon Gøye, Jacob Seefeld, Breide Rantzau, Albert Friis og Arild Adskillige store promotionerHuitfeldt, så var fornødent, såvel for at besætte de høje bestillinger igen som at supplere den mangel i rigets råd, at gøre adskillige promotioner, især for at gøre den tilstundende kroning des anseligere. Herudover beskikkede kongen den 7. juni Christoffer Valkendorf til rigshofmester og i hans sted satte over finanserne Sigvard Beck, hvilken tillige med en kollega forestod rentekammeret i 26 år.(b) Den 9. ejusdem gjorde han Christian Friis til Borreby til kansler og Peder Munk til rigets marsk, hvilke alle tre derpå måtte aflægge deres ed. Den 10. juni gjorde Hans Majestæt til rigets råd efterskrevne otte herremænd: Henrik Ramel, Jørgen Friis, Preben Gyldenstierne, Axel Brahe, Henrik Lykke, (c) Oluf Rosensparre, Eske Brock og Christen Holck, hvilke alle i kongens gemak aflagde den sædvanlige ed som rigsråd førend de satte herredagene. Få dage derefter ankom nogle gesandter fra hertug Johan Adolf af Slesvig-Holsten til Prinsesse Augusta akkorderes til hertug Johan AdolfFrederiksborg, hvor hoffet da var, og anholdt på deres herres vegne om Hans Kongelige Majestæts søster frøken Augusta. Denne begæring blev bevilget, og giftermålet sluttet efter at
(b) Thom. Wegner Con. fun.
(c) Hist. minorenn. Christ. 4. Manuscr., skønt Henrik Lykkes ligprædiken viser at hans promotion skete 1596.
|563man havde gjort aftale om den medgift hun skulle have, óg beskikkede kongen at deres bilager skulle holdes på samme tid hvortil kroningen var berammet.
Efter at rigsdagen var sat og alle indstævnede sager var bragt til ende, trådte kongen og samtlige rigets råder sammen for at aftale og slutte hvad som i den håndfæstning de på rigets vegne af kongen begærede, skulle indføres, hvilken håndfæstning efter nogle dages rådslagen omsider blev fuldfærdiget og af Hans Majestæt underskrevet den 7. august.(a) Og såsom samme håndfæstning er rar og tilforn ikke har været publiceret, vil jeg den her indføre. Den lyder således:

Artikel 1. Først ville og skulle vi over alle Ting elske og dyrke den allsommægtige Gud, og Christiani 4. håndfæstninghans hellige Ord styrke, haandhæve, beskytte og beskiærme, og hvad som agtes Behov til Troens Forøgelse og Religionens Forbedrelse ville vi af all vor Magt og Formue forfremme. Vi ville det ogsaa bestille, at alle Sogne-Kirker og Skoler over begge Riger blive besørgede, og forseede med Christelige og fromme lærde Mænd, og dem med nødtørftig Ophold underholde, hvis det ikke tilforn skeed er udi vor kiære Herr Faders Tid.
2. Sammeledes skulle vi holde meenige Rigets Raad, Adel, Kiøbstedmænd, Bønder, og meenige Rigets Indbyggere og hver særdeles ved Lov, Skiæl, og Friheder og Privilegier, og ingen af dem herimod forurette i nogen Maade, og skulle vi alle og enhver besynderlig for Overvold og Urett beskytte og haandhæve.
3. Dernæst skulle og ville vi være forpligtede Dannemarks Rige at forfremme, formeere, forbedre, og forhøje af vor yderste Magt og Formue. Og, om Gud Allermægtigste det saa haver forseet, at vi herefter kand ved Dannemarks Indbyggeres Hielp og Trøst vinde med Rettergang, bekræftige med Sværd, eller anderledes noget bekomme, da skulle det høre Dannemarks Rige til, og væ
(a) Coronat. Christ. 4. per Andr. Bendalinum it. per Eric. Augusti.
|564re og blive under Dannemarks Krone. Men dersom det skeede, (det Gud forbyde) at nogen Feide eller Indfald skeede paa Riget, og nogen Deel af Riget kom under en fremmed Potentat, og siden blev igien til Dannemarks Rige bekræftiget, maa og skal hver Dannemarks Indbygger qvit og fri nyde og bekomme, hvis Gods og Ejendom, han tilforn udi samme Lande haft haver.
4. Sammeledes ville og skulle vi elske og fremdrage Dannemarks Riges Raad og Adel, og med dennem styre og regiere Danmarks Rige og besørge dem med Kronens Lehn, saa at de ikke skulle have Behov at besøge Herredagene, eller underkastes anden Besværing paa deres egen Kost og Tæring.
5. Desligest ville vi og ingen udlændisk Mand tage udi Dannemarks Riges Raad, eller forlehne med Dannemarks Krones Lehn uden det skeer med Dannemarks Raads Villie, Fuldbyrd og Samtykke.
6. Saaledes skulle Dannemarks Riges Adel nyde, bruge og beholde deres Jorde-Gods og Tienere fri til ævig Tid med Hals og Haand, alle Kongelige Sager og all anden Hærlighed og Rettighed, som vi og vore Forfædre Konger i Dannemark over vore og Kronens Tienere og Gods, have og frit haft have, saa at vi eller vore Fogeder og Embedsmænd skulle aldeeles intet bevare os med deres Tienere, Gods og Eenemærke, Skov, Fiskevand eller nogen anden Hærlighed, enten med Sagefald, Giæsterie, Ægt, Arbeide eller anden Besværing uden hvis vi kunde have med Adelens, som Godset og Tienerne tilhøre, gode Villie og Samtykke, allene at de age vort og vor Førstindes Fadebord, hvor vi personligen drage igennem Landet, som sædvanligt været haver af gammel Tid, uden saa skeer, at nogen aabenbar Feide kommer paa Landet eller Riget, da vilde vi dog ingen Besværing lægge paa Adelens Tienere, med mindre det skeer med meenige Dannemarks Riges Raads Samtykke.
7. Hvor nogensteds saa findes, at Kronen haver med Adelen fællig enten udi Skov, Mark eller Fiskevand, da skulle vi eller vore Fogder ikke ydermeere bruge derudi, enten med Fiskerie, Olden, Svin, Skovhugg, Jagt eller anden Brug, end som Kronens |565Lodd og Deel kand taale. I den fællig Skov udi Falster og Lolland liggende, som Kronen har Lodd og Deel udi, skal ingen slaae stort Vildt, undtagen vi selv eller andre paa vore Vegne, og uden det skeer med vor Tilladelse.
8. Ikke skulle vi heller med vort Brev byde eller forbyde nogen Mands Arve-Tiener, eller dem, som de udi Pant og Værge have, at svare som sin Hosbond. Haver nogen Tiltale imod nogen enten om Gods eller Tienere, da skal han det forfølge med Rett og efter Lov og Recessens Lydelse.
9. Ikke heller ville vi paalægge nogen Land-Skatt paa Adelens Tienere, uden det skeer med meenige Dannemarks Riges Raad, efter som gammel Sædvane været haver.
10. Sammeledes skulle Dannemarks Riges Raad og Adel nyde deres fri Fiskerie paa deres egne Grunde, som de hertil af Alders Tid haft have, og besynderligen udi Kong Hanses Tid, og skal hver Mand nyde Aalegaarde for deres egen Grund undtagen udi Fiorden, som Kronen og den meenige Mand have Skade af: Dog skal de Fiskegaarde blive ved Magt, som have været af Alders Tid.
11. Ville og nogen af Adelen besøge Silde-fiskende, og derved bruge sin Næring, da skal det være Adelen uforholdt, efterdi det tillades Fremmede og Udenlandske at bruge deres Fordeel dem at salte. Det skal og være Adelen uforbødet at kiøbe og sælge Øxen, at stolde paa sit eget Foer, som hver kand stolde, eller kand lade foere hos sine egne Tienere, som ere pligtige at fodre Nød, dog hermed Kronens Told uforkrænket.
12. Skal det og være Dannemarks Riges Raad og Adel frit fore at kiøbe og sælge med udenlandske Kiøbmænd, som hertil har været.
13. Ikke skulle vi ved vore Fogder eller Embedsmænd lade gribe, baste, binde, eller udi Fængsel sætte nogen Riddermands Mand, uden han tilforn er forvunden efter Loven, undtagen paa de ferske Gierninger, som de maa gribes og sættes for efter Loven, og skal hver Mand være pligtig at stande til Rette for os og Dannemarks Riges Raad, for hvis nogen haver ham at tiltale med Rette.
|56614. Item skulle vi ej heller tilstæde vore Fogder eller Embedsmænd at feide nogen Riddermands Mand eller deres Tienere; Have vore Fogder eller Lehnsmænd Tiltale til nogen, da skulle de tiltale dem med Rettergang.
15. Item skulle vi ingen Krig begynde eller paaslaae, uden det skeer med meenige Dannemarks Raads Villie, Fuldbyrd og Samtykke.
16. Item ingen Riddermand skal forbryde sit Jorde-Gods uden han fører Avind-Skiold imod Kongen og Riget, som Loven udviiser.
17. Item skulle vi altid dømme uden all Vild og ej tage Gunst eller Gave for nogen Rett eller Rettergang udi nogen Maade; men være lige velvillig til at hielpe og skikke dennem deres Rett, være sig enten indlændisk Folk, Fattige eller Rige, Venner eller Uvenner, Edel eller Uedel, inden Raad eller uden, som hænder for os at komme, som en Christen Konge bør at giøre.
18. Item skulle vi ingen udlændisk Privilegier, som gielde paa Riget, stadfæste eller paa nye give, eller nogen Monopolier bevilge uden meenige Dannemarks Riges Raad.
19. Skulle vi ikke give nogen ufri Mand den Frihed og Frelse, som Riddere og Svenne have, uden all Dannemarks Riges Raads Samtykke, undtagen nogen forhverver det saa ærligen paa Marken, at han er det værd.
20. Item skulle ikke vi, vor Førstinde eller vort Afkom, eller nogen anden paa vore Vegne, kiøbe eller pante os eller Kronen til noget Frit- og Frelse-Gods her udi Riget i nogen Maade, som fra gammel Tid været haver.
21. Ikke heller skulle Dannemarks Riges Raad og Adel kiøbe eller pante noget frit Bønder-Gods efter denne Dag uden det skeer med Kongens Tilladelse.
22. Item hvo, som kommer til os paa Tro og Love, paa vor Skrivelse og Brev, da skal den fri, sikkert og ubehindret komme Hiem til sit eget igien, dog at han skal være pligtig for os og Dannemarks Riges Raad at stande til Rette.
|56723. Item hvem, som vil feide nogen Riddermand, da skal han giøre ham ærlig Forvaring med hans aaben Brev &c. (Det øvrige i min kopi er ganske uforståeligt, men kan suppleres af Friderici 2. håndfæstning).
24. Skulle vi og være pligtige med Undersaaternes Hielp at indløse Ørknøer og Hetland til Kronen igien.
25. Item ville eller skulle vi ikke drage nogen fra sit Herreds-Ting eller Lands-Ting med vore aabne Breve, ikke heller fra Rigets Canceler efter Loven. Ej heller skal nogen skyde sig fra sit Herreds Ting, førend Dom er gangen.
26. Men dersom Sandemænd eller Nævninger sværge nogen Mand til Skade med Urett, saa vit som Jydske Lov rekker, da skal Lands-Dommeren have Magt, om det af ham begiæres, at opstævne beste Bøigdemænd og dennem maa fælde, om de have giort Urett. Udi lige Maade skal holdes i Siælland, og andre Lande, saa vit Siællansk, og Skaansk Lov rekker om Olding og Nævning.
27. Sammeledes skal og holdes om Lov og Laughævd, men paa de Lov og Laughævder, som nogen af Adelen har givet og giort, skal ikke dømmes uden for Kongen og meenige Dannemarks Riges Raad.
28. Sandemænd, Ransnævninger og andre Nævninger skulle herefter ikke sværge mod Lavhævder, eller imod nogen Lov, som given er, men de stande ved Magt, og være uryggelige.
29. Item ingen Forbud skulle vi heller giøre paa Øxen, Korn, Smør, eller noget andet at udføre her af Riget, uden med Dannemarks Riges Raads Villie og Samtykke, som gammel Sædvane været haver. Om nogen Feide saa hastig paakom i Riget, at vi ikke saa iligen kunde forskrive Dannemarks Riges Raad, da skulle vi dog forskrive dennem, som ved Haanden næst ere.
30. Item efterdi Dannemarks Riges Raad Adel og Indbyggere skulle være pligtige at stande hver Mand til rette for os og Dannemarks Riges Raad, da ville vi og iligemaade være pligtige at stande hver Mand til rette for Dannemarks Riges Raad.
|56831. Item skal ingen efter denne Dag bøde for Voldførsel efter Markeskiel, men skal et Vold for hver, som Voldføres, regnes, og ikke meere lige som det haver været af gammel Tid.
32. Item skulle vore Lehnsmænd skikke Dannemænd til Herredsfogder, som skikker hver Mand Lov og Ret uden Vild, giør Herredsfogden nogen Urett, da skal han afsættes, og selv svare til sine Gierninger.
33. Item skal ingen forbydes Skov, Mark eller Ejendom at kalde til rebs, enddog at Kronen eller Kirken haver der Lod og Deel udi.
34. Item skal og Adelen have deres egen Hovedgaard qvit og fri for Tiende, som de selv boe udi, eller holder deres Fogder paa, som bruge deres Avl, paa det de skulde holde deres Tienere til retfærdigen at tiende.
35. Item skulle og Adelen og Ridderskabet nyde og beholde *Jus Patronatus til de Kirker og geistlige Lehne, som de kunde beviise med Brev og Seil at de have Rett til. Dog saa at de Personer, som dermed forlehnede ere, maae dennem nyde deres Livs-Tid, og, naar de Personer ere døde og afgangne, som nogen Vicarie i Forlehning haver, da maa hver Riddermands Mand og Adel her udi Riget komme til sit Gods igien, som de med nøjagtig Brev og Seil beviise kunde, at de ere rette Arvinger til.
36. Og skal alle Klostere, Prælaturer, Digniteter, Kanikedomme og andre geistlige Lehn, som nu ikke nævnede ere, ved deres Magt blive til saa længe, at Kongen og Dannemarks Riges Raad derom med flere viise og lærde Mænd, som de til dennem tage, en anden Skikkelse giver, dog hver Mands Rett og rette Tiltale dermed Uskadt, og uforkrænket udi alle Maade efter vor kiære Herr Farfaders Kong Christian den 3dies Recesses Lydelse.
37. Item skulle vi ikke formindske de Lehn, som gode Mænd have udi Pant, førend deres Breve blive lovligen indløsede og fuldgiorde, og skulle de heller ikke kunne forbryde slige deres Lehn, som de udi Pant have, med nogen deres Gierninger uden ved de Gierninger, som de forbryde deres Arv og Ejendom med. End, |569dersom de forsee sig imod os og andre Rigets Indbyggere, da skulle de stande til Rette efter Loven.
38. Item skulle vi ikke give Breve mod Breve.
39. Item skulle vi holde vore Breve med fuld Magt. Desligeste og holde vore Forfædres fremfarne Kongers udi Dannemark Breve ved Magt.
40. Item døer nogen ufri Mand, som ufri var fød, og haver dog fanget Frihed, og haver Frelse-Arvinger, da skal det Gods ikke falde til Kronen, eller udi nogen Ufrihed, men skal dog komme til hans rette Arvinger igien, enddog de ere ufrie, og det skulle de dog ikke beholde, men sælge det til Adelen igien inden *Aar og Dag for fuld Værd; Dog om det er ufrit Gods, det han havde førend han blev fri, det falder igien til rette Arvinger.
41. Item at Rigets Canzeler ej skal bruge Indseil udi sin egen Sag, men vi skulle skikke der en anden god Mand til, som sidder udi hans Sted, udi hans Sag under Rigets og sit Indseil og Navn.
42. Item at Sandemænd ikke skulle sværge om Ejendom efter denne Dag; Men hvo der vil deele om Ejendom, bør at deeles til Herreds-Ting, Lands-Ting og for Rigets Canceler, undtagen Herredsskiæll og Markeskiæll.
43. Item bliver nogen god Mand forført eller beløjed for os, da skal vi det ingen Troe og Love give, med mindre den, som os sligt sagt haver, vil det tilstaae udi vor og Dannemarks Riges Raads Nærværelse, og udi den andens Paahørelse, og findes han da at føre Løgn, da straffes han for Løgn, som vedbør.
44. Item bliver nogen Riddermands Mand Fredløs for ærlige Gierninger, da skal han bøde 20 lødige Mark for sin Fred.
45. Og efterdi det højeste Regimente udi Riget hænger meest paa Kongens Person, hvilket Regimente Kongen ikke alleene kand føre, derfor skal Kongen altiid have en Rigs-Hoffmester, en Canceler, og en Rigs-Marsk, som ere fødde Danske Mænd af Adel, hvilke Kongen og andre Rigets Raad udi Rigets Ærende og Sager til hans Kongelige Regimentes Opholdelse skulle være behielpelige. Om Kongen vilde besværge nogen, være sig enten Adel eller |570Uadel, da skal det være ham frit og aabet for at give det Rigets Hoffmester, Kongens Canceler, og Rigets Marsk tilkiende, og lade formane Kongen, at han forlader saadant hans Foretagende. Og dersom Kongen da ikke vil lade sig underviise (hvilket vi dog for os giøre ville) da skal Kongen strax udlægge og opnævne den, som klager en benævnt Rettes Dag, og da pleje Anklageren Rett for Rigets Raad, og nogle af Adelen, som Kongen og dertil skal lade kalde og forskrive, og for dennem stande hver Mand til Rette, og hænde og give hvad Lands Lov udviser og giver.
46. Item skulle vi annamme alle Slots Love udi Dannemark og Norge af vore elskelige Dannemarks Riges Raad Edelinge og indfødde gode Mænd, og ingen anden at holde til vor Haand og Dannemarks Riges Raad, dem igien at antvorde fra os paa vor Kongelige Eed, naar os forelagt vorder, og, om nogen Slotts Lov vorder anderledes forvandlet, da skal det ingen Magt have, uden med meenige Dannemarks Riges Raads Samtykke.
47. Og skal Dannemark være og forblive et frit Kaar-Rige som det fra Arilds Tid været haver.
48. Alle disse fornævnte Artikler, og hver særdeles bepligte vi os Christian den 4de med Guds Naade udvalde Konge til Dannemark ved vor Kongelige Eed og Christelige Troe og Love ubrødelig og fast at holde ved alle Puncter, Ord og Artikler, som de udviise og indeholde uden all Argelist udi nogen Maade. Og have vi til dets ydermeere Vidnesbyrd og bedre Forvaring, at sligt udi alle Maader holdes skal, som skrevet staaer, hængt vort Indseil neden for fornævnte vor Haandfæstning, som er vort aabne Brev, med fornævnte vore Elskelige Dannemarks Riges Raads Indseile. Givet paa vort Slott Kiøbenhavn den 7. Augusti Aar efter Guds Byrd 1596.
Under vort Zignet
Christian.

|571Christoffer Walkendorff.
Albert Friis.
Christian Friis.
Arild Hvitfeld.
Peder Munk.
Henrik Rammel.
Steen Brahe.
Jørgen Friis.
Erik Hardenberg.
Predbiørn Gyldenstiern.
Manderup Pasberg.
Axel Brahe.
Henrik Belov.
Henrik Lykke.
Axel Gyldenstiern.
Oluf Rosenspar.
Absalon Giøe.
Eske Brok.
Jacob Seefeld.
Christian Holk.
Breide Rantzow.

Efter at håndfæstningen var forfattet og underskrevet, skred man til kroningen, Den kongelige kroning den 29. augusthvilken gik for sig på sådan måde: Da Hans Majestæt red til kirken, blev hans kongelige krone båret for i vejen af rigets hofmester, sceptret af rigets kansler,(a) det forgyldte sværd af rigets marsk, og det gyldne æble af Steen Brahe. Den kongelige krone blev ham påsat af 3 bisper, og siden blev sceptret, sværdet og kronen ham overleveret. Derpå fulgte salvingen. Da nu alt dette var forrettet, gav Hans Majestæt sig af kirken til den kongelige sal. Da så man adskillige lystige spectakler. På Amagertorv var et vinspring, en hel stegt okse, fyldt med adskillige slags fugle, hvorom den gemene mand sloges. På Østergade stod et triumfhus, hvorigennem da Hans Majestæt skulle gå, stod 3 kæmper meget kunsteligt forarbejdet, hvilke bukkede sig for ham. I det samme kom også en engel ned, hvilken satte en gylden krone på Hans Majestæts hoved etc. Dagen derefter blev den holstenske hertug Johan Adolfs bryllup celebreret med Hans Kongelige Majestæts søster Augusta, hvilket gav årsag til mere lyst så at de efterfølgende dage blev anvendt på adskillige ridderspil.
Endskønt Hans Majestæt nu selv havde antaget sig regeringen og var blevet en kronet konge, så er det dog troligt at
(a) Coronat. Christ. 4. per Andr. Bendalinum it. per Eric. Augusti.
|572han endda nogen tid har formedelst sin ungdom været i en slags dependence af sine gamle formyndere, hvorpå haves et stort bevis i Tycho Brahe, hvis forfølgelser, som udbrød dette år, han ikke Tycho Brahes forfølgelsekunne hindre. Førend jeg skrider til bemeldte forfølgelse, vil jeg kortelig melde noget om denne store mands forrige levned efterdi man deraf til dels ser årsagen til det had hos de store som dette år for alvor ytrede sig.
Tycho var født i Skåne 1546 af adelige forældre, nemlig af Otto Brahe, herre til Knudstrup, og Berte Samme mands historieBille. Af dette ægteskab avledes 10 børn, blandt hvilke var fem sønner, hvoraf Tycho var den ældste, hvilket han selv tilkendegiver ved et vers som han gjorde ved sin bortrejse fra Danmark:
Ast ego Braheus de quinis fratribus unus
et genitus primo vix reputatus eram.(a)
Hans farbroder Jørgen Brahe tog ham forældrene uvidende bort i hans barndom og satte ham til studeringer. Anno 1559 blev han skikket til København, hvor han først begyndte at få smag på det astronomiske studio. Anno 1562 rejste han udenlands og opholdt sig i Wittenberg, Leipzig og Rostock, men besynderlig i Leipzig, hvor han gjorde kundskab med en ung mathematico, Bartholomæo Sculteto, og der, skønt imod sin hovmesters vilje, lagde sig efter astronomien. På hjemrejsen havde han den ulykke i Rostock at en dansk herremand ved Hans aventures i ungdommennavn Manderup Parsberg afhuggede det største stykke af hans næse, hvorudover han lod gøre sig en næse af sammensmeltet guld og sølv som han lod hæfte til stumpen. Derefter gjorde han en vidtløftigere rejse igennem Tyskland og Italien og på adskillige steder i samme lande således ekskolerede astronomien at han kom til sit fædreneland igen som en stor og navnkundig astronomus, og da beordrede Friderici 2. gavmildhed imod hamkong Frederik 2. ham offentligt at læse på universitetet i København 1574(b) og siden indrømmede ham den ø Hven, ladende der med stor bekostning oprette
(a) Gassend. vit. Tych. Brahe Lib. 1. p. 2.
(b) Resen. Hist. Frider. 2. Gassend. vita Tych. pag. 25.
|573for ham det bekendte hus Uraniborg, gav ham derforuden et len i Norge med andet gods.
Da giftede Tycho Brahe sig med en bondepige ved navn Christine, som var fra samme sted i Skåne hvor han selv var født, hvilket giftermål opvakte ham had og foragt hos den hele adel, især hos hans pårørende. Jeg bekender sandelig at dette parti var ganske uanstændigt. Men man kan sige til Tychonis Gifter sig med en bondepigeforsvar: (1) at det var vanskeligt for en philosopho med en metalnæse at få en ung adelig jomfru, (2) at såsom hans meste tanker var henvendt til himmelens løb så at han intet agtede sublunaria eller de ting som skete på jorden, så kunne man nogenledes have årsag at pardonnere ham om han heri ikke iagttog moden og bienséance, helst såsom en så abstrakt philosophus finder mindre inkommoditet i sådant ringe parti end ved at tage en jomfru af familie der ville slå rynker på næsen når han satte pengene til på bøger og instrumenter. Hvorom alting er, så bevæbnede dette mange fornemme folk imod ham og lagde grundvold til den forfølgelse som udbrød i dette år 1596.
Gassendus regner blandt Tychonis største fjender kansleren. Men hans største Bliver forfulgt i Christiani 4. minorennitetfjende var Christoffer Valkendorf, hvilken foruden den tilfælles animositet med adskillige andre, som rejste sig en del af Tychonis giftermål, en del af den store ære og højtid kongen lod se imod ham, havde fattet en særdeles bitterhed imod ham formedelst en trætte som rejste sig af en tro hund, Tychoni tilhørende. Jeg har tilforn fortalt at kong Jacob forærede ham to engelske dogger. Disse lå idelig for hans dør og lod ingen indkomme uden ham selv. Da kongen 1592 besøgte Brahe på Hven, og Valkendorf, som fulgte ham, ville en morgen tidlig gå ind i Tychonis kammer for at se sig om, blev han overfaldet af samme dogger(a) så at derover blev alarm og nogle hårde ord vekslet imellem hofmesteren og Brahe, óg formerede den hændelse den uvilje han havde fattet imod ham, skønt han ikke søgte åbenbart at hævne sig
(a) Gassend. Lib. 4. p. 162. ab rixa ob vulnera per sequacem Tychonis canem excitata.
|574førend efter kansler Kaas’ og Jørgen Rosenkrantz’ død og han selv blev rigshofmester.
Christoffer Hofmester Valkendorf hans største fjende Valkendorf var ellers en herre af store meritter. I begyndelsen af Christiani 4. minorennitet var han rentemester eller rettere rigets skatmester efterdi han i sin tid forvaltede rigets skatkammer alene uden kolleger, da der dog ellers siden stedse var to rentemestre fra 1599 indtil det nye skatkammer-collegii stiftelse 1660.(a)
Medens han administrerede finanserne, skete anno 1592 et meget godt etablissement ved det såkaldte klædekammers indrettelse således at de kongelige Samme Valkendorfs historie og karakterhofbetjente og adskillige andre bestillingsmænd nød årligt klæder af rentekammeret, hvorfor de måtte kvitte en del af deres gage. Jeg ser óg af Ernst Møllers, kongens skrædders, regning af dato den 31. oktober, som kongen med egen hånd har underskrevet, at de kongelige børn også fik klæder af samme klædekammer, thi i regningen findes:
Nok haffuer Ernst Møller annammet af Kongl. Majsts. Klæde-Kammer til welbyrdige Christian Ulrik Gyldenløvs Kleinning, som efterfølger: 14 Alen graae Kiersie; 4 smaa Bokeskinde &c.
I lige måde af en anden regning, som fru Kirsten Munk med egen hånd har underskrevet, at hoffruentimmeret blev også forsynet med klæder af samme klædekammer; thi opskriften på regningen er denne:
Anno 1627 den 21. Decembr. haffuer Knud Christensen Renteskriver udi Kongelig Majests. Klædekammer underdanigst leffueret til Fru Chirstens Schredder til Frøknerne til Klæder &c.
En nyttig anstalt i et land hvor der findes manufakturer som ved sådant middel aldrig kan fattes debit.
Bemeldte klædekammer var på slotspladsen lige ved Hans rentekammeranordningerHøjbro, hvor adskilligt slags klæde, fløjl, stoffer lå forvaret, og hvoraf betjentene bekom årligt en vis kvantitet i steden for deres løn. Derover var rigets hofmester inspektor eller maître de la garderobe, óg var der en betjent under ham kaldet klædekammerskriver. Dette klædekammer
(a) Kammerregistratur fra 1599 ad 1660.
|575varede fra 1592 til 1677; thi for så lang tid findes klædekammerregnskaber aflagt.(a) Det er troligt at Christoffer Valkendorf som skatmester og siden rigshofmester har haft selv inspektion derover; thi jeg har forhen vist at han i dette år 1596 blev rigshofmester.
Foruden dette etablissement gjorde han et andet hvorved han har erhvervet sig hos posteriteten et stort navn; thi han stiftede år 1595 et kollegium for seksten studenter, som endnu florerer og var længe kaldet Stifter Valkendorfs kollegiumHofmesters Boder, siden Valkendorfs Kollegium. I gamle dage var det et karmeliterkollegium, og siden, da munkene antog den evangeliske tro, faldt det i private folks hænder indtil Christoffer Valkendorf gav det til sådant brug.
Dette har jeg fundet fornødent at anføre for at vise det onde med det gode og at tilkendegive såvel hans dyder som hans lyder; thi ingen kan nægte at denne gode herre var jo en nyttig mand for riget, skønt hans opførsel imod den store astronomum er en plet som ikke let kan aftos. Vel er det sandt at man i begyndelsen holdt gode miner med denne astronomo; thi jeg finder at de fire regeringsråder straks efter kong Frederiks død ikke alene tillagde ham nyt gods, men endogså på en gang forærede ham 6000 rigsdaler til at stoppe en del af de bekostninger med som han havde anvendt på sine instrumenter, (b) ja oprettede for ham et astronomisk tårn i København, som han selv vidner.(c) Men det varede ikke længe førend det had som man havde fattet imod ham, ytrede sig.
Forfølgelsen, som sagt er, begyndte 1596 og fortælles af Gassendo med disse Forfølgelsen imod Tycho Brahe begynderomstændigheder: En del af adelen bar fortrydelse over at denne mand nød så store beneficier, i lige måde at han var kommet i så stor estime hos fremmede; thi de så daglig en mængde af anselige fremmede komme til Danmark alene for at tale med ham. Dertil må man lægge den tredje årsag, nemlig det foromtalte giftermål, hvilket
(a) Kammerregistratur fra 1592 til 1677.
(b) Hist. minorennit. Christ. 4. Manuscr. p. 20.
(c) Epist. Tych. ad Vellejum.
|576på de tider kunne ikke andet end ophidse alle fornemme familier til hævn. Herudover begyndte nogle af rigets råder straks efter kongens hyldning at besvære sig over den slette tilstand skatkammeret var i, og foregav at det var fornødent at tilbagekalde adskillige donationer, besynderlig Tychonis, som de holdt for blev unyttigt employeret. Videre sagde de at det len som Prætekst til samme forfølgelsehan havde i Norge, blev ham alt for længe kontinueret, og at det var fornødent at en anden som kunne bevise fædrenelandet mere tjeneste, blev forlenet dermed. Endelig lagde de dette dertil at han slet håndhævede det roskildske kapel, hvoraf han nød St. Laurentii præbenda, så at alting derpå forfaldt.
Herudover blev han tid efter anden skilt ved alle disse beneficier, en del imod kongens vidende, en del også med hans vidende såsom deslige ting blev ham på en odiøs måde forestillet, så at han intet beholdt tilbage uden Hven, hvilket ses af hans eget klagemål således:
Foruden at det forlehnte Gods blev mig frataget strax efter Kroningen, saa mistede jeg og alt andet, foruden den lille Insel Hueen, som ikke skylder over 200 Rdlr. aarligen.(a)
Óg hjalp kansleren, som burde håndhæve sådant, ikke lidet dertil. Han skrev også Tychoni til at regeringen kunne ikke længere kontinuere ham disse beneficier.
Men ingen var hårdere imod ham end rigets hofmester Christoffer Valkendorf. Den samme skikkede efterfølgende år 1597 tvende mænd til Hven for at 1597informere sig om Tychonis studiis.(b) Disse enten af ondskab eller uvidenhed, efterdi de ikke kendte de matematiske instrumenter, berettede ved deres tilbagekomst at Tychonis studia var ikke alene unyttige, men endogså skadelige. Herudover, da Tycho forlod Hven og satte sig ned i København og der fortsatte sine observationer, lod hofmesteren ham ved byfogeden vide at han skulle holde op dermed, Hofmesteren forbyder ham at observeresom han selv vidner med disse ord:
Det blev mig
(a) Epistola Tychonis ad Vellejum.
(b) Gassendi vit. Tych. Lib. 4. p. 162.
|577ikke tilstedt i min egen Gaard i Kiøbenhavn at observere, ej heller paa det Astronomiske Taarn, som af de 4 Regierings-Raad var oprettet i Kiøbenhavn.(a)
Det var ikke nok at man forbød denne kostbare mand at fortsætte sine studia, man søgte også at overfalde ham og handle ilde med hans folk, og da han stævnede sagen ind for tinget, blev byfogeden forbudt at dømme deri. Tychonis broder Steen Brahe, som var en af de ældste i rådet, søgte vel så vidt som muligt at hindre denne forfølgelse, men kunne intet formå imod den mægtige Valkendorf.
Af dette mærkede Tycho Brahe at det var ikke tjenligt for ham at blive længere i sit fædreneland. Han søgte derfor at føre alle sine mobilier fra Hven, (b) ladende alene nogle Tycho forlader landetinstrumenter tilbage som han frygtede ved flytningen at ville beskadiges. Derpå fragtede han et skib og embarkerede sig med sin hele familie og boskab. Således måtte den store mand vige for sine fjenders misundelse og søge fremmede lande, hvor han overalt blev med stor ære modtaget. Om hans videre skæbne og død skal tales på et andet sted.
Omendskønt disse forfølgelser skete i kongens navn, så var det dog imod hans vidende, hvilket ses en del af Tychonis egen bekendelse, hvori han vidner om kongens uskyldighed med disse ord:
Tu quoque magnanimi Friderici heroica proles
inscius, hac culpa, Rex generose, vacas.
Så at det er en opdigtet fabel som fortælles, at han havde spået kongen et ulyksaligt regimente og derfor var kommet i unåde. Vel er sandt at han bemængede sig ved at stille nativiteter, og at han virkelig stillede Christiani 4. nativitet kort efter hans fødsel, som han selv tilkendegiver med disse ord:
Hæc cum ita sint, non abs re futurum esse judicavi, si tibi, inclyte
(a) Epist. Tych. ad Vellejum.
(b) Af den indrettelse han havde gjort på Hven, gjorde han sig sådan ære at han førte i sin titel: Dominus de Knudstrup et arcis Uraniburgi in insula Daniæ Venusia fundator.
|578Christiane, genethliacam Coeli faciem constituerem.(a)
Men den indeholder intet af sådant som foregaves.
Hans Kongens bilager med Anna Catharinafjender tog deres tempo i at da Hans Majestæt var i Tyskland for at anholde om den brandenburgske prinsesse Anna Cathrine, med hvilken han holdt bilager den 27. november i samme år, óg blev hun med stor pragt kronet året derefter, nemlig 1598 den 12. juli.(b) Højstbemeldte dronning var en datter af 1598Joachim Frederik, markgreve af Brandenburg og administrator til Magdeburg, som siden blev kurfyrste efter Johannis Georgii død; óg var hun i sit 22. år da hun holdt bilager med kong Christian.(c)
Såsom nu kongen havde nået sit 21. år, hørte alt formynderskab og Kongen antager selv regeringendependence rent op, óg regerede Hans Majestæt siden stedse med sådan visdom at han ved sit regimente kom i anseelse blandt alle konger og fyrster. Men førend jeg går videre fort, vil jeg efter gode skribenters måde forestille i hvad tilstand Danmark var på de tider da denne højpriselige konge succederede sin hr. fader i regeringen, hvilken afridsning hjælper ikke lidet til historiens rette forståelse.
Den højsalige konge Frederik 2. havde ved sin berømmelige regering sat Danmark i sådan herlig tilstand at dette rige fast ingen tid har mere floreret og været på bedre fod end efter hans død. På den ene side havde han formeret Rigets tilstand ved hans ankomst til regimentetog bestyrket riget ved Ditmarskens undertvingelse, hvilket landskab stedse havde været Danmark en torn i øjnene, item med Øsel og Sonneborg, hvorpå de svenske siden måtte afstå deres prætentioner ved den sjørødske fred, hvorom videre siden, og efter hertug Adolf af Holstens død forenede han med kronen igen den halve del af hans lande og det biskopdømme Slesvig samt erholdt af kejser Maximiliano 1570 det privilegium for Hol-
(a) Genethl. Christiani Princip. per Tych. Brah. Manuscript. Calendis Julii 1577.
(b) Hegelund. Calend. Manuscr. siger den 29. august, hvilket er en vildfarelse.
(c) Joh. Pauli Res. concio funebr. in obit. Annæ Cath.
|579sten at ingen appellationer i sager af mindre end 500 rhinske gyldens importance måtte komme for den kejserlige hofret Rigets indvortes styrkeeller rigets kammerret. På Oldenborg og Delmenhorst erholdt han af kejseren i samme år ekspektance, på hvilken ekspektance kong Christian den Femte grundede siden sin ret og forenede samme grevskaber med kronen da den sidste greve Antonius Guntherus døde uden livsarvinger 1667.
På den anden side ved den lykkelige syvårskrig og den fordelagtige stettinske fred havde han erhvervet nationen stor reputation og sat Sverige i den stand at det turde ikke lettelig bevæge sig imod dette rige. Til søs var også nationen i stor anseelse, thi han havde renset Østersøen fra sørøvere og tvunget de danzigere at betale 100.000 rigsdaler til straf fordi de bjergede nogle af dem i deres havn. Ved den herlige fæstning Kronborgs fundation havde han tilegnet Danmark herredømme over Østersøen, hvorfor denne fæstning var ligesom en nøgle. Den ø Bornholm, som var pantsat de lübeckere, løste han tilbage 1576.(a)
Med fremmede potentater stod riget i fortroligt venskab; thi som denne højpriselige konge var en af de fredsommeligste herrer i hans tid, så kunne det ikke mangle han jo måtte have de fleste potentater til sine venner, og på det den del han havde i Kurland, skulle ikke give anledning til at indvikle landet i krig, solgte han det for 30.000 rigsdaler til kong Stephanus Bathori.
Med de protesterende fyrster i Tyskland stod riget da i god fortrolighed, Dets tilstand i henseende til fremmede potentaterthi kong Frederik var anset som en støtte for den protestantiske religion, besynderlig efterdi den vaklede så meget i Sverige under kong Johannis regering. Især var riget affektioneret det kursachiske, brandenburgske og mecklenburgske hus, med hvilket sidste han var allieret formedelst sin dronning, som var Sophia, hertug Ulriks datter af Mecklenburg. I Frankrig havde han forbundet sig Henrik, kon-
(a) Resen. Hist. Frid. 2. pag. 296.
|580gen af Navarra, som var hoved for de huguenotter sammesteds, og skikkede ham secours.
De tvistigheder som han havde med Moskovien angående sin broder Magnus, med England angående den engelske handel som blev forflyttet fra Narva til Arkhangelsk, hvorved Danmark led skade på den øresundske told, og Skotland angående Orkneyøerne, kunne ikke bryde det venskab han havde med samme riger, tværtimod de søgte at alliere sig med Danmark, særdeles Skotland, der holdt an om den danske prinsesse Anna for sin unge konge Jacob, hvilket ægteskab gik for sig i Christiani 4. tid, så at denne lyksalige konge efterlod riget i en meget florerende tilstand, hvori det kontinuerede længe under hans søn, der i kongelige kvaliteter og forstandigt regimente fast overgik alle europæiske potentater i hans tid, hvorvel lykken i hans høje alder vendte ham ryggen, hvorom skal tales videre.
Det første Hans Majestæt ved sin regerings tiltrædelse fik at bestille, var med England. Jeg har tilforn fortalt om de tvistigheder der var imellem Tvistighed imellem Danmark og EnglandDanmark og England angående sejladsen nordenpå til Arkhangelsk, og at de engelske ved at drive den russiske handel på den side havde gjort Danmark stort afbræk i den øresundske told. Foruden denne tvistighed var der også en anden angående de engelske fiskere ved de norske og islandske kyster, hvilken tvistighed formerede sig efterfølgende år 1599 da de danske overfaldt nogle engelske skibe fra Hull 1599 som fiskede ved Norge,(a) hvilke de erobrede og gjorde til pris. Dette opvakte dronning Elisabeth af England til vrede, óg lod hun ved Stephanum Leisierum og Thomasium Ferrarium protestere imod sådant foretagende ved det danske hof og begære de borttagne skibes relaksation. De danske svarede derpå at de engelske med ingen ret kunne tilegne sig fiskeriet ved Island og Norge, som var Hans Majestæts lande, og at man nylig tilforn havde advaret de engelske at hvis de ikke holdt sig derfra, måtte de vente sig sådan eksekution.
Vel var sandt
(a) Camden. Hist. Elizab. part. 4. pag. 767.
|581at adskillige gamle norske konger havde tilladt de engelske sådan frihed, og at disse privilegier var dem fornyet af nogle af de danske konger, óg findes der indført i en kommercetraktat som kong Hans sluttede med England, den artikel at de engelske hvert syvende år skulle begære frihed til sådant fiskeri. Men just den artikel gav til kende at de ingen ret havde akkvireret dertil, og at det stod i de danske kongers magt at kontinuere dem efter 7 års forløb sådan frihed eller ej. Og omendskønt de engelske i rigernes urolige tider havde uden modsigelse øvet denne handel en lang tid, så fulgte deraf ikke at kongerne havde renonceret på deres ret at forbyde sådant. Hvad det andet engelske hovedargument angik, at havet er frit for alle, da var det i denne casu svagere efterdi alle jurister deri er enige at enhver potentat kan tilegne sig proprietet af den del af havet som er nær ved kysterne af de lande som han er herre over, óg har ingen nation mere påstået sådan ret end den engelske. Ja, deres jurister, især Seldenus, har skrevet hele bøger derom.
Men såsom ved disputter ingen ende kunne gøres på denne tvistighed, forlangte dronning Elisabeth efterfølgende år 1600 at der måtte 1600kompromitteres på visse herrer som kurfyrsten af Brandenburg, hertug Henrik Julius af Braunschweig og hertugen af Mecklenburg, som skulle kende i sagen. Men kong Christian vægrede sig derfor, holdende for at det var unødvendigt at sætte i kompromis en sag af den klarhed. Man blev derfor endda ved at disputere derom, og begge potentater søgte at bevise deres ret, dronningen ved Leisierium og Ferrarium og kongen ved den lærde Nicolaum Kragium,(a) som var ved det engelske hof.
Endelig forenede man sig således at der af begge riger skulle skikkes commissarier til Emden for at afgøre tvistigheden i mindelighed, óg Kongres til Emdenaffærdigede dronningen didhen Richard Bancroft, biskoppen af London, Christof Perkins og J. Swale. Men da de enten for-
(a) Camden ibid. pag. 768 kalder ham virum literatissimum, óg er det den samme lærde københavnske professor som har skrevet De republica Lacedæmoniorum, og som blev nobiliteret.
|582medelst kontrær vind eller formedelst andre ubekendte årsager ikke lod sig indfinde til bestævnte tid, og de danske commissarier havde forgæves biet efter dem, rejste de sidste bort, óg siger Camdenus at mangel på proviant og levnedsmidler drev dem dels til at haste med bortrejsen efterdi kongerne af Danmark på de tider gav med deres gesandter en vis kvantitet proviant og ikke penge som andre potentater,(a) hvilket er en kuriøs En kuriøs anmærkning ved de danske gesandteranmærkning, óg skulle man næppe kunne tro sådant hvis det ikke var bekræftet af sådan troværdig skribent som levede på samme tider; thi sådan skik kunne holdes for at føre stor ulejlighed med sig, og at negotiationer kunne derudover gøres til intet, ja at man kunne forcere gesandter ligesom belejrede byer at give sig formedelst mangel på proviant. Men det er troligt at hvis sådant har været i brug, at det er sket i den henseende at de skulle drives des snarere til at bringe negotiationerne til ende, uden at tale om at der kunne denne gang have været en hemmelig årsag til sådant; thi man ser såvel af foregående som efterfølgende at kong Christian ingen synderlig lyst havde at handle om de sager, og at derfor sådant kunne have været gjort af politik for at bryde overtværs med disse forhandlinger.
Hvad indenlandske sager angår, da lod kong Christian dette år bygge et Consistorii fundatsnyt og skønt hus for collegio consistoriali i København og straks derhos den professorresidens som han lagde til universitetet tillige med den skønne have som er indrettet for medicinæ studiosis. Året derefter, nemlig 1601, var Hans 1601Majestæt selv tillige med prins Ulrik overværende da Nicolaus Kragius blev kreeret til rector universitatis, óg lod han da ved fornævnte Kragium det nybyggede hus indvie og gav det kunstige astronomiske værk, hvis lige er rart at finde i Europa, tillige med det kongelige bibliotek til universitetet.
På samme tid den 22. maj(b) Tycho Brahes døddøde i Roskilde den navnkundige theologus Niels Hemming i sit 89. år efter at han nogle år havde været blind. Men i dette år døde end en anselige-
(a) Camd. ibid. pag. 769.
(b) Hegelund Calend. Manuscr. siger 1600.
|583re mand, nemlig den store danske astronomus Tycho Brahe, hvis skæbne efter hans bortrejse fra Danmark var denne: Efter at han havde opholdt sig en tid lang i Rostock, gjorde han en visit til den fortræffelige Henrik Rantzau, hvilken tog imod ham med usigelig glæde på sit slot Wandsbek.(a) Der gjorde han et klagemål over sit fædreneland på vers som begynder således:
Dania, quid merui, quo te mea patria læsi
usque adeo, ut rebus sis minus æqua meis?
I det år 1599 kom han til Prag, hvor kejser Rudolphus 2. tog imod ham som en mand der var skikket ham af Himmelen; thi han gav ham straks en årlig pension af 3000 dukater (guldgylden), item et skønt hus i Prag og et adeligt gods. Han blev så i stor agt hos højstbemeldte kejser indtil 1601 da han døde på sådan måde den 13. februar: I samme år blev han inviteret til gæst af en herremand ved navn Rosenberg. Der holdt han over bordet alt for længe sit vand såsom han ikke ville gå ud førend man rejste sig fra taffel, men blev derover så svag at han ikke kunne kaste sit vand mere, faldt også i en feber, hvoraf Hans berømmelsehan døde nogle dage derefter.(b)
Det er ufornødent at tale videre om denne store mand såsom hans historie af alle er bekendt. Han var en stor astronomus, medicus og chemicus, var også helt kyndig i det latinske sprog og skrev gerne latinske vers. Hans nye systema i astronomien, hvorved han går en middelvej imellem de gamle og Copernicum, er af alle bekendt. Ved de store decouverter han havde gjort i kemien, kurerede han adskillige folk for intet, og det med største velvillighed, thi han var ikke en mindre god end en habil og lærd mand, så at det er at beklage at han havde så tynd lykke i sit fædreneland.
Det er ellers mærkeligt at hans forfølger Christoffer Valkendorf døde i samme år den 2. februar.(c)
(a) Oratio de vita et rebus gest. Henrici Rantz. Manuscr.
(b) Gassend. vita Tych. Brahe lib. 5. p. 179.
(c) Hegelund Calend. Manuscr.
|584Hans karakter er tilforn givet, hvorfor jeg derom her intet mere vil tale. Jeg vil kun alene sige dette at han havde tjent under 3 konger. I Christiani 3. tid var han hofjunker, og under Friderico 2. blev han først lensmand på Gotland og siden i Bergen, hvor han forrettede sit embede med myndighed og var den første som indskrænkede de kontorske så at de siden den tid ikke har spillet mestre i Bergen som tilforn. Siden blev han rentemester og i Christiani 4. minorennitet en af de 4 regeringsråder, og endelig, da kongen selv antog regeringen, blev han gjort til rigshofmester. I samme år skete forandring med et andet højt embede idet at statholderen i Norge Axel Gyldenstierne tog sin afsked, og rigets råd Jørgen Friis blev statholder i hans sted.
Efter at det møde som var berammet til Emden, således var løbet frugtesløst af, kontinuerede ikke alene disse tvistigheder om fiskeriet ved de norske og islandske Tvistigheder med England kontinuererkyster, men de andre gamle blev også oprippet, nemlig om farten nordenpå til Arkhangelsk og om tolden i Øresund, over hvis forhøjelse dronning Elisabeth straks efter kong Frederiks død havde besværet sig; thi det er troligt at den højsalige konge har forhøjet tolden i Øresund for de engelske, at den skade nogenledes kunne rembourseres som riget led ved farten på Arkhangelsk eftersom den engelske handel på Rusland blev tilforn drevet igennem Sundet. Disse mange tvistigheder kunne omsider give anledning til en åbenbar krig imellem rigerne, hvorudover begge potentater tog sig for at forsøge på ny om trætten kunne afgøres i mindelighed, og til den ende berammede et andet møde til Bremen. Didhen Møde til Bremenblev af dronning Elisabeth affærdiget nye commissarier, óg deputerede kong Christian fra Danmark Manderup Parsberg, Arild Huitfeldt, rigets kansler, og Jonas Charisius. Disse mødte tillige med de engelske commissarier til Bremen i det 1602år 1602.
De engelske commissarier begyndte da straks at fremføre deres gravamina angående den hinder som blev gjort dem i deres russiske sejlads over Nordsøen, item i deres fiskerier, og |585endelig at tolden i Øresund blev dem forhøjet. De begærede at det forbund som var gjort mellem kong Johannem og kong Henrik den Syvende, måtte efterses og akkommoderes efter disse tider, at tolden måtte nedsættes igen, at deres skibe måtte ikke opholdes længe i Sundet, og at ingen sager som kunne tjene til krig, måtte føres til Spanien.(a) Dette alt sammen reducerede de til visse kvæstioner, såsom om det er en konge tilladt at forøge tolden efter sit eget behag mod gamle forbund; om det som en gang er akkorderet og siden i lang tid tilladt, kan med rette ophæves; om den told som alene skal Hvad som der blev forhandletbetales for passagen igennem Sundet, kan sættes på varerne, som aldrig er sådan byrde underkastet uden hvor de udskibes og sælges; om ikke havet er frit for alle, og om man derfor kan nægte de engelske at sejle på Arkhangelsk eller at fiske i Nordsøen. Disse spørgsmål blev vidtløftigt ventileret.
Omsider proponerede de danske commissarier, eftersom den nye handel på Arkhangelsk havde gjort Danmark stort afbræk i dets indkomster, at de engelske købmænd for at indemnisere riget nogenledes måtte årligt aflægge 200 rosenobler så længe som dronningen levede, og at det på begge sider borttagne gods igen måtte restitueres. Endelig forlangte de at de engelske fribyttere måtte under hård straf tilholdes ikke oftere at forurolige disse rigers købmandsskibe. Hvad de sager eller varer angik som førtes til Spanien, sagdes de at være så ringe og af så liden vigtighed at samme rige kunne meget vel undvære dem.
Efter at man i tvende måneder havde tvistet derom, gav de danske commissarier omsider til kende at de af deres høje principal ingen fuldmagt havde til at reformere de gamle forbund, ej heller til at slå af og formindske tolden eller at tilstede fiskeriet ved de islandske og norske kyster uden videre ordre eller på visse konditioner. De lod også derforuden tilkendegive at kongen ej heller kunne tilstede de engelske at fiske ved Færøerne, hvorimod da de engelske deputerede protesterede, blev der
(a) Camden Hist. Elizab. part. 4. p. 840.
|586omsider sådan aftale gjort at de på begge sider skulle referere deres høje principaler hvad som forhandlet var. Óg lovede da de danske at de skulle tale med kongen til det bedste om tolden, og at i konfiskationssager intet skulle gøres til pris uden de varer som blev fordulgt. Dermed lod de Disse tvistigheder ophører ved dronning Elisabeths dødengelske commissarier sig nøje, óg skiltes de da venligt fra hinanden, opsættende tvistighedernes afgørelse til belejligere tid. Og såsom dronning Elisabeth kort derefter døde, og Christiani 4. svoger, kong Jacob, kom på tronen, stiftedes der et fortroligt venskab mellem rigerne, som varede indtil Caroli Stuarts ynkelige død, så at jeg intet mere finder at være talt om deslige tvistigheder i Christiani 4. tid, men ser alene at kong Carl 1. i det år 1626 intercederede for de engelske som fiskede under Vardøhus og Lapmarken.(a)
På samme tid blev sluttet ægteskab mellem kongens broder Johannem og den moskovitiske prinsesse Alexia, Boris Godunovs datter. Brylluppet var berammet at skulle stå på nytårsdag 1603. Men han døde året tilforn ved Martini tider.(b) I samme år døde også tvende anselige mænd, nemlig Hans Pedersen Basse, Norges kansler, og den berømmelige Nicolaus Kragius, som nylig før hans død var aflagt med titel af kongens råd.
Disse tvistigheder okkuperede kongen i begyndelsen af hans regering, ligesom de holstenske affærer havde i hans mindreårighed givet nok at bestille; men de samme blev nu lykkeligt bragt til ende, og den unge hertug Johan Adolf blev året derefter, nemlig 1603, forlenet med det slesvigske. Der stod alene tilbage 1603tvistighed med Hamborg om den sædvanlige hyldning, hvilken staden vel ikke turde vægre sig for, en del fordi det var en vedtaget skyldighed, en del også efterdi den kort før Friderici 2. død havde forbundet sig at kontinuere med sådan pligts Hamborg anmodes om hyldningaflæggelse, hvorvel det er troligt at de under hånden søgte at dispenseres derfra, og at det var efter stadens egen tilskyndelse at kejser Rudolphus 2. under straf af rigets akt forbød den
(a) Lit. Caroli 1. ad Christ. 4. dat. Westmunst. 1. Apr. 1626 Manuscr.
(b) Hegelund Calend. Manuscr.
|587at bevise sådan hyldning. Men uanset dette forbud tog Hans Majestæt sig for i det år 1603 efter sine højlovlige formænds eksempel at anholde om sådan pligt. Og såsom den hamborgske hyldning har adskillige gange givet anledning til tvistighed, og denne konge er den sidste som er blevet hyldet i Hamborg, holder jeg fornødent at røre lidet om denne anselige stads historie og at vise hvorpå de danske kongers ret er grundet.
Det er bekendt at Hamborg tillige med Holsten og en stor del af Tyskland blev erobret af den sejrrige danske konge Valdemaro 2. Samme konge overgav Oprindelse til de kongelige prætentioner denne stad til grev Albrecht af Orlamünde, dog med de vilkår at han årligt deraf skulle give til riget 50 lødige mark og følge kongen i krigsfærd hvor han ham tilsagde.(a) Denne greve af Orlamünde, som Den hamborgske krønike vidner, skal have solgt Hamborg for 1500 mark guld til indvånerne da han så sig ingen undsætning mod de holstenske herrer af kongen, som efter sit langvarige fængsel og det ulykkelige slag ved Bornhøved ikke var i stand at redde staden.
På dette købebrev grunder Hamborg sin formente frihed og vil passere for en umiddelbar rigsstad. Men det kan bevises at grev Adolf af Holsten siden har hersket over Hamborg(b) såvel som det øvrige af Stormarn, hvori samme stad ligger, såsom han forhvervede den hos kejser Frederik 2. adskillige privilegier, gav den toldfrihed over hele Holsten og tilstedte hamborgerne at holde årligt tvende markeder. Dernæst findes under stadens segl et fordrag gjort 1292(c) mellem de holstenske herrer og staden, ved hvis kraft de holstenske herrer skal nyde halvdelen af stadens indkomster, óg vidner historien at grev Adolf og grev Gert år 1309 har pantsat til Henrik Costin, borger i Lübeck, halvdelen af den hamborgske told, som dem tilhørte.
Anno 1363 har hertug Albert af Mecklenburg som en forordnet dommer af
(a) Huitfeldt, pag. 183.
(b) Vid. Diploma Adolphi etc. dat. 1292. apud Lambec. Rerum Hamburg. Lib. 2.
(c) Huitfeldt, pag. 195.
|588kejser Carl 4. til Lübeck forhørt de holstenske herrers tiltale på Hamborg og tildømt samme herrer et fuldt herskab med hyldning og ret over Hamborg. Dette nægter vel hamborgerne ikke, de foregiver alene at højbemeldte hertug af Mecklenburg var en partisk dommer, skønt de selv havde indskudt sig for kejseren, og Hans Kejserlige Majestæt havde benævnt samme dommere. Vel er sandt at denne dom blev siden svækket formedelst et forlig af 1364 mellem greven og den stad Hamborg, men samme forlig selv udviser grevens herredømme over staden; thi deri stadfæster han dem alle deres privilegier og friheder og forbeholder sig og sine arvinger al den ret som hans forfædre har haft inden og uden staden, lover at forsvare borgerne når behov gøres. De derimod lover ham som deres herre tro og lydighed. Højstbemeldte kejser Carl lod ydermere år 1368 affærdige et åbent brev til hamborgerne og deri byder dem at være de holstenske grever deres rette herrer hørige og lydige og truer staden at hvis den ikke bekvemmer sig dertil, vil Hans Majestæt forhjælpe greverne til deres ret.
Heraf ses hvor stærk de holstenske herrers ret er til Hamborg, og at de kejserlige befalinger som siden er udgivet, staden til fordel, ikke kan svække herrernes ret eller ophæve Hamborgs medietet såsom det ikke står i en kejsers magt at skille nogen rigsfyrste eller greve ved sin herlighed. Hamborgs frihed og independence grunder sig derfor alene på ovenmeldte grev Albert af Orlamündes købebrev, hvilket i sig selv er kraftesløst formedelst tvende årsager:
1. Efterdi det stod ikke i samme greves magt at sælge den stad som han havde fået af kong Valdemar, med vilkår at give årlig pension deraf og være forpligtet til kongens tjeneste når behov gjordes, og derfor sådant købebrev kan passere for et chartek efterdi det ikke har overherrens konfirmation.
2. Efterdi Hamborg siden er tildømt at være de holstenske grever lydig og selv siden har erkendt dem for deres rette herrer. Det gør ej heller til sagen at de holstenske grever ikke har ladet sig hylde i Hamborg; thi alle konger af Danmark som hertuger af Holsten har erholdt sådan hyldning.
|589Dette er Staden erindres om sin hyldningspligtoprindelsen til de danske kongers overherskab over Hamborg, og for hvis årsag kongerne af det oldenborgske hus ved deres regerings tiltrædelse lod sig hylde i samme stad: I det år 1603 anholdt Hans Kongelige Majestæt og hertug Johan Adolf som regerende herrer i Holsten skriftligt hos den stad Hamborg at den efter sin pligt og ældgamle sædvane skulle underdanigst hylde dem såsom den havde gjort deres forfædre tilforn. Derpå har rådet tillige med borgerskabet, hvoraf 60 dertil var forordnet, med foregående bøn af prædikestolen til Gud at den forestående hyldning måtte ske Gud til ære, Hans Kongelige Majestæt og Fyrstelige Nåde og staden til nytte, skriftligt svaret og allerunderdanigst begæret at der måtte først sendes til dem nogle mænd med instruktion og fuldmagt at handle om nogle vigtige punkter. Derpå blev skikket på Kongelige Majestæts vegne statholderen Gert Rantzau og Bendix von Ahlefeldt, amtmand til Steinburg med en jurist. På fyrstens vegne hr. Diderik Blom og Clemens Gadendorf, fyrstelige holstenske råder, og Nicolaus Junge, U.J.D., med hvilke der blev holdt venlig deliberation over alle nødvendige punkter og kapitulationer angående stadens privilegier og frihed og endelig af begge dele enstemmeligt besluttet at hyldningens Stadens resolutionannammelse skulle ske efter gammel sædvane ligesom i Hans Kongelige Majestæts og Fyrstelige Nådes forfædres tider, og Simonis Judæ dag den 28. oktober blev bestemt til det kongelige og fyrstelige indtog.
Da nu den bestemte dag til hyldningen var nært for hånden, og der var forefaldet nogle vigtige sager som staden ønskede måtte først afhandles, skikkede staden 2 licentiater, en rådsherre og en secretarium til kongen at handle derom, hvilken tog meget nådigt imod dem og forsikrede staden om alt godt.
På bestemte dag kom begge herrer samt andet herskab med stor pomp ind Kongens og hertugens indtog i Hamborgi staden og blev modtaget med salveskyden og stykkernes løsning, og den efterfølgende dag blev de herligt beskænket både af rådet og borgerskabet.
|590Det fremmede herskab som indfandt sig tillige med kongen og fyrsten og deres gemaler, var kongens fru søster Hedevig, kurfyrstinden af Sachsen, den moskovitiske gesandt Offinassi Juanovitz, hertug Johan Frederik, ærkebisp til Bremen, hertug Henrik Julius til Braunschweigs gemal, hertug Ernst, regerende hertug til Zell, med sine brødre Augustus, Magnus, Frederik, Jørgen og Hans, hertug Adolf, Frederik og Johan Albrecht til Mecklenburg, hertug Ulrik til Slesvig-Holsten, hertug Alexander af Sønderborg, grev Enno til Ostfriesland med sin gemal, grev Antonius Gynther af Oldenborg og grev Gynther af Svartzborg.
Søndagen, som var den 30. oktober, red Hans Kongelige Majestæt med hertug Johan Adolf og andre herrer, omringet af adskillige drabanter, alle klædt i rødt fløjl, til Skt. Peders Kirke, hvor magister Johan Schelhammer gjorde en herlig lykønskningsprædiken. (a)
Efter prædikenen var holdt, red Hans Kongelige Majestæt og fyrsten i samme Hyldningens procesproces til rådhuset, der at modtage hyldningen, og begav sig på den store sal, hvor det hele råd samt dets syndicus, sekretærer og de udkårne af borgerskabet var forsamlet.
Hans Kongelige Majestæt og Hans Fyrstelige Nåde stillede dem på den øverste del af salen hvor de 4 borgmestre plejede at sidde. På herskabets højre side stillede sig det kongelige og fyrstelige råd. Det kongelige som Gert Rantzau, statholderen, Hans Rantzau, amtmand til Rendsborg, Bendix Ahlefeldt, amtmand til Steinborg, Claus Ahlefeldt, amtmand til Kadings, Henrik Rantzau til Potlos, Balthasar Ahlefeldt, amtmand til Flensborg.
Hertug Johan Adolfs råd: Dieterik Blom, amtmand til Tønder, Georg Sehested, amtmand til Steinhorst, Frederik Ahlefeldt, amtmand til Apenrade, Dieterik von Buchwald til Gottorp og Thomas Blome til Trittow.
(a) Christ. Holsat. pag. 61.
|591På den venstre side stod borgmestrene og syndici samt det hele råd og de udkårne af borgerskabet.
Den kongelige kansler gjorde en liden indgang af efterfølgende indhold, at Den kongelige kanslers propositionrådet og borgerskabet måtte erindre sig til hvad ende og i hvad mening Hans Kongelige Majestæt og Fyrstelige Nåde var kommet til Hamborg, nemlig nådigst og nådig at modtage den gamle sædvanlige hyldning, derpå forventede de rådets og borgerskabets underdanigste resolution, hvorpå borgmesteren Joachim Bechendorff gav på gammelt nedersachsisk sådant svar:
Dorchluchtigster, Grosmächtigster Herr König, Durchluchtiger Stadens erklæringHochgeborner Först tho Holsten, gnedigst und gnedige Herren! Nach dem Ju Königl. Mayestät und Förstl. Gnade tho Holsten dorch den Willen Godes des Almägtigen in disse gude Stad gekommen sind, so erschienen wy Börgermeister und Rath, samt dem uthschote der gemeinen Börgerschafft, und bekennen, uns, tho wesende Gledematen des Förstenthum Holsten und Stormarn, und willen uns by Ju Königl. Mayst. und Förstl. Gnaden als Försten tho Holsten und Stormarn holden in allen gebörlichen Sachen, wo fromen Lüden by öhren natürlichen gebohrnen Lands-Försten und Herren tho dohnde geböhrt, und unser Forfahren alletydt geholden hebben. By also dat wy by unsern Privilegien, Gerechtigkeiten und olden gebörlichen Gewahnheiden bliwen und gelaten werden. Wo nun Ju Königl. Mayst. und Förstl. Gnaden uns gnädigst und gnädig willen annehmen, und unsere Privilegien, Gerechtigkeiten, und olde redlichen Gewahnheiden confirmiren, holden und handhaven uns ock gehlich andere Ju Königl. Mayst. und Förstl. Gnaden Undersaten tho recht vorbidden und vordedigen.
|592På dansk lyder det således:
Eftersom Eders Kongelige Majestæt og Fyrstelige Nåde er kommet i denne gode stad, så fremstiller vi borgmester og råd samt Forklaret på danskborgerskab os og bekender os at være lemmer af de fyrstendømmer Holsten og Stormarn og vil holde os til Eders Kongelige Majestæt og Fyrstelige Nåde som fyrster af Holsten og Stormarn i alle tilbørlige sager som fromme folk bør at gøre til deres naturlige fyrster og herrer, og som vore forfædre altid har gjort, dersom Eders Kongelige Majestæt og Fyrstelige Nåde os nådigst og nådig vil antage, konfirmere vore gamle privilegier og beskytte og forsvare os som andre Eders Kongelige Majestæts og Fyrstelige Nådes undersåtter.
Derpå har Hans Kongelige Majestæt for sig og fyrsten af Holsten svaret således:
Vi Christian den 4., konge til Danmark og Norge etc., og hertug Johan Kongens svarAdolf, hertug i Holsten og Stormarn, antager eder, borgmester og råd samt gemene såsom lemmer af de fyrstendømmer Holsten og Stormarn, vil óg nådigst og nådig beskytte og håndhæve eder ved eders gamle skikke og privilegier og gamle sædvaner, konfirmere og stadfæste eder de samme, såsom Vi også hermed i originali nådigst og nådig vil overlevere eder de samme og beskytte og beskærme så længe Vi og vore arvinger bliver ved Vore gamle fyrstelige arvelige regalier, ret, højheder og herligheder, hvilke Vi hermed vil have Os forbeholdne.

