Innledning til Dannemarks Riges Historie
ved Sebastian Olden-Jørgensen
“Intet er lettere, intet er ogsaa vanskeligere end at skrive en Historie”. Med disse ord begynder Ludvig Holbergs sin Betænkning over Historier, som udgør indledningen til tredje og sidste bind af hans storværk: Dannemarks Riges Historie (1732–35). De udtrykker en berettiget stolthed over at have fuldført det store værk på i alt 2514 sider + register, den første store samlede danmarkshistorie i 100 år, men også bevidstheden om at have haft vanskeligt ved at leve op til sine egne idealer for historieskrivning. Men hvad var det egentlig for et værk, Holberg lagde frem for offentligheden? Hvordan blev det til, og hvilken plads indtager det i hans forfatterskab? Hvad er dets opbygning, stil og historieforståelse? Og hvordan har samtid og eftertid set på det? Det er de hovedspørgsmål, denne indledning til Dannemarks Riges Historie har sat sig for at besvare, og ingen af dem er så ligetil, som det umiddelbart kan synes.
Forgængere
I vore dage udgives der jævnligt værker, der i større eller mindre format giver et overblik over hele danmarkshistorien, og enhver kommende forfatter har en hel serie af forgængere at lære af, låne af og lade sig afskrække af. Det var ikke tilfældet for Holberg. Hans forgængere på dansk grund havde i realiteten skrevet værker af en ganske anden karakter. Mest lighed havde Holbergs Dannemarks Riges Historie med adelsmanden Arild Huitfeldts danmarkshistorie i 10 bind (1595–1604), som Holberg benyttede i det senere optryk i to foliobind: Danmarckis Rigis Krønicke (1650–55). Huitfeldts krønike standsede imidlertid med Christian III’s død 1559, den var skrevet ud fra en politisk horisont tilhørende en adelsmand under valgkongedømmet, den var meget præget af aftrykte aktstykker, og den var ikke stilistisk spændende. Særlig i første bind af Dannemarks Riges Historie gør Holberg et stort nummer ud af at påvise Huitfeldts fejl og mangler, mens han er noget mere tilbageholdende med at angive de mange steder, hvor han slet og ret følger ham slavisk.
I 1630’erne havde to nederlændere, Johannes Pontanus og Johannes Meursius, i egenskab af kongelige historiografer skrevet hver deres store latinske danmarkshistorie. Pontanus’ Rerum Danicarum Historia (Amsterdam 1631) var et lærd og antikvarisk værk med mange oplysninger og aftrykte kilder, mens Meursius’ Historiæ Danicæ libri III (Kbh. 1630) og Historia Danica (Amsterdam 1638) var kortere, stilistisk mere helstøbte og letflydende versioner af samme historie.1 I begge tilfælde var der tale om tekster, hvis egentlige publikum var lærd og internationalt. Holbergs projekt var derimod, i lighed med Huitfeldts, at skrive en danmarkshistorie for sine landsmænd, og han sigtede ikke kun efter den latinkyndige kulturelite.
Enevældens indførelse 1660 efter de katastrofale og dramatiske Svenskekrige 1657–60 er et af danmarkshistoriens skarpe hjørner. Også i samtiden følte man, at der var tale om en epokegørende omvæltning, som skulle fastholdes i den historiske erindring, og som stillede hele den historiske udvikling i et nyt lys. Den, der fik til opgave at formulere enevældens historiske syntese, var latindigteren Vitus Bering (1617–75). Det gjorde han i to værker, der til fulde levede op til tidens idealer for den helt høje latinske stil: Obsidio Hafniensis (1676) og Florus Danicus (1698). Som man kan se af trykårene, kom begge værker sent, faktisk posthumt, og de var af omfang begrænsede. Desuden manglede hele den nyere historie, idet Florus Danicus standsede med Kristoffer af Bayerns død i 1448.
En af forklaringerne på den sene udgivelse af Berings Obsidio Hafniensis og Florus Danicus, var det ændrede politiske klima. Historieskrivning havde for så vidt altid været politiseret, og den politiske kultur i Danmark havde også før 1660 været yderst restriktiv, men efter enevældens indførelse visnede de sidste rester af politisk debat og refleksion bort, og der opstod et klima, hvor selv de mest uskyldige og på ingen måde regimekritiske formuleringer måtte falde for censuren.2
Den historiske interesse, der trods alt kunne udfolde sig, vendte sig derfor fortrinsvis mod den ældre historie eller det mere ufarlige topografisk-historiske og antikvariske stof. Der udnævntes ganske vist fortsat kongelige historiografer, der havde til opgave at skrive samtidshistoriske værker, men frugten af deres arbejde blev liggende som håndskrifter i Det Kongelige Bibliotek.
Enevældens politisk-kulturelle istid varede ind i 1700-tallets andet årti, hvor Holberg var med til at udvide grænserne for, hvad man på dansk kunne skrive og læse om, da han i hurtig rækkefølge udgav sine håndbøger: Introduction Til de fornemste Europæiske Rigers Historier (1711), Anhang Til hans Historiske Introduction (1713, herefter Anhang) og Introduction Til Naturens- Og Folke-Rettens Kundskab (1716, herefter Natur- og Folkeretten). Samtidig er bøgerne tegn på, at det danske bogmarked var i vækst, og at der nu var købere til “Historiske og Politiske Bøger paa Dansk”, som han selv formulerede det.3 Det vil sige værker, der formidlede politisk, historisk-geografisk og moralfilosofisk almendannelse med europæisk udblik, men tilpasset de hjemlige forhold.
Dannemarks Riges Historie i Holbergs historiske forfatterskab
Introduction Til de fornemste Europæiske Rigers Historier (1711) har et længere kapitel om dansk historie, men i kraft af hele værkets anlæg og omfang er det alligevel relativt kort (118 sider i oktavformat). I de næste par år arbejde Holberg videre med det stoffet og udgav ikke blot Anhang (1713), men producerede også et omfangsrigt håndskrift i to bind med en bredere skildring af Christian IV’s, Frederik III’s og Christian V’s historie, dvs. tiden 1588–1699. Ved årsskiftet 1713/14 indleverede han den første del af dette manuskript til kong Frederik IV, og det skaffede ham den 29. januar 1714 udnævnelsen til ekstraordinær professor ved Københavns Universitet (uden løn, men med udsigt til at få det første ledige professorat).
