Han sejlede siden mod vesten til norden mod et sund, hvilket han gav navn af Christians Sund, og landede til en ø ved de grønlandske kyster. Der satte han Kaptajn Munks tognogle på land, hvilke bragte tidender tilbage at de vel havde set fodspor af folk, men dog intet folk. Den anden dag om morgenen blev man var en hob vilde, hvilke blev forskrækkede da de så de danske, løb hen og skjulte deres gevær bag ved en dynge af sten som lå ved samme sted. Da de danske hilste dem, stillede de sig venlige an og hilste igen; men da de danske bemægtigede sig deres gevær, som lå skjult bag ved stendyngen, og som bestod af buer og pile, stillede de sig helt bedrøvede an og gav ved tegn til kende at det var deres eneste liggendefæ, hvorved de vandt deres føde, så skibsfolkene ynkedes over dem og gav dem alt tilbage, hvorpå de faldt på knæ og takkede for sådan velgerning. Men de danske lod det ikke blive ved den høflighed. De forærede dem adskillige små sager, som de vilde admirerede og gav til vederlag adskillige fugle samt fisk, spæk. En af dem kastede øjet på et spejl, og da han så sig selv deri, blev han derudover ganske forundret, tog spejlet og løb bort dermed. Det som mest gav årsag til latter, var at de vilde løb at omfavne en matros, ligesom de havde kendt ham længe, eftersom samme matros havde sort hår, et brunagtigt ansigt, en bred næse ligesom en grønlænder.

Munk lettede anker dagen derefter for at fortsætte sin rejse, men måtte formedelst is som kom ham i møde, søge samme havn igen. Men da ville ingen af indbyggerne lade sig mere se, hvor megen umage man end gjorde sig for at lokke dem til strandbredden. Man fældede der på øen en stor hob rensdyr og derudover lod den kalde Rensund, ligesom man gav havnen navn af Munkenæs efter kaptajnens navn. Munk plan|666tede der kongens våben og begav sig den 22. juli derfra igen. Derpå udstod man stor besværlighed formedelst storm og drivis så at man med stor nød bjærgede sig imellem 2 øer, liggende på 62 grader og 20 minutter. Der så man ingen mennesker, men en mængde af harer, hvorudover man kaldte strædet Haresund.

Den 9. august rejste Munk fra samme øer, sejlede vestsydvest og kom til den sydlige kyst af Christians Sund. Igennem samme løb han ind i Hudsons Bugt og kaldte den side som vender mod Amerika, Mare Novum eller Det Nye Hav og den anden side mod Grønland Mare Christianum eller Christians Hav. Der sejlede han vestnordvest indtil 63 grader, 20 minutter, da han omsider blev således omringet af is at han måtte tage vinterleje i en havn som efter hans navn blev kaldt Munks vinterleje i GrønlandMunks vinterhavn. Der lod han reparere skibene, så meget som tid og sted tillod, og gjorde anstalt til vinterleje. Man fandt ingen folk på kysten, men mange fodspor dertil, blandt andet adskillige store sten oprettede som altre, hvorpå var lagt kul. Man fandt også en sten hvorpå var afmalet en djævel med horn og kløer, så at man deraf kunne se at der ikke alene var folk, men endogså en slags gudsdyrkelse på samme sted.

De danske, såsom de mærkede at de måtte blive der vinteren over, lod oprette små hytter og forsynede sig med brænde og vildt til deres føde. Munk fældede selv først en hvid bjørn, hvilken han åd med skibsfolkene og fandt smag i det kød, som han selv i sin beretning vidner. Man fældede også adskillige harer, agerhøns og andre fugle som i Norge er gemene, i lige måde nogle måre og ræve, så at man havde forhåbning at begå sig vel vinteren over. Men vinteren blev så stærk og hård at der fandtes is fra 300 til 360 fod tyk. Øl, vin og brændevin frøs i fadene indtil bunden så at båndene derpå brast, og man måtte hugge vin og brændevin i |667stykker med økse, på det at det kunne tø op ved ilden. Dersom man af vanvare lod blive vand i tin- eller kobberkar om aftenen, fandt man at de var brustne om morgenen.