Efter at denne tale var holdt, bekræftede borgmestre og råd med borgerskabet sådan hyldnings forpligtelse med deres hænder og bekom ny konfirmation på deres privilegier in originali.
Hans Majestæt havde ladet slå adskillige penge af guld og sølv, hvilke han efter hyldningen lod kaste blandt folket. På samme |593penge stod en elefant, på hvis ryg var et tårn fuldt af folk.(a)
Det høje herskab forblev i Hamborg til den 9. november, og da blev på samme måde som indtoget skete, taget afsked. Således beviste da den stad Hamborg sin tilbørlige underdanighed til sin arveherre. Og såsom dette er den sidste hyldning, så har jeg holdt fornødent at føre den omstændigt ud for at lægge de kongelige prætentioner des mere for dagen.
Hvad rigets naboer, især Sverige, angår, da havde der i mere end 30 år været fred imellem rigerne, óg syntes al materie til tvistighed at have været ophævet ved den stettinske fred. Men i begyndelsen af denne konges regering rejste sig adskillige tvistigheder imellem danske, norske og svenske undersåtter så at man i dette år 1603 måtte af begge rigerne udnævne commissarier til et møde imellem Halland, Skåne, Blekinge og Sverige. Derom findes adskillige skrevne acta, hvis indhold jeg ikke vil anføre eftersom det ikke kan interessere læseren meget. De fornemste dokumenter som tjener til disse tvistigheders oplysning, er: (1) Christiani 4. skrivelse til Lauge Urne, Eske Bilde og Jacob Bek, dateret København den 20. juli 1603; (2) commissariernes skrivelse til statholderen om Grænsetvistigheder imellem Danmark og Sverigeinstruks, dateret Helsingborg den 29. ditto i samme år; (3) kongens brev til commissarierne af dato Ermelund den 2. august; (4) kong Carls skrivelse til sine commissarier, dat. Kalmar den 16. august; (5) statholderen af Kalmars brev til Jonas Christensen, ridefoged i Blekinge, med ridefogedens svar; (6) de svenske commissariers skrivelse til de danske fuldmægtige, dateret Rysby den 14. august, med svar på samme brev, dateret Christianopel den 17. august; og endelig commissariernes domme.(b) Men som der blev fældet separate domme, en af de danske og en anden af de svenske commissarier, blev tingen såvel i den post som i andre den samme som den var.
Om de andre tvistigheder skal tales videre når jeg kommer til den svenske krig.
(a) Musæum Reg. part. 2. sect. 5. tab. 4. N. 6.
(b) Flakkebekske Conference inter acta Christ. 4. Manuscr.
|594Hvad ellers mærkværdigt er som tildrog sig dette år, er at dronning Anna Catharina blev forløst med en ung prins kaldet Christian, som siden blev destineret til successor i regeringen og derfor i kongens levende live førte titel af Christian 5. Højstbemeldte dronning havde nogle år Prins Christian fødestilforn, nemlig 1599, bragt en anden prins til verden kaldet Frederik, men som døde kort derefter.
De få år denne konge havde regeret, gav til kende at han ville blive en 1604stor regent. Man havde allerede mærket hos ham en stor tapperhed, en begærlighed til at vide alting og et stort geni til at fatte alting, kærlighed til boglige kunsters forfremmelse og en stor nidkærhed for religionen, i hvilken henseende han efterfølgende år lod udgå en forordning at ingen som havde gået i jesuitternes Kongens store kvaliteter fremskinnerskoler, måtte til noget gejstligt embede befordres. Man havde også mærket en stor vigilance og lyst til arbejde og til at rejse allevegne om i rigerne for at bivåne herredagene og håndhæve retten, óg var han i den henseende dette samme år i Bergen i Norge, ja fast hvert år og undertiden to gange om året kom i samme rige så at han hartad har gjort 50 norske rejser foruden den store rejse han gjorde forbi Norge til Moskovien 1599 for at lære at kende alle Norges havne, hvilket er forunderligt og uden eksempel.
På herredagen som blev holdt i Bergen dette år, blev adskillige vigtige ting foretaget. Hans Majestæt havde i det år 1602, da han var i Norge, mærket at retten sammesteds ikke blev vel administreret, hvorudover han på en gang afsatte alle lagmændene så at der blev kun to tilbage. Han befol derpå Norges kansler Hans Pedersen Basse tillige med en Herredag i Bergennorsk herremand Anders Green at efterse og forbedre den gamle Norske Lov,(a) óg i dette år beordrede han lensmændene og lagmændene at gå den samme igennem at de kunne være færdige med revisionen til herredagen som var berammet til Bergen, hvilket óg skete. Efter at den forbedrede lov var eksamineret, bragte han den med sig til København, hvor den blev trykt samme år med den titel: Den Norske Lov kor-
(a) Edict. Reg. die 31 August. 1602.
|595rigeret og forbedret
. Årsagerne til denne forbedring gives til kende i fortalen, nemlig at loven, som for nogle 100 år siden var skrevet, var for de nuværende indbyggere blevet uforståelig, og at oversættelserne var Den Norske Lov forandret og forbedretstridige og urigtige så at enhver dommer kunne dømme ligesom han ville, item at eftersom visse ting var blevet unyttige, især den bog kaldet Kristendomsbalken, hvilken taler om de tiders religion, og hvorledes kongerne i Norge skulle kåres, hvorudover også samme bog blev rent udeladt.(a)
Hans Majestæt ville også Norges nye kirkeordinanshave forfattet en ny kirkeordinans i Norge og til den ende havde ladet forskrive til Bergen alle Norges biskopper, nemlig magister Anders Bentsen, biskop til Oslo, magister Isak Grønbæk, biskop i Trondhjem, magister Anders Foss, biskop i Bergen, og magister Jørgen Eriksen, biskop i Stavanger, befalende dem at forfatte en kirkelov og deri følge den danske kirkeordinans. Samme kirkeordinans blev forfærdiget 1607 og i kongens nærværelse offentligt oplæst i Stavanger Kirke.
Videre blev på samme herredag eksamineret de klagemål som indløb imod Peder Grubbe, lensmanden i Bergen, hvilken blev afsat og dømt i kongens unåde. Endelig blev i Hans Pedersen Basses sted beskikket en ny Norges kansler, nemlig Anders Green, som også var af norsk adel, så at man ser at Hans Majestæt favoriserede de norske i deres forhen gjorte begæring om at nyde indfødte nordmænd til kanslere.
Men intet lå denne konge mere på hjertet end handelens forfremmelse, Kongens anslag angående de danske handelsstæders opkomsti hvilken henseende han sin hele regeringstid søgte at hæmme hansestædernes kommerce, hvorved de nordiske riger hidindtil havde været udsugede. I det år 1602 lod han dem straks forbyde handelen på Island og overdrog den til København, Malmø og andre stæder. Dog kom det islandske kompagni ikke i stand i København førend 1620, som skal vises på et andet sted.(b) I dette år, såsom Hans Majestæt mærkede hvor stor skade det var for de danske købstæder at hansestæderne handlede umiddelbart med rigets adel og proprietærer
(a) Præf. ad Leg. Norw.
(b) Excerpt. ad hist. Chr. 4. Manuscr.
|596og gik købstæderne forbi, hvorudover han lod beramme et købstadsmøde til Horsens, hvor købstædernes fuldmægtige i Jylland skulle møde, og affærdigede på sine vegne didhen sin råd Jonas Carisius for at overlægge med dem hvad som kunne foretages til deres nytte og opkomst. Over dette alarmeredes straks adelen i Jylland, Bliver forhindret af adelenja rigets råd begav sig til kongen i Haderslev for at fornemme hvad dette møde skulle betyde, og hvi sådant skete uden deres minde. Kongen bar ikke liden fortrydelse over denne deres ankomst, såsom de dertil ikke var forskrevet, hvorudover han tog med koldsindighed imod dem. Ikke des mindre lod han dem dog ved bemeldte Carisium underrette om sit forehavende, nemlig at dette møde skulle holdes for at overlægge med købstæderne hvorledes deres handel kunne bringes i bedre stand, og at hansestæderne ikke skulle være mestre af det hele riges kommerce. Men rådet og adelen, som ikke fandt deres regning ved nogen sådan forandring og derforuden havde denne samling suspekt, fremturede med deres remonstrancer så længe indtil Hans Majestæt måtte lade sit ypperlige forsæt fare denne gang.
Dog aflod han i sin hele regeringstid ikke, så ofte lejlighed gaves, at indskrænke hansestædernes handel. Således da han 3 år derefter var i Bergen og fornam at de kontorske havde været så dristige at plante stykker langs ved Bryggen, lod han ikke alene stykkerne borttage, men lod de kontorske også aktionere efterdi de havde tilkøbt sig adskillige haver og ejendomme i Bergen uden forlov og frihed. Således blev vingerne mere og mere klippet på dem, og endelig blev Kongen søger at indskrænke hansestædernes handel på disse rigerdem 1614 al handel forbudt som hørte staden til. Denne kongens opførsel opvakte sådan bitterhed hos de lybske at de ikke alene gav hårde klagemål ind for kejseren over kongen, men endogså forhånede og forfulgte de danske allevegne udenlands og lod udsprede at kongen ville tvinge dem til at losse deres varer i Sundet af deres egne skibe i de danske skibe som skulle bringe ladningen hen til de steder hvor de agtede sig, hvilket dog aldrig havde været kongens tanke. Denne snak alarmerede dog De Forenede Provinser og bevægede dem til at |597slutte et forbund med Lübeck 1613, i hvilket forbund de overtalte siden adskillige andre potentater at indtræde.
Dog lod Hans Majestæt sig af alt dette ikke skrække. Så meget lå handelen ham på hjerte, for hvis skyld han gjorde større entrepriser end nogen konge i Europa på de tider. Og som han havde hørt at de norske Han søger at oplede det gamle Grønland igeni gamle dage havde haft kolonier på Grønland, og samme forladte kolonier var siden forgæves længe eftersøgt, satte han sig for at gøre et forsøg på at opfinde samme forladte steder igen. Men førend jeg taler om disse store grønlandske tog, holder jeg fornødent at røre noget om den gamle grønlandske historie for deraf at vise hvad som bevægede Hans Majestæt dertil, og hvad ret de danske konger har til possessionen af de grønlandske kyster.
Historien siger at en norsk herremand, Torvald, da han havde bedrevet et mord Den gamle grønlandske historiei Norge, flygtede med sin søn Erik Rødhoved til Island, hvor Torvald døde. Sønnen Erik Torvaldsen, da han havde opholdt sig en lang tid i Island, begik han óg et nyt mord. Han søgte derfor at redde sig med flugten, men vidste ikke hvorhen. Endelig besluttede han at søge et land som en ved navn Gundbjørn havde beskrevet ham at ligge nordvest for Island. Denne rejse gik også for sig 982, og Erik Rødhoved kom først til en ø liggende ved et sund, som han kaldte De norskes første koloni under Erik RødhovedEriks Sund, hvor han forblev vinteren over. Mod foråret begav han sig til det faste land, og som samme land så grønt og behageligt ud, lod han det kalde Grønland, hvilket navn den hele store kyst har beholdt til denne dag, og havnen hvor han landede, blev kaldt Eriksfjorden.
Efter at han havde opholdt sig der nogle år, nu på øen, nu på det faste land, satte han sig for at rejse til Island igen for at overtale islænderne, som han havde forsonet sig med, at følge ham til Grønland, hvilket også skete; thi islænderne, opmuntrede af den beskrivelse som Erik gjorde dem over landet hvor der var skøn græsgang, mængde af vildt og fiskerige fjorde, begav sig didhen i hobetal.
|598Nogle år derefter gjorde Leif Eriksen en rejse til Norge, hvor han afmalede det nyopfundne land for Oluf Tryggesøn, som da regerede i Norge. Kongen, som nylig havde antaget den kristelige tro, overtalte Leif at forlade hedenskabet så at han lod sig døbe og forblev ved kongens hof vinteren over. Mod foråret Kong Oluf Tryggesøn lader besætte Grønland med flere folkskikkede kongen ham til Grønland igen og gav ham med en præst som skulle undervise hans fader Erik samt det andet folk på landet i den kristelige religion. Erik Rødhoved fortørnedes i begyndelsen over sin søn efterdi han bragte fremmede folk på landet og derved banede vej for andre at bemægtige sig Grønland. Men sønnen talte så længe for ham at han ikke alene blev stillet tilfreds igen, men endogså lod sig døbe med det hele folk. Dette er begyndelsen til den grønlandske handel. Den danske krønike som er på rim, siger at dette tog skete anno 770; men Snorre Sturlesens krønike henfører det længere ud til de tider da Oluf Tryggesøn regerede i Norge.(a)
Indbyggerne, som daglig formerede sig i Grønland, trængte sig tid efter anden videre ind i landet, hvor de fandt blandt bjergene frugtbare og grønne Landet deles i Øster og Vester Bygdenge, og delte landet i Øst- og Vestgrønland, byggede også en liden stad i Østgrønland, som de kaldte Garde, hvorpå de norske alle år drev handel. Derefter blev en anden stad anlagt kaldet Albe, item et kloster ved strandbredden, Skt. Thomas til ære. Den stad Garde blev bispernes sæde, og Skt. Nicolai Kirke blev en katedralkirke i Grønland. Den islandske skribent Jonas Arngrim har givet os en liste på alle grønlandske bisper, og Huitfeldt vidner i sin danske krønike at en grønlandsk bisp var til stede anno 1385 i et gejstligt mode som blev holdt til Nyborg i Fyn. Disse bisper lå under Trondhjems bispestol ligesom landet i verdslige sager dependerede af de norske konger og regeredes efter de islandske love under de statholdere som kongen af Norge didhen skikkede.
Den norske krønike siger at Grønland rebellerede imod de norske konger 1256, men at kong Magnus i Norge ved den danske
(a) Snoro in Ol. Trygg.
|599kong Eriks hjælp bragte grønlænderne til lydighed igen så at der blev fred sluttet 1261(a), óg nævner Arngrim Grønland bliver en provins af NorgeJonas 3 af de fornemmeste grønlændere som undertegnede samme fred, ved hvis kraft Grønland forbandt sig på ny at aflægge årlig skat til de norske konger, til hvis taffel samme skat lå.
Dette er hvad man i kort begreb kan sige om det gamle Grønland, hvis historie endes anno 1348, eller som andre skriver 1350, i hvilket år den sorte pest ødelagde den største part af det nordiske folk, blandt andet de fornemmeste Man holder for at den sorte død ødelagde de grønlandske indbyggeresømænd, item danske og norske købmænd, hvoraf de grønlandske kompagnier bestod, så at den grønlandske handel fra den tid begyndte at forfalde og endelig ganske at undergå. Vel finder man at ærkebisp Eskild i Trondhjem år 1406 stillede sig an som han ville bringe det grønlandske væsen på den gamle fod, og skikkede en ved navn Andreas fra Norge for at succedere den sidste grønlandske bisp af Garde, som før er omtalt. Men man har ingen tidender haft siden, hverken om samme Andreas, ej heller om de gamle grønlandske indbyggere, så der menes at de få som er overblevne af den sorte pest, er bortdøde eftersom de ingen tilførsel mere har fået fra Norge.
Efter at Norge var blevet forenet med Danmark, og kongerne fik så meget Erik af Pommern forsømmer den grønlandske handelandet at tage vare på, blev den grønlandske handel rent forglemt; thi Erik af Pommern, som succederede dronning Margrete, såsom han var fremmed og regerede over 3 mægtige riger, fik han ikke tid til at informere sig om der var sådant land til som man kaldte Grønland.
Christoffer af Bayern, som fulgte kong Erik i regeringen, tænkte lige så I lige måde Christoffer af Bayern og efterfølgende kongerlidet på denne handel så der i hans tid ikke blev talt om Grønland.
Kong Christian den Første førte store og vigtige krige, rejste til Rom, søgte at forene Ditmarsken med kronen, hvorpå han erholdt kejserlig bevilling, satte sig i possession af Slesvig og Holsten og var sin meste tid plaget med rebellioner i
(a) Snor. Sturl. Chron. Norweg.
|600Sverige så at han ikke fik stunder at tænke på den grønlandske handel. Det selvsamme kan siges om hans successor, kong Hans. I Christiani 2. tid tog Erik Valkendorf, ærkebispen af Trondhjem, sig for at oplede Grønland igen. Han læste til den ende alle de bøger som var skrevet derom, og eksaminerede købmænd og skibsfolk i Norge som havde kundskab derom, lod også gøre et søkort over den vej man skulle tage didhen. Men bemeldte Erik Valkendorf kom i unåde og måtte forlade riget og begive sig til Rom, hvor han døde. Med ham faldt også de kompagnier som han havde ladet oprette for den grønlandske handel.
Kong Christian den Tredje tog sig for at oplede Grønland, men forgæves; thi de som blev didhen skikket, kunne ikke hitte det gamle land igen. Samme konge Christianus 3. søger at oplede Grønland igen, men forgæveslod ophæve det forbud som var gjort af de forrige konger, at ingen uden tilladelse måtte sejle på Grønland, og tillod enhver uden forespørgsel samme sejlads for at opmuntre undersåtterne at oplede landet igen; men Norge var da i sådan slet tilstand at det havde ikke kræfter til at udruste skibe til sådant tog.
Kong Frederik 2. tog sig også dette værk for og skikkede en ved navn Magnus Item Frederik 2.Henningsen at oplede det forlorne land. Samme Henningsen havde en særdeles hændelse. Efter at han havde udstået adskillige besværligheder, kom han så nær at han kunne se landet, men just på samme tid studsede skibet midt i søen med alle skibsfolkenes største forskrækkelse; thi de havde god vind, var midt i havet og havde dyb grund, der var ej heller nogen is dem i vejen. Såsom man ikke kunne komme videre fort, vendte Henningsen tilbage til Danmark igen, hvor han fortalte kongen denne underlige hændelse, holdende for at der måtte være en magnet i bunden af havet som holdt skibet tilbage. Jeg lader denne gisning ved sit værd og går videre fort.
Men som Christiani 4. hovedlyst var at gøre decouverter til handelens Christian 4. sender 4 gange skibe til Grønlandforfremmelse, så har ingen konge derpå mindre sparet umage og bekostning. Højstbemeldte konge tog sig |601på samme tid dette værk med alvor an og til den ende lod forskrive en forfaren sømand fra England som havde navn for at kende det grønlandske hav. Så snart samme sømand var ankommet, lod han udruste Første rejse under Godske Lindenau3 skibe, hvilke under anførsel af Godske Lindenau sejlede fra Danmark anno 1605. Den engelske sømand, som førte et af disse skibe, da han havde nået den poli højde som han søgte, skilte han sig fra de andre skibe og tog den kås som islænderne fordum havde taget, nemlig sydvest. Den danske admiral derimod sejlede imod nordvest og kom alene til de grønlandske kyster. Snart var hans skib ikke blevet set af de vilde på landet førend de kom ombord, hvor admiralen tog imod dem med glæde og gav dem vin at drikke, men de fandt ingen smag deri og drak hellere tran, som man siden skænkede i for dem. De foragtede guld- og sølvmønt, som man viste dem, og var mere begærlige efter jern- og stålarbejde, item spejle og andet småt dukketøj, hvilket de tilbyttede sig for ræve, bjørne og kobbeskind, som de havde bragt med dem. Godske Lindenau opholdt sig på samme sted i 3 dage uden at sætte fod på landet såsom han ikke troede de vilde. Den fjerde dag lettede han anker og sejlede bort med to af indbyggerne, hvilke derudover blev så rasende at man måtte binde dem. De andre, som stod ved strandbredden og anså denne handel, blev derover så opirrede at de skreg og hylede og bombarderede de danske med pile og sten. Dette er alt hvad jeg finder forrettet på dette tog af Godske Lindenau, hvilken kom alene til Danmark igen.
De andre tvende skibe kom ind i en bugt som befandtes at være Strat Davis, hvor man så adskillige gode havne og grønne enge. Indbyggerne der kom også straks ombord og handlede med dem, ligesom de foromtalte med Godske Lindenau. Men disse sidste stillede sig mere vilde og mistrolige an. Her blev nogle bevæbnede danske sat på land, hvilke der fandt adskillige smukke egne, i lige måde sølverts; thi det siges at man af sten som vejede 100 unser, bragte 26 unser sølv til veje siden i København. Man gav danske navne til de sø|602havne som der fandtes, og gjorde et kort over kysterne. Førend man gik ombord igen, bemægtigede man sig fire vilde, af hvilke man måtte omkomme den ene efterdi han stillede sig så fortvivlende og rasende an og derved indjog sådan skræk i de 3 øvrige at de godvilligt fulgte de danske til skibene. Indbyggerne, for at hævne deres landsmands død, stillede sig i slagtordning ved havnen og lod som de ville afskære de danske passen til skibene; men da man gav en salve af kanoner og musketter på dem, tog de flugten så at de danske uden hinder indskibede sig, satte sejl og kom lykkeligt til København igen, hvor de præsenterede Hans Majestæt de 3 vilde, som ingen overensstemmelse havde med de forrige, hverken i tale, dragt eller sæder.
Dette første grønlandske tog opmuntrede kong Christian at forsøge et nyt og Den anden grønlandske rejseat affærdige samme Godske Lindenau med 5 skibe. Han sejlede fra Sundet den 8. maj 16061606 og bragte med sig de 3 grønlændere som var taget ved Strat Davis, for at bruge dem til tolke. Godske Lindenau tog da den vej som den engelske kaptajn havde udvalgt, nemlig sydvest fra Island igennem Capo Farvel mod Strat Davis. Et af disse skibe blev skilt fra de andre formedelst en tåge; men de fire kom lykkeligt til landet den 3. august. Men de vilde, af mistanke til dem, havde ingen lyst at indlade sig i handel som tilforn, hvorudover de danske sejlede højere og forhåbede der at blive bedre modtaget; men indbyggerne var der lige så mistænkelige som på det første sted og stillede sig til modstand ifald de danske ville forsøge landgang. Endelig da man havde kastet anker ved det tredje sted, bad en af Lindenaus tjenere, en forvoven karl, om frihed at stige alene på land for at komme i handel med de vilde. Han håbede enten at tæmme dem ved adskilligt småt dukketøj eller at undløbe dem hvis de skulle forsøge noget fjendtligt imod ham; men han var næppe kommet på land førend han blev grebet, ihjelslået og skåret i stykker af de vilde, som dertil brugte knive, gjort af horn eller tænder som tages af den fisk kaldet enhjørning og slibes ved |603stene. Lindenau mærkede da at der var intet for ham at bestille, begav sig derfor på vejen til Danmark igen.
I samme år som dette andet grønlandske tog skete, nemlig 1606, gjorde Kongens første engelske rejseHans Majestæt sin første rejse til England for at besøge sin svoger kong Jacob. På denne rejse fulgte ham af rigets råd Christian Friis, kansleren, Peder Munk, rigets marsk, Steen Brahe, Rantzau, statholder i Holsten, og Eske Brok.(a) Fremdeles fulgte ham også på denne rejse den navnkundige doktor Hans Resen og magister Jon Jacobsen Venusinus, historicus regius. Der fortælles underlige historier om samme Venusino, blandt andre at han i sin ungdom havde forhvervet sig en ring hvori var en spiritus familiaris, ved hvis hjælp han kom til stor lærdom og videnskab og blev professor i København. Med denne ring siges det han aldrig kunne skille sig; thi endskønt han kastede den i ilden, i rendesten, ja i havet selv, så kom den dog på fingeren igen. I denne overtro blev almuen ikke lidet bestyrket da Venusinus blev fundet død i en brønd til Sorø, hvor han var oeconomus. Han er ellers ikke den eneste som formedelst sin lærdom har haft den lykke at blive troldmand.
Den 13. juli kom Hans Majestæt med sine skibe til England, hvor kong Jacob gik ham straks i møde og opholdt sig på det kongelige skib 2 timer.(b) Efter at Hans Majestæt havde været nogen tid i England,(c) begav han sig den 11. august derfra igen og arriverede til Kronborg den 24. ditto.
Jeg finder ellers at Viborg dette år i grund blev afbrændt, item at en uhørlig gerning blev bedrevet af en præst der på gaden ved Oluf Brockenhuus’ gård med en kniv ihjelstak en herremand ved navn Otto Skram. Óg gav dette mord des større opsigt efterdi
(a) Cunrath. Lips. Christ. 4. Engelske Rejse.
(b) Anonym. Diar. manuscr. siger at kongen til afsked forærede de engelske herrer som havde opvartet ham, over 30.000 rigsdaler så at drikkepengene på denne rejse kom højere at stå end hele kongernes rejser i gamle dage.
(c) Rich. Baker Chr. of the Kings of Engl. pag. 411.
|604samme Otto Skram var en herre af store meritter, der havde gennemrejst hele Europa og en del af Afrika. Ulykken skete i Viborg da han gik hjem fra et bryllup.(a)
Efter at kongen var kommet tilbage fra England, tog han sig for at gøre det 1607tredje forsøg på Grønland og til den ende udskikkede 2 store skibe under anførsel Tredje grønlandske tog af kaptajn Karsten Richardsen; men samme Richardsen kunne ikke komme til land formedelst is der lå ligesom høje bjerge og strakte sig langt ud i havet; thi der er visse år i Grønland som isen aldrig tør i, hvorudover han med uforrettet sag måtte vende tilbage. Disse kostbare og vanskelige tog viser hvilken stor curiositet, nidkærhed og bestandighed der var hos denne herre.
Hvad de vilde grønlændere er angående som blev bragt til Danmark, da havde Hans Majestæt omsorg for at de blev vel forsørget, og gav dem frihed at gå hvor dem lystede. Man gav dem at spise mælk, smør og ost, item råt kød og fisk; thi de kunne ikke vænnes til brød og kogt kød, ej heller til vin eller øl, men i det sted drak hvalfisketran. De vendte sig idelig imod Norden og sukkede efter deres fædreneland. De som kunne bemægtige sig deres små både, begav Vilde grønlændere i København og deres fatasig på søen, i tanke at komme til Grønland igen. Men da de var kommet 10 eller 12 mil fra Sundet, blev de af storm drevet tilbage på de skånske kyster og derfra bragt til København igen, hvor de blev nøjere vagtet. Men som deres tanker altid var henvendt til fædrenelandet, vovede tvende af de samme sig på søen igen, hver i sin båd som de havde fået fat på. Man satte efter dem og fik den ene tilbage, men den anden fik man aldrig nogen tidende om. 2 af dem døde siden af sorg, men de øvrige 2 levede i nogle år og syntes at være ved godt mod. Men den forhåbning man havde at lære dem den kristelige tro, var forgæves. Man kunne ikke mærke at de havde nogen idé om Gud. Man blev alene var at de løftede øjne imod himmelen som for at tilbede solen når den steg op af østen.
Den ene af dem døde endelig til Kolding på sådan måde: Såsom på de tider sammesteds var perlefangst, og
(a) Concio funebr. Nic. Laur. Arctand.
|605grønlænderen gav til kende at han var vant til at fange perler i sit fædreneland, førte høvedsmanden i Kolding ham med sig didhen og betjente sig af ham til perlefangsten, hvori han var meget lykkelig. Men såsom gerrighed drev samme høvedsmand til at holde ham til dette arbejde både vinter og sommer, blev han omsider syg og døde. Denne død gik hans kammerat, som nu alene var tilbage, således til hjerte at ingen kunne trøste ham mere. Han bemægtigede sig derfor i fortvivlelse en af de små både og begav sig ud på søen. Men han blev grebet og bragt til København igen, hvor han straks døde af sorg.
Disse trende tog viser såvel kongens store iver til handelens forfremmelse som en ugemen fermeté i at fortsætte og bringe til ende hvad han en gang havde påtaget sig, og af ingen modgang, trusler eller ulykker at lade sig afskrække, hvorpå i efterfølgende historie skal vises mærkelige eksempler, såvel i freds- som i krigstider. I efterfølgende år lod han se en stor prøve derpå i Holsten ved at tentere et stort foretagende og uanset dets vanskelighed og stændernes protestation at sætte det i værk, sig og efterkommerne såvel af det kongelige som fyrstelige hus til største nytte.
1608De slesvig-holstenske stænder stod endnu stift på deres valgrettighed, endskønt de intet andet havde at grunde den på end Christiani 1. privilegier. Forklaring over det slesvig-holstenske ridderskabs formente valgrettighedMen jeg har tilforn vist at samme konge intet risikerede ved at give sådanne privilegier efterdi de aldrig kunne bringes til eksekution; thi hvad Holsten angik, da havde samme land altid været et arvegrevskab således at ikke alene søn har arvet faderen, men at det ligesom et patrimonium har været delt imellem de grevelige børn. Og når det således var beskaffent, kunne spørges hvorledes Christianus 1. kunne give stænderne en valgrettighed sine efterkommere til præjudice, helst på den tid at han havde 2 brødre der ved fødslen havde erhvervet jus quæsitum dertil, foruden den skovenburgske greve, som både var proximus agnatus til den afdøde holstenske greve og derforuden viste et arvefordrag mellem de holstenske og skovenburgske herrer at det ene hus |606skulle succedere det andet, så at derfor Christiani 1. adkomst til Holsten grundede sig ikke på stændernes valgrettighed, som de aldrig havde haft, men på den skauenborgske greves cession eller afståelse for en sum penge og andet vederlag, óg kunne kong Christian ikke betjene sig af anden ret til at ekskludere sine tvende brødre end den som flød af samme afståelse. Og endskønt de holstenske stænder havde ved Christiani 1. privilegier erhvervet sådan ret, viser dog efterfølgende tid at den aldrig har været ført i praxin, men at landet har været underkastet successionsret, ja delinger, Dens rette grund visesligesom det har været før Christiani 1. tid.
Heraf ser man at denne prætenderede valgrettighed var ilde grundet i henseende til Holsten, men langt værre i henseende til Slesvig, som var en del af riget, og hvorover ridderskabet i Holsten havde lige så liden disposition som kalmukker eller tatere. Ikke des mindre lod de sig ikke alene mærke med sådan valgrettighed i denne konges minorennitet, men endogså da kongen i det år 1603 forlenede hertug Johan Adolf med Slesvig, protesterede solenniter derimod. Men kong Christian havde alt for stor fermeté for at lade sig afskrække ved sådant; thi han gjorde ikke alene en kontraprotestation derimod, men erhvervede også i dette år 1608 af kejseren en bevilling at førstefødselsret skulle indføres i Holsten, og at fyrstendømmet ingen deling Kongen indfører førstefødselsret i Holstenoftere skulle være undergivet. Og omendskønt stænderne en og anden gang fremkom med deres gamle protestationer, maintenerede dog Hans Majestæt dette sit værk med sådan myndighed så at stedse fra den tid indtil nu om stunder en bestandig successions- og førstefødselsret har været iagttaget såvel i den fyrstelige som kongelige linje. Men derom skal tales mere omstændigt på et andet sted. Hans Majestæt forlangte af rigets råd dette år at hans unge søn prins Christian, som da var 5 år gammel, måtte erklæres hans successor, hvortil de lod sig ikke finde uvillige, forlangende alene en forsikring at sådant intet skår skulle gøre i adelens privilegier, især i deres valgrettighed, hvilket da dem var lovet, blev alle stænder straks forskrevet til at møde, óg blev da den un-|607ge prins samtykket til konge efter Christiani 4. død. Men hyldningen skete ikke førend år 1610.
Dette er alt hvad jeg har kunnet bringe til veje om Christiani 4. bedrifter fra hans regerings begyndelse indtil den første svenske krig. Om der ellers er passeret andre indenlandske sager af mærkværdighed, skal jeg ej kunne sige efterdi intet derom findes optegnet. Jeg ser alene af det ofte citerede biskop Hegelunds skrevne calendario at der er sket usædvanlige eksekutioner over nogle danske herremænd. Thi i det år 1603 den 28. juni blev fru Birgitte Rosenkrantz dømt Adskillige eksekutionerfra livet og halshugget. År 1609 blev Albert Skeel henrettet, og kort derefter Christoffer Rosenkrantz bragt fangen til Skanderborg og året derefter, nemlig 1610 den 25. marts, halshugget på slotspladsen i København. Hvad de førstes brøde har været, er mig uvitterligt.(a) Men Christoffer Rosenkrantz’ er mærkelig og anføres med disse omstændigheder:
Samme mand påstod at have en fordring af 5000 rigsdaler hos Christen Juuls efterladte enkefrue og efter erholdt dom ville gøre indførsel i hendes gård i Jylland. Fruen besværede sig højligt derover og vidnede helligt at denne gæld var ikke rigtig, hvorvel hun kunne ikke nægte at jo de hænder som fandtes i gældsbrevene, lignede både hendes og hendes salig mands. Såsom det nu var hende Christoffer Rosenkrantz’ procesom hendes velfærd at gøre, søgte hun sin tilflugt hos kongen og med knæfald og grædende tårer bad at Hans Majestæt ville hjælpe hende til rette. Kongen vægrede sig i begyndelsen derfor såsom debitorernes egne hænder lå derfor, lod sig dog af hendes idelige suk og gråd, som gav uskyldighed til kende, bevæge til at eksaminere sagen nøjere. Han lod straks bemeldte Rosenkrantz til sig kalde og bød ham at føre obligationerne med sig. Efter at han længe havde eksamineret manden, men ingen oplysning kunnet få, blev han var på papiret papirmesterens navn og mærke, og såsom papirmøllen for nogle få år siden var anrettet på Frederiksborg, og obligationernes data var ældre end
(a) Hegelund Calend. Manuscr.
|608papiret, tog Hans Majestæt dette ad notam, dimitterede Rosenkrantz og lovede inden kort tid at stille ham gældsbrevene ubeskadigede tilbage. Imidlertid bliver papirmesteren eksamineret om han havde fabrikeret noget papir førend den frederiksborgske mølle blev anrettet, hvilket han nægtede, tilstod dog at det var hans arbejde, endskønt han ikke kunne begribe hvorledes skriften kunne være ældre end papiret. Dette syntes at gøre sagen ganske klar. Dog ville Hans Majestæt gå lempeligt til værks, lod på ny kalde Rosenkrantz til sig og formane ham til at lade sin fordring falde; men han, i steden for at give gode ord, stillede sig trodsig an og lod siden falde hårde ord imod kongen. Herudover blev han grebet og ført fangen til Hans eksekutionSkanderborg Slot, og alle hans effekter blev forseglet. Da fandtes óg adskillige andre falske breve. Sagen blev opsat til den københavnske herredag som blev holdt år 1610. Da blev han af retten dømt fra ære og liv og kort derefter på Københavns slotsplads halshugget. Hans tjener, som blev overbevist at have skrevet de falske breve, blev hængt i Jylland.
Hvad videre i dette intervallo tildrog sig, var at den gamle rigsadmiral Peder Munk i det år 1609 tog sin afsked og levede på sit gods indtil det år 1623 da han døde i sin alders 89. år. Han var for nogle år siden gjort til Anselige mænds dødrigets marsk, Mogens Ulfeldt blev igen rigets admiral, hvilket høje embede havde været ledigt fra den tid Peder Munk forlod det. På samme tid aftakkede også den berømmelige Arild Huitfeldt efter at han havde været rigskansler i 24 år, og døde kort derefter i samme år.
Danmark havde nu fast i 40 år levet i en ønskelig fred; thi kong Frederik 2. havde ved det stettinske fordrag erhvervet rigerne både ære og sikkerhed, Forberedelse til den kalmarske krigs historie, som begyndte 1610og Christianus 4., hvorvel han af naturen var begavet med alle de kvaliteter som kontribuerer til at danne en stor helt, så syntes han dog heller at have udvalgt Augusti end Cæsaris historie til sit levneds rettesnor; thi den store omsorg han havde for handelens og boglige kunsters forfremmelse, og de bekostninger han gjorde på |609at sire sine riger og fyrstendømmer med skønne stæder og herlige bygninger, viser tilstrækkeligt at hans hovedlyst var at berige og habilitere sine undersåtter og heller at forhverve sig navn af en vís lovgiver end af en stor feltherre. Dog gik denne fredsommelighed ikke så vidt hos ham som hos hans svoger kong Jacob af England, hvis store begærlighed til fred, som ellers er det største sirat i en konges levned, var blevet til en lyde; thi kong Christian, så tit landets ære og sikkerhed og religionens håndhævelse bød ham at trække sit sværd, vægrede han sig ikke derfor.
Hans Majestæt har derfor ført 3 store krige med foranderlig Kong Christian førte 3 krigelykke. Den første med kong Carl og Gustav Adolf af Sverige, hvori han havde sådan fremgang at Stockholm selv frygtede sig for belejring efter at de vigtigste grænsestæder var erobret. Den anden med kejseren, i hvilken han efter det ulykkelige slag ved Königslutter blev forladt af dem for hvis skyld han i den urolighed blev indviklet, og derfor ved den lübeckske fred måtte forbinde sig til neutralitet i den tyske krig. Den tredje og sidste med dronning Christina af Sverige, hvilken krig ikke endtes uden med rigets store forlis. Disse 3 krige vil jeg her efter orden kortelig beskrive og derimellem efter årstal tale om andre indenlandske sager.
Hvad sig anbelanger den første krig med Sverige, da har Oprindelse til den første krigden sådan oprindelse: De idelige uroligheder hvori de nordiske riger længe havde svævet, syntes at være hævet ved den bekendte stettinske fred 1570. Danmark, som i den 7-årskrig havde overhånd og havde fået en fred efter ønske, lod sig dermed nøje og stræbte at høste frugten deraf. Sverige var længe efter samme fred ikke i stand at yppe noget imod Danmark, men havde nok i sine egne sager formedelst stridighederne om successionen og andre sælsomme hændelser i kong Johannis tid der bragte riget i samme urolighed som det havde været i under hans broder, så at man kan sige at Sverige ikke meget havde profiteret af dette kongeskifte, og såsom historien af de ting som er sket i Sverige fra det stettinske fordrag indtil denne tid, er mærkelig, og man deraf ser hvor |610lidet samme rige var i stand at tentere noget imod Danmark, hvorvel der fattedes ikke materie til tvistighed, holder jeg fornødent at røre noget derom førend jeg træder til denne krig som udbrød imellem Christianum 4. og Carolum 9.
Efter at fred mellem rigerne var sluttet til Stettin 1570, mærkede man i Hvad mærkværdigt i Sverige var passeret fra den stettinske fred indtil den kalmarske krigs begyndelseSverige at den nye konge Johannes gik frugtsommelig med en religionsforandring, hvilken straks ytrede sig, hvorvel i begyndelsen med en slags agtsomhed at sådant ingen anledning skulle give til oprør; thi samme konge, endskønt han var opdraget i den evangeliske lærdom, så dog havde han læst mange roman-katolske bøger, havde også fået en ivrig katolsk dronning, der idelig lå ham i ørene om religionens forandring og tillige med andre af hendes anhang stillede ham for øjnene de tvistigheder som havde rejst sig blandt de reformerede theologos og de mange sekter som var opkommet ved anledning af reformationen. Hvorudover kongen tid efter anden begyndte at vakle og endelig, såsom han ikke kunne få i hovedet at der jo adskillige vildfarelser også måtte have indsneget sig i den romerske Kong Johan søger at forandre religionenreligion, tog sig for at gå en middelvej og mente at stifte en religion på den måde som den var i den første kristne kirke. En begyndelse dertil blev gjort således: Såsom ærkebispen af Uppsala Laurentius Neritius havde forfattet en kirkeordinans, forlangte kongen at gennemse den samme førend den ved trykken blev publiceret. Han tog sig da for at udslette adskillige ting deraf og at indflikke andre ting i steden derfor, hvilke fornemmelig bestod i efterfølgende poster: at man ved dåben skulle bruge besværgelsen eller exorcismum, lys, hvide klæder og korsets tegn; at man ved alterets sakramente skulle bruge opløftelsen eller elevationem hostiæ efter den romerske måde; at man skulle have mere end et alter i sognekirkerne; at man skulle bruge hemmeligt skriftemål, og endelig at man skulle række et lys til dem som lå på deres yderste. I det øvrige var intet som jo kom overens med den evangeliske lærdom således som den var stiftet i hans faders, Gustav den Førstes, tid.
|611Denne nye kirkeordinans blev i begyndelsen samtykket af alle bisper; men den En ny kirkeordinans foretageskongelige hofprædikant Johan Herbst begyndte siden at anfægte den så at derudover rejste sig stor uenighed. Kongen ville ikke stå fra sit forsæt, men søgte af al magt at drive på det som han havde begyndt, hvorvel med sædvanlig agtsomhed, og tog sig for besynderlig at følge Georgii Cassandri fodspor, som i sine skrifter havde søgt at sammenstøbe religioner. Dertil betjente han sig af sin secretaire Petro Fectenio; men som han fornam at samme mand var sådant værk ikke voksen nok, lod han hemmeligt indføre nogle jesuitter, lod også kalde til Sverige den bekendte norske student Lars Nielsen, som længe havde studeret under jesuitterne i Leuven, og gjorde ham til professor i det kloster på Munkholmen, hvorudover han gemenlig blev kaldt Klosterlasse.Klosterlasse
Efter at sådan grundvold var lagt, lod han i det år 1575 forsamle bisperne og gejstligheden til Stockholm, hvor han forestillede dem den tvistighed som var imellem de evangeliske lærere, og tilligemed gav sin mening til kende om at indrette en religion i Sverige efter den model som den var i den første kristne kirke, og at man derfor behøvede at tilbagekalde adskillige ting igen som man ved reformationen havde afskaffet. Man måtte således gøre begyndelse med at indrette messen, hvilket den da nærværende gejstlighed med forundring bevilgede således at messen skulle forfattes i en andægtigere form, og at den gamle måde i sangen skulle igen antages. I denne villighed fandt kongen sådant behag at han tilstedte gejstligheden at udvælge såvel en ærkebisp til Uppsala som en bisp af Linköping og Västerås, hvis bispestole nylig var blevet ledige, dog holdt han inde med deres konfirmation indtil de havde underskrevet nogle artikler som sigtede til kongens forsæt i religionens reformation.
Derpå blev befaling udgivet at gennemse den trykte kirkeordinans og at flikke således på den samme at den kunne Den nye liturgis forfattelseblive overensstemmig med de ældgamle kristelige liturgier, hvortil bisperne, især de nys udvalgte, lod sig finde redebonne. Herudover blev under Petri Fectenii direktion en ny |612kirkeordinans forfattet, som var sammenflikket af den romerske og evangeliske religion, et sælsomt foretagende af en konge, allerhelst på den tid at han havde moskovitter på halsen, og han derforuden måtte idelig have øje på sin detroniserede broder, hvilken ikke fattedes på venner såvel inden som uden riget. Ja, man må des mere forundre sig derover efterdi hans berømmelige fader nylig med så stor møje havde stiftet reformationen, og den augsburgske bekendelse var overalt antaget i riget. Men det er herved at mærke at hos alle Gustavi descendenter, undtagen hos Gustavum Adolphum, fandtes irregularitet og sælsomme griller så at man kan sige om stamfaderen at han enten burde ikke at have været født eller ikke at have været død.
Imidlertid oprettede ovenmeldte Klosterlasse en teologisk skole på Gråmunkeholmen og der forklarede kong Johannis nye systema. De nys udvalgte bisper blev ordineret med romerske ceremonier, og ordinansen blev af de fleste gejstlige underskrevet, som man gav sådan titel: Liturgia Svecanæ Ecclesiæ Catholicæ et Orthodoxæ conformis, óg blev den forfattet på tvende sprog, nemlig på latin og svensk, og publiceret i de tvende nys udvalgte bispers navne. Derpå begyndte man i det år 1576 over hele Sverige at synge messen i den gamle romerske tone, men ikke uden med besværlighed for præsterne efterdi få af dem forstod at holde melodien. Efter at liturgien således var trykt og publiceret, lod kongen anholde hos sin broder hertug Carl at han også skulle lade den indføre i de lande som han var forlenet med. Men samme hertug lod ham svare at Hertug Carl vil ikke samtykke i religionens forandringdet anstod hverken kongen eller ham at forandre den religion som deres fader med så stor møje havde stiftet. Og derved formeredes ikke lidet den misforstand som var imellem brødrene. Men kongen mente at hvis han kunne få paven til at understøtte dette hans forsæt, ville han let få hele Sverige til at antage hans lærdom. Han affærdigede derfor Pontum de la Gardie og Petrum Fectenium til pave Gregorium 13. for at anholde om liturgiens konfirmation, men for-|613gæves, hvorudover kong Johannes fik i sinde at konformere sig efter den græske kirke, hvoraf ses med hvilken hidsighed han drev på dette værk, og hvorvidt sygdommen deri havde taget overhånd.
Medens dette skete, befol han ministerium i Stockholm at give dets betænkende over liturgien. Men samme ministerium lod ved rectorem i den Ej heller gejstligheden i Stockholmstockholmske skole, magister Abraham, tilkendegive at denne nye lærdom banede vej til pavedømmets indførsel i Sverige igen. Dette svar ophidsede kongen således at han lod dem alle arrestere som oprørske og ubestandige folk der gik fra hvad de en gang selv havde underskrevet. De fangne gejstlige skød sig derpå ind til et almindeligt gejstligt møde i Sverige, lovende at rette sig efter hvad der blev sluttet, hvorudover også kongen lod forskrive gejstligheden til Stockholm. Til bestemte tid lod sig indfinde de gejstlige over det hele rige, undtagen af hertug Carls lande, óg blev da en konference holdt på slottet, i hvilken magister Abraham forfægtede den evangeliske tro og havde Klosterlasse til modstander. En del da, som tilforn havde været liturgien imod, begyndte at lade se føjelighed mod kongen, men andre, især magister Abraham, præsterne i Stockholm og professorerne i Uppsala, blev bestandig ved den augsburgske bekendelse, hvorudover kongen lod dem afsætte og Hård eksekutionfængsle, óg blev magister Abraham som den halsstarrigste, andre til skræk, relegeret til Åland. Derpå befol kongen professorerne i Uppsala at give deres betænkning over den i Stockholm holdte konference. Men de samme forkastede med frimodighed den hele liturgi, lod den også skikke til de evangeliske universiteter i Tyskland for at høre deres mening derover, hvilke alle rådede fra at antage den såsom den åbnede vejen til pavedømmet.
Sverige var da i en helt forvirret tilstand, óg var det ikke liden lykke for samme rige at kong Frederik den Anden fast havde besluttet at regere sin øvrige tid i fred og derfor hellere med gode at afgøre de tvistigheder som rejste sig mellem rigerne, end ved sværdet. I disse konjunkturer fattede kong Johannes en resolution som lidet kom over|614ens med den hellighed og religionsiver som ham var påkommet, nemlig at bringe sin fangne broder kong Erik af dage eftersom han frygtede at man i denne forvirrede tilstand skulle søge at sætte ham på tronen igen. Til den ende skikkede han sin Kong Johan lader sin fangne broder omkommesekretær til Örby med forgift som var tillavet af hans chirurgo. Denne forgift blev kong Erik givet i en ærtesuppe, hvoraf han straks døde.
Midlertid var Pontus de la Gardie kommet tilbage alene fra Rom, thi hans kollega Petrus Fectenius druknede på vejen. Han gav ved sin hjemkomst til kende at Antonius Possevinus, en jesuit, som gesandt fra pave Gregorio 13. straks skulle komme til Sverige, hvilket også skete. Dog for ikke at oprøre almuen gav man for at han var skikket af kejseren. Samme jesuit rådede kongen i pavens navn at gå lige til værket og erklære sig rent for den romerske religion, hvilket også kongen bifaldt. Til den ende lod han anrette en ny prædikestol i domkirken i Uppsala, hvor Klosterlasse i kongens og rådets nærværelse holdt en vidtløftig tale om helgenernes tilbedelse, óg mente kongen at denne tale var så kraftig at den havde omvendt alle, hvorfor han befol professorerne at give skriftligt deres betænkning derover. Men de samme gav deres mening til kende på en måde som kongen så lidet behagede at han lod dem arrestere.
Derpå tog han rent Kong Johan tager rent masken afmasken af, tog sig for at stifte et nyt akademi til Stockholm og beskikkede en ved navn Malvezzi at være hans resident ved det pavelige hof. Dette og andet forårsagede at øjnene blev åbnet på mange som tilforn havde været slået med blindhed, og at ærkebispen, som tilforn i alting havde føjet kongen, forkastede den nye liturgi. Kongen derfor, såsom han mærkede at han fordærvede sine sager ved at følge Antonii Possevini råd, søgte han at foretage sin forrige plan igen og ved omsvøb at komme til målet. Men han havde allerede blottet sig så meget at ingen tvivlede mere om hans forsæt. Hertug Carl lod da forsamle en del gejstlige i Nyköping, hvor han med dem edeligt forbandt sig ikke at antage liturgien, |615ej heller i mindste punkt at vige fra den augsburgske bekendelse. Dette foretagende gjorde sådan opsigt at man frygtede for indbyrdes krig i landet, hvorudover dronningen såvel som hertugens gemal måtte lægge sig imellem brødrene for at bringe dem til forlig.
Midlertid blev krigen fortsat med moskovitterne, og tvistighed rejste sig med Danmark efterdi farten blev de danske købmænd forbudt på Narva, hvorudover kong Johannes 1580 forskrev en rigsdag til Vadstena for at overlægge med rigets råd i sådanne konjunkturer fornødne ting. Rådet tog sig da den frihed at erindre kongen om den urolighed som den nye liturgi havde forårsaget, bad ham at stå fra sit forsæt og lade kronprinsen Sigismundum opdrage i den evangeliske lærdom. Dette udvirkede vel så meget at kongen skrev Klosterlasse til at han i Stockholm skulle gå lidt varligere frem i religionssager. Men han fulgte derfor ikke des mindre sine inklinationer, ja det gik endelig så vidt at han hemmeligt antog den romerske religion og kommunicerede af Antonii Possevini Kongen antager hemmeligt den romerske religionhånd, óg pålagde samme Possevinus ham en pønitense at han på alle onsdage skulle faste efterdi han på samme dag havde omkommet sin broder kong Erik, hvilket han også stedse iagttog, óg kunne man sandelig ikke få sådan uhørlig synds afsoning for bedre køb. For disse og andre høfligheder var kongen Possevino især bevågen, hvorudover, da han besværede sig over bispen af Linköping at han for nogen tid siden på prædikestolen havde skældt paven for en antikrist, lod kongen samme bisp sætte fra sit embede.
Efter så vel forrettet sag rejste Possevinus tilbage igen, óg bad kongen ham da til afsked at han ville tilvejebringe hos paven at gejstligheden i Sverige måtte tillades ægteskab, og almuen kalken i nadveren i det ringeste på en tid lang, i lige måde at de dokumenter og breve som Johannes Magnus havde udført af Sverige til Rom, måtte tilbagegives. Men denne gode jesuit gjorde kongen kun liden tjeneste, thi han underhandlede siden en fred mellem Polen og Moskovien, hvoraf Sverige blev udsluttet så at samme rige derover fik russerne al|616ene på halsen. Dette forårsagede at kong Johannes 1582 forskrev en rigsdag til Stockholm for at overlægge med stænderne om krigens fortsættelse med russerne, óg erholdt han på samme rigsdag at hans søn blev erklæret hans successor, item at den nye liturgi blev konfirmeret, så man deraf ser at de fleste i Sverige, såvel gejstlige som verdslige, var færdige til at opofre religionen for at føje kongen. Den eneste som gjorde hinder deri, var hertug Carl med sit anhang; thi han ikke alene afværgede liturgiens indførsel i sine lande, men rejste óg selv til Tyskland for at slutte en alliance mellem kongen af Danmark, kongen af Navarra, dronningen af England og de evangeliske fyrster i Tyskland til den protestantiske religions forsvar.
Kort derefter døde Catharina Jagellonica, dronningen af Sverige, óg håbede Den katolske dronning dørman at hendes død ville give nogen forandring såsom hun ved at rekommandere kongen den romerske tros forfremmelse havde ikke lidet foranlediget disse uroligheder i Sverige. Hun rekommanderede på sit yderste hendes børn og bad at de stedse måtte oplæres i den romerske religion, hvilket kongen også holdt og derved skilte sin søn Sigismundum ved den svenske krone. Det siges at hun på sit yderste havde stor skræk for skærsild, og at hun spurgte den daværende jesuit Stanislaum Versevicium om det var vist hvad man troede om skærsild, og om hun ikke kunne blive forskånet derfor, hvorpå denne gode pater af medlidenhed til dronningen svarede at hun ikke skulle bekymre sig derover, thi det var kun et En artig jesuiterhistoriedigt, hvilket prinsesse Anna, som stod jesuitten uafvidende bag dronningens seng, hørte så at denne herlige historie må have været udspredt af hende. Det gik også ligesom man tænkte, thi ved denne dronnings død standsede den romerske religions videre fremgang i Sverige, hvortil også den nye dronning Gunild Bielke ikke lidet kontribuerede, så man deraf ser at et fruentimmer kan vende op og Forandring ved hendes dødned på et helt land. Thi dronning Catharina var hjulet som drev kongen og undersåtterne, såvel gejstlige som verdslige, at være villige til at |617tro, ja sådan føjelighed gik så vidt at ærkebispen af Uppsala engang offentligt sagde på prædikestolen at ingen kunne blive salig uden ved den gamle katolske tro; og da andre gejstlige siden bebrejdede ham sådant, svarede han: “Man må jo gøre hvad kongen befaler.”
Da man nu mærkede i Sverige at kongen lod falde noget af sin forrige hidsighed, søgte rigets råd at bringe ham ganske fra hans forsæt, i lige måde at overtale kronprinsen Sigismundum at forlade den romerske religion og at antage den augsburgske bekendelse, sigende ham rent ud at hvis han i tide ikke bekvemmede sig dertil, ville han stå fare for at miste sin arveret til kronen. Men han svarede dertil at han formedelst den jordiske krone ikke ville tabe den himmelske, óg kunne man intet andet svar få af ham, endskønt han dog ofte for et syns skyld bivånede den evangeliske gudstjeneste med sin fader. Men kongen begyndte efterhånden at tage andre mesures, thi han skilte sig ikke alene ved jesuitterne igen, men skaffede også Klosterlasse ud af landet og forbød katolske forsamlinger Klosterlasse med de andre jesuitter forlader landeti Stockholm, skønt det er uvist om han brugte sådan opførsel af fortrydelse over sit forrige forhold eller af frygt for sin broder Carl og at stille dem tilfreds som havde erklæret sig fjender af liturgien. Det er vist at den nye pave Sixtus 5. var ham ikke nær så bevågen som hans formand Gregorius 13., hvorudover han også havde besluttet at forene sig hellere med den græske end den romerske kirke.
Imidlertid havde der været tvistighed mellem Danmark og Sverige såvel om de 3 kroner som andre ting. Men man ser af den tilstand Sverige da var i, at det tjente samme rige ikke at bryde løs med sådan konge som kong Frederik den Anden, der havde sat sine riger i lige så stor velstand og fred som kong Johannes havde sat Sverige i forvirrelse, hvorudover der også intet åbenbart fjendskab rejste sig mellem rigerne så længe som tilstanden var således.
Imidlertid døde kong Stephanus Bathori af Polen, hvis enkedronning Anna, som var den svenske kronprins Si|618gismundi moster, søgte at spille den polske krone i sin søstersøns hænder og til sådant forehavende at iværksætte betjente sig af den polske rigskanslers hjælp, lod også betimeligt kong Johanni sådant tilkendegive. Kongen derfor lod straks affærdige tvende gesandter, nemlig Erik Sparre og Erik Brahe, til Polen med befaling at rekommandere Sigismundum til den polske krone, hvori de også lykkedes, så at da det kom til votering, faldt de fleste stemmer på samme Sigismundum, óg skete dette valg med Prins Sigismundus bliver konge i Polende konditioner at der skulle være et stedsevarende forbund mellem Sverige og Polen imod begge rigers naboer, item at Sigismundus efter sin faders død skulle træde til den svenske krone og forplante den på sine efterkommere, at han skulle holde en flåde på Sveriges bekostning, Polen til tjeneste, og andre vilkår som alle var fordelagtige for det polske rige. Over denne forbindelse gjorde de angrænsende Hvorover Danmark alarmereslande store øjne, óg kunne Danmark især ikke andet end alarmeres over at se det rige forenet med Sverige som det tilforn betjente sig af for at gøre diversion i de svenske krige. Men mange fornuftige folk så forud at sådan forening ville ikke meget betyde, óg bedrog de samme sig ikke i deres tanker, som udgangen har vist.
Efter at prins Sigismundus således var blevet udvalgt til konge i Polen, og alting var afgjort, hvorledes i fremtiden skulle forholdes med regimentet i begge riger, begav han sig 1587 med en flåde af 24 skibe til Danzig, og da han kom på polsk grund, blev ham straks forelagt en artikel at underskrive angående Estlands og en del af Livlands cession til Polen, hvilken han også underskrev imod sin faders vilje så at derved blev den første grundvold lagt til påfølgende stridigheder imellem rigerne. Efter at disse vigtige ting var forrettet, begyndte kong Johannes at foretage liturgisagerne igen, som en tid lang havde lagt i dvale, og det med sådan iver at han ved offentlige plakater lod erklære gejstligheden i hertug Carls lande for kættere og oprørske, lod også brænde alle de bøger som magister Abraham havde skrevet imod liturgien. Men denne iver |619havde ingen langvarig bestandighed, thi dronning Catharina, som havde været tønder til denne ild, var død. Og som kong Johannes selv kort derefter skiltes fra verden, blev denne navnkundige liturgi begravet med ham så at derom ikke mere blev talt. Det Kong Johannes dør og tillige med ham den nye liturgisiges at da man spurgte ham på hans yderste hvad hans videre tanke var derom, han da svarede at eftersom han mærkede at de fleste forargede sig derover, ville han ikke mere have at bestille med sådanne genstridige og hårde halse.
Efter kong Johannis død faldt den svenske krone udisputerligt til hans søn Sigismundum. Den samme blev ham ej heller gjort stridig, hvorvel konjunkturerne i Sverige var da således at der truedes med en mærkelig forandring. Kong Johannes havde med sin liturgi gjort sig forhadt overalt, óg kunne man under hans søn, som var opdraget i den romerske religion, ikke vente at det skulle gå bedre til i religionssager. Estland og en del af Livland, som havde kostet Sverige så meget blod, havde den unge konge forskrevet sig at cedere til Polen. Han havde også derforuden for at komme på den polske trone underskrevet adskillige andre ufordelagtige artikler for Sverige. Hertug Carl derimod, kong Johannis broder, var forlenet med anselige provinser og var i stor kredit hos de svenske, hvilke anså ham som den der alene havde hindret religionens undergang i Sverige. Og såsom han havde været så formidabel for kong Johanni selv, kunne hans unge søn, der havde antaget en i Sverige forhadt religion og derforuden var i et andet rige, ikke have årsag andet end at anse ham med skele øjne. I begyndelsen holdtes vel gode miner. Hertugen aflagde til den unge konge straks sin gratulation til den svenske krone, lovede også at holde ham som den rette arving riget til hånde, endskønt med sådanne vilkår som gjorde ham mere til en titulær end en virkelig konge i Sverige.
Hertugen søgte straks at tilintetgøre alt hvad kong Johannes i religionssager havde foretaget, og til den ende lod beramme et concilium til Uppsala hvori liturgien fik den sidste |620olie, óg blev da på samme tid dens største fjende, magister Abraham, beskikket til ærkebisp i Uppsala. Imidlertid lavede kong Sigismundus sig til at rejse til Sverige for der at antage kronen og lovede, førend han tog afsked fra Polen, at holde de svenske ved alle deres privilegier, skønt han derhos erklærede sig ikke at ville binde sig til det som mod hans vilje og videnskab var sluttet til Uppsala, hvilken erklæring ikke kunne behage stænderne i Sverige såsom de deraf kunne gætte hvad man i religionssager havde sig at forvente.
Således Sigismundus kommer til Sverigevar tilstanden da kong Sigismundus kom til Stockholm, hvor han vel med glæde af almuen blev modtaget, skønt det stod dem ikke an at han bragte den pavelige gesandt Franciscum Malaspinum med sig. Den mistanke man derudover fattede, formeredes derved at han straks påstod at i enhver stad skulle stiftes en roman-katolsk kirke, og at han ville krones af den pavelige nuncio. Herudover kom den hele gejstlighed i gevær så at man gik løs på kongen og hans onde rådgivere på alle prædikestole. Derforuden gennemheglede de lutherske i skrifter de roman-katolske, hvorvel de sidste blev dem deri intet skyldige, ja det kom omsider til håndgevær imellem polakkerne som kongen havde bragt med sig, og de svenske, og endskønt stænderne derudover besværede sig for kongen, gaves der intet uden koldsindige svar.
Imidlertid anstillede hertug Carl sig ganske neutral og lurede på hvorledes udfaldet ville blive, hvilket ikke kunne være uden slet for kongen efterdi han ingenlunde kunne bevæges til at føje de svenske i deres begæringer. Efter adskillige Krones til konge i Sverigedisputter og tvistigheder blev han omsider dog kronet til konge og derpå 1594 forlod Sverige, overleverende Stockholm i Erik Brahes hænder, som var hengiven til den romerske lærdom. Efter hans bortrejse begyndte hertug Carl at spille mester og tilkendegav tilstrækkeligt at det var ikke alene Sveriges religion og frihed som lå ham på hjertet, men endogså hans egen højhed, og at han ingen afsky havde for den svenske krone, hvilket kongen også mærkede, ja den jalousi som var opvakt imellem dem, |621tog omsider sådan overhånd at begge partier bevæbnede sig imod hinanden, og der forefaldt en og anden aktion imellem Opstand i Sverigedem. Endelig kom Sigismundus med en krigshær af polakker til Sverige for at understøtte sit parti, og på det at Danmark midlertid ikke skulle bevæge sig og hindre ham i Sveriges reduktion, bevilgede han at den tvistighed om de 3 kroner måtte opsættes så længe som han levede.
Sverige blev da delt i 2 partier, nogle holdt med kongen, andre med hertugen, óg havde den sidste den største del af gejstligheden på sin side, hvis hidsighed gik så vidt at man så en krigshær af bønder kommanderet af tvende uppsalske professorer. Der fandtes også de der vendte kåben efter vejret og nu tog kongens, nu igen hertugens parti. Således så man magister Scepperum, en sognepræst i Uppsala én dag på prædikestolen at gennemhegle kongen og en anden hertugen, ligesom han mærkede at konjunkturerne forandrede sig.
Endelig kom det 1598 den 25. september Slag ved Stångebrotil et feltslag ved Stångebro, hvori hertugen erholdt en fuldkommen sejr, hvorpå kongen måtte give godt køb og bekvemme sig til at underskrive alt hvad hertugen forlangte. Et fordrag blev derfor gjort til Linköping og en sammenkomst holdt mellem kongen og hertugen, hvori de talte venligt sammen. Men da man tænkte at riget skulle komme til rolighed igen, rejste kongen uformærkt til Polen, ladende sit efterladte parti tumle sig om med de andre det bedste de kunne. Omsider kom det så vidt at stænderne i Sverige opsagde kongen deres troskabsed og offererede kronen til hans søn Uladislao, med de konditioner at han inden et år skulle forføje sig til Sverige og der lade sig oplære i den evangeliske religion. Men som hans fader sig dertil ikke ville bekvemme, erklærede stænderne Sigismundus skilles ved den svenske kroneomsider hertugen for konge af Sverige under det navn af Carl den Niende, hvorpå krigen for alvor gik for sig mellem Polen og Sverige, men jo længere den varede, jo mere blev kong Carl bestyrket i sit regimente, og Sigismundus blev anset som en fremmed og det hele riges fjende.
|622Hidindtil havde begge partier flatteret de danske såsom det var dem begge magtpåliggende at holde venskab med Danmark. Men da kong Carl var Carolus 9.blevet fast i sadlen, begyndte Sverige at øve adskilligt imod dette rige som gav anledning til fortrydelse og endelig til fjendskab. Thi (1) lod højstbemeldte konge forbyde al handel på Livland, som hørte Polen og Moskov til, som kan ses af det svenske patent udgivet 1610 hvori forbydes at sejle på Riga og Kurland under skibs og gods’ fortabelse; ja det gik så vidt at de svenske udliggere lod Tvistigheder mellem Danmark og Sverigesig omsider ikke nøje med at opbringe de skibe som fór på samme steder, men foruroligede de danske skibe også på deres egne strømme, som kan ses af Christiani 4. manifest, dateret den 10. oktober 1610. Kongen søgte længe med det gode sådant at forhindre og til den ende affærdigede en skrivelse af dato 31. marts i samme år til Sveriges riges råd, bedende dem at formå deres konge til at lade de danske Kurlands- og Rigafarere uforhindret passere og afskaffe det sørøveri i Østersøen. Sveriges råd svarede på denne skrivelse således: at man på denne tid ville lade de danske skibe passere; men hvis de kom oftere, måtte de stå deres eget eventyr. Herudover blev Hans Majestæt med stor bekostning forårsaget at udruste krigsskibe til samme Riga- og Kurlandsfareres beskyttelse.
Derforuden kom det kongen fremmed for at de svenske commissarier på det flackebäckske møde tildømte Sveriges krone halvdelen af al den rettighed som sølapperne fra Titisfjord indtil Malanger yder. De svenske derimod besværede sig over at Danmark førte 3 kroner i sit våben. Til dette at forstå er Forklaring om de 3 kroners brug i det danske våbenfornødent at vide at ej alene dette rige siden foreningen mellem de 3 nordiske riger stedse har ført de 3 kroner, som de fleste holder for, men endog længe før Erici Pomerani tid, som menes at have indført dem i det danske våben til erindring om den store forening; thi man finder at kong Svend, Knud den Store, Hardeknud, Erik Klipping og Erik Menved har brugt de samme, så at man kan sige at da kong Erik af Pom|623mern år 1412 lod indføre de 3 kroner i det danske våben, skete det ikke alene for at betegne den lykkelige forening som var sluttet af dronning Margrete mellem de 3 nordiske riger, men endogså for at vise de gamle danske kongers rettighed dertil.
Da nu Sverige afsondrede sig fra Danmark, protesterede de svenske konger derimod og forårsagede denne tvistighed, blandt andet den 7 års blodige krig, hvilken endtes 1570 ved den stettinske fred. I samme fred blev således aftalt at denne tvistighed skulle afgøres i Tvistighed derommindelighed. Nu blev til den ende holdt et møde 1591, men frugtesløst, og kong Sigismundus tillod siden 1602 Danmark at føre de 3 kroner så længe han levede. Men Carl 9. protesterede ikke alene derimod i ovenmeldte flackebäckske forsamling 1603, men endogså for at hævne sig lod ved sin kroning 1607 forøge den sædvanlige svenske kongetitel med disse ord: “Konge over lapperne i Nordland”, gav sig i lige måde titel af de cajaneres konge, med hvilken titel man ikke kunne fatte hvad han mente.
Dette blev ikke ved titler ene. De svenske fogeder efter de danskes sigelse udstrakte også deres jurisdiktion vidt i Finmarken; thi Balthasar Bek fordrede skat af de søfinner, som aldrig tilforn havde ydet noget til den svenske krone, Item om andre tingog en anden foged ved navn Erik Johansen understod sig at forbyde den danske øvrighed at lægge skat på egne undersåtter, truende i en skrivelse til slotsskriveren på Vardøhus på Sveriges vegne at sætte indbyggerne i dobbelt skat, hvorudover kong Christian måtte give befaling til Claus Gagge, lensmanden på Vardehus, med magt at hindre sådant foretagende. Især var den i Sverige nylig anlagte stad Göteborg en torn i Danmarks øjne efterdi i samme stad begyndte at drives en stor handel som ellers blev ført igennem Sundet. Blandt de privilegier som blev givet denne nye stad, var disse: at göteborgerne måtte nyde frit fiskeri i Finnefjorden fra Titisfjord til Varanger, i hvilket distrikt Danmark var dog ikke Sveriges krone en fod jord gestændig.
|624Sådant og andet forhold, hvorom findes mere i ovenmeldte danske manifest, kunne dog ikke formå kongen at bryde den stettinske fred. Hans Majestæt ville først med gode forsøge om tvistighederne imidlertid kunne bilægges; og såsom Frugtesløse negotiationerde svenske begærede at kong Christian ville nævne en opmand og beramme et nyt møde ved grænserne, så navngav de danske commissarier førend de drog fra det flackebäckske møde, dertil på kongens vegne Joachim Frederik, kurfyrsten af Brandenburg, og tillod de svenske commissarier, hvis de ikke var fornøjede med højstbemeldte kurfyrste, at benævne selv en anden som kunne dømme i tvistighederne efter det stettinske fordrag. Men de svenske commissarier ville ikke tage imod sådant tilbud hvorfor begge parterne begav sig med uforrettet sag fra mødet. Endelig foreslog de svenske til opmand eller mediator hertug Henrik Julium af Braunschweig og Lüneburg, óg blev således mellem begge parter aftalt at begge rigers fuldmægtige skulle møde den 12. september 1608 i den stad Wismar for højstbemeldte hertug selv eller for hans commissarier. Men som ingen af Sveriges commissarier mødte til bestævnte tid, ej heller nogle dage derefter, rejste de andre fuldmægtige med uforrettet sag fra Wismar igen.
Deri bestod de danskes gravamina. De svenske derimod foregav at kong De svenske gravamina mod DanmarkChristian tog lejlighed af den langvarige krig som Sverige havde ført i Moskovien og Livland, hvoraf samme rige var udmattet, og derfor søgte at bringe for en dag de gamle prætentioner på Sverige igen. Videre besværede de sig over da kong Carl skikkede sin hofkansler til Danmark for at svare til de anførte danske gravamina, at kong Christian da ikke ville give ham audiens under prætekst at man skulle skikke ham en gesandt af adel og ikke en præstesøn, i lige måde at 2 bud med breve også uden svar var skikket tilbage. Videre sagde de at de danske gjorde tilførsel til Riga og andre fjendtlige stæder, hvilket var imod rigernes forbund.
Dette har jeg efter min sædvanlige upartiskhed agtet fornødent at anføre og overlade til læseren at dømme hvilke gravamina der var de |625vigtigste. Jeg vil alene sige dette at hvis begge konger havde haft sådan afsky for krig som Christianus 3. og Gustavus 1., havde disse tvistigheder vel kunnet afgøres uden sværdslag; men som her ingen af parterne ville give noget efter, måtte sværdet trækkes af skeden og krigen gå for sig. Kong Carl søgte da at bestyrke sig med fremmed alliance og til den ende skikkede Gustav Stenbock og Johan Skytte til kong Jacob i England for at tilbyde ham sit venskab og at begære hans datter Elisabeth for sin søn Gustav Adolf. Men som samme prinsesse var alt bortlovet til kurfyrst Frederik af Pfalz, kunne sådan begæring ikke akkorderes. Dog forsikrede kong Jacob om sit venskab, hvilket dog ikke kunne strække sig videre end at arbejde på forlig mellem rigerne; thi der var alt for stor fortrolighed mellem det danske og engelske hof på de tider at kong Carl kunne vente sig nogen solid hjælp af England. Dog finder man ej heller at kong Jacob gjorde Danmark nogen undsætning i denne krig; thi højstbemeldte konges forsæt var aldrig at trække sværdet, hvilket han også holdt sin hele regeringstid, så at han aldrig hjalp sine pårørende, hvor betrængte de end kunne være, uden ved blotte ord og underhandling.
Derforuden trængte riget ikke synderlig til fremmed hjælp i den forestående krig. De kongelige indkomster var store, såvel i henseende til handelen som til den øresundske told som var højt opsteget. Flåden, hvoraf de fleste skibe af denne konge selv var bygget, var anselig, adskillige nye fæstninger var anlagt og de gamle forbedret. Der var tvende krigshære på benene, en i Danmark bestående af 20.000 mænd, hvoriblandt var 4.000 fremmede, hvervede folk, nemlig 2 regimenter af engelske og skotske folk og 2 regimenter tyske ryttere, og i Norge en anden bestående af 12.000 mænd, alle indfødte norske. Landet var også forsynet med gode officerer som Steen Maltesen Sehested, rigets marsk, Godske Lindenau, rigets admiral, Jørgen Lunge, som kommanderede i Norge og siden blev rigets marsk, Gert Rantzau, Otto Brahe, Anders Sinklar, en skotlænder, hvilken var blevet gift med jomfru Anne Kaas, |626som i kvalitet af kammerjomfru var med dronning Anna kommet til Skotland, óg gav dette parti ham anledning til at træde i dansk tjeneste, hvori han lod se stor troskab og hurtighed så at kongen havde særdeles tillid til ham, hvilket ses af adskillige egenhændige kongelige breve, som endnu findes, ham tilskrevet alle på dansk. Af denne Sinklar udspirer de danske Sinklarer.
Da man nu fornam at tvistighederne ikke kunne bilægges i mindelighed efterdi ingen af parterne ville give noget efter, besluttede kong Christian med magt at angribe Sverige og skikkede et patent af dato København den 10. oktober 1610 til Sveriges råd og stænder. Samme patent indeholder alle de gravamina som tilforn er opregnet, foruden adskillige andre, óg var slutningen derpå således at eftersom Hans Majestæt ved intet venligt middel havde kunnet formå noget, måtte han søge at bruge andre råd. Og som dette ej heller gjorde nogen virkning, lod han mod foråret af efterfølgende år 1611 med en herold skikke kong Carl et fejdebrev således lydende:(a)
Vi Christian den Fierde med Guds Naade Dannemarkis, Norgis, Vendis, Christiani 4. fejdebrev imod Sverigeog Gotis Konning, Hertug udi Slesvig, Holsten, Stormarn, og Ditmarsken, Greue udi Oldenborg og Delmenhorst, tilbiude og kundgiøre den Stormægtige Høybaarne Første og Herre, Herr Carll den Niende, Suerrigis, Gottis og Vendis Konning &c Vores Naboe. At, efftersom E. Kierligh. nocksom vitterligt er, hvor troeligen Vi E. Kierlighed haver advaret udi voris paa Tryk udgangne Patenter till menige Sverrigis Rigis Raad og Stænder, at Ed. Kierligh. vilde holde sig fra de Ting, som vore Rigers Højhed og Kongelige Reputation kunde komme til Forkleining, hvilket ej i nogen maade haffuer hos E. Kierlighed kundet Frugt skaffe, men ved den
(a) Declarat. Belli dat. Hafn. die 4. April. Manuscr.
|627evigvarende Stetinske Frids-Fordrags idelige Repetering, formener os at vilde opholde, og os till Moder at henvise. Och diss imellem den eene Tiid efter den anden fortfare met ny Titell, met Privilegia at vdgiffue vdi vort Rige Norge, met Blockhus at lade bygge der sammesteds. Vdi ligemaade at pløndre vore Vndersaatte, och dennem deres Gods at fratage; Saasom og den gemeine Søefarende Mand, paa de Rigiske, Churiske, og Østerske Farvand største Skade och Afbreck at tillføige. Og, endog Vi hertill haffuer brugt de Middell, som det Stetinske Fordrag vdviser, og inted haffuer dermet vdrettet. Da kand Vi intet andet deraff concludere, end att Eders Kierlighed jo haffuer slet bag Dørren satt all Naboelig Venskab, som disse Kongeriger længe haffuer imellem været. Og, effterdi Vi Ed. Kierligh. tilforn solenniter derom haffuer paamint, og som forskr. staar intet dermed vdrettet; da haffue Vi met Vore Elskelige Rigens Raad beslutted at paaføre Ed. Kierligh. och Sverrigis Rigis Vndersaatte, saa mange, som E. Kierligh, hervdi erre tilgedan, og Følgacktige, en aabenbare Krig och Feide, till Land och Vand, udi hvis fiendtlige Maade det skee kand, och det udi Verk stille, efftersom det een lofflig Konge och Potentat och en redlig Krigsmand vel anstaar. Huilcket Vi E. Kierligh. vdi Tiide ved nærværendes Herold vilde giffue tilkiende. Och ville Vi hermed for den allmechtigste Gud I Himmelen, for Rom. Keys. May., for alle Konninger, Chur-Førster, Herrer, saavel som och Respubliker solenniter haffue protesteret, och Os vndskyldiged, at Vi till denne Feide at begynde, er høiligen af E. Kierligh. foraarsagit, och icke den haffue kund |628forbigaa. Vden Vi een Part aff Voris Rigers Provintzers og dessen Højhed vilde miste, ombære, och Os fratage lade, hvilket ingen ærlig og lofflig Herre bevilger, eller tilsteder. Huad nu for Vleylighed, Vlykke och Skade her aff kand foraarsagis, haffuer E. Kierligh. at forsuare for Gud Alsommechtigste. Och ikke Oss, men sig selffuer och sine traatzige och onde Forsæt, formedelst huilcket E. Kierligh. sig det eene Aar efter det andet Oss paanøed haffuer, at tilskrive. Giffuit paa Vort Slot Kiøbenhafn den 4. Dag Aprilis.
Herolden som bragte dette fejdebrev, blev arresteret i Sverige. Ved samme Kongen rykker med en krigsmagt ind i Sverige arrest håbede kong Carl at vinde nogen tid,(a) menende kong Christian skulle holde inde med krigen indtil herolden kom tilbage, men forgæves; thi kong Christian fornam nok at samme arrest var kun gjort til at forlænge tiden og forspilde den bedste del af sommeren, hvorfor han uden at opholde sig længere begav sig straks med en armé af 14.000 fodfolk og 2.000 ryttere på marchen til Sverige og delte sine tropper i tvende parter, gav den ene del til rigets marsk med ordre han skulle begive sig til Elfsborg, en fæstning som lå ved Nordsøen, og marcherede selv med den anden del lige til Kalmar. Samme Kalmar er en af Kalmars beskrivelsede berømmeligste stæder i Sverige og hovedstaden i Småland eller Suder-Gotland, såsom Olaus Magnus kalder den lib. 9, cap. 21 et 22, og siger at den af de tyske er kaldet Kalmar efterdi de på samme steder har fundet koldere hav og luft end ved de tyske kyster. I samme stad blev sluttet den navnkundige forening imellem de 3 nordiske riger 1397.
Så snart Hans Majestæt var kommet for samme stad, begyndte de svenske Kalmars belejringat gøre adskillige udfald, men blev med forlis drevet tilbage igen. I Kalmar var foruden borgerne 1675 soldater, og foruden de jernstykker på kastellet var der 104
(a) Hist. de la dern. Guer. de Svede pag. 197.
|629grove metalstykker. De fornemmeste generaler holdt for man skulle ikke opholde sig for denne stærke stad, hvorpå man ville kun spilde en hel hob folk og imidlertid give lejlighed og tid til fjenden at bestyrke sig på andre steder. Andre derimod sagde det var fornødent man gjorde sig mester over den fæstning for at have i nødstid en tilflugt både til lands og vands og ikke lade noget bagefter sig som kunne inkommodere krigshæren.(a) Dette sidste råd blev af Hans Majestæt samtykket, hvorfor man óg begyndte straks med approcherne, hvilke dog ikke gik for sig uden meget langsomt efterdi grunden var ganske stenagtig. Så snart batterierne var fuldfærdigede, begyndte de danske at kanonere den 18. maj Staden indtages med stormog dagen derefter løb storm til staden, hvilken de svenske efter nogen modstand måtte forlade og retirere sig til kastellet, som straks af de danske blev belejret. Det antegnes ellers at Palle Rosenkrantz, som siden blev befalingsmand over Nykøbing, var den første af de stormende som kom på volden.(b)
Men batterierne og approcherne var næppe fuldfærdiget førend der kom tidende om kong Carls ankomst, hvilken lod sig mærke at ville komme de danske til at betale en dyr told for deres besøg i hans lande, men hans tanker slog ham meget fejl. Han ankom inden få dage til Kalmar med en armé som bestod af 18.000 fodfolk og 3.000 ryttere. Samme armé lejrede sig 4 a 500 skridt fra Kong Carls ankomstde danske forskansninger og plantede stykker på adskillige høje steder, hvoraf den danske lejr, som Lucas Krabbe kommanderede, kunne beskydes.
Dette forårsagede ikke liden bekymring hos de danske efterdi de så sig selv belejret i steden for at belejre andre, óg blev den formeret ved den svenske flådes ankomst, hvilken forsynede Kalmars kastel med en mængde af proviant og andre fornødenheder og forskaffede fri kommunikation imellem Öland og bemeldte kastel. Derforuden lod kong Carl også bygge en skanse på en klippe i havnen som kunne meget forurolige
(a) Peleus Hist. de la Guer. de Svede pag. 209.
(b) Joh. Mich. Con. fun. in. P. Rosencr.
|630den danske flåde i dens fart, hvilken var blevet forvildet i søen da den gik at opsøge den svenske flåde. Men de svenske lå på samme sted 6 uger uden at forrette noget, hvorudover kong Carl, da han fornam sine sager mod forhåbning at gå så langsomt for sig, og at Danmarks rigsmarsk var på vejen, blev han helt utålmodig. Dog fik han nogen tid derefter De svenske erobrer Christianopel med listlejlighed at hævne sig; thi medens Danmarks marsk med undsætning til den danske lejr var på vejen, overrumplede hans ældste prins Gustavus Adolphus den lille stad Aveskær, som da var kaldet Christianopel, i Blekinge på sådan måde:
Kommandanten af Christianopel befrygtede, eftersom han havde så få folk at forsvare staden med, at den skulle blive overfaldet af de svenske, og derfor skikkede et brev til kongen af Danmark, hvori han forestillede ham alt dette og begærede 500 mænd til byens beskyttelse. Dette brev faldt ulykkeligt i kongen af Sveriges hænder, hvilken i en hast lod forklæde og bevæbne 500 mænd på dansk ligesom det skulle være den hjælp kommandanten havde skrevet efter. Disse 500 mænd marcherede lige til staden og begærede i en hast at indlades eftersom de var forfulgt af 1000 svenske ryttere. Ved sådant krigspuds kom de svenske ind i staden om natten før den 26. juni,(a) hvor de omkom alle dem som kunne Lægger den i askeføre sværd, lagde staden i aske og med stort bytte begav sig til lejren igen.
Af denne fremgang fik kong Carl sådant mod at han besluttede med en generalstorm at forcere den danske forskansning og til den ende gjorde sådan anstalt at monsieur de la Ville, en gascogner af nation, bekom kvarter i kastellet med 1000 mænd, tyske, engelske, skotter, og fik ordre at gøre et udfald i byen, Kong Carl gør anstalt til at angribe den danske lejrhvilket var meget let formedelst de tårne og skanser som kunne favorisere dem deri. Armeen i sig selv delte kong Carl i 3 lige parter og udstrakte fronten meget vidt efterdi de danske forskansninger var 10.000 fod lange så at begge fløjene strakte sig indtil søen, og som han
(a) Hegelund. Calend. Manuscr.
|631fornam at den danske armé blev den hele nat i gevær langs med forskansningerne eftersom den var meget formindsket i tallet og kunne næppe gøre 6000 mænd formedelst de mange døde, svage, kvæstede, besluttede han ikke at sætte sit anslag i værk førend imod dagbrækningen. Forsagte tid gjorde monsieur de la Ville udfald af kastellet og erobrede de værker og forskansninger som var i byen, satte også ild på staden, hvilken var fuld af træbygninger og blev i en hast lagt i aske.
Nu agtede kong Carl at sætte sit forsæt i værk og marcherede i god orden Slag ved Kalmartil den danske lejr, hvilken blev angrebet den 17. juli(a) med stor hidsighed og forsvaret af de danske ikke med mindre bestandighed så at man i lang tid ikke kunne se til hvilken side sejren ville hælde sig. Endelig fornam de svenske vel, eftersom de stod åbne for de danske kanoner og musketter, at de måtte bortkaste al forhåbning om sejren, endog nogle af dem var avanceret så vidt at de havde plantet deres piker på forskansningerne. Midlertid havde monsieur de la Ville drevet de danske ud af byen og havde trængt sig ind i lejren indtil kong Christians telt, hvilken, opmuntret af denne overhængende fare, gik med nogle officerer som var ved hånden, fjenden i møde, satte hårdt ind på dem, brød deres orden og gjorde rum til sit kavaleri, hvilket i en hast drev de svenske på flugten. Varende denne træfning lod kong Christian se en ubeskrivelig stor tapperhed idet han omkom mange med sin egen hånd(b) og drev på flugten alle dem som kom ham i møde, hvormed han ikke alene gjorde sig forskrækkelig for fjenderne, men forunderlig for sine egne, hvilke af hans eksempel blev opmuntret at sætte des fyrigere ind på fjenderne.
Da kong Carl så nu at hans forhåbning var blevet til intet, gav han ordre De danske erholder sejrtil sine folk at vige tilbage. I denne retirade bekom han stor skade af de danske musketerer, hvilke stod langs ved forskansningerne. Monsieur de la Ville retirerede sig også til kastellet igen og forlod staden, beholdende
(a) Hegelund. Calend. Manuscr.
(b) Peleus. pag. 241.
|632alene de værker som var opkastet af de danske, hvilke i den hele træfning mistede ikke mere end 60 mænd, da derimod de svenske savnede over 1000 gamle soldater, som var skotter og engelske, og kernen af den hele armé, hvilket forlis gik kong Carl så meget til hjerte at han ikke i lang tid ville tale med nogen.
Den svenske flåde ved Kalmar var heller ikke lykkeligere, thi ni danske skibe kom i Kalmars havn og spillede med deres kanoner så længe på dem at de Item til søsmåtte forlade havnen og søge den rumme sø. På samme tid erobrede de danske 7 skibe for Elfsborg, nemlig Krabben, Hector, Den Blå Orm, Jonas, Lampretten og to konvojer som lå under fæstningens beskærmelse.
Dagen derefter arriverede den danske marsk med de forventede tropper til lejren, hvorudover de svenske, som opholdt sig endda uden for kastellet, i en hast retirerede sig ind igen og lod staden stå åben for sejrvinderen. Monsieur de la Ville begav sig derfra ganske kvæstet, overladende slottet til den ordinære besætning, som bestod af 1400 mænd under guvernøren Christen Sommer.
Da nu kong Christian var således bestyrket, rykkede han med sin armé i felten, ladende som han ville forcere den svenske lejr, men i samme bevægelse erobrede 8 svenske fartøjer ved strandbredden, af hvilke nogle var ladet med stykker, andre med ekvipage for armeen, og da man mindst tænkte derpå, arriverede den danske flåde og kastede anker nær ved den svenske. Ved samme stad ligger adskillige klipper, hvorpå de danske såvel som de svenske oprejste adskillige redouter og skanser, og det så nær hos hinanden at det syntes langtfra kun at være én armé og flåde til lands og vands, og sandelig begge krigshærene var så indviklede at man ikke vel kunne skille dem fra hinanden.
Dette naboskab fornam kong Carl nok ikke ville være tjenligt, og derfor retirerede sig om natten i stilhed 2 mil fra Kalmar og forskansede sig ved Risby. Denne retirade blev |633meget favoriseret af et tågeagtigt vejr som varede 2 timer ud på dagen. Den svenske flåde flygtede også om natten ud af havnen og begav sig i den rumme sø, forfulgt af den danske admiral, hvilken dog ikke erobrede i flugten mere end ét skib. Nu stod tilbage Kalmars kastel, hvis talrige garnison stillede sig an som den endda ville holde sig længe. Men da de danske begyndte for alvor at gå løs på slottet, tabte de belejrede ganske deres mod. De døde, kvæstede, svage og de få levnedsmidler de havde, forårsagede at de offentligt lod sig mærke at deres liv og velfærd bestod i kastellets opgivelse De danske erobrer Kalmars kasteleftersom der var ingen forhåbning om undsætning, hvorudover guvernøren Christen Sommer, såsom han fornam sig således klemt, overgav slottet til rigets marsk Steen Maltesen Sehested, hvilken døde straks derefter.(a)
Nogle svenske skribenter, blandt hvilke Pufendorf, skriver at kastellets overgivelse skete ved forræderi, og at Christen Sommer betingede sig et adeligt gods i Holsten. Men den kongelige franske historiographus Peleus, som i en særdeles bog har beskrevet denne krig, melder intet derom, men heller siger at det skete af nød.(b) Garnisonen blev tilladt at føre med sig de lette gevær, men de tunge samt artilleriet, som bestod af 200 små og store kanoner, blev efterladt. Til en erindring om denne vigtige Kalmars erobring blev slået en medalje, på hvis ene side stod Hans Majestæt i fuldt harnisk, på den anden side blev præsenteret staden med disse ord: Cede majori, Calmar.(c)
Denne stads- og fæstningserobring gav kong Christian ikke alene en stor anseelse, men indjog også stor frygt i de svenske, hvilke ved denne vigtige grænsestads forlis havde givet de danske åben vej til kernen af deres lande og derved kunne ikke vente sig andet end at denne krig ville falde ulykkeligt ud for dem. De mistede en af deres allerbedste fæstninger, både formedelst dens situation, så óg bekvemmelighed af alle ting som
(a) Paul. Martini Con. fun.
(b) Apolog. Christ. Sommer. Bibl. Resen.
(c) Musæum Reg. part. 2. Sect. 5. No. 14.
|634der var. De havde trøstet sig med den forhåbning at den danske armé skulle i det ringeste have ligget 3 måneder og lidt nød derfor efterdi den var forsynet med en stor besætning og således situeret at den ikke alene var vanskelig at bestorme, men endogså at komme nær. Men den muntre konge overvandt ved sin tapperhed alle disse vanskeligheder og bragte sådan en frygt i de belejrede at de ikke mere turde sætte sig imod hans sejrrige våben. Da indbyggerne på Öland fik tidende om Kalmars erobring, overgav de dem tillige med deres fæstning Borgholm.
Disse ulykker ophidsede kong Carl således at han udfordrede kong Christian til duel. Det kartel som han skikkede, og det svar som fulgte derpå, giver til kende at de tiders skrivemåde har differeret fra vore tiders, og såsom begge breve findes i adskillige trykte bøger, kan jeg ikke forbigå dem her at indføre.
Caroli 9. kartel til kong Christian
Vi Carl af GUds Naade Konge til Sverrig &c lader dig Christian 4. Konge Caroli 9. kartel til kong Christ. 4.af Dannemark viide, at du haver ikke giort som en Christelig og ærlig Konge, i det at du uden Aarsag har brudt den Stetinske Fred, som er sluttet imellem Sverrig, Dannemark og Norge, og at du har belejret vor Fæstning Calmar, hvis Stad du haver overrumpled, og ved Forræderie erobret Slottet, tillige med Øland og Borkholm, hvorved du har givet Aarsag til stor Blods Udgydelse. Men vi haabe, at den Allmægtige GUd, som er en retfærdig Dommer, skal straffe og hævne disse Gierninger, som du uden Aarsag har øvet: Og, saasom vi hidindtil have brugt alle lovlige Midler for at til veje bringe et Forliig, og du altid har forkastet dem, saa ville vi foreslaae den korteste Vej til at giøre Ende paa Trætten, efterdi du est |635her saa nær. Indstill dig derfor efter de gamle Grækers Maade til en Kamp med os udi fri Mark med 2 af dine Betientere; Og vi skulle i ligemaade møde dig udi Lærkøllerten uden Hielm og Harnisk alleene med Kaarden i Haanden. Hvad de tvende andre angaar, som skulle følge os, da maa de være udi fuld Harnisk, og maa den eene have to Pistoler og en Kaarde, og den anden en Musqvet med en Pistol og en Kaarde. Dersom du ikke møder, holder vi dig ikke for en Ære-kiær Konge, ej heller for en Soldat. Givet af vor Lejer Rißbye den 12 August: 1611.