Det var ikke tilfældigt, at Holberg kastede sig over perioden 1588–1699, når han skulle demonstrere sin kunnen. I lighed med de fleste i sin samtid anså han Peder Hansen Resens Kong Frederichs Den Andens Krønicke (1680), som dækkede perioden 1559–88, for et værk forfattet af Huitfeldt. Det er siden blevet fastslået, at forfatteren bag Kong Frederichs Den Andens Krønicke var kongelig historiograf Claus Christoffersen Lyschander (1558–1623/24), men for Holberg betød det, at Danmarks historie var sammenhængende skildret af Huitfeldt frem til 1588. Herefter var Holberg pioner. Han løste opgaven ved at støtte sig til udenlandske værker af Samuel Pufendorf og Lieuwe van Aitzema samt en serie franske ambassadørmemoirer (Deshayes de Courmesvin, Pierre Chanut, Hugues de Terlon m.fl.) og byggede sin skildring op om kongernes krige og udenrigspolitik.
De følgende år optoges af andre sysler: rejser, Natur- og Folkeretten (1716) og derefter den langvarige poetiske raptus med skæmtedigte og komedier. Sidst i 1720’erne vendte Holberg tilbage til sagprosaen og udgav først let forøgede udgaver af Introduction til de fornemste Europæiske Rigers Historier og Natur- og Folkeretten (begge 1728) og dernæst et nyt værk: Dannemarks og Norges Beskrivelse (1729). Sidstnævnte inkluderede et meget omfangsrigt kapitel “Om de Danske Konger af den høylovlige Oldenborgske Stamme” (408 sider i kvartformat). Her genbrugte han dele af Introduction til de fornemste Europæiske Rigers Historie, men frem for alt inkluderede han stoffet fra det førnævnte håndskrift om Christian IV’s, Frederik III’s og Christian V’s historie.
Da han kort efter gik i gang med Dannemarks Riges Historie, gjorde han med karakteristisk arbejdsøkonomi intensiv brug af det nævnte kongehistoriske kapitel af Dannemarks og Norges Beskrivelse, der fik lov til at levere skelettet til store dele af Dannemarks Riges Historie og i lange passager genfindes ordret. Det betyder, at Dannemarks Riges Historie ganske vist bærer trykåret 1733–35, men i stor udstrækning er tænkt og formuleret 20 år tidligere.
Plan og virkelighed
Første gang Dannemarks Riges Historie nævnes, er den 16. november 1730 i tidsskriftet Nye Tidender om lærde og curieuse Sager.4 Her meddeler Holberg, at han “haver nu under Hænder en Historie af Dannemark udi 2 Tomer in qvarto, hvoraf den første Tomus, som gaar til Christiani 2. Regierings begyndelse er fuldfærdiget”. Om baggrunden for udgivelsen oplyser han, at han “har holdet saadant Skrift nødvendigt, saasom vi ingen ordentlig Dansk Historie have, og vor berømmelige Hvitfelds Krønike er meere en samlig af Diplomata [: aktstykker] om visse udenlandske og indenlandske Evenemens [: begivenheder] end en methodisk Historie”. Sluttelig beder han enhver, “som noget kunde have til saadant Verks Forfremmelse at de ham det samme vilde communicere”.
Af dette ses, at Dannemarks Riges Historie oprindelig var planlagt som et væsentligt mere kortfattet værk, nemlig som to bind – ligesom det almindelige genoptryk af Huitfeldts danmarkshistorie, Danmarckis Rigis Krønicke (1650–55). Det svarede helt til det ideal, Holberg skitserede i ovennævnte Betænkning over Historier, hvor han understregede, at den historiske stil skulle være “simpel, og tilligemed ziirlig og fyndig”, og hvor han brugte temmelig meget plads på at illustrere sin pointe ved at modstille to slags historikere: A og B, hvor A hele vejen igennem fokuserer på det væsentlige og formulerer sig i korthed, mens B fortaber sig i detaljer og fylder siderne med ligegyldigheder. Eller som han sagde et andet sted: “Man skal læse meget, men kun udvælge lidt af det læste”.5
Af en bemærkning i første bind af Dannemarks Riges Historie (1732) fremgår yderligere, at Holberg oprindelig planlagde at føre fremstillingen helt op til Christian V’s død i 1699.6 Det ville have givet en skildring med en detaljeringsgrad ca. ligesom det førnævnte kapitel om de oldenborgske konger i Dannemarks og Norges Beskrivelse, blot ført hele vejen tilbage til oldtiden. Første bind af Dannemarks Riges Historie standser som oprindelig annonceret ved Christian II’s tronbestigelse 1513, men det andet bind svulmede op til to, og skildringen slutter allerede ved Frederik III’s død i 1670 i stedet for i 1699. Fordelingen på de enkelte bind ser således ud:
Bind 1 (856 sider), dækker 111 f.Kr. til 1513, i alt 1624 år. |
Bind 2 (922 sider), dækker 1513–1648, i alt 135 år. |
Bind 3 (736 sider + register) dækker 1648–70, bare 22 år. |
Man må sige, at planen skred noget så eftertrykkeligt, men hvorfor? Notitsen fra 1730 giver noget af svaret: Holberg fik stillet så meget stof til rådighed, at han endte med udbygge sin skildring i et omfang, der fuldstændig væltede planen. Man kan af hans forord og henvisninger se, at det bl.a. drejede sig om en samling adelige ligprædikener, en større samling forordninger, en samling af Christian IV’s egenhændige breve, rigsråd Axel Urups efterladte papirer, Peder Juels gesandtskabsarkiv, Jacob Ulfeldts historiske optegnelser, en skildring af Christian IV’s formynderstyrelse, en tilsvarende af samme konges forhold til Kirsten Munk og akterne fra processen mod Peter Griffenfeld. Det er imidlertid værd at holde fast ved, at Holberg hverken reviderede eller – med en enkelt undtagelse (enevældens indførelse 1660)7 – omskrev det stof, han allerede en gang havde formuleret i Dannemarks og Norges Beskrivelse. Han holdt fast ved den grundlæggende struktur og de konkrete formuleringer fra sjette kapitel af Dannemarks og Norges Beskrivelse, men udvidede skildringen ved at indføje stof fra andre afsnit af Dannemarks og Norges Beskrivelse, samt fra supplerende materiale, som han havde fået fat i. Resultatet af dette er selvfølgelig, at Dannemarks Riges Historie skiftede karakter undervejs i værket og fik en voldsom slagside til fordel for de sidste årtier, som det fremgår af oversigten.