Denne Skibsfolkene omkommer af kuldeforfærdelige kulde, såsom den ikke sparede jern og kobber, så sparede den ej heller folket. Den ene af de danske faldt i svaghed efter den anden, og sygdommen tog til med frosten. Sygdommen begyndte med tarmløb, som holdt ved indtil den syge døde. Sådan var tilstanden vinteren over, og svagheden formerede sig mod foråret; thi da faldt tænderne dem af munden så at de kunne ikke æde brødet uden det var gennemblødt. Endelig tog i maj måned plagen overhånd. Da kom der blodgang blandt de overblevne, hvilke borttørredes, blev sorte, blå og værkbrudne, og hvor en døde, der blev han liggende; thi der var ingen som kunne begrave ham. Munk selv faldt omsider i svaghed tillige med de andre den 4. juni og lå i fire dage i sin hytte uden føde, hvorudover han gjorde sit testamente, ombedende de rejsende at begrave ham og at bringe kongen af Danmark det dagregister han havde gjort over sin rejse. Men efter at de fire dage var forløbet, befandt han sig noget bedre så at han gik ud af sin hytte for at se til skibsfolket, af hvilke han fandt kun 2 levende af 64 som han havde bragt med sig.

Det var ikke liden glæde for disse to arme mennesker at se deres kaptajn endda i live. De opmuntrede hinanden at leve, skønt de så kun lidet tegn dertil; thi dem fattedes levnedsmidler. De rodede i sne for der at finde urter som lå skjult derunder. De fandt til lykke nogle rødder, hvilke vederkvægede dem således at de inden få dage kom til kræfter igen. Endelig da isen blev optøet, begav de sig på fregatten og lod det store skib blive. Den 16. juli 1620 gik de til sejls, men de blev straks således inkommoderet af drivis at de tabte deres sluppe og havde stor møje med at redde skibet, hvis ror gik i stykker. Endelig reddede de sig ud af disse besværligheder, fandt sluppen igen og kom lykkeligt igennem |668Christians Sund i det store hav. Men der angreb dem en heftig storm, hvilken bragte dem til ny fortvivlelse; thi såsom de var kun 3 mennesker, måtte de uden ophør arbejde for at konservere skibet. Dog Munk kommer selvtredje tilbageovervandt de også denne ulykke, kom den 21. september i en norsk havn og endelig nogle dage derefter til København efter at de havde udstået alle de besværligheder som mennesker kan underkastes.

Hans Majestæt lod derpå vel fare den forhåbning han havde gjort sig om at finde vej igennem Norden til Indien. Men kaptajn Munk, efter at han havde opholdt sig nogle år i Danmark siden den ulykkelige rejse og imidlertid nøje eftertænkt de fejl som man af uvidenhed havde begået på denne rejse, fik han lyst at forsøge lykken end engang og til den ende overtalte nogle adelsmænd og borgere i København at oprette et kompagni og at udruste 2 skibe som han skulle føre. Men da alle anstalter var gjort, og Munk stod ganske rejsefærdig, blev han syg og døde, og således blev det hele værk til intet.

Det fortælles at da Munks endeligthan til afsked talte med kongen, og kongen efter lang tale meldte om den forrige rejse og Munks slette opførsel derved, svarede Munk ham noget hårdt og ubetænksomt, hvorover kongen blev fortørnet og stødte ham med sin stok, og at Munk derpå gik hjem, ville ikke spise i nogle dage og endelig døde af sorg. Således bliver gemenlig denne historie fortalt, óg lader jeg den stå ved sit værd, i lige måde det som anføres særdeles mærkværdigt om denne store konge, at alle de som han lagde hånd på, i hastighed ligesom hensvandt og kunne aldrig komme sig igen.

Disse mange kostbare og besværlige tog viser hvilken stor curiositet der var hos denne konge, og hvor meget landets opkomst og handelens forfremmelse lå ham på hjertet. Undersåtterne, opmuntret af hans eksempel, tog sig på at forsøge det samme og sparede ingen omkostning derpå; thi aldrig har folk i Danmark været mere hurtige, arbejdsomme og begærlige efter videnskaber end under denne store konge, hvorfor alle fremmede som i de tider har skrevet om Danmark, taler med |669stor berømmelse, såvel om store statsministre som om grundige lærde folk der fandtes såvel blandt adel som borgerstanden. Man ved at rigets hofmester siden af curiositet på egen bekostning affærdigede et skib til Spitsbergen, som ligger på 78 grader, for at erkyndige sig om samme lands egenskab og dertil brugte en forfaren naturalist ved navn Leonino, en indfødt spanier, hvilken nøje udforskede dette land, som formedelst kulden ikke kan bebos, og førte med sig tilbage hvide bjørne og andet som dette fæle land producerer.