Christiani 4. svar derpå
Vi Christian 4. Konge til Dannemark og Norge &c. lade dig Carl 9. Konge Kong Christians svaraf Sverrig viide, at dit grove og u-høflige Brev er os overleveret ved en Trompetter. Vi havde ikke kunnet forvente et saadant Brev af dig; men vi merke, at Hunde-Dagene ere ikke endnu forbi, og at de endnu af all Magt virke i din Hierne: Derfor have vi besluttet, at rette os efter det gamle Ordsprog, at Echo gives tilbage ligesom man taler. Til Giensvar paa dit Brev maa tienne dette. Hvad det første angaar, som du skriver; at vi ikke have giort som en Christelig og ærlig Konge, i det vi have brudt den Stetinske Fred, da siger du derudi ikke Sandhed, men som den der vil forsvare sig med Skields-Ord, efterdi han drister sig ikke til at udføre sin Rett med Sværdet. Den yderste Nød har drevet os til denne Kriig, hvilket vi kand vidne for GUd paa den yderste Dag, paa hvilken du ogsaa skal møde, og giøre Regnskab for alt det u-skyldigt Blod, som er udøset, og for de haar|636de Gierninger, som du har øvet imod dine Fiender og andre fattige Mennesker. Du skriver iligemaade, at vi have overrumplet den Stad Calmar, og at vi ved Forræderie have erobret Slottet tillige med Øland og Borkholm; saadant er u-sant; thi vi have indtaget Slottet med Ære, og du burde skamme dig, saa ofte du tænker paa, at du ikke haver forsynet det med fornødne Ting, eller undsatt det, ja at du haver ladet det indtage for din Næse, og at du dog alligevel vil have Navn af en god Soldat.
Hvad den eene Kamp angaaer, som du tilbyder, da synes saadant os meget latterligt; efterdi vi viide, at du est skrøbelig, og at det er dig tienligere at blive bag en varm Kakkelovn, end at figte mod os, at du har meer en god Medicus fornøden, der kand curere din Hierne, end at møde os udi en Duel. Du burte blues ved, du gamle Giæk, at angribe en Ære-kiær Mand. Du har maaskee lært saadant blant gamle Kierlinger, som ere vante til at bruge Munden. Lad af at skrive medens du endnu kand giøre noget, og jeg haaber med GUds Hielp, at du skal have alle dine Kræfter nødige. Imidlertid erindre vi dig, at du løslader vor Herold, og 2 Trompetter, som du mod Krigs-Brug haver ladet arrestere, hvorved du har givet din ringe Forstand tilkiende. Men du maa troe, at, hvis du tilføjer dem mindste Skade, at du derved ikke har vundet Dannemark og Norge. Tag dig vare, at du herudi ikke giør andet end hvad du bør. Dette er vort Svar paa dit grove og u-høflige Brev. Givet paa vor Slott Calmar den 14 August. 1611.
Det synes sandelig bedre at supprimere sådanne breve end at lade dem komme for lyset, men som de tilforn har været |637trykt og er i mange folks hænder, har jeg ikke kunnet dispenseres for her at indføre dem; thi hvorvel de er ikke meget opbyggelige, så tjener de dog til bevis på de tiders geni og Autoris betænkning heroverskrivemåde og viser at store herrer da ikke har forstået at udøse deres bitterhed i høflige terminis eller med respekt at hegle hinanden igennem. Man kan også ikke nægte at det sidste brev er jo det hårdeste, skønt kong Carl er mindre at undskylde efterdi han først provokerede og derforuden var en gammel herre som sådan hidsighed mindst sømmede. Men samme konge havde noget tilfælles med sin broder kong Erik; thi han fandt også behag i at handle ilde med sine fanger, óg finder jeg at han med egen hånd pryglede en dansk herremand ved navn Johan Friis, som var hans krigsfange.(a)
Efter at dette var sket, gik kong Christian med en del af sin armé imod den svenske lejr for at rekognoscere, hvilket gav lejlighed til adskillige skærmydsler. Derefter begav Hans Majestæt sig til Kalmar igen og anden gang med sin hele armé rykkede imod fjenden og lejrede sig omtrent en fjerdingvej derfra. Over dette blev kong Carl så ophidset at han besluttede at gå af sine forskansninger, men turde dog ikke vove noget feltslag såsom han af den forrige aktion kunne gøre sit facit hvorledes det ville gå til, hvorfor der af begge armeer denne gang intet blev forrettet, og som vinteren var for hånden, og vejret begyndte alt at blive meget slemt, måtte begge parterne søge vinterkvarter, en stor lykke for de svenske, hvilke denne gang blev befriet fra en overhængende fare; thi den bedste hjælp for en svag krigshær er vinterens ankomst.
Kong Carl, efter at han havde oprejst adskillige skanser ved Risby, efterlod han der en god besætning og begav sig til Stockholm for at gøre al mulig anstalt til Kong Carl dørforåret. Kong Christian begav sig i lige måde til København efter at han havde efterladt en stor garnison i Kalmar. På vejen til Stockholm blev kong Carl overfaldet af en stærk feber, hvilken tog sådan overhånd at han døde få dage derefter, nemlig den 30. oktober
(a) Con. fun. Joh. Mich. in obitum Joh. Friis.
|638til Nyköping, efterladende sig en prins, nemlig Gustavum Adolphum, som succederede ham straks i regeringen. Men som han endda ikke havde nået sin fuldkomne alder, blev der forordnet til hans formyndere hans fru moder, dronning Christina, hertug Johan af Östergötland, Krigen fortsættes med hans sønitem Magnus Brahe, Niels Bielke, Svend Ribbing, Göran Gyldenstierna, Hans Ulfsparre og Axel Oxenstierna.
Så snart han var kommet til regeringen, da, for at skaffe sig myndighed hos sin krigshær og lade se sin tapperhed, samlede han sine tropper sammen om vinteren imod Danmark og med en stor krigshær gik ind i Skåne, hvor han skændte og brændte allevegne og lagde i aske alle åbne stæder. Der blev ingen sparet, mand eller kvinde. Kvinderne blev skændet og voldtaget, og de umyndige børn blev kvalt, óg forårsagede denne grumhed at indbyggerne tog livet af sig selv, styrtede sig af vinduer med kvinder og børn eller satte ild på deres egne huse. Således var måden at føre krig på i de tider, óg blev de svenske, når lejlighed gaves, ikke trakteret med større lemfældighed af de danske.
Da officererne som lå indkvarteret i provinsen, fik tidende om dette indfald, samlede de i en hast til hobe de tropper som var ved hånden, hvormed de satte efter Gustavum, som da retirerede sig, og overfaldt hans lejr 3 mil ind i Sverige, hvilken de med liden umage forcerede og drev de svenske på flugten. Gustavus frelste sin person igennem skoven og efterlod sin hest med pistoler og andet tilhørende, hvilket, som det faldt i de danskes hænder, mente man ikke andet end han var omkommet i slaget, men da man ledte blandt de døde, blev det befundet at han var undkommet.
Kong Christian var på samme tid ikke i mindre fare; thi da han med nogle få folk havde brudt ind i Vestergötland ved Elfsborg og sat ild på den gamle gotiske stad Skara, blev han overfaldet af den svenske general Casper Matsøn, hvilken med en stor hob friske tropper satte ind på de danske, som af stort arbejde og frost var udmattet, og derfor med sin mængde
(a)Hegelund. Calend. manuscr.
|639havde gjort kort proces med dem. Men kongen havde, så snart han fik tidende om de svenskes ankomst, gjort sig mester over passet ved et bjerg, hvilket favoriserede meget de danskes retirade så at de uden stort forlis kom i behold.
Denne bortgang førte bemeldte svenske general sig til nytte og gik for den stad Nyløse, som den danske rigets marsk havde bemægtiget sig på sin rejse fra Elfsborg og besat med nogle folk, hvoraf de fleste var tyske. Disse, så snart de fik de svenske at se, begyndte de straks at kapitulere og overgav staden. Ved dette forræderi frelste de deres liv og overleverede de danske til fjenden, hvilken satte ild på staden og omkom alle dem som var kongen af Danmarks naturlige undersåtter. Af denne gerning fornam Hans Majestæt hvor lidet han herefter kunne forlade sig på fremmede soldater såsom de så alene på deres egen nytte og glemte den pligt de var skyldige til den herre i hvis tjeneste de var. Dette forlis blev oprettet af de danske på den side ved Kalmar igen, hvor en del af besætningen anfaldt de skanser som kong Carl havde oprejst ved Risby, hvilke de erobrede og sløjfede og derved gjorde passet åbent på samme sted. Resten af vinteren gik bort uden videre forretning, og begge parter lavede sig til af yderste formue mod foråret.
I maj måned af det år 1612 lod kong Christian sig se i felten med 1612to krigshære. En flåde gik også samme tid i søen, bestående af overmåde herlige store skibe, hvis lige næppe var set i Norden tilforn. Gert Rantzau kommanderede den ene armé, som bestod hartad af 20.000 mænd ved den side Kalmar, óg var hans første forretning at bringe til lydighed igen de ølændere, som om vinteren havde rebelleret og uddrevet de danske af Borgholm samt den hele ø og indtaget ny svensk garnison igen. På samme tid bekom Öland bliver anden gang erobret af de danskeindbyggerne med rente betaling for deres utroskab; thi en stor del af dem blev ihjelslået, den ganske ø udplyndret, og præsterne, som havde været årsag til denne rebellion, blev ført
(a)Peleus pag. 271.
|640fangne til København. Man ser ellers at de svenske i begyndelsen af dette forår havde anslag på at overrumple Kalmar Slot, hvorfor kongen gave ordre til Andreas Sinklar at lade nedbryde den ringmur som gik omkring staden, på det at man af slottet kunne beskyde stadsvolden; thi staden var da ikke i stand at kunne forsvare sig, hvorudover man søgte kun at konservere fæstningen indtil Gert Rantzau med de dertil forordnede tropper kunne komme til undsætning.
Efter den eksekution på Öland var sket, fik generalen ordre at passere over de sløjfede skanser ved Risby ind i Sverige og at anfalde nogle andre stæder ved søsiden. På denne march havde han adskillige ulejligheder, óg forårsagede de lange og besværlige veje over bjerge, moradser og igennem skove hunger og sygdom blandt soldaterne. Imidlertid marcherede kong Christian med en armé af 18.000 mænd imod Elfsborg og belejrede samme fæstning. Den var af naturen Elfsborgs beskrivelsemeget stærk, anlagt på en høj klippe og omringet med dybe grave; og det som mest var, dens tårn var befæstet med stærke bastioner. Den ligger i Vestgötland ved Nordsøen 6 mil fra den hallandske fæstning Varberg, havde også en herlig havn, hvoraf de svenske skibe gik i Nordsøen. Der ligesom stødte tilsammen de 3 riger Danmark, Norge og Sverige. Samme fæstning blev fordum tapperligt forsvaret af Christiani 2. anhang imod de svenske, blev dog erobret derefter af Gustavo 1. efter at dens garnison havde retireret sig til Bohus. I det år 1563 blev den belejret af Frederik 2. højlovlig ihukommelse, hvilken erobrede den og gav den i forvaring til Jørgen Rantzau, men i den stettinske fred blev den givet til Sverige igen.
Uden for fæstningen var stærke palisader med en grav omkring, hvilke Samme stad belejres af de danskeguvernøren lod besætte med nogle folk 8 dage indtil den blev erobret ved monsieur Grandfords, en fransk petardiers,
(a)Lit. Chr. 4. ad Andr. Synckler Hafn. die 5 April. 1612. manuscr. autogr.
(b)Zeileri descript. Goth.
(c)Resen. Hist. Frid. 2.
|641invention. Den samme, da han havde lagt en hob træer med en stor port over, blev i kongens nærværelse dragonerne beordrede at bryde ind, hvilket de også lykkeligt forrettede og nedhuggede en del af besætningen. Resten retirerede sig til kastellet. Dette hastige og uformodede anfald forårsagede hos de belejrede ikke liden frygt, hvilken blev formeret da de så batterierne fuldfærdiget, kanonerne at spille og et stort antal inden 18 timer at være nedskudt. Ikke des mindre, da kongen lod anholde om fæstningens opgivelse, gav de svar, nemlig: at de ville ej andet høre end kugler og krudt, item at det ikke var Kalmar de danske havde med at bestille, og at de skulle ikke købe Elfsborg så let. Dette svar forårsagede at kongen lavede sig til en generalstorm og til den ende satte sin armé i slagtordning.
Så snart tegn blev givet, skete anfaldet, med sådan hidsighed at de danske inden stakket tid posterede sig i stormhullet, hvilket bragte de svenske i stor forvirrelse, besynderlig efterdi kommandanten i samme anfald blev såret af et kanonskud. Ikke des mindre lidede de som førte attakken, temmelig skade. Endelig, såsom kommandanten fornam at hans soldater af de hårde anfald Indtageshavde ganske mistet modet, tilbød han sig at kapitulere og overgav fæstningen med sådanne vilkår at de belejrede skulle gå ud med deres lette gevær og bagage og blive gelejdet til et sikkert sted. I fæstningen fandtes en god hob kanoner og munition.
Efter Elfsborgs erobring gik man løs på Guldbjerg, en liden fæstning et stykke fra Elfsborg, hvilken blev efter 6 dages belejring tvunget til at give sig på samme måde som Elfsborg.
Disse hastige og ligesom flyvende eksekutioner opmuntrede kong Christian til at gå videre fort og at levere Gustavo Adolpho et feltslag, om hvis ankomst der Hvorpå de danske trænger sig ind i kernen af Sverigegik et stort rygte i det hele land, og til den ende, efter at han havde givet sin krigshær nogle dage hvile, rykkede lige mod de svenske. Men Gustavus Adolphus, da han fik tidende om de danskes ankomst, gik han tilbage, ej holdende det rådeligt at binde an med sådan |642sejrrig armé. Da kong Christian havde forfulgt ham til Linköping og midlertid fornummet at de svenske havde ikke andet forsæt end at udmatte hans tropper, vendte han sig mod Elfsborg igen, og efter at han havde forsynet krigshæren med alle hånde fornødenheder, tog han vejen lige til Jönköping og i 14 dage ankom for samme stad. Imidlertid lidede krigshæren meget ondt på denne rejse efterdi den måtte passere igennem skove og udørkener, over klipper og bjerge og dog føre et fornødent artilleri med sig, og omendskønt de svenske ved deres flugt havde ladet dem sejren, fandt de dog en hård Besværlig marchfjende i vejen, hvilken på mange steder forhindrede deres march, og det som plagede dem mest, var at vejen var dem ubekendt, og de kunne ikke tro på de svenske eller bruge dem til vejvisere. Endelig kom de dog efter lang udstået møje for samme stad.
Bemeldte Jönköping ligger i Småland ved Vättersøen. Deri havde Jönköpings beskrivelsekongerne, som Olaus Magnus beretter, fordum anselige møder og sammenkomster. I samme stad døde den navnkundige Sten Sture. Byen i sig selv var åben og bestod af træbygninger, men den havde et stærkt kastel, hvortil de svenske, så snart den danske armé kom derfor, begav sig og satte staden i brand, hvilket Sættes i brand af de svenske selvde danske søgte af al magt at forhindre, men forgæves. Der opholdt kongen sig ikke længe; men eftersom han ingen tidender havde bekommet fra Gert Rantzau, som var gået med en anden armé fra Kalmar, rejste han tilbage igen. På disse tvende rejser blev den danske armé meget svækket; thi det store arbejde, de få levnedsmidler og andre ulejligheder forårsagede en svaghed blandt armeen, hvorfor en stor del måtte ynkeligt omkomme.
Årets tid tilstedte endda at foretage noget vigtigt, hvorfor kongen delte sin armé i tvende parter. Generalløjtnant Jørgen Lunge fik den halve del, med hvilken han fik ordre at begive sig til Elfsborg. Den anden halve del lod kongen føre på flåden, med
(a)Peleus Hist. de la guerre de Svede pag. 302.
|643hvilken han begav sig til Stockholm og inden få dage uden forlis ankom 9 mil fra bemeldte Kong Christian kommer med en flåde for Stockholmhovedstad. De svenske, som uden tvivl havde set forud denne færd, havde lagt en stærk besætning ved passet, bestyrket sig med en stor mængde kanoner og indesluttet sundet med kæder, både og hvad som kunne hindre flåden i dens fart. De havde også fået nogle tropper fra Holland; samme tropper kom til Stockholm på en meget belejlig tid og satte mod i staden igen, hvis indbyggere var blevet helt modløse. Men nu blev de deraf så opmuntret at de satte sig for at forsvare dem til det yderste. Herudover fornam kongen at det ville blive ham vanskeligt at sætte sit forsæt i værk, og derfor begav sig med flåden til København igen.
Imidlertid var generalløjtnant Jørgen Lunge med 5000 mænd gået fra Bedrifter i NorgeElfsborg ind i Norge og havde ordre at bringe indbyggerne i Dalen under kongens lydighed. Til dette anslag at sætte i værk lod han tillave en hob både, på hvilke han lod en del af sine tropper passere floden som skiller Norge fra Sverige. Da han var kommet derover, kommanderede han 200 mænd at indtage passet på et bjerg en halv mil fra floden for at hindre de svenskes ankomst, men disse 200 mænd havde ikke så snart givet sig på vejen førend den svenske general Casper Mathsøn kom dem i møde, drev dem på flugten og nødte dem til at søge skoven, óg er det uden tvivl i denne aktion hvor den bekendte Christian Bernikow omkom.
Denne alarm rakte snart til deres øren som stod ved floden, hvorfor de af al magt hastede at undsætte dem, hvilket de også lykkeligt forrettede og kom de svenske til at holde stand ved
(a)Con. Fun. Joh. Resen. Denne havde distingveret sig meget af alle danske edelmænd ved udenlandsrejser; thi han var også i Arabien, Abessinien og på steder hvor ellers ingen kommer. Det er forunderligt at landet kunne stå slige bekostninger ud, men end forunderligere at ingen af disse store voyageurs har efterladt sig nogen rejsebeskrivelse så at man kunne have haft noget for pengene.
|644sådant et strategema. De skjulte en trompeter ved en liden høj, hvilken, da de svenske forfulgte de 200 mænd, blæste til alarm, hvorudover de svenske frygtede at ved samme sted som lyden kom fra, lå skjult nogle tropper, og derfor ikke turde gå længere fort. Men da generalen fornam hvorledes han var bedraget, tog han mod til sig igen, satte sine tropper i orden og besluttede at anfalde de norske som var kommet over floden, førend de andre kunne komme dem til undsætning, hvorudover de norske søgte et bekvemt sted ved åbredden, i forsæt der at opholde de svenske indtil de andre kunne komme over til undsætning. Men som vinden var imod, og de derfor ingen hjælp kunne få, måtte de lave sig til at fægte med fjenden alene. Midt i træfningen, som De norske fægter med stor tapperhed var både lang og hård, begyndte de norske at fattes kugler, hvilket de havde set forud og derfor samlet en hob sten langs ved åen, hvormed de tordnede lystigt på de svenske så at de samme, omendskønt de havde tænkt med deres mængde at opsluge den lille hob de fandt for sig, måtte omsider gå tilbage et musketskud derfra med temmeligt forlis og satte sig på en bekvem plads, forventende flere tropper.
Men Jørgen Lunge, da han så hvor stor fare han var i dersom de tropper som med stor utålmodighed stod ved hin side af åen, ikke kunne komme over (hvortil der ingen anseelse var), og tilligemed overvejede hvor umuligt det var at redde de overkomne folk dersom den svenske armé som var i vente, kom dem på halsen, besluttede han i tide at retirere sig over floden, hvilket han også gjorde med stor behændighed på de samme både som han var kommet over på, og det i fjendens påsyn uden at forlise en eneste mand.
Efter denne behændige retirade begav han sig med sine tropper ind i Dalen, Dalen submitterer sig kong Christianhvilket landskab er vanskeligt at komme til, fuldt af skove og snævre veje, så at hans folk undertiden måtte passere en for en, og at forsikre rytterne fra fjendens hemmelige udfald af skovene måtte infanteriet bedække begge si
(a)Peleus pag. 312.
|645der af dem igennem skoven. De svenske gjorde en dag et udfald af en stor skov, men blev så vel modtaget af de norske fortropper at de med forlis måtte tage flugten til skoven igen. Siden den tid lod der sig ingen fjende se. Men amtmændene og præsterne kom og aflagde deres troskabsed til kongen af Danmark, hvorefter generalløjtnanten forlod landet igen med 20.000 store okser som han havde bekommet til bytte, og efter at han havde skikket sine tropper til grænserne i Norge, begav han sig selv til Elfsborg for at blive der vinteren over.
Imidlertid havde kong Christian meget at bestille med sine krigstilberedelser til førstkommende forår og forhåbede efterfølgende kampagne at gøre en lykkelig ende på krigen, og sandelig de svenske kunne nok gøre deres facit af foregående Sverige i slet tilstandaktioner hvorledes det ville gå dem ydermere, efterdi de fornemste grænsefæstninger var forlist og derved vejen åbnet for de danske til kernen af Sverige. En stor trøst for dem var at hollænderne tog deres parti og lod sig offentligt mærke at de ville konjungere sig med dem mod de danske. Besynderlig tordnede den stad Amsterdam med store ord og trusler. Dog kong Christian lod sig af alt dette ikke bevæge, men kontinuerede med sine præparatorier og besluttede fast ikke at nedlægge sine våben førend han havde bragt Sverige til billige tanker.
Midt i denne krigslue havde kongen den sorg at miste sin dronning Anna Catharina. Højstbemeldte dronning faldt år 1612 i en feber hvoraf hun Dronning Anna Catharina dør døde den 29. marts, og blev den 15. april begravet i Vor Frue Kirke i København. Med hende havde kongen avlet 6 børn, hvoraf de 3, nemlig den førstefødte, prins Frederik, og tvende prinsesser, Sophia og Elisabeth, straks døde. Om de efterlevende tales vidtløftigt i historien.
Gustavus Adolphus havde imidlertid ladet hverve 2300 mænd, skotter og nederlændere, hvilke til søs blev bragt til Romsdalen i Norge og derfra tog deres vej igennem Guldbrands-
(a)Joh. Paul. Res. concio funebr. in obit. Annæ Cathar.
|646dalen i forsæt at konjungere sig med de svenske, som da skulle lade sig indfinde på Hedemarken. Men de blev alle af bønderne i Guldbrandsdalen slået i et snævert pas ved Breide, óg blev til en Den såkaldte skottekrig i Norge erindring der på samme sted oprettet en støtte med en inskription at skotternes anfører dér var omkommet med sin hær. Slaget bliver endnu af bønderne i Guldbrandsdalen kaldt skotteslaget.
De svenske mærkede endelig at denne krig intet godt udfald ville have for Sverige, hvorudover alle deres tanker henvendtes til fred, til hvilken at erholde de søgte kong Jacob af Englands mediation. Højstbemeldte konge, som intet var kærere end at agere fredsforhandler, tog sig straks sådant med iver an og Handel om fredaffærdigede tvende gesandter, nemlig Spencer og Amstruter, hvoraf den ene gik til Danmark og den anden til Sverige. Disse fandt begge parter ikke utilbøjelige til fred, óg blev derfor berammet et møde til Sørød, hvor begge rigers commissarier skulle møde, hvilket også skete. Men der blev straks gjort en difficultet af de danske commissarier angående Gustavi Adolphi fuldmagt; thi såsom samme konge havde endda ikke opfyldt sit attende år, holdt de for at man også måtte have en fuldmagt af Sveriges stænder. Men de svenske commissarier vægrede sig derfor medmindre de danske også viste fuldmagt fra Danmarks stænder, hvormed det da forblev. De største disputter i fredsforhandlingen var om Kalmar, Öland, Risby og Elfsborg, hvilke de danske begærede til evig ejendom. Og medens traktaterne varede, var begge konger i nærværelsen for at konferere med commissarierne at intet ophold skulle ske. Freden blev sluttet 1613 ved engelsk mediation til Sørød i januar 1613 og findes i actis publicis, Sørødske fredhvor jeg læseren vil henvise.
I denne fred blev ophævet fire tvistigheder: (1) om Sonneborg på Øsel, som Gustavus Adolphus på egen og Sveriges vegne frastod så at det hus Sonneborg med hvad som derunder hørte, skulle herefter til evig tid tilhøre Danmark;
(a)J. Rami Chron. Norveg.
|647(2) om de 3 kroner, hvilket blev således bilagt at det skal stå begge rigerne frit for herefter at føre 3 kroner i deres våben, dog således at kongerne af Danmark derved ikke skal tilegne sig nogen rettighed over Sverige; (3) om Finmarken, hvorom blev så forenet at Sverige frastod den ret, frihed, Indholdet af fredstraktatendominium maris og anden herlighed som Sveriges krone i Laplandene og Vardehus len sig tilforn har tilegnet; (4) om tolden, hvilken blev regleret med lige fordel for begge rigerne. Foruden disse fire poster blev også forenet om adskillige andre ting, nemlig at ifald kongerne af Sverige ville føre herefter den titel af lapperne, da skal ved sådan titel ej forstås sølapperne ved Vesterhavet imellem Titisfjord og Varanger, og at Göteborg ingen privilegier må gives som er Danmarks højhed i Øresund præjudicerlige.
Til krigens omkostning lovede kongen af Sverige at betale en million og derfor pantsatte Elfsborg med Nyløse, Gammeløse og andet gods.
Hvad skibe, skyts og munition i krigen var erobret, blev i dens hænder som havde bemægtiget sig dem. I det øvrige blev det stettinske fordrag konfirmeret.
Således endtes denne krig, i hvis beskrivelse jeg har fundet for godt at følge en fremmed skribent, som levede på samme tider, for at undgå al mistanke om partiskhed. Den sørødske fred var ikke mindre reputerlig for riget end den stettinske, óg havde disse riger hidindtil vokset og tiltaget i magt og reputation. Men fra denne tid begynder en fatal periodus i den danske historie, og lykken, som hidindtil stedse havde været favorabel, begyndte at vende ryggen således at Danmark har taget af ligesom Sverige har vokset til, ja under dets stridbare konger gjort sådanne figurer at dets magt er blevet formidabel for hele Europa. Men den stedsevarende ulykke som siden har fulgt kong Christianum 4., hindrer dog ikke at han af alle bliver anset som en af de største regenter der leve
(a)Peleus, en kongelig fransk historiographus, som vidner sig at have ført korrespondance med fornemme folk i Norden.
|648de på de tider, såsom det påfulgte uheld kan alene tilskrives tidernes konjunkturer og ingenlunde personen.
Alle danske og norske officerer blev berømmet for at have efterlevet deres pligt i denne krig, undtagen Steen Bille, amtmand over Trondhjem, hvilken straks efter freden på herredagen i København blev beskyldt for i mange ting ikke at have efterlevet sin pligt. Hans egen broder Marcus Bille gik i rette for ham, men kunne ikke godgøre hans sag, hvorfor han blev dømt til 3 års landflygtighed; men som han uanset denne dom opholdt sig hemmeligt i Jylland, blev han arresteret og ført til Dragsholm, hvor han mange år blev siddende. Man ser ellers heraf at de svenske må have haft nogen fremgang nordenfjelds; men jeg finder intet antegnet derom.
Medens denne krig varede, forefaldt intet inden riget som fortjener at antegnes, thi kongen var al den tid mestendels enten ved armeen eller til søs. At pengemangel ellers i krigen må have været stor, kan ses af de mange små og store Anmærkninger over nogle indenlandske sagersummer kongen lånte af partikulære folk, óg vidner biskop Hegelund i hans ofte citerede calendario at han det år 1612 satte ud på rente hos kongen 200 krondaler. I det øvrige finder jeg intet at antegne uden at der 1611 var en stor rebellion af studenter imod professorerne i København. Hvad årsagen dertil var, findes ikke. Jeg ser alene at uroligheden endtes ved nogle studenters relegation. Dette kan også antegnes at en herremand ved navn Marcus Lund år 1613 blev halshugget på slotspladsen i København fordi han havde slået sin frue ihjel.
Straks efter freden var sluttet, blev holdt en herredag i København i samme år, hvor adskillige fremmede gesandter lod sig indfinde, iblandt andre fra De Forenede Herredag i KøbenhavnProvinser, hvilke begærede moderation på adskillige nye pålæg. I denne deres begæring blev de understøttet af den engelske ambassadør, hvor
(a)Hegelund Calend. Manuscr.
(b)Hegelund ibid.
(c)Hegelund ibid.
|649udover kongen erklærede at omendskønt han havde årsag at kontinuere med de pålæg som ved anledning af den svenske krig var etableret, ikke des mindre ville han dog for at lade se sin affektion mod De Forenede Provinser, føje dem deri. Han befol også straks at de nye pålæg skulle ophøre i juli måned af samme år, og gav ordre til betjentene intet at fordre over den gamle ret som var før krigen.
Omendskønt kongen erklærede sig at skride til sådan føjelighed af affektion for De Forenede Provinser, så er dog troligt at det var kun en pur kompliment, helst såsom de i sidste krig havde understøttet de svenske og offentligt truet at erklære sig mod Danmark. Christiani 4. hele regeringstid viser derforuden at han ikke meget elskede hollænderne, men tværtimod at han var en bestandig ven af Spanien, De Forenede Provinsers fjende. Hollænderne mærkede også det samme såvel af toldens forhøjelse i Øresund som af andre tegn, hvorfor de også i den sidste krig kongen førte, slog sig åbenbart til Sverige. Den føjelighed han derfor denne gang lod se mod dem, synes heller at være bragt til veje ved kong Jacobs forbøn, hvilken han intet kunne nægte. Det er derfor ganske utroligt, det som nogle skribenter foregiver, at kong Christian i begyndelsen af krigen havde sin svoger mistænkt for at inklinere til det svenske parti, og at de danske i den henseende handlede ilde med den engelske gesandt som kom fra Sverige, thi der var stedse et ugement venskab imellem disse tvende konger.
Óg gaves derpå efterfølgende år en stor prøve, da kong Christian på ny uden anden årsag end af affektion gjorde en rejse til England igen. Denne anden rejse gik for sig med Kong Christians anden rejse til Englandet lidet følge af 50 personer. Han arriverede lykkeligt dermed til England og fandt dronningen, sin søster, til Somerset førend man havde nogen kundskab om hans ankomst. Kong Jacob, som da var i Bedfordshire, da han fik tidende om hans ankomst, kom han straks tilbage og diverterede sin svoger med karrusel, jagt, fyrværker og anden tids
(a)Pufend. hist. Sv.
(b)Annals of King James pag. 12.
|650fordriv indtil den 1. august.
Da blev Hans Majestæt af den engelske prins ledsaget til sit skib og sejlede til Danmark igen, hvor han søgte at høste frugt af den fred som Gud havde kronet rigerne med, og at arbejde på at sire landet med herlige og skønne bygninger samt at forfremme handel og manufakturer, hvilket var hans stedsevarende lyst. Derfor, da indbyggerne ud af Neugard, som ville ikke bekvemme sig til inkorporation med Sverige, i dette år skikkede gesandter til Danmark for der at søge hjælp, ville Hans Majestæt ikke bemænge sig dermed på det at den mellem rigerne nylig sluttede fred ikke skulle forstyrres.
Ligesådan begærlighed til fred lod han se kort derefter; thi da den stad Braunschweig havde sat sig op mod hertugen, der óg belejrede samme stad, søgte kongen i steden for at gribe til gevær, for at reducere staden og at assistere sin svoger, at bilægge tvistigheden ved venlig underhandling. Han skrev derfor magistraten i Braunschweig til og tilbød sin mediation, og da sådant ikke kunne hjælpe, men de brunsvigere søgte med hårdnakkethed at forsvare sig mod deres landsherre, rådede han hertugen at temporisere og at ophæve belejringen for at give indbyggerne tid til at betænke sig.
Hvad indenlandske sager angår, da blev i dette år 1614 den vigtige proces fortsat mellem doktor Hans Resen og magister Oluf Kok, hvorom er talt med omstændighed på et andet sted, óg var udfaldet så, at doktor Resenius blev frikendt, og magister Oluf Kok blev dømt fra sit embede og måtte rømme landet. Han døde få år derefter i Hamborg. At Resenius ellers intet tabte af de gode tanker Adskilliges død og promotionerkongen havde om ham, ses deraf at da doktor Peder Winstrup, biskoppen i Sjælland, dette år ved døden afgik, lod Hans Majestæt bispestolen et helt år blive stående ledig eftersom han dertil havde beskikket Resenium, men ville ikke kalde ham førend han var færdig med det forsvarsskrift han havde lovet at udgive for at udslette den mistanke i religionen som magister Koks beskyldninger havde bragt ham i.
(a)Thuan. lib. 8. tom. 4.
|651Men da dette var sket, blev han året derefter biskop i doktor Winstrups sted. Foruden doktor Winstrup døde også i dette år magister Peder Hegelund, biskop i Ribe, af hvis skrevne calendario, som mig er kommunikeret, jeg et og andet har indført i denne historie. Det samme, endskønt det er kort og magert, så er det dog tilforladeligt efterdi alt hvad han i samme calendario har antegnet, er sket i hans egen tid. I Norge skete dette år denne forandring at Enevold Kruse blev dimitteret fra statholderskabet, og Jens Juel blev statholder i hans sted.
Hans Majestæt havde siden dronning Annæ Catharinæ død, som skete 1612, siddet i enlig stand. Herudover rådede adskillige ham til at træde i nyt 1615ægteskab, óg foreslog hans tvende søstre, nemlig kurfyrstinden af Sachsen og hertuginden af Braunschweig, som i det år 1615 var kommet til Danmark, en tysk prinsesse. Men Hans Majestæt lod sig da mærke som han ingen lyst havde til forandring, efterdi han med den salige dronning havde avlet mange børn så at der var ingen anseelse til at hans posteritet skulle udgå, og hvis, som formodentligt var, han med en ny dronning avlede flere prinser og prinsesser, ville sådan mængde blive riget til byrde, så at de derfor ikke mere talte om den sag, men efter kærlig afsked med kongen og enkedronningen, som de havde besøgt i Nykøbing, rejste bort igen.
Men efter deres bortrejse tog kongen dette i betragtning og endelig Kongen indlader sig i nyt ægteskabresolverede sig til et ulige ægteskab med jomfru Kirsten Munk, hvis fader var Ludvig Munk, lensmand i Trondhjem, hvilken i det år 1597 i den inkvisition som da efter kongens befaling blev holdt af Arild Huitfeldt og Jørgen Friis, blev dømt fra sit embede og døde på sit gods i Jylland. Ægteskabet gik i en hast for sig på Lunde bispegård i Skåne så at ingen vidste noget derom førend Hans Majestæt selv notificerede rigets råd sådant. Vielsen skete af Nicolai sognepræst i København, magister Mads Jensen, hvilken didhen var forskrevet, med sådan ceremoni at kongen rakte hende sin venstre hånd og hun igen kongen den højre, som brugeligt er i de ulige giftermål som kaldes matrimonia ad morganaticam |652eller ‘til den venstre hånd’. Óg ser man at Hans Majestæt fandt for godt at indgå sådant ægteskab, at de børn som avledes med den nye gemal, Særdeles ægteskabskontraktskulle ikke være de andre kongelige børn til byrde, hvorfor óg konditionerne var disse at hun alene skulle føre titel af kongens gemal, men ikke dronning, og børnene skulle ingen ret have til riget. Med hende levede kongen i kærligt ægteskab indtil 1630 da hun faldt i unåde, som omstændigt skal fortælles på et andet sted.
Efterfølgende år 1616 den 31. marts døde hertug Johan Adolf af Slesvig-Holsten 1616 i sin alders 41. år, en from, sagtmodig og lærd herre, óg vidner Cypræus at han var erfaren i alle sprog og videnskaber. Han stiftede år 1606 Hertug Johan Adolf dørdet skønne bibliotek i den fyrstelige residens Gottorp, hvilket blev lagt an på 3 hvælvinger som stod til hinanden, og forsynet med bøger i alle videnskaber og rare manuskripter. Til en erindring derom blev over kaminen i en sten udhugget efterfølgende vers:
Artibus excellens pacis dux Janus Adolphus
condidit et libris istud conclave ditavit.
Ille quidem numero libros et sedibus, at se
mansuro, donec domus hæc erit, auxit honore
si qua manet seris benefacti gratia seclis.
Der holdes ellers for, at denne hertug var ingen hader af den calvinske Hans karakterreligion, hvorudover calvinisterne havde forhåbning at spille mestre i Holsten og Slesvig i hans tid. Hvad som gjorde ham mest mistænkt for at favorisere den calvinske religion, var at han beskikkede i den evangeliske superintendents Fabritii sted en calvinist ved navn Philippus Cæsar af Hessen-Kassel, så at hans død faldt bekvem ind for den evangeliske lærdoms konservation. At han ellers ingen elsker var af overtro, ses deraf at da en roman-katolsk rigsfyrste begærede af ham St. Vicelini ben, som lå begravet til Bordesholm, lod
(a)Cypr. Annal. Eccl. Slesv. pag. 428.
(b)Olearii cont. Chron. Holsat. pag. 66.
|653han samme opgrave og hemmeligt nedsynke at ingen skulle drive afguderi dermed.
Han efterlod sig mange børn, som han havde avlet med sin efterlevende gemal Hans efterladte børn Augusta, Friderici 2. datter, nemlig: (1) hertug Frederik, som fulgte sin fader i regeringen; (2) hertug Adolf, en stridbar herre, som 1631 begav sig i kejserlig tjeneste og blev omkommet i det slag ved Leipzig tillige med mange andre fornemme herrer; (3) hertug Hans, hvilken anno 1634 blev biskop over det lübeckske stift efter at han nogen tid havde ladet sig bruge i den svenske armé under Gustavo Adolpho; (4) hertug Christian, som døde straks efter sin fødsel, og fire prinsesser. Året for hertug Johan Adolfs død var en overmåde stor vandflod i det hertugdømme Slesvig så at mange mennesker omkom. I Hviding herred blev en kirke bortskyllet, og 168 mennesker druknede, óg blev broen for slottet i Tønder nedrevet, og vandet rejste sig indtil vinduerne.
Så snart hertug Johan Adolf, som sagt er, ved døden var afgået, overlagde kongen med den unge hertug at fuldfærdige det store værk angående førstefødslen, hvortil var gjort præparatorier 1608, og det på sådan måde: Han havde i samme år stævnet hertugen til sig i Jylland, og det ganske uformærkt, på det at rigets såvel som fyrstendømmernes adelskab ingen mistanke skulle fatte dertil og søge at hindre deres foretagende. Efter at de havde forbundet dem til enighed og tavshed, besluttede de at gøre ansøgning hos kejseren om at erhverve førstefødselsret i fyrstendømmerne og at tilintetgøre stændernes prætenderede valgrettighed. Til den ende fandt man for godt at affærdige kongens råd Jonam På hvilken måde førstefødselsrettigheden blev indført i Slesvig og HolstenCarisium til det kejserlige hof, hvilken for kongen og hertugen erholdt af kejser Rudolpho 2. et diploma primogenituræ således at Holsten, Stormarn og Ditmarsken altid skulle tilfalde den førstefødte uden foregående valg.
(a)Olear. Cont. Chr. Holsat. Pag. 68
(b)Chr. Holsat. pag. 65.
|654Dette blev dog holdt hemmeligt indtil hertug Johan Adolfs død; men da blev overlagt mellem kongen og den unge hertug Frederik hvorledes man skulle forholde sig på forestående landdag for at tilkendegive ridderskabet det af kejseren erhvervede diploma om førstefødselsrettigheden i Holsten; thi hvad Slesvig angik, da, endskønt det ofte af ridderskabet blev konfunderet med Holsten, så var det dog noget som ikke kom kejseren ved, men alene kongen og riget, hvorudover også kongen som lensherre af Slesvig i det år 1609 havde givet et lige privilegium for samme fyrstendømme.
Da dette nu var vel overlagt, gik landdagen for sig den 11. november 1616. Da begyndte stænderne igen efter sædvane at stå på deres valgrettighed og andre privilegier; men midt i deres veltalenhed blev dem forelagt den hidindtil skjulte kejserlige bevilling, hvilket var som et tordenslag for dem, helst såsom kejser Rudolphi diploma indeholdt trusler imod dem der ville sætte sig derimod; men intet gjorde dem mere modløse end det danske rytteri, som på samme tid var budt at komparere for at mønstre ved Kolding, item det fodfolk som uformærkt var ført fra Fyn ind i det hertugdømme Slesvig; Hertug Frederik forlenes med Slesvighvorudover de omsider bekvemmede sig til at aflægge hyldningsed til den unge hertug Frederik, hvilken kort derefter af kongen blev forlenet med Slesvig og Femern, óg blev lenet modtaget til Kolding af tvende fyrstelige gesandter.
Gesandterne var Godske Wensin, amtmand til Gottorp, og Hans von der Wisch, amtmand til Tønder, hvilke i hertugens navn fik den 2. december len af Hans Majestæt med sædvanlige ceremonier. Ved denne højtidelighed stiftede Hans Majestæt en ny ridderorden kaldet Sværdet, hvis tegn var en harnisket arm med et draget sværd, óg blev da slået til riddere 12 herremænd som havde holdt sig vel i den svenske krig. Deres navne ses af det vers som Helvaderus gjorde derover, så lydende:
(a)Helvad. Sylv. Chr. pag. 282.
|655Friis, Lung’, Skeel, Rantzau, Rantzau tu Billeque, Rantzau,
Senckler, Sparr’ et Pentz, Sandberg, Scheel, partis equestris.
Dagen tilforn blev Jørgen Lunge gjort til rigets marsk og Albert Skeel til rigsadmiral. Denne unge hertug Frederik var den første der efter jus primogenituræ eller førstefødselsret succederede sin fader alene uden at gå i del med sine brødre, óg maintenerede kongen ham i samme ret såvel imod hans brødre som imod stænderne, hvilke endda ikke kunne få deres valgrettighed ud af hovedet. Han blev ellers en af de navnkundigste hertuger i Holsten, óg skal der ved lejlighed ofte i denne historie tales om ham.
På samme tid døde kansleren Christian Friis til Borreby i sin alders Kansler Friis’ død og karakter60. år efter at han havde været kansler i 20 år. Han var en stor elsker og befordrer af lærde mænd, som han idelig konverserede med, havde også stor kundskab i statssager. Dog synes det at kongen ikke altid var fornøjet med ham efterdi han stedse var en hidsig forfægter af adelens højhed. Det lægges ham også til last at han kontribuerede noget til Tycho Brahes forfølgelse. Han døde på skibet Fides ved Aggershus da han med kongen rejste til de norske herredage. I hans sted blev igen beskikket til kansler Christian Friis til Kragerup, som havde været prins Christians hovmester, hvilken plads Christen Thomesen Sehested nød igen efter ham. På samme tid blev Jens Bielke Norges Adskillige promotioner kansler i Anders Greens sted, óg er det denne Bielke som har gjort de bekendte forklaringer over ord i den Norske Lov. I lige måde døde rigets admiral Mogens Ulfeldt, en meget forsøgt herre der i sin ungdom havde tjent til søs mod tyrken.
(a)Gassend. vit. Tych. lib. 4. Male in Tychonem affecti fuere tam aulæ magister quam regis cancellarius.
(b)Con. fun. Matth. Jani Medelfart.
(c)Program. Chr. Longomont.
|656Jeg finder i det øvrige intet andet af vigtighed passeret i disse åringer; thi riget var i fuldkommen rolighed så at fra den kalmarske fejde indtil den tyske krig, som begyndte 1625, liden materie gives til en historieskriver. Kongen holdt fred og venskab med alle potentater, endogså med Gustavo Adolpho, hvis dyder han admirerede, og en almindelig fornøjelse var iblandt undersåtterne, hvilke under sådan fornuftig regent tog dagligt til i velstand og forfremmedes i dyd, videnskab og duelighed, hvortil de blev opmuntret af kongens eksempel.
Jeg har tilforn talt om denne store konges entrepriser på at oplede det gamle Grønland. De tvende efterfølgende år 1618 og 1619 gav endda større prøver på hans omsorg for handelens forfremmelse og hans begærlighed at gøre decouverter, som har erhvervet ham så stort navn i historien, og hvorved langt bortliggende have og lande er blevet opkaldt efter hans navn. Dette agter jeg her omstændigt at udføre, en del eftersom meget lidet deraf tilforn ikke er bragt i pennen, en del også efterdi jeg holder for at videnskabers forfremmelse, handels og manufakturers etablissement er det som egentlig næst gudsfrygt gør en konge stor, og hvis recit tjener mere til opbyggelse end kriges og feltslags beskrivelse.
Den ostindiske handel som i det år 1618 blev foretaget, og den koloni 1617som blev anlagt på de koromandelske kyster, er det som jeg her først må tale om. Om samme handels oprindelse er kun lidet antegnet af landets indbyggere, uden Begyndelse til den ostindiske handelhvad som findes i hr. Ove Gieddes søjournal, hvilken dog er så mager at man deraf aldeles ikke kan forfatte nogen historie, hvorudover jeg kan ikke give sådan udførlig underretning derom som jeg ønskede. Den hollandske skribent Baldeus synes at give til kende at den bekendte nederlænder Marchelis Boshouwer Baldei vildfarelse bragte de danske folk først på de tanker at handle på Ostindien, men han farer i den post, som i adskillige andre, vild. Vel kan ikke nægtes at denne handel jo først begyndte ret at sættes i værk da bemeldte
(a)Diarium Ov. Gedd. manuscr.
|657Boshouwer kom til Danmark, og at de første skibe tillige med ham under hr. Ove Giedde blev affærdiget. Men at de danske tilforn efter andre nationers eksempel havde været betænkt på den ostindiske handel, ser jeg af en kongelig bevilling til et kompagnis stiftelse, dateret Antvorskov den 17. marts 1616. Forslaget om samme kompagnis stiftelse bestod i 34 artikler, hvoraf disse er de fornemmeste:
1. Art. At Kongl. Majest. vilde tilstæde udi sine Kongeriger at lade Bevilling til et nyt kompagnis stiftelseudrede for det første tvende Skibe, som til hver Reise skal giøres behov paa Ost-Indien om Capo de bona Speranza, og at ingen sig maa understaae udi tolv Aar eller saa lang Tid, som Hans Majest. det naadigst ydermeere vil tilstede, af Hans Majestets Lande her at udrede eller at seile omkring fornævnte Capo de bona Speranza, under Lifs og Gods Fortabelse.
10. Art. Hver Mand skall stande frit fore at lægge udi Handelen saa meget, som de selv vil, dog ikke mindre end 150 Rdlr. uden anderledes kand af Compagniet bevilges; og, dersom meere blev indlagt end samme Handel kunde erfodre eller have behov, skulde det ikke antages.
20. Art. Dette Compagnie skal begynde udi det Aar 1616. og skal vare udi 12 Aar, eller saa længe som Kongl. Majestet denne Handel naadigst vil bevilge. &c.
21. Saa tit og ofte der udi Penge-Kisten 15 af hundrede ere indbragte af de solte Indiske Vahre, skal strax til Participanterne samme Penninge uddeeles.
33. Til en underdanigst Erkiendelse imod disse privilegerede Artikler, skal Compagniet give Kongl.
(a)Privileg. inter Acta Societatis Manuscr.
|658Majest. efter at Skibene fra første Reise ere igien komne, toe tusinde Rosenobler &c.
Af dette ses at de danske ikke alene havde været betænkte på, men endogså har gjort en begyndelse til et ostindisk kompagnis stiftelse førend Boshouwer kom til Danmark 1617, og at bemeldte Boshouwer ikke gav så meget anledning til den indianske handel som at han kom belejligt til Danmark just på den tid da sådant var i gære. Men førend jeg går videre fort, må jeg røre lidet om denne bekendte mands historie og anledning til hans ankomst hid i riget.
På de tider da hollænderne søgte at gøre Portugal allevegne afbræk i Indien, blev en underkøbmand ved navn Marchelis Boshouwer år 1612 af staterne og prins Maurits af Oranien skikket til kejseren af Ceylon at slutte en Prinsen af Migommes historiekommercetraktat. Boshouwer forrettede vel sit ærinde, sluttede traktaten til begge parters fornøjelse og derved kom i sådan nåde hos kejseren at han ikke ville slippe ham igen. Boshouwer forblev således i landet, hvor han blev ophøjet til stor ære og værdighed, blev gjort til prins af Migomme, gehejmeråd og generaladmiral. Alle hans prægtige titler har jeg set i et egenhændigt brev til kong Christian 4., dateret Capo de bona Speranza d. 27. juli 1619, óg lyder samme således:
Marchelis Prince van Migomme, Coeckelecorle, Annanogoporre ende Niwitegael, Heere van de Ordre des Guldensons, Præsident van de hooge ende Krycks Raaden, Tweeden in den secreten Raadt, Amirael Capitayn, General vant Keyserryck Seylon &c.
Hvilket var al den ære og lykke en fattig underkøbmand kunne vente sig i nogle år. Efter at Boshouwer havde levet nogen tid i sådan anseelse, fik han lyst at gøre en rejse til Holland, måske for at lade sig se af sine landsmænd, hvilket stort dyr han var blevet. Efter indstændig begæring fik han endelig anno 1615 forlov at gøre sådan rejse. Men da han
(a)Inter Acta Societ. Manuscr.
|659var kommet til Holland igen og der påstod at være agtet og anset som en prins af Migomme, fandt han sandt at være som ordsproget lyder: at en profet er aldrig mindre agtet end i sit fædreneland; thi hollænderne kunne ikke så hastigt få denne metamorphosin i hovedet at en underkøbmand naturlig vis på 2 eller 3 år kunne blive prins, og derfor ikke ville gøre ham den højtid som han mente sig at tilkomme.
Herudover blev han fortørnet og begav sig anno 1617 til Danmark, hvor han uden Hans ankomst til Danmarktvivl havde hørt at indbyggerne var i arbejde med at stifte et ostindisk kompagni, og dér gjorde forslag for Christianus 4. om at bringe Danmark den ceylonske handel til veje. Derpå ilede man med at bringe det kompagni som man længe tilforn havde arbejdet på, i stand, og Boshouwer, som allevegne lod sig give titel af prins af Migomme, sluttede en kontrakt på kejserens vegne af Ceylon, hvilken kontrakt blev efter Baldei sigelse undertegnet af Hans Majestæt anno 1618 den 30. marts, hvorvel jeg har set sådan kontrakt i et hollandsk manuskript af dato den 2. august, som sluttes således:

Geschiet, believet, Slutter en kommercetraktat med Danmark på kejserens vegne af Ceylonbewilliget, accorderet, versproocken, ende toogeseyt in der Conicklijcken Stadt Copenhaven den andern Augusti Anno 1618 Styli veteris. Conicklijcken Stadt Copenhaven den andern Augusti Anno 1618 Styli veteris.
Marchelis de Boshouwer
Pieter van Santen
Roland Krape

Så at enten forrige datum må ikke være rigtigt, eller der må være tvende gange sluttet sådan kommercetraktat i samme år.
Efter at kontrakten var sluttet, begav prinsen af Migomme sig samme år Første ostindiske rejse under Ove Gieddes anførselmed et stort skib og en jagt på rejsen til Ceylon. Kompagniet i København skikkede derforuden nogle krigsskibe med, nemlig Elefanten, David, Christian, Patientia og København samt en jagt kaldet Øresund, 1618under anførsel af hr. Ove Giedde, hvilke skibe efter 22 måneders
(a)Inter Acta Societ. Manuscr.
|660besværlig rejse landede til Ceylon 1620 den 16. maj. Den hollandske skribent Baldeus skriver at prinsen af Migomme døde på vejen, hvilket dog anderledes at være synes at bevise den kommercetraktat sluttet mellem kongen af Danmark og kejseren, hvori prinsen af Migomme bliver nævnt som da værende på den danske flåde, der lå ved Baldei anden vildfarelseCeylon, så at det synes at samme gesandts død er sket noget efter ankomsten til samme ø. Traktaten har jeg fundet trykt på dansk af efterfølgende indhold:

1. Er efter den Fuldmagt, som den Zeilonske Gesandt Printzen af Migomme er medgiven, sluttet et sterkt Forbund mellem Kongl. Majest. af Dannemark og Keiseren af Zeilon, ved hvis Kraft ingen udi hans Kejserdom skal Kommercetraktat med Ceylonhandle uden den Danske Nation, og deres Medfølgere, og skal de nyde de kostelige Vahre, Specier, Edelstene, og hvad ellers Profit der falde kand.
2. Gesandten Printzen af Migomme skal ikke begive sig fra Skibet hverken med Frue eller Børn, men hæfte for hvis Løfte, som giort er, til saa længe Kejseren indfører saa meget Guld og Klenodie til Underpant, som Kiøbmanden forvisses paa bemeldte Underpant; hvilket forbemeldte Underpant skal igien leveres, naar Løftet er fuldbyrdet om de 3 Penge for en.
3. Skal de Danske ingen Told give for nogen Ind- eller Udførsel.
4. Er Kejseren forpligted at forskaffe Compagniet alle Kiøbmands Vahre for bedre Kiøb, end de andensteds betales, saa, at gieldte til Bantam en Sæk Peber 8 Realer, skal Kejseren det levere for 6 og saa udi andet.
5. Er Kejseren forpligted, at befodre Compagniet til videre Handel hos andre Indianske Konger og Herrer, som han staaer udi Forbund med.
|6616. Skal det Danske Compagnie have Frihed udi Kejserens Lande med hver Mand at handle, som fri Handel tilstedes &c.

Denne traktat, enten den er sluttet på skibene med Boshouwer i kejserens navn eller med kejseren, synes at bevise at samme mand levede efter at skibene var kommet til Ceylon, og at hans død må være sket noget efter ankomsten på Den ceylonske handel bliver til intetskibet ved Ceylon, medmindre man vil sige at hans navn af politiske årsager i traktaten er indført af de danske, hvilket jeg vil lade stå ved sit værd.
Et af hr. Ove Gieddes egenhændige breve, som mig er tilstillet, viser at prinsen af Migomme levede på henrejsen ved Cap de Bonne Esperance; thi brevet er dateret Taffelbayen. Man ser ellers af samme brev at han har været syg af bitterhed og misfornøjelse over de danske, og at konjunkturerne har været meget slibrige på den danske flåde, hvor ambassadøren ville tilegne sig al kommando og søgte at debauchere admiral Gieddes underhavende officerer, som bemeldte admiral klageligt tilkendegiver i samme brev.
Man ser endelig af samme brev hvorledes konjunkturerne har været i Ceylon, nemlig at landet har været hårdt plaget af portugiserne, og at derfor ambassadøren med sådan iver har drevet på at de danske skulle tage på portugiserne hvor de kunne træffe dem, hvortil dog Ove Giedde ville ikke bekvemme sig,
(a)Lit. Ov. Gedd. ad Cancell. Christ. Friis dat. Tafelbay die 30 Julii 1619. manuscr. autogr. Ordene er disse: “Ambassadeuren haffuer i lang Tid væritt siugh, och er endnu naaget svag. Jeg formener hannem hans Siugdom miste Partenn ex Melancholia & cholera, at haffue colligerett; thi jeg haffuer iche hørt naagen, som jo naagenlunde med Ord till Gedultt kunde bringis, excepto ipso.”
(b)Ibid. Ordene lyder således: “Effterdi hand Dag fraa Dag, haffuer sig Commendo paatagett, och derforuden en Part aff Schibs Officererne mig u-affuidendis till deris Schib at komme haffuer forbødett.
|662så at det er troligt at på det punkt beroede den hele handels succes, og at ambassadøren havde lovet at prokurere de danske den ceylonske handel med de konditioner at de skulle beskytte landet for portugisernes overvold. Thi af en original kontrakt, som mig er kommunikeret, ser jeg at Boushouwer på kejserens vegne havde betinget et krigsskib med halvtredje hundrede soldater, hvilke som hjælpetropper skulle føres til Ceylon uden tvivl mod portugiserne, og at Danmark derfor skulle have en summa af 94.449 rigsdaler, 3 ort. Hvorom alting er, så ser man at Boshouwers død, enten den skete før eller siden skibenes ankomst til Ceylon, forvirrede ganske de danske sager og gjorde den forhåbning til intet som Danmark ved hans middel havde fattet; thi da kejseren fik at høre Boshouwers død, ville han ikke samtykke det som gesandten havde kontraheret med Danmark, ja han nægtede udtrykkeligt at han havde givet ordre til sådan underhandling.
Ove Giedde, da han så sig således bedraget, lod han konfiskere Boshouwers midler for den skade og omkostning han havde bragt riget i. Hans frue lod han efter begæring føre til Candy med nogle jomfruer som opvartede hende, óg bekom hun så meget af midlerne som kunne tjene til hendes underholdning. Baldeus siger at Ove Giedde derpå med uforrettet sag rejste til Danmark igen, hvilket er usandt; thi han begav sig fra Ceylon til de koromandelske kyster, hvor han Baldei tredje vildfarelseefter en lang og fortrædelig negotiation, som hans dagregister udviser, med kongen eller naiken af Tanjur erholdt det sted Trankebar, hvor fæstningen Dansborg blev anlagt, i hvilken fæstning kompagniet har holdt besætning indtil denne dag.
Måden på hvilken Trankebar blev overdraget, var denne: Da hr. Ove Giedde mærkede at der var intet ved Ceylon at vinde, og han på samme tid fik skrivelse fra Roland Krape, som var udsejlet med de første danske skibe, at kongen af Tanjur på den
(a)Conventio Membran. dat. Friderichsb. d 30. Oct. 1618. Deri findes disse ord: als gelowe ick Marchelis Printz van Migomme Ambassadeur etc.
|663koromandelske kyst havde foræret kongen af Danmark en by ved søkanten kaldet Trankebar, rejste han didhen og blev af kongen antaget med stor pragt. Efter adskillige handlinger kom sagen omsider til rigtighed, De danske opretter en koloni på den koromandelske kystóg lod Ove Giedde derpå anlægge en fæstning som blev kaldet Dansborg. Cessionen af Trankebar findes endnu med malabariske bogstaver gravet i små lange sølvplader og er i en af kompagniets direktørers, signeur Holmsteds, gemme. Så at dette tog, langtfra at løbe frugtesløst af, lagde grunden til den ostindiske handel, som i mere end hundrede år er holdt ved lige her i riget.
Hvad kapital dertil i begyndelsen af kompagniet er nedlagt, er mig ubekendt. At den ikke må have været meget anselig, synes at vise den 10. artikel af det forslag om kompagniets stif
(a)Diarium Ov. Gedde Manuscr.
(b)

Trankebar var i begyndelsen, da de danske købte den, lidt mere end en landsby, men er siden i de danskes hænder blevet til en anselig stad, óg er kompagniet efter traktater forbundet at betale årligt til kongen af Tanjur 2000 perdous. Den er blevet befæstet med en stærk mur, og dens bastioner er vel forsynet med stykker. Der er 3 kirker i Trankebar, nemlig en dansk kirke, kaldet Sion, en anden for de omvendte malabarer, kaldet Jerusalem, og den tredje er en roman-katolsk kirke. Derforuden er der også et stort mahomedansk tempel, item 5 store pagoder eller hedenske templer. Indbyggerne er 3 slags, nemlig europæere, morer og malabarer, hvilke sidste er i større tal end de andre.

Stadens territorium indeholder 15 landsbyer, hvoraf Borejar er den største og hartad lige så stærkt bebygget som Trankebar. Den konge som staden er købt af, ejer kun et lidet land, som har omtrent 30 mil i længden, og hovedstaden, hvor han har sit kongelige sæde, hedder Tanjur, óg findes der kun fire befæstede stæder i det hele rige. Så det synes at sådan en liden konge skulle ikke være meget formidabel for den danske koloni, især som han dependerer af den store mogul, til hvilken som til landets overherre må betales en anselig årlig skat. Ikke des mindre, såsom han har store indkomster, så kan han i krigstider bringe en anselig krigshær på benene i en kort tid. Således lod han sig se mod enden af forrige seculo med 40.000 mænd for Trankebar, hvilken han i 9 måneder holdt belejret og ville ikke ophæve belejringen førend man stillede ham tilfreds med en sum penge.

|664telse, konfirmeret Antvortskov den 17. marts 1616, hvoraf ses at en deri kunne blive participant når han indskød 150 rigsdaler. Derfor finder jeg også af adskillige breve og dokumenter at handelen straks vaklede og undertiden var færdig rent at ophæves; thi anno 1627 den 13. april blev indgivet en Handelens fortsættelsememorial undertegnet af J. Bram, Jacob Mikkelsen og Jørgen Danielsen, hvori forestilles (1) den slette tilstand handelen var i, (2) at nye participanter må søges eftersom de gamle ingen penge ydermere dertil vil give. Anno 1633 finder jeg en kongelig befaling til tvende professores, doktor Claus Plum og mester Jacob Finke samt nogle andre participanter om at gøre regnskab til kongen for det indskud Hans Majestæt havde gjort til handelen. Og endskønt kongen greb kompagniet under armene så meget som muligt, syntes det dog ingen fremgang at ville have; thi jeg finder i en klagelig memorial, indgivet af participanternes fuldmægtige til Skanderborg den 12. marts 1634, at kompagniet tilstår sig at være Hans Majestæt 156.000 rigsdaler skyldig, på hvilken sum de allerydmygst begærede afslag.
Sådanne anstød havde denne handel straks i begyndelsen, hvorudover der fandtes de som holdt at det var tjenligst den rent at ophæve; men en og anden lykkelig retur har sat mod i kompagniet igen så handelen er blevet vedligeholdt til denne dag.
Året efter Ove Gieddes ekspedition til Ostindien, nemlig 1619, foretog sig Hans 1619Majestæt en ting af end større vigtighed, hvilket, endskønt han deri ikke reusserede, dog har givet ham størst navn i historien. Man havde længe disputeret om Grønland var landfast enten med Asien eller Amerika. En englænder ved navn Hudson Kongen søger at finde vej igennem norden til Amerikahavde besejlet en bugt imellem Amerika og Grønland, som endnu efter ham kaldes Hudsons Bugt, hvorvel fremmede skribenter tilstår at den ære heller tilkommer en norsk sømand som før ham havde udfundet denne bugt. Der igen
(b)Mémoires de l’Amerique par de la Hontan Tom. 2.
|665nem besluttede kong Christian at forsøge en vej til Ostindien og til den ende affærdigede anno 1619 kaptajn Munk didhen med tvende skibe. Samme Munk kom den 20. juni af samme år til Kap Farvel, således kaldet efterdi man der ligesom tager afsked med den gamle verden.
Han sejlede siden mod vesten til norden mod et sund, hvilket han gav navn af Christians Sund, og landede til en ø ved de grønlandske kyster. Der satte han Kaptajn Munks tognogle på land, hvilke bragte tidender tilbage at de vel havde set fodspor af folk, men dog intet folk. Den anden dag om morgenen blev man var en hob vilde, hvilke blev forskrækkede da de så de danske, løb hen og skjulte deres gevær bag ved en dynge af sten som lå ved samme sted. Da de danske hilste dem, stillede de sig venlige an og hilste igen; men da de danske bemægtigede sig deres gevær, som lå skjult bag ved stendyngen, og som bestod af buer og pile, stillede de sig helt bedrøvede an og gav ved tegn til kende at det var deres eneste liggendefæ, hvorved de vandt deres føde, så skibsfolkene ynkedes over dem og gav dem alt tilbage, hvorpå de faldt på knæ og takkede for sådan velgerning. Men de danske lod det ikke blive ved den høflighed. De forærede dem adskillige små sager, som de vilde admirerede og gav til vederlag adskillige fugle samt fisk, spæk. En af dem kastede øjet på et spejl, og da han så sig selv deri, blev han derudover ganske forundret, tog spejlet og løb bort dermed. Det som mest gav årsag til latter, var at de vilde løb at omfavne en matros, ligesom de havde kendt ham længe, eftersom samme matros havde sort hår, et brunagtigt ansigt, en bred næse ligesom en grønlænder.
Munk lettede anker dagen derefter for at fortsætte sin rejse, men måtte formedelst is som kom ham i møde, søge samme havn igen. Men da ville ingen af indbyggerne lade sig mere se, hvor megen umage man end gjorde sig for at lokke dem til strandbredden. Man fældede der på øen en stor hob rensdyr og derudover lod den kalde Rensund, ligesom man gav havnen navn af Munkenæs efter kaptajnens navn. Munk plan|666tede der kongens våben og begav sig den 22. juli derfra igen. Derpå udstod man stor besværlighed formedelst storm og drivis så at man med stor nød bjærgede sig imellem 2 øer, liggende på 62 grader og 20 minutter. Der så man ingen mennesker, men en mængde af harer, hvorudover man kaldte strædet Haresund.
Den 9. august rejste Munk fra samme øer, sejlede vestsydvest og kom til den sydlige kyst af Christians Sund. Igennem samme løb han ind i Hudsons Bugt og kaldte den side som vender mod Amerika, Mare Novum eller Det Nye Hav og den anden side mod Grønland Mare Christianum eller Christians Hav. Der sejlede han vestnordvest indtil 63 grader, 20 minutter, da han omsider blev således omringet af is at han måtte tage vinterleje i en havn som efter hans navn blev kaldt Munks vinterleje i GrønlandMunks vinterhavn. Der lod han reparere skibene, så meget som tid og sted tillod, og gjorde anstalt til vinterleje. Man fandt ingen folk på kysten, men mange fodspor dertil, blandt andet adskillige store sten oprettede som altre, hvorpå var lagt kul. Man fandt også en sten hvorpå var afmalet en djævel med horn og kløer, så at man deraf kunne se at der ikke alene var folk, men endogså en slags gudsdyrkelse på samme sted.
De danske, såsom de mærkede at de måtte blive der vinteren over, lod oprette små hytter og forsynede sig med brænde og vildt til deres føde. Munk fældede selv først en hvid bjørn, hvilken han åd med skibsfolkene og fandt smag i det kød, som han selv i sin beretning vidner. Man fældede også adskillige harer, agerhøns og andre fugle som i Norge er gemene, i lige måde nogle måre og ræve, så at man havde forhåbning at begå sig vel vinteren over. Men vinteren blev så stærk og hård at der fandtes is fra 300 til 360 fod tyk. Øl, vin og brændevin frøs i fadene indtil bunden så at båndene derpå brast, og man måtte hugge vin og brændevin i
(a)Itinerar. J. Munck. pag. 53. Hans egne ord er disse: “Og haver jeg kaldet samme Havn efter mig selv Jens Munkes Bay.”
|667stykker med økse, på det at det kunne tø op ved ilden. Dersom man af vanvare lod blive vand i tin- eller kobberkar om aftenen, fandt man at de var brustne om morgenen.
Denne Skibsfolkene omkommer af kuldeforfærdelige kulde, såsom den ikke sparede jern og kobber, så sparede den ej heller folket. Den ene af de danske faldt i svaghed efter den anden, og sygdommen tog til med frosten. Sygdommen begyndte med tarmløb, som holdt ved indtil den syge døde. Sådan var tilstanden vinteren over, og svagheden formerede sig mod foråret; thi da faldt tænderne dem af munden så at de kunne ikke æde brødet uden det var gennemblødt. Endelig tog i maj måned plagen overhånd. Da kom der blodgang blandt de overblevne, hvilke borttørredes, blev sorte, blå og værkbrudne, og hvor en døde, der blev han liggende; thi der var ingen som kunne begrave ham. Munk selv faldt omsider i svaghed tillige med de andre den 4. juni og lå i fire dage i sin hytte uden føde, hvorudover han gjorde sit testamente, ombedende de rejsende at begrave ham og at bringe kongen af Danmark det dagregister han havde gjort over sin rejse. Men efter at de fire dage var forløbet, befandt han sig noget bedre så at han gik ud af sin hytte for at se til skibsfolket, af hvilke han fandt kun 2 levende af 64 som han havde bragt med sig.
Det var ikke liden glæde for disse to arme mennesker at se deres kaptajn endda i live. De opmuntrede hinanden at leve, skønt de så kun lidet tegn dertil; thi dem fattedes levnedsmidler. De rodede i sne for der at finde urter som lå skjult derunder. De fandt til lykke nogle rødder, hvilke vederkvægede dem således at de inden få dage kom til kræfter igen. Endelig da isen blev optøet, begav de sig på fregatten og lod det store skib blive. Den 16. juli 1620 gik de til sejls, men de blev straks således inkommoderet af drivis at de tabte deres sluppe og havde stor møje med at redde skibet, hvis ror gik i stykker. Endelig reddede de sig ud af disse besværligheder, fandt sluppen igen og kom lykkeligt igennem
(a)Itinerar. J. Munck. pag. 51.
|668Christians Sund i det store hav. Men der angreb dem en heftig storm, hvilken bragte dem til ny fortvivlelse; thi såsom de var kun 3 mennesker, måtte de uden ophør arbejde for at konservere skibet. Dog Munk kommer selvtredje tilbageovervandt de også denne ulykke, kom den 21. september i en norsk havn og endelig nogle dage derefter til København efter at de havde udstået alle de besværligheder som mennesker kan underkastes.
Hans Majestæt lod derpå vel fare den forhåbning han havde gjort sig om at finde vej igennem Norden til Indien. Men kaptajn Munk, efter at han havde opholdt sig nogle år i Danmark siden den ulykkelige rejse og imidlertid nøje eftertænkt de fejl som man af uvidenhed havde begået på denne rejse, fik han lyst at forsøge lykken end engang og til den ende overtalte nogle adelsmænd og borgere i København at oprette et kompagni og at udruste 2 skibe som han skulle føre. Men da alle anstalter var gjort, og Munk stod ganske rejsefærdig, blev han syg og døde, og således blev det hele værk til intet.
Det fortælles at da Munks endeligthan til afsked talte med kongen, og kongen efter lang tale meldte om den forrige rejse og Munks slette opførsel derved, svarede Munk ham noget hårdt og ubetænksomt, hvorover kongen blev fortørnet og stødte ham med sin stok, og at Munk derpå gik hjem, ville ikke spise i nogle dage og endelig døde af sorg. Således bliver gemenlig denne historie fortalt, óg lader jeg den stå ved sit værd, i lige måde det som anføres særdeles mærkværdigt om denne store konge, at alle de som han lagde hånd på, i hastighed ligesom hensvandt og kunne aldrig komme sig igen.
Disse mange kostbare og besværlige tog viser hvilken stor curiositet der var hos denne konge, og hvor meget landets opkomst og handelens forfremmelse lå ham på hjertet. Undersåtterne, opmuntret af hans eksempel, tog sig på at forsøge det samme og sparede ingen omkostning derpå; thi aldrig har folk i Danmark været mere hurtige, arbejdsomme og begærlige efter videnskaber end under denne store konge, hvorfor alle fremmede som i de tider har skrevet om Danmark, taler med |669stor berømmelse, såvel om store statsministre som om grundige lærde folk der fandtes såvel blandt adel som borgerstanden. Man ved at rigets hofmester siden af curiositet på egen bekostning affærdigede et skib til Spitsbergen, som ligger på 78 grader, for at erkyndige sig om samme lands egenskab og dertil brugte en forfaren naturalist ved navn Leonino, en indfødt spanier, hvilken nøje udforskede dette land, som formedelst kulden ikke kan bebos, og førte med sig tilbage hvide bjørne og andet som dette fæle land producerer.
Hvad ellers indenlandske sager angår, lod Hans Majestæt disse åringer publicere adskillige nyttige forordninger, hvis titler jeg i det ringeste ikke kan efterlade her at indføre, især efterdi dette mit værk er skrevet mere for indlændiske end udlændiske og mere for at give underretning om rigernes tilstand og beskaffenhed end for at behage.
I det år 1616 lod han publicere en forordning om forgældede adelspersoners arrest, at den som lader en forgældet herremand sætte, Adskillige kongelige forordningerskal give ugentlig til hans underholding 32 skilling danske og til vægteren 16 skilling, hvilket giver til kende at man da kunne komme lettere ud med en mark end nu om stunder med en daler. I samme år forordnede han at alle de hvilke som hovmestre skulde føre ungdommen an udenlands, skulle først eksamineres af superintendenterne, af hvilken forordning ses hans omhyggelighed for religionens konservation efterdi erfarenhed lærer at mange unge mennesker lettelig bliver forført på fremmede steder.
I samme henseende udgav han en forordning året derefter 1617 at danske bøger som på fremmede steder trykkes, ikke måtte indføres i riget. Og såsom Hans Majestæt havde vidt indseende med de ting som angik undersåtternes næring og tarv, så havde han besynderlig omsorg for at indskrænke folks brug og næring så at den ene skulle ikke
(b)Edict. sub dato Hafn. 1616. d. 4. Julii.
(c)Edict. Hafn. die 4. Julii 1616.
(d)Edict. sub dato Scanderb. die 23. Januarii 1617.
|670falde den anden ind i handelen, samtlige til skade og fordærvelse, ja dette gik så vidt indtil at forbyde vinhandlere at sælge mere end en slags vin, hvilket ses af en forordning publiceret i samme år hvorved dem som sælger rhinskvin, forbydes at holde anden vin til fals.
Efterfølgende år lod han udgå en forordning mod dueller, óg giver samme forordning til kende at sådant må have været meget gangbart. Deri gøres den forskel imellem adel og uadel at de sidste som fældes i dueller, forbydes kristen jord. For at indskrænke overdåd blev samme år forordnet at ingen måtte bære guld- og sølvsnore uden adelsmænd som er til hove. I samme henseende blev også efterfølgende år en forordning publiceret om adelige bryllupper, óg er det mærkeligt at dem forbydes at frembære varm mad, thi ordene er disse:
Eptersom vi erfare, at en Diell af Adelen til deres Brölluper Skauffessen saa oc varm Mad lader frembære.
Endelig gik ud samme år en forordning mod løsgængere, óg er derved mærkeligt at forordningen befaler ingen fuldkommen tjenestekarl at gives højere årlig løn end 7 daler, beregnet til 80 skilling danske (dal.).
Det ville blive for vidtløftigt at tale om de andre. Jeg har alene anført disse for at vise regeringens geni, og hvilke fejl denne konge mest søgte at hæmme, i lige måde for at tilkendegive de danskes inklinationer og levemåder på de tider. Jeg skal ellers ved lejlighed opregne flere, men begiver mig nu efter ordenen til andre sager igen.
Hvad som bragte Hans Majestæt til de mange entrepriser, hvoraf en liden del Kongens store aktivitetkun endnu er anført, var en del hans naturlige hurtighed; thi ingen konge var større hader af ørkesløshed og større elsker af arbejde, så at der fortælles at han kunne ikke lide at håndværksfolk holdt op med deres arbejde for
(a)Hafn. die 28. Junii 1617.
(b)Hafn. die 1. Maji 1618.
(c)Hafn. die 1. Maji.
(d)Hafn. die 1. Julii 1619.
(e)Hafn. die 16. Novembr. 1619.
|671at hilse ham. Derfor var også alle arbejdere flittige og årvågne efterdi kongen lod sig undertiden indfinde klokken fire om morgenen på de steder hvor publikt arbejde dreves, og det ikke alene i København, men endogså i provinserne, hvilke han oftere besøgte end nogen konge i Danmark; thi hans hele liv var en stedsevarende rejse, óg sejlede han engang hele Norge omkring forbi Nordkappet til Moskovien, hvilket ingen konge hverken før eller siden har gjort.
Den anden årsag til kongens mange entrepriser var den fred og rolighed som rigerne var i, da fast alle andre europæiske lande var indviklet i krig. Herudover flygtede adskillige St. Petri Kirke gøres til en sognekirke for tyskebetrængte fremmede folk på de tider og især en hob tyske som formedelst religionen var forfulgt i deres eget fædreneland, til Danmark, óg lod Hans Majestæt for deres skyld anno 1618 gøre St. Petri Kirke i København til en sognekirke, som den endnu er. Samme kirke var før reformationen dansk, og de sognefolk som dertil hørte, boede i Københavns nørre og vestre kvarterer, men efter reformationen da dens sognefolk blev lagt til andre kirker, hørte gudstjenesten længe op i St. Peders Kirke, ja kirken blev forvandlet til et gethus indtil 1585, i hvilket år kong Frederik indrømmede den til de flygtige tyske og dertil beskikkede en præst, som en gang om ugen skulle prædike. I sådan tilstand var St. Petri Kirke indtil det år 1618 da Christianus 4. gjorde den til en sognekirke og beskikkede dertil tvende præster, som til denne dag er underholdt.
Således var Danmark betrængte folks tilflugt på de tider såsom samme rige frem for andre var kronet med fred og velstand. Men som ingenting er fuldkommen, så var riget i det år 1619 plaget med smitsom sygdom, Pest i Sjællandthi der grasserede samme år en pest, af hvilken omkom i København og Sjælland over 14.000 mennesker. Medens denne plage varede, opholdt Hans Majestæt sig i Slesvig eftersom fyrstendømmet var fri for samme ulykke.
I dette år blev holdt et møde til Segeberg i Holsten, hvori den tvistighed om det svabstedske blev afgjort så at
(a)Resen. excerpt. Manuscr.
|672der faldt sådan dom at det gottorpske hus blev frakendt det gods som i hertug Adolfs tid var lagt under Gottorps hus og taget fra stiftet Svabsted. Hertugen, for hvilken samme gods var helt belejligt, søgte at mageskifte sig det igen for andet gods, men kunne sådant ikke erholde. Medens kongen denne gang var i Holsten, fik han visit af begge sine søstre, kurfyrstinden af Sachsen og hertuginden af Lüneburg. På samme tid døde tvende anselige mænd: (1) Jonas Charisius, som af en præstesøn fra Nykøbing op avancerede til at blive kongens råd; han efterlod sig en søn ved navn Peter Charisius, som af kong Frederik 3. blev nobiliteret; (2) døde rigets marsk Jørgen Lunge, som i sin ungdom havde tjent under kong Henrik 4. af Frankrig og ladet se stor tapperhed i den kalmarske krig.
Imellem Danmark og Sverige havde siden den sørødske fred ingen misforståelse været; thi kong Christian for at undfly al lejlighed til videre misforstand ville, som forhen er sagt, ikke bemænge sig i de livlandske, polske eller moskovittiske sager. Gustavus Adolphus søgte også på sin side at konservere den mellem rigerne sluttede fred. De resterende penge for Elfsborgs løsning gav alene anledning til nogen difficultet, hvilken dog dette år blev hævet efterdi Gustavus Adolphus betalte forbemeldte restance, skønt ikke uden med vanskelighed, hvilket ses af kongens skrivelse til Andreas Synkler, hvori han eksprimerer sig således:
Den Summe Penninge, som udi nerverendis Aar for Elsborrig skulle erleggis, er, GUd være loffuit, mod alle Folkis Opinion nu erlagt: dog thed holdt gandske haardt.
Gustavus rejste siden i egen høje person til Danmark for at holde en venlig samtale med kong Christian. Denne samtale skete til Halmstad den 25. februar. Der talte begge konger meget fortroligt
(a)Con. fun. Chr. Joh.
(b)Epist. Chr. 4. ad Andr. Synckler dat. Antvortschow 10 Febr. 1618. manuscr. autogr.
(c)Excerpt. ad hist. Chr. 4. manuscr.
|673med Samtale mellem Christianum 4. og Gustavum Adolphum til Halmstadhinanden, óg siger Den svenske historie at da den ene lærte ret at kende den anden, lod de sig forlyde at endskønt de ikke regerede over de mægtigste riger, så mente de dog hvad deres personer angik, ingen konge at eftergive, hvilket også uden vanitet kan siges; thi de nordiske riger havde aldrig haft mere fuldkomne regenter. Der blev da så stort venskab stiftet imellem dem som muligt stiftes kan mellem nabokonger. Efter at en fortrolig samtale havde været holdt i nogle dage, tog Gustavus Adolphus afsked og blev den 2. marts ledsaget af mange danske ryttere og fodfolk ind i Sverige igen. Ellers er det mærkeligt at Halmstad kort derefter af ildebrand blev ødelagt.
Efterfølgende år 1620 opvaktes en trætte mellem Danmark og grev Ernst 1620af Skauenborg, hvortil årsagen var denne: Greven af Skauenborg blev af kejser Ferdinando 2. sat i fyrstelig stand og bekom titel af fyrste af Holsten.
Til dette at forstå er fornødent at gå lidt tilbage i tiden for at vise hvad Trætte med greven af Skauenborganledning samme greve af Skauenborg kunne have til at forlange sådan titel. De sidste grever af Holsten nedstammede af det skauenborgske hus, som er et grevskab i Westfalen. Da nu Adolphus, hertug til Slesvig og greve til Holsten, døde 1459 uden livsarvinger, faldt Slesvig som et dansk len til riget, men om successionen i det grevskab Holsten opvaktes trætte mellem kong Christian 1. og grev Otto af Skauenborg. Kongen mente sig dertil at være mest berettiget såsom næste blodsforvandte efterdi han var født af hertug Adolfs søster Hedevig. Grev Otto derimod formente sig at være nærmest for tvende årsagers skyld: (1) efterdi han var den afdøde hertugs proximus agnatus eller næste slægt på fædrene side; (2) efterdi i det år 1390 var sluttet en arvepagt mellem de holstenske og skauenborgske grever at det ene hus skulle succedere det andet.
(a)Puf. hist. Svec. p. 663.
(b)Excerpt. ad Hist. Chr. 4. Manuscr.
|674Greven påstod straks at komme i possession af Holsten og Stormarn. Kongen derimod gik sagtmodigere frem og underkastede tvistigheden de holstenske stænders kendelse, hvorved han erholdt præference. Greven af Skauenborg, da han så hvor vanskeligt det ville blive for ham at trænge igennem med sin fordring efterdi landet havde antaget kongen, lod han i det møde som 1460 blev holdt til Oldesloe, sagen i mindelighed forlige, afstod sin ret til Holsten og Stormarn med kejserens bevilling og lod sig nøje med 53.000 rhinske gylden på terminer at betales, item med Pinneberg. Dermed akkviescerede såvel grev Otto som hans efterkommere indtil Christiani 4. tid da grev Ernestus, en del i henseende til det pinnebergske grevskab, som han ejede i Stormarn, en del også efterdi han var i forvandtskab med de gamle grever af Holsten, anholdt hos kejser Ferdinand 2. om titel af fyrste til Holsten, hvilken han også anno 1619 erholdt. Derover kunne kongen af Danmark såsom fyrste af Holsten ikke have andet end årsag at besvære sig først i skrivelse til greven, hvis indhold var dette:
Hans Majestet kunde ikke noksom forundre sig over, at Græven vilde tage sig Førstelig Titul af Hans Majestets Arve-Førstendom Holsteen, hvilken hans Formænd aldrig havde ført, ej heller kunde føre med Billighed, eftersom det er klart for meere end halvandet hundrede Aar siden, at Kong Christian den 1ste Højlovlig Ihukommelse haver afkiøbt det Førstendom af Græven af Skauenborg for 43000 Gylden, hvorfor Græven, saavelsom hans Formænd ingen Rett kunde have til at føre Titul, hverken af Græve eller Første af Holsteen; thi de Huuse Pinnenberg, Hatesborg, og Bramstet, som vare reserverede til
(a)Huitf. pag. 891.
(b)Londorp act. publ. part. 2. pag. 404. seq.
(c)Her sættes 43.000 i steden for 53.000.
|675den Skauenborgske Stamme, ligge ikke udi det Førstendom Holsteen, men udi Stormarn.
Hans Majestæt samt fyrsten af Holsten skikkede et brev til kejseren hvori blev forestillet den uret som dem derved skete, og begærede at Hans Kejserlige Majestæt ville ved et mandatum cassatorium mage det så at greven af Skauenborg måtte holde sig ganske fra sådan titel. Men såsom Hans Majestæt fornam at greven ingenlunde med det gode ville lade sig sige, faldt han med en stærk armé anno 1621 ind i grevens lande, nødte ham til at afstå den fyrstelige titel af Holsten og skrive sig rigsfyrste og greve Bliver bilagt af Skauenborg samt at give til Hans Majestæt 50.000 rigsdaler for den omkostning han havde gjort på sin krigshær.
Således endtes denne tvistighed, varende hvilken kongen efter sin sædvane ikke forsømte indenlandske sager; thi han lod i samme år, den danske handel til forfremmelse, stifte et islandsk kompagni til København. Hamborgere og Det islandske kompagnis stiftelse i Københavnbremere havde tilforn Island i besejling under en vis rekognition; men hvad de egentlig havde givet til erkendelse for sådan frihed, skal jeg ikke kunne sige efterdi jeg intet har fundet derom. Denne konge, som så dybere ind i handelen end andre, holdt for at det var billigt at hans egne undersåtter profiterede af den islandske handel, hvorudover han i det år 1619 tog den fra hamborgerne og bremerne og efterfølgende år 1620 stiftede et islandsk kompagni til København og gav samme kompagni herlige privilegier så at det fik ikke alene Islands, Færøs og Shetlands, men endogså Nordlands handel, hvilken kompagniets interessenter drev i mere end 40 år indtil 1662 da det ved en forordning blev ophævet.
Det fornemmeste som i den tid tildrog sig, var at Samme kompagnis skæbne og dekadencetyrkerne i det år 1627 kom under Island, faldt ind i Grindevig og Vestmands Ø og bortførte en stor hob folk i slaveri til Algier tillige med et
(a)Diarium Societ. Isl. manuscr.
(b)Edict. Frid. 3. Hafn. die 7 May 1662.
|676skib og dets hele rustning, óg måtte kongen 1629 løse fangerne tilbage. Den ulykke forårsagede at kompagniet blev ophævet, óg blev udfaldet således at den som havde indskudt i kompagniet 1000 kurante daler, fik henved 500 daler igen, og den som havde kun indskudt 200 kurante daler, fik intet tilbage.
Hvad ellers videre i disse år passerede, og hvorledes kompagniet rejste sig igen, er mig uvitterligt. Jeg finder alene at kompagniet betalte til kongen i forpagtning for hver havn en portugaløs, af hvert skib til lensmanden eller stiftsamtmanden 16 specierigsdaler foruden en vis sum af Vestmands Ø til kongens fadebur. Handelen har siden været adskillige forandringer undergivet, skønt den stedse siden dette etablissement som af Christiano 4. skete dette år, er forblevet hos landets indbyggere alene og endnu drives af Københavns borgere, som har den i forpagtning. I samme år stiftede kongen det gymnasium i Odense som endnu florerer.
Medens dette forrettedes i Danmark, og kong Christian således pyntede på sine riger, var moksen hele Europa i flamme. Gustavus Adolphus tumlede sig om med polakkerne i Livland. Hollænderne fægtede for deres frihed imod Spanien, og det hele protestantiske Tyskland fægtede for dets religion og frihed imod kejseren, hvilken, efter at han havde skilt kurfyrsten af Pfalz ved sine lande, udspredte sin magt over hele Tyskland. Dette forårsagede at efterfølgende år blev holdt Møde til Segeberg angående de betrængte protestantiske fyrsters håndhævelse i Tysklanden stor samling til Segeberg i Holsten, hvor kongen i egen høje person lod sig indfinde tillige med engelske og svenske ambassadører. Den landflygtige kurfyrste af Pfalz var der óg selv til stede tillige med hollandske, brandenburgske og adskillige andre protestantiske fyrsters gesandter. Alle åbnede øjnene over dette møde, især det østrigske hus, som bestod af Spanien og kejseren, hvilke kunne gætte sig til at det sigtede på et forbund imod sig. Hvad som ellers i denne samling forhandledes, blev ikke kundgjort. Man ser alene af den danske am
(a)Diarium Societ. Isl. manuscr.
|677bassade som straks derefter blev skikket til dette kejserlige hof, item det brev som kongen skikkede til den kejserlige general Spinola, at man arbejdede på den pfalziske kurfyrstes restitution. Det brev som kongen tilskrev Spinola, lyder således:
Vi have fornummet med megen Fortrydelse, at I er rykket med Eders Krigs-Hær Kong Christians brev til den kejserlige general Spinolaind udi Kiernen af Riget, og midt udi Høj-Tyskland, hvor I haver indtaget med Magt mange Stæder, Slotte og Fæstninger udi Phaltz, ja videre, at I øve samme Vold paa andre Stæder udi Riget, enddogsaa paa dem som tilhøre Enker og Faderløse, som intet Ont have giort, og som ikke kand mistænkes for at ville giøre Keiseren mindste Fortred, og at I bebyrde de samme med haarde Contributioner. Dette altsammen foraarsager, at de næst angrændsende Førster leve udi Frygt, at samme Vold skal øves ogsaa i deres Lande, sær eftersom I dermed have truet dem, hvis de ikke afskaffe deres Krigs-Folk og Besættninger, som de holde til deres Landes og Stæders Forsvar, iligemaade, dersom de ikke renoncere paa deres Alliancer, hvilke dog ved gudommelig og menneskelig Ret, og efter Rigets Constitutioner, og Caroli 4. gyldene Bulle dem altid have været tilladte at indgaae og bestyrke sig med, og endelig, dersom de ikke vilde give fri Passage til Eders Tropper udi deres Lande, naar paaeskes. Og, saasom deslige Opførsel strider ikke alleeneste imod de Keiserlige Constitutioner, Tydsklands Frihed, og den allmindelige Fred, men endogsaa imod de Patenter, som Hans Keiserlige Majestet selv har publiceret for den allmindelige Sikkerhed, saa kand vi ikke taale, at Rigets Stænder vore Forvantere og Paarørende blive under|678trykte. Beder Eder derfor venligen, at I ingen Aarsag give os til at gribe til Vaaben for deres Forsvar, men at I staae fra Eders Foretagende, og at I evacuere de Stæder, som I have indtaget, og give dem deres rette Herrer og Eyere igien &c.
Det gesandtskab som blev skikket til Wien, handlede også om samme sag, især om den pfalziske kurfyrstes retablissement. Kejseren lod derpå svare at de eksekutioner som var sket imod Pfalz og andre genstridige fyrster, kunne ikke Handel angående kurfyrsten af Pfalzblive revokeret, men måtte nøje efterleves efter rigets konstitutioner og kapitulationer. Ambassadørerne svarede dertil at deres konges tanke var ikke at bemænge sig i de daværende stridigheder, men alene at befordre fred og rolighed i riget og en bedre forening mellem hovedet og lemmerne, hvorpå kejseren endelig lod dem tilkendegive at han havde berammet en rigsdag til Regensburg den 24. juni for at eksaminere og overlægge disse ting med rigets stænder.
Således ser man hvor meget kongen tog sig de betrængte protestantiske fyrster an, endskønt han i det øvrige var ikke meget fornøjet med kurfyrsten af Pfalz, som endda førte titel af konge i Bøhmen, især med hans forhold i Prag, hvor han havde ladet nedrive billeder og ornamenter såvel af de evangeliske som af de roman-katolske kirker, hvorudover han i den forsamling som holdtes til Segeberg, visende på et krucifiks som hang i et gemak, sagde til kurfyrsten: “Se, der hænger også et krucifiks. Hvis det havde stået i Prag, havde det også været nedrevet.”
Han ville ej heller give kurfyrsten titel af konge i Bøhmen, så at man deraf ser at den intercession var ikke så meget i favør af kurfyrst Frederik som i henseende til kong Jacob af England, bemeldte kurfyrstes svigerfader, item i henseende til de protestantiske fyrsters beskyttelse i almindelighed og for at hæmme det østrigske hus’ tilvoksende magt; thi samme hus dominerede da
(a)Aitzema tom. 1. pag. 91.
|679således i Tyskland at alle angrænsende potentater blev alarmerede derover. Hvad bekymring sådant forårsagede hos kong Christian, ses af et egenhændigt brev skrevet året derefter til kansler Christian Friis, hvori findes disse ord:
Min Gesanter er kommen fra Keiseren igien, haffuer intet kundet erholle paa Phaltz-Greffuens Vegne, og staar alting selsom der sammesteds til. Dij faarer skarp affsted med Religionen, siunes at ville følge store Forandringer &c.
I slige konjunkturer kastede kongen øje til De Forenede Provinser, holdende for at deres venskab kunne besynderlig være ham tjenligt hvis han nødedes til at bryde løs med kejseren. I den henseende affærdigede han samme år rigets kansler Ulfeldt til Den Haag, hvilken ved sin ankomst foreslog alliance mellem Handel med De Forenede ProvinserDanmark og De Forenede Provinser. Tillige med samme forslag anholdt også gesandten om De Forenede Provinsers bistand i den danske prins Frederiks ansøgning at blive coadjutor i det ærkestift Bremen, óg blev han deri understøttet af den engelske gesandt Robert Amstruter. Denne handel med De Forenede Provinser forårsagede stor jalousi hos det østrigske hus, óg besværede sig den kejserlige general Spinola derover til Brüssel for den danske commissario Strick. Alliancen som blev sluttet mellem kongen og De Forenede Provinser, bestod af 8 artikler, men såsom deri tales intet uden generaliter om venskab, vil jeg dem her ikke anføre. Denne traktat blev straks ratificeret af staterne, men ikke af kongen, hvilken opsatte den til videre forhandling i Bremen. Ulfeldt begav sig derfra på hjemrejsen igen efter at han var blevet regaleret med en guldkæde af 1000 rigsdalers værdi og 200 gylden som skulle deles blandt hans domestikker.
(a)Epist. Chr. 4. ad Cancell. Christ. Friis 2 Julii 1621. manuscr. autogr.
(b)Foedus inter Chr. 4. & confoed. Prov. Hagæ Comitum die 9 Aug. 1620 ap. Aitz. tom. 1. pag. 93.
|680Men såsom denne alliance var kun som et komplimentværk, så anholdt En sælsom hændelse med en Hollands commissariokongen på ny hos staterne om en sammenkomst til Bremen. Didhen blev skikket fra Holland Paeuw, Leicklama, Haersolte og Schaffer. Men da de på vejen kom ind i et herberg i Delmenhorst, løste en af disse herrer en pistol som lå på bordet mod væggen, menende at den var af sten ligesom i Holland. Men kuglen gik igennem væggen og traf en rytter, som deraf døde, hvilket indjog sådan skræk i denne hollandske commissario at han rejste tilbage og turde ikke bivåne mødet.
Men de andre trådte i konference med Kongres til Bremende danske commissarier, óg var de punkter som blev forhandlet, disse: hvilken og hvor stor undsætning den ene skulle gøre den anden, i lige måde om handel og vandel, om tolden i Øresund og nogle tvistigheder mellem danske og hollandske undersåtter i Ostindien. Men som kongen forsømte ingen lejlighed for at få sin anden søn Frederik promoveret til ærkebispedømmet i Bremen, så blev óg den sag på ny pousseret. Thi, siger en anselig de tiders skribent, det gik ham såsom gemenlig sker, at ingen spiller en fremmed personage, han spiller jo sin egen derunder. Thi endskønt kongens fornemste øjemærke var at understøtte de forfaldne protestantiske sager og at kontrabalancere den store østrigske magt, så forsømte han ikke at ekstendere sin egen og at bringe det stift Bremen til sit hus, tragtende først at bringe coadjutoriet på hans søn og siden successionen i stiftet.
Men denne gode konge var deri ikke at fortænke at han søgte sine børns promotion, óg var det langt lovligere ved traktater og negotiationer at gøre sit hus mægtigt end ved sværdet. Årsagen hvorfor ellers kongens sigte var så meget på Bremen, rejste sig deraf at prins Frederik allerede for nogle år siden var blevet af domkapitlet udvalgt til coadjutor i det stift Verden, som grænser ved Bremen. I de hollandske sager blev alting opsat til belejligere tid. Men
(a)Aitzem. tom. 1. pag. 116.
(b)Aitzem. tom. 1. p. 116
|681prins Frederik havde den lykke at han i dette år blev udvalgt til coadjutor i det stift Bremen.
Såsom på samme tid var religionstvistigheder i Nederlandene, som ved det dordrechtske møde ikke kunne blive forligt, begav mange fornemme og rige arminianere sig til Slesvig, og efterdi de samme så at på et sted ved Ejderen kaldet Sebul var stor bekvemhed til at bygge en stad, begærede de af hertug Frederik at han ville tage dem i beskyttelse og forunde dem at bygge en stad Frederiksstad funderessammesteds. Derpå begyndte de at tvinge den strøm Trene, som løb tilforn i Ejderen, at løbe en anden vej, nemlig igennem deres tilkommende stad, og anno 1621 begyndte de at oprejse huse og at fundere byen, hvilken efter fyrstens navn blev kaldet Frederiksstad, óg blev den anno 1632 synderlig forbedret og holdes nu om stunder for den kønneste og mest regulære stad i fyrstendømmerne eftersom disse landflygtige hollandske folk tog dertil model efter de hollandske stæder.
Hvad indenlandske sager angår, da lod Hans Majestæt det år 1621 1621forordne at ingen måtte kaldes til præsteembede uden han var 25 år gammel, hvilken forordning endnu nøje efterleves. Han lod også selvsamme dag ved Adskillige forordninger et andet edikt gøre forbud på tysk øls indførsel efterdi indbyggerne havde fået alt for megen smag på det samme. Men som sådant havde den virkning at man derover slog sig des mere til at drikke vin, blev ved en anden forordning forbudt at ingen af borgerstand måtte i bryllupper og forsamlinger traktere med vin. Forordningens ord er disse: “Blant intet ufrie Folk Vien maa forbruges.” Hvoraf man ser at adelen i alting indtil mad og drikke ville distingveres fra borgerstanden.
Og som Hans Majestæt for nogle år siden havde udgivet en forordning om klædedragt, men derved fornummet at sådant
(a)Olear. Chr. Holsat. lib. 10. cap. 2.
(b)Edict. Hafn. die 16. Febr.
(c)Hafn. die 23 Aug.
|682enten virkelig havde hindret eller i fremtiden kunne hindre manufakturers opkomst, tillod han ved en anden forordning af dette år at folk af borgerstand måtte bruge silkeklæder som var forarbejdet i landet; thi alle klædeforordninger er befundet at have den virkning at de enten ødelægger de manufakturer som allerede er etableret, eller hindrer andres opkomst og i almindelighed befordrer dovenskab i et land, hvilket dog er det som for alting må forebygges, efterdi arbejdsomme borgere er en stads styrke og sirat, hvilket denne fornuftige konge også mærkede og derfor lod forbuddet stå alene på de sager som blev forarbejdet udenlands.
I det samme år blev publiceret den forordning om salt- og vinkompagniers indrettelse, hvilke alene blev privilegeret at sælge salt og vin. Denne forordning sigtede besynderlig på at forfremme handel med egne skibe og at gøre dygtige søfolk til rigets tjeneste; thi der er visse slags monopolia hvilke, hvor meget de end kan synes at gravere, akkorderes ikke alene formedelst anden stor nytte, men endogså undertiden af necessitet efter et lands beskaffenhed. Af disse kompagnier måtte alle andre købe forbenævnte varer. Dog havde de som var uden for kompagnierne, frihed at hente salt og vin selv hvor de kunne, men med den restriktion at de måtte ikke gøre indførsel deraf i riget.
Denne konge var så stor hader af ørkesløshed og så stor forfremmer af alt det som kunne bringe indbyggerne i aktivitet i handel, kunster og håndværk, at alle hans forordninger sigtede dertil. I den henseende oprettede han i København et børnehus hvor Børnehusets stiftelsebørn skulle forblive indtil de var tolv år gamle, og siden sættes til håndværk. Han lod også i samme år udgå en nyttig forordning om håndværk og blandt andet deri anordnede at håndværksdrenge og skolebørn skulle gives visse tegn for at distingvere dem fra andre omløbende løsgængere på det at, siger forordningens 17. artikel,
(a)Hafn. die 23 August.
(b)Edict. Hafn. die 10 Decembr.
|683“Hver kunde wede hvad for Folk hand sin Allmisse meddieller.” Det allermærkværdigste er at han i krigstider lånte kanoner ud af sit eget tøjhus til købmandsskibe på det at handelen for mangel deraf ikke skulle standse, hvilket blandt andet kan ses af kronprinsens, Christiani 5., ordre til tvende rentemestre om at låne stykker ud af tøjhuset til en borger af Malmø hvis skib skulle i det år 1625 gå til Spanien.
I dette år døde Enevold Kruse, som længe havde været rentemester og siden statholder i Norge, hvor han havde ført øverste kommando i den kalmarske krig. Året tilforn døde Steen Brahe, som var den ældste rigsråd da kongen antog regeringen, óg var han den som bar æblet for kongen da han blev kronet. Han havde i nogle år før sin død levet i rolighed og undslået sig for forretninger.
Dette er alt hvad jeg har kunnet bringe til veje til dette års historie. Efterfølgende år 1622 lod sig i København indfinde en russisk ambassadør med et 1622følge af 100 personer. Den
(a)Hafn. die 10 Decembr.
(b)

Ordren, som jeg har in manuscripto og med kronprinsens egen hånd undertegnet lyder således:

Christian den Femte med GUds Naade Dannemarkis, Norgis, Wendis och Gottis udvalde Prinds udi Hans Kongl. Majest. wores Elschelige kiere Faders och Naadigste Kongis Fraværelse til Regieringen forordnet. Wor Gunst tilforn; vider, at underdanigst for os haffuer ladet andrage Jacob Clausen Borger udi Malmøe, hvorledes han med sine Medredere er til Sinds, it deris Schib, at lade seigle paa Spanien, med allerunderdanigst Begiering at dennem sex Jern-Stykker af Kongl. Majestets Tøjhuus paa samme Rejse maatte bevilges, da bede vi Eder og Naadigst wille, at I dennem forskrevne Stykker lader bekomme. Dog at de stiller Eder nøjagtig Caution, om Stykkerne sig ikke komme tillstede, da till Eder dem at betale efter deres Vegt, och som de nu bliffuer worderit. Skrevet paa Friderichsborgs Slott den 15 Junii 1625.