Skreddet i komposition fik også konsekvenser for stilen. Hvor Holberg i første bind stort set holder sig til sit ideal om en kortfattet og fokuseret fremstilling, nærmer han sig i sidste bind en mere almindelig bred historisk stil med udførlige referater af forhandlinger og krigsbegivenheder, ekskurser om udenlandsk historie og lange aftryk af aktstykker.
Pragmatisk historieskrivning
Et sidste moment fra foromtalen i 1730 er Holbergs positionering i forhold til Huitfeldt, hvis værk han kritiserede for blot at udgøre en samling af kilder om inden- og udenlandske begivenheder. Holberg derimod ønskede at forfatte “en methodisk Historie”. Nu er Huitfeldts danmarkshistorie sådan set ikke rodet. Den er klart kronologisk struktureret. Det, Holberg sigter til, må være manglen på analytisk og narrativ sammenhæng. Om han på dette punkt ydede Huitfeldt fuld retfærdighed, får stå hen. Forskellen på de to er nok snarere en forskel i grad end i art. De var nemlig begge, hvad man i samtiden kaldte “pragmatiske” historikere. Betegnelsen pragmatisk går tilbage den græske historiker Polybios (ca. 200 – ca. 118 f.Kr.) og betyder oprindelig så meget som nyttig og anvendelig, det vil sige politisk og moralsk lærerig historie, skrevet af og for den politiske elite. For at historieskrivningen kunne være lærerig, måtte den ikke indskrænke sig til at fortælle, hvad der skete, men fremstille begivenhederne i deres sammenhæng med blik for årsager, omstændigheder og følger.
Et samtidigt tysk leksikon, Zedlers Universallexicon, definerede i 1735 en pragmatisk historieskriver som den, der forstår, at “en alt for detaljeret stil er kedelig, og at en forfatter må vide at underholde sine læsere med noget behageligt”. Han bør derfor “krydre sin fremstilling med vurderinger af menneskers hensigter, vise sammenhængen i historien og beskrive, hvordan tidligere tiders handlinger påvirker vores egen samtid”. Af den grund må “en historieskriver være en verdensklog og erfaren mand. Hvad angår en sådan forfatters intention, så bør den være upartisk”.8
Dette ideal kunne Holberg fuldt ud tilslutte sig, selv om han ikke selv anvendte ordet pragmatisk. Det fremgår af det ret omfangsrige forord, Betænkning over Historier, der som nævnt indledte tredje bind af Dannemarks Riges Historie. Her redegjorde han i let causerende form for sit syn på historieskrivning i almindelighed og for sine valg og vanskeligheder i relation til Dannemarks Riges Historie i særdeleshed.
Historie er ifølge Holberg en alvorlig sag og en vanskelig opgave. Det er ikke bare tidsfordriv, noget man kan læse de lange vinteraftener for at slå tiden ihjel, når man ikke gider spille kort. Tilsvarende behøves der mere end en klæbehjerne for at være en god historieskriver. Det kræver både “Skiønsomhed og Reflexion” [: dømmekraft og overvejelse]. Uden disse egenskaber er det umuligt “at skille Sandhed fra Løgn, at dømme om tilkommende Ting af forbigangne, at acqvirere Kundskab om Rigers og Staters Egenskab, at lære at kiende andre, og tillige med at kiende sig selv; item [: ligeledes], at udføre det, som man skriver udi en simpel, og tilligemed ziirlig [: smuk] og fyndig [: kortfattet] Stiil”.9
Det siger sig selv, at Holberg mente sig i besiddelse af disse forudsætninger, men han var ikke af den grund overbevist om, at hans værk var uangribeligt. Tværtimod fylder forklaringerne på, hvorfor han ikke har kunnet leve op til sine egne idealer, temmelig meget. Han klagede både over mangel på “Materialer”, over det danske sprogs manglende “Righed og Ziirlighed” og over “Tiden”. Med det første mente han ikke manglen på kildemateriale i bred forstand, men manglen på historiske værker, erindringer og samtidshistoriske skildringer. For Holberg bestod historikerens arbejde ikke primært i at skabe en historisk rekonstruktion på grundlag af et omfattende og sammensat kildemateriale, selv om han lejlighedsvist kunne give indtryk af det. Både hans teori og hans praksis forudsatte, at der forelå en række narrative skildringer af begivenheder og personer, som han kunne skrive sammen i det format og med den vægtning og vurdering, han selv anså for passende. Det betød ikke, at han slet ikke havde sans for ikke-narrative kilder som f.eks. forordninger og regnskaber, men de kunne ikke levere råstoffet for hans fortælling. Derimod brugte han dem som illustration, især af det, han kaldte “tidernes tilstand” (sociale og kulturelle forhold), men ofte på en noget abrupt og løsreven måde. Konsekvensen af Holbergs afhængighed af narrative kilder ses meget tydeligt i tredje bind af Dannemarks Riges Historie. Hvor han rådede over sammenhængende fortællende stof om forholdet til Sverige, Ulfeldt-affæren, Karl Gustav-krigene og enevældens indførelse, det vil sige årene 1648–54 og 1657–60, breder skildringen sig. For årene 1655–56 og 1661–70 forelå ikke tilsvarende kilder, og for ikke at gøre skildringen alt for mager greb Holberg til den udvej at supplere med udenlandsk stof (portræt af dronning Christina, Sveriges krig i Polen 1655) og senere hændelser (Griffenfelds storhed og fald 1670–76). Det er så meget mere påfaldende, som at han i Betænkning over Historier harcelerede over historikere, der fyldte deres bøger med irrelevant og udenlandsk stof.10
Spørgsmålet om det danske sprogs manglende “Righed og Ziirlighed” gav Holberg lejlighed til at klage over det begrænsede ordforråd, hvis man ønskede at undgå fremmedord, over uforståelig tyskinspireret sætningsbygning og over almindelige grammatisk slendrian og uorden. Når det drejer sig om ordforrådet, er det en kendsgerning, at Holberg anvender mange tyske og franske låne- og fremmedord,11 men i øvrigt er den almindelige dom over ham, at han netop syntaktisk og grammatisk bidrog afgørende til dannelsen af et moderne litterært dansk. Senere historikere har også haft svært ved at tage Holbergs sidste undskyldning, “Tiden”, alvorligt. Det, han sigtede til, var, at f.eks. svensk historie simpelthen var mere afvekslende og underholdende end dansk. Gustav Vasa var mere interessant end Christian III, Gustav II Adolfs sejre under Trediveårskrigen mere spændende end Christian IV’s nederlag og så videre. Det kan der selvfølgelig være noget om, men det har nu ikke hindret, at f.eks. Jens Schelderup Sneedorff få år efter Holbergs død kunne proklamere: “Man beskylder hans [: Holbergs] Historie for Mangel af Rigtighed og Fuldstendighed, men bliver det dog ikke altid den förste Historie i Norden, som man kan lese uden Vemmelse?”12
Upartiskhed
Når Sneedorff kunne læse Holberg uden væmmelse og tydeligvis mente, at man af den grund måtte bære over med visse åbenlyse mangler, skyldes det nu næppe kun, at Holberg skrev pænt dansk. Det skyldes snarere end række andre stiltræk, som Holberg også tager op i Betænkning over Historier. Først og fremmest understreger Holberg som også Universallexicon betydningen af historieskriverens upartiskhed. Han fremhæver f.eks. den franske Jacques Auguste de Thou (1553–1617) som en forfatter, hvis nationale og religiøse tilhørsforhold ikke kan læses ud af hans skrifter, og han roser sig af sin egen, almindeligt anerkendte upartiskhed.13 Sidst, men ikke mindst angriber han den tyske historiker og naturretsfilosof Samuel Pufendorf, der havde skrevet flere værker om svensk historie. I betragtning af, at Holberg både tidligere og senere i sit historiske forfatterskab trak intensivt på Pufendorf, er kritikken påfaldende, men den skyldes nok, at Holberg havde et problem. Som udlænding kunne Pufendorf jo nemt fremstå mere upartisk, når han skrev svensk historie, mens Holberg som dansk undersåt og professor kunne mistænkes for at være forudindtaget både på egne og embeds vegne. Holbergs argument mod Pufendorf var, at landets egne børn og udlændinge havde hver deres vanskeligheder at kæmpe med. Den indfødte skulle overvinde sin partiskhed, udlændingen sin uvidenhed om talrige forhold i det lands, hvis historie han skulle skildre. Og, tilføjede Holberg: “her [: hos den indfødte] regierer Frygt og Passioner, som vel vanskeligen, men dog kand overvindes, men der [: hos udlændingen] er Vankundighed, som ikke saa hastigen kand bestrides [: overvindes]”.14
Ser man på Dannemarks Riges Historie, er det ikke så meget i den løbende skildring af begivenhederne som i de jævnlige “betænkninger” og “portrætter”, at Holberg udfolder sin upartiskhed. Ser man nærmere efter, må det slås fast, at Holberg lever op til sit løfte om upartiskhed i den forstand, at han ikke bevidst lyver eller fortier vigtig information. Han kan også godt udtrykke anerkendelse af svenske ledere som Engelbrecht Engelbrechtsen og Gustav Vasa eller formulere kritik af danske dispositioner og ledende personligheder. Når det er sagt, er det nok mere præcist at karakterisere Holberg som moderat patriotisk og yderst loyal over for det rådende enevældige regime og det oldenborgske kongehus. Man vil da også kunne konstatere, at den sidste danske konge, der udsættes for generel kritik er Erik af Pommern (konge 1397/1412–1439), mens det om kongerne af det oldenborgske hus fra Christian I (1448–81) og frem hedder, at de “have fast alle udcopieret Stamfaderens Christiani 1. Dyder”, en kendsgerning, han ikke tøver med at karakterisere som en “synderlig [: særlig] Guds gave og Herlighed”.15
Når det drejer sig om politisk og national vurdering, er Christian II’s skæbne altid en god lakmusprøve. Han stod i svensk og dansk (Huitfeldt) historieskrivning som sindbilledet på en tyran. Det stockholmske blodbad 1520 er da også svært at bortforklare, men Holberg gør forsøget. Det gjorde han ved bevidst at bryde kontinuiteten i kongens historie og sætte parentes om blodbadet, der traditionelt var blevet skildret som kulminationen på en lang udvikling og den endelige afsløring af Christian II’s sande karakter. For Holberg var blodbadet tværtimod en uforståelig politisk brøler, som slet ikke hang sammen med kongens øvrige håndfaste, men grundlæggende rigtige politik, der gavnede borger- og bondestanden og pegede frem mod enevælden. Desuden formulerede Holberg sig ved flere lejligheder tvetydigt. Han slog for eksempel fast, at blodbadet “var u-christelig og høyst lastværdig, saa at ingen ærlig Mand og god Christen kand og bør tage den i Forsvar”, men begyndte straks derefter at “formilde de haarde Domme, som her over ere faldne”! En læge griber jo til kraftigere midler, når de milde ikke virker, og både Christian II og tidligere danske konger havde prøvet med det gode, men svenskerne var så ualmindelig genstridige, at det ikke havde hjulpet det mindste. Ja, hvis Christian II’s historie var blevet skrevet af en borger (som Holberg!) og ikke af en adelsmand (Huitfeldt) og svenskere, så var han nok blevet ganske anderledes bedømt. Samme dobbelthed genfindes i den afsluttende vurdering: Christian II gjorde meget godt, men endnu mere ondt. Alligevel bør man ikke huske ham som “Christian den Onde, eller den danske Nero”, for gennem sit livs sidste 27 år i fængsel sonede han sine synder. Under alle omstændigheder var den svenske konge Erik XIV, der selv blev afsat i 1568, i Holbergs øjne meget værre, for han overgik Christian II langt i ondskab, men lignede ham slet ikke i det gode.16
Denne ret udstrakte nationale og dynastiske loyalitet bør i øvrigt ikke overraske. I Betænkning over Historier slår Holberg selv fast, at borgerens pligt til politisk loyalitet står over historikerens forpligtelse på sandheden, men at han i øvrigt selv mener at have fyldestgjort begge dele! Et andet sted, i Dannemarks og Norges Beskrivelse, erklærede han ligeud: “Jeg taler intet uden med bevisligheder, holder mig ogsaa til det bekiente Axioma: En hver ærlig mand er forbunden til at forsvare den Regiering, som han lever under”. Ophavsmanden til denne maksime er i øvrigt den af Holberg så ofte kritiserede Samuel Pufendorf!17
Humor
Et karakteristisk træk ved Dannemarks Riges Historie er humoren og det livlige, ofte dagligdags sprog. At Holberg var morsom og sprogligt sprælsk, kan virke selvfølgeligt for en sen eftertid, der mest kender ham som komediedigter. I hans samtid var det derimod påfaldende og noget af et kritikpunkt, at hans historiske værker rummer så mange morsomheder. Det stred mod den rette historiske alvor. Så meget desto mere påfaldende er det, at Holberg ikke selv tager emnet op i Betænkning over Historier. Her taler han kun om behovet for at “egayere” [: oplive] de kedelige, men relevante passager om juridiske, religiøse og socioøkonomiske forhold.18 Ser man på Holbergs humor i Dannemarks Riges Historie såvel som i andre af hans historiske værker, er den imidlertid ikke sat strategisk ind for at modvirke truende kedsomhed. Den følger derimod strukturen i Holbergs kendte aversioner, idet han slet og ret gjorde sig lystig over katolikker, svenskere, adelige, lærde pedanter og sine egne landsmænds forfængelighed.