Udskriften er til de tvende rentemestre Christoffer Urne og Axel Arnfeldt. Af samme ordre ser man herforuden at der da var tvende rentemestre, item at Rentekammeret havde disposition over Tøjhuset.

(c)Conc. fun. J. P. Resenii.
(d)Con. fun. Th. Wagner.
|684samme søgte en hastig audiens hos kongen, men Moskovittiske ambassadesom Hans Majestæt var svag og kunne ikke tale med ham uden på sengen, påstod ambassadøren at man skulle sætte ham en seng lige ved kongens hvori han kunne lægge sig i sin fulde habit, såsom han mente at han anderledes ikke kunne modtage nogen audiens uden at forse sig mod sin principals højhed. Men som kongen straks kom på benene igen, faldt denne ceremoni-tvistighed af sig selv.
Ellers ser jeg at kongen i dette år har været i Norge og dér bivånet en rigsdag som blev holdt i Bergen. Didhen blev den bekendte trondhjemske bisp Anders Arrebo citeret og beskyldt for adskillige grove excesser og laster Biskop Arrebo dømmes fra sit embedesom han havde begået mod sin stand og sit embede; og efter at sådant var ham overbevist, blev han af samtlige norske bisper dømt fra sit embede. Hans anklager var hr. Tage Thott, befalingsmand på Trondhjemgård, hvilken aktionerede ham for sælsomme forseelser, som kan ses af hans dom, hvilken jeg her vil anføre såsom han var en af de navnkundigste bisper på de tider og en af de største poeter, ja den som allerførst har skrevet sirligt i dansk poesi. Dommen, hvoraf mig er kommunikeret en kopi, lyder således:
Eftersom Mester Andreas Arreboe selv en stor Deel har bekiendt og ikke Dommens indholdsalva conscientia har kunnet nægte af de Lætfærdigheds Bedrifter udi Ord og andre Gebærder hannem af vor Befalningsmand paa Trundhiems-Gaard os elskelig Tage Tott har været tillagt, og til denne Herre-Dag ført Beviis paa, saasom med letfærdig Sang at siunge, u-nødig Dantz at dantze, St. Bentes Minde at drikke udi offentlig Laug og Vertskab, (som nemlig til det Bryllup i Hefne og paa Staad) Trommer at lade slaae paa til Dantz, og saadanne Riim at digte, som stor Turbation medfuldte, saasom paa den Gaard Østeraad; men og det som
(a)Sententia Comitiis Berg. die 31 Julii 1622. Manuscr.
|685meer er, med at holde sig i Eenrom og paa fordægtige Steder til fremmede Qvindes Personer, og paa Sengen hos dem end ogsaa ikke i alle sine Klæder, saasom udi fornævnte Hefne og paa Staad; hvilke Fagter og Gebærder ere imod den Høviskhed og Ærbarhed, som en Superintendent og Bisp bør følge. Item, som han og herforuden haver i sin egen Sags Forhandling Retten udi Trundhiem undvigt forbemeldte vor Befalningsmands Tage Tottis Admonition u-agted, og samme Tid skieldet paa Byens Rett uden nogen dertil given Aarsag med anden Traadsighed som iligemaade sig ej riimer med hans høje fortroede Kald og Embede; men heller strider imod GUds Ord, hvilket han højest burde at agte. Derforuden findes han og af en Præst Herr Jürgen Marstrand indstævnet, fordi han hans Fæstemøe udi et Laug haver tillagt at gaae med 2 trinde Sider, og det ikke haver beviiset, og sig derfor mod Præsten skriftlig maatte undskylde. Saa er derfore af forberørte Aarsager saaledes decerneret, at han for samme sine begangne Forseelser bør fra sit Biskopelige Kald og Embede være afsatt og det ikke videre at betienne. Datum Bergen Herre-Dag den 31 Julii Anno 1622.
Af denne dom ses at denne mand har været især uordentlig i sit levned, og Betænkning deroversom han var en stor poet, så har han óg taget sig en stor poetisk frihed til, óg er det troligt at den Skt. Bente, hvis minde han plejede drikke og så ofte påkalde, har været sådan en der næppe kan få sted blandt de 9 kyske poetiske gudinder. Man ser videre af anførte dom at endogså bisperne på de tider har i første instans været stævnet til byens ret, skønt historien viser at lande- og provstemoder allerede i det år 1618 havde været stiftet. Anders Arrebo blev dog siden præst i Vordingborg, i hvilket kald |686han forholdt sig meget skikkeligt, óg blev magister Peder Skieldrup i hans sted Trondhjems bisp. Hvad Arrebos poetiske skrifter angår, da er mest bekendte hans Davids Psalmer og De første 6 dages arbejde, som endnu er i stor estime. Men det øvrige som han har øst af Skt. Bentes kilde, må ikke du meget, intet er mig heller deraf bekendt.
Hvad udenlandske sager angår, da tog Hans Majestæt sig for at forny sine ansøgninger hos kejseren om at bruge moderation mod de protestantiske stænder Kongen kontinuerer at sollicitere for kurfyrsten af Pfalzi Tyskland. Dertil blev han drevet såvel af egen nidkærhed for religionen og af frygt for det østrigske hus’ tilvækst som andre protestanters sollicitationer, hvilke anså ham som det bekvemmeste redskab på de tider for at kontrabalancere samme hus’ magt. Den koldsindighed som han havde fundet forrige år hos kejseren i sine ansøgninger, kunne ikke skrække ham fra at kontinuere dermed; thi han lod på ny i dette år anholde om den pfalziske kurfyrstes restitution, lovende på hans vegne at give sådan satisfaktion som Hans Kejserlige Majestæt forlangte. Han forestillede også at den rigueur kejseren øvede, kunne sætte hele Tyskland i lue, og bad ham indstændigt at lægge sværdet ned og bekvemme sig til venlig underhandling førend gemytterne blev for meget sårede.
Kejseren lod dertil svare at pfalzgreven havde synderlig forgrebet sig mod ham, og der behøvedes en stor satisfaktion til forsoning; dog ville han gøre alt hvad som muligt var, såvel i henseende til kongen af Danmark som til kongen af England, den landflygtige pfalzgreves svigerfader; gav også til kende at han havde allerede skikket greven af Schwarzburg som ambassadør til England for at lade ham vide på hvilke konditioner man kunne gøre stilstand i Pfalz. Men udgangen viste at sådant var kun en pur kompliment hvormed kong Jacob var så ofte tilforn afspist i ansøgning for sin svigersøn; thi Spanien og kejseren spillede forunderlige komedier med denne konge, hvilken i sin opførsel svarede aldeles ikke til det store navn han havde erhvervet af den engelske Salomon; thi han var så forpikket på den |687giftermålshandel mellem hans søn Carl og den spanske prinsesse at han opofrede både sin svigersøns og alle tyske protestantiske fyrsters interesse, af frygt at samme giftermål skulle blive til intet, hvorfor også Christianus 4. måtte alene stå i stikken og fik kun liden hjælp af England da han måtte bryde løs med det østrigske hus.
Det svar som Hans Kejserlige Majestæt gav den danske ambassadør angående kurfyrsten af Pfalz, gav kun lidet håb om samme ulykkelige herres retablissement, hvorudover gesandten videre anholdt om det samme, sigende at kongen approberede aldeles ikke kurfyrstens opførsel mod kejseren, hvortil dette kunne tjene til bevis at endskønt han var hans svoger, så havde han dog aldrig villet give ham titel af bøhmisk konge, forhåbede derfor at Hans Kejserlige Majestæt reflekterede på kongens rekommandation og lod bemeldte kurfyrste komme til sine lande og sin værdighed igen, helst såsom han forpligtede sig til solenniter at renoncere på den bøhmiske krone og derforuden at give anden billig Kejseren søger idelig udflugtersatisfaktion. Men kejseren søgte stedse udflugter og sagde at han først måtte høre underretning om hvad hans gesandt greven af Schwarzburg havde forrettet ved det engelske hof. Men udgangen viste at han ikke havde i sinde at restituere pfalzgreven såsom hans forsæt var at give den kurfyrstelige værdighed til hertugen af Bayern, som i krigen havde gjort ham tjeneste, og som han videre i sit store forehavende agtede at betjene sig af.
Dette forsæt blev også efterfølgende år 1623 sat i værk, og hertug Maximilianus blev solenniter kreeret til 1623kurfyrste og rigets Ertz-Pannier i pfalzgrevens sted, hvilket ophidsede kong Christian des heftigere imod kejseren og forårsagede at han des villigere rakte øren til Den såkaldte ekstenderede union sluttet med hertugen af Holstendem som opmuntrede ham til at tage sig de betrængte protestantiske stænder an og at trække sit sværd imod kejseren, som skete 2 år derefter, nemlig 1625. Imidlertid søgte Hans Majestæt at bestyrke sig med alliancer allevegne; og som det var ham højlig fornødent at have hertug Frederik af Holsten-Gottorp til ven, sluttede han i det år 1623 med |688samme hertug til Rendsborg den såkaldte ekstenderede union, hvorved den gamle forening blev ikke alene fornyet, men endogså ekstenderet på offensiv krig således at den ene herre altid skulle være forpligtet til at assistere den anden, i lige måde at ingen krig skulle begyndes eller fred sluttes uden begges samtykke; herudover blev det kaldet den ekstenderede union mellem fyrstendømmerne. Den blev siden igen fornyet, óg er det den samme ekstenderede union som man så ofte siden har citeret i de holstenske tvistigheder.
Foregående år døde hertug Hans, kaldet den Yngre, Christiani 3. søn, i sin alders 77. år. Han var fader til 23 børn, hvoraf det sønderborgske hus breder sig i mange grene. Hans sønner, hertug Christian, Alexander, Johan Adolf, Det sønderborgske hus deler sig i mange grenePhilip, Frederik, Joachim, blev i dette år forlenet med sædvanlige ceremonier af Hans Kongelige Majestæt med den del af det hertugdømme Slesvig som deres fader efterlod sig, óg er besynderlig deraf udspiret fire små hertugdømmer, nemlig Sønderborg, Nordborg, Glücksburg og Plön, hvis hertuger alle er af den såkaldte nebenlinje og Johan den Yngres descendenter.
Hvad indenlandske sager angår, da blev i dette år i Norge opfundet Oprindelse til Kongsbergs sølvværkrige sølvminer. Såsom nu samme decouverte har bragt kundskab om bjergvæsen i Norge og tilligemed givet anledning såvel til en stads som til et stort og anseligt collegii stiftelse, som endnu varer, må jeg omstændigt tale derom. Jeg har vist i forrige kongers historie hvad umage man har gjort sig for at finde metal i Norge såsom der var anseelse at i samme riges bjerge kunne ved eftersøgning findes ligesådan rigdom som i andre bjerglande. I Christiani 3. tid begyndte man først at drive metalgruber ved Oslo, som man har nogen ret kundskab om, hvorvel man af adskillige rudera kan se at bjergværkernes drift har været ældre i Norge; thi i Øvre Telemarken findes adskillige dybe Om der tilforn har været sølvværker i Norgebjerggruber, og omtrent en fjerdingvej derfra ses en stolle uddrevet under foden af bjerget til at udføre vandet. Derforuden er ved de der i nærværelsen faldende vandbække nogle efterhouge |689til syne, som giver til kende at der fordum har været pukværker indrettet. Men disse efterhouge såvel som bjerghullerne ved gruberne er nu ganske med mos og græs begroet.
Af alle disse kostbare indretninger kan sluttes at der i gamle dage har været et sølvværk, hvilket på samme måde har været drevet som Kongsberg sølvværk nu om stunder drives på. Herved er dog tvende ting at erindre: (1) At det er underligt at der aldeles intet findes skrevet om disse bjerggruber da de dog endnu synlige rudera give klarligt til kende at der har været et meget kostbart og vidtløftigt værk fast af større vigtighed end Kongsberg sølvværk nu om stunder; (2) hvorledes sådanne dybe gruber samt den vidtløftige stolle med nogen fordel kunne drives i de hårde fjelde eftersom tømmer og brændeved med stor bekostning formedelst vejens længde og besværlighed måtte didføres, medmindre man må slutte at ertsen har været så rig på sølv at den kunne stoppe slige store bekostninger.
Men som i skrifter derom intet findes, må man begynde at sætte periodum Sølvminer fundet i Christiani 3. tidaf de norske sølvbjergværkers historie fra Christiani 3. tid da metalgruberne begyndte først at drives ved Oslo. I begyndelsen fandtes der alene sølv mænget med kobber, som kan ses af Christiani 3. privilegio givet participanterne 1539 til Odense, i hvilket år minerne synes først at være opfundet og siden dag for dag at have tiltaget; thi året derefter udgik en kongelig forordning hvorledes der skulle holdes med kobbermetal som var rig på sølv, såsom hidindtil ingen pure sølvårer var fundet. Men det værk som Christianus 3. foretog, faldt siden og blev forladt så at der er kun nogle rudera eller levninger at se deraf mellem Aggershus Slot og Oslo.
Fridericus 2. gjorde sig óg stor umage for at oplede metal i de norske bjerge og til den ende lod forskrive bjergfolk til Norge. Men sølvminernes rette decouverte blev reserveret til denne store konges tid, hvilken i dette år 1623 lod opgrave de årer i Tønsberg distrikt hvor de stejle bjerge er som skiller Telemarken fra Numedalen. På disse bjerge plejer de omliggende bønder at drive deres kvæg og til den en|690de, for at vogte dem Sølvårer fundet i Tønsberg distriktdes bedre, oprejser små hytter. I ovenbemeldte år hændte det sig at de som bor på Settermarken og det sted som nu kaldes Sølvbjerg Ås, faldt på nogle klumper som skinnede meget klart, hvilke de opgrov og fornam at de havde meget at betyde, såsom de også var meget vigtige. Da de nu bragte sådant til byen og solgte det til guldsmedene, kom det for øvrigheden, hvilken befol at de steder hvor sådanne klumper var fundet, skulle nøje ransages, og da man var kommet ikke langt fra Herrestad Kirke mod spidsen af et højt bjerg, blev eftersøgerne var en skinnende klump hvorved lå en pur sølvåre, hvoraf de huggede et stykke som vejede til et pund, og bragte det tilbage med sig.
Da Hans Majestæt fik kundskab derom, lod han straks kalde bjergfolk fra Tyskland og anlægge den stad Kongsberg funderesKongsberg, som blev besat med disse bjergfolk. Af dem udspirer de fleste familier som sig endnu ved værket befinder. Man arbejdede i førstningen ved rutengængeri; men den måde blev siden aflagt så at man siden alene observerede fallerne eller bjergarterne som stryger på en lang distance nør og sør, hvorover de ædle gænger krydsede fra øster til vester, som er ellers tvært imod ertsgængernes strygning ved de tyske bjergværker. I det år 1624 var Hans Majestæt selv i Norge for at tage værket i øjesyn, óg er denne dag endnu den sten at se hvorved han spiste, og hans navn findes deri hugget.
Økonomien blev indrettet efter den tyske måde, óg tog Hans Majestæt adskillige medparticipanter til sig, selv førende det Bjergværkets økonomi og administrationøverste gouvernement. Der blev straks ordineret en oberberghauptmand og oberbergmester, som Hans Majestæt selv lønnede imod det han tog sin kongelige tiende og møntprofit; men de andre betjente nød deres gage af participanternes kasse som der blev holdt, óg blev ellers en vis grube som kaldes Armen-Grube, drevet for de fattige alene. Værket blev ellers delt i et ober- og underbergamt, óg blev i begyndelsen oberbergamtsretten holdt i Christiania og underbergsamtsretten i Kongsberg, hvilken indretning varede indtil Christiani 5. tid. Da blev oberbergamtsret|691ten forflyttet fra Christiania til Kongsberg, óg blev i det år 1689 anordnet et komplet ober- og underbergamt af adskillige personer både for justitien og til værkets anstalter collegialiter at forrette. Heraf ses at denne stiftelse er af så stor importance at den meriterer at have sted i denne konges historie og at anføres blandt hans fornemmeste og ypperligste etablissements såsom Kongsbergs sølv endnu agtes for en af Norges største herligheder.
En ikke mindre prisværdig stiftelse skete det samme år i Danmark ved Sorø Skoles forvandling til et adeligt akademi. Jeg har i Friderici 2. historie vist at højstbemeldte konge funderede en skole til Sorø. Af denne Det Sorøske Akademis stiftelseskole tog Christianus 4. sig for at indrette et akademi for adelige personer på det at de i fædrenelandet kunne oplæres i fremmede sprog og alle de eksercitser for hvis skyld de tilforn gjorde kostbare udenlandske rejser. Til den ende forsynede han det med de habileste og lærdeste mænd som på de tider var at bekomme, og stedet, som af naturen er det behageligste i Danmark, gjorde han ved kunst end mere angenemt. Samme akademi har så meget brilleret at det den korte tid det varede, intet andet akademi har eftergivet.
Til dets vedligeholdelse sparede kongen hverken umage eller bekostning. Den første ephorus som blev beskikket derover, var Just Høg, en herre af store kvaliteter. Og de første professores som det blev forsynet med, var Johannes Cluverus , theologus, Just Høg akademiets første ephorusJohannes Laurenbergius, mathematicus, og den vidtbekendte Johannes Meursius, historiographus, og Joachimus Burcerus, medicus. Dertil kom siden andre som Christophorus Heidmannus og Martinus Trostius, hebrææ linguæ professor, hvilke var fremmede fra Helmstad, og Nicolaus Schelderup, professor logices, samt den bekendte Stephanus Johannis Stephanius, eloquentiæ professor, som var danske. Disse berømmelige mænd lokkede en stor mængde såvel af fremmed som indlændisk adel didhen så at i steden for at pengene blev tilforn bragt ud af landet formedelst mange herrers udenlandske rejser, blev de nu af frem
(a)Teste ipso Cluvero in Epist. Hist.
|692mede bragt ind i landet, og Hans Majestæt havde derforuden et seminarium af unge adelsmænd, hvis kapacitet og forfremmelse i lærdom hofmesteren lærte at kende og kunne deraf foreslå de bekvemmeste til embeder.
Til dette akademis indrettelse betjente kongen sig af det gamle sorøske abbedis revenuer, i lige måde af det mariboske klosters ophævelse 1620. Deri lå tilforn jomfruer, hvilke kongen lod komme ud igen, sigende at det var ubilligt at så mange jomfruer deres hele tid skulle leve i enlighed. Det var også bedre at de blev employeret til det brug som Gud havde beskikket dem til, nemlig at forplante verden og forsyne riget med ungt mandskab. Den rette årsag til klosterets ophævelse var ellers klosterjomfruernes liv og levned, som befandtes ikke at svare til deres karakterer. Sorø Akademi varede fra 1623 til 1665 da det af Friderico 3. blev ophævet efterdi dets indkomster ved Skånes forlis var blevet formindsket og dets gods i krigen lagt øde.
Hvad andre mærkværdige ting angår som passerede i dette år, da blev mandagen efter trinitatis holdt en herredag i København, på hvilken den sønderborgske hertugs Johannis sønner af Hans Majestæt blev forlenet med deres andel af det hertugdømme Slesvig, óg blev akten forrettet sankthansdag med sædvanlige ceremonier. Den 6. april i samme år oprejste sig en ildebrand under prædiken i Bergen ved en brændevinsbrænders uagtsomhed, óg blev af samme ildebrand den hele stad lagt i aske, óg var der samme år sådant jordskælv i Norge at det flækkede nogle af de norske klipper. I det øvrige er dette mærkværdigt at den fjerde af de bekendte regeringsråder som administrerede riget i kongens mindreårighed, nemlig rigets marsk Peder Munk, ved døden afgik den 31. marts. Han havde nået en høj alder, nemlig 89 år, og længe overlevede hans andre kolleger; thi kansler Kaas og Jørgen Rosenkrantz døde førend kongen selv antog regeringen, og Christoffer Valkendorf nogle år derefter, nemlig 1601.
Jeg har i bjerg-collegii beskrivelse anmærket at kongen forordnede at oberbergamtretten skulle holdes i Chri|693stiania, men dette skete ikke straks; thi Christiania blev allerførst anlagt året derefter, 1624, da den gamle stad Oslo Christianiæ stad funderesafbrændte. Den nye stad blev efter kongens navn kaldet Christiania og er nu den kønneste stad i Norge 1624og statholdernes residens. Men derom såvel som om andre Christiani 4. bygninger skal tales under ét på et andet sted.
Medens kongen gjorde disse herlige etablissements i riget, havde han alle sine tanker henvendt til den forestående krig med kejseren, for hvilken han ikke kunne dispenseres, såvel i henseende til den frygt han svævede i formedelst det østrigske hus’ tilvoksende magt som i henseende til kongen af Englands og adskillige andre potentaters uophørlige sollicitationer, efterdi de anså ham som den bekvemmeste potentat, såvel i henseende til hans magt som hans store meritter og erfarenhed i krigssager, der kunne tage sig det betrængte protestantiske Tyskland an og kommandere de forenede tropper. Der fattedes da ikke på store løfter såvel fra Holland, England, Frankrig og andre Spaniens og kejserens fjender, hvorudover kongen endelig blev determineret til at gribe til gevær og at indlade sig i det store projekt om den landflygtige kurfyrstes og pfalzgreves restitution, så at en begyndelse blev gjort til den store tyske krig, hvilken brød løs efterfølgende år. Men førend jeg skrider dertil, vil jeg røre lidt om indenlandske sager og tale om nogle forordninger som Hans Majestæt lod publicere.
Han lod dette år 1624 udgå en forordning mod munke og jesuitter som hemmeligt begiver sig hid ind i riget. I samme forordning forbydes den studerende danske ungdom at studere i Preussen, endogså på de steder som er Forbud mod at rejse til Brunsbergevangeliske. Årsagen til sådant forbud giver forordningen til kende således:
Eptersom vi naadigst forfaarer een Diel vores Untersaater at begiffue sig till Brunsbergh och andre forbudne Stæder i Preudsen att studere, og paa det saadant uformerket kand afgaae, daa begiffue de sig
(a)Edict. Hafn. die 28. Febr. 1624.
|694paa Hiemreisen til Kongsbergh, och der taage Beviis sig at haffue studeret een Tid lang.
Men af disse ord kan man endda ikke fatte ret årsagen til dette forbud; thi det samme kunne Årsag til samme forbudogså ske i Tyskland og andre lande hvor man kunne opholde sig på roman-katolske stæder og siden på hjemrejsen tage et bevis af et evangelisk universitet at man der havde studeret.
Men den historie om den norske student Lars Nielsen har givet mig oplysning heri. Samme Lars Nielsen var til Brunsberg i Preussen forført til den roman-katolske religion. Han lod sig år 1606 Lars Nielsens historieindfinde i København, hvor han havde den dristighed at offerere kongen en bog kaldet Via Domini, som han tvende år tilforn havde publiceret til Krakow i Polen, med begæring at Hans Majestæt ville give ham frihed at omvende danske og norske til den romerske religion, bad også om frit lejde til Norge, foregivende at han havde nogle sager at afgøre i samme rige. På disse begæringer lod kongen ham befale at indstille sig for consistorio i København, hvor ham ved Jonam Charisium blev meddelt sådant svar: At Hans Majestæt forundrede sig over at han som en jesuit turde understå sig til uden forlov at komme hid ind i riget for at forurolige religionen; ikke des mindre, endskønt man havde årsag at straffe ham som et oprørsk menneske, måtte han dog af særdeles nåde tillades at rejse tilbage igen. Videre blev ham også tilkendegivet at man let kunne fatte hvilke forretninger han havde i Norge, og andet mere som findes hos Conradum Aslacum, der uden tvivl var nærværende da dette svar blev givet. Hvad hans skrift angik, da befol kongen at han straks skulle levere alle eksemplarer fra sig. Formedelst denne hændelse har kongen set Brunsberg an som et farligt sted for Adskillige forordninger opregnesungdommen, helst såsom han havde mærket at andre undersåtter siden hemmeligt begav sig didhen, óg grunder sig herpå dette punkt i forordningen.
(a)Conrad. Aslac. de progressu Reform. in Dania.
(b)Conrad. Aslac. ibid.
|695I samme år lod han også udgå en forordning om bryllupper, barsler og begravelser, hvoraf jeg vil opregne nogle artikler for at vise de tiders levemåde:
Art. 2.Invitationen til Brølloper skulde alleene skee Løverdag Eftermiddag – hvoraf ses at brudevielser skete om søndagen i kirken.
Art. 4. Haandverks Folk skulde ey have Frihed at giøre deres Brølluper paa Raadhuuset – hvoraf læres at sådant tilforn af alle må være sket på rådhuset, óg kan man heraf fatte hvorfor Christiani 3. efterladte dronning Dorothea forærede et spænde til Københavns rådhus som skulle bruges til brudestads.
Art. 6. Tieneste-Piger skulde uden Følge alleene mellem to andre Piger gaae til Froe-Prædiken, og lade sig vie.
Art. 7. Berøgtede Folk skulde gaae alleene.
Art. 8. Geistlige, Borgemestere og Raad, samt de Kiøbmænd, hvis Formue var over 5000 Daler, skulde have Frihed at føres med Spill over Gaden – hvoraf ses at brudefolk førtes med musik til brudehuset.
Art. 22. Ingen skal skikke Kagemad til Barsel-Qvinder – hvoraf ses at det har været en skik at sende kager til barselsstuer.
Art. 31. Ingen Geistliges, Borgemesters eller Raadmands Efterleverske maa have til Liig-Begiængelse meer end 4re Par Følge-Qvinder. Andre kun to Par – hvoraf ses at kvinder har fulgt lig.
Art. 34. Magistraten skal forordne hvad Graverne, som bede til Liig-Begiængelse, skulle have – hvoraf læres at der da ingen bedemænd har været.
Foruden disse forordninger blev samme år publiceret adskillige andre. Men jeg har alene villet anføre dem som enten giver til kende nye etablissements og anstalter, eller som viser indbyggernes egenskab og levemåde på de tider.
Nu kommer jeg til den krig kong Christian førte mod kejseren, om hvilken Oprindelsen til den kejserlige krigførend jeg taler, vil jeg af grunden forestille læseren årsagen dertil, item i hvad tilstand Tyskland 1625var på de tider, på det man des bedre kan fatte hvad som drev Hans Majestæt til at begynde samme krig.
Tyskland havde i lang tid været uro og uenighed undergivet. Dertil gav lejlighed Lutheri reformation. Samme lærdom blev yndet af mange tyske fyrster såsom de fornam den var grundet på Guds rene ord, og at den restituerede Tilstand i Tyskland før den 30 års krigdem igen deres værdighed, som ved gejstligheden var trådt ganske under fødder. Herudover blev de lade og uduelige munke, som unyttigt fortærede landets største indkomster, allevegne drevet ud af deres klostre, deres indkomster enten anvendt til at opholde kirker eller skoler eller óg bragt i fyrsternes skatkamre, hvilket ophidsede ikke mindre de roman-katolske end religionens og ceremoniernes forandring.
Denne reformation tog ved Guds bistand i en kort tid sådanne kræfter at stænderne i Tyskland i den nürnbergske sammenkomst 1522 bekendte at sagen var allerede kommet så vidt at den ej kunne bilægges uden ved et koncilium, hvortil Lutherus havde provokeret. I sådan tilstand kunne kejseren efterdi han var indviklet i store krige, ikke andet end tilstede de evangeliske deres religionsfrihed, men større eller mindre ligesom hans sager gik lykkeligt eller ulykkeligt for sig. Herudover blev i den spirske sammenkomst anno 1526 tilstedt at enhver skulle forholde sig med sin religion således som han kunne forsvare det for Gud og kejseren, hvilket, da de lutheranere forklarede vidtløftigt til deres bedste, forsøgte kejseren, eftersom han havde fået de franske af halsen, ved en anden forordning til Speyer anno 1529 at indskrænke samme frihed, imod hvilken forordning da kurfyrsten af Sachsen og andre fyrster protesterede, blev de kaldt protestanter.
Derpå offererede de protestanter deres bekendelse til Augsburg, hvilken formedelst dens gode grund opvakte vel hos kejseren medlidenhed, men kunne dog ikke bevæge ham til at stå ganske fra sit forsæt, hvorudover de |697begyndte at desperere om den tillid de tilforn havde til kejseren, og begav sig i en hast fra Augsburg. Nu syntes det at ville komme til en åbenbar krig, og de protestanter gjorde et forbund med hinanden til Schmalkalden for at forsvare dem mod de romerske ifald de ikke ville lade dem uforhindret øve deres religion. Men Albertus, kurfyrsten af Mainz, og Ludovicus, kurfyrsten af Pfalz, bragte sagen til forlig så at der mellem kejseren og protestanterne skulle være fred indtil et koncilium blev holdt, imidlertid skulle den ene ikke gøre den anden fortræd i religionen.
Derefter lod kejseren sig vel mærke at han havde begærlighed til at sammenkalde et koncilium, og gav protestanterne gode ord, ej holdende det rådeligt at indvikle sig i krig med dem eftersom han havde mange hemmelige avindsmænd, endogså pave Paulum selv, der ophidsede ham mest til denne krig, at han kunne skille ham ved det fyrstendømme Mailand i Italien, hvilket han så hellere var i en anden potentats hænder.
Disse konjunkturer varede til det år 1546. Da udbrød omsider den lue som Den schmalkaldiske kriglænge havde ligget skjult under asken, óg begyndte da den navnkundige schmalkaldiske krig, hvori kejseren fik overhånd og tog kurfyrsten af Sachsen og landgreven af Hessen fangne.
Herudover syntes det at være ude med den evangeliske religion eftersom hovederne var i fjendens hænder og forbundet adsplittet. Men kejseren fik i en hast adskillige fjender på halsen, hvorudover han af sin broder Ferdinando lod sig overtale til at forlige sig med de evangeliske igen og i det passaviske fordrag at tilstede dem religions fri øvelse, hvilken blev 3 år derefter konfirmeret dem til Augsburg i den såkaldte hellige fred. Men de roman-katolske lod derfor ikke af at sætte efter dem, forklarede freden til deres fordel, og når protestanterne besværede sig derover, ville de at kejseren skulle kende deri, hvilket protestanterne ikke ville lade sig bekvemme til, foregivende at kejseren var den romerske religion tilgenegen, hvorfor de kunne ikke vente nogen favorabel dom. Tvistighederne tog |698derfor mere og mere overhånd. Men hverken Ferdinandus Maximilianus eller Rudolphus havde magt at angribe protestanterne med krig. De store oprør i Frankrig og Nederlandene gav også Spanien andet at tænke på, hvorudover det syntes sikrere at bie nogen stund indtil bedre lejlighed kunne gives at undertrykke dem, hvortil den uenighed som var imellem protestanterne indbyrdes, gav ikke liden forhåbning.
Imidlertid havde den protestantiske religion på somme steder fremgang, på andre igen led den stort afbræk. Bisperne af Halberstadt og Magdeburg forkastede den romerske religion, tog hustruer og ikke des mindre beholdt deres bispedømmer. Ærkebisp Gebhardus af Köln havde også i sinde at gøre det samme, men han blev af kejser Rudolpho derfor skilt ved sin kurfyrstelige værdighed. Det strassburgske bispedom kæppedes såvel de roman-katolske som lutheranere om.
Deri beholdt de første overhånd. Bisperne af Salzburg, Würzburg drev lutheranerne af deres lande. Den stad Donauwörth mistede også sin frihed fordi den havde uddrevet munkene.
Af dette kunne protestanterne nok mærke hvad de roman-katolske havde i sinde med dem, hvorudover mange af dem i Obertyskland, som fandt sig nærmest faren, gjorde et forbund med hinanden, hvilket blev befordret af kurfyrsten af Pfalz. I dette forbund trådte besynderlig calvinisterne og de lutheranere, som formedelst naboskab let kunne sekundere hinanden, óg blev samme forbund Unio Evangelicakaldet Unio Evangelica eller den evangeliske forening. Derimod satte sig foruden de roman-katolske også Johan Georg, kurfyrsten af Sachsen, såsom han misundte Pfalz den ære at være hoved for samme forening, holdende for at han som den ældste og mægtigste blandt protestanterne burde have mest at sige, i hvilket forsæt han blev meget bestyrket af de kejserlige, som holdt det for en stor vigtighed at skille denne mægtige fyrste fra de andre allierede. Af det hessiske hus slog det kasselske sig til unionen, men Darmstadt favoriserede kejseren. De nedersachsiske fyrster, jo længere de var |699fra faren, jo mindre tænkte de på noget forbund og at sætte sig i fornøden defensionsstand.
Da de begyndte stridigheder om successionen i de gylikske lande var på det hedeste, holdt de forenede fyrster en sammenkomst 1610 for at rådslå om deres sager, og det besynderlig efter kongen af Frankrigs tilskyndelse, hvilken tillige med hollænderne slog sig til dette forbund, óg syntes da faren at være nær efterdi de østrigske lavede sig til at bemægtige sig de gyliske provinser, hvilke kurfyrsten af Brandenburg og pfalzgreven af Neuburg, begge lemmer af bemeldte union, havde inde, omendskønt den sidste for at bestyrke des bedre sine egne sager lod sig siden overtale at antage den romerske religion og besvogre sig med det bayerske hus. Derfor rådede han de roman-katolske til i det møde til Würzburg at smede et forbund mod den evangeliske union, for hvilket fyrsten af Liga CatholicaBayern blev hoved, óg blev samme bund kaldet Liga Catholica.
Der var ikke mindre urolighed i de kejserlige arvelande, hvor omsider den lue brød ud der skulle fortære hele Tyskland. Årsagen dertil var også den evangeliske religion, som havde udbredt sig over samme provinser. Ferdinandus 1. havde tilstedt de østrigske, da de ydmygeligt bad ham derom, at bruge kalken i den hellige nadver, men Maximilianus 2. havde fuldkommelig forsikret dem om Oprindelse til den bøhmiske opstandreligions fri øvelse. I Bøhmen havde også samme religion udspredt sig, óg bekom de bøhmere af Maximiliano såvel som Rudolpho forsikring ved det såkaldte majestætsbrev. Derimod fnyste den romerske gejstlighed, foregivende at Rudolphus i sin høje alder var tvunget til at udgive sådant majestætsbrev, og derfor arbejdede idelig på at gøre de evangeliske afbræk. Jesuitterne oprettede til Prag et nyt akademi mod de protestantiske og opfyldte samme stad med skrifter og skændsord.
Dog kom det ikke til nogen offentlig ruptur førend i kejser Matthiæ tid. Da begyndte de protestantiske bøhmere, da de så at det tilforn givne majestætsbrev blev af de roman-katolske intet agtet, at bestemme en sammenkomst, og omendskønt kejseren formanede |700dem at stå fra sådant foretagende, var de dog fremturende i deres forsæt og begav sig til rigets magistrat for at fremføre deres klagemål. Da nu Vilhelmus Slabata og Jaroslaus Den navnkundige 30 års krig begyndesMartinitius gav dem et hårdt svar, styrtede de dem tillige med Philippo Fabricio ned ud af vinduerne. Derefter blev krigsfolk allevegne udskrevet, regeringens forretning betroet til 30 directeurs, og legater blev sendt til de schlesiere, moraviere, lausitzere og ungarere at begære deres hjælp efter forbund. Kejseren derimod rustede sig imod dem af al magt, udråbte de bøhmere offentligt for rebeller og skikkede en krigshær ind i Bøhmen, hvilken straks begyndte at skænde og brænde ligesom i et fjendtligt land.
I denne alarm døde kejser Matthias 1619, efter hvis død Ferdinandus 2. blev udvalgt romersk kejser. Bøhmerne protesterede ikke alene mod dette valg, men endogså deklarerede Ferdinandum, som de engang havde antaget til deres konge, at have forlist den bøhmiske krone, hvilken de offererede til Frederik, kurfyrsten af Pfalz, som var en herre af en mild natur, et stort svogerskab og derforuden hoved for unionen i Tyskland, hvorpå de forlod sig så meget. Dette tilbud antog også Fridericus, omendskønt adskillige som hans svoger kong Jacob af England, kongen af Polen, kurfyrsterne af Sachsen og Brandenburg, hertugen af Bayern rådede ham derfra, og blev med stor glæde af bøhmerne kronet til konge.
Så snart den nye konge var kommet til Bøhmen, forbandt sig de bøhmere, schlesiere, mæhrere, lausitzere tilsammen. På kejserens side trådte de bayere, sachsere og spaniere i Nederlandene. Unionen, som da havde til hoved Joachimum Ernestum, markgreven af Ansback, antog neutralitet, dog med sådanne vilkår at den ikke ville bemænge sig med den bøhmiske handel så længe som krigen blev alene ført i Bøhmen.
Således tog den 30 års krig en begyndelse: Maximilianus, hertugen af Bayern, blev med de ligistiske tropper skikket ind i Bøhmen og kom i træfning med Friderici folk på Det Hvide Bjerg, hvor han erholdt en fuldkommen sejr og nødte |701Fridericum at tage flugten først til Schlesien, derefter til Brandenburg og endelig til Holland, hvorpå han blev erklæret i akten og hans kurfyrstelige værdighed taget fra ham og givet til Bayern. Bøhmen blev bragt til kejserlig lydighed, omendskønt general Mansfeld forsvarede sig en tid lang. Jesuitterne blev igen indført, og lutheranerne allevegne beængstede. Schlesien stak også sin pibe i sækken og hyldede kejseren 1621 efter at det havde fået forsikring om religionens fri øvelse. Lausitz blev indtaget af kurfyrsten af Sachsen og givet ham af kejseren for sin tro tjeneste. Oberpfalz blev indtaget af kurfyrsten af Bayern og givet til det bayerske hus. Nederpfalz blev erobret en del af spanierne, en del af de bayerske, og forblev i deres hænder indtil freden blev sluttet. Den siebenburgske fyrste Betlen Gabor, som hidindtil havde stræbt efter den ungarske krone, måtte også bede om godt vejr og lade sig nøje med noget af Schlesien, og omsider med Siebenburgen alene. Alle de fyrster som havde holdt med kong Tyskland geråder i slet tilstandFrederik, blev erklærede i akten, og kejseren forfulgte dem jo mere og mere og bredte sin sejrrige armé vidt ud så at mange stænder i Tyskland kom i den tanke at kejseren under et skin at forfølge sine fjender ville berøve dem deres frihed.
Endelig udspirede af den bøhmiske krig en ny urolighed i den nedersachsiske kreds; thi såsom mange steder dér ved indkvarteringer og gennemtog blev hårdt besværede, og de kejserlige samt ligister fremturede med deres fjendtlighed så man kunne klarligt se at kejseren ville gribe for vidt om sig, så at ikke alene hele Tyskland, men endogså de nordiske riger ville stå i høj fare, holdt Den nedersachsiske kreds udvælger kong Christian til kredsoberst de nedersachsiske stæder det for rådeligt at tage sagerne i agt, til hvilken ende de lavede sig til modstand og udvalgte kong Christian til kredsoberst, hvilken imod våren af det år 1625 lod trommen røre, ikke alene i sine kongeriger og i den nedersachsiske kreds, men endog sendte sine officerer med patenter og store summer penge til andre landskaber at hverve folk.
|702Kongen lod straks kejseren vide ved et brev dateret til Segeberg at stænderne Kongen notificerer kejseren sådanti den nedersachsiske kreds havde udvalgt en chef for de tropper som man dér hvervede til landets forsvar, og at sådant valg var faldet på ham så at han var blevet kredsoberst, og det på sådant fundament efterdi han var et af den nedersachsiske kreds’ fornemmeste lemmer i henseende til Holsten. Han havde gerne ønsket at blive befriet fra sådan byrde, men stænderne i den nedersachsiske kreds havde ved idelig ansøgning så godt som tvunget ham dertil. Dette kunne han ikke forbigå at rapportere Hans Kejserlige Majestæt, men forsikrede derhos at han intet skulle foretage som var mod rigets love. Hvad de hvervninger angik som man havde gjort, da var det alene sket for at beskytte kredsen mod den vold som de besætninger Tilly havde lagt i stæderne, øvede, og i henseende til de trusler samme general havde ladet falde, og som havde indjaget skræk i alle.
Imidlertid holdt fyrsterne af den nedersachsiske kreds en kredsdag til Kredsdag til BraunschweigBraunschweig for at overveje hvorledes man i sådan tilstand skulle gå sagen bedst an, og forestillede den obersachsiske kreds
i hvilken farlig tilstand det romerske rige var, og at det fordærvelige krigsvæsen hidindtil med sådan koldsindighed var søgt at afvendes at man nu hørte større krigsberedelser end nogen tid tilforn, hvorfor det var højligt fornødent at have et vågent øje efterdi erfarenhed udviste at sådant uheld hidindtil havde taget for stor overhånd og ruineret den skyldige tillige med den uskyldige, og omendskønt den nedersachsiske kreds har i ingen måde været årsag til den urolighed i riget, men holdt sig som tro stænder og respekteret Hans Kejserlige Majestæt som deres hoved, har dog denne uskyldighed ikke kunnet hjælpe, men landet bliver hårdt
(a)Londorp. act. publ. part. 3. pag. 807.
|703plaget af de kejserlige og bayerske og bliver truet med værre, hvorudover fyrsterne og stænderne i den nedersachsiske kreds har besluttet at være betænkt på sådanne midler hvorved al overhængende fare kan afvendes og i tide forebygges, til hvilken ende er i deres kredsforsamling besluttet en temmelig defensionsforfattelse, hvilket de har villet lade fyrsterne og stænderne i den obersachsiske kreds vide, og tilligemed ombede de ville være betænkte på samme midler, på det religionen og freden måtte håndhæves.
Derpå gik hvervningen for sig, hvilken kom den kejserlige general meget Kejseren råder kongen at stå fra sit forsætunderlig for, endog han ikke vidste hvo derved var ment, og derfor satte sig for at afskrække dem, til hvilken ende han vekslede mange breve med fyrsterne og stænderne i den nedersachsiske kreds og forestillede dem Hans Kejserlige Majestæts gode intention og hjertelag imod dem og den ulykke de ville styrte sig selv i dersom de tog sig noget fjendtligt for.
På samme tid bekom kong Christian brev fra kejseren til Verden, hvori han blev ombedt at stå fra sine hvervninger og det kredsoberstamt han havde påtaget sig. Derpå gav kongen i en skrivelse af den 23. august sådant svar:
At kejseren havde ingen årsag at forundre sig over at han som en konge Kongens erklæringaf Danmark havde påtaget sig sådant et amt efterdi hans farfader Christianus 3. samt hertug Adolf af Slesvig havde ført det samme, óg var det dem ved det romerske riges konstitutioner lige så lidet forbudt som markgreverne af Brandenburg, der formedelst det preussiske len er forbundet til den polske krone, at forvalte rigsamter i den frankiske og den obersachsiske kreds. Ej heller
(a)Londorp. act. publ. part. 3.
|704har Hans Kejserlige Majestæt årsag at forundre sig over de kongelige hvervninger efterdi den nedersachsiske kreds ved uforsvarlige pressurer og imod kejserlige løfter og forsikringer af den bayerske armé har nær hidindtil været undertrykt endogså på en tid da ingen anseelse var til modstand nogetsteds i riget, og de ober- og nedersachsiske kredse havde licentieret deres krigsfolk, hvoraf lettelig er at slutte om ikke bemeldte bayerske krigsfolk ved sådanne deres forhold har opvakt en tilbørlig eftertanke hos de betrængte stæder, hvorfor han har holdt det for sin skyldighed at forsvare kredsen fra den ubillige gevalt indtil den bayerske general ved kejserlige ordre giver tilbage de indtagne pas og fører folket af landet igen. Når det sker, vil Hans Kongelige Majestæt efterkomme kejserens begæring, men ifald ingen forandring deri sker, må han bruge de midler han så ofte er solliciteret til, men til dato har ikke villet bruge. Bevidner ellers for Gud og den ganske kristenhed at han er mere genegen til en sikker fred end til sådanne midler, og vil lade dem svare til al skade og blodsudgydelse som har tvunget ham til gevær for at håndhæve sin kongelige myndighed, den nedersachsiske kreds og sine egne lande.
Kong Philippus af Spanien bemøjede sig óg med at bringe kongen fra sit forsæt og til den ende affærdigede Johan Carl von Schönburg med en skrivelse til ham, men bekom ikke andet svar end kejseren.
Imidlertid blev den 12. august holdt en landdag til Braunschweig. Didhen sendte general Tilly sine gesandter Gronsfeld og
(a)Londorp. act. publ. part. 3. pag. 820.
(b)Londorp. act. publ. part. 3. pag. 823.
|705Rupper og lod stænderne vide i hvilken ulykke de ville styrte sig ifald de ikke i tide efterkom kejserens ordre, brugte også store ord og trusler, hvoraf stænderne lod sig ingenlunde afskrække, men gav samme resolution fra sig som tilforn.
Den kejserlige general Tilly, da han så at han med sine skrivelser intet udrettede, og fornam at hertugen af Braunschweig og greven af Mansfeld kom kongen af Danmark til hjælp, begav han sig til Weseren og bemægtigede sig det pas ved Höxter. Kongen af Danmark derimod førte sine folk sammen til Hameln, hvor Hans Majestæt gerådede i en meget farlig tilstand som var holdt for et Kongen gør et ulykkeligt fald med sin hestomen og forbud om en ulykkelig udgang af hans forehavende; thi da han på bemeldte sted red allevegne omkring for at besigtige vagten, blev hans hest løbsk af et skud, styrtede sig ned af volden og brød sin hals itu, hvoraf Hans Majestæt lå i to dage målløs, og få troede ham til livet.
Denne ulykkelige hændelse bragte stor konfusion og forvirrelse blandt det kongelige råd og officerer, hvilke sendte straks bud til markgrev Christian Wilhelm, administrator til Magdeburg, med begæring han ville føje sig til krigshæren. Der blev óg sendt to danske commissarier til den kejserlige general Tilly at lade ham vide dette ulykkelige tilfald og forestille ham at deres armé i anden intention ikke var bragt på benene end til den nedersachsiske kreds’ forsvar, og Hans Kongelige Majestæt, deres nådigste konge, aldrig havde nogen fjendtlighed i sinde med den romerske Kejserlige Majestæt. Men Tilly, da han fornam den forskrækkelse som var kommet iblandt dem, blev han meget hoffærdig og skrev tilbage at de skulle aftakke krigsfolket. Hvis de ikke gjorde det med gode, ville han hjælpe til at splide dem ad i en hast.
Kredstropperne i denne farlige tilstand vidste ingen bedre råd end at føre krigshæren noget tilbage indtil de kunne se hvorledes det løb af med kongens svaghed, óg gjorde de den
(a)Londorp. act. publ. part. 3. pag. 816.
|70625. juli en begyndelse dertil og førte krigsfolket fra Hameln, Minden og de omliggende stæder til det stift Verden.
Denne retirade vidste den kejserlige general Tilly vel at føre sig til nytte og bemægtigede sig i en hast både Hameln og Minden, hvori han lagde kejserlig besætning, derefter gjorde han sig mester over Weserstrømmen indtil Petershagen, óg begyndte hans soldater at husere meget grummeligt i braunschweiger lande og det grevedømme Schauenborg, hvor de ej alene med skænden og brænden gjorde stor skade, men endogså afhuggede hænder og fødder på nogle evangeliske præster, på andre næsen og ørene, afskar brysterne på adskillige kvinder og derved lod se at de i grumhed gav tartarer og tyrkere lidet efter.
Kongen, så snart han var kommet til forrige helsen igen, gjorde han al mulig Kongen bliver frisk igenanstalt til en god defension, og som der var kommet en stor sum penge til lejren i det stift Verden, delte han på ny patenter ud at hverve endda 12.000 mænd. Formedelst denne årsag brød de kejserlige tropper som var hvervet af Wallenstein, som ellers kaldes hertugen af Friedland, og havde ligget en del i den frankiske, en del i den svabiske kreds, op af deres kvarterer og rykkede igennem Hessen til den tillyske armé. Midlertid blev holdt adskillige skærmydsler imellem de kongelige og tillyske. Besynderlig blev ved Rehberg, som var et vigtigt De tillyske får hug ved Rehbergnedersachsisk pas liggende i et morads, de tillyske meget svækket; thi som Tilly ville have en besætning i samme fæstning og til samme ende skikkede et regiment didhen, forsvarede de der lå inde, sig med sådan tapperhed at 200 tillyske blev på stedet, mange beskadigede, og resten måtte med uforrettet sag vende tilbage igen.
Derimod havde Tilly bedre lykke med Stolzenau; thi så snart han var kommet Erobrer Stolzenauderfor, overgav dens kommendant sig uden nogen nød, hvorved de kongelige mistede adskillig proviant, stykker og munition. Denne fremgang agtede Tilly at føre sig videre til nytte og rykkede derpå til Nienburg, et fornemt pas ved Weseren, hvilket også uden tvivl havde blevet erobret dersom kongen ikke til al |707lykke havde af et opsnappet brev fået at vide dette anslag og derpå i en hast forsynet stedet med en stærkere garnison og andet som var fornødent til en tapper modstand. Ikke des mindre bemøjede Tilly sig på en anden måde at sætte sit forehavende i værk, greb til den ende staden åbenbart med stor iver an og beskød den på det heftigste, forhåbende i hast at gøre sig mester derover. Men den oberst som kommanderede derinde, gjorde med sin underhavende besætning sådan modstand at ikke aleneste adskillige storme blev afslået, men endogså ved idelige udfald en stor hob tillyske omkommet. Besynderlig skete den 27. august en hård træfning; thi da 10 kompagnier danske ryttere ville konvojere nogle vogne ladet med viktualier og andre fornødne ting ind i byen, blev de anfaldet af de tillyske tropper, som var mestendels krabater; men de brugte ved denne lejlighed vognene Lider skade ved Nienburgtil fordel og tog således mod de tillyske at en stor del af dem, hvoriblandt mange fornemme officerer, blev på stedet. Resten måtte salvere sig med flugten og lade konvojen passere frit ind i staden.
På samme tid ankom til den danske lejr general Obentraut, som tilforn havde holdt sig tapperligt mod de spaniere i Pfalz, og oberst Fuchs med nogle tropper. Bemeldte Obentraut blev gjort til generalløjtnant over det sachsen-weimarske rytteri.
Den 1. september gjorde de belejrede i Nienburg et stærkt udfald i de kejserliges løbegrave, hvilket lykkedes dem så vel at de nedsablede henved 100 mænd og førte 2 kaptajner med sig ind i byen. Efterfølgende dag tildrog sig óg en mærkelig aktion; thi da Johan Ernst, hertugen af Sachsen-Weimar, konvojerede nogle penge og proviant til staden til at betale garnisonen med, gerådede han i en hård træfning med de kejserlige, i hvilken 120 af hans ryttere blev omkommet og han selv skudt i akselen. De kejserlige forliste også en temmelig hob.
|708Af alt dette fornam Tilly at det ville blive ham vanskeligt at erobre staden, og omendskønt han havde bragt løbegravene indtil volden og med skyden og fyrværk ingen flid sparet, har han dog ej holdt det for rådeligt at opholde sig der længere, og som han fornam derforuden at de kongelige var på vejen at Må ophæve belejringenundsætte staden, ophævede han ganske belejringen og retirerede sig til Stolzenau 10 mil derfra.
Medens denne belejring varede, havde kongen af nogle opsnappede breve fået kundskab om at hertugen af Lüneburg korresponderede med Tilly imod Hans Kongelige Majestæt, hvorudover han gav det lüneburgske land sin krigshær nogle dage til pris, hvilket gjorde mangen soldats pung rig og gav krigshæren stort bytte.
Imidlertid havde den kejserlige general, hertugen af Friedland, fået en ny armé af 20.000 mænd på benene, hvormed han begav sig til Göttingen, og omendskønt bønderne havde søgt at forhindre ham passet, var deres umage dog forgæves efterdi fjenden var så stærk, ja de gode bønder med forlis af deres faner tog flugten og overlod de kejserlige en fri passage, hvorudover Friedland rykkede fra Göttingen til Einbeck, Grubenhagen og Halberstadt. Der kom hertugen af Wallensteins progresserSachsen-Weimar ham med nogle 1000 til hest og fods i møde og holdt adskillige skærmydsler med ham, hvori begge dele mistede meget mandskab indtil de kejserlige omsider indkvarterede sig i de tvende stifter Halberstadt og Magdeburg. Den stad Halle havde vel fattet den resolution at forsvare sig til det yderste, men da de kejserlige nærmede sig til staden, og besætningen fornam der var ingen hjælp for hånden, fattede den andre tanker og overgav sig med akkord.
Efter at Tilly, som sagt er, med stort forlis var tvunget til at ophæve belejringen for Nienburg, rykkede han for det faste slot Calenberg og tvang det til at overgive sig med akkord. Samme Calenberg var de kongelige meget angelegen, hvorfor kong Christian anvendte al sin flid på at bekomme den tilbage igen og til den ende sendte hertug Frederik af Sachsen tillige med Oben|709traut og et godt antal ryttere og dragoner derhen. Dette fik Tilly betimeligt kundskab om, hvorudover der blev straks gjort anstalt, óg blev den 4. november 3 regimenter ryttere og 3000 fodfolk beordret at bryde op og marchere lige mod Hannover. Da bemeldte tropper om morgenen var kommet på hin side Hannover, kom de i De kongelige lider skade ved Calenbergkast med de kongelige tropper, hvilke gjorde længe en tapper modstand, men endelig, eftersom de var så få, blev adspredt. Der blev 500 på valstedet, blandt hvilke hertug Frederik selv. Obentraut døde også en halv time efter slaget. Begge deres legemer blev med Tillys bevilling ført fra Calenberg til Sachsen.
Imidlertid holdt de kejserlige tropper under hertugen af Friedland heller ingen hellige dage, men efter adskillige stæder som de erobrede, gjorde sig også mester over Dessauer bro og forvarede den samme med nogle skanser, hvilket kom dem siden meget til nytte og i adskillige lejligheder bragte dem ikke ringe fordel.
Kongen af Danmark bemægtigede sig Stolzenau, og på det han kunne have des bedre middel til at fortsætte krigen, som så ud til stor vidtløftighed, holdt han i udgangen af dette år en landdag til Celle og bragte der til veje at Landdag til Celleridderskabet i Holsten og det ganske land bevilgede at enhver plov til landets defension skulle give 6 rigsdaler, i lige måde skulle ridder- og adeligt gods af 1000 rigsdaler betale 6.
Hidindtil havde kongen ikke konjungeret sig med grev Mansfeld, kejserens Kongen konjungerer sig med Mansfeldkapitalfjende, eftersom han alle tider havde haft forhåbning om fred, men nu, såsom han fornam at det ikke ville skikke sig til nogen fred, og at krigsvæsenet blev fortsat af al magt, tog han sig samme Mansfeld offentligt an. Denne Mansfeld var en af pfalzgreve Frederiks troeste generaler og var med i det navnkundige slag ved Prag, hvor han samlede sammen de overblevne levninger af den bøhmiske armé og gjorde de kejserlige alt det afbræk han kunne.
Herved er at mærke at omendskønt kongen stod i åbenbar krig imod kejseren, så havde han dog ikke brudt løs med Spa|710nien, hvilket ses af en forordning som blev publiceret dette år 1625 angående handelen på Spanien, hvorvel samme forordning viser at det da var ikke så hedt mellem samme rige og Danmark som det ellers stedse plejede at være i denne konges tid; thi forordningen melder om danske skibes arrest i de spanske havne under prætekst at de var bygget af nederlænderne, Spaniens fjender. Den lyder således:
Vi Christian den Fierde giøre alle vitterligt, at eftersom vi naadigst komme Forordning angående skibe som farer paa Spanieni Erfaring endeel af vore Undersaatters Skibe af Spanien at have været anholden af Aarsag, at de Skibe skulde have haft, som udi Nederland formeentes at være bygde, eller og at de Nederlændere brugte paa deres Skibe, som Kongl. Vurde udi Spanien formeener sine Fiender at være; da, efter vi nu med hans Kiærlighed saaledes er bleven eens, at de Skibe, som i Nederland bygde ere, og kiøbte for næst forleden 19de Dag Novembris Aar 1624, skulle alle uden Exception være fri udi de Spanske Gebeter. Dernæst og at ingen af vore Undersaatter skulde bruge noget Hollandsk Folk paa deres Skibe, som sejgle vilde ad Spanien. Bede vi og byde, saaog strængelig hermed befale, at ingen af vore Undersaattere, som sejgle paa Spanien, maa paa samme Skibe udi deres Tieneste holde Skibs-Folk eller andre, som ere fra de Stæder, som føre Krig med Højbemeldte Kongl. Vurde i Spanien, og skulle de, som Nederlandske Skibe have for benævnte 19 Novembr., lade os underdanigst rigtig Beviis og Certification tilstille, belangende samme Skibe, hvad Tid og af hvem de ere kiøbte, hvem de tilhøre, hvad Navn og Størelse de have, og hvad slags Skibe de ere, paa det at de for saadan Ar|711rest, og derpaa følgende Skade kunde være fri. Givet paa vort Slott Kiøbenhavn den 22 Januarii Anno 1625.
Om handelen ellers i denne krig ophørte på Spanien, skal jeg ej kunne sige efterdi jeg intet finder derom. Således endtes den første kampagne i denne tyske krig.
I dette tog blev af de kongelige fanget en dansk herremand ved navn Jesper Friis, som stod i kejserlig tjeneste og derfor blev anset som en der havde ført avindsskjold mod sit eget fædreneland. Den samme søgte at undskylde sig det bedste han kunne, formåede også nogle af adelen at kavere for sig. De undskyldninger som han ved rigets kansler Jacob Ulfeldt lod insinuere, bestod i 3 punkter: (1) at han længe tilforn havde haft sin afsked; (2) at ham ikke var bevidst at toget didhen skulle gælde; (3.) at han om kongens nærværelse ved armeen intet har vidst at sige.
Disse punkter findes besvaret af Hans Majestæt i en egenhændig erklæring af sådant indhold: Den første og anden post anlangende, da gør lidt til sagen om han før denne tid havde fordret sin afsked eller ej, og at han ikke så lige har vidst hvorhen toget skulle gælde, det kan man også tro ham til vilje efterdi han var ikke i rådet, men hvad den tredje post angår, at han ikke vidste at kongen selv var ved armeen, da viser Hans Majestæt klarligt i samme erklæring at ingen undskyldning deri kan hjælpe ham.
Hvorledes ellers Jesper Friis udredte sig af denne sag, er mig ubevidst. Det er troligt at han på adelens intercession er blevet benådiget såsom intet findes videre om sagens udførsel, óg var hans undskyldninger så slette at han med retten ikke kunne befri sig. Jesper Friis var ellers en mand af store kvaliteter, havde været i fransk og engelsk tjeneste og rejst i Ægypten, Arabien og Palæstina. Han døde 1643.
(a)Responsio Regis ad apolog. Jesp. Friis de dato Nienburg. die 16. Octobr. 1625. manuscr. autogr.
(b)Conc. fun. Joh. Mich.
|712I februar måned af det år 1626 brød greven af Mansfeld op med sine folk, som mestendels havde ligget i det stift Lübeck og Lauenborg, og rykkede ind i Mecklenburg. Derfra gik han for Alt-Brandenburg og begærede at indlade nogle folk deri. Borgerne stillede sig vel i gevær og mente at holde ham med magt fra Mansfelds progressersig, men de var for svage dertil, måtte derfor denne gang bide i det sure æble og tage imod indkvarteringen.
Derefter begav han sig til Zerbst, til hvilken han ankom i al stilhed om morgenen som de friedlandske tropper skulle blive indlagt til besætning sammesteds, og erobrede den uformodentligen.
Efter at han nogen tid havde opholdt sig i det fyrstendømme Anhalt, arbejdede han på at igen bekomme Dessauer skanse og bro eftersom man nu først, men for sildigt, fornam hvilken vigtighed samme skanse var af, og hvor højligt man havde forset sig idet man ikke bedre havde haft den i agt.
Den 1. april greb han skansen med gevalt an, men de kejserlige derimod gjorde sådan modstand at han med uforrettet sag måtte gå derfra. Ikke des mindre blev han dog ved sit forsæt; thi så snart administratoren af Magdeburg var stødt til ham, rykkede han den 11. derfor igen og belejrede skansen på ny, men til sin egen skade.
Thi så snart som hertugen af Friedland blev advaret derom af oberst Altringer, som kommanderede i skansen, og tilligemed så hvilken lejlighed han havde til at ruinere de mansfeldske tropper, begav han sig i al hast didhen. Imidlertid var de mansfeldske ganske sikre og havde ingen kundskab om noget anslag imod dem, ellers havde de i tide kunnet retirere sig i god orden og uden skade kommet derfra. De greb udenværkerne af skansen den 15. med magt an, men blev afslået ligesom tilforn. Derved blev den skade ikke endt; thi straks derpå lod hertugen af Friedland anføre rytteriet, som var på hin side, over broen, af hvilket han forordnede en del under grev Schlick til hinderhold i en skov og imidlertid lod give fyr på de mansfeldske løbegrave så at de måtte forlade samme og retirere sig til skan|713serne. Der forsvarede de sig i lang tid indtil deres munitionsvogne af den for megen skyden blev anstukket, og derfor måtte begive sig på den åbne mark. Herudover fik de kejserlige vundet spil, brød ud af skoven og anfaldt de mansfeldske på begge sider. De samme gjorde vel en lang tid en Han bliver totaliter slået ved Dessauer brotapper modstand så at viktorien syntes tvivlagtig, men deres rytteri blev endelig overmandet og slået på flugten, hvorpå fodfolket, som bestod af fire regimenter, med liden umage blev adspredt, en del blev slået, en del fanget. De slagnes antal beløb sig til 3000. De kejserlige bekom nogle og 30 faner og 7 store stykker, forliste dog i samme aktion henved 1000 mænd. Dette mansfeldske nederlag forvirrede ikke lidet de kongelige sager.
Imidlertid kommanderede kongen en del af sin krigshær hen til Westfalen, hvor han erobrede adskillige stæder og indfordrede en stor brandskat. Det stift Münster måtte óg til at blæse i bøssen, hvilket forårsagede at grev Tilly måtte forlade Weserstrømmen for at hindre kongens videre fremgang i Westfalen.
Hertugen af Lüneburg havde hidindtil holdt med kongen og den nedersachsiske kreds, men nu lod han sig af de kejserlige søde ord forlede at falde fra Hans Kongelige Hertugen af Lüneburgs frafald fra kongenMajestæt og at opsige den bestalling som han af kongen havde bekommet, og som han derpå foretog nye hvervninger både til hest og fods, mente kongen straks at det skete kejseren til gode, og derfor lod et patent publicere den 2. marts, hvori han erklærede at disse hvervninger gik ham aldeles ikke an og var anset hverken til sin eller den nedersachsiske kreds’ fornødenhed, hvorfor han ville have enhver advaret at de så sig for ikke at begive sig i sådan tjeneste hvor de måtte lade sig bruge mod deres egen religions forvandte, den nedersachsiske kreds og deres eget fædreneland. Derforuden lod han også tilkendegive at den som foragtede samme velmente advarsel og kom i hans hænder, skulle tilbørligt blive straffet.
Til en erindring om dette lüneburgske frafald blev slået en mønt med sådan opskrift:
|714Frustra te opponis, frenande caballe, leoni.
Albus eras, rubeus, si modo pergis, eris.
I samme henseende blev også gjort den statue som endnu ses i Rosenborg Have i København, hvor en løve præsenteres med en hest under sig som han har nedslået; thi Lüneburg fører en hest i sit våben. Samme støtte blev gjort i Glückstadt og derfra ført til København, hvor den blev nedsat i Rosenborg Have.
Hvor meget ophidset kongen ellers har været over dette frafald, kan ses af et brev som han tilskrev hertugen af Lüneburg, således lydende:
Freundlicher lieber Vätter!
Aus deinem letzten Schreiben habe ich vernommen, daß du vermeynest grosse Kongens skrivelse til samme hertugUrsache zu haben dich in des Käysers Bestallung zu begeben, welches ich dahin will gestellet seyn lassen. Daß du dem Käyser lieber denn mir gedenckest zu dienen, ist gantz kein Wunder, wolte GOtt es wäre schon vor vielen Jahren geschehen. Die Aufkündigung aber der Bestallung solte billig etwas zeitlicher gewesen seyn, ehe und bevor damit dem Gegentheil so vertrauliche Communication gehalten. Ich will für diesesmahl unsere Discurse, so da der Zeit, als du bey mir von damahligen König in Böhmen Gesandts Weise warest, und mehrmahl von Religions und andern Sachen vorgelauffen, nicht gedencken, sondern alles dem Allmächtigen GOtt befählen, der uns beyde kennet, und zum besten unsere Intensiones weiß, auch alles zu seinen Ehren wohl hinaus führen wird und kan. Der Teuffel durfte unserm Erlöser und Seeligmacher die gantze Welt weisen und versprechen, da er ihn anbeten wolte, warum solte er
(a)Aitzema tom. 1. pag. 1253.
|715es nicht annoch einem Menschen an-præsentiren durffen. Befehle dich hiemit dem rechten Richter über uns alle. Datum Wolfenbütel den 7 Martii Anno 1626.
Dein Vätter
allezeit
Christian m: pp:

Jeg har tilforn meldt at de kongelige bemægtigede sig det stift Osnabrück. Der blev de ikke længe mestre; thi greven af Anhalt, som havde ordre at drive dem ud af samme stift, angreb til den ende først den stad Verdenbruch. Den kongelige besætning, som lå derinde og håbede undsætning, stillede sig modigt an og ville ikke høre om nogen overgivelse; men da greven nærmede sig med approcherne, og intet tegn til undsætning lod sig se, overgav den sig med akkord. Besætningen af Osnabrück overgav sig også på samme måde. Midt i februar brød kongen op fra Rothenburg i det stift Verden, hvor han en tid lang havde haft sit hovedkvarter, og begav sig til Wolfenbüttel og lod føre sine folk, som lå 30 mil adspredte, didhen.
Grev Tilly havde hidindtil holdt sig med sit meste folk i det stift Paderborn. Men mod enden af april vendte han sig mod Hessen efterdi han troede ikke vel landgrev Moritz af Hessen, der havde bragt en hob folk på benene ligesom han dermed agtede at forsvare sit land mod de kejserlige og ligister, bemægtigede sig således den stad Hirschfeld, hvori lå fire kompagnier, som måtte straks vige derfra, óg gjorde hans folk med røven og plyndren stor skade. Således spillede Tilly denne gang mester i Hessen og bragte alt korn, hvede, malt og anden forråd som lå til Rothenburg, Allendorf og Hirschfeld til sin fordel. Landgrev Moritz måtte sige dertil hvad han ville.
Tilly belejrer den stad MindenDerpå rykkede han mod maj måneds udgang mod Minden i forsæt at drive derfra den kongelige besætning, som hidind|716til havde med adskillige udfald og strejfen gjort ham stor skade, og at bringe borgerne til kejserlig lydighed, til hvilken ende han offererede dem adskillige midler til forlig. Men de havde samtlige fattet den resolution at forsvare sig tapperligt indtil de fik undsætning enten af kongen eller af hertug Christian af Braunschweig, ja de var så ophidsede at de forgreb sig på dem som Tilly havde skikket til staden, og handlede ilde med dem, hvilket forårsagede at grev Tilly med des større iver fortsatte belejringen, og staden blev derover hårdt belejret.
I begyndelsen gjorde de belejrede tapper modstand og nedlagde mange af de tillyske, hvilket forårsagede at Tilly søgte igen at vinde staden med akkord og til den ende skikkede en trompeter derind, men oberst Clout, som kommanderede i staden, gav ikke andet svar end til det yderste at ville forsvare staden. Herudover blev Tilly meget forbitret og lod befale den anden dag at stille alle stykker mod staden og give så længe fyr indtil der blev skudt sådant stormhul at man kunne storme med et helt regiment. Dette blev sat i verk af Fyrstenberg, óg blev der fra morgen til aften skudt over 1000 skud mod muren, hvorved den på en side blev ganske nedslået. Dette uanset ville de belejrede ingen akkord begære, men håbede idelig at få undsætning, hvilket bekom dem meget ilde; thi Fyrstenberg, efter at han havde skudt breche, løb storm med 2 regimenter og inden en halv time kom ind i staden, hvorpå der angik et stort blodbad, thi foruden soldaterne, som blev uden al nåde nedsablet, blev hverken mand eller kvinde sparet. Den største del af borgerne og soldaterne forsvarede sig en lang stund på kirkegården, som de tilforn havde forskanset. Men da oberst Clout fornam at det var umuligt at opholde sig længe der, retirerede han sig til slottet og deraf gjorde fjenden mærkelig skade indtil han omsider blev overvundet og omkom med alle sine folk. Af 2500 borgere, soldater og bønder blev ikke 20 til overs i den hele stad, foruden kvinder og børn, hvilke ikke heller blev sparet. De mangfoldige døde kroppe lod Tilly føre på vogne og kastede dem i strømmen.
|717Efter at Tilly havde erobret Minden, satte han sig for at tvinge landgrev Moritz til kejserens lydighed og til den ende belagde den fyrstelige residens og fæstning Kassel indtil den 14. juni. Da begærede han af landgreven Tvinger landgreven af Hessen til forligat fire kejserlige kompagnier måtte indlades i Kassel, og som landgreven vægrede sig derved, truede Tilly at erholde det med gevalt, hvorfor han måtte give en skriftlig forsikring fra sig ikke at indlade nogen fremmed garnison i sine fæstninger, men holde dem til kejserens og rigets tjeneste.
Jeg har tilforn meldt om Mansfelds nederlag ved Dessauer bro. Samme Mansfeld samlede sine adspredte folk tilsammen så snart som muligt var. Dog kunne han med de kompagnier som kongen af Danmark skikkede ham, og de skotter han fik fra Hamborg, næppe gøre 3000 fodfolk. Med rytterne var det også slet bestilt såsom ingen efter det nederlag havde lyst at tjene under ham.
Men da han havde fået undsætning af 5000 mænd kongelige under hertug Mansfelds bedrifterJohan Ernst af Sachsen-Weimar, besluttede han tillige med bemeldte hertug at gøre et forsøg om de kunne konjungere sig med fyrsten af Siebenburgen, som stod i beredskab at tage imod dem, og foretage noget af vigtighed mod Østrig. Til den ende provianterede de deres folk for 14 dage og fortsatte deres foretagende march. Men hertugen af Friedland kom dem betimeligt på halsen så de ikke kunne fuldkomme deres forsæt, så gerne som de ville; thi så snart han fik at høre om dette tog og mærkede at marchen skulle gå for sig igennem Mæhren og Schlesien, lod han straks nogle regimenter gå igennem Lausnitz til Schlesien at forekomme de mansfeldske og weimarske og fulgte dem selv med 3000 mænd derefter. Men denne mængde folk blev ved samme march meget svækket så at den en tid lang intet vigtigt kunne foretage. Således førte hertugen af Sachsen-Weimar og Mansfeld den kejserlige magt af Nedersachsen, hvilket var holdt for et stort værk.
|718De mansfeldske og weimarske tog deres march igennem Brandenburg ind i Schlesien. Da de kom mod Breslau, skikkede de en trompeter med skrivelse til bemeldte stad og deri meldte de årsager som havde drevet kongen af Danmark til at gribe til gevær, og at de havde foretaget sig denne march for at skaffe enhver igen sine borttagne privilegier, item stifte en standhaftig fred, begærende hos dem at den stad Breslau ville assistere dem midlertid med 30.000 rigsdaler, og forsikrede dem at stadens gods ved deres gennemtog ingen skade skulle vederfares. Men de breslauere gav dem sådant svar som ikke vel klingede i deres øren. Derforuden blev de heftigt forfulgt af de friedlandske så at de kunne ikke uddele sig i dorperne, men måtte fra en nat til en anden ligge i en vognborg og lidede stor hunger indtil de kom til Gabelunka. Der forskansede de sig stærkt og blev bestyrkede med folk som kom daglig til dem fra Mæhren og Ungarn, hvorpå de gjorde adskillige indfald på de mæhriske grænser og derved gjorde fyrsten af Liechtenstein stor skade.
Greven af Mansfeld, såsom hans forsæt var at konjungere sig med fyrsten af Siebenburgen, rykkede han ind i Ungarn. Hertugen af Sachsen-Weimar derimod gik til Schlesien igen, hvor han indtog en hel hob stæder, udplyndrede andre og besatte Jägerndorf og Oppeln med folk, og som hans magt daglig tog til, blev de schlesiske fyrster og stænder helt bange og derfor lod gøre påbud allevegne til landets defension. Derimod skikkede den danske krigs-commissarius Joachim Mitzlaff en trompeter med advarsel til fyrsterne og stænderne at holde inde med sådant påbud, give hertugen af Friedland og hans folk intet gehør eller forsyne dem med proviant og anden fornødenhed, men derimod assistere den kongelige armé, som var kommet i landet ikke som en fjende, men for at beskytte deres religion og frihed. Samme trompeter blev ikke vel modtaget, men blev af oberamtet i Liegnitz kastet i fængsel. Imidlertid greb de weimarske temmelig vidt om sig og formerede en stærk armé ved Troppau, og som hertugen fornam at nogle kejser|719lige tropper under fire oberster var i motion, skikkede han nogle ryttere mod dem, af hvilke de kejserlige blev slået og med forlis af 300 mænd måtte tage flugten.
Nu må jeg vende mig til kongen og grev Tilly og se hvad imidlertid har tildraget sig i Sachsen.
Kongen bekom ved Friedlands borttog temmelig luft og derfor begyndte at gribe vidt om sig; thi han erobrede ved akkord 2 magdeburgske amter, belejrede derefter Schlan og nødte besætningen at overgive sig. I lige måde bragte han også i sin gevalt det kølniske slot Steversvald og bekom deri et stort forråd på proviant.
Grev Tilly derimod rykkede nogle dage efter Mindens erobring for Göttingen og Tilly erobrer Göttingenbelejrede samme stad. Deri lå en god kongelig besætning, hvilken gjorde i begyndelsen de tillyske stor skade ved skyden og udfald. Ikke des mindre fortsatte dog Tilly belejringen med sådan iver at han inden kort tid bragte nogle af løbegravene indtil stadens vandgrav. Han indbildte sig vel i begyndelsen at gøre sig mester over staden uden synderlig modstand, men han gjorde sin regning uden vært; thi han måtte ligge 6 uger derfor indtil han omsider, efter at breche var skudt, den 9. august gjorde anstalt til storm. Da begyndte garnisonen at kapitulere og overgav staden med reputerlig akkord den 11. ejusdem.
Efter at Tilly havde erobret Göttingen, begav han sig mod Nordheim i Må ophæve belejringen for Nordheimforsæt også at erobre samme stad, men kongen bekom i tide kundskab derom og derfor besluttede at undsætte den, til hvilken ende han brød op med sin ganske armé og kom den 15. august uformodet i den tillyske krigshærs åsyn ved samme Nordheim. Begge armeer var hinanden da så nær at rytteriet begyndte at skærmydsere med hinanden så at det så ud til en hovedtræfning. Men de tillyske soldater turde ikke binde an denne gang efterdi generalen var ikke selv til stede, men formedelst svaghed opholdt sig til Göttingen, og derfor retirerede sig til Göttingen igen til en post hvor de mente sig at være sikrere.
|720Denne retirade lod kongen være ganske ubehindret, blev fire dage endda stående på samme sted, og efter at han havde forsynet Nordheim med al fornødenhed, brød omsider op og, som man mener, agtede sig til Thüringen og derfra til de ligistiske lande, hvilket da Tilly formærkede, satte han sig for af yderste magt sådant at forhindre og derfor, så snart som han havde bestyrket sig med de aventureske tropper, brød op med sin hele krigsmagt at forekomme de kongelige, hvilke, eftersom de fornam fjenden var dem alt for stærke, retirerede sig til Wolfenbüttel. Tilly, stolende på sin mængde, forfulgte dem indtil en dorp Lutter, hvor kongen, Slag ved Königslutterefter at han havde opholdt sig en liden tid, kunne ikke tåle at fjenden, hvorvel langt stærkere end hans folk, skulle bravere ham længere, og derfor den 27. august gik ud af sin fordel og leverede Tilly et feltslag. I begyndelsen så det meget farligt ud for de kejserlige efterdi de kongelige fægtede med en ugemen tapperhed, og Hans Majestæt lod se at han her ej fattedes mere tapperhed og forstand end tilforn og førte sine folk selv 3 gange an. Ikke des mindre fik dog de tillyske overhånd efterdi det tyske rytteri formedelst den ubetalte sold blev oprørske og ville ikke fægte, hvorudover en stor del af fodfolket blev omkommet.
Der blev fundet på valstedet af de kongelige landgrev Philip af Hessen, item den danske commissarius Povisk og andre gode officerer. Det hele forlis blev beregnet på 4000 mænd, hvoraf en del blev fanget, en del slået. Efter dette hårde slag begav kongen sig til Wolfenbüttel og straks rekolligerede sine tropper, hvilke, foruden hvad som lå i besætningerne, var endda 23.000 mænd stærke. Straks derpå skikkede han adskillige couriers til Sverige, Frankrig, England, Nederlandene, forestillende dem at omendskønt lykken havde været ham noget imod, ville han dog ej lade modet falde.
Årsagen til denne slags forlis samt den hele krigs slette udfald var mangel på penge; thi de subsidier som blev Hans Majestæt lovet af Frankrig og England, blev ikke betalt. Kongen havde besynderlig forladt sig på de akkorderede engelske pen|721ge, nemlig 3.600.000 gylden årligt, hvilke den engelske minister Buckingham, Spaniens og Østrigs ertsfjende, havde overtalt kongen af England at akkordere. Men så store som løfterne var, så liden var effekten.
Den gemene mand tilskrev sådant kongens fald ved Hameln, foregivende at han siden den tid ikke havde kunnet agere med den forsigtighed som tilforn, hvilke raisonnements Aitzema beler, sigende:
Maer seker t’onbrach den Koninch nock aen Verstant nock aen Wackerheid, hebbende alle Deugden, die een kloock Velt-Heer behoert te hebben.
Der fandtes også de der gjorde sig et omen af stedet som slaget stod på, nemlig Lutter, at det skulle betyde den lutherske tros undergang.
Ligesom de roman-katolske nu ikke glemte at skyde triumfer hid og did og at synge Te Deum, så forglemte også ikke Tilly at forfølge sin viktorie; thi han erobrede den fæstning Steinbrück ved akkord. På samme tid slog også den stad Hannover sig til kejserligt parti. Alle pas ved Bremen, de tvende slotte Hoya og Langwedel, så óg den stad Verden og Rothenburg, item alle fæstninger i det braunschweigske undtagen Wolfenbüttel faldt i Tillys hænder.
Som kongen nu så at Tilly greb så vidt om sig og rykkede mod hans egne lande, gik han fra Buxtehude med sit hovedkvarter til Stade, hvilken stad han lod stærkt befæste og omgive med nye grave, at han i alle tilfælde kunne have sikker retirade dertil.
Den 25. oktober affærdigede han til staterne af De Forenede Nederlande sådan skrivelse:
At omendskønt i den nylig holdte træfning lykken havde været ham noget imod, ville han derfor ikke lade modet falde og forlade det gemene væsen, men endnu ved Guds hjælp tage sig det alvorligt an, tvivlede også intet at jo den almægtige Gud tager sig de uskyldige og be
(a)Aitzema tom. 1. pag. 1253.
|722trængte an og opholder sin kirke; og eftersom han ikke aleneste har bragt sit kavaleri i god orden igen, men endogså samlet et anseligt fodfolk sammen og dermed besat det stift Bremen så at Tilly må søge et andet vinterkvarter, så har han dog holdt det for en fornødenhed at give andre potentater og herskaber som er det gemene væsen vel affektioneret, sådant til kende, og at begære deres undsætning. Og efterdi han besynderlig derfor havde skikket sine gesandter til Frankrig og Venedig, og de, nemlig staterne, havde deres residerende gesandter sammesteds, så begærede han af dem at de ville rekommandere denne handel.
I november blev holdt en landdag i Rendsborg i Holsten, hvorhen Landdag til Rendsborgkongen begav sig tillige med prins Christian. Der blev proponeret at den fornemste årsag hvorfor landdagen var udskrevet, var den store fare som formedelst fjendens ankomst svævede de holstenske stæder for øjnene, hvorfor det var fornødent i tide at berådslå hvad middel man måtte tage sådant uheld i tide at forekomme.
Hvorpå landsyndikus i samtlige stænders nærværelse svarede at det ganske land erklærede sådan landdags bestemmelse som en besynderlig faderlig omsorg hos Hans Kongelige Majestæt og vil beflitte sig på at forskylde sådant med al underdanigste tjeneste.
Derefter stod statholderen i Holsten, Rantzau, op og sagde frit ud
at det var formedelst den overhængende fare det bedste råd at lave sig alle på en tapper modstand og derfor nu fatte sådan resolution at gå fjenden imod, byde ham på et bekvemt sted spidsen og ikke oppebie ham til han kom hid på grænserne. De lovlige stænder måtte forsikre dem, omendskønt |723han var en gammel mand, og ingenting tjente ham nu om stunder mere end rolighed, ville han dog ikke være den sidste, men hellere den første at vove sine grå hår imod fjenden, og så håbede han enhver tro patriot ville efterfølge hans eksempel, hvilket ufejlbarligt udfordrer den tilbørlige respekt til Guds hellige ord, den naturlige lydighed mod Gud og sin øvrighed. Hans Kongelige Majestæts allernådigste vilje er derfor at enhver adelsmand skal for sin egen person gå i felten, og den som vægrer sig derfor, at blive skilt både ved gods og ære. Statholderen erklærede også hvad stænderne måtte kontribuere til landets forsvar, og ridderskabet underskrev villigt alle punkter.
Efter holdte deliberation og gjorte slutning inviterede kongen ved statholderen det samtlige ridderskab på slottet til måltid. Således blev denne landdag lykkeligt fuldendiget.
Straks derpå tog kongen sig for ved behændighed at erobre det slot Hoya Kong Christian erobrer Hoyaved Weseren, hvilket forsæt skulle sættes i værk den 12. december, men det mislingede ham, hvorfor han lavede sig til at erobre det med storm. I den første storm blev de kongelige afslået, men i den anden blev de mester over slottet. De tillyske retirerede sig til de inderste dele deraf, hvor de begærede akkord, men kunne ikke bekomme andre konditioner end marchere ud med deres sidegevær. I slottet blev fundet stort bytte, men det kostede brave folk, kongen selv blev skudt i sin venstre aksel, og kronprinsen Christianus 5. blev blesseret på tvende steder, hvorfor óg slottet blev fast ganske ruineret og broen over Weseren afbrændt.
Det ulykkelige slag ved Königslutter forårsagede at fyrsterne og stænderne Bliver forladt af sine allieredei den nedersachsiske kreds begyndte at vakle, og omendskønt skaden var ikke så stor at den jo |724vel, om de havde villet været samdrægtige og efterfulgt kong Christians eksempel, havde kunnet oprettes, så dog lod de sig af frygt og gode ord bevæge at forlade Hans Kongelige Majestæt, som for at konservere deres religion og frihed havde indviklet sig i denne krig.
Dette er det fornemste som tildrog sig i det år 1626, i hvilket år, såsom Hans Majestæt var stedse ude af riget, forestod kronprinsen Christianus 5. regeringen hjemme; thi man finder i dette år adskillige forordninger udgivet i hans navn: (1) om saltkompagniernes ophævelse; (2) om lüneburgsk salt, Kronprinsen forestår regimentet i sin faders fraværelsehvilket undersåtterne tilholdes at købe i Lüneburg selv fra første hånd; (3) om konfirmation på de oprettede artikler angående bryggeriet og øltappen; (4) om en bededags anordning; óg er hans titel på bemeldte forordninger: “Vi Christian den Femte Dannemarkis, Norgis, Vendis, og Gottis udvalte Prinds.” Dog ser man at han dette år har bivånet krigshæren. De som i regimentet adjungeredes ham til medhjælpere, var kansler Christian Friis, rigets admiral Claus Daa og Christian Thomesen Sehested.
Anno 1627 lavede begge parter sig igen af al magt til. Jeg har tilforn 1627fortalt hvordan det gik af med den rendsborgske landdag, holdt i forbigangne år, og hvorledes ridderskabet resolverede på den kongelige proposition. Så snart dette kom Tilly for ørene, arbejdede han på at kuldkaste det igen og til den ende affærdigede skrivelser både til fyrsten af Holsten og det holstenske ridderskab, hvori han formanede dem at blive i kejserens lydighed.
Imidlertid mønstrede kongen ridderskabet og de andre undersåtter i Holsten og lod forsyne den stad Nienburg med proviant og anden fornødenhed. Ellers var på samme tid stor elendighed ikke alene i Nedersachsen, men endog i de andre omliggende lande, besynderlig i Hessen, Weimar og Frankenland, hvilke blev plaget med indkvarteringer og gennemtog
(a)Hafn. die 14. Julii.
(b)Hafn. die 5. Octobr.
|725af de kejserlige og ligistiske tropper, så at en stad efter en anden blev besnæret ligesom fuglen i garnet, hvilket gav anledning til alle hånde underlige discourser, og sådant des mere efterdi man fik kundskab om at Hans Kejserlige Majestæt havde vel i sinde at gøre en bestandig fred i riget, men at de roman-katolske tragtede efter at forhindre sådant godt forsæt; i så måde at ej alene fra paven selv, men endogså den ganske gejstlighed til Rom blev sendt protestationsskrivelser til Hans Kejserlige Majestæt imod alt forlig og fred efterdi man nu havde kætterne (som de kaldte dem) i sækken, hvoraf man kunne se at det gejstlige gods’ generobring og protestanternes undertrykkelse var den brud de kejserlige og ligister så længe havde danset om, og derfor havde ført krigen fra et land til et andet, udsuget og enerveret en nation efter den anden, men dog holdt sådant forehavende hemmeligt og fortsat krigen under andre speciøse prætekster indtil det år 1629. Da tog de omsider masken af og lod komme for en dag hvad som de havde gået så længe frugtsommelige med.
Efter at hertugen af Lüneburg, som før er meldt, havde givet sig i kejserlig lydighed igen og lovet at ville skaffe de danske besætninger af sine fæstninger, har han derpå gjort adskillige ansøgninger hos Hans Kongelige Majestæt og i begyndelsen af april affærdiget en gesandt til ham med begæring at Wolfenbüttel igen måtte indrømmes. Men kongen holdt det ikke rådeligt at bifalde hertugen deri.
Imidlertid gjorde begge parterne deres yderste flid at forstærke sig med friske folk. I kejserens og de ligisters navn blev hid og did patenter uddelt om at hverve nye tropper. Kongen af Danmark gjorde også store hvervninger og samlede en hob folk tilsammen for at byde general Tilly spidsen og forsvare de endnu indehavende stæder. Blandt andre arriverede nogle kompagnier engelske, 6000 mænd stærke. Kongen af Frankrig bevilgede også at hverve i sit rige 4000 mænd til kongens tjeneste og lovede at gøre forskud på penge dertil. Havde man i tide ladet se sådan iver at række Hans Majestæt hån|726den og assistere ham i hans forsæt, havde man kunnet haft forhåbning at hans sager skulle have løbet anderledes af, og forrykket de kejserlige og ligister deres koncepter, men såsom man allerførst af skade lærte at blive vis, var al hjælp forgæves.
Kongen havde nu fået på benene igen 24.000 mænd til fods og 5.000 til hest, hvoraf en god del blev lagt i stift Bremen og Ottersberg. Og som han befrygtede at Tilly måtte gå over Elben med sin armé, lod han oprette adskillige skanser ved samme flod og forsyne dem med stykker og anden fornødenhed.
Imidlertid passerede nogle 1000 tillyske Elben og konjungerede sig med oberst Altringers regiment og derpå bemægtigede sig et stærkt pas ved Havelen, en mils vej fra Brandenburg, omkom nogle af garnisonen og tog resten til fange som lå derinde.
De tillyske bemægtigede sig derpå adskillige stæder i Brandenburger land Tillyske progressersom Brandenburg, Rathenow, Perleberg og andre omliggende stæder og derefter vendte sig til Havelberg for at erobre samme stad med dens fæstning.
Imidlertid stod de kongelige sig vel i lüneburger land, óg gjorde besætningen af Wolfenbüttel adskillige lykkelige udfald og bragte ind i fæstningen stort bytte, hvilket at hævne de tillyske samlede dem sammen og agtede at sætte i brand forstaden, kaldet Gotteslager, og havde til samme forsæts fuldbyrdelse god forhåbning efterdi de havde fået underretning at en oberst havde dagen tilforn holdt bryllup derinde, hvorover de indbildte sig at finde fjenden sovende af en god rus; men deres tanker slog dem fejl, thi de kongelige blev betimeligt advaret om de tillyskes forehavende og derudover forstak 500 musketerer i en grav, hvorpå en ritmester begav sig af fæstningen at skærmydsere med fjenden. Da nu anfaldet skete, vendte bemeldte ritmester sig til det sted hvor musketererne lå skjult, hvilke uformodet gav fyr på de tillyske så at en stor del blev nedlagt og re|727sten drevet tilbage igen. Således blev dette fjendtlige anslag til vand og kom dem selv til skade.
Medens dette forrettedes, havde de tillyske blokeret Nordheim, hvilken de nu De kejserlige belejrer Nordheimbegyndte at angribe med stor iver under greven af Fyrstenberg. Den 27. juni gjorde de trende anfald, men de belejrede forsvarede sig med sådan tapperhed at de tillyske med stort forlis måtte vige tilbage. Da nu bemeldte Fyrstenberg lavede sig den 2. juli til en generalstorm, bød de belejrede sig 2 gange til akkord, men kunne ikke erholde den, hvorfor de lod ham ved en trompeter vide at eftersom man mod krigsbrug vægrede sig for at akkordere med dem, ville de som ærlige soldater fægte indtil døden. Dette uanset blev dog Fyrstenberg ved sit forehavende og lod sit folk den 5. juli løbe storm den hele dag, men de belejrede afslog dem med stor tapperhed så at de tillyske samme dag mistede en hel hob folk og måtte med uforrettet sag vende tilbage igen. Mod aftenen begærede de en stilstand for at begrave deres døde og kurere deres svage, men de Erobrer den efter stort forlisbelejrede slog dem sådant med al billighed af efterdi de tilforn havde nægtet dem akkord, gjorde også udfald om natten og udplyndrede de døde i gravene og gav dem deres rest som var halvdøde. Da de tillyske nu mærkede deres resolution, forgik dem videre lyst til at storme, hvorudover Fyrstenberg sendte bud til dem og tilbød dem akkord, hvilken de belejrede modtog efterdi de havde ikke mere proviant tilovers, og marcherede med alt ærestegn ud af fæstningen.
Derefter brød de kejserlige og tillyske længere ind i Nedersachsen, og det med tvende store krigshære. Kongen derimod blev ganske forladt af sine tilforn allierede, hvilke faldt fra efterhånden og forligte sig med kejseren. Dette forårsagede at de kejserlige tænkte at have hele Danmark i sækken og derfor ikke ville høre tale om nogen fred, uden med sådanne vilkår som Hans Kongelige Majestæt ingenlunde kunne modtage, omendskønt han havde været bragt til største yderlighed. Kejserlige fredspropositionerDe foreslåede fredskonditioner bestod deri (1) at kongen ville nedlægge sin fjendtlighed mod kejseren, (2) sige sig af med sit kredsoberst|728amt, (3) ikke tragte efter nogen ertsstifter eller stifter, (4) indrømme kejseren det fyrstendømme Holsten og andre len som Hans Majestæt havde i det romerske rige, (5) overgive den fæstning Glückstadt straks, (6) erstatte krigens omkostninger, (7) opsige alle prætentioner på det fyrstendømme Lüneburg, Braunschweig og andre stæder i Tyskland, (8) erstatte krigs- og brandskade, (9) opsige al alliance og forbund mod Hans Kejserlige Majestæt – og andet sådant hvilket var utåleligt at høre.
Såsom Hans Majestæt nu tilbørligt havde afslået disse ubillige konditioner, af hvilke han noksom kunne se at de kejserlige ikke havde i sinde at gøre fred, men Bliver af kongen afslåetalene tragtede at føre sig til nytte den splid som var imellem kongen og hans allierede for at skade Danmark og at befæste deres magt ved Østersøen, så søgte fjenden nu af yderste magt at angribe de kongelige lande. Tilly brød ind på De kejserlige bryder ind i Holstenden ene side og hertugen af aventure på den anden side, hvilket forårsagede at kongen retirerede sig til Glükstadt. Derpå trængte de kejserlige sig videre ind i det hertugdømme Holsten og bemægtigede sig en liden fæstning ved Crempe, hvilken straks blev besat med to kejserlige kompagnier. Tilly gjorde sig i lige måde mester over Itzehoe og Elmshorn. Greven af Anhalt bemægtigede sig nogle små skanser og rykkede for Ottersberg, hvilken, eftersom ingen hjælp for hånden var, han også erobrede.
Hertugen af Holsten, Frederik 3., forlod i denne fristelses tid da det kongelige parti og søgte at forlige sig med den kejserlige general Tilly. Han erholdt også neutralitet, men med hårde konditioner, nemlig at han skulle give en anselig sum penge og indrømme det ejderstedske til indkvartering for en del kejserlige tropper og forlade det lauenborgske forbund. Dette gav årsag til misforstand imellem kongen og fyrsten og forårsagede at kongen faldt ind i de fyrstelige lande og endelig belejrede Gottorp selv, hvor hertugen opholdt sig med en del kejserlige tropper, óg blev de ikke forligt førend ved den lübeckske fred, hvorom videre siden.
(a)Olear. Chr. Holsat.
|729Imidlertid forefaldt i Holsten en hård træfning mellem markgreven af Durlach og de kejserlige under greven af Schlick, hvori markgreven blev totaliter slået. Han selv med nogle få salverede sig med flugten og gav sig til skibs. Resten af hans armé faldt i de kejserliges hænder. De kejserlige armeer brød Item i Jyllandderpå ind i Slesvig og Jylland, gjorde sig mestre over Wilstermarsk og Rendsborg, siden Kiel og Flensborg, og rykkede langt ind i Jylland, hvor de bemægtigede sig landsbyer, stæder og slotte uden nogen møje eftersom indbyggerne havde ganske forladt dem af frygt for denne forskrækkelige krigshær, hvilken de fandt sig alt for svage at modstå. Men alle de indtagne stæder som hørte fyrsten af Holsten til, blev efter kejserens ordre givet ham tilbage.
I dette år regerede den bekendte uhørlige storm, hvoraf den 28. januar nedblæste Vor Frue spir i København, kongens ladegård og Nikolaj tårn, hvilket faldt ind på kirken og slog den hele kirkehvælving ned, hvorfor man et helt år holdt gudstjenesten under åben himmel. Tårnet blev siden opbygget på ny langt herligere end tilforn, óg varede bygningen nogle år. Den kostede mere end 19.000 rigsdaler. I samme år blev prins Christians kammerjunker Axel Ørn ihjelskudt på Amagertorv af vagten.
Anno 1628 belejrede Wallenstein eller hertugen af aventure ved sin oberst 1628Arnheim den stad Stralsund, hvori var en dansk garnison, hvilken forsvarede sig tapperligt og slog de kejserlige alle tider af da de stormede dertil, og omendskønt Wallenstein belejrer StralsundWallenstein selv med nogle tusinde mænd kom derhen, greb staden an med stor iver og lod alle tider regimenter løbe an, hvilke uden ophør blev afløst med to andre regimenter, ikke des mindre blev de kejserlige dog med stort forlis drevet tilbage.
(a)Monros expeditions pag. 18.
(b)Thomæ Velling. Calend. Manuscr.
(c)Resen. Excerpt. Manuscr., hvor denne hændelse henføres til 1627.
(d)Thom. Velling. Calend. Manuscr.
|730Over dette blev Wallenstein så forbitret at han lod sig mærke med at ville indtage staden om den hang ved himmelen af en kæde, og derfor en dag lod skyde på murene uden ophør, hvilket alt sammen de belejrede udstod med stor bestandighed eftersom de havde forbundet sig til døden med hinanden, besynderlig da 150 danske sejlere lod sig se i søen og forårsagede det at de kejserlige med Må forlade den igenuforrettet sag måtte gå tilbage igen. Medens de aventureske havde at bestille med Stralsund, havde Tilly begivet sig for Stade, hvori var den engelske oberst Morgan med 44 kompagnier danske, hvilke forsvarede sig længe med stor tapperhed, gjorde adskillige udfald og skærmydserede idelig med fjenden, og eftersom de ventede undsætning fra Danmark, ville de ingenlunde lade sig bekvemme til traktater, hvorudover Tilly anvendte al sin kunst på belejringen. Endelig lod kongen sig se med 3 skibe på Elben for at undsætte dem, dog han kunne ikke føre sit forsæt i værk eftersom Tilly havde så stærkt forskanset sig at han hverken kunne komme til ham eller beskyde hans lejr, hvorfor de belejrede endelig kapitulerede og overgav staden.
Efter at Stade var erobret, gik man løs på Crempe og Glückstadt, som blev belejret af oberst Altringer. De af Glückstadt gjorde adskillige lykkelige udfald, erobrede mange fanger samt nogle skibe som var ladet med proviant til fjenden, og sparede ingen flid i at bestyrke sig mod de kejserlige så at de samme endelig forlod Glückstadt og med deres ganske magt gav sig for Crempe, hvorhen hertugen af aventure også var kommet med en hob friske folk og omringede staden således at ingen kunne komme hverken ind eller ud. Da guvernøren Georg von Ahlefeldt De kejserlige erobrer Crempeså sig nu således omspændt, provianten fortæret og ingen undsætning at bekomme, overgav han staden med sådanne konditioner at besætningen med alt ærestegn skulle marchere til Glückstadt og derfra begive sig til Danmark. Havde de danske med hungrige maver kunnet behjælpe sig nogle dage længere, havde de kejserlige blevet nødt til at ophæve belejringen ik
(a)Monros Expedition. part. 1. pag. 67.
|731ke uden største skade formedelst en vandflod hvilken skete nogle dage efter stadens opgivelse, men lykken heri såvel som i andet var stedse imod.
Da nu kongen havde ikke mere til overs af hele Holsten end Glückstadt, lod kejseren, opmuntret af denne lykke, ved sine commissarier citere den holstenske adel til Rendsborg for der at hylde ham efterdi kongen af Danmark, som han foregav, havde forbrudt det fyrstendømme Holsten; men der lod sig ganske få af bemeldte adel indfinde så at de herrer commissarier fik her lidet for deres umage.
Den bestandige og i mod uovervindelige kong Christian, omendskønt lykken i denne krig havde været ham meget imod, lod han dog ikke sinke noget af sin Kong Christian forsøger lykken til søssædvanlige behjertighed, men på ny lavede sig til af yderste magt at kontinuere krigen og med en stærk flåde begav sig til søs for at forsøge lykken igen. Først begav Hans Majestæt sig til Femern, hvilken han bemægtigede sig og tvang de besætninger som der fandtes, at opgive deres skanser. Derefter begav han sig til Eckernförde, hvis besætning, som var lüneburgsk, måtte give sig på nåde og unåde. Derimod udrustede de kejserlige til Apenrade 18 skibe, men de blev overfaldet af en storm så at nogle forgik, og resten faldt i de danskes hænder. Efter at Eckernförde var erobret, vendte kong Christian sig til Kiel, hvilken da han nogen stund forgæves havde beskudt og anfaldet, gik han derfra med sin flåde igen.
Efter at kongen havde lagt sine skibe omkring Rygen, gik han med en anden armé til Usedom, hvor han bemægtigede sig de stæder Putgla og Usedom samt det hele land, derefter Wolgast og den skanse Peenemünde. Medens kongen tog sig for at befæste den stad Wolgast, forsamlede de kejserlige sig til Greifswald 6 regimenter fodfolk og 22 kornetter ryttere, hvilket da Hans Majestæt fornam, gik han dem selv i møde med hans søn hertug Frederik, som siden blev konge i Danmark, sloges tapperligt med dem ved den store skanse og drev dem tvende gange tilbage med stort forlis. Endelig da de kejserlige
(a)Monros Expeditions part. 1. pag. 46.
|732gjorde det tredje forsøg, bemægtigede de sig skansen. De danske slog sig med 7 kornetter tvende gange igennem 22 kejserlige kornetter og dermed holdt dem så længe op at fodfolket kom ind i staden. I denne træfning forliste de danske 500 til fods og 100 til hest, de kejserlige én gang så mange. Derefter begav kongen sig til skibs igen og sejlede til København.
Imidlertid gjorde den danske besætning i Glückstadt, som bestod af 1500 mænd, et lykkeligt udfald; thi den 25. august gik de ud om natten af fæstningen og anfaldt den kejserlige armé med sådan tapperhed at en stor del af de kejserlige omkom, mange høje officerer blev fanget og adskillige skanser sløjfet, hvorpå garnisonen begav sig med triumf til staden igen.
Nu bemøjede sig ikke alene Danmarks råd, men endog kurfyrsten af Sachsen og andre at dæmpe denne urolighed og at stifte fred imellem Danmark og kejseren igen, óg kom det endelig så vidt at Hamborg eller Lübeck blev benævnt til traktaterne. Men som kongen af Danmark imidlertid kontinuerede med Handel om fredkrigen, lod de kejserlige sig forlyde at deraf ikke kunne sluttes andet end de danske havde liden lyst til fred. Da Hans Majestæt blev erkyndiget derom, lod han til København publicere et skrift hvori han gav til kende den tilbøjelighed han havde til fred, og at han allerede havde forsynet sine med instruks og plenipotens dersom det var de kejserliges alvor. Herpå kom det nu vel så vidt at den stad Lübeck blev benævnt til fredshandling. Ikke des mindre havde dog begge parterne lavet sig til af yderste magt at ifald traktaterne skulle blive frugtesløse, de kunne være færdige at møde hinanden igen.
Endelig blev i begyndelsen af det år 1629 fredshandlingen sat i værk 1629til Lübeck, i hvilken lode sig indfinde efterfølgende danske ministre:
Commissarierne kommer sammen til Lübeck
Hr. Christian Friis, kongens kansler

Danske



Hr. Jacob Ulfeldt, rigets kansler
Hr. Albrecht Skeel, rigets råd
Hr. Levin Marschalck
|733Hr. Detlev Rantzau, råd og amtmand til Rendsborg

Holstenere

Hr. Henrik Rantzau, amtmand til Rendsborg
De kejserlige lod sig straks derefter i lige måde indfinde og var:
Hr. von Dietrichstein

Friedlandske


Hr. Reinard von Valmerod
Hr. Hannibal von Schauenburg
Hr. Jobst Maximilian, Graf von Gronsfeld