Humoren kunne være ganske godmodigt, som når han foreslår at udgive det gavebrev, kong Erik Ejegod på vej til det hellige Land havde udstedt i Lucca, og som tilstod rejsende danske pilgrimme frit logi og vin. Det var jo længe siden, danske pilgrimme var kommet forbi, så med udgaven i hånden kunne man passende kræve restancerne for de mange år udbetalt!19 Det kunne også være respektløst, som når han om kong Valdemar Atterdag bemærkede, at han altid havde den svenske konge Magnus Smek “udi sin Lomme” og kunne få ham til, hvad han ville.20 Og humoren kunne også være sarkastisk som bemærkningen om, at mange studerende sikkert glædede sig over slaget ved Fodevig 1135, hvor fem bisper og 600 (i realiteten kun 60) præster døde på slagmarken, fordi der på den måde blev så dejligt mange embeder ledige.21
Nogle gange er han decideret drilsk som i den afsluttende bemærkning efter den ganske korte gennemgang af folkevandringstiden (kun 37 sider). Den begynder ganske konventionelt med en lovprisning af de gamle nordboeres tapperhed og lægger op til en smigrende sammenligning med nutidens danskere og nordmænd, men skifter så sammenligningspunkt fra tapperhed til udlængsel, så oldtidens kimbrere og vandaler paralleliseres med de mange unge mænd, der i Holbergs samtid drog udenlands for at se verden og studere. Der er dog den forskel, at hvor de gamle nordboere vendte tilbage fra deres togter med bytte og rigdom, så fører den studerende ungdoms udenlandsrejser bare penge ud af landet, og Holberg konkluderer, at hvis man sammenligner fortidens indtægter og nutidens udgifter, så “skulde man maa skee komme til Liqvidation [: være kvit] med fremmede”.22 Når man betænker, at Holberg selv havde hørt til den rejselystne ungdom og med stor fornøjelse gav sine oplevelser til bedste i sine Levnedsbreve, så kunne man tro, at der var tale om en uoverlagt fiks bemærkning, men det er ikke tilfældet. Flere andre steder, både i Dannemarks Riges Historie og i Epistlerne vendte Holberg tilbage til emnet og gentog sin kritik af rejserne.23 Man kan her som andre steder roligt gå ud fra, at når Holberg er morsom, så er det, fordi han mener det alvorligt.
Periodisering
Et andet karakteristisk træk ved Dannemarks Riges Historie, som Holberg med stolthed nævner, er opdelingen i fem perioder, hvoraf de første tre omfatter første bind og lidt af andet, mens fjerde periode fylder det meste af andet bind og den femte hele det tredje:
1. Hedenskabet til og med Svend Tveskæg (1014) |
2. Den kristne middelalder fra Knud den Store til Olaf V (1014–1387). |
3. Kalmar-unionen fra Dronning Margrethe til og med Christian II’s flugt (1387–1523). |
4. Adelsvælden (1523–1648). |
5. Frederik III’s regeringstid (1648–70), inklusive enevældens indførelse 1660. |
Hver periode blev indledt med en status over hovedtræk i den foregående periodes samfundsforhold og politiske udvikling. Da der ved begyndelsen af første periode ikke var noget at gøre status over, indledte Holberg den i stedet med en kort diskussion af de tre forskellige kronologier for den ældste historie: Saxos lange kongerække, de islandske sagaers kortere og afvigende kronologi og endelig den “gotlandske” tradition, som forlængede Saxos kongerække tilbage til Noas sønnesøn Gomer. Sidstnævnte afviste Holberg og valgte i stedet et kompromis mellem Saxo og sagaerne. Argumentet for denne fjerde mellemvej var typisk for Holberg: Man skal ikke gå fra en yderlighed til en anden!24
Disse periodeindledninger, der hver omfatter fra 8 til 22 sider,25 giver Holberg mulighed for en sammenhængende drøftelse af en række sociale, politiske, religiøse, økonomiske og kulturelle forhold af mere institutionel eller strukturel karakter. Det er også her, man finder nogle af hans mest eksplicitte udsagn om politiske og religiøse forhold, f.eks. om det oprindelige stærke kongedømme i indledningen til anden periode, svenskernes uvilje som Kalmar-unionens grundskade i indledningen til tredje periode, den katolske kirkes skadelige indflydelse i indledningen til fjerde periode eller det udførlige forsvar for arvekongedømmet som Danmark og Norges oprindelige og ved enevælden genoprettede forfatning i indledningen til femte periode.
Den politiske grundfortælling
Som man aner af den summariske oversigt over perioderne, er Dannemarks Riges Historie bygget op over en politisk grundfortælling med sigtepunkt i Holbergs egen samtid. Det er fortællingen om en oprindeligt stærk og arvelig kongemagt, som ved tidernes ugunst, svenskernes vrangvilje og ikke mindst kirkens og adelens uberettigede indhug i den kongelige myndighed gradvist blev reduceret til et svagt valgkongedømme. Efter Holbergs opfattelse var udviklingen mod valgkongedømmet gradvis, sen og ufuldstændig. Først kalmarunionen 1398 introducerede et element af valgkongedømme, og det var så sent som ved Christian II’s fordrivelse og Frederik I’s valg 1523, at Danmark blev et regulært valgkongedømme –ikke så meget de jure som de facto!26 Heldigvis genvandt allerede Frederik II (konge 1559–88) meget af den naturlige kongelige myndighed, og Christian IV (konge 1588–1648) “havde fast Anseelse af en Souverain [: enevældig] Konge”. Under ham gik det godt på alle fronter, og selv de ulykker, som senere historikere også giver kongen ansvar for, er for Holberg ikke Christian IV’s skyld, men blot dokumentation for, at han (i modsætning til den svenske Gustav Adolf) var stor både i medgang og modgang. Der er aldrig mere varme og glød i Holbergs stemme, end når han skriver om Christian IV. Så meget desto større var ulykken, da adelen med Corfitz Ulfeldt i spidsen i 1648 atter tilranede sig magten og svækkede den på alle måder fremragende Frederik III. Denne tragedie danner forspil til svenskekrigenes skæbnedrama 1657–60 og den politiske happy end ved enevældens indførelse 1660. Med enevælden fandt alle samfundsproblemer en rimelig løsning: Konge, adel og borgere blev bragt i det rette forhold til hinanden, og den enevældige konge kunne endelig uhindret gennemføre de nødvendige reformer, der genskabte orden, effektivitet og sikkerhed. Holberg er sparsom med religiøse forklaringer, men vejen til enevælden ser han udtrykkeligt som Guds førelse.27
Det er ikke altid, at Holberg i den løbende fortælling er i stand til at fastholde de linjer, han skitserer i periodeindledningerne. Dertil var han for afhængig af sine forlæg og nok også for hurtig i sin arbejdsmåde. Ud fra en kompositorisk synsvinkel må man også sige, at Dannemarks Riges Historie ender lidt slapt med Frederik III’s død og nogle spredte bemærkninger om hans børn og de kirkelige forhold. Dette skyldes delvis, at Holberg som ovenfor nævnt afstod fra at føre fremstillingen op til Christian V’s død i 1699. Havde han gjort det, ville skildringen af rigets fornyede styrke og anseelse under Christian V have dannet en naturlig afslutning på fortællingen, ligesom den gør i Dannemarks og Norges Beskrivelse.
Politisk teori
Hvis man graver et spadestik dybere og ikke kun spørger efter Holbergs holdninger, men efter kilden til hans politiske univers, ender man endnu en gang hos Samuel Pufendorf. Det var i hans fodspor Holberg var begyndt sit historiske forfatterskab, da han i 1711 udgav Introduction til de fornemste Europæiske Rigers Historier, en beskåret og suppleret udgave af Pufendorfs meget udbredte håndbog Einleitung zu der Historie der Vornehmsten Reiche und Staaten so itziger Zeit in Europa sich befinden (1682). Blandt det stof, han skar bort, var Pufendorfs politiske teori, som kredsede om begrebet “interesse” (fordel). Ifølge Pufendorf var det afgørende, at fyrsten eller dem, der rådgav ham, kendte enhver stats “sande interesse” og undgik den “indbildte interesse”. Den sande interesse delte han op i “varig” og “skiftende”. En stats varige interesse var bestemt af dens geopolitiske situation, forfatning og folkekarakter. Dens skiftende interesse afhang af de politiske konjunkturer. Statens sande interesse bestod i de fordele, den kunne stræbe efter at opnå, men vel at mærke uden at løbe uforholdsmæssig risiko eller sætte den inden- og udenrigspolitiske stabilitet over styr. Den indbildte interesse var derimod de politiske mål, f.eks. vidtgående erobringer, som ville overstige landets kræfter og skabe så stor frygt og mistro hos naboerne, at de vil danne en samlet front af fjender. Pufendorf var med et moderne udtryk en klar udenrigspolitisk “realist”, der så staterne som “spillere”, og som tilstod enhver stat et vist mål af ren og skær interessevaretagelse, men inden for rammerne af et internationalt system bygget på magtbalance. Den gode og kloge fyrste er følgelig den, som kender sine sande interesser og varetager dem på den rette måde.
Det er netop denne målestok, Holberg anlægger i Dannemarks Riges Historie, hvor begrebet interesse jævnligt dukker op. Han taler ganske vist ikke om sande og indbildte interesser, men han opererer med begrebet “statsfejl”, der betegner den situation, at den politiske ledelse alvorligt fejlbedømmer forholdet mellem politiske midler og mål, som for eksempel da dronning Margrethe forlenede grev Gerhard med Holsten, eller da Christian II i 1522 holdt fast i den hårde politik over for hansestæderne i en situation, hvor han havde brug for deres hjælp mod de oprørske svenskere.28 Erik af Pommerns regering var ligefrem en kæde af statsfejl, mens Christian I var så charmerende, at hans politiske modspillere “ikke see deres egen Interesse, men begaae en Statsfeil efter en anden”.29
Store og små temaer
Ind i denne overordnede fortælling om kongedømmet og den interessebaserede fortolkningsramme slynger sig en række mindre temaer, som Holberg vender tilbage til, når lejlighed gives. Et af dem er Norge. Hvor det er muligt indføjer han norsk stof, og det gode og statsretligt jævnbyrdige forhold mellem de to nationer er et gennemgående tema. Også på dette punkt fremhæver han Christian IV’s og senere enevældens fortjenester, mens det er den danske adel, der får skylden for den dårligere behandling af Norge og for mange andre problemer mellem reformationen og enevælden.30
Et andet tilbagevendende element er de mange små og store “portrætter”, det vil sige karakterskitser. Det er mest herskere og statsmænd, der får tegnet deres portræt, men deriblandt også en række kvinder. Holberg er tydeligvis fascineret af stærke kvindeskikkelser som dronning Margrethe, Mor Sigbrit og dronning Christina af Sverige. Ikke sjældent sammenligner han dem, f.eks. Hannibal Sehested versus Corfitz Ulfeldt eller Christian IV versus Gustav II Adolf. Dette træk går faktisk helt tilbage til Dannemarks og Norges Beskrivelse (1729), og fra persontegningerne og sammenligningerne dér og i Dannemarks Riges Historie går der en lige linje til dobbeltportrætterne i Heltehistorier (1739) og Heltindehistorier (1745).31
Et tredje tyngdepunkt er det statsretlige, som kan tage mange former. Spørgsmålet om arverige og valgkongedømme og om Norges stilling er allerede nævnt, men også forholdet til Sverige inden for rammerne af Kalmarunionen og forholdet til hertugdømmerne fylder meget. Her var et rigt stof at bygge på (ikke mindst hos Huitfeldt) og mange lejligheder til at komme med “upartiske” vurderinger.