Tillyske

Hr. Johan Christoff von Ruppa, general-commissarius
Kongen af Sverige ville også have sine gesandter didhen, thi doktor Salvius, som opholdt sig da på Langeland, anholdt stærkt om frit gelejde og sendte en skrivelse til Lübeck derom, men udrettede intet dermed; thi de kejserlige ville ikke give dem noget frit pas førend den stad Stralsund, som var i de svenskes hænder, blev givet tilbage, hvortil de ikke ville lade sig bekvemme.
Medens dette forhandledes, blev der i februar holdt en personlig sammenkomst til Markerød mellem kong Christian og kong Gustav Adolf. Med kong Christian fulgte rigets marsk Jørgen Skeel, rigets admiral Claus Då og Christen Thomesen Sehested. I Gustavi Adolphi følge var rigets kansler Axel Oxenstierna, item Gabriel Oxenstierna og Johan Salvius. Efter nogle dages venlig samtale skiltes begge kærligt fra hinanden, óg varede venskabet mellem disse tvende store konger så længe som Gustavus Adolphus levede.
Traktaterne imellem de stridende parter varede længe og lod sig undertiden anse meget tvivlagtige eftersom de punkter de kejserlige forelagde, var så ubillige at de kongelige ingenlunde kunne eller ville antage dem. Endelig blev anno 1629 den 12. (22.) maj freden sluttet imellem begge potentater, ved hvis kraft |734Danmark fik vel de forliste provinser tilbage, men derimod måtte love ikke at hindre Fred til Lübeckkejseren mere i de tyske sager, hvilken kondition denne store konge aldrig havde indgået og aldrig så forladt de protestantiske fyrster i Tyskland hvis de og andre allierede havde grebet dem så vel an som de gjorde siden under Gustavi Adolphi anførsel da den yderste nød tvang dem til at vågne op af søvne; thi de som af denne 30 års krigs historie har fattet så slette tanker om Danmark og derimod så høje om Sverige, lader kun se at de løseligt og uden judicio har læst samme historie; thi havde Gustavus Adolphus begyndt krigen først da Betænkning deroverder hos de allierede var sådan koldsindighed og hos de tyske fyrster sådan indolens, var det ikke gået ham bedre. Så den hele sag beroede alene på konjunkturernes forandring, en del også på Sveriges fordelagtige situation frem for Danmark, hvilket land efter det slag ved Lutter stod åbent for de kejserlige armeer, da derimod Sverige efter det forlis ved Nordlingen, som var større, havde intet at frygte sig for sådant. Ved denne fred bekom dog Danmark ikke alene de erobrede provinser tilbage, men Hans Majestæt blev også akkorderet en told på Elben til vederlag for krigens omkostninger.
Med de afhandlede fredspunkter blev fire af de kongelige herrer deputerede affærdiget for at indhente Hans Kongelige Majestæts ratifikation, dog har kongen ikke villet underskrive dem, men skikkede to af dem som bragte ham de samme, til Lübeck igen traktaterne videre at kontinuere.
Ved deres ankomst har gesandterne for at gøre en ende på sagen trakteret endda 3 dage med hinanden, forbedret de forrige fredsartikler og endelig bragt det til slutning.
Derpå har gesandterne affærdiget denne slutning til Hans Kejserlige og Kongelige Majestæt for at indbringe ratifikationerne på begge sider og lade freden forkynde såvel i de kejserlige som kongelige kvarterer og garnisoner og byde dem under livsstraf at indeholde med al fjendtlighed, fordringer, indfald og plyndringer.
|735Efterfølgende dag blev freden offentligt udråbt til Lübeck og af alle kirkerne udblæst og derpå, efter at taksigelsesprædikener var holdt, Te Deum Freden ratificeres og udråbeslaudamus sunget i alle kirker. Derefter blev alle stykkerne 3 gange løst om volden, og de gevorbene soldater gav 3 gange salve.
Straks derpå, efter at de kejserlige og kongelige ratifikationer var indbragt, blev det kejserlige krigsfolk ført af Jylland og Holsten og undersåtterne sat i fred og rolighed igen.
En sådan ende tog den såkaldte kejserlige krig, i hvis beskrivelse jeg har været des kortere efterdi den findes hos mange skribenter i alle hånde sprog vidtløftigt udført, og mit forsæt er omstændigt at tale om de ting som lidt eller intet tilforn i pennen er ført. Man ser at årsagen til dens slette udfald var de tyske stænders søvnagtighed og de andre allieredes koldsindighed; thi af de subsidier som blev lovet af Frankrig og England, blev lidt eller intet tilvejebragt, hvilket vises af den danske resident Peder Vibes klagemål fra Frankrig. Ellers distingverede sig en hob engelske folk i dansk tjeneste på samme tid, som Robert Monro, der selv har beskrevet sine felttog, Carl Morgan, der med stor tapperhed forsvarede Stade imod Tilly, og Gordon, hvilken, endskønt han ikke egentlig stod i dansk tjeneste, førte dog i nogle år korrespondance med kansler Friis, som ses af hans egenhændige latinske breve. At han dog for sine beviste tjenester og korrespondancer har nydt årlig pension af den øresundske told, vises af et klagebrev samme pension angående.
Efter at freden var sluttet, gerådede Hans Majestæt i nogen tvistighed med hertug Frederik af Holsten-Gottorp, med hvis opførsel han i krigen ikke altid havde været fornøjet. Jeg har tilforn vist hvad forbindelse der var gjort imellem kongen og
(a)Lit. Petr. Wibe ad Canc. Christ. Friis manuscr. autogr.
(b)Lit. Francisci Gordonii ad Christ. Friis manuscr. autogr.
(c) Lit. Francisci Gordonii ad Christ. Friis, Gedano 8 Julii 1633 autogr. Manuscr. Ordene er disse: Telonarii Elsingoræ solutionem annuj mej stipendij recusant.
|736hertugen ved den såkaldte ekstenderede union. Denne forbindelse blev endda Tvistighed med hertug Frederik af Holstengjort stærkere i krigens begyndelse da de med andre trådte i det lauenborgske forbund til den nedersachsiske kreds’ beskyttelse, hvorudover det kongelige og fyrstelige Slesvig-Holsten kunne anses som et corpus og som en forenet magt mod tilfælles fjende. Men at foreningen var ikke så stærk som den syntes at være, mærkede man år 1626 da hertugen på den landdag som holdtes til Rendsborg, vægrede sig for at kontribuere til landets defension. Da den listige kejserlige general Tilly fik kundskab om denne koldsindighed, søgte han straks at så videre uenighed mellem kongen og hertugen, til hvilken ende han i det år 1627 den 2. februar affærdigede en skrivelse til hertug Frederik hvori han fører ham til gemyt hvorledes kongen af Danmark på landdagen til Rendsborg havde med Hans Fyrstelige Nådes eksklusion gjort farlige propositioner for tilfælles ridderskab og stænder i fyrstendømmerne. Han rådede derfor hertugen at tage sin interesse i agt, på det han ikke ved tilladelse af sådanne farlige machinationer skulle styrte sig selv og sine undersåtter i ulykke. Så at det synes af denne skrivelse at kongen har villet have kontributioner af tilfælles lande uden fyrstens minde, hvilket dog ikke befindes så at være.
Om hertugen lod sig indtage af Tillys Årsag dertilskrivelser, skal jeg ej kunne sige, vist nok er det at da de kejserlige fik overhånd og i det år 1627 brød ind i Holsten, rejste hertugen selv til Lauenborg, hvor han forligede sig med Tilly, lovende at forlade det danske parti og at tilstede de kejserlige fri passage igennem sine lande, hvorved han erholdt neutralitet. Dette kunne ikke andet end gå kongen til hjerte efterdi han så stæder ikke alene i det holstenske, men endogså i det slesvigske besat med kejserlige tropper, og at hertugen derved havde åbnet dem en fri indgang i riget. Hertugen ville vel her undskylde sig med den yderste nød, at han måtte forlige sig med de kejserlige for at konservere sine lande, men sådan undskyldning kan ikke gælde mod dem som man alene har sluttet et simpelt for
(a)Olear. Christ. Holsat. pag. 78.
|737bund med, langt mindre i sådan casu som denne hvor der var en firedobbelt forbindelse: Først den gamle union som i Christiani 3. tid var stiftet mellem fyrstendømmerne, (2) denne unions ekstension, som denne hertug selv havde indgået, hvilken strakte sig også til offensive krige, (3) den alliance som var sluttet i krigens begyndelse da hertugen trådte i det lauenborgske forbund med kongen og de andre protestantiske herrer, og endelig (4) den forbindelse i henseende til det slesvigske, hvoraf hertugen var rigets vasal og som slesvigsk fyrste havde aflagt kongen og riget troskabsed. Men denne gode hertug Frederik med alle de dyder og kvaliteter som tillægges ham, var ikke af den sinceritet som udfordres; thi egennytte var det som han i alle sine idrætter fornemmelig sigtede til. Men dette frafald fra kongen bragte ham kun liden nytte til veje; thi de kejserlige indkvarterede sig i hans lande og dér levede på diskretion, og kongen trakterede ham som en fjende, ja hvis den lübeckske fred så hastigt ikke var sluttet, havde kongen måske fået ham i sine hænder, efterdi han havde belejret Gottorp, hvori hertugen var indesluttet med en kejserlig garnison.
Vel blev alting bilagt ved den lübeckske fred; men kongen kunne ikke så hastigt forglemme hertugens opførsel, hvorudover han i steden for at føre sine tropper tilbage af hertugens lande lod dem leve på diskretion, såvel i Holsten som i det bispedom Eutin, hvilket det holsten-gottorpske hus da besad. Herudover besværede hertugen sig for kejseren, hvilken derpå lod udgå en monitorial skrivelse til kongen og deri formanede ham ikke at bryde freden og at restituere hertugen alle de stæder og slotte som han havde bemægtiget sig siden freden, at føre sine tropper tilbage og at betale den skade som han havde tilføjet hertugens lande. Endelig, såsom kongens intention var mere at vise den fortrydelse han billigt Bliver bilagthavde fattet, end at beskadige hertugen, lod han det derved forblive og skænkede hertugen noget artilleri for den skade han havde lidt, så at man deraf ser at hertugen bådede lidet ved dette frafald.
|738Af samme frafald udbrød også nylig før freden en anden ulejlighed, som jeg ikke kan forbigå at anføre. Da hertugen havde indrømmet de kejserlige sine bedste stæder i fyrstendømmerne, begyndte de nordstrandere at bilde sig ind at hertugen havde i sinde at indrømme kejseren alle sine lande, og derfor at betinge sig andet vederlag, hvorudover adskillige såvel af adel som almue blev ham ugunstige og lod falde hårde og farlige ord mod den fyrstelige regering, óg blev de i deres Urolighed i Nordstrandonde tanker ikke lidet bestyrket af adskillige omliggende stæder, især af de kongelige, hvilke ved hemmelige breve opmuntrede dem til at fremture i den uvilje som de havde fattet imod hertugen. Et af disse breve som var skikket til Nordstrand, blev opsnappet af en rådmand ved navn Benno Numessen, hvilken overleverede det ubrudt til hertugen. Men da nordstranderne fik kundskab derom, gjorde de derover sådan alarm at bemeldte rådmand var ikke sikker på sit liv, ja fyrsten gerådede derover i sådan skræk at han nogen tid lagde en blot kårde i sin seng af frygt for at blive overfaldet om natten. På samme tid, da en af hans tjenere ved navn August Bestenbørstel rejste i fyrstens ærinde, blev han på alfarvej overfaldet af en af disse misfornøjede så at det var ikke uden med stor nød at han kom med livet derfra. Men anfalderen blev straks derpå grebet, dømt fra livet og halshugget. De andre rebeller blev også fængslet og måtte sidde en tid lang indesluttet i Gottorps tårn indtil freden blev sluttet.
Af denne Eksekutioneksekution blev den nordstrandske almue nedslået så at den holdt sig siden stille. Den holstenske krønike anfører som et eksempel på Guds hævn at ingen af disse oprørske døde naturlig død. Men hvis det er sandt at de gjorde dette oprør alene Autoris betænkning heroveraf den præsumption som de havde fattet om hertugens anslag at abalienere fyrstendømmerne, kan man holde for at det var en vildfarelse som rejste sig af en patriotisk iver og derfor ikke kan regnes iblandt de synder som himmelen på sådan eklatant måde straffer, allerhelst efterdi virkningen af denne
(a)Olear. Christ. Holsat. pag. 83.
|739formastelse bestod alene deri at overfalde en tjener på vejen, som dog kom helskindet derfra. Mig synes at hertugens ministre havde større regnskab at gøre for Gud, der havde rådet deres herre at bryde så stærke forbindelser og indlade fjenden i sin allieredes og velgørers lande.
Det var ikke alene med hertugen af Holsten-Gottorp kongen i denne krig havde været misfornøjet, men endogså med den stad Hamborg, hvilken, medens riget var indviklet i urolighed, havde begyndt på ny at øve deres formente jus restringendi på Elben og derpå i krigens tid havde udvirket et kejserligt diploma anno 1628. Dette søgte nu Hans Majestæt at straffe dem for, óg menes der at han ved den lübeckske fred betingede sig af den kejserlige general Wallenstein at ingen hinder ham deri skulle ske.
Men førend jeg går videre frem og taler om dette kongens foretagende, item hvad virkning det havde, vil jeg først melde noget om den statelige franske ambassade som skete straks efter krigen i dette år. Samme ambassade, såsom den var af en særdeles vigtighed, og dens beskrivelse En mærkelig fransk ambassadegiver et portræt på det danske hofs tilstand på de tider, fortjener at fortælles med omstændighed, helst som derom haves relation af en fornem fransk herre der var med i ambassadørens suite.
De franske købmænd havde tilforn drevet en stor handel på Persien og Indien igennem Tyrkiet. Sådan handel bestod i specerier, juveler og andet, óg holdt man for at den beløb sig til 6 millioner gylden årligt. Karavanerne bragte de indiske og persiske varer til Aleppo i Syrien, hvor de franske tilhændigede sig dem og bragte dem med skibe til Marseille i Provence. Men ved disse tider begyndte kongen af Persien at vægre sig ved at lade karavanerne passere igennem Tyrkiet såsom tyrkerne, der var hans Årsag dertilfjender, derved berigedes, hvorudover kongerne af Persien og Frankrig forenede sig således med hinanden at de persiske varer skulle herefter gå igennem Moskovien og over Den Kaspiske Sø til Astrakhan og siden ved hjælp af floder til Narva, hvorfra de franske skulle føre dem til Frankrig igennem Sundet.
|740Til dette at iværksætte var fornødent at negotiere med Danmark om farten igennem Øresund, óg blev til den ende Louis des Hayes, baron de Courmesvin, som ambassadør dette år affærdiget til det danske hof. Bemeldte baron Courmesvin arriverede den 24. juni til Helsingør, óg giver da autor til denne ambassades beskrivelse en kuriøs underretning om den øresundske tolds tilstand på samme tider. Den 2. juli arriverede han til København, over hvilken Ambassadørens ankomst til Københavnhovedstad såvel som dens indbyggere han giver en kort beskrivelse at man deraf kan se landets moder på de tider, og det besynderlig i anledning af en stor ligbegængelse og et fornemt bryllup som han bivånede samme tid. Hvad ligbegængelsen angår, da ser man at matroner og jomfruer også fulgte liget med sang til graven over gaden, og de fornemmeste brudevielser skete da i kirken, hvilket vises af frøken Lindenovs bryllup, som da blev celebreret med sådanne ceremonier at præsten tog en ring af brudgommens finger og satte den på brudens, hvilket nu ikke iagttages uden med bønder. Dog vidner autor at fornemme folk tilforn blev viet i deres huse, men at Hans Majestæt ved en forordning havde påbudt at alle af hvad stand og vilkår de var, skulle vies i kirken.
Den 9. ditto blev ambassadøren bragt til audiens, og det med sådan pragt så at autor kan ikke noksom forundre sig over det danske hofs magnificens. Hans audiensDen første audiens endtes alene med komplimenter, og som Hans Majestæt gemenlig var jovial og lystig, spurgte han ambassadøren hvad ham syntes om den fred som nylig var sluttet med kejseren. Men nogle dage derefter havde gesandten i kongens fraværelse en stor konference med rådet, óg er det da mærkeligt, som autor antegner, at kansleren Christian Friis som chef for rådet sad øverst, og statholderen Frands Rantzau som yngste rådsherre sad nederst. Ambassadøren begyndte da på kongen af Frank
(a)Ambassade de Courmesvin pag. 33. seq.
(b)Ibid. pag. 77. Le roi, qui est le pape et patriarch de son royaume a fait une ordonnance, par la quelle tous les mariages se doivent faire en face d’eglise.
|741rigs vegne at gøre sådan proposition, nemlig at de franske agtede at handle på Moskovien med grosfyrstens tilladelse, og at hans allerkristeligste majestæt ville at farten skulle ske igennem Hans propositionØresund, hvorudover han var skikket for at handle med Hans Kongelige Majestæt af Danmark om tolden i Øresund, hvilken told han begærede måtte blive så moderat og billig som muligt, og at Hans Majestæt ville tage i betænkning de ekstraordinært store depenser som Frankrig måtte gøre på sådan ny handels stiftelse, og at de derfor ikke kunne tåle at give høj told.
Efter at denne proposition var gjort, gik nogle af rådet til side for at konferere med hinanden derover, og derefter bad ambassadøren at han ville tilkendegive hvad slags varer de franske ville føre igennem Sundet, hvortil han svarede at de samme kunne ikke specificeres. Rådsherrerne sagde da at hvad vin og salt var angående, da plejede man deraf at betale 4 procent, hvorved det endelig måtte blive; thi dersom kongen slog noget deraf for de franske alene, ville deraf flyde de ulejligheder at andre nationer enten ikke mere kunne drive sådan handel på Østersøen, eller at de ville betjene sig af franske navne og falske certifikater. Ambassadøren svarede dertil at sådant kunne ikke gøre noget synderligt skår i andre nationers handel, og hvad falske flag og pas var angående, da kunne man derved ikke bedrages når man eksaminerede skipperne og bådsfolkene. Videre sagde han at kongen af Frankrig burde være i mere konsideration end staterne af De Forenede Provinser, og at derfor Hans Majestæt ikke burde tage mere end 1 procent af franske undersåtter, helst såsom de varer som brugtes til forbemeldte nye handel, måtte siden passere igennem tvende andre potentaters lande, til hvilke også told måtte aflægges.
Rådet blev ved det forrige, nemlig at toldens formindskelse for de franske alene var af farlig konsekvens for andre nationer, hvilke derover ville fordre lige så stort afslag. Endelig begyndte gesandten at blive noget hidsig og ville af denne handel vise en merit mod Danmark, foregivende at den danske øresundske told ville mærkeligt tiltage ved den persiske |742og moskovitiske handels drift over Østersøen. Han lod sig også mærke med at hvis kongen af Danmark ikke ville bekvemme sig til sådan moderation i tolden, ville man indlade sig i handel enten med Sverige og søge at få deslige varer bragt til Göteborg, hvor de franske kunne have deres oplager, eller, om alting slog dem fejl, kunne de sejle på Arkhangelsk, hvilken vej ingen kunne hindre dem at tage, så at hvordan det gik, så tabte Danmark derved hvis samme rige ville spænde buen så højt at de franske købmænd måtte tage andre mesures.
Derpå gav rådet til slutning sådant svar at denne sag behøvede nøjere Tages i betænkningeksamen, og bad gesandten at han ville give sin proposition beskreven på det de kunne skikke den til kongen tillige med deres betænkninger derover. Dette samtykkede ambassadøren, og samme aften insinuerede kansler Friis sin proposition så lydende: Såsom kongen af Frankrig havde tilladt sine undersåtter at handle på Moskovien, såvel for at tilhændige sig russiske varer som andre omgrænsende rigers, især Persiens, og han fornemmelig har i sinde at sådan kommerce sker i den stad Narva og ikke i Arkhangelsk, på det at Danmark derudover også kan nyde nogen fordel, og at det venskab som er imellem samme rige og Frankrig, derved kan bestyrkes, da, eftersom alle nye etablissements udfodrer store bekostninger, og købmændene behøver særdeles hjælp og protektion i sådant værk, begærer kongen af Frankrig at Hans Majestæt af Danmark vil favorisere samme handel og lade sig nøje med en mådelig told, som de franske skibe skal aflægge når de passerer igennem Sundet. Dog forlanger han ikke sådan moderation i tolden uden for de skibe som går fra og til Narva; thi hvad de skibe angår som vil fare på andre stæder i Østersøen, da skal tolden blive for dem på den gamle fod.
Efter at denne proposition var overleveret og henskikket til kongen, som da var i Holsten, begav gesandten sig nogle dage derefter på rejsen for videre at tale med Hans Majestæt og at
(a)Propositio legati Gall. Hafn. die 11. Julii 1629.
|743erhverve en resolution. Efter han did var henkommet, erholdt han en audiens på ny den 22. juli. Begyndelsen af hans tale bestod kun i komplimenter, hvorefter han kom til materien om den oftbemeldte handel som skulle drives igennem Sundet på Moskovien, og dette var hvad som han skriftligt havde forfattet i begæringen til rådet i København. Autor antegner da at kongen var noget beskænket, hvilket forårsagede at endskønt han kunne ekspedere sig vel både på latin og fransk, så betjente han sig da af sin sekretær Gynther Gesandtens samtale med kongen i Holstenog ved ham lod gesandten sige at han ønskede at have forslaget på skrift, hvilket giver til kende at den skriftlige proposition som var indgivet til rådet, var endda ikke kommet i Hans Majestæts hænder, hvilket gesandten lovede og blev derpå ledsaget tilbage. I den tale som monsieur des Hayes holdt ved denne audiens, er dette blandt andet især at mærke at han gav til kende den store estime kongen af Frankrig havde for kong Christian, og at samme konge havde sagt at Hans Majestæt af Danmark i den tyske krig havde ladet sig se ikke mindre god soldat end stor general.
Dagen efter denne audiens, som var den 23. juli, bragte Peder Vibe gesandtens skriftlige proposition til kongen, hvilken overleverede den sin sekretær Gynther til ekspedition. Denne sekretær fik derpå ordre at lade ambassadøren vide at Hans Majestæt havde i favør af kongen af Frankrig akkorderet at de franske undersåtter som ville sejle på Narva, skulle for hvad varer de være kunne, ikke betale mere end en procent og en rosenobel for hvert skib. Dog skulle dette privilegium alene strække sig til en vis tid, nemlig af 8 år, på det andre nationer ikke skulle deraf tage lejlighed at begære samme moderation i tolden.
Derforuden reserverede kongen sig sin suverænitetsret Beskrivelse over den såkaldte suverænitetsret i Øresundefter den sædvane som brugelig var med alle andre potentater. Over dette sidste stødte gesandten sig såsom han ikke kunne fatte hvad suverænitetsret en konge kunne have over fremmede købmænd, og derfor bad sekretæren at han ville forklare hvori sådan suverænitetsret bestod, hvilket Gynther også gjorde, sigende at sådan suverænitetsret |744i Sundet var ikke andet end den ret som kongen havde til at tage de fremmede varer for den pris som købmændene selv skatterede dem for, og hvorefter man kalkulerede tolden, hvilket er en kuriøs anmærkning i den øresundske tolds historie. Dog er det vanskeligt at sige om denne suverænitetsret har været brugelig under de forrige konger, eller om kong Christian 4. var den første som indførte den. Vist nok er det at de forrige kongers historier taler intet derom, og autor til denne ambassades beskrivelse synes på et andet sted at vise at kong Christian var den første stifter af samme ret, og at han havde indført sådan skik for at tvinge købmændene til at sætte den rette pris på deres ladning, på det at tolden, som blev kalkuleret efter ladningen, ingen afgang skulle lide.
Ved denne eksplikation synes det at ambassadøren lod sig nøje, óg blev samme suverænitets rettighed expresse indført i det diploma som blev givet i favør af de franske købmænd, og som findes in originali på latin hos oftciterede autor så lydende:
Vi Christian 4., konge til Danmark og Norge etc. gør vitterligt at såsom den durchleuchtigste og allerkristeligste herre Ludvig 13., konge til Frankrig og Navarra, Vor kære broder, ven, svoger og allierede, har ved sin ambassadør Louis des Hayes, baron af Courmesvin Kongelig bevilling udstedt til Frankrigladet tilkendegive at adskillige af hans undersåtter har i sinde at forflytte til Narva den handel på moskovitiske og persiske varer som tilforn har været drevet igennem andre steder og derfor kærligt og indstændigt af Os har begæret at Vi, for at understøtte dem i sådant værk og at facilitere sådant deres kostbare foreta
(a)Ambassade du Baron de Courmesvin pag. 151.
(b)Ibid. pag. 40.
(c)Diploma dat. in Castro Eutinensi die 14 Julii Anno 1629, hvilket datum dog synes at være forsat.
|745gende, ville i det ringeste på nogle år afslå en del af den sædvanlige told i Øresund. Hvorudover, såsom Vi denne Vor allierede konge intet kan nægte som ret og billigt er, har Vi endogså med forlis af Vor told føjet ham i denne hans begæring, og i kraft af dette Vort kongelige brev tilsteder højstbemeldte konges undersåtter at de af de varer som føres igennem Sundet til Narva og derfra tilbage igen, ikke skal betale mere end 1 procent, og at de skal nyde denne frihed i 8 år uden hinder af Os eller Vore efterkommere. Dog skal derunder ikke være befattet det som gemenlig gives for hvert skib, nemlig en rosenobel, hvilken à parte skal betales. Ydermere vil Vi hermed have forstået at det skal stå Os frit for at tage de varer som kan findes Os tjenlige, for den pris som de erklæres for at være værd, og hvorefter tolden skal betales. Hvad andre franske skibe angår, som handler på andre stæder end Narva, da skal de samme betale den sædvanlige told.
Således endtes denne negotiation, hvoraf autor til denne ambassades beskrivelse promitterer stor fordel for den franske nation; men man ser ikke at de franske har betjent sig deraf. Der blev ej heller meldt noget derom i den anden store ambassade, som skete nogle år derefter da den bekendte comte d’Avaux blev skikket til Danmark, så at det er troligt at de franske købmænd har fundet alt for store vanskeligheder ved denne nye handel og derfor stået fra deres forsæt.
Efter at autor har beskrevet denne negotiation og dens udfald, viser han i hvad tilstand riget var såvel i henseende til krigs- som statssager efter den kejserlige krig. I Holsten og Slesvig sås overalt ødelagte stæder og landsbyer og bedrøvelige fodspor efter hertugen af Friedland og de kejserlige |746tropper. Adelen, som havde lidt så stor skade på deres gods, var misfornøjet med Adskillige anmærkninger over folkets og landets tilstand efter den lübeckske fredkongen, og kongen var ej heller velfornøjet med adelen efterdi den ved idelige sollicitationer havde drevet ham til at slutte denne fred, óg blev denne jalousi som havde rejst sig mellem kongen og stænderne, ikke lidet formeret derved at Hans Majestæt længe efter freden holdt endda 10.000 fodfolk og 5 a 6.000 ryttere på benene.
Pengemangel var også på samme tid stor, hvilket forårsagede at krigsfolket var uvilligt, óg fortæller oftbemeldte autor at et kompagni soldater i den franske ambassadørs nærværelse rebellerede og ville ikke forføje sig hen til en post hvorhen de var kommanderet, hvorudover kongen, såsom han ville at sådan studsighed ikke skulle blive ustraffet, men derhos ikke kunne få at vide Kongens artige invention at stille et oprørhvilke der var de fornemmeste stiftere deraf, greb han til et middel i en hast som blandt mange andre ting viser prøve på hans store présence d’esprit. Han forærede 2 tønder øl til samme misfornøjede soldater for at drikke på hans sundhed. Men da disse derpå kvitterede deres gevær for at begive sig til øls, lod han dem omgive ved et kompagni af kavaleri, hvilket bemægtigede sig deres gevær og forkyndte dem at hvis de ikke udlagde dem som var hovedmænd for dette oprør, havde de ordre at omkomme dem alle. Af dette blev soldaterne så forskrækkede at de straks udlagde 3 af de fornemmeste, hvilke blev grebet, og en af dem, som syntes mest studsig, blev ophængt i et træ i alles påsyn, óg blev derpå oprøret stillet.
Endelig licentierede kongen alle de tropper som endda var på benene. Den største del deraf gik til Holland, og andre gik med kongens tilladelse i svensk tjeneste. Blandt dem var en særdeles navnkundig italiensk officer ved navn Caccia Guerra. Den samme havde først stået i tjeneste hos groshertugen af Florens, og da han formedelst en ubekendt årsag blev forvist groshertugens lande, begav han sig i kejserlig tjeneste, hvilken han kvitterede misfornøjet efterdi (som han selv foregav) man ville have ham til at være ansvarlig for nogle plyndringer som hans underhavende officerer havde |747øvet. Han blev derudover en fjende af det østrigske hus og tjente siden kong Christian i den kejserlige Caccia Guerra, hans aventureskrig, og som han havde været i stor kredit i kejserens armé, bragte han en hob kejserlige tropper med sig som frivilligt fulgte ham; thi han var dristig, stridbar og liberal og havde stor omsorg for de fattige soldater. Han havde sort hår og sorte øjne som var nedsunkne i hovedet, og var derforuden blevet defigureret ved adskillige blessurer så at hans udvortes anseelse gjorde ham ikke mindre forskrækkelig end hans bedrifter. Da kong Christian dimitterede de hvervede tropper, begav han sig i svensk tjeneste tillige med 80 mænd som fulgte ham.
Hvad ellers de øvrige krigssager anbelanger, da var flåden i bedre stand Tilstand i krigssagerend den nogen tid havde været. Der underholdtes 2000 matroser årligt, som skulle være færdige til tjeneste når påbødes. Tøjhuset var forsynet med gevær for 50 til 60.000 mænd og havde over 800 kanoner, og hvorvel adelen ikke plejede at ville tilstede fæstninger i riget, så havde dog kongen ikke alene ladet fortificere København, men endogså ladet anlægge adskillige nye fæstninger som Christianstad i Skåne, Christianopel i Blekinge, Glückstadt i Holsten, Cempe i Stormarn og siden Christianspris, så at aldrig nogen konges myndighed havde været større.
Hvad hoffets og statens tilstand er angående, da ser man at kongen på Hoffets tilstand og levemådeden tid underholdt en kavalergarde af 200 edelmænd, hvoraf enhver nød 10 rigsdaler til gage om måneden for deres tjenere; thi de tjente selv par honneur uden besoldning, óg var Otto Skeel korporal for samme kompagni. De samme havde alle rejst nogle år udenlands efter den almindelige skik som da var iblandt den danske adel; thi fast ingen var i anseelse uden han havde mestendels ødelagt sig ved vidtløftige udenlandske rejser; óg var det fornemmelig for at hindre sådan ulejlighed og at sauvere landets penge at Hans Majestæt havde stiftet det ridderlige akademi til Sorø. Det kongelige hof var ellers på de tider magnifique, og såsom Hans Majestæt selv var lystig og særdeles omgængelig, så var alle hoffolk besynderlig joviale og søgte på alle måder at divertere |748sig, hvorvel samme divertissements undertiden gik for vidt; thi gæstebud endtes ikke uden med stor rus, og bryllupper varede gerne nogle dage, óg vidner oftciterede autor at i frøken Lindenovs bryllup kronprinsen Christianus 5. og hofmesteren Frands Rantzau havde været 5 a 6 gange beskænket. Men sådant kunne mere tilskrives slemme moder end begærlighed til drik.
Adelen var da både mangfoldig og mægtig, og de andre stænder var mod dem i meget liden anseelse; thi man ser af adskillige forordninger at herrestanden blev distingveret fra borgerstanden både i spise og i klædedragt. Vel kunne en borger formedelst gæld ved retten skille en herremand fra sin gård; men han kunne ikke beholde den selv førend han havde givet adelen til kende at sådan gård var til fals, og når nogen adelsmand tilbød sig at give så meget Indbyggernes tilstandsom den havde kostet kreditoren, måtte han overlade gården for sådan summa, hvorudover der indfandt sig altid nogle som gav end mere end gården kunne være værd, på det at adeligt gods ikke skulle falde i borgerfolks hænder. Denne distinktion mellem adel- og borgerstand gik så vidt, at der også i andagt og gudsdyrkelse gjordes forskel mellem dem, hvorudover herremænd da tilegnede sig ret at skrifte og konfitere deres synder siddende ved præstens side, da derimod folk af andre stænder måtte skrifte på knæ. Men dette uanset indskrænkede denne konge dem dog temmelig, en del ved sin myndighed, en del ved kunst. Medens den tyske krig varede, employerede Hans Majestæt nogle 100 herremænd i armeen og satte en til commissarium ved hvert kompagni, en del for at de kunne blive oplært i krigssager, en del også for at holde deres forældre i lydighed og stedsevarende devotion i sin fraværelse.
Derforuden ser man at Kongens politiske maksimerde fleste store rigets charger på de tider stod ledige; thi der var på de tider ingen rigshofmester, óg syntes det at Hans
(a)Ambassade de Courmesvin pag. 76.
(b)Ambassade de Courmesvin pag. 267.
|749Majestæt ikke ville lade besætte den plads efterdi den sidste rigshofmester havde tilegnet sig alt for stor myndighed, hvorudover den kongelige kansler Christian Friis da var den fornemmeste høje bestillingsmand og chef for rådet, så at man deraf ser at de farer vild som kalder Frands Rantzau rigshofmester; thi hans titel var ikke andet end simplement hofmester eller statholder i København, til hvilken værdighed han var blevet ophøjet dette år, óg ser man at han i den konference som dette år holdtes med den franske ambassadør, sad som yngste rådsherre nederst blandt de da forsamlede rigsråder.
Der var ej heller på samme tid nogen rigsmarsk, ej heller rigsadmiral, men samme pladser stod også åbne uden tvivl af samme årsager. I marskens sted var kun andre simple generaler, og ved søetaten alene tvende viceadmiraler, hvoraf den ene var ved flåden og den anden ved Holmen, så at af de fire store rigscharger da ingen var besat uden kanslerens, som da Christian Friis beklædte, over hvilken autor til den franske ambassades Kansler Friis’ portrætbeskrivelse giver sådant portræt: Kansler Friis var høj af gevækst, havde et bredt ansigt og et gammeldags firkantet skæg, han talte godt fransøsk, var tempereret og sagtmodig, sagde sin mening med oprigtighed, skønt han var noget frygtagtig.
Bemeldte autor giver i lige måde portræt over andre ministre og hofmænd som han da havde den ære at omgås med. Jeg har tilforn vist hofmesteren Frands Rantzaus karakter, hvorfor jeg det her igen ikke vil repetere. De andre er den tyske kansler Levin Marschalck, hvilken beskrives således at han var af et fyldigt Levin Marschalckslegeme, havde et tykt ansigt og en stor pande, item et firkantet skæg på den tyske facon. Han talte godt fransøsk, var from, facil, vel dreven i statssager og sagde sin mening med oprigtighed. Han havde tilforn stået i tjeneste hos biskoppen af Eutin, óg er det uden tvivl af ham at autor må have hørt den partikularitet om samme biskop at han på en gang havde 3 hustruer, så at han deri gjorde mere end som en bisp tilholdes efter hustavlen, nemlig at han skal være en hustrus mand; thi denne var 3 hu|750struers tillige.
Otto Skeel, som kommanderede ovenomtalte gendarmeri eller den kongelige kavalergarde, var Otto Skeelsspirituel, sagtmodig og tempereret, velskabt og meget hurtig. Den kongelige staldmester, som ikke nævnes, beskrives således at han var dristig, judiciøs og en stor fjende af det østrigske hus.
Den kongelige kammersekretær Frederik Gynthers karakter beskrives således: Kongens sekretær Gynther, endskønt han stod under den tyske kansler Marschalck Levin, så dog ekspederede han adskillige kongelige ordres alene og eksercerede en statssekretærs funktion. Han var Sekretær Gynthersliden af gevækst, havde en kort ryg, blå øjne, en krum næse, en stor pande og var skaldet oven i hovedet. Det lidet hår som han havde, var af kastanjefarve mænget med grå hår. Han brugte gemenlig en gammel fedtet læderkøllert, og hans sko var sammenhæftede med en hægte. Han gik på gaden med en stok i den ene og papir i den anden hånd. Så at man ser at han havde liden omsorg for sit legeme. Hvad sindets gaver angik, var han sagtmodig og betænksom og prompt i sine ekspeditioner, talte også både latin og fransøsk. Han havde ved sin sparsommelighed samlet store penge, hvilke han havde formeret ved sin flid og arbejde. Jeg ser af adskillige breve og rapporter at han siden har været deputeret til staterne i Holland. Han stod i stor nåde hos kongen og talte dristigt med Hans Majestæt om alle slags sager, så det synes at efter de konjunkturer som da var, og de mesures som denne konge havde taget, at mange vigtige forretninger uden rådets forespørgsel er blevet ekspederet ved denne sekretær eller ved andre folk af mådelig stand.
Ja, alt dette viser at Denne konges myndighedkongen har regeret med større myndighed end nogen hans forfædre, óg er der ingen tvivl på at rådet jo havde båret temmelig jalousi derover, helst såsom Hans Majestæt ofte absenterede sig fra København og ekspederede mange vigtige sager alene i Holsten. Dog turde ingen lade sig mærke med nogen fortrydelse, en del i henseende til denne
(a)Relationes Frid. Gynth. ad Cancellarium Friis pro ann. 1630. 1631. 1632. Manuscr.
|751konges store bedrifter og kvaliteter, hvorved han havde distingveret sig for alle potentater på de tider, en del også efterdi det kongelige hus var bestyrket med voksne prinser der var bekvemme til affærer og forrettede vigtige ting i kongens navn, óg ser man at den ældste prins, Christian, agerede regent i kongens fraværelse og skrev sig Christian 5., af Guds Nogle anmærkninger angående de høje bestillingsmænd på de tidernåde prins til Danmark og Norge, efterdi han af stænderne var erklæret Christiani 4. successor.
Hvad som videre kan tjene til at bestyrke dette, er at da rigets kansler Jacob Ulfeldt formedelst sin alderdom retirerede sig til Nyborg i Fyn, lod kongen forene hans forretninger med den kongelige kanslers, eller rettere delte dem mellem ham og statholderen eller hofmesteren. Man ser også at rigets kanslers embede ikke har været nær af den vigtighed som tilforn; thi det blev da regnet for den tredje høje charge efter de kongelige danske og tyske kanslere. Om ellers kongens kansler tilforn stedse alle tider har været højere end rigets kansler, er vanskeligt at sige såsom man i publikke akter undertiden finder kongens, undertiden rigets kansler først, óg ser man af den kalmarske konstitution, hvoraf disse rigers jus publicum flyder, at der i begyndelsen var kun én kansler som skulle føre rigets segl og pleje retten, óg siger Christiani 3. reces: “Dommere ere næst Kongelige Majestet her i Dannemark Rigets Cantzler og Rigets Raad”, så at her rigskansler sættes i spidsen af det hele råd.
Dette har jeg holdt nødigt at antegne efterdi nogle holder det for en vildfarelse at jeg i min Danmarksbeskrivelse har sat rigets kansler blandt de fire høje embedsmænd, hvilket kan være så vidt som derved forstås de fire højeste charger, men ikke når man taler om de fire store rigscharger; thi ligesom marsken var hoved for krigsmagten, admiralen chef for flåden, så var rigets kansler hoved for justitsen i begge riger. Det er derforuden troligt at sådant har været forandring undergivet, og ikke ligeledes under én konge som under en anden. Således ser man under denne konge at hofmesterens bestilling ikke har været af den vigtighed som tilforn; thi de gamle rigshof|752mestre var de fornemmeste af alle undersåtter og hoveder for den hele adel, ja havde samme anseelse som droster i gamle dage, da derimod Frands Rantzau, som på denne tid var hofmester eller statholder, sad under mange af rådet, som før er vist. Dog var hans charge i henseende til revenuerne den bedste i riget; thi han havde over 20.000 rigsdaler årligt til indkomst, foruden hvad han havde af sit eget gods som også beløb sig til 20.000 rigsdaler.
Hvori ellers hofmesteren Frands Rantzaus embede bestod, og hvor vidt hans myndighed strakte sig, er vanskeligt at sige; thi det synes at kongen ville have en hofmester af navn og titel alene, men ikke af autoritet, hvorudover der var disput mellem ham og den kongelige kansler, óg ville denne sidste indskrænke den førstes embede alene til Københavns hofmester eller statholder og ingenlunde anse ham som rigshofmester. Kongen syntes vel undertiden at understøtte hofmesteren, som han særdeles elskede, ja nogle år derefter erklærede ham virkelig rigshofmester. Men det er troligt at han ikke ugerne så at kansleren disputerede ham hans myndighed og trakterede ham ikke på den fod af rigshofmester.
Lige så dubiøse var også andre høje embeder, ja det hele råd i Regeringens form sat på skrueralmindelighed var ikke på den fod som tilforn, såvel i henseende til dets myndighed som dets tal; thi da derefter rigets konstitutioner skulle være 23 eller 24 rådsherrer, var der år 1629 ikke mere end 15 til 16. Rigets bestillinger var også politice sammenmængede med kongelige bestillinger; thi der var adskillige som havde vigtige ting i forretning og alene førte titel af kongens råd, som Niels Krag, Jonas Charisius og Jørgen Skult, hvilken sidste kaldtes hof- og gehejmeråd. Hvoraf man klarligt ser at staten under denne kloge konge var sat på skruer, og man ikke uden nøje eksamen kan finde rede i den forma regiminis eller regeringens indrettelse som da var straks efter den tyske krig.
Man ser ellers i denne konges historie af de mange stridigheder som forefaldt på rigsdagene, at endskønt Hans Majestæt gemenlig har regeret med fast uomskrænket myndighed, |753så dog har han undertiden givet efter så at den kongelige myndighed har haft sin flod og ebbe og ofte drejet sig efter tidernes konjunkturer. En del af slige stridigheder, skønt de er forefaldet på adskilte Den kongelige myndighed er ikke altid ligetider, vil jeg her anføre for at have dem samlet på dette sted hvor jeg har begyndt at tale om regeringens art og geni i denne konges tid. I det år 1602, da Hans Majestæt var i Norge, og adskillige klagemål blev indgivet imod øvrighedspersoner, lod han på en gang afsætte alle laugmændene over det hele rige så at der blev kun tvende af de gamle tilbage, en heroisk gerning af en ung konge i hans regerings begyndelse, hvorved han tydeligt gav til kende at han ingenting skyede for at håndhæve retten, hvorpå han endogså i hans mindreårighed havde ladet se en mærkelig prøve, som tilforn er omtalt.
Året derefter lod han på en herredag forestille rigets råd og adelen de bekostninger som han havde gjort på adskillige bygninger og hele stæders fundationer, og begærede af dem bevilling til en ny skat. De afslog da vel ikke Eksempler derpåhans begæring, men forlangte en forsikring at sådant ikke skulle gøre noget skår i deres privilegier. Dertil ville kongen i begyndelsen ikke bekvemme sig, helst som de penge som forlangtes, var til rigets nytte og tarv; men efter nogen disput lod han sig finde deri og gav dem et skadesløst brev på at sådant ikke skulle præjudicere dem i deres adelige privilegier. Men man ser at kongen på næste rigsdag til Odense året derefter disputerede dem det samme, og siden stedse, endogså i sine sidste regeringsår, hvilket hans egenhændige breve udviser.
Jeg har i minorennitetshistorien fortalt at den norske adel havde erholdt dette at hvis en adelsmand giftede sig med nogen ufri, skulle de børn som avledes i sådant ægteskab, ikke holdes for adelbårne, hvorudover, såsom en fornem norsk herremand ved navn Anders Green giftede sig med en præstedatter, ville de andre adelsmænd ingen ære bevise ham, ej heller anse hans børn som adelsbørn, og det i følge af det
(a)Lit. Reg. ad Senat. autogr. manuscr.
|754privilegio som i kongens umyndige år var erhvervet. Dette kunne Hans Majestæt ikke lide og derfor gjorde samme Green til Norges riges kansler og udstedte et særdeles brev hvori han erklærede hans børn at være fuldkomne herremænd, forfremmede også samme børn til anselige charger.
Men intet viser mere den kongelige myndighed end arverettens ophævelse, som ridderskabet i fyrstendømmerne tilegnede sig, og som ingen konge før ham har dristet sig til at iværksætte. På den herredag som år 1623 holdtes i København, anmodede han adelen om en undsætning til folk at hverve. Da forefaldt adskillige vanskeligheder så at en del af rigets råd, især rigets admiral Albert Skeel, stillede sig trodsig an imod kongen. Kongen derimod fik ikke alene sin vilje frem; men Albert Skeel måtte formedelst sin dristighed kort derefter nedlægge sit høje embede.
Derimod kan man sige at adelen med ikke mindre iver forsvarede deres højhed end kongen fægtede for sin myndighed, så at de undertiden ved en og anden lejlighed fik deres vilje frem. Således, da Hans Majestæt på herredagen som år 1618 blev holdt til Antvorskov, ved sin kansler lod foreholde adelen rigets tilstand, som rekvirerede penge og midler til nødvendige udgifter, da, endskønt rådet fandtes ikke uvilligt dertil, protesterede dog adelen højligt derimod, foregivende at den armature som kongen holdt for at være nødig, sigtede mere til at skille dem ved deres privilegier end til rigets forsvar, hvorpå de havde set eksempel den seneste landdag i fyrstendømmerne da fodfolk og ryttere var bragt til Kolding for at intimidere det slesvig-holstenske ridderskab og at skille dem ved deres valgrettighed. Over denne dristighed blev kongen så fortørnet at han i vrede forlod herredagen.
Kongen måtte også særdeles føje dem i Christophori Dibvadii sag og opofre samme mand efterdi han havde skrevet imod adelen for at forsvare den kongelige myndighed. Historien er mærkelig og fortjener at Især i Georgii Dibvadii sagfortælles med omstændighed. Christophorus Dibvadius var en søn af Georgio Dibvadio, som formedelst et skrift imod adelen blev sat fra sit professorat, som tilforn er fortalt. Den |755bitterhed han havde fattet imod kansler Friis og andre rigets råder der havde været årsag til hans faders fald, drev ham til at skrive et skrift imod daværende regering og adelens myndighed. I samme skrift roser han i visse måder Christiani 2. regering og forestiller den uret som adelen gjorde middelstandsfolk idet de hindrede mange brave og lærde mænd at blive brugt i rigets sager og hellere indkaldte fremmede, skønt intet hos dem var at finde uden blotte titler og aner. Derforuden ville han ikke at adelen skulle forlenes med kronens gods, men at derover skulle sættes fogeder, og andet mere som er for vidtløftigt at opregne. Dette alt sammen havde han forfattet i et kort latinsk skrift som han ville dedicere til prins Christian, hvorudover han blev anklaget, óg måtte kongen lempe sig efter tidernes tilstand og lade anordne en ret over ham af universitetets lemmer i København, hvoraf han blev dømt i kongens unåde, óg blev hans straf et evigt fængsel på Kalundborg Slot, hvor han efter 2 års forløb døde, og det ved sådan hændelse: En lysetande var faldet ned på gulvet, hvor den fandt materie at antændes, så at han blev kvalt af røg og fandtes død i sengen om morgenen. Han var en særdeles lærd og skarpsindig mand; men hans hidsighed forblindede ham således at han ikke kunne se i hvilken ulejlighed han styrtede sig.
Dette og andet viser at kongen undertiden måtte temporisere, hvorvel han gemenlig disputerede adelen hvert skridt. Ingen kan nægte at jo adskilligt skete imod håndfæstningen; men ingen kan heller nægte at jo håndfæstningerne var for højt opskruede i henseende til forrige tider, og at regeringen derfor var vitiøs og ikke kunne være fri for idelige ulejligheder, ikke fordi et limiteret Betænkning over alt dettemonarki jo vel kan bestå når det fra førstningen så er indrettet og stedse bliver holdt i lige stand; men hvor visse stænder søger mere og mere at trække al myndighed til sig, at gøre konger til simple præsidenter i rådet og de andre undersåtter til vornede, kan sådant ikke andet end forårsage fermentation, helst i et land som dette hvor midelstandsfolk gemenlig er højhjertede og ikke vel kan |756skikke sig i foragt. I den henseende understøttede de såkaldte ufrie stænder kongen stedse i hans påstand. Det er dog mærkeligt at uanset al den habilité som fandtes hos denne konge, og den evne som et så langvarigt regimente havde givet ham til at ekstendere den kongelige myndighed og at arbejde på en lighed blandt undersåtterne, han dog ikke kunne trænge igennem med det som hans sagtmodige successor bragte til veje. Den rette Guds time var endnu ikke kommet. Det hedder: Accidit in puncto quod non speratur in anno. En lejlighed og favorabel konjunktur kan ofte mere udrette end mange års kunst og arbejde.
Således var tilstanden i staten og ved hoffet under Christiano 4., besynderlig efter den kejserlige krig. Nu må jeg skride til andre ting og fortælle hvad videre af vigtighed er sket efter fredens slutning, óg møder mig da først de tvistigheder som straks efter krigen rejste sig med Hamborg. Samme tvistighed havde sådan oprindelse:
De hamborgere havde anmasset sig en ret på Elben som de kaldte jus Tvistighed med Hamborgrestringendi. Samme ret bestod deri at de skulle have magt at forhindre stæderne på Elben som ligger nedenfor Hamborg, fri sejlads og tvinge dem til at føre alt det korn som de ville sælge, først til Hamborg, beråbende sig på kejserlige privilegier, ved hvilke de mente sådant monopolium dem var forundt, og derfor øvede den samme i største rigueur, tvang kongelige undersåtter i Holsten, Hvad det hamborgske jus restringendi varCrempe og Wilstermarsk og forhindrede dem at føre deres varer ud af Elben til andre stæder uden til Hamborg, hvor de blev solgt for den pris som hamborgerne fandt for godt at sætte derpå, et synderligt monopolium og synderlige privilegier som de og andre hansestæder havde anmasset sig, og som de danske konger formedelst rigernes forvirrede tilstand ikke havde haft lejlighed at ophæve.
Christianus 2., som med alt det onde som skrives om ham, havde også mange gode kvaliteter, tog sig vel for at tilintetgøre sådanne riget højskadelige privilegier i handelen, som |757kan ses af hans forordning dateret København 1521, hvilken Huitfeldt uden grund deri også laster; men dette havde ingen fremgang formedelst den opstand i riget som skete mod højstbemeldte konge da hansestæderne tog deres tempo i agt og søgte at bemægtige sig slige friheder igen, som kan ses af deres fejdebrev imod kong Christian 2. dateret år 1523.
Men Christianus 3. oprippede sagen igen mod stæderne, som før er sagt, og Christianus 3. søger at afskaffe det sammelod især formane hamborgerne at de ikke alene i så måde måtte aflade hans undersåtter mere at besvære og deres rette handel og fart at forhindre, men straks give tilbage de skibe de havde anholdt, eller óg deres privilegier hvormed de deres ret kunne forsvare, lade se og demonstrere; hvis ikke, ville Hans Majestæt søge råd og middel sådant deres foretagende at hæmme. De hamborgere mente at de havde sådant jus restringendi i brug langsommelig tid og ved hævd og præskription konfirmeret, hvorfor de holdt for at ingen med ret kunne skille Stridigheder deromdem derved. Men kongen eragtede at det var ingen ret, som man havde anmasset sig i rigernes forvirrede tilstand, og derfor påstod at de skulle fremvise deres privilegier og imidlertid lade farten være fri og uhindret. Hans Majestæt vidste vel at det var dem vanskeligt at producere de privilegier som de beråbte sig på, og derfor drev så meget på at de måtte komme for lyset, dog såsom han var en særdeles fredsommelig herre, blev sagen stående til kong Frederik den Anden kom på tronen, da i samme konges tid rejste sig adskillige gange tvistigheder om Fortsættes under Friderico 2.oftbemeldte jure restringendi, hvilket hamborgerne ikke alene ej ville frastå, men holdt et krigsskib idelig på Elben for at tvinge kornskibene at sejle til Hamborg.
I det år 1561 fordristede de sig til at optage på det ditmarske farvand et frisisk skib som lå for anker ladet med korn, lod samme skib føre til Hamborg og nødte folkene til at sælge deres varer sammesteds. Kong Frederik den Anden lod dem først venligt påminde at skulle lade skibet igen fare, erstatte købmanden den skade han derved havde lidt, og lade |758de kongelige lande, undersåtter og farvande ubesværede herefter; men hamborgerne beråbte sig på hævd og kejserlige privilegier, skydende sig til uvildige dommere som kunne kende på deres ret, hvorudover Hans Majestæt lod anholde alle hamborgske skibe i sine lande. Dette jog sådan skræk i dem at de søgte deres tilflugt til kurfyrsterne af Sachsen og Brandenburg, ved hvis underhandling sagen blev således bilagt i København den 4. maj 1562 at hamborgerne måtte optinge med kongen for Københavnske reces10.000 rigsdaler og derhos forpligte sig ikke at give oftere årsag til sådan ulejlighed. Der blev også aftalt at deres prætentioner skulle eksamineres af uvildige dommere. Men såsom året derefter den svenske fejde indfaldt, blev sagen i lang tid så stående.
Imidlertid blev de i fulde 6 år udelukket fra al handel og næring i Danmark, Norge og Island, hvorudover de omsider begyndte at ydmyge sig for alvor og anholdt stærkt om nåde, hvilken de erholdt på det flensborgske møde 1579 med de vilkår at de til straf for deres ulydighed skulle give Hans Majestæt 100.000 rigsdaler på 5 år at betale. Hvad hovedsagen angik, da blev besluttet at derom et møde skulle holdes til Kiel i Holsten, og hvis tvistigheden dér ikke kunne afgøres, da skulle sagen indstævnes for den kejserlige kammerret. Imidlertid skulle indførslen og udførslen være fri på Elben, og alting forholdes efter foromtalte københavnske reces af 1562. Endelig blev ved opmænds dom således kendt i sagen at det skulle stå begge parter frit for at indføre og udføre al slags korn (byg og malt undtaget), item at intet køb måtte sættes i Hamborg for kongelige og fyrstelige undersåtter, men enhver lade sig betale som han kunne forliges om. Men hamborgerne besværede sig over den kendelse så at trætten om jure restringendi varede så længe som kong Frederik 2. regerede. Det er ellers at mærke at såsom denne konge forstod sig særdeles vel med Spanien, så blev i hans tid grundvolden lagt til hollændernes handel i disse riger og på Østersøen.
|759I sådan tilstand forblev sagerne i Friderici 2. tid. Men Christianus 4. Christianus 4. søger især at tilintetgøre det hamborgske jus restringenditog sig alvorligt for at hæve dette misbrug og til den ende lod lægge krigsskibe på Elben for at beskytte handelen imod dette jus restringendi, som han formente var utåleligt. Hamborgerne forlod sig såvel på kejseren som på de andre hansestæder og stillede sig an som de med magt ville håndhæve deres formente ret, men tvistigheden blev denne gang opsat ved det bekendte steinburgske fordrag 1621. Nogle år derefter udvirkede hamborgerne ved et kejserligt diploma herskab over Elben igen og begyndte at forurolige farten som tilforn.
Dette kunne Hans Majestæt ikke hindre så længe som krigen varede, helst fra den tid de kejserlige fik overhånd og spillede mestre i Holsten. Men da freden var sluttet med kejseren, og han havde fået frie hænder til at agere igen, tog han sig for at ydmyge hamborgerne ved at anrette et nyt toldsted på Elben ved Kongen anlægger et nyt toldsted ved Glückstadtden nyanlagte stad Glückstadt, hvilken han tilligemed derved agtede at bestyrke og gøre til en konsiderabel handelsstad. Bemeldte Glückstadt blev funderet anno 1620 i den egn Wildenmarsk i Stormarn, óg lod kongen den straks således befæstige at den kunne holdes for uovervindelig, hvilket også efterfølgende tid har vist; thi endskønt hele Holsten, Slesvig og Jylland har været indtaget, har dog denne Glückstadts beskrivelsefæstning altid holdt stand. I det år 1628 måtte Wallenstein eller hertugen af Friedland med uforrettet sag gå derfra efter at han i en kort tid havde sat til 3000 mænd derfor, og i de påfølgende krige har den også stedse konserveret sig, så at den aldrig har været i nogen fjendes hænder indtil denne dag.
Eftersom nu staden i seneste belejring havde lidt adskillig skade, tog Hans Kongelige Majestæt sig for i dette år at forbedre den og gøre den til en anselig Glückstadtske privilegierhandelsstad, til hvilken ende han allernådigst samme år gav den efterfølgende privilegier:
1. Hvo som vil sætte sig ned i Glückstadt og der drive redelig næring med købmandskab eller håndværk, ham skal det stå frit |760for. Dog skal han først anmelde sig hos stadens guvernør, hvilken skal optegne hans navn, håndtering og fædreneland i det borgerlige register.
2. Håndværk eller anden næring skal i ingen måde blive besværet; men det skal være enhver tilladt at søge sit brød og drive sin handel på den måde som han finder nyttigst og bekvemmest.
3. Det samtlige borgerskab skal i 25 år fra dato at regne være ganske fri for al borgerlig besværing, pålæg og kontributioner, hvad navn de have må; og på det at borgerne ikke skal blive besværet i deres huse med garnisonen, da skal den blive indkvarteret i visse dertil indrettede våninger.
4. Dersom nogen der intet købmandskab eller handel driver, men lever af sine egne renter, lyster at sætte sig ned i denne stad, skal de i lige måde have samme frihed.
5. Angående tolden på de ind- og udgående varer, eftersom dog noget deraf må gives, vil Hans Majestæt gøre sådanne milde forordninger at kommercen i ingen måde dermed skal besværes.
6. Dersom en fremmed nation der sætter sig sammesteds ned, skulle være 50 eller flere familier stærk, skal det stå dem frit for at udvælge 10 redelige mænd af deres middel som kan dømme imellem dem i civile sager. Fra dem skal appellation ske til den almindelige stadsret.
7. Belangende de stridigheder som kan rejse sig af handelen, vil Hans Majestæt lade det stå frit for borgerskabet at udvælge 8 redelige mænd, to nederlændere, to portugisere og fire obertyskere, som på Hans Kongelige Majestæts vegne af guvernøren skal konfirmeres, og som ugentlig skal komme sammen på et vist sted for at holde ret, hvori den kongelige guvernør skal præsidere.
8. Hans Majestæt vil óg hermed ikke alene forny og konfirmere alle partikulære privilegier som tilforn er givet til en og anden nation, men endog vil formere og forbedre de samme.
|7619. Stadens regiment og ret vil Hans Majestæt forsyne med forstandige og redelige mænd og en velkvalificeret guvernør som i kongens sted stedse skal residere i staden, hvilken Hans Majestæt skal give særdeles befaling at beskytte byens privilegier.
10. Hans Majestæt vil også tage samtlige indvånere samt deres kommerce til lands og vands i sin kongelige protektion og beskærmelse og befordre deres bedste hos udenlandske potentater.
Således endtes dette år, i hvilket jeg finder en pest og blodsot at have regeret i Sjælland, som borttog mange brave mænd, blandt hvilke doktor Caspar Bartholin.
Hamborgerne kunne intet synderligt behag have i at se Glückstadts opkomst, der 1630lå dem så nær og havde sådan fordelagtig situation ved Elben, hvor alle deres skibe skulle passere forbi. Men en anden anstalt som straks påfulgte, bragte dem i fuldkommen bevægelse; thi i efterfølgende år 1630 lod Hans Majestæt lægge Hamborgerne besværer sig derovernogle krigsskibe på Elben ved Glückstadt for at fordre told af de forbifarende hamborgske skibe, og udgå en befaling af det indhold at alle små og store skibe enten de gik fra eller til Elben, skulle stryge sejl og kaste deres anker ved Glückstadt, give sig an hos guvernøren og forhøre om der kunne forefalde noget for dem at forrette på de kongelige steder hvorhen de agtede at begive sig.
Disse kongelige forordninger klingede ikke vel i de hamborgeres øren. De stod længe i betænkning om de skulle med magt søge at drive de kongelige skibe fra Elben eller i ydmyghed at bede kongen han ville stå fra sit forsæt. Med magt fandt de nok at de kunne lidet udrette. Derfor besluttede de ved gesandter at forsøge om kongen kunne bringes fra sit forehavende, og i marts affærdigede en syndicum til København, hvilken ankom den 31. ejusdem til samme hovedstad og foreholdt Hans Majestæt stadens underdanigste begæring om toldens afskaffelse.
|762Derpå erklærede sig Hans Majestæt således:
Hans intention og mening Kongens erklæringhavde ikke været, var ej heller nu at anrette en ordentlig told på Elben, langt mindre dermed at besvære fremmede nationer, provinser og lande, hvilket de udgivne patenter ej heller bragte med sig; men denne ringe forordning gik alene de hamborgere, hans arveundersåtter, an efterdi de i nogle år uden kejserlig koncession, uden det kurfyrstelige collegii og hans, nemlig deres landsfyrstes, samtykke mod al ret og billighed har understået sig at tvinge og udpresse en overmåde stor told af hans eget kongelige gods og hans undersåtters varer og efter udpresset told opholdt skibene mange uger så at varerne derover er blevet ganske fordærvede til hans og undersåtternes største skade. Derforuden er det óg kundbart at de har lagt på hans undersåtter en nyopfunden øltold og endnu dagligt besværer dem dermed, at tie med hvad trussel og vold de har brugt mod hans betjente, både inden og uden staden, og trakterer dem ligesom fjender.
Eftersom Hans Kongelige Majestæt nu ikke har kunnet vente sig sådant af de hamborgere som hans arveundersåtter i henseende til at han har bevist de samme så stor kongelig nåde idet han ikke alene har lettet dem tolden i Sundet, hvilket de ikke kunne erholde i hans salig hr. faders tid, men endogså efterladt dem af kongelig nåde uden exception de processer de har været indviklede i efterdi de har bedt ham så meget derom, forhåbende derved de skulle have erkendt sådan beviste kongelige nåde med skyldig og lydig devotion og skikket sig som det sømmer tro undersåtter imod så nådig en herre. |763Men som de hamborgere mod deres beviste hyldning og al ret har faret fort i deres uretmæssige foretagende i den mening ved sådanne utilbørlige idrætter at udpresse endda større privilegier og herligheder, så har han ikke kunnet lide eller tilstede sådant længere uden sin kongelige myndigheds forlis, men var blevet ligesom tvunget af dem at bruge disse retfærdige midler som den hele verden tillader en høj potentat at bruge mod sine arveundersåtter, og betynge den stad Hamborg aleneste jure retorsionis med denne ringe fordring hvorved retfærdighed kan håndhæves, og den tilforn lidte skade nogenledes igen oprettes etc.
Førend Hans Majestæt gav denne resolution, begav han sig til Holsten, og Hamborgerne griber til geværså snart han ankom til Glückstadt, lod han ej alene repetere forrige mandat, men endog lod in specie anordne således at et skib når det førte mere end én mast, skulle betale for hver mast en rosenobel, for hver pibe vin en rigsdaler, for tobak 3 procent.
Hamborgerne var ganske misfornøjede med den kongelige deklaration, og som de så at kongen blev ved sit forsæt, resolverede de med magt at afskaffe den pålagte told og til den ende udsendte nogle krigsskibe med 1500 soldater for at gøre sig mestre over Glückstadts havn, hvilket da kongen fornam, befol han at de kongelige skibe som lå der, skulle retirere sig til en tid, hvilket også skete, men hamborgerne forfulgte dem stærkt og erobrede en del af dem; de havde óg sat nogle folk på land, hvilke skjulte sig i en skov for at anfalde de forbigående, og som kongen selvtredje passerede nær ved samme skov, blev han uformodentlig hilst af adskillige musketskud, af hvilke et borttog hatten af en herre der gelejdede ham.
Over dette blev Hans Majestæt, som tilbørligt var, meget fortørnet og skikkede straks breve til indbyggerne i Bremen og |764Lübeck, i hvilke han lod dem vide årsagen hvorfor han havde pålagt dem denne told, nemlig for at betale de hamborgere for de ubillige og usædvanlige byrder de havde lagt på hans undersåtter, for hvilken årsag de havde understået sig at gribe til våben, anfaldet og borttaget adskillige af Hans Majestæts skibe, som var destinerede til den glückstadtske fæstnings forsvar; derfor havde Hans Majestæt villet lade de lübeckere og bremere vide at de skulle have afsky for de hamborgeres hovmod som de havde øvet mod deres retmæssige herre og konge, til hvilken de engang havde aflagt deres troskabsed, og den der havde bevist dem utallige velgerninger. Det samme lod Hans Majestæt óg insinuere den hollandske republik ved sin ambassadør Arenfeldt.
De lübeckere og bremere, da de havde bekommet disse breve, skikkede de deres gesandter til Danmark, med hvilke konjungerede sig to engelske ambassadører som da var i Hamborg, og nogle fra fyrsten af Holsten, som alle begav sig til Glückstadt. Da kongen af Danmark havde hørt deres propositioner, deklarerede han at dersom de hamborgere gav tilbage igen de erobrede skibe, og de siden begærede at traktere med ham, ville han også dertil lade sig bekvemme.
Da hamborgerne fik at vide denne kongens resolution, vægrede de sig for at modtage den, for frem i deres fjendtligheder, sendte en stor hob orlogsskibe for Glückstadt og lode vise de glükstadtske adskilligt bytte som de havde erobret på de danske skibe, hvorudover indbyggerne fyrede på dem med deres kanoner og skød 2 skibe i grund, hvorimod hamborgerne borttog et købmandsskib som skulle gå til Glückstadt.
Over dette lod Hans Majestæt konfiskere alle de hamborgske skibe og al deres gæld såvel i Bergen i Norge som i det hele kongerige og gav ordre at udruste sine skibe i København.
Den 28. august udgik den kongelige flåde bestående af 36 krigsskibe fra Sundet for at sætte sig imod hamborgerne,
(a)Aitzema tom. 3. pag. 118.
|765lagde sig for munden af floden og Den kongelige flåde går i søenkastede anker der. Siden gik den fort med en god vind mod den hamborgske flåde, som bestod af 22 skibe, 2 brandere og nogle og tyve andre skibe. Skibene blev kommanderet af borgmester Albrecht von Eitzen, og krigsfolket af baron Kniphaussen. Kongen, som altid i egen høje person bivånede alle aktioner både til lands og vands, førte da selv det orlogsskib kaldet Spes, som ses af et af hans egenhændige breve til rigets admiral, dateret af samme skib, og hvori han underretter samme admiral om måden på hvilken hamborgerne skulle angribes, viser i lige måde den hamborgske flådes tilstand blandt andet med disse ord:
At den Hamborgske Flode numero er saa sterk, kand intet stort giøre; Christiani 4. ordre til rigets admiralthi mange ere Bojerter og ringe Skibe af 4-6 och 8 smaa Stykker, som siiste gang var besaatt med Soldater, som nu intet er tilstede; Ty man finder vist faa Baadsmænd, og ferre Officeerer end Skibe. Skall de Herrer af Hamborg haffue dem ud af Byen, da vill det giffue en langsom och besværlig Capitulation, førend dy bringer dem ud af Byen, interim est nobis licentia data &c.
Hvoraf ses hvor stor kundskab denne konge havde om alting, og at direktionen i alle ting gik igennem hans hoved så at han ikke alene selv ordinerede små og store sager, men endogså skrev alle ordres med egen hånd.
Den hamborgske flåde finder jeg i trykte bøger at have bestået af 22 krigsskibe. Men kongen, som selv efter sædvane havde rekognosceret den samme, vidner i sin relation til rigets admiral derom således:
Jeg haffuer med Flid Hans egen beretning om den hamborgske flådes tilstandbeseet den Ham. Flode, og befunden, at her for an ligger sex Raasegell og 12 Boierter, hvor yblandt ere
(a)Aitzema tom. 3. pag. 206.
(b)Lit. Christ. 4. ad regni admiral. dat. in navi Spe die 24 aug. 1630. manuscr. autogr.
|766thuende som ere større end dy andre. Udi den baggerste Flode ere 19 Raasegel og 3 Boierter, udj hvilken siunes at dy fornemste Skibe ligger, hvorfore den baggerste Uyll haffuis y Acht, saa at dy fornemmeste antastis och icke dy smaa; faae dy smaae a passando it eller thu Stød, daa haffuer dy intet at klaage, at dy jo haffuer værit med &c.
Efter at begge flåder havde været en tid lang i søen, kom de omsider i træfning sammen og kanonerede så længe på hinanden indtil omsider de hamborgere måtte Søslaggive sig på flugten og retirere sig til staden. Hans Majestæt, som var personligt på den danske flåde, forfulgte dem langs Elben for Glückstadt, hvor han arriverede med alle sine skibe, i alt 42 sejlere.
Efter dette lod Hans Majestæt bygge en skanse ved Elben og forbyde alle sine undersåtter at føre korn og fæ til Hamborg, men formedelst kejserens mellemhandling blev al fjendtlighed opsat indtil trætten med gode kunne bilægges.
Efter den hamborgske flåde således, som sagt er, var drevet på flugten, blev der stor alarm i staden; thi den gemene mand og en del af rådsherrerne ville beskylde borgmesteren von Eitzen, der havde kommanderet skibene, at Borgmester von Eitzen anklages i Hamborghan ikke havde holdt sig som han burde at gøre, og ikke fægtet redeligt for fædrenelandet, hvorimod bemeldte borgmester beviste sin uskyldighed ved en offentlig apologi eller forsvarsskrift og forestillede dem at han kunne ikke bringe det videre efterdi vejret, vinden og lykken var ham imod etc., hvorpå han anførte adskillige eksempler og derved stillede sine landsmænd nogenledes tilfreds igen.
I efterfølgende år begyndte man at handle om forlig, hvortil var beordret Handel om forlignogle kejserlige commissarier, og den stad Lüneburg blev benævnt til traktaterne, men som kongen ikke vil
(a)Lit. Christ. 4. ad regni admiral. dat. in navi Spe die 3 Sept. 1630. Manuscr. autogr.
(b)Von Eitzens apologi pag. 19.
|767le lade sig forstå til forlig uden på visse konditioner, fornemmelig at ham skulle restitueres det som var borttaget, og hamborgerne ikke ville lade sig bekvemme til, måtte commissarierne med uforrettet sag gå tilbage.
Herrenstaterne i Holland arbejdede i det år 1632 meget på et forlig imellem kongen og hamborgerne, samt at tolden måtte modereres i Østersøen. I dette sidste favoriserede dem Hans Majestæt efter at de havde givet tilbage de danske skibe de tilforn havde borttaget. Angående det første bragte de det så vidt at højstbemeldte Hans Majestæt proponerede hamborgerne sådanne konditioner: at de skulle betale 100.000 rigsdaler i rede penge til kongen foruden den summa de havde tilforn lovet de kongelige prinser hertug Frederik og hertug Ulrik, at de skulle afstå deres formente jus restringendi, hvorom tilforn ofte er talt; og dersom hamborgerne bekvemmede sig til disse konditioner, ville Hans Kongelige propositionerMajestæt give en fri sejlads på Elben og Østersøen og tilstede dem at handle på hans riger når de betalte den ordinære told.
Men da hamborgerne ville endda ikke række øren til disse gode tilbud, men Kongelige Majestæt tager hamborgerne til nåde igenflatterede imidlertid det kejserlige hof, af hvilket de anno 1640 erholdt sæde på rigsdagen, uanset kongen og hertugen protesterede stærkt derimod, tog Hans Majestæt sig for med magt at bringe dem til lydighed. Dog formedelst andre potentaters intercession stod han adskillige gange fra sit forsæt. Endelig blev i det år 1643 denne stridighed bilagt på sådan måde:
Den 27. august i bemeldte år blev af stadens deputerede slutningens ratifikation overleveret med et afbigtsskrift, hvorved hamborgerne erkendte kongen for deres retmæssige landsfyrste og lovede at skikke sig herefter som tro undersåtter. Derimod blev dem givet det kongelige tilgivelsesbrev, og al nåde blev dem lovet som tro undersåtter kan vente af deres herrer og fyrster.
En vis sum penge på 280.000 rigsdaler blev forligt om at betales af Hamborg inden 4 år. Angående tolden på Elben |768skulle med det første andre traktater blive foretaget. Afbedsskriftet som de gjorde til Hans Majestæt, lyder således:
Nachdem wir mit unsern und gemeiner Stadt nicht geringen SchadenStadens afbedsskrift und Leydwesen nunmehr in 13 Jahren vernehmen müssen, wie ob denen zwischen Ihro Königl. Majest. und uns wieder erwachsenen Differentien und was darbey fürgegangen, von uns blos (wie wirs mit unserm Gewissen und dem Allmächtigen contestiren) zu unserer Beschützung und Erhaltung unserer Gerechtigkeit gemeynet und angesehen gewesen, für ungehorsame und fürsetzliche Widersetzigkeit aufgenommen, zu hohen Königlichen Ungnaden gegen uns und die gemeine Stadt bewogen, und das uns hertzlich schmertzet, daß bey sothanem Wesen etwas vorgegangen, wodurch jetzt-beregte Ungnade erwecket und auf uns gezogen worden, wie wir nichts liebers inniglich und sehnlig wünschen, bitten und begehren, dann Euer Königlichen Majestet vorige Gnade und Huld hinwieder zu erlangen, und wegen dessen allen, was Deroselben widrig passirt, ausgesöhnet zu seyn. Also haben wir vermittelst dieser unterthänigsten Supplication nochmahlen unser Leydwesen und hohe Begierde Eurer Königlichen Majestets Gnade zu erlangen, gehorsam contestiren und bezeugen, darnebenst unterthänigst flehentligst bitten wollen, aus angebohrner Königlichen Clementz und Milde dessen, was passiret, vergessen und verzeyhen, und auch zu vollkommen Königlichen Gnaden wieder kommen lassen wollen, alles was aus vorangezogener Unhulde wider uns verhängt gnädigst