Alt i alt må man derfor karakterisere Dannemarks Riges Historie som et gedigent stykke politisk opbyggelseslitteratur. Det er en danmarkshistorie skrevet for den praktisk orienterede dansk-norske borgerstand af købmænd, embedsmænd og akademikere. Det var deres politiske og nationale univers, deres værdier og interesser, han skrev ud fra. Og det var deres verden med en stærk og på alle måder legitim kongemagt, politiske stabilitet, effektiv administration og gode karrierechancer for borgerstandens begavede sønner, han skrev sig frem imod. Dannemarks Riges Historie var ikke kun lærerig og underholdende. Den var også dybt beroligende for styret og for den åbne elite, Holberg i kraft af egne evner havde fået adgang til.
Læsere og kritikere i samtiden
Desværre ved vi ikke ret meget om, hvordan Holbergs læsere tog imod Dannemarks Riges Historie. Han hævder selv, at værket blev meget positivt modtaget, og kun mødte egentlig kritik fra en enkelt skribent, der diskvalificerer sig selv ved at være både svensker og bogtrykker (dvs. forlægger og derfor konkurrent, for Holberg udgav og distribuerede selv Dannemarks Riges Historie).32 Der er også bevaret et par meget positive breve til Holberg om Dannemarks Riges Historie, men de siger i realiteten ikke særlig meget. De var nemlig begge skrevet af mennesker, der ville have noget ud af ham. Derfor starter de meget naturligt med at gøde jorden med ros, før de kommer frem med deres egentlige ærinde, der i det ene tilfælde er at tigge et eksemplar af det kendte portrætstik af Holberg fra 1731, og i det andet er at formå Holberg til offentligt at indrømme, at han har begået en fejl.32 Om Holbergs bredere læserskare ved vi ikke andet end, at de købte hans bøger, og at disse er bevaret i ret stort antal indtil den dag i dag og blev oversat til tysk (1743–44), men at det på den anden side tog 20 år, før der var brug for et andet oplag på dansk (1753–54).
Til gengæld ved vi noget mere om, hvordan samtidens og eftertidens historikere har set på værket. Deres dom var anerkendende, men ikke ukritisk. Tidens største danske historiker, Hans Gram (1685–1748), blev af professor Christian Gottlieb Buder ved universitetet i Jena bedt om at bidrage til en international historisk bibliografi. Gram sendte 20 foliosider med træfsikre karakteristikker af de vigtigste danske historikere fra Saxo til Holberg, som den tyske professor forkortede temmelig meget, før han uden at nævne Gram indføjede dem sit værk: Bibliotheca Historica Selecta (Jena 1740). Heldigvis er Grams originale tekst bevaret blandt professorens papirer i universitetsbiblioteket i Jena.34 Her kan man læse, at Gram fremhævede sproget, stilen og dispositionen i Dannemarks Riges Historie og mente, at Holberg på disse områder langt overgik Huitfeldt. Han roste også Holbergs flid med hensyn til at bruge håndskrifter, særlig i Christian IV’s og Frederik III’s historie, hvor man af den grund fandt mange nye oplysninger. På den anden side kritiserede Gram Holbergs hastværk, der førte til fejl, forsømmelser og gentagelser. Gram kunne heller ikke lide, at Holberg konstant hakkede på Huitfeldt. Han syntes også, at Holberg var for dristig i sine vurderinger og gæt på tingenes sammenhæng, han kunne ikke lide hans morsomheder og folkelige talemåder, og han syntes at Holberg gik på jagt efter amoralske ting og glemte den historiske alvor, især i Christian IV’s og Frederik III’s historie. Det sidstnævnte kritikpunkt henviser utvivlsomt til, at Holberg inkluderede stof om Christian IV’s børn uden for ægteskab, kongens forhold til Kirsten Munk og bruddet imellem dem, samt den slibrige Dina-affære under Frederik III.35
Fra historiker til nationalt ikon
Med mindre variationer genfindes Grams afbalancerede vurdering af Holbergs styrker og svagheder hos mange andre historikere i de følgende generationer frem til midten af 1800-tallet. Man vidste godt, at Holberg sjuskede, og at han var svagest på den ældre histories område, men man værdsatte hans stil og det rige stof, han fremlagde. Sidst, men ikke mindst respekterede man hans projekt, som var at skrive pragmatisk, dvs. sammenhængende, lærerig og underholdende, historie, også selv om man nogle gange syntes, han tog sig for store stilistiske friheder. Holberg var med andre ord i sin samtid og eftertid en historiker som så mange andre med styrker og svagheder, men med den store fortjeneste, at han havde skrevet en samlet, læseværdig danmarkshistorie.
Ud fra en faglig betragtning blev Dannemarks Riges Historie hurtigt forældet, men sent overgået. Allerede i løbet af 1730’erne og 1740’erne fremkom en rig historisk litteratur, som på mange punkter supplerede og korrigerede Holberg, men han reviderede ikke Dannemarks Riges Historie. Da anden udgave på bogtrykker Johan Jørgen Høpfners initiativ udkom i 1753–54, var der i alt væsentligt tale om et genoptryk, hvor kun stavemåden var ændret, og en række fremmedord udskiftet med tilsvarende danske udtryk. Efter Holbergs død tog det mere end en generation, før den stridbare Gustav Ludvig Baden forsøgte at gøre Holberg kunsten efter og udgav sin Danmarks Riges Historie (5 bind, 1829–32). Rigtig afløst blev Holberg nok først, da den unge C.F. Allen med Haandbog i Fædrelandets Historie (1840) gav et succesfuldt bud på en tidssvarende nationalliberal danmarkshistorie.