(a)Contin. Londorp Act. publ. part. 5. lib. 2. pag. 828.
|769aufheben, die freye Commercien in Eurer Königlichen Majestät Königreichen und Landen, nicht allein eröfnen und treiben zu lassen, sondern uns nach Inhalt derer bey der Huldigung geschehener Verfassung bey unsern wohlhergebrachten Privilegien, Freiheiten, Gerechtigkeiten und alten redlichen Gewohnheiten, wie nicht weniger Deroselben Unterthanen gleich, zu Recht schützen. Seynd hingegen des unterthänigsten und vesten Erbietens bey Ew. Königl. Majestet unsern Vorfahren gleich, als frommen Leuten bey ihren Natürlichen Erbgebohrnen Lands-Fürsten und Herren zu thun gebührt, so viel an uns ist, steif und unverbrüchlich zu halten, auch alles in dem Stande, worin es mit unsern Vorfahren auf uns derivirt zu lassen, und damit Ew. Königl. Majest. unsere eyfrige unterthänigste Devotion, auch die Begierde in vorigen Gnaden-Stand hinwieder gesetzet zu werden, umb so viel destomehr gnädigst zu verspühren. Als haben wir Deroselben 100000 Reichsthaler hiemit gehorsamst offeriret und præsentiret, der unterthänigsten Zuversicht, Ew. Königl. Majestät sothane unsere Erbietung und Offerten gnädigst auf und anzunehmen, und wie wir geneigt denselben allen wie aufrichtigen Leuten gebühret nachzusetzen, also auch dieselbe uns in diesem allen nicht enthören, besondern zu mehrer Befestigung, und damit wir derer Commercien und unsere Privilegien auch Erstellung der Exsecution hinführo vergewissert, uns einen Sühn-Brief, dadurch wir dessen allen zur Gnüge versichert, ertheilen, die gegen uns verfaste Armatur und Force gnädigst hinwieder abführen, auch die annoch überbleibende streitige Posten, und was denen an|770hängig forderlichst durch gütliche Tractaten bey und hinlegen lassen.
På dansk lyder det således i kort begreb:
Eftersom vi med vor stads store skade nu i 13 år må fornemme at det som imidlertid er bedrevet og af os har været ment blot til at beskytte og håndhæve vor ret (såsom vi med vor samvittighed og den almægtige Gud bevidner), er af Eders Kongelige Majestæt som en forsætlig hårdnakkethed optaget, og det gør os hjertelig ondt at ved sådant væsen noget er begået hvorved Eders Kongelige Majestæts unåde er opvakt imod os, og som vi ønsker intet hellere end Eders Kongelige Majestæts nåde igen at erlange, og at alt hvis derimod er passeret, må blive tilgivet, så har vi nu ved denne underdanigste supplik vidnet og kontesteret den store begærlighed igen at erlange Eders Kongelige Majestæts nåde og vil underdanigst med grædende tårer bede at Eders Kongelige Majestæt af medfødte mildhed og nåde vil forglemme og tilgive alt hvad som passeret er, og lade os igen komme til en fuldkommen nåde og gunst og ikke alene åbne de frie kommercer i Eders Kongelige Majestæts lande, men endog efter indholdet af den forfattelse som er tilforn gjort ved hyldningen, beskytte og beskærme os ved vore privilegier, ret og frihed etc.
Således endtes denne langvarige tvistighed, alle dem til fornøjelse som ønskede fred i Norden. At de svenske lidet behag må have haft i dette forlig, giver kongen til kende i en skrivelse til Peder Vibe med disse ord:
Det Hamborgske Forliig vyll være et godt Kølplaster til Cantzler Oxenstiernes Podagriske Fødder, i Sønderlighed, naar |771hand der hos erfahrer Konningen af Frankrigis dødelige Afgang.
Óg vidner højstbemeldte konge i et andet brev at den svenske minister Salvius gik til sengs da han hørte dette forlig.
Efter at afbigten var gjort, gav Hans Majestæt den stad Hamborg et forsoningsbrev af denne indhold:
Vi Christian den Fierde af Guds Naade Konge til Danmark og Norge Kongelige Majestæts forsoningsbrev givet den stad Hamborg&c. give her med tilkiende, eftersom Raadet og det gemeene Borgerskab af vor Stad Hamborg have indstillet sig med en underdanigst Supplique, hvorudi de have begiæret at vi vilde lade falde den imod Staden fattede Unaade: Saa have vi allernaadigst resolveret, at vi ville lade sinke og falde den Unaade, som vi af bevæglige Aarsager have fatted imod Staden, dens Magistrat og Borgerskab, og derpaa med det første lade komme til Tractater og Forliig all den Trætte, som er opvakt imellem os, og bemeldte vor Stad, item bestemme Tid og Sted dertil, ville ogsaa tee os saaledes, at de skal deraf fornemme vor Faderlige Affection og Mildhed, dog, i Fald en eller anden Post bliver ikke afgiort, da at sættes op til videre Tractater, og ikke des mindre dette vor Forsikkrings-Brev være og forblive udi sin Kraft. Saa at vi lade forbyde vore Folk videre Offensioner og Fiendtligheder, saa vel til Vands som til Lands udi vore Kongeriger, Førstendomme og Lande, aabne igien Handelen og lade den have og nyde uforhindret sit Lob, efterdi Staden haver erklæret sig at holde fast ved den underdanigste Forsikkring, som nyeligen giort er.
(a)Epist. Christ. 4. ad Pet. Wibe Manuscr. Autogr. Glucsb. 21. May 1643.
(b)Epist. ad eundem Glucsb. 27. May 1643. Manuscr. Autogr.
(c)Contin. Act. Publ. Londorp. part. 5. lib. 2. pag. 829.
|772Endelig blev i det år 1645 trætten ganske bilagt, hvorover der i Hamborg blev holdt en offentlig taksigelsesfest og alle stykker om volden løst, hvorpå, da magistraten havde ladet ved 700 musketerer overbringe de resterende Den glückstadtske told afskaffespenge til Glückstadt, lod Hans Majestæt afskaffe tolden på Elben, óg blev det steinburgske fordrag af 1621 fornyet. Om den handel kan læses mere i Act. Londorp. Olear. Chr. Holsat., hvoraf dette er taget.
Efter forligelsen var gjort, lod det sig anse til stor fortrolighed imellem kongen og staden så at staden beflittede sig på at bringe til veje nye kostelige klenodier at præsentere Hans Majestæt. Men for at komme til det år 1630 igen, da var Fru Kirsten Munk falder i unådedet samme mærkværdigt formedelst den unåde som Kirsten Munk faldt i, som fra det år 1615 var ægteviet til kongen. Men om hende skal tales omstændigt på et andet sted. Hendes søn Valdemar blev dette år af kejseren gjort til rigsgreve og blev kaldt greve af Slesvig-Holsten, hvilken titel han tillige med hans søstre førte indtil kong Frederik 3. dem sådant ved en trykt forordning strengelig lod forbyde. I samme år døde Jacob Ulfeldt, rigets kansler, og rigets råd Christen Thomesen Sehested blev rigskansler i hans sted. Jacob Ulfeldt efterlod sig 11 sønner, hvorom videre siden. Rigets råd Christen Holck tog sin afsked dette år og døde få år derefter i sit 88. år.
Medens den trætte med Hamborg varede, havde et nyt krigs-theatrum åbnet sig i Tyskland, hvortil alles øjne, især Christiani 4., var henvendt. Kejserens magt var efter den lübeckske fred kommet på den højeste spids i Tyskland, og 1631ingen syntes at have enten vilje eller magt at standse denne vældige strøm som oversvømmede alting. Endelig kastede de undertrykte protestantiske fyrster deres øjne til Gustavum Adolphum, kongen af Sverige, og overtalte ham til at tage sig deres betrængte sag an. Højstbemeldte konge lod sig dertil bekvemme og i det år 1630 begav sig til Tyskland med en |773krigshær bestående af 16 kompagnier ryttere og 92 kompagnier fodfolk, hvilke straks blev forøget af tyske tropper. Den fordel han i begyndelsen havde imod de kejserlige, forårsagede at de protestantiske fyrster begyndte at rejse hovedet i vejret igen, óg sluttede straks ærkebispen af Bremen, hertugen af Lüneburg og landgreven af Hessen-Kassel alliance med ham, ja alle kejserens fjender udvalgte ham endrægtelig til deres anfører.
Dette, siger såvel en del fremmede som svenske skribenter, opvakte stor jalousi hos kongen af Danmark, hvilket, om så var, kunne det ikke andet end være naturligt, hvorvel man må tilstå at højstbemeldte konge i gerningen intet lod se som kunne hindre kongen af Sverige i hans progresser i Tyskland. Men om dette såvel som andet der skete i Tyskland og har rapport med Danmark, skal tales omstændigt på et andet sted når jeg kommer til den krig som Christianus 4. førte med dronning Christina af Sverige.
I dette år Enkedronningen Sophia dørdøde enkedronningen Sophia i hendes 74. år efter at hun havde siddet i enkestand i 43 år. Samme berømmelige dronnings karakter er tilforn givet hvorfor jeg her intet videre derom vil tale. Da døde også rigets marsk Jørgen Bille, og i hans sted kom Jørgen Urne. Hans Majestæt lod ellers dette år stifte fredagshøjmesse over begge riger og derhos forordne et litani at synges til en erindring over den livsfare han var i ved Hameln, som skete på en fredag.
At ellers kongen intet fjendtligt havde for imod de svenske i Tyskland, kan 1632blandt andet ses deraf at den tredje kongelige prins, Ulrik, i det år 1632 trådte i svensk tjeneste. Samme prins rekommanderede sig udenlands ved sin tapperhed og andre meritter; men just de store dyder som han besad, opvakte ham Prins Ulrik bliver ihjelskudtavindsmænd som satte efter ham, og endelig året derefter på en forræderisk måde skilte ham ved livet; thi da han i den stilstand som hertugen af Friedland 1633 havde sluttet med de svenske i schlesien, blev budt til gæst hos de kejser
(a)Hun nød 8000 rigsdaler årligt af øresundstold.
|774lige officerer grev Schlick og Piccolomini, blev den tapre prins, da han skulle tage afsked med bemeldte officerer, ihjelskudt af en der lå skjult i en grav. Hans legeme blev derefter ført til Hamborg og derfra til København. Hans død blev meget begrædt efterdi han var en tapper og forstandig herre.
Han havde også nogle år tilforn signaliseret sig i anden fremmed tjeneste; thi jeg finder i Niels Krabbes historie, som var hans kammerjunker, at han år 1629 var for belejringen af Hertogenbosch. Pufendorf og andre som har efterfulgt ham, siger at han havde forhåbning ved den polske prinsesse at nyde det hertugdømme Preussen, hvilket jeg ikke kan fatte eftersom det ikke står i polske kongers magt at abalienere noget fra riget. Denne prins Ulrik skrev en bog De strigile vitiorum. To måneder førend han døde, havde han skikket sin hofmester Ove Skade for at antage det stift Schwerin af den svenske general Tage Thott, som af Sveriges administrator kansler Oxenstierna havde befaling at overlevere det samme.
Han har ellers forbundet sig sit fædreneland idet han ved sin udenlandsrejse fik Tycho Brahes himmelske globus erobres af prins Ulrik og skikkes til Danmarktilbage den navnkundige Tycho Brahes himmelske globus, som forvaredes på Rundetårn i København og havde ikke sin lige. Dette herlige værk, såsom det havde samme skæbne som resten af den berømmelige mands astronomiske instrumenter der blev adspredt og forkom efter hans død, faldt omsider i jesuitternes hænder til Niessa i Schlesien. Men prins Ulrik, såsom han var til stede da samme by blev indtaget 1632, og kendte globum igen, lod han den tage af staden og skikke til Danmark, hvor den med ceremoni blev dediceret til det kongelige akademi i København med denne inskription:
Dens inskription
Sive hospes sive inquilinus es
Bene adsis.
(a)Vita et res gest. Nicolai Krabbe. Manuscr.
(b)Puf. Commentar. de reb. Svecicis lib. 5. sect. 34.
(c)Orat. funebr. Erasm. Brochm. in obit. Uldarici.
|775Hoc æneum cœli simulacrum,
Quod vides,
Ingenio & impendio
TYCHONIS BRAHE
Ad Astronomicas Observationes
In Insula Huena
Efformatum est.
Nihil ad artis perfectionem ætas nostra illustrius
Contulit.
Nomen Uraniburgo dedit,
Daniæ Famam.
Cum plusculos annos cœli motum felici apud nos
successu monstrasset, moveri cœpit.
Et
Exteris cessit.
Primo Benaticam, mox Pragam, inde Niessam defertur,
Ita quas in cœlo vices designat, in terra patitur.
Tandem
CAPTA NIESSA,
Virtute, ductu & Auspicio
Æternæ memoriæ
Principis
Divi ULDARICI
Patriæ
Velut trophæum & peregrino Marte
Vindicatur & restituitur
Anno 1632. Calend. Decemb.
På dansk:
Vær velkommen enten du er indlændig eller fremmed! Denne af messing forfærdigede himmelens efterlignelse som du ser, er forarbejdet til astronomiske observationer på den ø Hven ved Tycho Brahes invention og bekostning. I vor alder har intet været ypperligere opfundet til kunstens forbedrelse. |776Den har forskaffet Uraniborg navn og Danmark berømmelse. Da den mange år lykkeligt havde vist os himmelens løb, begyndte den selv at bevæges og kom i fremmedes hænder. Først blev den ført til Benatica, derfra til Prag og siden til Niessa, og således må selv underkastes de bevægelser på jorden som den viser på himmelen. Endelig, da Niessa blev erobret, blev den af prins Ulrik restitueret fædrenelandet igen anno 1632 Cal. Decemb.
Denne globus begyndte at forarbejdes til Augsburg og siden blev ført til Hven det samme år da Uraniborg blev funderet. Der blev den bragt til sin fuldkommenhed. Paulus Coldingius beretter han har hørt af Tychonis egen mund til Prag at samme globus har kostet ham 5000 rigsdaler. De andre Tychonis instrumenter havde sådan skæbne: Først blev de små, siden de store bragt fra Danmark til Bøhmen, derefter blev de ført fra Prag til Benatica og siden fra Benatica til Prag igen og blev forvarede først i kejserens have, derefter i Jacobi Curtii hus.
Efter Tycho Brahes død befrygtede kejser Rudolphus sig at samme instrumenter skulle blive adspredte, søgte derfor at blive herre derover og købte dem af arvingerne for 22.000 kroner. Derefter blev de således forvaret i bemeldte Curtii hus at de af dem som af kejseren var beordret at have inspektion derover, blev skjult i mørkhed og under jorden så at ingen kunne have nytte deraf. Således lå disse kostbare instrumenter i bemeldte hus indtil den store rebellion i Bøhmen efter Matthiæ død. Men da Prag blev erobret af de pfalziske tropper, blev instrumenterne bortsnappet. En del blev
(a)Gassend. vit. Tych. Brah. lib. 2. pag. 59.
(b)Resen. monument. Hafn. pag. 239.
(c)Gassend. vit. Tych. lib. 6. pag. 216.
|777fordærvet og vendt til andet brug, en del blev således adspredt at, når den store globus undtages, man ikke ved hvor de er henkommet så at, dersom Tycho ikke havde skrevet sine Mechanica, havde man nu ikke vidst at sådanne instrumenter havde været til in rerum natura.
Der tildrog sig ellers en særdeles ulykkelig hændelse dette år 1632 i Rigets hofmester Frands Rantzau druknesKøbenhavn den 5. november idet at rigets hofmester Frands Rantzau faldt ned i graven i Kongens Have og druknede. Han var nylig tilforn, nemlig i dette år, blevet gjort af statholder i København til rigshofmester efter at dette høje embede havde stået ledigt fra 1601, da Christoffer Valkendorf døde. Han blev begravet i Skt. Nikolaj Kirke med et stort følge, hvoriblandt var kongen selv tillige med prins Christian og prins Frederik. Hans død blev des mere begrædt efterdi han var for nylig blevet forlovet med kongens datter Anna Catharina, avlet med fru Kirsten Munk, og derforuden var i sin blomstrende alder; thi den franske gesandt monsieur des Hayes, som et par år tilforn var i Danmark, skriver at han da kunne være mellem 25 og 30 år, óg giver samme ambassadør hans portræt således:
Hofmesteren Frands Rantzau er en herre af en fuldkommen Hans portrættaille, hvid af ansigt og mellem 25 og 30 år. Han var af et fromt og sagtmodigt naturel, er blevet meget poleret på sine udenlandske rejser i Frankrig og Italien og taler godt fransøsk.
Den misforstand som for kort tid siden var hævet mellem kongen og hertug Tvistighed mellem kongen og hertug Frederik formedelst ChristiansprisFrederik af Holsten-Gottorp, fornyedes på samme tid igen da kongen i dette år anlagde en ny fæstning, Christianspris, i Holsten. Derover alarmeredes hertu
(a)Tychonis globus blev efter dens tilbagekomst længe forvaret på det sted ved auditorium hvor fruentimmeret plejede at stå for at anse akademiske akter. Siden blev den sat på det Runde Tårn, hvor den med andre kostbare ting forgik i seneste store ildebrand 1728.
(b)Gassend. vit. Tych. lib. 6. pag. 217.
(c)Excerpta ad hist. Christ. 4. Manuscr.
(d)Des Hayes Voyage en Dannemarc pag. 59. Ce cavalier est d’une grande taille. Son naturel est doux. Il s’est rendu poli par les voyages etc.
|778gen, en del såsom denne nye fæstning var ham en torn i øjnene, en del også efterdi den blev anlagt uden hans samtykke, hvilket han mente at stride imod de gamle foreninger. Denne sin misfornøjelse gav han kongen til kende i et brev dateret den 20. juli 1632 af sådant indhold:
Jeg håber at Eders Majestæt står fra denne fæstnings arbejde indtil begge parters ret kan blive eksamineret efter de gamle foreninger som så ofte har været fornyet mellem fyrstendømmerne, eller ved commissarier som kan udnævnes af begge parter, og om tvistigheden ikke derved kan termineres, at den må underkastes en opmands kendelse efter gammel skik og brug.
Der blev derforuden vekslet adskillige breve imellem dem om samme materie, hvoraf jeg har haft en skreven samling.
De mange vigtige forretninger denne store konge idelig havde, hindrede ham Christiani 4. store arbejdsomhedikke fra at have nøje indseende endogså i alle små ting, således at han ikke alene selv ordinerede, men endogså med egen hånd skriftligt forfattede alle anstalter i publikke og private, store og små sager, hvorpå tjener til bevis de egenhændige breve som findes såvel i arkiverne som overalt i private folks hænder, og det i sådan mængde som næppe findes efter nogen konge i verden, så at hvis hans andre store bedrifter i krig og fred ikke var så meget bekendte, skulle man tænke at han idelig har siddet stille med pennen i hånden. Sådant kan lægges andre potentater til last, men ikke denne konge; thi han forrettede de små ting således at han syntes at forsømme de store, og derimod de Hans egenhændige instruks til de kongelige børns hofmesterindevigtige ting således som den der aldrig bemøjede sig med ringere; thi hans naturlige kapacitet gav ham lejlighed til at bestride alting og tillige med konge at agere general, admiral, rentemester, sekretær, bygningsmester, dommer, ja indtil hans egne børns hovmester og informator, hvilket blandt andet ses af en instruks som han fore
(a) Variæ inter Chr. 4. og Frid. Ducem Epistolæ Manuscr.
|779gående år 1631 selv forfattede for fru Karen Sehested, de kongelige børns hovmesterinde, hvilken instruks jeg her vil anføre såsom den viser såvel kongens omhyggelighed som hoffets levemåde på de tider. Den lyder således:
Eftersom Vi os Elskelige Frue Karen Sehsted for vores Elskelige Kiære Børns Hoffmesterinde antaget og bestillet have, saa skal hun i samme sin tilfortroede Bestilling sig saaledes forholde.
1. At GUd i Himmelen kand have Priis, Lov og Ære, Vi deraf kand have Contentement, og hun selv deraf kand have et berømmeligt Navn og Rygte hos alle got Folk, saa og hos os kand have Kongelig Gunst og Naade at forvente.
2. Skal hun sit Liv og Levnet inden og uden Huus saaledes anstille, at Børnene af hende ingen Forargelse tager.
3. Skal hun tilholde Børnene Morgen og Aften med tilbørlig Reverentz at giøre deres Bønner til GUd i Himmelen, og med sin Person give til sligt got Exempel.
4. Skal hun ogsaa flitteligen med Børnene søge Kirken, naar der prædikes, og ingen af dennem stæde at blive der ude, uden at de forhindres af Sygdom; ikke heller skal hun stæde, at Pigerne eller deres Folk maa blive af Kirken, men dennem tilholde, at de følge med i Kirken, og saa lade lukke Stue-Dørren.
5. Naar Maaltid holdes, da skal Børnenes Stue og Kammer, saa og Vasker-Kielderen holdes lukt, indtil man staar op fra Bordet, og, paa det at imidlertid Ilden ikke skal gaae ud, da skal Fyrbøderen tilholdes at lægge saa meget i Kakkelovnen, førend han gaaer ud, at han er vis paa at den ikke kand brænde ud førend de gaae fra Taffel igien.
6. Børnene med Hoffmesterinden, Jomfruer og Piger, som paa Stuen bestæd er, skal til sammen sidde i Stuen og giøre hvis som de have at giøre, og ikke søge hver sin Vraae at sidde udi.
7. Udi Børnenes Skole skal ingen af Pigerne lade sig finde om Dagen, ej heller ligge der inde om Natten; men udi Stuen i Slagbenker, som om Dagen skal staae lukte.
(a)Ordinatio Christ. 4. De educandis regiis pueris ad Catharin. Sehsted. Manuscr.
|7808. Aften og Morgen skal Stue-Dørren, og Dørren uden til Vasker-kielderen lukkes, og oplukkes igien om Morgenen til en vis Tid.
9. Hoffmesterinden skal ikke tilstæde Børnene at snakke og discourere med Pigerne eller nogen anden i Vinkler og Vraaer. Og, naar Pigerne dem iklædt have, eller nogen anden Tieneste forrettet have, da skal de strax gaae fra dem til deres Forretning og Gierning, og ingen Gemeenskab med Børnene have.
10. Befinder hun Forsømmelse hos nogen af dem, som Børnene at underviise forordnede ere, da skal hun os sligt strax lade vide.
11. Hun skal ingen af Børnene tilstæde, at skrive nogen til, i hvem det og være kand, uden det skeer med vores Minde.
12. Erfares Hoffmesterinden nogen af dennem, som Børnene til Opvartning forordnede ere, det være sig Mands eller Qvindes Personer, noget andet end det som got er, forehaver, da skal hun os derom advare, at vi derpaa med GUds Naades Hielp i Tide kand skaffe Raad.
13. Hoffmesterinden skal have god og flittig Agt paa Børnenes Sundhed, saa at de intet hemmeligen slaar i dem, som dem intet tiener. Naar dem efter den Allmægtiges Velbehag noget skulde tilhænde komme, da skal hun os derom strax advare, saa at dertil, saa vit mueligt, i Tide Medicamenter kand blive brugt.
14. Hun skal have god Agt paa Børnenes Uldet og Linned, saa at deraf intet forkommes.
15. Børnenes forede Klæder skal leveres Bundtmageren til at forvare, naar de dem ikke længer bruge om Aaret.
16. Paa Skræderen skal hun have god Agt, at han med Børnenes Klæder saaledes omgaaes, som det sig bør, og at han de daglige Klæder som de behøve, om Aftenen annammer, og om Morgenen igien leverer.
17. Naar noget Nyt skal giøres til Børnene, da skal Hoffmesterinden give god Agt paa hvad han dertil emfanger, og hvad han deraf giort haver, saa at Alting kand gaae rett til.
18. Hoffmesterinden skal have god Agt paa, at intet af Børnenes Sølv, Guld, Perler eller Klenodier, som dennem af os til |781at bruge er forundt, skal blive forkommed. Men Børnene tilholde at de selv sligt holde udi god Agt og Forvaring, saa at Pigerne og andre ikke faaer det at løbe med. Actum Nykiøbing den 31 Julii Anno 1631.
Christian.
Hvad videre omsorg han havde for de kongelige børns optugtelse og pleje, kan blandt andet ses af adskillige egenhændige breve tilskrevet hofmesteren Christian Friis i de åringer 1615 og 1616, hvor han ordinerer alting indtil deres sengeklæder, sko og strømper; thi i et brev findes disse ord:
Er der nogen af deris Strymper som nogit er smittet, daa send dem till Farveren, att di bliffuer sort farvit &c.
Ja denne omsorg gik ikke alene til prinserne selv, men endogså til deres pager, som han i sine breve til bemeldte Christian Friis kalder hertugernes drenge.
Dette synes vel for ringe at indføre i sådan stor konges historie. Men jeg Betænkning deroverfor min part holder sådant mere nødvendigt end en kronings eller ligbegængelses beskrivelse, helst såsom i en konges historie intet må udelades som giver portræt på kongens person; thi af denne instruks, som ellers er rar og ikke uden i få folks hænder, ser man (1) denne konges store omhyggelighed for alle, endogså de mindste sager, (2) hoffets tarvelige levemåde på de tider, (3) kong Christians økonomi, så at dette og andet tilkendegiver at han har været en af de allerborgerligste konger, endskøndt, når rigets ære det udfordrede, han overgik alle potentater i magnificens på de tider, hvilket besynderlig ses af de bekendte store omkostninger og den mere end kongelige pragt hvormed kronprinsen Christiani 5. bilager kort derefter blev celebreret, hvorom skal tales med omstændighed når jeg tilforn har rørt lidet om nogle foregående sager.
(a)Lit. Reg. ad Christ. Friis dat. in horto Hafniensi die 20 April. 1616 manuscr. autogr.
(b)Epist. ad Christ. Friis Fridericsb. die 10 Januarii 1616 manuscr. autogr.
|782Det år 1632 var ellers mærkeligt formedelst adskillige anselige gesandtskaber. Fra England blev skikket greven af Leicester; thi ovenmeldte engelske minister Gordon, som efter sædvane kontinuerede sine korrespondancer med kansler Friis, notificerer ham sådant med disse ord: “Greven af Leicester stod med et prægtigt følge færdig for 8 dage siden at rejse fra London til eders konge.” Óg viser det sidste at han ikke stod virkelig i dansk tjeneste. Det andet gesandtskab blev skikket fra den nye konge i Polen Uladislao, óg var gesandten Doenhof, hvis karakter beskrives af oftbemeldte Gordon.
Den tvistighed imellem kongen og hertug Frederik, efter at den havde varet en tid lang, blev endelig i mindelighed bilagt, óg blev siden imellem begge herrer oprettet 2 defensionsrecesser til hertugdømmernes forsvar, hvortil gav besynderlig anledning et gesandtskab som kong Carl 1. af England efterfølgende år 1633 skikkede hertug Frederik, hvorved han forestillede bemeldte hertug Tysklands 1633slette tilstand og opmuntrede ham til at assistere de betrængte fyrster i Tyskland. Hertugen lod højstbemeldte konge derpå svare at han til intet fandtes villigere end at efterleve kongens formaninger, men sagde derhos at som regeringen i fyrstendømmerne var af den beskaffenhed at han intet af vigtighed kunne foretage Tvende defensionsrecesser oprettet mellem kongen og hertug Frederikuden med kongens vilje af Danmark, og det efter de gamle oprettede unioner, så måtte han først rådføre sig derom med kong Christian, hvilket han lovede inden kort tid at skulle ske, og når det var gjort, ville han notificere Hans Britanniske Majestæt hvad resolution der i så måde kunne tages. Han skrev derpå straks et brev til kong Christian hvori han lod ham vide kong Carls erindring og forlangte at nogle af hans ministre måtte træde i konference med de kongelige for at overlægge hvad derved kunne være at gøre. Kongen vægrede sig ikke derfor, men deputerede nogle af sine ministre for at konferere med de fyrstelige derom, óg blev da til samtliges forsvar oprettet de tvende ovenmeldte defensionsrecesser.
(a)Lit: Francisci Gordonii ad Christ: Friis Elsingor: 6 Sept: manuscr: autogr:
(b)Lit. Fr. Gord. ad eundem Gedano 11 Decembr. 1632 manuscr. autogr.
|783Efterfølgende år 1634 døde ærkebisp Johan Frederik af Bremen, hvorudover kongens anden søn Frederik på ny gjorde sig forhåbning at komme til det bremiske stift, hvortil han tilforn, nemlig år 1621, havde været udvalgt at succedere. Men som imidlertid den kejserlige krig indfaldt, forandredes konjunkturerne således for samme prins at han ikke alene mistede sin succession i det bremiske, men endogså sin virkelige possession i det stift Verden eftersom kejseren, da han i krigen fik overhånd, lod ved et edikt tilkendegive at alle lutherske stifter skulle igen indrømmes til roman-katolske, ja prins Frederik måtte i den lübeckske fred renoncere på alle de stifter som han enten virkelig havde eller ret til at succedere i. Men da kejseren siden forfaldt i krig med Sverige, og de svenske spillede mestre i Tyskland, begyndte man på ny at handle om prinsens restitution, óg var kejseren villig at konfirmere ham i hans successionsret til det bremiske stift hvis kong Christian havde villet bekvemme sig til at træde i alliance med ham imod Sverige, hvortil dog kongen ikke var at bevæge, óg kan dette tjene til et særdeles bevis på hans redelige intention imod de svenske. Dog, såsom kongen mærkede at både kejseren såvel som ærkebisp Johan Frederik ikke ugerne så at den danske prins kunne komme til sin ret, lod han med nogle folk besætte en bremisk plads ved Elben. Men de svenske ville ikke fordrage sådant og derfor straks rensede samme plads fra de danske tropper igen.
Således var konjunkturerne indtil 1634 da ærkebisp Johan Frederik ved døden afgik, hvorudover prins Frederik fornyede sine prætentioner og fik Prins Frederik bliver ærkebisp i Bremenlejlighed igen at lade sig postulere til ærkebisp, óg kunne da de svenske ikke hindre ham i hans prætentioner, hverken til Bremen eller til Verden efterdi det slag ved Nördlingen havde bragt dem i sådan slet tilstand at de despererede om at kunne maintenere sig i Tyskland, hvorudover også den svenske kansler Oxenstierna tilstedte at han fik possession både af Bremen og Verden. Hvad videre fata prinsen havde som ærkebisp, derom skal tales på et andet sted.
I samme år som kongens anden søn blev promoveret til det bremiske Beskrivelse over kronprinsens prægtige bilagerstift, celebrerede den ældste søn Christianus 5. bilager med den sachsiske prinsesse Magdalena Sybilla i København. Intet bilager er blevet celebreret med større magnificens end dette, såvel i henseende til brudgommens og brudens ornamenter som til den anselige forsamling som bivånede det samme; thi foruden mange fyrstelige personer lod sig ambassadører indfinde fra alle de fornemste riger så at København dette år var som en skueplads af europæisk galanteri. Hvorvel min måde ikke er at opfylde min historie med mange vidtløftige ceremoniers beskrivelse, så dog, eftersom adskillige kuriøse ting ved denne lejlighed er forefaldet som henhører til de tiders historie, og dette prægtige bilager er med sirlighed beskrevet af den bekendte franske autor Carolo Ogerio, som var med i ambassadørens suite, må jeg her lidt længere end sædvanligt opholde mig ved denne store højtidelighed.
Blandt de mange fremmede ambassadører som blev skikket til Danmark for at bivåne det samme, var den bekendte franske gesandt comte d’Avaux, som den Den franske gesandt comte d’Avaux’ ankomst14. august arriverede til København, hvor han en mil fra staden blev modtaget af 300 ryttere, item kongens karrosse, hvori sad tvende fornemme herremænd, nemlig Christoffer Ulfeldt, rigets råd, og Corfitz Ulfeldt, som endda vel ikke var blevet rådsherre, men dog i den anseelse formedelst sine store kvaliteter at kongen ikke havde taget i betænkning at udvælge ham til sin tilkommende svigersøn. Gesandten blev indført i staden med stykkers løsning og igennem borgerskabet, som var rangeret i gevær.
Corfitz Ulfeldt blev beskikket at være hans hofmarskal, og 12 andre herremænd, som alle talte fransk, blev givet ham til opvartere; óg ekstenderer sig autor ved den lejlighed i at berømme den danske adels politesse og færdighed i fremmede sprog, især taler han med forundring om de 3 brødre Lars, Knud og Corfitz Ulfeldt, hvilke han siger talte sirligt 7 sprog og forstod endda flere. Og så meget som han be
(a)Carol. Oger. iter Dan. pag. 38, hvilken bog her formedelst dens rarhed er så kostbar at den vejes op med guld.
|785rømmer de Ulfeldter for deres politesse og kundskab i statssager og galante studiis, så højt anskriver han de Rosenkrantzer for deres lærdom og videnskab såvel i teologi som verdslige sager. Gesandten selv, da han ved denne lejlighed lærte ret at kende Ulfeldt, tilstod at han end ikke i Italien selv hvor der er sådan mængde af skarpsindige folk, havde fundet nogen som overgik denne unge danske herremand.
Den 22. ditto havde ambassadøren sin første audiens, óg var da til stede Hans audiens hos kongenforuden de kongelige børn Christian Friis, kongens kansler, item de andre rådsherrer, blandt hvilke den tyske kansler Johan Reventlow, óg ser man at der på den tid var 3 kanslere, nemlig kongens, rigets og den tyske kansler, hvoraf den første da var agtet for den højeste bestillingsmand, så at der ingen hofmester må have været beskikket efter Frands Rantzaus død. Gesandten komplimenterede kongen med en italiensk oration såsom han vidste at Hans Majestæt havde mest behag i samme sprog, og Johan Reventlow, den tyske kansler, blev beordret at svare ham, skønt der nævnes ikke på hvilket sprog. Man finder ellers i en anden samtale at da bemeldte ambassadør i lige måde talte kongen til på italiensk, svarede Hans Majestæt ham på latin så at de siden i 2 timer talte latin sammen.
Den 25. ditto havde gesandten audiens hos kronprinsen Christian 5., til hvilken han overleverede breve såvel fra kongen af Frankrig som fra dronningen, Item hos kronprinsenkonfererede også med Hans Prinselige Højhed om statssager, især om Tysklands tilstand; thi jeg har tilforn antegnet at denne prins blev anset som en regent og hartad som kongens kollega i regeringen. Højstbemeldte prins svarede ham på fransøsk, i lige måde prins Frederik, som han kort derefter besøgte.
Dagen derefter skete den polske ambassadørs indtog i København, hvilken Den polske ambassadørs indtogogså prægtigt blev modtaget og havde audiens den 2. september, óg var ved den lejlighed end større tilløb af folk såsom polakkerne differerer fra andre europæiske folk i klædedragt. Men gesandten Nicolaus Korff var |786selv en livlænder, og de fleste af hans suite var fremmede, nemlig tyske, preussere og livlændere. Gesandten holdt sin oration på tysk og blev svaret på samme sprog af den tyske kansler Reventlow.
Den 6. september ankom den spanske gesandt Gusman markis de Fuente, hvilken Den spanske gesandts indtogsåsom han arriverede lige til søs, flagede alle de kongelige krigsskibe som var rangeret langs ved strandbredden, óg blev en jagt med 12 rorkarle skikket ham i møde for at føre ham fra skibet. Men såsom han havde i sin suite en dominikanermunk, så var folks øjne mere henvendt til samme munk end til gesandten.
Hvad som ved disse indtog er mærkværdigt, er at alle gesandter blev bragt lige til kongens slot. Den franske gesandt havde dagen Kongens samtale med den franske gesandtderefter en privat audiens med Hans Majestæt i Kongens Have, hvor der på latin blev talt om adskillige sager, óg lod da blandt andet kongen tilkendegive at han havde mishag i den rebellion som hertugen af Orléans havde stiftet i Frankrig. Han sagde i lige måde til gesandten at han var den ældste regent i Europa, og at han i alle riger havde oplevet 3 regeringer. Efter at denne samtale havde varet i 2 timer, tog gesandten afsked.
Den spanske gesandt havde publik audiens den 13. ditto, og såsom den Hvad som passerede ved den spanske ambassadørs audienssamme holdt sin tale på spansk, blev den tyske kansler Reventlow, som ellers agerede hoffets tolk, beordret at træde til side, og en anden rådsherre, nemlig Just Høg, blev i hans sted kaldet for at svare på spansk og for at lade se at de kongelige ministre og hofmænd var kapable til at entretenere alle nationer i deres egne sprog. At denne ambassadør må ikke have været meget behagelig for de danske hoffolk, ses deraf at den tyske kansler førend gesandten kom ind, hviskede autori til denne beskrivelse i ørene: “Nu får vi at høre herlige rodomontader.” Kongen selv må ej heller have haft meget behag i hans person; thi han sagde siden over taffel til Ulfeldt:
Jeg ved ikke om den franske ambassadør er bekendt af hvad kvalitet |787den spanske gesandt er; thi hans kreditivbrev viser at han er overinspektør over dem som har omsorg for kongen af Spaniens mulæsler.
Hvilket forårsagede latter hos de omstående såsom sådant skurrede i den danske adels øren, hvorvel det var en honorabel post i Spanien.
Men såsom der var stort venskab mellem Danmark og Spanien på de tider, beviste kongen ikke alene samme gesandt stor ære, men var meget bekymret i den påfølgende præcedensstrid imellem ham og den franske gesandt at ham ingen tort skulle ske. Til den ende kom de fornemste rådsherrer Præcedensstrid mellem den franske og spanske gesandtden 14. til comte d’Avaux for at tale om de stridigheder som ventelig ville rejse sig om præcedensen ved forestående bilagers ceremoni. Derom blev heftigt tvistet, som sædvanligt på de tider var imellem de franske og spanske gesandter. Det danske hof i henseende til det venskab som da var med Spanien, bemøjede sig at lave det så at begge disse gesandter måtte trakteres på én fod.
Men den franske ambassadør kunne ikke bevæges til at akkordere sådant, ja den iver han havde i at stå på sin principals højhed, gik så vidt at han endogså ikke ville vige for den kejserlige gesandt; thi man ser at Carolus Ogerius blev skikket til Claus Plum, som da var professor juris i København, for at låne hans Alciatum og deri at efterse hvad han deciderer. Bemeldte Ogerius sagde da at den bekendte jurist Baldus skriver at det tilkommer franske ambassadører at trakteres på lige fod med kejserlige; men professor Plum svarede dertil at han tvivlede på at man nu ved det danske hof rettede sig efter Baldi decision i denne post, hvori han havde ikke megen uret såsom det er juris professorer alt for Den franske gesandts store prætentionerstor ære at give dem ret til at stifte rangforordning mellem kejsere og konger. Ogerius søgte at bestyrke Baldi autoritet derved at samme store jurist var en italiener og derfor mere det kejserlige end det franske kongelige hus bevågen, hvorudover han heri kunne anses som
(a)Oger. iter. Dan. pag. 72.
|788en upartisk dommer. Men som jurister er også mennesker, så kan man ikke garantere for om Baldus lod sig under hånden betale for denne decision eller ej. Hvad de andre jurister angik som oftbemeldte Ogerius citerede, nemlig Cujacius og Molinæus, da var de franske, og consequenter kunne deres decisioner anses som partiske.
Men det synes at den franske ambassadør gjorde deslige bevægelser imod den kejserlige alene for at bestyrke sin påstand des mere imod den spanske gesandt, med hvilken han ingenlunde ville trakteres på en lige fod. De danske ministre, for at jævne denne stridighed, foreslog da sådant middel at på den tilstundende bilagers højtid kongen af Danmark skulle først stå på den ene side og den kejserlige gesandt på den anden side, óg skulle da den franske ambassadør have valg at rangere sig på hvilken side han ville, enten næst ved kongen eller den kejserlige legat. Dette begærede den franske at de danske rådsherrer ville give ham skriftligt, og da de vægrede sig derfor, stod han op af sit sæde og sagde:
Den spanske Hans hidsighedambassadør må gerne have valget; men hvilket sted han tager, dér skal jeg støde ham til side.
Rådsherrerne spurgte ham da om han ville gøre sådant i kongens nærværelse, hvorpå han svarede at hans høje principal, kongen af Frankrig, ville ikke miste den ret i Danmark som han altid havde besiddet.
Endelig, såsom denne strid ved intet middel kunne bilægges, lod den spanske ambassadør udsprede at han formedelst vigtige årsager var blevet revokeret af kongen, og kort derefter tog sin afsked. Man mærkede siden at kongen intet synderligt behag havde i den franske ambassadørs omgængelse, en del formedelst denne opførsel, en del også efterdi han var mere grave og serieux end de tyske, svenske og polske gesandter, hvilke kunne svare til alle de skåler som dem af kongen blev tildrukne; thi på de tider blev det holdt for en liden politesse i Norden at vægre sig for sådant, óg ser man at denne konge i alle selskaber gjorde alting med, såsom intet gæstebud holdtes for anseligt og ingen gæstbuden at have komporteret sig vel uden han gik beskænket bort.
|789Den 15. september gjorde den svenske gesandt Peder Sparre sit indtog; men samme gesandt holdt sig fra bryllupsfesten, formedelst den sorg som det svenske hof var i ved Gustavi død.
Den 10. oktober gjorde bruden, prinsesse Magdalena Sybilla, sit indtog. Alle Bruden Magdalenæ Sibyllæ indtoggader hvorigennem hun skulle passere, var besat af bevæbnede borgere. Processionen skete således: Først kom nogle eskadroner af danske ryttere med spil og piber, derefter den kongelige garde, siden den hele danske adel, anført af tvende hofmarskaller, og efter dem den kejserlige gesandts suite, men gesandten selv var ikke med, ej heller nogen af de andre ambassadører. Straks derpå kom adskillige fyrstelige personer, som blev efterfulgt af brudgommen prins Christian, hvilken gik alene og havde efter sig de fornemste rigets embedsmænd og det hele råd. Derefter kom den fornemste sachsiske adel, item tvende fyrster, brudens brødre, og endelig bruden selv med hendes moder og søster i en prægtig forgyldt vogn med 6 heste, efterfulgt af en stor skare såvel af sachsiske som af danske fruentimmer, hvoraf de danske formedelst deres skønhed mest parerede efter Ogerii vidnesbyrd.
Oftbemeldte autor vidner at ved sachsernes og holstenernes ankomst vin og øl begyndte at flyde som vand, óg siger han at til denne bryllupsfest blev depenseret i samme liqueurs henved 100.000 rigsdaler; thi aldrig noget bilager er holdt med sådan overflod, så at man kunne sige om dette bryllup som man fordum plejede at råbe ved de romerske ludos seculares, at ingen havde set sådant tilforn eller kunne vente at se det oftere.
Den 25. ditto skete brudevielsen på slottet ved den kongelige hofprædikant doktor Christian Madsen, óg slog da kongen disse riddere, nemlig: Christian Thomesen, rigets kansler, Otto Skeel, 12 riddere slåetHans Lindenov, Just Høg, Christoffer Urne, Cai von Ahlefeldt, Caspar von Buchwald, Christian Prytz,
(a)Oger. iter. Dan. pag. 80. nam Danæ pulchriores sunt.
|790Dietrich von Ahlefeldt, Oluf Parsberg, Axel Arenfeldt og Corfitz Ulfeldt. Óg blev da gjort en forandring ved ridderordenen på sådan måde: Hans Majestæt havde år 1616 indrettet en ny ridderorden af Sværdet, hvormed de særdeles blev beæret som havde holdt sig vel i den kalmarske krig. Samme orden blev siden forenet med den gamle; men i dette år og ved denne højtidelighed blev armen med det hebraiske ord borttaget, og i steden derfor blev sat på siden af elefanten “C4” med en krone over.
De fyrstelige personer som da var til stede, var:
Christianus 4.
Christianus 5., brudgommen.
Fridericus, hans broder, som var ærkebisp af Bremen.
Den kejserlige gesandt, som var hertug af Holsten.
Hertug Johannes, hans broder.
Philippus, i lige måde hertug af Holsten.
Johan Christian, hertug af Sønderborg.
Alexander Henricus.
Ernestus Guntherus.
Philippus Ludovicus, i lige måde af Sønderborg.
Christianus Augustus, pfalzgreve af Rhin og hertug af Bayern.
Johannes, hertug Philippi søn af Holsten.
Johannes Georgius, kurprinsen af Sachsen.
Hertug Augustus, hans broder.
Hertuginden af Sachsen og hendes moder.
Hertuginden af Holsten og hendes datter.
Hertug Philippi gemal.
Greven af Mansfeld, item de kejserlige, franske og polske gesandter.
Efter adskillige præcedensstridigheder imellem de fremmede gesandter blev endelig ordenen således indrettet:
(a)Excerpt. ad Hist. Christ. 4. Manuscr. Heri farer Carolus Ogerius vild idet at han regner kun 8 riddere.
|791På det fornemste sted af salen stod brudgommen mellem kongen og hans brødre. Ved den venstre side stod bruden mellem tvende hendes brødre. Næst ved kongen og hans sønner stod den kejserlige gesandt og efter ham den polske, og ved brudens side var rangeret den franske gesandt og kurfyrstinden af Sachsen.
Óg kan jeg ved denne lejlighed ikke forbigå at melde noget som findes i Chanuts Mémoires, hvor der tales om ambassadørernes rang således:
Man Anmærkning om ambassadørernes ranggjorde i Danmark forskel mellem ordinære og ekstraordinære ambassadører. De sidste, som enten er skikket for en vis underhandling eller er inviteret til en ceremoni eller højtidelighed, har rang over kongen. På den fod blev comte d’Avaux trakteret, i lige måde comte de La Thuillerie ved en dansk prinsesses dåb. Men de første, nemlig ordinære ambassadører, viger altid for kongen i alle lejligheder, hvorpå haves et eksempel i Friderici 2. tid da højstbemeldte konges bilager blev celebreret 1572; thi man ser da at den daværende franske ambassadør stod under kongen, men over kurfyrsten af Sachsen.
Ordenen var således indrettet som den findes beskrevet af den danske poet Erasmo Michaelis Læto, hvilken da var til stede og efter kongelig ordre har udført denne højtidelighed i efterfølgende vers:
... interea levibus dum fercula mensis
expediunt, Lymphis res acta est omnibus, inde
cuique suus datur è meritis vel honore, graduque
aut virtute locus. Primum Rex occupat, hinc mox
a Gallo missus subiit legatus, eumque
protinus a dextris sibi Rex adjungit et inde
ad lævam patriis longe Augustissimus arvis
Augustus consedit.
|792Men man ser af dette bilager i Christiani 4. tid at comte d’Avaux, hvorvel ekstraordinær ambassadør, cederede kongen, og at autor til Chanuts Mémoires heri farer vild.
Jeg vil forbigå at fortælle videre den stads, pragt og overflod hvormed dette Bilagerets store bekostningbilager blev celebreret, men alene sige dette at den hele omkostning beløb sig til henved 2 millioner rigsdaler; thi den hest alene med dens ornamenter, hvorpå brudgommen red, blev alene skatteret en tønde guld. Hvad som ellers herved er mærkværdigt, er at de fornemste af gæsterne bar frem brudegaver. Kongen forærede bruden en tur af diamanter, hvoriblandt en var så stor at deri stod udstukket Christianus 5. og Magdalena Sybilla. Derefter kom gesandterne frem med deres gaver. Den franske ambassadør alene blev borte efterdi han havde ikke lavet sig derpå, og sådant ikke var brugeligt i Frankrig. Med sådan magnificens blev dette bilager celebreret, óg ser jeg blandt andet af et egenhændigt brev som kongen har tilskrevet kansleren og rigets marsk, hvor omhyggelig Hans Majestæt har været i at ordinere alting forud, endogså de mindste sager; thi i samme brev findes sådan ordre:
Cantzleren og Rigets Marsk skal befahle Herremændene, som forordnet er till den Ballette, att di fliiteligere, end hidtill skeed er, søger Dantze-Skolen.
Kort derefter, nemlig den 20. oktober, blev et andet bilager celebreret mellem kongens legitimerede datter Sophia Elisabeth og grev Pentz, statholderen af Holsten. Adskillige dage blev derfor hendrevet med lutter gæstebud og karruseller, óg vidner Ogerius at ingen overgik kongen i ringrenden, og hvorvel han allerede havde nået en høj alder, gjorde han dog alting med. Det fortælles at han i et gæstebud lod sig tilbringe en forgyldt drikkeskål af den vægt at næppe 2 personer kunne
(a)Oger. iter. Dan. pag. 94.
(b)Epist. Reg. ad Cancell. et Maresch. Regni Rosenb. 5. Junii 1634. Manuscr. autogr.
|793bære den, hvilket jog ikke liden skræk i de hosværende efterdi de bildte sig ind at enhver skulle udtømme samme skål. Men kongen lod øse vinen i 9 andre skåle, hvoraf han selv udtømte den ene og gav de 8 til andre herrer som også måtte gøre besked.
Dette er et kort begreb af denne store magnificens, hvoraf gik rygte over hele Europa, og som er vidtløftigt og sirligt beskrevet af Carolo Ogerio, der var øjensynlig vidne til alt hvad han derom har antegnet. Den fornemste nytte som man har af samme relation, er at man deraf ser i hvilken tilstand hoffet var på de tider, og hvilke da var de fornemste ministre.
Af dem berømmer autor ingen mere end de trende brødre Lars, Knud og Corfitz Ulfeldt, men allermest den sidste, hvilken han anser som et vidunder. Hvad som han blandt andet lægger samme herre til berømmelse, er at da han havde fået et tilfælde i sit ene ben, ville han ikke af undseelse holde bilager med frøken Leonora, kongens datter, førend hans ben var lægt. De andre såvel af statssager som af lærdom anselige mænd hvorom samme skribent taler, Adskillige anselige mænd af adel og borgerstand på de tidervar kansler Christian Friis, som da havde nået en høj alder; Christian Thomesen Sehested, rigskansler; Johan Reventlow, den tyske kansler, hvilken formedelst sine videnskaber i fremmede sprog kaldtes det danske hofs Mercurius; den gamle rådsherre Holger Rosenkrantz, hvilken autor beskriver således:
Han var en mand af stor læsning og besynderlig hengiven til teologi og skriftens læsning, forstod også i grunden det græske og hebraiske sprog og var af et eksemplarisk levned.
Just Høg, en af de tiders lærde herrer, han var den som kongen lod hente for at svare den spanske ambassadør på spansk. Men ingen var mere bekendt af de fremmede, især de franske, end Peder Vibe efterdi han så længe havde været resident ved det franske hof og var blevet nobiliteret i Frankrig. Derfor bliver såvel i Courmesvins som i denne ambassade talt mest om ham.
De lærde folk af borgerstanden som autor havde kundskab med, var Longomontanus, Tychonis discipel, hvilken han først fandt på Børsen ved bogladen og gættede sig til af hans tale og legemsskikkelse at det |794måtte være Longomontanus; Olaus Wormius, den berømte antiquarius og medicus, hvilken han ofte besøgte; han taler også om Tycho Brahes søster, hvilken han besøgte på vejen fra Helsingborg til København. Hun var da en dame af 70 år og holdtes for at have stor kundskab i matematik. Man ser ellers af autoris beskrivelse at kunster, videnskab og politesse har været på den højeste spids i Danmark under Christiano 4., og at de farer vild som holder for at såkaldt klima kan ikke producere store ingenia. Men allermest giver dette bilagers beskrivelse et portræt på Christiani 4. magnificens. Man skulle vel heraf dømme at højstbemeldte konge var en ødsel herre; men så prægtig som han var når rigets ære det udfordrede, så økonomisk og borgerlig derimod var han i andre måder. Derforuden er at mærke at Danmark under ingen konge havde mere floreret.
Denne rigets velstand befordredes ikke lidet af den uafladelige omsorg som Forordning om defensionsskibekongen havde for handelens opkomst, óg var hans synderlige henseende at etablere manufakturer og handel med egne skibe på det at pengene kunne blive i landet. I den henseende havde han oprettet så mange kompagnier i København; thi foruden det ostindiske, det islandske og saltkompagniet ser jeg af en kongelige skrivelse til Peder Vibe at der også har været et østersøisk kompagni i samme stad.
I den henseende gav han óg 1636 særdeles friheder og privilegier til 1636danske monterede købmænds skibe, sigtende dermed til trende ting: (1) at have stedse befarne søfolk, (2) at promovere handel med egne skibe, (3) i krigstider at have armerede skibe som han i nødsfald kunne betjene sig af og dermed bestyrke sin flåde; thi han betingede sig for den frihed disse monterede skibe nød i fredstider, at de skulle være til tje
(b)Christ. 4. lit. ad P. Wibe de querelis societ. Maris Balth. Glücstad. 5 Decembr. 1638. Manuscr.
|795neste når en fejde påkom, så at man ser heraf at den anstalt som højlovlig ihukommelse Christianus 5. gjorde med defensionsskibe, var ikke den første, som de fleste mener, men heller en fornyelse af denne forordning som udgik dette år, og som varede indtil den sidste krig med Sverige blev termineret; thi jeg finder at den straks efter den brømsebroiske fred blev igen ophævet af årsag at disse defensionsskibe i krigen ikke havde fyldestgjort deres forpligtelse. Og såsom denne forordning er af vigtighed, holder jeg den værd her ord for ord at indføre. Den lyder således:
Vi CHRISTIAN den Fierde, med GUds Naade, Danmarkis, Norgis, Forordningens artiklerWendis og Gottis Konning, Hertug udi Slesvig, Holsten, Stormarn, oc Dytmersken, Greffue vdi Oldenborg oc Delmenhorst: Giøre alle witterlig, at eftersom Wi Naadigst denne besuerlige Tids Tilstand betenckt, saa oc hvorledes voris Strømme nogle Aar her dend Traficqverende til største Efterdeel, med atskillige Offvervold wfri giøris, huilket end oc videre vdi denne Tid oc herefter er at befrycte; Da haffue Wi dend Leillighed med voris Elskelige Danmarckis Rigis Raad betenckt, offuerveyet, oc nogen Middel voris Flode udi Krigs oc Nøds Tid at sterkke, ved efterskrefne Paaleg for got fundet at paabyde.
1. Alle oc huer Vdlendiske, som Salt føre ind vdi vort Rige Danmark, skulle giffue af huer Tønde Salt Otte Skilling Danske, foruden de 4 Skilling der paa allerede ere paalagde, er saa aff huer Tynde en half Ort; Oc skulle de strax paa de Steder som de ankomme oc deris Last bryde eller fall byde, samme Told erlegge; Er nu Skibene tilladde med Salt, da haffue Voris Toldere at rette sig effter Voris, om Skibenis Drectighed, vdgangne Forordning, saa vit mueligt er, oc skee kunde.
2. For det andet, belangende Vore egne Undersaatter vdi Vort Rige Danmark, da efftersom de sig haffue erbødet off oc |796Riget til Beste at lade bygge oc tilforhandle Skibe, til Orloug brugelige, med 6, 8, 12 oc fleere Stycker, dermed at fare paa Franckerige, Spanien og andre videre affliggende Lande, efter Salt og anden Kiøbmandskab, hvilcke oc vdi wfreds Tid til voris Tieniste for billig Betalning sig skulle lade bruge; Da ville vi dennem mod saadan deris Forplict oc Tieniste, fri giffuet haffue, for forskreffne Salt-Told, saa oc dend Last Told, som til Baadssmænd Boders Bygning paa nogle Aars Tid er paalagt. Dog saa frembt de saadanne Orlogs monterede Skibe paa andre Steder begiere at bruge, da skulle de alleene for Baadsmænds Boders Last Told, som forbemelt, være forskaanede: Meden anden sædvanlig Told aff andre vare, skulle de være pligtige at vdgiffue, vndtagen aff huis Salt de føre, som før er rørt.
3. For det Tredie, de andre vore Vndersaatter som ellers Skibe bruge paa Frankerige, Spanien, eller videre affliggende Lande, som ikke Porte haffue paa deris Skibe, eller kunde giøre os oc Riget udi feide Tid, Kriegs, meden anden Tieniste, de skulle giffue engang aarligen Baadsmands Boders Told, (saa lenge dend varer) og 4 Skilling af huer Tynde Salt; eftersom paabudet oc hidindtil skeet er.
4. For det Fierde, forbemelte vore Undersaatter skulle (huad heller nogen alleene Skib haffuer eller med flere ere vdi Compagnie) ingen Skibe kiøbe at bruge paa Spanien, som wfrie ere i Spanien: Ey heller dennem besætte med Folk, som wfri ere sammesteds, meden med vore egne Vndersaatter eller andre fri Folk, saa oc Skibene selv lade bygge, eller og kiøbe paa de Steder oc aff de Skibe, som paa Spanien fri handle maa.
5. For det Femte, skulle Port-Skibene haffue nogle Stycker paa fire eller sex, eller huad de kunde afstedkomme og giøre Admiralskab med sig oc andre. Dog at de ey føre Munition eller andet, som de aff de Landes Fiender, som de besegle, kunde angribis faare: Giøre de her imod, vide sig det selff, om de der offuer angribes aff de Interesserende, og lider Skade.
6. For det Siette, paa det Tyrken, Algierer, oc deslige Fribyttere, icke skulle sig med samme Skibe styrke, da skulle vore |797Vndersaatter saadanne Skibe beflitte sig paa, saa vit mueligt, at besette med en goed Orlogs Mand til Skipper, oc dycktige Bysse-Skyttere oc dennem saa vel som samptlige Skibs-Folket, huer Rejse tage i Eed, at de sig ikke nogen Tyrck eller Fribytter offuergiffue ville, saa lenge de kunde fecte oc sig verge.
7. For det Siuffuende, paa det saadane Skibe nogen videre Fordeel maa nyde, mod dend Tieniste de Os plicktige ere, da haffue vi endnu alle saadane monterede Skibe Naadigst continuerit oc samtykt, dennem Anno 1621 giffne Friheder, som effterfølger, nemlig: at alle Baadsmænd, Bysseskyttere oc andet Søfolk, oc de som paa samme Skibe tiene oc seigle, skulle være fri for Vdskriffning, saa de vdi Voris Tieniste ikke skulle vdtagis. Iligemaade, skulle oc være fri for Voris Tieniste oc Vdskriffning, de Tømmer-Mænd som Rederne til deris Skibs-Bygning selff Vdenlands lader hente, saavelsom de, huilcke Rederne selff til Bygning aff Vngdommen lader oplere. Iligemaade skulle oc de som paa deris Skibe seigle for Bysseskyttere, Baadsmænd, oc deris Tømmermænd, være for deris Huss oc Personer fri for ald vore oc Byens Tynge oc Skatt; Dog saa frembt de bruge Kiøbmandskab, giffue der aff, efftersom billigt kand eractis.
8. For det Ottende, der som Forbud paa Korn eller Vare skeer, da skulle samme Skibe, som paa de Lande seigle, ej være forbuddet samme Vare did at føre, med mindre de vdi samme Forbud vdtrykkeligen neffnis oc specificeris, eller oc der om særlig aff oss befallis.
9. For det Niende, saa frembt noget Søe-Farende Folk aff Landet ere vdvigte, for huad Sag det oc er, (undtagen det kand være for Mord, oc saadanne Guds forgangne Missgierninger) da haffue de sicker Lejde paa forbemeldte Skibe at seigle, oc nyde samme Privilegier oc Friheder, tilfaarne om formeldis.
10. For det Sidste, paa det Søefarten disbedre kand tiltage, da ville vi Naadigst her med paabødet oc befallit haffue, at ingen fremmede Skibe her vdi Riget aff nogen Hafner maa fractis, saa lenge Inlendiske Skibe, være sig smaa eller store Skibe, eller Skudder ere forhaanden, som beqvemme ere, oc for en bil|798lig Fract ville oc kunde fare, hvor paa at kiende (om paa tuistis) Borgemestere og Raad, eller Offuer Kiøbmanden, hvor han er, en eller to Forfarne i Søefarten kunde tilforordne, hvilke oc strax sig der til skulle lade finde villige: Huorefter alle oc enhuer sig kunde haffue at rette. Giffuet paa Vort Slott Hadersleffshuus, dend 18. Februarii Anno 1636.
Vnder Vort Signet
Christian.
Til denne forordning synes ellers ikke lidet at have kontribueret det fribytteri som på samme tid dreves i søen; thi jeg ser ud af et af Christiani 4. egenhændige breve at søen da overalt var usikker, og at foregående år en del af de kongelige krigsskibe var udskikket for at hæmme det samme. På samme skibe var kongen efter sædvane i egen høje person; thi brevet, som er skrevet til rigets admiral, er dateret på Arken i Flekkerøen i Norge, óg hegler kongen adskillige søkaptajner i samme brev igennem med disse ord:
Jeg haffuer paa denne stakked Tiid erfahrit allehaande om voris erlige Capiteiner; naar dy erfahrer, at en Dynkerker ligger udi en Haffnn, daa er enten hans Styrmand iche saa vel der inde bekiendt som han begehrer, eller och hans Skiib stiikker for dybt, saa at hand intet kand forfølge Dynkerkeren. Voris Capiteiners Skikkelighed den haffuer jeg erfahrit paa disse tvende fine Mend, der er med paa Delmenhorst og Engelen Raphael. Dy Dannemend laa saa nær hos mig her i Haffnen, at man kunde tale till dem, och ville endda intet om Bord at hente Ordit, mens lod smukt føre Vachten op den Tid det kom dem til paas, hvorfore jeg vyste dem, at det vaar intet maneeren, og lod sette dem den Natt i Bolthen ved den store Mast.
Han viser derforuden
(a)Lit. Christ. 4. ad Regni Amir. dat. Arc. in Fleckeröe die 3 Junii 1635. Manuscr. autogr.
|799i samme brev alle de havnes kvaliteter som fribytterne søger, så at man deraf ser denne konges overmåde store og rare kundskab i alle sager.
I dette år blev alene gjort et nyt forsøg på Grønland, til hvis handel at fortsætte adskillige såvel af adel som borgerstand havde anrettet et kompagni i København og udskikket et skib, hvilket kom lykkeligt til landet, men kunne ikke komme i handel med indbyggerne formedelst deres vildhed, helst såsom der af et kanonskud kom sådan skræk blandt dem at nogle af dem som var på skibet, styrtede sig ud i søen. Det er ellers mærkeligt på denne rejse at man fyldte det hele skib med en slags skinnende sand som man bildte sig ind var blandet med guld, og mente derved at have gjort et stort bytte; men da det kom til prøve hos guldsmedene, blev det befundet at det var kun slet sand, hvorudover det blev kastet i søen.
På samme tid forefaldt udenlands en synderlig hændelse som jeg ikke kan forbigå såsom den samme kunne give anledning til misforstand mellem Danmark og Frankrig. Den danske minister Peder Vibe, som residerede på samme tid i Stockholm, blev budt til ligbegængelse tillige med den franske resident. Denne sidste fortrød på at Peder Vibe blev rangeret i de første par næst efter liget og derfor trængte sig ind i hans sted, hvilket Vibe ikke kunne fordøje og stødte ham fra sig. Dette forårsagede at de kom i håndfægtning sammen, hvori En synderlig hændelse med den danske minister Peder Vibeden franske residents krave blev i stykker revet. Kårdene blev derpå trukket, og de gik hinanden stærkt på klingen. Adskillige som var i ligstuen, lagde sig vel imellem og fik dem fra hinanden, men hidsigheden var dog så stor at de kom i ny træfning sammen igen så at man måtte atter skille dem ad således at den franske kom ind i et andet kammer.
14 dage derefter, som var den 29. september, da Peder Vibe ville gå fra kirken til sit hus, passede den franske resident ham op på vejen og med stort skrig og den blotte kårde løb efter ham, hvorpå Vibe vendte sig om, kastede sin kappe fra sig og greb til sin kårde. Men han havde den uheld at |800gehænget faldt ned af akselen så at han så hastigt ikke kunne trække kården, hvorudover, da han ville gå nogle skridt tilbage, faldt han baglæns og i sådan tilstand fik adskillige blessurer af den franske. Dog kom han op igen og med sin kårde gav den franske sådant stød i hovedet at han deraf faldt ned på gaden. Begge ministres tjenere kom ved samme lejlighed også i træfning sammen, óg blev udfaldet derpå således at den franske måtte desarmeret begive sig hjem, hvorvel han ikke ville tilstå at hans kårde var blevet ham frataget, men at han selv havde leveret den fra sig til en af de omstående.
Denne handel forårsagede stor eftertanke såvel ved det danske som det franske hof, men jeg finder ikke at det havde nogen anden suite. Man ser alene at Peder Vibe har forladt det svenske hof straks derpå, og at Danmarks riges råd affærdigede året derefter skrivelse til Sveriges riges råd af sådant indhold:
Vi formode, at I gode Herrer den Anordning giøre, at Edle og Velbyrdige P. Wibe, hvilken nu som Resident begiver sig igien til Sverrige herefter mainteneres udi den Sikkerhed som Jura Gentium saadane publique Personer, og Potentaters Residenter hos deres Venner og Naboer tilegner.
Hvad som hellers fortjener at antegnes dette år, var at der i Helsingør regerede en stærk pest som blev indført af østersøiske skibe, og i Island brød det bjerg Hekla løs og skød ild og aske fra sig langt i søen. Blandt lærde folk som dette år døde, var doktor Niels Paaske, biskop i Bergen, som blev succederet af den kongelige slotsprædikant magister Ludvig Munthe, min oldefader, hvilken levede indtil 1649, da han blev succederet af magister Jens Skjelderup.
Kort førend den anstalt skete med ovenmeldte defensionsskibe, havde hans majestæt i samme henseende forordnet at aldeles ingen skibe store eller små, som i Danmark bygget var,
(a)Lit. Senat. Dan. ad Senat. Svec. Hafn. 14 April. 1637. Manuscr.
|801 måtte sælges til fremmede førend de i rigerne havde tjent eller været brugt i 10 år.
Når man derfor alt dette betragter, kan man slutte at det store venskab som i denne konges tid var imellem Danmark og Spanien, item den koldsindighed som var imellem dette rige og Holland, fornemmelig har grundet sig på kongens hovedforsæt om handelens forfremmelse i Danmark og Norge såsom Hans Majestæt så at den spanske handel var lige så nyttig som den hollandske var Årsag hvorfor kongen stedse favoriserede Spanienskadelig; thi ved at holde venskab med Spanien opmuntredes undersåtterne til en umiddelbar handel på samme rige, da derimod alt hvad man fik fra Holland, når samme land havde fri kommerce med Spanien, bestod i varer som toges fra anden hånd, hvortil undersåtterne for mageligheds skyld inklinerede, skønt sådan handel i sig selv var ufordelagtig. Man kan derfor ikke forundre sig over at Hans Majestæt så ofte favoriserede Spanien mod De Forenede Provinser, og 1637at han i det år 1637 lod sig bevæge til den store entreprise, nemlig at forbyde Flekkerøs fæstning anlægges, og hvorforhollænderne at føre krigsmaterialer igennem Sundet som de behøvede til krigens fortsættelse imod Spanien.
Man ser ellers af historien at spanske, nederlandske og hollandske skibe, særdeles dynkerkere, foruroligede søen dette år ved de norske kyster, hvorudover kongen med stor bekostning et år efter andet måtte udsende krigsskibe for at holde strømmene rene. Til sådant videre at forekomme fandt han fornødent at anlægge en fæstning på en liden holm i indløbet af Flekkerø, som han lod kalde Christiansø, på det at de skibe som blev forfulgt, derunder kunne søge beskyttelse. Og som han på samme fæstning havde gjort stor bekostning, forordnede han at ethvert skib som derunder kastede anker, skulle betale 4 rigsdaler til fæstningens underholdning. Men de fremmede skibe ville ikke bekvemme sig til sådan udgift og for at undgå den samme søgte andre skønt usikrere havne, hvorudover kongen, såsom han sådant anså som en utaknemmelighed, forordnede at slige
(a)Edict. Hafn. die 11. May 1634.
|802skibe, i hvilken anden havn i Norge de tog deres tilflugt, skulle dog betale sådan told. Men det samme opvakte adskillige lamentationer og formerede ikke lidet hollændernes uvillighed imod kongen og riget.
Af den særdeles forbindelse mellem Danmark og Spanien har de tiders skribenter ment at finde nøglen til at dechifrere den forblommede historie om den persiske handels etablissement i Holsten og deraf har fabrikeret en historie om et gehejmt forbund mellem Danmark og hertug Frederik af Holsten, som skulle sigte til Sveriges såvel som Hollands ruin. For denne histories rigtighed hverken vil eller kan jeg garantere, kunne derfor tage i betænkning at føre den her an; men såsom den er omtalt i alle de tiders historier, og den i sig selv er særdeles mærkelig, kan jeg ikke efterlade at mentionere noget derom og at fremføre historien i samme klædning som den findes i den franske ambassadørs Mémoires og hos Pufendorf, uden at gøre deres ord til mine.
Bemeldte skribenter foregiver at der blev sluttet et hemmeligt forbund mellem 1638Danmark og Spanien, og at begge konger tillige med hertug Frederik af Holsten havde et værk for med 20.000 mænd at gøre indfald i Sverige, og at de Historie af den prætenderede hemmelige alliance mellem Danmark, Spanien og Holsten spanske imidlertid skulle komme med en flåde til Göteborg og der sætte 12.000 mænd i land, hvorpå flåden skulle gå i Østersøen for der at konjungere sig med de danske og at afskære de svenske al kommunikation med Tyskland. Hvad Holland angik, da, når kongen af Danmark ved Spaniens hjælp havde gjort sig mester over Sverige, skulle han indeslutte sundet for hollænderne og beskære dem al fart på Østersøen, hvori fast den halve del af deres handel bestod, og på det at den anden halve del af handelen, som var den ostindiske, i lige måde kunne gøres til intet, havde man sat sig for at etablere en ny handel mellem Holsten og Persien igennem Moskov, og det efter den fyrstelige rådsherre Otto Bruckmanns anslag. Samme Otto Bruckmann havde foregivet at man lettere og sikrere kunne komme i possession af den persiske silke og anden indiansk handel ved |803at lade Otto Bruckmanns forslag angående handel på Persienvarerne føre over land og de bekvemmeste rivierer igennem Moskovien indtil Østersøen og derfra at føre dem til skibs til Slesvig eller Holsten.
Hertug Frederik, som fandt smag i dette anslag, skikkede ovenmeldte Otto Bruckmann tillige med oberst Andreas Reusner år 1635 i ambassade til Persien, og endskønt adskillige andre var i følge med dem, var dog denne hemmelighed ingen betroet uden til disse tvende mænd.
Alle forundrede sig over dette vidtløftige foretagende såsom ingen egentlig vidste hvortil det sigtede, men alle kunne se at sådant var over hertugen af Holstens kræfter, helst såsom der taltes om på samme tid at gøre en kanal igennem Holsten for at bringe de persiske og indianske varer med skibe lige til Vestersøen, hvilket kunne ikke ske uden med uhørlig stor bekostning og uden tilladelse af kongen af Danmark, hvis told og rettighed i Øresund kunne ved sådan kanal ganske bortsmelte, ikke at tale om at der udfordredes store årlige pensioner såvel til Moskovien som til Sverige for fartens tilladelse igennem deres lande.
De holstenske gesandter arriverede lykkeligt til Persien og efter forrettet ærinde kom Holstenske ambassade til Persiendet år 1639 tilbage med et persisk gesandtskab. På hjemrejsen tilbød Bruckmann 600.000 rigsdaler årligt til zaren af Moskov for fartens tilladelse, ved hvilken liberal offerte han fordærvede alting; thi moskovitterne havde gerne ladet sig nøje med 10.000 rigsdaler, men blev alarmeret over så stor sums tilbydelse så at de bildte sig ind at der måtte noget andet ligge skjult derunder. Ligesådan fejl begik han i henseende til Sverige idet han tilbød årligt 400.000 rigsdaler til samme rige for passagen igennem Livland. De fleste svenske antog derfor denne proposition med latter, alene kansler Oxenstierna holdt for at man sigtede til noget andet såsom han holdt hertug Frederik for en forstandig herre der ikke kunne foretage deslige ting medmindre han derved måtte have noget andet i sigte.
(a)Mémoires de Chanut. Tom. 2. pag. 42.
(b)Mémoires de Chanut siger 600.000 tønder guld, hvilket er en misregning.
|804Medens hertug Frederik satte den del af projektet i værk med den persianske handel, hvilket var den rolle som ham var givet at agere, arbejdede de tvende andre potentater på at forrette i lige måde deres partes. Kongen af Danmark bragte Danmarks og Spaniens armaturefter forbund de 20.000 mænd til veje som var destineret imod Sverige, hvorvel det skete, efter ovenmeldte skribenters sigelse, så hemmeligt at ingen mærkede det. Han arbejdede i lige måde på at ekvipere flåden at den kunne være i stand at agere når fornødent gjordes. Kongen af Spanien på sin side udrustede en stor flåde, hvorpå var 3000 sadler og 1200 heste tillige med et stort antal af nylig hvervede soldater, hvilke man skulle debarkere i Nederlandene og der igen tage ind de gamle tropper, som skulle gå med flåden til Sverige. Men da den Den spanske flåde bliver slåethollandske admiral fik kundskab om denne spanske flådes ankomst, gik han den straks i møde, angreb den ved Dunes i Kanalen og ruinerede den totaliter. Derved faldt det hele projekt, især den persianske handel, som skulle souteneres ved spanske penge.
Otto Bruckmann og Reusner var i Hamborg da man fik tidender om den spanske flådes ruin. Denne tidende indjog ikke liden skræk i dem såsom de derved så deres anslag at være gjort til intet, ja Reusner holdt det ikke tjenligt at betro sig i hertug Frederiks lande, rådede også Bruckmann at begive sig andetsteds hen. Men Bruckmann mente sig intet at have gjort som han jo vel kunne forsvare, begav sig til Holsten, hvor han straks blev arresteret og beskyldt at have forrettet sin legation uforsvarligt, at have stukket en del penge under sig og at have gjort urimelige offerter såvel til Moskovien som til Otto Bruckmann halshugges i GottorpSverige, hvorved han havde alarmeret samme lande og gjort dem mistænkelige. Efter sådanne beskyldninger blev han dømt fra livet og halshugget til Gottorp anno 1640. Oberst Reusner derimod ville ikke komme til Holsten, endskønt han ofte blev citeret, men retirerede sig til Sverige, hvor det siges at han en tid lang holdt dette dessein hemmeligt, men endelig i det år 1650 åbenbarede det for dronning Christina af Sverige, så at det skal være på hans relationer og papirer som den hele histories rigtighed grunder sig.
|805Således endtes denne store tragikomedie, som i mine tanker endnu må Autoris betænkning over denne hele historiepassere for et mysterieux og forblommet værk eftersom man intet deraf kan fatte fra begyndelsen til enden, helst såsom det skal være machineret af trende herrer som holdtes for de fornuftigste regenter på de tider. Vel kan ingen sige at den hele historie er digtet efterdi her er visse fakta som af alle må tilstås, nemlig den persiske legation og den spanske flådes uformodentlige ankomst i Kanalen; men om historien hænger således sammen som den med assurance fortælles af monsieur Chanut, Pufendorf og andre, kan man have årsag at tvivle formedelst de mange objektioner som deri kan møde, og som synes ikke lettelig at kunne solveres; thi først var det dessein alt for chimerique og vidtløftigt for at entrepreneres af så fornuftige potentater, for det andet synes adskilligt deri at have været mod samtliges interesse.
Hvad det første angår, da var det underligt at ville tænke til at conquetere Sverige på en tid da samme riges magt og reputation var på den højeste spids, og end underligere at ville ruinere den hollandske ostindiske handel ved at anrette en kommerce over land mellem Persien og Slesvig, helst på moskovitternes diskretion, i hvis magt det stod at bemægtige sig karavanerne så ofte dem lystede, ikke at tale om at varerne også måtte føres igennem Sverige, som man tilbød passagepenge på samme tid da man agtede at påføre det krig.
Hvad den anden post angår, da syne