I slutningen af 1800-tallet gennemgik opfattelsen af Holberg som historiker derimod en radikal ændring. Baggrunden var den voldsomme udvikling i samtidens historievidenskab, som man efter behag kan kalde det kritiske gennembrud, fagets professionalisering eller historisme og positivisme. Uanset hvilken betegnelse, man vælger, er resultatet det samme, nemlig en fremmedgørelse over for de faglige og stilistiske idealer, som havde dannet rammen for Holbergs historieskrivning og vurderingen af ham indtil da. I stedet for at være en historiker blandt så mange andre fremstod han i lyset af de nye videnskabsidealer ikke blot som forældet, men som dybest set uvidenskabelig skønt yderst velskrivende. Skulle man udtrykke det positivt, og det gjorde man oftest, kaldte man ham en popularisator. Begejstringen for ham var stadig stor, måske større end nogensinde, men sagen var, at han var blevet degraderet til en ærefuld placering i nationallitteraturen uden for det videnskabelige hovedspor, der herefter blev repræsenteret af Holbergs modstykke og kritiker, Hans Gram. Det var den store danske historist Caspar Paludan-Müller (1805–82), der i 1874 formulerede dette syn på Holberg, og det fik stor gennemslagskraft.36
Der var dog også afvigende stemmer. Den norske positivistiske historiker Ernst Sars forfægtede i 1867 og 1884 nærmest det modsatte standpunkt, idet han gjorde Holberg til eksponent for de to grundprincipper, som var bærende i positivismens videnskabsidel, nemlig fremskridtstanken og overbevisningen om, at historiens udvikling styres af lovmæssigheder. For Sars stod det klart, at hverken Gram eller nogen anden samtidig, men alene Holberg havde haft begreb om, hvad historisk videnskab virkelig var.37
Paludan-Müllers vurdering af Holberg er ensidig og alt for stærkt præget af ønsket om at tegne historiefagets udvikling med slutpunkt alene i historismens egen historieopfattelse. Sars’ ganske modsatte opfattelse er decideret uholdbar. Ikke desto mindre var de enige om at rose Holberg, og efterfølgende forfattere, der har været besjælet af samme ønske, har i forskellig grad forsøgt at kombinere de to egentlig grundforskellige og uforenelige forståelser af Holbergs historieskrivning. I takt med at historismen og positivismen som videnskabelige paradigmer har løsnet deres greb, og en ny interesse for historieskrivningen som litterær genre er vokset frem, har de seneste år været vidne til nye forsøg på at forstå Holberg som historiker på sin egen samtids betingelser.38 Denne tilsyneladende fuldstændige historisering er dog samtidig også en aktualisering. Interessen for 1700-tallet som modernitetens egentlige fødselstime, for oplysning og religion og for historieskrivningens litterære aspekter er alt sammen elementer, der har ført os nærmere på 1700-tallet og dermed også nærmere på Holberg som historiker.
Litteraturliste
Berthelsen, Sune: “Holbergs historiske syntese”, Gunilla Dahlberg, Peter Christensen Teilmann & Frode Thorsen (red.): Holberg i Norden. Om Ludvig Holbergs författerskap och dess kulturhistoriska betydelse, Göteborg 2004, s. 78–105.
Blanke, Horst Walter & Dirk Fleischer: Aufklärung und Historik. Aufsätze zur Entwicklung der Geschichtswissenschaft, Kirchengeschichte und Geschichtstheorie in der deutschen Aufklärung. Mit Beilagen, Waltrop 1991.
Bull, Francis: Holberg som historiker, Kristiania 1913.
Damsholt, Torben: “Den nationale magtstat 1560–1760”, Søren Mørch (red.): Danmarks historie. Bind 10. Historiens historie, Kbh. 1992, s. 53–104.
Ehrencron-Müller, H.: Forfatterlexikon omfattende Danmark, Norge og Island indtil 1814. Bind X. Holberg, 1. Afdeling, Kbh. 1933.
Høst, Sigurd: Holbergs historiske skrifter, Bergen 1913.
Ilsøe, Harald: “historisk censur i Danmark indtil Holberg. Omkring censuren af Christian Aarslebs Frederik II.s historie”, Fund og Forskning, 20 (1973), s. 45–70.
Jørgensen, Ellen: “Hans Grams Vurdering af Holbergs historiske Arbejder”, Holberg Aarbog, 1924, s. 137–41.
Jørgensen, Ellen: Historieforskning og Historieskrivning i Danmark indtil Aar 1800, København 1931.
Langslet, Lars Roar: Den store ensomme – en biografi om Ludvig Holberg, Kbh. 2002.
Müller, Th.A.: “Holbergs to ældste historiske Arbejder, deres Kildeforhold og hvad de fortæller om Forfatterens daværende Udvikling og Personlighed”, Historisk Tidsskrift, 10 rk., IV (1937–38), s. 1–28.
Nadel, George H.: “Philosophy of History before Historicism”, History and Theory, 3 (1964), s. 291–315.
Olden-Jørgensen, Sebastian: “‘Saa at jeg har efterlevet en Historieskrivers uden at overtræde en Borgers Pligt’ – naturret og historie i Holbergs behandling af enevældens indførelse 1660”, Eiliv Vinje & Jørgen Magnus Sejersted (red.): Ludvig Holbergs naturrett, Bergen 2012, s. 118–39.
Olden-Jørgensen, Sebastian: “‘Absolut enevolds regiering er den sikkerste af alle’ – Ludvig Holbergs statsforståelse på baggrund af samtidens politiske kultur”, Jørgen Magnus Sejersted & Sebastian Olden-Jørgensen: Historikeren Ludvig Holberg, Oslo 2014, s. 89–117.
Olden-Jørgensen, Sebastian: Ludvig Holberg som pragmatisk historiker. En historiografisk-kritisk undersøgelse, Kbh. 2015.
Paludan-Müller, C.: “Dansk Historiografi i det 18de Aarhundrede”, Historisk Tidsskrift, 5. rk., IV (1883–84), s. 1–188.
Rian, Øystein: “Ludvig Holbergs historie- og samfunnsforståelse”, Peter Christensen Teilmann & Gunnar Sivertsen (red.): Ind i Holbergs fjerde århundrede. Det faglige og det kulturelle grundlag for en nykommenteret udgivelse af Ludvig Holbergs samlede værker – i bogligt og digitalt medie, Kbh. 2004, 47–58.
Sars, Ernst: “R. Nielsen: Om Holbergs Kirkehistorie og Theologi” (oprindelig trykt i Vort Land, 1867), Ernst Sars: Samlede Værker, IV, Portrætter og Essays, Kristiania 1912, s. 24–28.
Sars, Ernst: “Foredrag ved Universitetets Holbergfest den 3die December 1884” (oprindelig trykt 1885 i Univ.- og Skoleannaler), Ernst Sars: Samlede Værker, IV, Portrætter og Essays, Kristiania 1912, s. 28–48.
Sejersted, Jørgen Magnus & Sebastian Olden-Jørgensen (red.): Historikeren Ludvig Holberg, Oslo 2014.
Skovgaard-Petersen, Karen: Historiography at the Court of Christian IV (1588–1648). Studies in the Latin Histories of Denmark by Johannes Pontanus and Johannes Meursius, Kbh. 2002.
Vinje, Eiliv & Jørgen Magnus Sejersted (red.): Ludvig Holbergs naturrett, Bergen 2012.